Jeg er syg nu af at slide på de skidne fortovssten,og den fæle London-støvregn går mig gennem marv og ben.Vel halvhundred piger har jeg her, fra Chelsea og til Strand,der kun snakker om at elske, hvad jeg ikke tror, de kan.Skabt som køer - åh hvordan skal jeg tro, de elske kan,som min lille Burma-pige i det kønne grønne land.Oh, den vej til Mandalay, fuld af flyvefisk i leg,og hvor solen brød som torden frem bag Kinabugtens kaj!
Mandalay-sangen, som vores gruppe på Burmaturen afsang i kor i bussen, er skrevet af den engelske forfatter Rudyard Kipling omkring 1889.
Kipling er verdensberømt for "Junglebogen" - med det indiske ulvebarn Mowgli som hovedperson - en bog jeg husker med stor fornøjelse fra min barndoms forslugne alt-mulig-læsning. Også kostskoleromanen "Stilk & Co" husker jeg at jeg læste flere gang i midten og slutningen af 50-erne. Den lå klasser over "Flemming-bøgerne".
Kipling var "anglo-inder", født af engelske forældre i Bombay.
Fem år gammel blev han 1871 sendt til England sammen med sin lilleøster og boede og blev "passet" det hos et ægtepar i Portshmouth de næste seks år, en familie som levede af have anglo-indiske børn i pleje.
Rudyard Kipling passer smukt ind i min teori om særligt kreative personligheders specielle barndom, præget af fremmedgørende splittelse mellem flere kulturer og sprog, ofte udsat for savn eller tab af forældre, og af "mobning" fra negative eller uforstående omgivelser
Han fortæller i sin selvbiograf 65 år senere om den kombination af grusomhed og neglekt som han blev udsat for i plejefamilien, og han tilskriver selv disse oplevelser som værende en afgørende kilde til at han blev forfatter:
"If you cross-examine a child of seven or eight on his day’s doings (specially when he wants to go to sleep) he will contradict himself very satisfactorily. If each contradiction be set down as a lie and retailed at breakfast, life is not easy. I have known a certain amount of bullying, but this was calculated torture — religious as well as scientific. Yet it made me give attention to the lies I soon found it necessary to tell: and this, I presume, is the foundation of literary effort".[23]
Det er nemt at forestille sig at erindringerne om hans tidlige barndomsliv med forældrene, barnepiger og oppassere i Bombay har stået i et idyliserende rosenrødt skær og været stimulerende for længsler og drømme og fantasier. I sine selvbiografi beskriver han det sådan her:
"In the afternoon heats before we took our sleep, she (the Portuguese ayah, or nanny) or Meeta (the Hindu bearer, or male attendant) would tell us stories and Indian nursery songs all unforgotten, and we were sent into the dining-room after we had been dressed, with the caution 'Speak English now to Papa and Mamma.' So one spoke 'English', haltingly translated out of the vernacular idiom that one thought and dreamed in"
Spørgsmål om social identitet og national loyalitet, blev - forståeligt nok - et gennemgående træk i hans forfatterskab.
Efter nogle års kostskoleophold i England vender Kipling tilbage til Bombay i 1982. Han beskriver hjemkomsten til "barndommens land" sådan her:
"So, at sixteen years and nine months, but looking four or five years older, and adorned with real whiskers which the scandalised Mother abolished within one hour of beholding, I found myself at Bombay where I was born, moving among sights and smells that made me deliver in the vernacular sentences whose meaning I knew not. Other Indian-born boys have told me how the same thing happened to them."[23] (...) "There were yet three or four days’ rail to Lahore, where my people lived. After these, my English years fell away, nor ever, I think, came back in full strength".[23]
Enhver lighed med Harry Potters historie, hans forhold til sine Muggler-plejeforældre og hans kostskoleophold, er nok ikke tilfældig.
Kipling skrev utroligt meget og rejste meget. Og han blev som forfatter den engelske imperialismes store besynger i mange af sine værker.
Kipling skrev utroligt meget og rejste meget. Og han blev som forfatter den engelske imperialismes store besynger i mange af sine værker.
Han er senere blevet stærkt kritiseret for sin litterære framing af forholdet mellem kolonimagt og kloniserede som "den hvide mands byrde" - titlen på et af hans store digte, skrevet nogenlunde samtidig med Mandalay-sangen.
Kipling har, så vidt jeg kan finde ud af, aldrig boet i længere tid i Burma, men kun været på gennemrejse via havnebyen Rangoon. Så det billede af Burma og Mandalay som sangen giver er en idyliseret fantasi.
Digtet handler om den tidligere engelske soldats længsler mod den frie og uhæmmede tilværelse som udstationeret i kolonien Burma, og det spejler og symboliserer tydeligvis Kiplings eget splittede og tvetydige forhold til sit liv som anglo-indisk forfatter, og hans romantiske identifikation med inderene og kolonilivet i Indien.
Rudyard Kipling |
Rudyard Kipling fik Nobelprisen i litteratur i 1907. Begrundelsen citeres her:
"In consideration of the power of observation, originality of imagination, virility of ideas and remarkable talent for narration which characterize the creations of this world-famous author."
På vores turistrundrejse i dele af Burma med titlen "Vejen til Mandalay" hørte vi ret lidt (positivt) om englænderenes kolonistyre i Burma. Og mens vi så rigtig mange pagoder, stupaer og templer, og besøgte en række folkelige markeder der stort set lignede hinanden, så indgik der ikke et eneste besøg til nogle af de mange imponerende og interessante victorianske byggerier som er de synlige spor - både i Mandalay og Rangoon - af over hundrede års engelske koloniale overherredømme.
Forklaringen på at der ikke indgik engelsk-koloniale seværdigheder i turen, er indlysende. Det er det lokale turistministerium som bestemmer hvilke seværdigheder de udenlandske rejseselskaber kan lade indgå i deres turistrejser. Og det har absolut ikke kunnet se nogen som helst grund til at turen skulle zoome ind på nogle af de ellers meget synlige, seværdig og velbevarede arkitektoniske efterladenskaber fra den engelske kolonitid.
Tværtimod.
Det engelske koloniherredømme i Burma havde op igennem 1800-tallet og i første fjerdedel af 1900-tallet gjort sig ekstremt upopulært blandt det store flertal af den burmesiske befolkning.
Og det burmesiske militærdiktatur, som styret jo stadig er trods en vis åbning mod demokrati, har prøvet at få folkelig sympati ved blandt andet at udskifte de engelske stednavne med mere burmesisk klingende varianter.
Derfor Myanmar i stedet for Burma, og Yangon i stedet for Rangoon.
I løbet af tre krige - den sidste i 1885 - erobrede og underlagde englænderne sig hele Burma, og gjorde den administrativt til en underordnet provins i den indiske kronkoloni.
Det betød at englænderne opførte sig administrativt over for burmeserne som de havde haft succes med i forhold til inderne, uden forståelse for at det var en helt anden kultur end den indiske.
En af konsekvenserne af det britiske overherredømme var en meget stor emigration af indere, og det var i høj grad indiske embedsmænd der kunne engelsk, der overtog den praktisk administration af landet.
Wikipedia beskriver udviklingen sådan her:
The economic nature of society also changed dramatically. After the opening of the Suez Canal, the demand for Burmese rice grew and vast tracts of land were opened up for cultivation. However, in order to prepare the new land for cultivation, farmers were forced to borrow money from Indian moneylenders called chettiars at high interest rates and were often foreclosed on and evicted losing land and livestock. Most of the jobs also went to indentured Indian labourers, and whole villages became outlawed as they resorted to 'dacoity' (armed robbery). While the Burmese economy grew, all the power and wealth remained in the hands of several British firms and migrants from India. The civil service was largely staffed by Anglo-Burmese and Indians, and Burmese were excluded almost entirely from military service, which was staffed primarily with Indians, Anglo-Burmese, Karens and other Burmese minority groups. Though the country prospered, the Burmese people failed to reap the rewards. (See George Orwell's novel Burmese Days for a fictional account of the British in Burma.)
I 1941 beskrev en engelsk embedsmand burmesernes elendige situationen således:
“Foreign landlordism and the operations of foreign moneylenders had led to an increasing exportation of a considerable proportion of the country’s resources and to the progressive impoverishment of the agriculturist and of the country as a whole…. The peasant had grown factually poorer and unemployment had increased….The collapse of the Burmese social system led to a decay of the social conscience which, in the circumstances of poverty and unemployment caused a great increase in crime.”[12]
Ikke mærkeligt at flere af lederene af den oprørske burmesiske nationalistbevægelse i først omgang så den japanske invasion under 2. verdenskrig som en befrielse, heriblandt Aung San Suu Kyis far, general Aung San.
Efter verdenskrigens afslutning, var Aung San nøgleperson i forhandlingerne om Burmas uafhængighed fra Storbritanien 1947.
Han blev myrdet af rivaler samme år som uafhængigheden blev en realitet.
Derfor indgik der ikke seværdigheder fra den engelske kolonitid i vores rundrejse i Burma. Men faktisk er der bevaret rigtig meget som kunne være en tur og en besigtigelse værd:
Det engelske centralpostkontor i Rangoon |
Højesteret i Rangoon |
Gaden her hedder Pansodan - i den britiske periode hed den Sparks. Vi ser her: the Port Authority, the Agricultural Development Bank, the Ministry of Information, the Ministry of Inland Waterways |
Her lejligheder beboet af den indiske middelklasse |
Og flere lejligheder oprindelig beboet af de indere der var fulgt med det engelske kolonistyre |
Flere eksempler på konlonitid-seværdigheder i Rangoon kan ses her:
http://www.greatmirror.com/index.cfm?navid=274
Men vi oplevede jo alligevel sporene efter denne betændte og traumatiske periode i Burmas nyere historie helt konkret - personificeret i vores kreative, humoristiske og vidende guide/rejseleder Zaw Zaw, der netop havde indiske emigranter som forfædre:
I am sick o' wastin' leather on these gritty pavin'-stones,(fortsættelse følger)
An' the blasted Henglish drizzle wakes the fever in my bones;
Tho' I walks with fifty 'ousemaids outer Chelsea to the Strand,
An' they talks a lot o' lovin', but wot do they understand?
Beefy face an' grubby 'and --
Law! wot do they understand?
I've a neater, sweeter maiden in a cleaner, greener land!
On the road to Mandalay . . .
Ingen kommentarer:
Send en kommentar