Sider

tirsdag den 1. november 2016

Når frontallapperne slapper af - og fantasier, ideer og kreativitet stimuleres igennem flow - det er der et nyt begreb for: 'transient hypofrontalitet' ...


Endnu en gang er jeg stødt på et begreb som er nyt for mig (eller som jeg har overset fordi jeg læser hurtigt og derfor også læser hen over besværlige udtryk for at nå til sætnings- og afsnitslutninger på et tidspunkt hvor jeg så har forstået helheden - uden nødvendigvis at nøjagtig at kunne sige hvad hver enkelt ord betyder). 
   Det 'nye' begreb udtrykkes med virkelig tunge fremmedord på engelsk, men her er det:
transient hypofrontality
På dansk må det så hedde "transient hyperforntalitet". Mere om det nedenfor. 
   Min interesse for hvad det begreb egentlig betød og kunne bruges til, udsprang af at jeg fandt ud af at begrebet 'transient hypofrontalitet' har med fænomenet 'flow' at gøre ...
   ... som er et andet fagudtryk som jeg har skrevet om masser af gange siden mit første blogindlæg om 'flow' fra sommeren 2010, ca. fire måneder efter jeg var begyndt at skrive indlæg til "Peters Udsigt" - min blog - under temaet "kreativitet":
http://petersudsigt.blogspot.dk/2010/05/den-kreative-personlighed-og-flow.html
Begrebet "flow" havde jeg på det tidspunkt været bekendt med i i hvert fald 4-5 år, som den særlige tilstand eller stemning man kan komme i når man laver noget produktivt der er svært, men samtidig optager én så meget at "man glemmer sig selv og tid og sted".
   
Begrebet forklarede for mig hvordan jeg i årene inden (og helt tilbage til min bog "Faktion som udtryksmiddel" fra 1990) kunne komme afsted med at skrive mange hundrede sider tykke,  nogenlunde let læste og ganske kloge bøger på relativt kort tid,  og - vel at mærke - uden jeg husker at det var den mindste måde besværligt da jeg først kom igang.
   Det gik på en måde 'som en leg': 'Jeg' forsvandt, 'tiden' forsvandt, og jeg var på en eller anden måde 'høj' i lange perioder mens jeg skrev.
   Faktisk var det abstinenserne efter at være blevet færdig med den sidste bog om Poul Martinsen, der gjorde at jeg gik igang med at skrive indlæg til bloggen her. for at komme i 'flow' og blive 'høj' igen - med mellemrum, men uden at hænge på at det skulle blive 'færdigt' som en bog.

Begrebet 'flow' er vist nok opfundet og udviklet til videnskabelig brug af en af mine helt store inspirationskilder, kreativitetpsykologen Mihaly Csikszentmihalyi.
   I en artikel i et dansk tidskrift fra 2004 bliver han (Mihaly C.) interviewet og spurgt om hvordan han nu mange år senere definerer begrebet:
Hvordan lyder den korte og aktuelle definition af begrebet flow?    »En persons bevidsthedstilstand, fuldstændigt involveret i det han eller hun er i færd med.
   Det er den korteste definition, men vi kan opregne en række andre dimensioner, der sædvanligvis vil være til stede hos den, der oplever en flow-tilstand: At have meget klare mål, at få umiddelbar feedback på foretagne handlinger, at erfare en balance mellem udfordringer og evner, at være så intenst koncentreret – så du glemmer dig selv, så du glemmer tiden.
   Når disse betingelser gør sig gældende, føler personen, at det, han eller hun gør, er værd at gøre for dets egen skyld. Det er den mere udvidede definition.«
   Angående flow-begrebets historie: Blev det opfundet af dig, eller gav du det nyt liv? Der synes at være lighedspunkter mellem de stoiske dyder, der hylder hhv. det standsede og permanente nu, og tanken om flow?   »De fleste af lighedspunkterne fandt jeg først senere.
   Begrebet flow opstod, da jeg skrev min afhandling for ca. 30 år siden og så nærmere på, hvorfor kunstnere bliver så opslugte af deres arbejde med malerier og skulpturer. Igennem interviews fandt jeg ud af, at de beskrev denne opslugthed på stort set den samme måde.
   Samtidig underviste jeg studerende, der som opgave fik at undersøge en række andre aktiviteter, såsom sport og kunstneriske aktiviteter, og de kunne også påvise, at de involverede havde flow-oplevelser.
   Senere har det vist sig at disse oplevelser også kan foregå, når vi er på arbejde. De er ikke udelukkende knyttet til fritidsaktiviteter eller kunstneriske virkefelter. «
http://edu.au.dk/fileadmin/www.dpu.dk/aktuelt/magasinetasterisk/udenforhierarki/nr16april2004/040420111830-amp-type-doc.pdf
Jeg fik selv flere personlige AHA-oplevelser da jeg blev introduceret til begrebet 'flow'. 
   Og jeg har selv senere koblet flow-begrebet sammen med hjernens eget indre dopingsystem med sin coctail af dopamin, serotonin, adrenalin, oxytocin m.fl. -som er forskellige hormoner som udløses og stimulerer hjernens lystcenter når vi gør os umage eller bliver totalt optaget af en på en gang udfordrende og krævende - og/eller forførende afslappende aktivitet:
   - som at drive krævende sport  hvor du gør dit yderste og ypperste, 
   - som at se en god film som gør at du bagefter ser omverdenen gennem filmens optik, 
   - som at spille musik så englene synger i hovedet på publikum, 
   - som at undervise så elverne blive helt opslugt af det du siger, 
   - som at arbejde som nyhedsjournalist og kunne fyre en god historie af på no time op til deadline,
   - som at opleve en fantastisk maleriudstilling hvorfra du går "løftet og inspireret" bort, 
   - som selv at male akvarel - og det lykkes i et hug - og ser ud som det skal uden fejl, 
   - som at stå i køkkenet i timevis og bare være optaget af at lave god mad, og den bliver god, 
   - som at meditere og forsvinde mentalt i et helt bevidsthedstom ingenmandsland i 20 minutter, 
   - som at sidde og kigge på rådyr eller fugle uden for vinduet i sommerhuset,
   - som at sidde og kæle med en kat som spinder mens den misser med øjnene i venligt velvære, 
   - som at stå og snitte græskarmænd til Halloween-lygter med to børnebørn 
   - etc. etc. 
   
Jeg har også i årenes løb deltaget i flere længerevarende ambitiøse og kreative udviklingsprojekter hvor jeg i det mentale bakspejl kan se at jeg periodisk har været i flowtilstanden: 
   Jeg oplister lige nogle af de vigtigste:
   1) Samarbejdet med Niels Erik Wille og Harald Steensig om at udvikle den sprogvidenskabelige disciplin 'Pragmatics of Communication' til et konkret og praktisk 1. dels fag "Pragmatisk Analyse" på faget dansk på KU i sidste halvdel af 60´erne.
   2) Samarbejdet med Poul Trier Pedersen om at udvikle tv-interviewkurser for medarbejdere i DR, og siden at udvikle Triers TV-spontanspil til grænseoverskridende kursuser for kommunalt ansatte i 'Borgerbetjening' og for sygehusansatte i forskellige professioner i tværfaglig kommunikation til og for patienter 'Samspil på Sygehuset')
     3) Samarbejdet med Ingolf Gabold om at udvikle en række kurser og tv-analyser om 'TV som Udtryksmiddel' og 'Faktion som udtryksmiddel' (det sidste stærkt hjulpet af Viggo Holm Jensen).
     4) Samarbejdet (i rollen som direktør) med en gruppe engagerede - yngre og ældre - professionelle tv-folk om at få en lukningstruet og gældstynget regional tv-station næsten uden seere, til på et års tid og fem år frem at være den (næst) mest sete regionale tv-station i Danmark. Og med orden i økonomien.
     5) Samarbejdet med Nikolaj Christensen og Pia Marquard om på tre kvart år at udvikle et helt nyt tv-dramaturgikursus som vi betitlede 'Power tv', et målrettet og effektivt kursus i tv-storytelling som - efter ordre fra opdragsgiveren TV-Direktøren i DR - højst måtte vare tre dage for deltagerne, for mere var der ikke råd til hvis så mange skulle på det på inden for en kort årrække som det var planen.
     6) Samarbejdet med Jens Franck og Monica Hassel om at udvikle de den gang ret nyskabende såkaldte RIKK-kurser i regi af DR´s uddannelses- og udviklingsafdeling i årene omkring 1990. Forkortelsen RIKK står for Redaktionsudviklilng, Ideudvikling, Kreativitetsudvikling, efterKritik.

Altså i bakspejlet kan jeg se at jeg tilsyneladende har været så heldig at kunne komme i 'flow'  nærmest for et godt ord - og/eller stillet over for en stærkt udfordrende opgave som andre ikke lige har haft lyst eller overskud til at handskes med på netop det tidspunkt. Og at det har hængt sammen med at jeg på forunderlig vis har været heldig at finde gode kreative samarbejdspartnere.

Mens jeg har skrevet om 'flow' i mange sammenhænge og kontekster her på bloggen siden 2010, har jeg har blandt andre refereret til den verdensberømte coach-forfatter Tim W. Gallwey hvis bøger med titlerne "The inner game of ..."  (... om hvad som helst), handler om hvordan man som 'coach' hjælper folk i krævende jobs og med krævende opgaver til at finde de ressourcer frem i krop og hjerne som gør at de kan komme i 'flow' eller genfinde det 'flow' de på et tidspunkt er røget ud af.
   Det har jeg faktisk selv haft en vis succes med i årenes løb: at få andre (kursister, studerende, medarbejder) til at gå i en produktiv og kreativ 'flow'-tilstand - som er endt med at de er kommet klogere ud når de er landet.
   Her har mine tanker fra begyndelsen af 80´erne i DR's Personalekursus om 'konstruktiv analytisk efterkritik' været en befriende hjælp for mig selv - og efter sigende - også for andre.
   
Og her i skrivende stunde, kommer jeg til at tænke på et helt fint aktuelt eksempel på det som Gallwey beskriver: 
   ... Caroline Wozniackis tilsyneladene mirakuløse come back til top-tennis de sidste 3-4 måneder. 
   Hun genfandt en stor del af det 'flow' som for nogle år tilbage gjorde at hun lå nummer et på verdensranglisten i kvindetennis - uden at have vundet en eneste grand slam-finale. 
   Og coach-nøglen til 'det indre spil' er det åbenbart kun farmand der har! Alle de andre har måttet give op.
   
Endelig vil jeg i den her forbindelse refererer til tre indbyrdes beslægtede begreber som jeg ofte har kunnet bruge analytisk i sammenhæng med flow-diskussioner: 'kreative restriktioner', 'kreativ vrede' og 'kreativ destruktion'. 
   Det er begreber som alle har det tilfælles at de, hvis de bliver taget alvorligt, kan stimulere til at folk kommer i 'flow'.
   
Man (og jeg) kan undre sig (og mig) over de mange emner og over listen og opremsningen - for flow-begrebet kobler tilsyneladende aktiviteter sammen som det umiddelbar ikke ellers giver ret meget mening ellers at forbinde.
   Men jeg har, hver gang jeg har skrevet om enkeltsammenhænge, givet link til andre tidligere indlæg her på bloggen, og ikke mindst til kilder jeg har citeret på dansk eller engelsk.

OK. Det var en ordentlig mental omvej.
   Men den har været nødvendig - for mig selv at repetere noget fortid der har været præget af 'flow'-erfaringer og -oplevelser - for dermed at få et ordentligt afsæt for at forstå og forklare hvorfor jeg synes at begrebet ...
transient hypofrontality
 ... er interessant og fortjener opmærksomhed.
    Jeg bruger indimellem  i det følgende forkortelsen HT frem for den lange tekniske betegnelse 'transient hypofrontalitet'.

Hvad betyder HT så, sådan på almindeligt ikke alt for teknisk dansk?
   
At hjernens bevidste styre- og kontrolsystem som sidder i det man kalder 'frontallapperne', at det for en tid svækkes, 'de-reguleres', 'går i slow-motion' (eller 'går helt i dvale'), - for så bagefter at kunne dukke op og tage kontrollen igen - og for på det tidspunkt at kunne udnytte de input - de ideer og løsningsforslag som andre dele af hjernen af sig selv har produceret mens den i en periode har fået lidt (eller meget) friere tøjler.


Her  følger en popularisering af begrebet fra en amerikansk blog hvor TH sættes i modsætning til hvad den høj-intelligente opgaveforkuserede hjerne ellers foretager sig når den skal løse problemer; der trækkes i citatet neden for på to metaforer i et samlet billede: 'trafikken på en supermotorvej' i modsætning til 'trafikken på små side- og grusveje':
Transient hypofrontality is a daunting name for an experience many of us will recognize. Simply put, (neuroscience of creativity expert) Rex Jung says that intelligence works like a “superhighway,” with massive numbers of connections being made between the different parts of the brain with speed and directness. When we become more creative, our powerful, organizing frontal lobes down-regulate a bit. The creative brain is a “meandering” brain. The superhighways give way to “side roads and dirt roads,” making possible the new and unexpected connections we associate with artistry, discovery, and humor.
https://committedparent.wordpress.com/2016/06/05/transient-hypofrontality/
Hjernen forsøger at speede frontallapperne op, så at sige, når den arbejder på bevidst og fokuseret løsning af svære problemer  og krævende opgaver. Man kan sige at så fungerer den som den stærkt regulerede trafik på en "superhighway" i morgenmyldertiden der skal kontrolleres hårdt på alle vognbaner for at klare trafikstrømmen. 
   Hvis man lukker supermotorvejen helt eller skærer banernes antal ned fra fire til to eller en, så vil trafikken (med GPS´ens hjælp evt.) være tvunget eller fristet til at søge ad de minde veje (="side roads and dirt roads")  for at nå frem til målet, veje hvor man så oplever (og kan nyde) helt andre sider af landskabet - mens det jo så også går langsommere.

Der findes faktisk rigtig mange henvisninger til 'transient hypofrontality' når man googler det, og en af de første sider jeg kom ind på var denne her hvor en speedsnakken amerikaner Steven Kotler introducerer begrebet og dets betydning for at forstå hvad 'flow' er. Og så vender han det hele på hovedet, som han siger. Ups!
   Start videoen - den varer fem minutter - og tryk så fra starten på ikonet forneden, så du får engelske undertekster på; det letter forståelsen gevaldigt (bagefter referer jeg ham og andre om begrebet, og graver lidt dybere):

Hvem er Steven Kotler så?
   Wikipedia:
Steven Kotler is an American bestselling author, journalist, and entrepreneur. His articles have appeared in over 70 publications, including The New York Times Magazine, LA Times, Wired, GQ, Discover, Popular Science, Outside, Men’s Journal, Details and National Geographic Adventure. He is best known for his non-fiction books, including the New York Times bestseller Abundance, A Small Furry Prayer, West of Jesus, and Bold.[1][2]
Man har så ikke i Wikipedia fået hans sidste bog med  "The Rise of Superman" fra 2014, som blev meget rosende anmeldt her, af en dansk kollega:
Både titlen på bogen og hans optræden på videoen inviterer til at køre alle fordomme i stilling: En amerikansk 'Carl Smart' er det umiddelbare indtryk! En kreativ og begavet og velformuleret yngre mand der  har fundet ud af at kombinere sine journalistisk evner med en indbringende konsulentvirksomhed og et populærvidenskabeligt forfatterskab.
   Men jeg er ikke bange for videnskabsjournalister der udnytter deres evne til at formidle aktuel videnskab til en bred og videnskrævende læserskare som jeg typiske også hører til.
   Og så vidt jeg kunne høre ved første gennemsyn og -lytning, så ved han hvad han snakker om.
   Så jeg satte den på repeat: Steven  Kotler havde utvivlsomt fat i noget her som var værd at grave dybere i.

Det handler om det man på engelsk kalder "altered states of conciousness" - ændrede mentale bevidsthedstilstande. Som fx det at drømme, at være under hypnose, at dagdrømme, at meditere eller at vær under påvirkning af pyskodeliske stoffer. 
   Og HT - svækkelse eller deregulering af frontallapperne kontrolfunktion - synes at være en mulig fælles forklaringsramme for mange af disse afvigende tilstande, i hvert fald ifølge denne forskningsartikel som fremsætter hypotesen. 
   Dens 'abstract' fortæller:
It is the central hypothesis of this paper that the mental states commonly referred to as altered states of consciousness are principally due to transient prefrontal cortex deregulation. Supportive evidence from psychological and neuroscientific studies of dreaming, endurance running, meditation, daydreaming, hypnosis, and various drug-induced states is presented and integrated. It is proposed that transient hypofrontality is the unifying feature of all altered states and that the phenomenological uniqueness of each state is the result of the differential viability of various frontal circuits. 
http://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/12763007
Her er hypotesen fremsat i skema- og oversigtsform:

Og hvad fortæller Wikipedia så om 'altered states of consciousness? 
   Ja, det er faktisk et ret gammelt begreb:
The term "altered state of consciousness" was introduced and defined by Ludwig in 1966.[5] An altered state of consciousness is any mental state induced by physiological, psychological, or pharmacological maneuvers or agents, which deviates from the normal waking state of consciousness.[5]
   Some observable abnormal and sluggish behaviors meet the criteria for altered state of consciousness.[6] Altered states of consciousness can also be associated with artistic creativity[7] or different focus levels. They also can be shared interpersonally and studied as a subject of sociological research
Permanent 'hypofrontalitet' - altså en permanent svækkelse af frontallappernes styrende og kontrollerende funktion - forbindes ifølge Wikipedia med en række mentale sygdomme som depression, bipolar lidelse, skizofreni og adhd:
Hypofrontality is a state of decreased cerebral blood flow (CBF) in the prefrontal cortex of the brain. Hypofrontality is symptomatic of several neurological medical conditions, such asschizophrenia, attention deficit hyperactivity disorder (ADHD), bipolar disorder, and major depressive disorder.
En forfatter, Sean Pigeon skriver på sin blog om hvordan hans skriveblokering kan fjernes ved at gå en rask tur i naturen, og at han gennem research fundet ud af at forklaringen på at det virker er 'transient hyporfrontalitet':
Then I noticed an intriguing comment tucked away in a research paper on the biochemistry of creativity: “EEG studies show that creative individuals exhibit transient hypofrontality when engaged in the solution of creative problems.” A bibliographic search duly led me to a review paper describing recent research on something called the “transient hypofrontality hypothesis.” Conceptually, this idea is relatively simple. Altered mental states arising from activities such as meditation and strenuous exercise are associated with a reduction in activity of the higher cognitive centers of the prefrontal cortex, a condition known as hypofrontality. In the case of meditation, the individual’s attention is self-controlled in such a way as to prevent the conscious processing of extraneous information. In sustained exercise, the demands of the physical workload force the redistribution of neural resources in the brain.
   It all seems quite believable. My vigorous uphill walks are a kind of meditative exercise that sends me into a state of transient hypofrontality, which in turn assists the creative process.
Det ser så ud til at det at kunne komme i en tilstand af flow og altså en tilstand hvor frontallapperne midlertidigt har nedreguleret deres aktivitet, at det er nemmere for nogle typer personligheder en andre.
   Den type personlighed introducerede Mihaly Csikszentmihalyi i sine skrifter om flow og kreativitet: under etiketten 'den autoteliske personlighed':
The autotelic personality is an individual who generally does things for their own sake, in the “here and now”,rather than for some later goal.
   No one is fully autotelic, since we all have to do things even if we don’t enjoy them, either out of a sense of duty or necessity. But there is a gradation, ranging from individuals who almost never feel that what they do is worth doing for its own sake, to others who feel that most anything they do is fun and valuable in its own right. It is to these latter individuals the term autotelic personality applies.
   The autotelic personality are people with several very specific personality traits which are better able to achieve the “flow experience” than the average person. These personality traits include curiosity, persistence, low self-centeredness, and a desire of performing activities for intrinsic reasons only.
https://sidhere.wordpress.com/autotelic-personality/
En anden kilde forbinder den autoteliske personlighed med moderne neuropsykologi, og mere specifikt netop med nedsat aktivitet i den præfrontale cortex som tager sig af de såkaldt højere kognitive funktioner:
"Autotelic personality" is an individual who tends to do things for their own sake rather that achieving some distant external goal (Csikszentmihalyi, 1975). This personality is distinguished by certain meta-skills such as high interest in life, persistence, as well as low self-centeredness.
   (....)
   The state of flow has been rarely investigated from a neuropsychological perspective but is a growing interest. According to Dietrich (2004), it has been associated with decreased activity in the prefrontal cortex.
   The prefrontal cortex is an area responsible for higher cognitive functions such as self-reflective consciousness, memory, temporal integration, and working memory (Dietrich et al., 2003). It’s an area that’s responsible for our conscious and explicit mind state.
   However, in a state of flow, this area is believed to temporarily down-regulate; a process called transient hypofrontality. This temporary inactivation of the prefrontal area may trigger the feeling of distortion of time, loss of self-consciousness, and loss of inner-critic.
   Moreover, the inhibition of the prefrontal lobe may enable the implicit mind to take over, resulting in more brain areas to communicate freely and engage in a creative process. 
   In other research, it’s also hypothesized that the flow state is related to the brain’s dopamine reward circuitry since curiosity is highly amplified (Gruber et al., 2014).
https://positivepsychologyprogram.com/flow-research/
Steven Kotler beskriver her  den neurobiolgiske sammenhæng mellem flow og transient hypofrontality:
 How this all works comes down to neurobiology. Flow is the product of profound changes in standard brain function. In the state, our brainwaves move from the fast-moving beta wave of normal waking consciousness down to the far slower borderline between alpha and theta waves. Alpha is associated with day-dreaming mode—when we can slip from thought to thought without much internal resistance.   Theta, meanwhile, only shows up during REM or just before we fall asleep, in that hypnogogic gap where ideas combine in truly radical ways. Since creativity is always recombinatory—the product of novel information bumping into old thoughts to create something startling new—being able to slip between thoughts quickly and combine them wildly enhances creativity at a very fundamental level.
   But brainwaves are only the beginning of this discussion. Flow is also caused by “transient hypofrontality”— the temporary deactivation of the prefrontal cortex. The PFC is the part of our brain that houses most of our higher cognitive function. Why does our sense of self disappear in flow? Because self is generated by large portions of the prefrontal cortex and with large swatches of this area no longer open for business, that sense vanishes completely.
   This too has huge consequences for creativity. For example, during flow, the dorsolateral prefrontal cortex—the part of the brain charged with self-monitoring and impulse control—goes quiet. The DLPFC is our inner critic, that voice of doubt and disparagement. As a result, with this area deactivated, we’re far less critical and far more courageous, both augmenting our ability to imagine new possibilities and share those possibilities with the world.
   Lastly, during flow, the brain releases an enormous cascade of neurochemistry. Large quantities of norepinephrine, dopamine, endorphins, anandamide, and serotonin flood our system. All are pleasure-inducing, performance-enhancing chemicals with considerable impacts on creativity. Both norepinephrine and dopamine amp up focus, boosting imaginative possibilities by helping us gather more information. They also lower signal-to-noise ratios, increasing pattern recognition or our ability to link ideas together in new ways. Anandamide, meanwhile, increases lateral thinking—meaning it expands the size of the database searched by the pattern recognition system.
   Taken together, these neurochemical, neuroelectrical and neuroanatomical changes in brain function provide us with an exceptionally potent workaround for the problem of teaching people how to be more creative. Instead of having to come at this thorny problem head on, we can instead train up people’s ability to find flow and the state’s neurobiology takes care of the rest.
https://www.psychologytoday.com/blog/the-playing-field/201402/flow-states-and-creativity
Efter denne verbale tour de force omkring udfoldelsen af begrebet 'transient hypofrontalitet', stopper jeg for denne gang. 

tirsdag den 11. oktober 2016

Om glæden ved æstetisk skønhed (5) - Carl Johan Forsberg vs Eva Louise Buus - på Rønnebæksholm

Carl Johan Forsberg: Laguna  Viva Venezia. Akvarel.1927 

Så nåede jeg hen til det som jeg for fire blokindlæg tilbage troede jeg bare kunne gå igang med at skrive om: Min positive oplevelse af og fascination ved den udstilling som vores relativt nærliggende kunst-og kultur-udstillingscenter Rønnebæksholm for tiden viser.
   Det ligger ca. 4 km øst for Næstved, og jeg har flere gange tidligere skrevet om mødet med gode udstillinger og interessante kunstnere i deres smukke lokaler: fx Grethe Bagge og Søren Martinsen.
 
Og helt undtagelsesvis er det en udstilling jeg og fruen har besøgt to gange, med 10 dages mellemrum.
   Anden gang fordi vi gerne ville vises rundt af den ene af kunstnerne - den nulevende - som samtidig var den der havde "kurateret" udstillingen, som man professionelt udtrykker det idag.
   "Kuratere" er et relativt nyt ord - overtaget fra engelsk - og betyder i følge ordbogen ...
... udvælge (og arrangere) de genstande eller værker der skal udstilles på en udstilling typisk efter et bestemt princip eller tema.
Det bruges også i en masse anmeldelser, som om alle læsere ved hvad det betyder.

Udstillingen har titlen "Forestillinger om skønhed" og viser billeder af en afdød svensk akvarelmaler Carl Johan Forsberg og af den nulevende danske kunstner Eva Louise Buus.

Det er to gode og interessante kunstnere hvis billeder vi møder på udstillingen. Men det særligt udsædvanlige ved den er historien bag det at den er blevet lavet:
   Dels er det den første samlede udstilling af Carl Johan Forsbergs æstetisk forfinede og dekadente akvarelkunst siden 1930; derefter er han nemlig blevet godt og grundigt glemt og begravet, sådan rent kunsthistorisk.
    Han er altså en regulær outsider og kunsthistorisk set en 'taber', som Eva Louise Forsberg nu har trukket frem af glemslen ved at få indsamlet og udstillet omkring 70 af hans akvareller, malet i perioden 1902-1936.
  Dels er udstillingen også bemærkelsesværdig at ved kurator Buus selv er kunstner og i samme lokaler udstiller en række af sine egne billeder der er inspireret af hendes møde med Carl Johan Forsbergs kunt for nogle år tilbage.  
   Hun fortæller at hun faldt med et brag og blev tændt da hun for første gang stødte på et af hans billeder på en udstilling i det lokale kunstmuseum på Fanø.
   Det var da hun så det her maleri af Forsberg:

Carl Johan Forsberg: Sønderho havn ved nat. Akvarel og pen på papir. 1922
Det gjorde så stærkt indtryk på hende at hun siden lavede en parafrase over det, ikke i det sårbare og skrøbelig medie akvarel, men i syrebehandlet metal

Eva Louise Buus: Skibe ved måneskin. Oxideret messing. 2015

Motivet med fiskerbåde badet i lyset fra et mystisk måneskin, vender Forsberg gang på gang tilbage til, fremgår det af udstillingen og katalogbogen som man kan købe på stedet:


Smukke, stemningsfulde og lidt "sære" billeder.

I sin artikel om ham og sit forhold til hans kunst i udstillingsbogen, fortæller Eva Louise Buus om mødet:
Jeg var begyndt på Kunstakademiet nogle år forinden og gik nu rundt i museets faste samling med billeder af Fanømalere, da noget pludselig fangede min opmærksomhed. Et smukt billede. En stor akvarel af skibe i måneskin. Billedet skilte sig markant ud i stilen fra de andre noget mere tunge og dystre malerier i samlingen.
   Det, der greb mig den gang og stadig griber mig idag, er Forsbergs måde at behandle sine motiver på. De er ganske vist malet, så man kan se, hvad det er, men med en stilisering og en særlig elegance i stilen - som jeg vist bedst kan beskrive som dekadent.. Jeg følte et umiddelbart kunstnerisk slægtskab med denne for mig komplet ukendte kunstner, og min nysgerrighed var vakt.
Som jeg opdagede det i sin tid da jeg skrev bogen om Poul Martinsen, så er det at gå på opdagelse i et andet kreativt menneskes liv og værk, en rejse gennem serendipitetens landskab.
   Det ene underlige, overraskende - tilsyneladende tilfældige - lighedspunkt efter det andet dukker op.
   Eva Louis Buus skriver:
I min udforskning og afsøgning af Forsbergs livsværk er jeg flere gange stødt på underfundige lighedspunkter mellem ham og mig. Vi har begge lagt et arkitekturstudie på hylden for derefter at hellige os billedkunsten, vi har begge en nær relation til Fanø, vi har boet 300 meter fra hinanden på Nørrebro, og vi har ikke mindst et stort kunstnerisk slægtskab. Da jeg første gang gik ind i dialogen mellem hans og mine værker, opdagede jeg , at jeg allerede inden jeg kendte hans arbejde, havde lavet en lang række billeder, der kunne sidestilles direkte med hans. Men mest af alt er det måden, han arbejder med motivet på, som jeg kunstnerisk kan spejle mig i: hans særlige streg og stilisering.
Nogenlunde faste læsere af min blog i de sidste par år, vil kunne genkende en række ligheder med min historie i mødet med akvarelmaleren og farvetræsnitkunstneren Harald Henriksen.
   Her det træsnit som jeg - tilfældigvis - stødte på i en julebasar i Vordingborg for godt to år siden:

Harald Henriksen: Træer ved en vej. Farvetræssnit. 1938
Også jeg blev kunstnerisk-æstetisk forelsket ved første blik, og jeg oplevede også overraskelsen ved at her var en stor - og inden for sin motivkreds - suveræn kunstner, som til min undren var gået totalt i den kunsthistoriske glemmebog efter sin død i 1960.
   Fra 1916 havde han været så kendt og anerkendt som kunstmaler og træsnitkunstner, at han havde udstillet  på Charlottenenborgs forårsudstilling næsten hvert år resten af livet..
    Da jeg stødte på hans farvetræsnit, havde jeg selv malet akvarel on an off i fire år. Og troede ved første blik at det her var en gammel gulnet akvarel. Men blev klogere. Det var et farvetræsnit, men af en helt særlig skønhed - og med tydelig inspiration fra de berømte japanske træsnit et lille århundrede før.
 
Efter at have været fortrængt og glemt siden 1960, så bliver Harald Henriksen og hans kunst først gravet frem i lyset af sønnen Hans Henriksen  som var primus motor bag udstillingen i 2010 i Mørstings Hus på Frederiksberg, og bag udgivelsen af bogen af Ole Lindbo med titlen "Naturens Spejl".
   Og senest vises Harald Henriksens billeder nu på hjemmesiden med digitale kopier af hans samlede værker og med fyldige  biografiske oplysninger, også samlet af sønnen:
Da jeg kun er amatørmaler og ingen kunstneriske ambitioner har, så kan jeg naturligvis ikke stille egne akvareller op på siden af Harald Henriksen billeder og påstå at jeg er blevet inspireret her.
  Men jeg kan se klare æstetiske kontakt- og lighedspunkter mellem hans billeder og mine, i hvert fald i mine ambitioner når jeg maler. Og derfor forstå min mentale 'besættelse' af skønheden i hans billeder.
    Her er en af mine akvareller med træer som "hovedpersoner" - malet efter et fotografi som jeg tog på vores rejse i Burma/Myanmar for nogle år siden:

Egen produktion: Flodlandskab. Burma. 2013
Her et andet, cypresser fra en kyst på Mallorca:

Egen produktion: Cypres ved Mallorcas kyst. 2015
Men lysten har ikke manglet til at male akvareller inspireret af Harald Henriksens typiske motiver.
   Især interessen for træer som grafisk fremtrædende karakterer og konturer der giver billederne forgrund og identitet,  og hans suveræne udnyttelsen af det ufarvede papir til at fremstille "hvidt" som er med og til at give lys og kontrast i billedet, er jeg stærkt optaget af.
   Og måske er det den her udstilling på Rønnebæksholm der ender med at jeg kommer igang med at male akvareller med træer som motiv.

Tilbage til udstillingen om "Perceptions of Beauty", som introduceres sådan i invitationen til ferniseringen.
Forestillinger om Skønhed tager udgangspunkt i Eva Louise Buus (f. 1979) og Carl Johan Forsbergs (1868-1938) fælles om end forskellige søgen efter det skønne. Skønhed var for Carl Johan Forsberg et afgørende mål. I bogen "Opera" beskrev han sig selv som en vandringsmand, der med stav og lygte begav sig fra sted til sted for at søge efter skønhedsidealet. Eva Louise Buus, der har kurateret udstillingen, er også interesseret i idéen om skønhed, men for hende er skønheden ikke noget fast definerbart. I stedet åbner hun gennem sine værker op for spørgsmål som: Hvad er skønt? Hvordan opleves og opfattes skønhed? Skal skønhed sanses eller forstås? Hverken udstillingen eller kataloget forsøger at besvare spørgsmålet om, hvad der er skønt. Derimod italesættes skønheden som et grundvilkår i vores måde at møde verden på.
I de foregående indlæg har jeg forsøgt at finde ud hvad forskere som er optaget af skønhed som psykologisk og neurologisk fænomen, kan sige om det.
   Og svaret er "processing fluency" - skønhed er det der for hjernens forprogrammerede modtageapperat er nemt, behageligt, forførende at sanse - men med ét forbehold: at det skal opleves i en kontekst af modstand, for at det virker.
   Et stærkt kontroversiel teori i betragtning af at så megen kunst siden 1900-tallet grundlæggende har været orienteret mod at opløse - eller direkte at smadre dette kunstideal. Her har - helt omvendt - det traditionelle skønhedsideal for kunstnerne været det som oprøret den gang (og stadig?) gav mening til og legitimerede.
   Den konservative filosof og kunstkritiker Roger Scruton siger til gengæld - oprørsk mod oprøret - at kunst der ikke har skønhed som mål, ikke er kunst.

Mens alle de billeder (metalplader med motivets former og farve ætset frem via syrebehandlng) som vi ser på udstillingen af Eva Marie Buus, helt umiddelbart er smukke at se på, så gælder det slet ikke alle Carl Johan Forsbergs billeder. 
   Heller ikke dem som Buus parafraserer:

E. L. Buus: Forår. 2015
Et billede i oksideret kobber som er inspireret af det her (har det ikke i en bedre udgave):

C. J. Forsberg: Fårår. 1930

Mens Buus´ billede er uforfalsket skønhed - i ét enkelt dekorativt og grafisk niveau, så at sige, og helt uden 'mental dybde', så er Forsbergs fornemmelse for skønhed gennemsyret af en symbolsk undertekst af seksualitet, drøm og fantasy - et tolkningslag som leder tankerne hen på Gaugin, Bernard, Edvard Munch - symbolister fra århundredskiftet der alle er inspireret af den tilbageskuende kunstretning som kunsthistorien omtaler som "prærafaelitterne":

Edvard Munch
Gaugin
Gaugin
Bernard
John Everett Millais (prærafaelit)
Det symbolisterne har gang i omkring århundredskiftet, dyrker Carl Johan Forsberg også - i slutningen af 1920-erne.
   Men hans billeder af kvinder er mere eksplicitte i deres udsagn og mindre symbolsk kamufleret.
 
En hel sal på udstillingen er tilegnet Carl Johan Forsbergs ret sene akvareller hvor han skildrer nøgne kvinder i bølgerne og i forskellige positurer ved stranden.
   Modellerne har været lige ved hånden, så at sige. Nøgenbadning på Fanø i den periode var accepteret:



Det er naturligvis de her og lignende billeder af Forsberg som Eva Louis Buus fortæller at hun "bedst kan  beskrive som dekadente" i sin tekst ovenfor.
   Men 'skønhed' repræsenterer de vist kun i symbolsk eller mytologisk forstand.

Der er en oldgammel historie som undertekst i de fleste af Forsbergs billeder af bare damer: der viser smukke nøgne kvinder iscenesat i et animeret hav, et motiv som malere har dyrket siden renæssancen.
   Hun hedder Venus og har rødt hår:


Forsberg var vidt berejst - og har sandsynligvis set det her maleri af Gaugin:

Gaugin:: Ondine or In the Wave. 1889
Og måske også det her:

Gaugin: Fatat te Meri (Ved havet) 1892

Eva Louis Buus har selv på udstillingen flere billeder med - af delvist eller helt afklæde kvinder.
   Her er skønheden umiddelbart til at få øje på.
   Og fascinationen ved billederne er ikke det erotisk dobbeltbundede i motivet som hos Forsberg, men ligger - mere overfladisk måske - i spændingen mellem det poetiske motiv og det hårde oxiderede materiale det er lavet i.
  
I de fleste af Buus´ billeder spiller det lange løsthængende og (som hos Forsberg) ofte røde hår en afgørende rolle:

Buus: Kvinde reder hår. Oxideret jern. 2016
Buus: Badende kvind. Oxideret messign. 2016
Buus: Kvinde. Oxideret zink.2015

Herfra kan vi egentlig ikke komme videre. 
  Eva Louise Buus´ kvinder er skønne i poetisk forstand, Carl Johan Forsbergs kvinder er det i symbolsk eller mytologisk forstand.
   
Men der er også andre gennemgående motiver som udstiller forholdet mellem Forsbergs billeder og den inspiration Buus får ud af mødet med hans billeder og motiver.
   Fx den her krukke med røde valmuer af Forsberg, som kan give klare mindelser om Van Goghs berømte solsikkebilleder:

C. A. Forsberg: (Uden titel - Valmuer) 1922

Og her er hvad Buus af det selv blev inspireret til (undtagelsesvis ikke i oxyderet metal):

Eva Louis Buus: Valmuer. Akryl. 2016

Her er valmuerne sat i en porcelænsvase som hun også selv har lavet - og også med motivisk inspiration fra Forsbergs valmuemaleri. 
   
Stærk inspiration fra Art nouveau- eller Jugend-stilen og dens skønhedsidealer er fælles for Forsberg og Buus, en stil der konsekvent byggede på og udnyttede på grafik stilisering af naturlig planters former og farver:

Alphonse Mucha: Pæoner. 1897

Et andet eksempel: Forsbergs akvarel af alpevioler i urtepotte, og derefter Buus´ metalversion af samme motiv:


Forsberg: Alpevioler i urtepotte. Akvarel. 1930
Buus: Alepvioler. Oxideret kobber. 2015
Samme billede med et års forskel
En pointe fra Buus´ rundvisning var at hendes oxiderede billeder i metal gradvist ændrede sig - forfaldt - fordi oxideringen fik lov at fortsætte.

Her et tredje motiv: Syrener i Forsbergs akvarel-udgave overført via inspiration til Buus oxiderede kobber-version:

Forsberg: Syrener. Akvarel. 1918
Buus: Syrener. Oxyderet kobber. 2018
Også andre af Forsbergs malerier synes at have inspiration fra van Goghs billeder, som det her:

Forsberg: Kalvekrogen. Akavarel. 1930
... kan meget vel være inspireret af det her:


Van Gogh: Fiskebåde på en strand. Akvarel. 1888
Som jo også er en akvarel - og hvor også van Goghs inspiration fra japanske træsnit af fx. Hokusai slår tydeligt igennem.

Og  nu vi er ved Japan-inspirationen, så er også Buus blevet direkte inspireret til dette billede - af Hokusais berømte træsnit "Bølgen", men her tilsat måne - efter inspiration fra Forsberg?:

Buus: Bølger. Oxideret messing. 2016
Hokusai: Bølgen. Farvetræsnit
Både Forsberg og Buus er fascineret af træstammer og -grene - set som forfinede fletmønstre og netværk i silhuet (jfr. også Harald Henriksen). 
   Her sat ved siden af hinanden:

 Forsberg: Charlottenlund. Akvarel 1915, vs Buus: Træer. Oxyderet messing. 2015
Men Forsberg er jo en erklæret symbolist (og samtidig med fx Willumsen), så når han senere maler træer i landskaber, så er de som regel med mytologiske motiver, som de her:

Forsberg: Skabelsestid - kompostition. Akvarel. 1928
Forsberg: Dianas jagt - Arkaisk landskab. Akvarel. 1928
Ingen tvivl om at der ligger en søgen efter skønhed i den slags billeder. Men de er jo også urolige og mærkeligt - lidt uhyggelig - i former og farver. Der ligger noget under eller bagved, aner man.
   En slags fantasy, kan man mene og føle.

Da jeg så dem, fik jeg i hvert fald straks associationer til fantasy-genrens grand old man: Tolkien - og hans illustrationer til Hobitten:

Tolkien: Illustration til Hobitten
Tolkien: Illustration til Hobitten
Tolkien: Illustration til Hobitten
Faktisk er der ret mange af Forsbergs akvareller der er meget beslægtede med Tolkiens illustrationer, også og ikke mindst når det gælder vilde og dramatiske bjerglandskaber:

Forsberg: Landskab. Tusch og akvarel. 1915
Tolkien
Forsberg: Vesuv i udbrud. Akvarel. 1903


Tolkien
Forsberg: Parti fra øen Capri. Akvarel.1921
Tolkien

Carl Johan Forsbergs billeder er præget af jugendstilens skønhedsidealer: dette at kunsten skal mime naturen i idealiseret og stiliseret form og suge dens skønhed til sig og transformere den ind i tegninger, malerier, skulpturer, arkitektur.
   Han er et barn af sin tid - før, under og efter 1. Verdenskrig - ligesom i øvrigt Gerda Wegener som han delvist deler skæbne med. 
   Han fulgte ikke modernismens vej mod abstraktion og dens frigørelse fra mimesistvangen, og blev derfor kunsthistorisk kørt ud på et sidespor - allerede da han levede.

Hans billeder ejer alligevel en skønhed og en mystik i både motiver, former og farve som utvivlsomt er det der har fascineret og tiltrukket Eva Louis Buus. Hun har reproduceret skønheden fra hans billeder, genfremstillet hans motiver - men har samtidig abstraheret fra det symbolske lag og den dermed følgende "modstand" som er en del af Forsbergs særlige kunst.