Bidrag til en web-tv-dramaturgi (3): Den opsplittede tv-nyhedsfortælling på nettet

Her følger tredje ombæring af mine "noter til en web-tv-dramaturgi". Her handler det om konsekvenserne af at man på nettet kan opløse tv-nyhedfortællingen i dens enkeltelementer, og i princippet overlade det til brugerne at "konsumere" dem i den rækkefølge de synes. 

   En netside giver mulighed for mange "indgange", og er jo grundlæggende ikke bundet af en "lineær" fortællerlogik. Og det er i princippet muligt at "outsource" større eller mindre dele af det der er bundet sammen til en fortællemæssig enhed i et normalt fortalt nyhedsindslag.

   Man kan sige at den klassiske tv-nyhedsmontage til broad-cast er et produkt af en professionel journalistisk blending-proces ved hjælp af nyhedsdramaturgiens principper og sammenbundet med en modsvarende journalistisk tv-produktionsproces.

   Skifter vi fra broad-cast til web-cast, så er der mulighed for at opløse montagen i sine enkeltelementer og udlægge dem til fri interaktion med brugerne, så det er dem der selv må foretage blendingen via brug af hyperteksten.

For at uddybe det må jeg lige rekapitulere hvad principperne er for konstruktionen af et normalt tv-nyhedsindslag er:

Fortælleprincipperne i traditionelle tv-nyhedsindslag – kort fortalt 

Et normalt tv-nyhedsindslag er en ”pakke” af audiovisuelle udtryks- og indholds-elementer der gennem redigeringen er monteret sammen i en nyheds-fortælling. Fortællingen forløber i tid - med begyndelse, midte og slutning. Der indledes altid med et oplæg fra nyhedsværten der har øjenkontakt med seerne. Værtens oplæg kaldes også intro eller spib. Bagefter kan værten runde af med et nedlæg/outro/spab.

   Det der styrer måden tv-nyheden er ”pakket” på, er den journalistiske vinkel. Det er den påstand med nyhedsværdi som historien beviser. Typisk fortælles vinklen i oplægget.

   Et nyhedsindslag er normalt opbygget efter berettermodellen med følgende faste faser: anslag, præsentation, uddybning, point-of-no-return, konfliktoptrapning, klimaks, udtoning.

   I uddybningsdelen af berettermodellen placer man typisk nødvendige men ”kedelige” facts og baggrundsinformationer, f.eks. i form af statistikker og grafik. Uden uddybningsdelen kan seerne ikke engagerer sig i konfliktoptrapningen, altså udviklingen af historien

   Point of no return er midtpunktet i indslaget, hvor der sker et skift fra den beskrivende til den konflikt- eller problemudviklende del af historien. 

Hvad består en traditionel ”tv-nyhedspakke” af? 

·       Reportageklip af handling og reallyd/sound-bites

·       Interviewklip, også kaldet sync-er – med kilder

·       Journalistens oplæste speak under reportagebilleder eller grafik

·       Op- og nedlæg fra nyhedsvært

·       Evt. grafik og skilte

·       Evt. reporteren i en stand up

·       Evt. voxpop

Speaken er det der giver historien sammenhæng og mening. Reportageklippene er det der forankrer historien i virkeligheden. Sync-erne underbygger speakens påstande og beskrivelser; sync-erne kan være med…

•  eksperter der giver baggrund, perspektiv og sandhedsgarantier (eller det modsatte) for oplysninger og udtalelser,
• øjenvidner der kan fortælle om hvad de har set og oplevet af det der er sket, men nu er fortid
• cases med egne erfaringer der kan konkretisere og give ansigt til historien,
• ansvarlige magthavere og administratorer der forklarer og forsvarer.

Speaken udlægger hvad billederne viser, og udpege hvad seerne skal se i dem. Reportagebillederne og sync-erne er de elementer som underbygger, sandsynliggør eller dokumenterer sandheden i vinklen og historien. Op- og nedlæg giver institutionel afsenderautoritet og garantier for vinklen. 

Hvad så når man skal fortælle historien gennem video på nettet? 

Ja, nettet giver kreative muligheder for at pakke nyheden ud, eller rettere mulighed for ikke at behøve at pakke den ind. Det er det jeg kalder ”outsourcing” af nyhedens byggestene.

    I princippet kan man naturligvis bare lægge en helt normalt monteret nyhedspakke i playeren på en webside, indrammet af et oplæg og et nedlæg fra en vært.

    Men man kan også splitte det op i sine elementer, som man kan klikke rundt imellem på siden, elementer som altså så bliver dele af sidens hypertekst, forbundet gennem de links og interaktionsmuligheder som siden tilbyder:

• Speaken kan helt eller delvis erstattes af en skreven tekst som kan læses for sig, og noget af den kan erstattes med skilte lagt ind undervejs i videoindslaget.
• Reportageklippene kan stå råt og uredigeret som rene fluen på væggen optagelser som kan ses for sig – i sin helhed eller i ”bidder”.
• Interviewene kan afspilles enkeltvis og mere eller mindre uklippet, eller hvert interview kan også være delt op i mindre bidder der kan afspilles hver for sig.
• Op- og nedlæg fra nyhedsværten, kan erstattes af skreven tekst på oven over playeren, eller som skilte i starten/slutningen af indslaget i playeren.
• Grafik, skemaer og tal, som ellers placeres i uddybnngsdelen, kan lægges ud ved siden af playeren.
• Man kan lægge en indhentet opinionsundersøgelse ud på siden omkring playeren efter indslagets præsentationsdel, og så vente med uddybningesdelen af indslaget til næste dag, og konfliktoptrapningen med debat-syncer den tredje dag. 

Brugerne laver deres egen montage

I det klassiske broadcast-tv-nyhedsindslag har journalisten lavet montagen færdig ud fra nyhedsdramaturgiske principper. Det har en indgang i begyndelsen og en udgang til slut, og historien er bundet til at forløbe mellem dem - med en given gennemløbstid.

   På nettet, spredt ud via en hypertekst på netsiden med de muligheder som er beskrevet ovenfor, har brugeren adgang og frihed til at lave sin egen collage eller montage af elementerne, ved at klippe ”rundt” på siden, fordi tv-hyperteksten tilbyder mange indgange uden bestemt tvunget rækkefølge og kombinatorik. 

   Og i princippet et tilsvarende uendeligt antal udgange fordi brugerne på et hvert tidspunk kan klippe sig ud af et element og springe tilbage til en tidligere side.

   Brugeren kan bruge meget længere tid og gå i mere dybden via links, eller kan nøjes med kun at aktivere et enkelt element og altså være mere overfladisk, end hvad en given traditionel nyhedspakke muliggør. Snorkle i overfladen eller scuba-dive hel til bunden.

User-Generated-Content - UCG

Men mest revolutionerende i et kreativitetsperspektiv er det at nettet åbner op for at nyhedshistorien også kan blive fortalt bid for bid over tid - efterhånden som den udvikler sig gennem interaktivt samspil med brugerne: det der kaldes UGC – bruger-genereret indhold. Og fidusen er jo at der ikke er nogen deadline. 

   Lige så snart redaktionen har noget den første "brik", f.eks. reportagebilleder fra en dramatisk begivenhed, kan den udlægges, også inden baggrunden er opklaret, eller inden man har interview med aktører, øjenvidner eller eksperter. Her er nogle muligheder:

• Man kan invitere brugerne til at levere (sig selv som) cases, dvs. man kan springe casen over i førte omgang
• Man kan invitere til øjenvidnebeskrivelser, dvs. man behøver ikke selv at rykke ud for at få dem
• Man kan invitere brugerne til at levere dokumenterende billeder, dvs. man kan skære ned på illustrationen af historien, den kan komme hen ad vejen
• Man kan undlade vox pop, idet man inviterer til kommentarer der jo har samme funktion
• Man kan invitere til facts, målinger, opgørelser, statistikker som folk har i kraft af insider-viden eller nærhed i forhold til en problemstilling
• ”Konfliktoptrapningen” fra et normalt indslag, kan i første omgang lægges ud til brugerne som invitation til debat om et moralsk kontroversielt spørgsmål; altså sådan at indslaget afbrydes i ”point of no return”.

                               (fortsættelse følger)