Metafor (1) - når sproglige billeder skal skabe 'ny virkelighed' - og gøre ideologi der indebærer krig og kamp, socialt acceptabel

Jeg har tit skrevet om metaforer og betydningen af dem her på bloggen når der har været en god anledning til det, dvs. når nogen med magt eller indflydelse i deres retorik gør brug af metaforer som i manipulatorisk øjemed skaber associationer og følelser i en bestemt af afsenderen ønsket retning.

   Jeg har også mange gange skrevet om og fremhævet kreativt journalistisk sprog med metaforbrug der gav aha-oplevelser, fx i artikler og interviews af Niels Thorsen.

   Men også blandt sportsjournalisterne som ellers er berygtede for storforbrug af slidte klicheer og halvdøde metaforer i deres reportager, kan man finde kreative sprogbrugere og metaforskabere, fx i artikler af Politikens Rasmus Bech, som den her fra Søndagspolitiken 28/01 med overskriften

Wozniacki fældede tårer -  men hvem græder i dag?

- en artikel der med en elegant metafor kæder Caroline Wozniackis Gran slam-sejr i Australien og hendes reaktion på det, sammen med herrernes håndboldlandshold der som storfavoritter tabte til Sverige om fredagen, og søndag eftermiddag skal spille om bronze i en kamp mod Frankrig (jeg har fremhævet og kursiveret udtryk som især bidrager til at gøre artiklen levende og frisk):

Det vigtigste er, at kvinden fra Odense, mangemillionæren fra tennisklubberne i Køge og Farum, nåede sin drøm efter en af de mest velspillede, spændende og jævnbyrdige kampe, jeg nogensinde har set.

   En kamp, hvor begge spillere forvandlede taberbolde til vinderbolde. Og aldrig gav op, men løb, løb og løb. Og slog, slog og slog.

   At Wozniacki – danskeren, som drillebarsk bliver kaldt ’polakken’, når hun taber – græd sine tårer, da kampen var overstået, og hun stod som vinder af Australian Open og er en ny nr. et på verdensranglisten, er til at forstå.

   Det var et følelsesstærkt øjeblik, og jeg skal gerne indrømme, at vandstanden i den gamle redaktørs øjne også var over daglig vande.

   Grædes der også tårer i Zagreb i dag, 15.787 km i luftlinje fra Melbourne?

   Næppe. Men der var små klumper i halsen på håndboldspilleren Lasse Svan, da han fredag aften med skuffede, matte øjne skulle forklare hvorfor (pokker) de olympiske mestre kunne tabe EM-semifinalen til et sygdomsramt svensk hold, der måtte stille op uden sine to bedste skytter.

Jeg begyndte at skrive det her indlæg for nogle dage siden, da jeg læste en lang artikel i Søndagspolitiken (21/1) af Lotte Thorsen om de helt unikke metaforer som man bruger om kræftpatienter som er døde af deres sygdom efter kortere eller længere tids kemobehandling:

"Du er sej. Godt kæmpet. Hold ud. Godt gået. Det er dit livs kamp. Tænk positivt."

(...)

 »Fodboldenglen tabte sin sidste kamp«, lød det i december i en overskrift i Politiken, da fodboldspilleren Henning Jensen døde. »Vellidt lærer tabte kampen til kræften«, skrev JydskeVestkysten i oktober. »Radikal kæmpe død: Niels Helveg Petersen tabte kampen mod kræft«, skrev lokalavisen.dk i juni.

https://politiken.dk/kultur/art6287582/De-d%C3%B8de-har-ikke-tabt.-De-er-d%C3%B8de-af-kr%C3%A6ft

At bruge en metafor  til at karakterisere et abstrakt og kompliceret emne, indbærer at emnet anskues gennem en speciel optik. Man kan sige at metaforen sætter en mental ramme - en frame - for hvordan man tænker om emnet.

   Når det drejer sig om en kræftsygdom som patienter dør af, så frames sygdomsforløbet altså typisk som 'en kamp' eller 'en krig' der kan 'tabes' eller 'vindes', en framing man ikke ser brugt ved den sproglige beskrivelse af andre livstruende sygdomme.

   Og problemet ved den framing er det der står i manchetten til artiklen:

Kræftpatienter er sprogligt næsten altid i krig eller på rejse, viser ny forskning. Men de kampmetaforer,der giver en følelse af handlekraft hos nogle patienter, skaber skyldfølelse hos andre over ikke at kæmpe godt nok til at blive helbredt.

Derfor kunne det være en god ide at have andre sproglige muligheder til rådighed for både patienter, pårørende, personale og journalister - hvis man ikke vil inficerer sin egen tænkning om sin egen kræftsygdom med skyldfølelse. 

   Og som manchetten slutter med at fortælle, så "vil sprogforskere og kræftlæger  i Storbritannien nu udarbejde en metafor-menu til mennesker, der lige har fået deres diagnose".

En sådan metafor-menu kunne de journalister der skriver om politik, også godt have brug for.

   Udviklingen har gennem de senere år nemlig været at man i stigende grad trak på sportsjournalistikkens sprog til metaforisk at beskrive - og dermed frame - de politiske liv og dets aktører - især omkring valgene. En form for journalistik som man på engelsk har kaldt "horserace journalism", og som altså indebærer at det politiske liv primært ses igennem metaforen "hestevæddeløb" og som svarer på spørgsmålet "hvem vinder" og "hvem taber", i stedet for på  hvad indholdet er af de forskellige partiers politik.

  Wikipedia:

Horse race journalism is political journalism of elections that resembles coverage of horse racesbecause of the focus on polling data, public perception instead of candidate policy, and almost exclusive reporting on candidate differences rather than similarities. "For journalists, the horse-race metaphor provides a framework for analysis. A horse is judged not by its own absolute speed or skill, but rather by its comparison to the speed of other horses, and especially by its wins and losses."[1]

Det er altså hvad metaforer kan og gør: rammesætte - frame - den måde læserne kommer til at tænke om det emne man har brugt metaforen om.

En sprogforsker, Thomas Madsen, har i en afhandling for nogle år siden givet eksempler på politikeren Poul Schlüters egen metaforiske framing af politik: nemlig gennem formlen: 

Politik = KRIG

Eksempler med Poul Schlüter-citater fra afhandlingen:

"Samtidig forudser han, at der fra 1984 bliver plads til en offensiv politik, når de nødvendige besparelser er foretaget” (Jyllands-Posten 1983-05-22).

"...  og vi politikere må disciplinere os, hvis der skal stå respekt om vores kamp om magt og indflydelse...” (Berlingske Tidende 1989-02-21). 

"... mere eller mindre ekvilibristiske happeninger med motiverede dagsordener, drabelige fodnote-kampe og meget andet, som befolkningen iagttager ...” (Berlingske Tidende 1989-02-21). 

"Vi har med andre ord vundet mange politiske sejre og lidt nogle få nederlag” (Aktuelt 1983-06-12). 

"... at to politiske modstandere trods ægte politisk strid og uenighed kan tale fortroligt med hinanden” (Aktuelt 1983-06-12). 

"Socialdemokratiet har valgt udenrigsministeren som fast angrebsmål” (Berlingske Tidende 1986-03-16). 

Thomas Madsen udlægger indledningsvis P(oul) S(schlüter)-citaterne sådan:

Når PS beskriver politik, som om det er krig, er det ikke blot et udtryk for retoriske færdigheder. Den sproglige billeddannelse er i lige så høj grad en mental proces, der er med til at styre vores handlinger og vores oplevelse af verden. Der er altså tale om, at PS oplever politik som et fænomen, der i visse aspekter er identisk med fænomenet krig. Vores dagligsprog er grundlæggende metaforisk struktureret.

https://repozytorium.amu.edu.pl/bitstream/10593/3853/1/25_Thomas_MADSEN_Metaforer_i_den_politiske_diskurs_273-283.pdf

Det at bruge metaforer betragtes ofte som udtryk for en form for kreativitet hos afsenderen, nemlig hvis han/hun er poet og metaforerne er ny, friske og originale.  

   Men effekten af metaforbrug i andre former for sprogbrug anses dog blandt sprog-analytikere at være begrænset af hvor 'slidt' disse verbale overføringsbilleder er.

  NB! 'Slidt' er i øvrigt også en form for metafor idet udtrykket implicerer at noget sprog ligesom fysisk genstande kan blive mere eller mindre 'slidt ned' (=ødelagt) ved hyppig og hensynsløs brug.

 

Man taler også traditionelt (og metaforisk!) om at nogle metaforer er 'levende' eller 'aktive' mens andre er 'døde'. 

   En 'levende' metafor er kendetegnet sprogbrug hvis sprogbilleder rent faktisk aktiverer hjernens visuelle fantasi for at give mening, mens der for 'døde' metaforers vedkommende gælder at vi slet ikke eller kun med besvær får aktiveret de bagvedliggende billeder i hjernen når vi støder på dem:

  Når vi siger "tiden løber", så aktiverer det ikke et billede af "nogen der løber".

  Når vi siger "overhængende fare", så aktiverer det ikke et billede af "noget der hænger over hovedet på en".

  Når vi siger "jeg vil gerne understrege at ...", så aktiverer det ikke forestillingen om "en blyant der sætter streg under ordene i en tekst."

Men det betyder ikke at disse døde eller tyndslidte metaforer ikke har en funktion.

  Lingvisten George Lakoff har sammen med kollegaen Mark Johnson skrevet bogen "Metaphors We Live By", hvor netop de 'døde metaforers" afgørende betydning for vores mere abstrakte tænkning, er et vigtigt fundament i teorien. 

   Vi kan simpelt hen ikke tænke abstrakt uden at gøre brug af det de kalder 'conceptual metaphors'.

Berømt, berygtet og bl.a. af Lakoff analyseret og kritiseret er den tidligere præsident George W. Bush' metafor da han lancerede en diffus kampagne mod international terrorisme efter selvmords-flyangrebene på  'World Trade Center' i New York den 11. september 2001: 'Krig mod terror'.

   Wikipedia:

The War on Terror (WoT), also known as the Global War on Terrorism (GWOT), is an international military campaign that was launched by the U.S. government after the September 11 attacks in the U.S. in 2001. The naming of the campaign uses a metaphor of war to refer to a variety of actions that do not constitute a specific war as traditionally defined. U.S. president George W. Bush first used the term "war on terrorism" on 16 September 2001, and then "war on terror" a few days later in a formal speech to Congress.

Bush' efterfølger Barack Obama hørte til kritikerne og 'aflyste' denne verbale "krig":

U.S. president Barack Obama and his administration (2009–2017) on a number of occasions expressly rejected the term "War on Terror", as well as the qualifier "global", as being inaccurate and misleading. President Barack Obama announced on 23 May 2013 that the Global War on Terror is over, saying the military and intelligence agencies will not wage war against a tactic but will instead focus on a specific group of networks determined to destroy the U.S. On 28 December 2014, the Obama administration announced the end of the combat role of the US-led mission in Afghanistan.

Det en metafor gør i politik, at at den presser borgerne og offentligheden til at se på et kompliceret og abstrakt fænomen, i det her tilfælde international terrorisme, gennem en konkret og forenklende optik som leverer den frame som  i præsident Bush eksemplet logisk indebærer at,,,

Terrorisme = KRIG

Og "krig" føres jo med typisk med våben og soldater og bomber, og den metaforiske ramme kommer dermed til at legitimere militær indgriben i og besættelse  af - fx Afghanistan.

Med valget af Donald Trump som præsident efter Obama, fik man en meget dygtig og effektiv metaforproducent og -bruger, hvad journalister og andre observatører allerede under hans valgkamp blev opmærksomme på.

   For et lille års tid siden kunne man læse dette i Hartfort Courant, skrevet af journalisten Rob Cyff:

During the presidential campaign, he laced his pronouncements with vivid Trump-aphors: "drain the swamp," "flood of refugees," "rigged system." He compared Syrian refugees to a "Trojan horse," and, in one mixed metaphor regarding China, he lurched from describing the the U.S. as "a piggybank that's being robbed," to claiming the U.S. "holds all the cards," to declaring "we can't allow China to rape our country."

His inaugural address will perhaps be best remembered for a simile ("rusted-out factories scattered like tombstones across the landscape") and a metaphor ("this American carnage").

Trump bruger metaforer lidt som sportsjournalister gør det. Uden nogen samlende frame, men så det enkelt udsagn bliver illumineret af det billede han bruger lokalt i sin tekst. Det vil også sige meget lig den måde almindelige mennesker bruger metaforer på i deres dagligsprog ('erfaringssprog').

Trump's adept deployment of figurative language was on full display at his Feb. 16 news conference. He mobilized the mechanical: "My administration is running like a fine-tuned machine"; the medical: "Isis has spread like cancer," "the bleeding of jobs from our country"; the aquatic: "drain the swamp of corruption in Washington, D.C."; and the athletic: "to bring our jobs back to this country. big league," "we've issued a game-changing new rule."

   One of his analogies was, quite literally, shocking. Alleging that Hillary Clinton had been given debate questions in advance, he asked, "Can you imagine if I [had] received the questions? It would be the electric chair."

   But perhaps his most striking metaphor at that event was his darkest: "We have Hispanic American people that are in the inner cities, and they're living in hell."

   Two days after the news conference, he mustered another metaphor when reporters asked him why he was holding campaign-style rallies: "Life is a campaign."

Rob Cyff konkluderer at det netop er fordi Trumps metaforbrug ikke er særlig original, at den er så effektiv ("clever"):

Trump's figurative language isn't sophisticated or original, but it's clever. And that's precisely what makes it so effective. The fact that his metaphors and similes are stark, common and even a bit stilted makes them more powerful because they're comparisons that average Americans can understand.

http://www.courant.com/features/hc-president-trumps-metaphors-20170225-story.html

Man plejer at sige når man diskuterer effekten af den slags retorik i politisk sprog, at faren ligger i at 'sproget skaber virkeligheden'. 

Lad os så lige vende os til vores eget land og vores egen statsminister Lars Løkke Rasmussen.

   En stor del af nytårstalen 2018 helligede han de alvorlige problemer for Danmark som i følge hans optik udgøres af "ghettoerne", særlige bydele eller kvarterer hvor indvandrere "klumper sig sammen", og som er problemer fordi de fører til at vi har fået "parallelsamfund".

   Og opståen af parallelsamfund modvirker den 'integrationspolitik' som går ud på at flygtninge og indvandrer som opholder sig lovligt i Danmark, så vidt muligt og så hurtigt som muligt skal blive en problemløs og friktionsfri del af det danske samfund.

    Statsministeren forklarede i sin tale ghetto- og parallelsamfundsdannelsen som en konsekvens af en for "slap udlændingepolitik" som regeringer og Folketing har ført i alt for mange år. Altså i virkeligheden en slags selv-kritik.

   Så de problemer skulle og ville regeringen nu gøre noget alvorligt ved, og det kunne bl.a. indebærer at 'man' helt konkret skulle rive nogle af de boligblokke ned som disse ghettoer var rammen om.

   Sådan nogenlund var tankegangen i en stor del af talen.

Hvad er der på spil her af metaforer - døde eller levende, nedslidte eller friske?

   At tale om at udlændingepolitikken er 'slap' eller 'stram', giver kun mening hvis den bagvedliggende metafor tænkes som om 'en snor' eller 'et reb' som man gennem lovgivning binder omkring udlændinge. Jo 'strammere' politik, jo mindre bevægelsesmuligheder har de; jo 'slappere' politik, jo mere uhæmmet og hensynsløst kan de tillade sig at opføre sig.

   Hos mig aktiveres nogle linjer i julesangen "Højt for træets grønne top" som lyder: "Når du strammer garnet, kvæler du jo barnet."

 

Når man bruger betegnelsen 'parallelsamfund', så er den bagvedliggende metafor den definition som vi alle husker fra vores skoletids geometriundervisning: "Parallelle linjer kan aldrig mødes."

   Altså metaforen 'parallelsamfund' implicerer at der er en uoverstigelig mur mellem ghettoernes sociale liv og det omgivende samfunds: de kan aldrig mødes og finde ud af det sammen.

   Det er naturligvis noget sludder. I praksis sker der en livlig interaktion og udveksling af  sprog, tanker, ideer mellem de to samfund, selvom den også er konfliktfyldt og der er grænser og modstand der skal overvindes.

   Men metaforen om 'de parallelle samfund' understreger uoverstigeligheden i problemerne.

Så kommer vi til 'ghettoerne'! Er det en metafor overhovedet? - Ja, det er det. Her er hvad denstoredanske.dk kan fortælle om ordets oprindelse og moderne brug i Danmark:

ghetto, område, hvor jøder især i kristne lande er blevet tvunget til at bo. Ghettoerne var trange og overfyldte og ofte omgivet af en mur, hvis porte blev låst om natten. Ordet ghetto blev først brugt om jødekvarteret i Venezia, hvorom der i 1516 blev rejst en mur; kvarteret lå nær et støberi, getto.

   Ordet ghetto stammer fra bydelen Ghetto i Venezia, enten af ital. getto 'støberi' eller af hebr. ghet 'afsondring, adskillelse'.

   Institutionen er ældre end navnet og bl.a. en følge af det 4. Laterankoncil i 1215. Se antisemitisme.      

Betegnelsen bruges nu mere generelt om fattige bydele, som domineres af en bestemt befolkningsgruppe; i USA fx om Harlem i New York, der ligesom tilsvarende kvarterer i Chicago, Detroit og andre storbyer er domineret af en fattig, sort befolkning.

Hvordan så i Danmark, hvordan er betegnelsen her blevet brugt? Tydeligvis med overført betydning i forhold til oprindelsen i Venedig:

I Danmark er forskellige boligkvarterer, først og fremmest i København, før i tiden blevet betegnet som ghettoer, fx kvarteret omkring Vognmagergade i Københavns centrum der fra ca. 1880 til begyndelsen af 1. Verdenskrig var domineret af jøder indvandret fra Østeuropa.

Der er  her klart en historisk kobling til Venedig fordi bydelen "omkring Vognmagergade" "var domineret af jøder". 

I Danmark fik 'ghetto' ny betydning af Anders Fogh Rasmussen i sin nytårstale 2004, idet han her refererede til boligområder som Gellerupparken i Aarhus, Vollsmose i Odense, og Tingbjerg i København. Og der blev efterfølgende nedsat et såkaldt 'ghettoudvalg' der skulle komme med 'anbefalinger'.

   I 2010 lancerede Lars Løkke Rasmussen i sin åbningstale en såkaldt 'ghettostrategi' som førte til en administrativ definition af en 'ghetto' i Lov om almene boliger fra december 2010. Og der blev i den forbindelse indført en liste over danske 'ghettoområder', en liste som årligt skulle og skal opdateres.

   Her opregnes de kriterier der nu administrativt definerer 'en ghetto':

Ved et ghettoområde forstås en fysisk sammenhængende almen boligafdeling, som opfylder fem kriterier:

1. Andelen af 18-64 årige uden tilknytning til arbejdsmarkedet eller uddannelse overstiger 40 pct. (gennemsnit for de seneste 2 år)

2. Andelen af indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande overstiger 50 pct.

3. Antal dømte for overtrædelse af straffeloven, våbenloven eller lov om euforiserende stoffer overstiger 2,70 pct. af beboere på 18 år og derover (gennemsnit for de seneste 2 år).

4. Andelen af beboere i alderen 30-59 år, der alene har en grunduddannelse (inkl. uoplyst uddannelse), overstiger 50 pct. af samtlige beboere i samme aldersgruppe

5. Den gennemsnitlige bruttoindkomst for skattepligtige i alderen 15-64 år i området eksklusive uddannelsessøgende er mindre end 55 pct. af den gennemsnitlige bruttoindkomst for samme gruppe i regionen

Fra at være en metaforisk framing af nogle fremhævede bydele rundt om i Danmarks storbyer, som disse bydele aldrig ville bruge om sig selv, så er begrebet nu gledet over i at blive til en lovgivningsmæssig mur som beboerne - ligesom i Venedig - administrativt er blevet spærret inde i af den poltiske omverden. 

    Når Løkke Rasmussen derefter tager denne forenklende og historisk belastede metafor med i sin tale, og fremhæver en særlig form for indsats som målsætning, nemlig "at afvikle", så løber han  metaforisk og framingmæssigt tæt i hælene på George W. Bush fra 2001, når han i Nytårstale siger:

Vi skal sætte et nyt mål om at afvikle ghettoerne helt. Nogle steder ved at bryde betonen op og rive bygninger ned. Sprede indbyggerne og genhuse dem i forskellige områder.

Med formuleringer som "bryde betonen op", "rive bygninger ned", og "sprede indbyggerne", er vi ikke langt fra at de danske seere kan få uudtalte associationer til formuleringer som: "Krigen mod Ghettoerne", eller: "Krigen mod parallelsamfundet". 

   Og det var vel netop den framing statministeren gerne ville have, men ikke ville sige ligeud. Og billederne som aktiveres skal journalisterne og deres fotografer nok levere:

Søsterhøjhusene Agerkær (billedet) og Ruskær i Rødovre
blev jævnet med jorden i 2012.

https://politiken.dk/kultur/arkitektur/art6282492/Jo-det-kan-v%C3%A6re-n%C3%B8dvendigt-at-rive-ghettohuse-ned

Akvarelmaleriets mysterier (69) - om at lave re-make af akvareller - nuværende re-makes af to ugleakvareller, set i lyset af tidligere forsøg på at kopiere mig selv

Jørg Viggo Jensen: Gård-ugler af marksten i skumringstimen.
Ifølge japansk (over)tro betyder en ugle der vogter over dit hjem: Lykke!

(fortsat fra forrige indlæg i serien om mine forsøg på ugle-akvareller)

Jeg sluttede det foregående indlæg med den sværeste af de seks akvareller, den med tre kirkeugle-unger siddende i en klump på en død træstamme.

   Den ville fruen gerne have op på sin fuglevæg i entreen, som udelukkende viser et udvalg af mine fugleakvareller.

   Og da min ugle-stenhugger-ven og -leverandør af mine fem gårdugler som jeg havde lovet nogle akvareller retur for stenuglerne, også valgte den - sammen med portrættet i halvnær af sløruglen, så måtte jeg for anden gang igang med en re-make af en akvarel i ugle-serien.

   Den første akvarel re-make i serien var af sneuglen i fuld figur, begrundet i at jeg selv ikke var tilfreds med første version; 

   Her et gensyn med den forbedrede sneugle-akvarel hvor jeg er gået mere modigt til værks med markering af den hvide, men plettede fjerdragt og snevejret i baggrunden:

Og her er den slørugle som også blev valgt af ugle-stenhuggeren, og som jeg også selv var ret glad for og lidt stolt af:

Den har jeg nu ikke tænkt at lave en re-make af, men vælger sikkert at male en slørugle i fuld figur, som man kan finde rigtig mange smukke og farverige fotos af; som fx de her:

Muligvis vil jeg også senere kaste mig ud i at prøve endnu en akvarel med to eller flere slørugler sammen (ligesom kirkeugle-ungerne), og måske også en akvarel med endnu en flyvende slørugle som motiv.

   Time will show.

Jeg har et par gange før lavet en re-make af egne akvareller. 

   Meget tidligt lige efter fruen og jeg var kommet hjem fra det allerførste akvarel-kursus med den færøske maler Bardur Jakupsson ved Gardasøen, fandt jeg et foto i min avis af en afghansk opiumbonde. 

   Der var meget hvidt med skygger i fotoet - den løsthængende 'kandora', det store gråhvide skæg og turbanen - og jeg ville gerne efterprøv sandheden min sparsomme erfaring der havde lært mig at det umalede akvarelpapir er det der skal leverer den hvide farve i en akvarel, og at det 'trick' på en eller anden måde virkede udtryksmæssigt 'stærkt' og giver en særlig lysende identitet og kvalitet til et vellykket akvarelmaleri:

Jeg var ikke rigtig tilfreds med første-udgaven så jeg prøvede en gang til:

Tilføj billedtekst

Jeg ved såmænd ikke idag, hvilken der er "bedst". 

   I begge tilfælde lignede den turban-klædte og langskæggede afghaner ikke mere en taleban-sympatiserende opiumdyrker, men en hellig mand fra Tusind og en nat. 

   Der lærte jeg at det at omsætte et motiv fra foto-mediet til akvarel-mediet, og  at selv med en målsætning om at male motivet så naturalistisk som muligt, så førte det altid til et skift i oplevelseskvalitet: fra  eksistens i virkelighedens verden til nyt liv i et fiktions-univers

   Derfor gave jeg senere på Facebook mine udstillede akvareller overskriften "akvarel-drømme".

Og så går jeg nogle år frem til januar 2015. 

   Der begyndte jeg at male 'rødhals' eller 'rødkælk' som det også hedder - i flere varianter og med flere forskellige referencebilleder - hvor i hvert fald ét var foto af en andens akvarel.

   Det var jeg ligeglad med. Jeg betragede dem som en øvelse - som træning i fuglemaleri, som jeg året forinden også havde kastet mig ud i at prøve, egentlig med tilfredsstillende resultat, som de her søpapegøjer:

Egen produktion: To søpapegøjer. Akvarel. 2014.

Her er mine første fire rødhals-akvareller; nummer et er malet meget hurtigt og er en slags skitse-forstudie til den anden:

Egen produktion: Rødhals og rønnebær,. Akvarel. 2015

Jeg fik i løbet af året dem alle afsat til venner og familie. Det var tydeligvis et meget populært motiv.

Da jeg sidste Jul fik en bestilling fra 'Moster' på endnu en rødhals og i lang tid ikke havde kunnet tage mig sammen til at male på grund af min CML-leukæmi og den delvist mislykkede behandling af den, så besluttede jeg mig til simpelt hen at lave en kopi af den bedste af dem jeg allerede havde malet, og som jeg jo kunne kopiere fra det computerfoto jeg havde lavet den gang.

   Det kom der så det her ud af, en kopi men også en forbedring, syntes jeg den gang og mener stadig (mere mod, mindre forsigtighed):

Egen produktion: Rødhals og rønnebær, akvarel. 2017

En særlig måde at undgå at male en hel re-make af en akvarel på når noget er gået galt, er at klippe og klistre dele af motivet ud og overføre det til en ny baggrund. 

   Det skete med denne skarve som jeg malede efter en udstoppet skarv på et kursus hos den velmeriterede oliemaler-kunstner H. C. Rylander, som mente at akvarel-maleri kun var noget for illustratorer og arkitekter.

   Problemet var at jeg simpelt hen ikke havde en stor nok akvarel-blok med til første kursusdag. Så der var ikke plads til spidsen af de to vinger.

   Dem malede jeg så for sig, og så kunne jeg klistre de tre elementer sammen og sætte dem ind på en hvid og umalet baggrund på et større ark akvarelpapir:

Egen produktion: Skitse af skarv med påklistrede vingespidser

Men der manglede i den grad miljø og kontekst.

   Vi havde jævnligt besøg af skarver i vores sø ved vores sommerhus, hvor de både jagede fisk og sad og tørrede vinger på vores båd og bådebro, så min fantasi havde ikke problemer med at konstruere en location, som man kan se her:

Egen produktion: Skarv der tørrer vinger - med ny baggrund:
sø med flere skarver og dunhammere. Akvarel. 2014

Ideen havde jeg fra min læsning af den amerikanske fuglemaler og -illustrator J. J. Audbons historie som jævnligt malede flere selvstændige akvareller/gouacher som han så klippede og klistrede sammen til et enkeltbillede.

   Som det her som - tilfældigvis! - netop viser hans illustration af et par amerikanske slørugler:

Slørugler: Illustration fra J. J. Audubons bog:
Birds of America. 1827-1838

Her kan man jo ligesom ikke  rigtig følge med, men bare blive betaget og imponeret. Husk der var ikke fotografiapparater til hjælp for den visuelle hukommelse den gang. 

  Audubon kombinerer akvarel, gouache, blyant og tusch - og så er der altså ofte tale om en slags montage. 

   I det her billede oven for tror jeg han har malet baggrunden for sig, og de to slørugler hver for sig, og så klippet ud og klistret dem sammen i et enkelt dramatisk og spændende billede. 

Det "trick" brugte jeg så til at peppe akvarellen med den flyvende slørugle lidt op: Den fik en påklistret hvid måne:

Egen produktion: Flyvende slørugle med måne. Akvarel. 2018

Men så kommer her 2. udgaven - en re-make af de tre kirke-ugleunger der klumper sig sammen på en død træstamme. 

   Og der er ikke noget klippe-klistre her; den er malet fra bunden, men med det klare formål at denne udgave skulle blive mindst lige så godt som første udgaven, og man skulle helst ikke kunne se forskel, hvis man ikke lige havde dem hængende på væggen ved siden af hinanden:

Egen produktion: Tre kirkeugle-unger på en død træstamme (2). Akvarel. 2018

Som næsten altid, er re-make-udgaven blevet lidt bedre. Man bliver som maler l mere modig når første udgaven sådan set er lykkedes  nogenlunde som tænkt.

   Farverne  er her en smule kraftigere, kontrasterne udnyttet bedre. Himlen er lidt mere blå, hvor første udgavens er lid mere over i det gråblå.

Men historien om uglerne, både dem i virkeligheden og i skulpturer og malerier, er ikke slut endnu, så ...

(fortsættelse følger)

Akvarelmaleriet mysterier (68) - om at indfange flere ugler i akvareller - og andre uglehistorier

Egen produktion: Tre kirkeugle-unger på en død træstamme. 2018

For et par indlæg tilbage skrev jeg om de forbindelseslinjer som erindringen kunne trække mellem en rejse til Japan for 9 år siden, over stenugler i gården sendt med fragtmand fra en rejsekammerat fra Japan-turen - og til de første forsøg på at male ugler i akvarel.

    Sammenhængen var og er forankret i den japanske Shinto-religion som har rødder til de oprindelige folks religiøse grundforestillinger om at dyr, fugle, træer, klipper, bjerge, floder - kan være besjælede eller beåndede. Og som man kan eller bør dyrke som en slags lokale guder.

   Forskerne taler i den sammenhæng om 'animisme', Og en af de faste figurer i den religion og den kultur som er forbundet med den, er såmænd ...

UGLEN

Her et ofte vist og set japansk træsnit med en flyvende (slør)ugle:

 Ohara Koson (1877-1945):
Ugle med måne og kirsebærrblomster

Her et link til det første indlæg om de første ugle-akvareller hvori jeg annoncerer en fortsættelse i et senere indlæg; så det er sikkert ikke så dumt at læse det først:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2017/12/akvarelmaleriets-mysterier-67-fra-ugler.html

Her det tre første ugle-akvareller som jeg ikke var helt tilfreds med:

Fælles for dem er at jeg har brugt mine ellers relativt ubrugte Winsor & Newton watercolor-markers, som jo er velegnede til kontrollerede detaljer som fx. pletterne i en ugles fjerdragt, og som umiddelbart skulle gøre det lettere at male den slags motiver. Jeg havde stor glæde af dem, da jeg malede akvarellerne med Dalby Kirke i Skåne som motiv.

 

Problemet ved den første af de tre akvareller - en kirkeugle der går hen imod dig - er at pletterne i fjerdragten er for ensformige i farve og form.

    Problemet ved den anden - et nærbillede af hovedet af en sneugle - er at pletterne i fjerdragten er for små i forhold til hvad referencebilledet viste. Sjuskeri med iagttagelsen af motivets detaljer på grund af manglende koncentration, tænker jeg nu.

    Problemet med den tredje - en sneugle i fuld figur på en klippe med sne på - er at den brune farve som pletterne var tegnet/malet med, ikke var tør, så da jeg forsøgte at give skygger til den underliggende hvide del af fjerdragten, så ender det med at jeg får lagt en tynd lorte-brun farve hen over det hvide, hvad der ikke bekommer motivet særlig godt.

I  stedet for bare at kassere de fejlbehæftede billeder, besluttede jeg - undtagelsesvis - at se om jeg kunne gøre noget ved problemerne og rette fejlene, i stedet for bare at starte på en frisk:

Her har jeg givet en udtonet lyseblå farve til baggrunden, og så har jeg med en pensel med en mørkebrun og violet farve trukket en del af de brune pletter i fjerdragten op. En klar forbedring.
   Næste døde billede:

Her har jeg med pensel forlænget de fleste pletter med en lidt anden blåsort nuance. Klart en forbedring, synes jeg.

Her har jeg med den zinkhvide dækfarve som er med i en af mine farvelader, malet hen over en lang række af de områder i fjerdragten som var blevet bruntonet. Også det en forbedring, men ikke tilfredsstillende.

   Samtidig har jeg givet himmelen en ekstra lag blåt, og inden da masket af så der efter afgnidning ville komme et ekstra lag snefnug.

   Det syntes jeg lykkedes.

Samlet resultat. De to første akvareller af hhv. kirkeuglen og nærbilledet af sneuglen, ville jeg ikke kunne lave meget bedre ved at male dem en gang til.

   Derimod vil jeg med fordel kunne male en ny version af sneuglen i helfigur. 

   De tre akvareller er digitalt beskåret så de fremtræder som hvis de kom i glas og ramme med en passpartout. Og de er alle blevet 'automatisk farvekorrigeret' så det hvide i billedet - papirets farve- rent faktisk fremtræder hvidt, og ikke lyst gråblåt som på den oprindelige fotografier.

Egen produktion: Kirkeugle på vandring

Egen produktion: Senugle - portræt

Egenproduktion: Sneugle - total (1)

Jeg gik så og ruminerede nogle dage over mit samliv med ugler som jeg var begyndt at kalde frem i erindringen.

   For eksempel var mit første møde med ugler i litteraturen, uglen i Peter Plys som kunne læse og skrive. Men stave kunne han ikke (ligesom mig): Han stavede det "Gugle".

   Det var min far som læste Peter Plys op for mig - som en slags godnat-historie, og det har vel været på et tidspunkt hvor jeg måske lige var begyndt i skolen. 

   Uglen var en lidt speciel figur i Peter Plys-universet hvis tegning ikke rigtig lignede tegningerne af de andre dyrefigurer, hvilket efter sigende skyldes at uglen ikke er tegnet efter de dukker som forfatterens søn havde at leje med. 

   

Og siden jeg husker det så klart, så må det have sagt mig et eller andet at uglen i hundredmeter-skoven havde høj status for sin klogskab og evne til at fortælle lange historier, men at den altså samtidig ikke kunne stave sit eget navn korrekt.

   Her nogle akvarelmalede tegninger med uglen fra den engelske originaludgave af Peter Plys: 

Da Harry Potter-bølgen og -universet tog land i 1997, var det for mange - og også mig  - indlysende at han måtte have en hvid ugle - en sneugle - som budbringer og nære fortrolige.

   Hvad ingen kunne forudsige, var dens navn: Hedwig.

Hedwig (d. 27 July, 1997) was Harry Potter's pet Snowy Owl (Bubo scandiacus). Hedwig was an 11th birthday gift from Rubeus Hagrid to Harry. Hagrid purchased her at Eeylops Owl Emporium.
   In addition to the usual use Owls are put to, delivering mail, Hedwig was also a close companion to Harry. She remained one of his closest friends right up to her death during the Battle of the Seven Potters at the height of the Second Wizarding War.

Harry Potters Hedwig.

Men hvad kendetegner virkelighedens uger?

   Der er godt 200 arter der er spredt over hele kloden.

   De er typisk rovfugle der jager om aftenen eller om natten.

   Deres primære føde er mus, rotter, insekter, fugle(unger) og andre mindre dyr som de kan slå klørene i - i ly af mørket.

'Uglegylp', et lidt mærkeligt ord, kommer jeg pludselig i tanker om.

   Fra min barndom husker jeg at jeg og mine søskende på de svampjagt-ture som min far ledede, næsten også altid fandt 'uglegylp' ved foden af store træer.

   Det var de opgylpede og for uglen ufordøjelig rester af de byttedyr de havde fanget og ædt i løbet af natten: en ulækker og også lidt uhyggelig blanding af skind, fjer og knogler:

 

Uglegylp

Ugler er ikke i zoologisk forstand beslægtet med de andre rovfugle: ørne, musvåger, glenter, gribbe, falke mv.

   Nærmeste fætre og kusiner i fugleverdenens stamtræ er natravne, fortæller de kloge.

Flyveevne: Uglers vinger og fjerdragt er specielt indrettet til at deres flyvning kan foregå helt lydløst og relativt langsomt.

 

Lyd: Nogle ugler skriger, nogle tuder - og det er de mest kendt for.

   Når man hører en ugle tude i tusmørket eller om natten, så synes de fleste mennesker det lyder uhyggeligt og ildevarselende.

   Mange uglearter giver slet ikke lyd fra sig - og jager altså i total stilhed. Det gør ikke menneskene mere trygge.

    

Syn og hørelse: Umiddelbart er det der falde en i øjnene når man ser en ugle (og den ser dig), det er dens helt specielle øjne som er store og fremadrettede ligsom menneskers og kattes er det:

Uglernes fremadrettede øjne giver et større binokulært synsfelt end hos næsten alle andre fugle, hvilket sikrer en god afstandsbedømmelse på bekostning af et noget reduceret synsfelt. Øjnene er praktisk taget ubevægelige i deres huler, men til gengæld kan ugler dreje hovedet mere end 270° (3/4 omgang).

Også uglens hørelse er fænomenal - og dens specielle fjerede øjenomgivelser ('parboler') har en særlig funktion i den forbindelse; det er en slags lydforstærkende høreapparat:

Mens synet tillader uglerne at bevæge sig omkring i nattemørket, er høresansen nok så vigtig, når byttet skal lokaliseres. Uglernes slør er en mere eller mindre komplet krans om ansigtet, inkl. øreåbningerne, bestående af tætpakkede fjer med flade skafter og reducerede faner, der virker som et par høretragte; ansigtspartiet inden for kransen er dækket af fjer med løs fane, der ikke dæmper lyden.

   Øreåbningerne er meget store og omgivet af bevægelige hudfolder; også det indre øre og de associerede dele af hjernen er store. Hos mange ugler er de to øreåbninger desuden forskelligt udformet og placeret, og hos nogle få arter ses denne asymmetri også i kraniebygningen. Små forskelle i tid og lydstyrke mellem de to ører gør det muligt at lokalisere lyden fra byttedyr meget præcist.

Læs mere her:

http://denstoredanske.dk/Natur_og_milj%C3%B8/Zoologi/Fugle/ugler

I det tidligere indlæg fortalte jeg om uglens symbolske betydning i japansk kultur og religion som vi mødte den på fruens og min Japanrejse for 9 år siden, en betydning som japanerne deler med andre sydøstasiatiske kulturer som også har animisme som undertekst til de fleste kulturelle og religiøse ritualer og symboler.

   .Det oplevede vi også på vores senere rejse til Burma/Myanmar, hvorfra vi hjembragte disse to lak-ugler og en Buddha som efterhånden i mange år har stået i min vindueskarm og har inviteret til lykke og held:

Lakugler fra Myanmar - overvåget af Buddha-skulptur

Kombinationen af det at ugler er aften- og natdyr der jager i total stilhed, deres uhyggelige tuden og skrigeri, og deres store øjne som stirre på én ligesom man stirrer tilbage på på den, gør tilsammen at ugler har en helt særlig status i mange kulturers mytologi.

Throughout history and across many cultures, people have regarded Owls with fascination and awe. Few other creatures have so many different and contradictory beliefs about them.

   Owls have been both feared and venerated, despised and admired, considered wise and foolish, and associated with witchcraft and medicine, the weather, birth and death.

   Speculation about Owls began in earliest folklore, too long ago to date, but passed down by word of mouth over generations.

   In early Indian folklore, Owls represent wisdom and helpfulness, and have powers of prophecy. This theme recurs in Aesop's fables and in Greek myths and beliefs.

   By the Middle Ages in Europe, the Owl had become the associate of witches and the inhabitant of dark, lonely and profane places, a foolish but feared spectre.

   An Owl's appearance at night, when people are helpless and blind, linked them with the unknown, its eerie call filled people with foreboding and apprehension: a death was imminent or some evil was at hand.

   During the eighteenth century the zoological aspects of Owls were detailed through close observation, reducing the mystery surrounding these birds. With superstitions dying out in the twentieth century - in the West at least - the Owl has returned to its position as a symbol of wisdom.

Så ugler forbindes symbolsk både med klogskab og dyb visdom - og med trolddomskunster og heksedoktormedicin

   Og ikke mindst interessant: Deres tilstedeværelse og lyde betragtes af folket der har ører at høre med, som varsler - om den gode lykke - eller den onde - om fødsel og død. 

Det foregående indlæg om bl.a. den unge danske kunstner Coco Electra havde også associationer til Japansk kultur - nemlig manga-tegnestilen.

   I mange af hendes malerier som jeg finder på nettet, ser vi kvinder med store dukkeagtige øjne og ansigter.

   Ofte har disse kvinder dyr eller fugle med i billedet. Som de omfavner eller knuger ind til sig. 

   Hun bør logisk også have ugler med i nogle af billederne, tænker jeg. Og det har hun også , viser det sig:

Coco Electra: Hvid ugle med koffert

Tilbage ugle-akvarellerne.
   Den sneugle i hel figur jeg var mest utilfreds med af de tre første ugle-akvareller, besluttede jeg skulle have et remake:

Egen produktion: Sneugle i snevejr. 2018

Den blev vellykket, synes jeg. 

   Her malede jeg de blåviolette skygger på den hvide fjerdragt først. Og derefter de brune pletter i fjerene. Og malet mere omhyggeligt og nøjagtig i forhold til referencebilledet, så fjerdragten fremtrådte mere som sammensat af fjer.

   Den sneende himmel ændrede jeg også, så den blev nogenlunde ensfarvet fra top til bund, hvorved snefnuggene blev tydeligere end i første version.

Så var jeg på sporet igen.

   Og jeg havde besluttet at slørugler som motiv var så specielle at jeg måtte prøve at male en af dem.

   Dels er de interessante rent farvemæssigt, og så giver det meget store ensfarvede lyse slør om øjnene, dem et lidt spøgelsesagtigt - fascinerende - udtryk.

   Først et maleri i en halvnær af motivet:

Grundlæggende er der som i de andre uglemalerier kun brugt to farver: her okker-orange og blå-violet. Og lidt konturtegning med tusch - også brugt til de tynde fjer omkring øjne og og næb.

 

Går man på nette efter slørugler - på engelsk barn-owls - så finder man mange fascinerende billeder af dem - flyvende.

   Så det motiv måtte jeg også prøve.

   Et særligt kendtegn ved dem flyvende, er at de tit fremtræder urealistisk - magisk - forvredne fordi deres hoved, ligesom andre uglers, kan dreje 270 grader i forhold til kroppen.

   Det kom der denne akvarel ud af:

 

Uglen som figur med farver og tegninger i fjerdragten, er jeg faktisk tilfreds med.

   Det var svært at holde tungen lige  i munden - altså at styre penslen og farverne.  

  Og billedet som helhed er sjovt nok lidt livløst - lidt kedeligt. Der mangler kontekst - en historie.

Mange af de japanske træsnit med ugler, har en måne med i billedet. Så det prøver jeg at lægge ind:

En klar forbedring Men ikke nok.
   Erfaringen siger 'skov': grene, kviste, blade.
   Den flyvende slørugle er igang med at lande:

'Skoven' er malet på fri hånd - og farven er den samme som himmelen, men mørknet en smule.
   Meget tilfreds.

Nu havde jeg to sneugle-akvareller og to slørugle-akvareller. Jeg burde så male  en akvarel mere med kirkeuglen som motiv.
   Jeg samlede fra nettet en mappe med mulige referencefotos af kirkeugler i par. Langt de fleste viste sig ved nærmere eftersyn at være kirkeugle-unger. Med en ekstremt høj 'nuttethedsfaktor'.
   Her et udvalg af muligheder til den sidste akvarel i denne omgang:

Egentlig har så charmerende fotos, ikke har brug for transformationen ind i akvareldrømmenes rige.

   Men skal det være, så skal det også være den variant af motivet som er sværest: det sidste med hele tre kirkeugle-unger, hvor de to giver sig hen i kærlige nydelse med lukkede øjne - bag om ryggen på den tredje hvis udtryk spørger: Hvad foregår her?

For at holde styr på fjerdragtens plettede mønstre, gør jeg vildt brug af afmasknings-gummi oven på den kalkerede tegning - inden jeg kaster mig ud i akvarelmaleriet:

Når akvarellen er næsten færdigmalet gnubber jeg gummiet af. Og så giver jeg den en finish med en tynd tuschpen: især de hårtynde fjer omkring øjne og næb, bliver trukket op; endvidere fremhæves med blåviolet de mørke skygger under  vingefjerene og i de områder hvor de to 'over-unger' og den 'undertrykte' unges profiler mødes.

   Sådan:

Egen produktion: Tre kirkeugle-unger på en død træstamme. 2018

(Fra)valget af en ensfarve koboltblå himmel, kan diskuteres.

   Jeg syntes det blev for kedeligt - og brugte en papirserviet til at suge lysere områder frem mens farven stadig var våd.

 

Tilfreds?  - Ja!

   Også fruen var glad. Og ønskede straks netop den akvarel i glas og ramme på sin 'fuglevæg' med et udvalg af mine fugleakvareller i entreen.

   Og, pyha. Det skabte det problem at jeg måtte kaste mig ud i endnu en akvarel-re-make.

   For min kreative og opfindsomme muremester i Vestjylland   havde nemlig valgt den samme akvarel som en del af sin 'returkommisionen' for stenuglerne som jo af istidens iskappe først var blevet slæbt ned til Vestjylland fra de norske fjelde - og efter tilhugning - så mirakuløst endte i vores gård i Sydsjælland:

Fister betragter gårduglerne fra Vestjylland

(fortsættelse følger)