Bidrag til en web-tv-dramaturgi (2): De spildte kreative muligheder

Her kommer anden portion af mine "noter" som jeg skrev for et par år siden, og har haft liggende utilgængeligt for andre siden da.

   Her opridser jeg indledningsvis den problemstilling at en stor del af de web-tv-indslag man finder på nettet, ikke udnytter at nettet som medie både kræver og inviterer til en alternativ dramaturgisk tænkning. I rigtig mange tilfælde overfører man blot uændrede produktionsformer og fortællemåder fra broadcast-tv til web-tv. Dvs. nettet bliver en ren transmissionskanal for traditionelt produceret og fortalt tv. Og det er for dumt. 

Film- og tv-dramaturgi beskriver principperne for at konstruere og formilde gode historier i levende billeder via henholdsvis film- og tv-mediet. Fælles for de to medier er at de i princippet fortæller deres historier lineært i tidslige forløb af levende billeder og lyd, uden anden kontekst end modtagesituationen, hhv. biografsalen eller et rum i et privathjem.

   Historiernes ”impact” – deres gennemslagskraft i forhold til seerne, publikummet – hænger nøje sammen med hvor effektivt dramaturgien er udnyttet i fortællingen. Psykologisk set drejer det sig om at fange og fastholde seerens opmærksomhed og monopolisere hans/hendes bevidsthed fra start til slut i fortællingen, hvad enten det drejer sig om en 2 timers biograffilm eller en 2 minutters tv-nyhed. Eller for den sags skyld en 30 sekunders reklamefilm – både på biograflærredet og på tv-skærmen.

   Det drejer sig om at ”optage” seerbevidstheden så den ”glemmer” alt andet under perceptionen af filmen eller tv-programmet, publikum skal ikke, hvis filmen eller tv-programmet virker efter hensigten, tænke på andet end at gå op i den virkelighed som fremstilles gennem det sammenredigerede forløb af levende billeder og lyd.

   Meget enkelt sagt, drejer den dramaturgisk konstruktion sig om at organisere og kombinere fortællingens muligheder for at levere information, fascination og identifikation i en samlet narrativ ”pakke” med en begyndelse, en midte og en slutning. Der er tale om en audiovisuel fremstilling hvor indhold, form og udtryk hænger sammen og kontrolleres af en bærende ide, og hvor alt der kommer til udtryk undervejs har betydning for helheden, og hvor det for producenten i høj grad drejer sig om at skærer alle udtryk bort som kan rejse forstyrrende spørgsmål eller give afsporende associationer undervejs.

   Den dramaturgiske værkstøjskasse og den tænkning der ligger bag den, har over 2000 år på bagen, og har en udviklingshistorie der går fra det græsk-romerske teater, over middelalderens mysteriespil og comedia del arte, det shakespeareanske teater i 1500-tallet, 1600 og 1700 etc. Gennemgående for den tænkning og tradition er at at publikum ikke skal gøre andet end lade sig ”opsluge” i den ene ende af forestillingen og blive "gylpet op" igen i den anden, beriget med en - helst uforglemmelig - oplevelse og en morale som forestillingen på scenen, på lærredet, eller på tv-skærmen har ”bevist”.

Spørgsmålet er nu hvilket konsekvenser det har for dramaturgien når de levende billeder formidles via nettet og computeren som medie? Som teknologien har udviklet sig i de seneste år, så formildes film eller tv/video-indslag via nettet gennem en player på en netside, en player som kan aktiveres og styres på computerskærmen, eller som går i gang af sig selv når man kommer ind på den side hvor playeren ligger. Playerens billedfelt fylder som regel kun en lille del af sidens samlede areal, og hvis man åbner billedet til fuld skærmstørrelse, hvad der er muligt i en del tilfælde, så er opløs­ning­en som regel dårlig og forringer oplevelsesintensiteten.

   Mange af de web-tv-indslag som man kan afspille fra playeren på de journalistiske mediers hjem­mesider, er helt almindelige tv-indslag. Så vidt man kan se, er de produceret og redigeret sammen efter de samme produktionelle og dramaturgiske principper som nyheds- og featureindslag til de nyheds- og aktualitetsudsendelser som sendes i broadcast- tv, de principper som fremgår ovenfor.

   Vi er dermed i en situation som ligner de første år med skreven journalistik på nettet, hvor man i princippet blot lagde skrevne artikler ind i den form de havde i papiravisen – uden at tage hensyn til de særlige modtagevilkår, de særlige muligheder for interaktion med brugerne, og den ikke lineære ”opløste” formidlingsform som hypertekst-strukturen giver mulighed for.

   Men dermed udnytter man faktisk kun nettet som en alternativ transmissionskanal af video – men i en væsentligt dårligere modtagekvalitet end broadcast-transmissionen – og brugeren får kun den ene gevinst at han kan modtage indslaget isoleret og når det passer ham rent tidsmæssigt. Det er forståeligt, men lidt ”dumt” på lidt længere sigt ikke at udnytte alle de andre muligheder som net-transmissionen giver formidlingsmæssigt. Men det har så radikale konsekvenser for dramaturgien.

                                                        (fortsættelse følger)