Akvarelmaleriets mysterier (57) - igang igen - med inspiration fra Harald Henriksens træsnitteknik og -tænkning

Egen akvarel: Ordrupnæs i modsol

Denne akvarel var den anden i den nye serie - som jeg indledte under møje og besvær med en akvarel af en rødhals, bestilt af moster til sin fødselsdag. 

   Motivet var en delvis kopi af en rødhals jeg selv malede for et par år siden.

   Det fortæller jeg nærmere om i det foregående indlæg:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2017/04/akvarelmaleriets-mysterier-56-rdhals.html

Deri fortæller jeg også at jeg dermed brød med en form for 'maleblokering' som har varet siden sidste sommer, og som jeg antager skyldes at bekymringerne i forbindelse med min CML-leukæmi har fyldt for meget i den del af hjernen som ellers skulle være aktiv og fokuseret når man fx tegner eller maler.

   

Men nu kom der hul på bylden, og jeg er så gået på jagt i alle de mange fotos som jeg har taget af landskaber og træer og bygninger - med henblik på at finde inspirerende referencebilleder for nye akvareller.

   Og jeg fandt faktisk nogle fotos i en mappe som jeg kunne tage afsæt i - billeder taget fra Odrupnæs-klinten i nærheden af vores sommerhus - med udsigt til 'Næbbet' i modlys - med et usædvanligt farvespil i himmel og hav omkring en nedgående sol - og for en dels vedkommende set gennem et sort "gitter" i forgrunden af plantestængler, grene og blade:

Foto nr. 1.

Foto nr. 2.

Foto nr. 3.

Det sidste foto (nr. 3) gav mig ideen: 

   Først malede jeg en akvarel med reference til nr. 1. af de tre fotos.

   Derefter tegnede jeg et "gitter" hen over den tørre akvarel - med foto nr. 2, som reference.

   Dette gitter tegnede jeg så op med tusch. 

   Og ud af det kom så akvarellen 'Ordrupnæs i modsol', som ikke ligner noget jeg ellers har lave i akvarel - men som jeg godt selv kan se har klare motiviske og æstetiske tråde til nogle af min ungdoms oliepastel-billeder og tusch-billeder.

Ungdomsbillede: Oliekridt, ca. 1963

Ungdomsbillede: Tusch, ca. 1963.

Inspirationen til den måde at tænke og male på havde jeg - ikke overraskende - fra Harald Henriksens træsnit - hvor han typiske skærer én blok til baggrundens motiv i douche farver og en anden blok til forgrundsmotivet som typisk udgøres af sorte profiler af grafisk dekorative træer, hegn og redskaber som ses i modlys - som her:

Harald Henriksen: Svaner i Damhussøen, farvetræsnit, ca. 1947

Harald Henriksen: Ved Hindsgavl, udsigt til Fænøsund, farvetræsnit, ca. 1934

Harald Henriksen: Vinter ved en fjord, farvtræsnit, ca. 1935

Men nu var jeg altså igang igen med mine 'akvareldrømme': Det andet billede efter den lange pause:

Egen akvarel: Ordrupnæs i modsol, april 2017 

De efterfølgende akvareller har som motiver Gåsetårnet i Vordingborg og borgruinen omkring det.

   Se dem og læs hvordan jeg har arbejde med dem i et senere indlæg - (58) - i serien om 'akvarelmaleriets mysterier'.

Om betydningen af visuelt at kunne illustrere videnskabelige teorier - med neurologen og tegneren Ramón y Cajal som overbevisende case

Selvportræt af hjerneforskeren Santiago Ramón Cajal i sin laboratorium, ca. 1885.

Denne blok har 'kreativitet' som gennemgående tema - som den røde tråd. I princippet indebærer det at jeg mindst en gang i et indlæg skal bruge ordet kreativ eller afledninger af det. 

   Kreativitet indbærer at mennesker kobler fænomener, forestillinger, ideer sammen på tværs af etablerede grænser og rammer, og derigennem får nye ideer og opnår ny indsigt.
     Kreativitet synes også at hænge sammen med mulighederne af at kunne visualisere - dvs. af aktiviteter i bestemte dele af højre hjernehalvdel.

Inden for den kognitive sprogvidenskab har man begreber som 'konceptuel blending' og 'konceptuel metafor' til at indfange centrale sider af den kreative tænkning.

   Inden for psykologien er kernebegrebet 'den særligt kreative personlighed', opfundet og udvikle af psykologen Mihaly Csikszentmihalyi. 

   Det var også ham der udviklede begrebet 'flow' som kendetegner den særligt produktive mentale tilstand som som udøvelsen af fx malerkunst, musik eller skribentvirksomhed skaber i hjernen. Når man kommer eller er 'i flow,' så glemmer man sig selv og fornemmelsen af tid og sted.

Fra jeg begyndte at skrive indlæg til bloggen her i marts 2010, har jeg især været optaget af den del af hjerneforskningen hvis resultater siden starten af 80'erne hovedsagelig skyldtes mulighederne for at scanne (MR) de områder i hjernen hvor der unde bestemte indre eller ydrer omstændigheder er markant højere aktivitet en i resten; en teknik som blandt meget andet har ført til opdagelsen af det særlige netværk af 'moduler. som er aktivt når hjernen ikke er optaget af at gennemføre ydre job og målrettede aktiviteter. 

   Oprindelig blev det omtalt som 'the default mode network' eller 'the task negative network'. 

   På det seneste har jeg set det omtalt som 'the imaginativ network' - altså det netværk af ellers adskilte moduler i hjernen som samarbejder når hjernen dagdrømmer, fantaserer, har tanker om fremtiden, genkalder sig erindringer, og forstiller sig hvordan andre (hjerner) oplever verden.

Derfor er det også interessant og fascinerende at finde en aktuel artikel på Videnskab.dk som omtaler en for mig ukendt nobelprismodtager fra begyndelsen af 1900-tallet, Santiago Ramón y Cajal, som var den første hjerneforsker der korrekt visualiserede hjernens nervmæssige byggesten og deres forbindelser: dens 'neuroner' og dens 'synapser'. 

   Det var i høj grad disse visualiseringer som i det 20. århundrede dannede grundlag for den efterfølgende udvikling af en videnskabelig funderet teori om hvordan hjernen fungerer.

Artiklen indledes under den lidt specielle overskrift:

Vilde tegninger: Sådan forestillede forskere sig hjernen i 1800-tallet

Manchetten forklarer:

I en tid hvor flere troede, at hjernen var én stor celle, tegnede en spansk forsker meget detaljerede tegninger af både neuroner og synapser. Nu udkommer hans tegninger i ny bog.

Og for at sætte hans betydning i videnskabshistorien, sammenlignes i artiklen Santiago Ramón y Cajal indledningmæssigt med to af de helt store navne:

Darwin, Pasteur og … Santiago Ramón y Cajal.

   Det er nok ikke lige det første navn, der falder på tungen, hvis du skulle være så uheldig, at nogen beder dig remse det 19. århundredes store tænkere op.

   Men ifølge den amerikanske neurobiolog Larry Swanson hører den spanske læge, der også kaldes neurovidenskabens fader, altså til i samme kategori som videnskabens helt tunge drenge.

  »Han er en af dem, der i virkeligheden har haft ligeså meget indflydelse som Pasteur og Darwin i det 19. århundrede. Han er sværere at forklare til den brede befolkning, og det er sikkert derfor, han ikke er ligeså kendt,« siger Larry Swanson, der også har bidraget til bogen 'The Beautiful Brain: The Drawings of Santiago Ramón y Cajal,' til The New York Times.

Santiago Ramón y Cajals måske mest ikoniske tegning af en pyramideformet neuron i hjernebarken, der blandt andet styrer vores sanser, bevægelser og beslutningsprocesser. 

Santiago Ramón y Cajals var et multitalent, og det var i høj grad hans på en gang præcise og kreative tegninger som kraftigt bidrog til at hans videnskabelige resultater om hjernens opbygning blev kendt og fik gennemslagskraft i den videnskabelig offentlighed:

Santiago Ramón y Cajal var en mand af mange talenter. Kunstner, soldat, læge og forsker.

   Hans far underviste i anatomi på Zaragoza Universitet i Spanien, og før Cajal selv begyndte at læse medicin, tegnede han knogler, som hans far havde fundet til ham på kirkegården i håb om at gøre ham interesseret i medicin.

   Det endte da også med, at Cajal selv begyndte at læse medicin på samme universitet, men hans kunstneriske evner skulle vise sig at få stor betydning for hans største opdagelse.

   Hans livlige gengivelser var nemlig ikke bare præcise. De var også flotte.

   »Han fandt og tegnede det, der hedder knopperne – 'dendritic spines' på engelsk. Det er knopper på nervecellernes udløbere, men han vidste ikke helt, hvad de skulle bruges til. Det er da også noget, man først har fundet ud af de senere år, men det er et hukommelseslager. Hver eneste knop er et hukommelseselement. Det er der, hvor cellerne taler med hinanden. Man kalder dem 'kissing points',« siger Albert Gjedde.

Albert Gjedde er professor ved Center for Neuroscience på Københavns Universitet. Og uddyber:

»Den moderne neurovidenskabs fader er en god titel til ham, men han deler den med andre. Der skete en hel masse omkring århundredeskiftet, hvor der var stor interesse for hjernens anatomi. Men Cajal var enestående til at lave den her billedform,« siger han som en mulig forklaring på, at netop Cajal brændte igennem.

Her er så nogle af de andre illustrationer som var med til at Cajal fik (men også delte) nobelprisen med en teori-modstander, Camillo Golgi, der mente at hjernen bestod af én stor sammenhængende celle:

Illustration af to konkurrerende teorier:
th. Golgis 'retikulær-teori' hvor hjernen udgøres af en samlet celle;
tv. Cajals egen teori, 'neuron-teorien'.

Til venstre: Illustration af hvordan øjnene kunne tænkes at danne et samlet billede af verden i hjernen.

Midt for: Tegning af en purkinje-neuron, en af de største neuroner i hjernen (bemærk fraktalstrukturen)

Til højre: Illustration der viser informations-strømmen gennem hippocampus.

Tegningen viser Gilaceller i hjernebarken på paralyseret mand. Bemærk hvordan de tre cellekerner øverst til venstre ligner Edward Munchs berømte maleri 'Skriget'.

Her viser Cajal hvordan information ikke bare gennemstrømmer hjernen,
men også hvordan  også gennemstrømmer hele kroppen.
Når vi kaster op, sendes et signal fra vores irriterede mave til vagus-nerven i hjernen og videre til rygmarven, som så aktiverer neuroner der får maven til at trække sig sammen.

Ud over det usædvanlige i at en forsker som Cajal får nobleprisen blandt andet fordi han havde et stort og kreativt tegnetalent, så er det også helt usædvanligt at to forskere med helt modstridende teorier - en korrekt og en forkert - deler prisen. 

   Forklaringen er at den anden prismodtager, Camillo Golgi, var den der opfandt en kemisk metode til at synliggøre hjernecellernes udseende og struktur med, en metode som gjorde Cajal i stand til at farve, kigge på og afbillede hjernen i hidtil uset detaljerigdom.

   En anden dansk neuro-professor Leif Østergaard forklarer:

Hjernen er meget svær at studere, fordi den bare er en grå masse, når man kigger på den. Hvis du skærer den over, så er den lidt ligesom mozzarella eller kold havregrød, og under et mikroskop kan du ikke se noget som helst. Golgi fandt en måde, hvorpå man kunne lyse igennem vævet og se hjernevævet ved hjælp af farver under mikroskopet. Pludselig kunne man se neuronerne og alle deres udløbere.

På trods af den delte nobelpris var der altså rent teoretisk en afgørende uenighed mellem Cajal og Golgi hvad angår forestillingen om hvordan hjernen var neurologisk var struktureret og fungerede i detaljer.

Golgi mente nemlig, at hjernen var én stor celle med et netværk flettet af én lang tråd, mens Cajal var overbevist om, at hjernen var sammensat af en hel masse nerveceller – neuronerne - som det fremgår af hans tegninger oven for.

   Faktisk var de så uenige, at Nobel-komitéen uddelte deres priser på forskellige datoer af frygt for, at prismodtagerne ville komme op at slås.

Det var tider!

Artiklen om Cajal og hans fantastiske illustrationer kan læses i sin helhed her:

http://videnskab.dk/krop-sundhed/vilde-tegninger-saadan-forestillede-forskere-sig-hjernen-i-1800-tallet?

Og her et link til en hjemmeside der viser alle 200 Cajal-tegninger, kunst og videnskab i et:

http://cvc.cervantes.es/ciencia/cajal/cajal_recuerdos/recuerdos/laminas.htm#

Jeg er overbevist om at netop visualiseringen af en videnskabelig opdagelse i form af en ny teori - ofte har været med til at overbevise den videnskabelig offentlighed om sandheden i opdagelsen.

   Som fx Watson og Cricks opdagelse og model af 'DNA-dobbelthelixen':

Blyantskladde af DNA-dobbelthelixen af Francis Crick i 1953

Eller fx Niels Bohrs teori om og model af brintatomets indre struktur fra 1913:

Niels Borhs model af brintatomet hvor elektronet afgiver lys-kvanter når det springer fra en tilstand (=bane) til en anden.

Eller fx Alfred Wegners teori om 'kontinental-driften', oprindelig fremsat 1912, men først endelig anerkendt i 1950-erne:

Fire kort der illustrere Wegeners kontroversielle teori om kontinentalpladernes 'drift' gennem 275 millioner år.

Jordens tektoniske plader med indtegnede kontinenter som de er placeret i dag.

Akvarelmaleriets mysterier (56) - rødhals som helende og vækstorienteret motiv for egne akvareller

Jeg har ikke malet akvarel eller tegnet siden sidste sommer, da vi var flyttet op til vores sommerhus på Ordrupnæsi Odsherred - et ophold som vi traditionelt bruger 3 sammenlagte måneder på.

   Men efter den mentale og emotionelle nedtur fordi Glivec-medicinen viste sig at holde op med at virke, og efter at afløseren Sprycel hurtigt viste sig at være alt for stærk, så gik jeg simpelt hen totalt i stå.

   Min egen forklaring er at den del af hjernen som skal mobiliseres og aktiveres for at tegne eller male, var anderswo engagiert - dvs. besat af bekymringer for hvad der skete og kunne ske.

I den sorteste periode mellem Jul og Nytår havde vi hele familien på besøg, og på et tidspunkt trak jeg mig lidt i enrum - 20 mennesker i et rum støjer meget når man skal høre på dem gennem sine høreapparaters uselektive mikrofoner/højtalere.  

   Flere kiggede ind for en kortere eller længere snak, og blandt dem var også fruens søster, som kom og sagde at hun ønskede sig en akvarel med en rødhals som motiv. 

   Jeg tænkte at sådan et regulært bestillingsarbejde måske kunne overvinde maleblokeringen, ikke mindst fordi jeg for et par år tilbage i forvejen havde malet en serie akvareller med rødhals som motiv, og følte mig godt tilpas med det motiv

   Men først for et par uger siden fik jeg taget mig sammen til at tegne en motivskitse. Og så gik jeg i stå igen.

   Så først idag - på Mosters fødselsdag - fik jeg så malet akvarellen.

Sådan her ser den ud:

Egenproduktion: Rødhal, akvarel, april 2017

Jeg er ret tilfreds med den. 

   Og kan anskue den som et lillebitte skridt i den proces jeg fik navn og begreb på for nogle måneder siden: 'posttraumatisk vækst', en proces som i princippet består i at imaginations-netværket (='default mode network') i hjernen lokkes til at skifte spor: fra dystre tanker der går i ring, til et andet - visuelt udviklingsrettet - spor hvor man kommer i flow ved at udøve kunstnerisk virksomhed. 

Jeg tror det har været vigtigt at motivet domineres af stærkt røde nuancer, for rødt har i den grad ellers været forbundet med noget negativt i den forløbne tid: blodsygdommen, blodtransfusioner, blodprøver, hvid blodlegemer etc. etc.

Det hjalp til at overvinde maleblokeringen at jeg kiggede fotos af de tidligere rødhalsakvareller igennem. For en af dem synes jeg ligefrem var værd at kopiere - altså male en anden udgave af.

   Den så sådan ud (jeg husker ikke hvem jeg har foræret den til):

Den nye er klart bedre, synes jeg. 

   Her er de tre andre egenproducerede akvareller med rødhals-motiver i serien fra den gang:

Her et link til mit indlæg om posttraumatisk vækst gennem en slags kunstterapi:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2016/08/posttraumatisk-vkst-from-pain-to-gain.html

Jeg bringer lige et citat fra indlægget. Afsættet er at det normale, fleksible og 'sunde' skift mellem aktivering af forskellige 'netværk' i hjernen, er blokeret og 'nedfrosset' af traumatiske oplevelser.
   Og jeg skriver så videre: 

Det er disse konstruktive skift mellem netværk som er blokeret når tankerne kører i ring, og som skal sættes igang igen.

   Det så at tænke og producere kreativt ved fantasiens hjælp, kan fungere som en konstruktiv bremse på imaginationsnetværket som er løbet løbsk, ved at give en fantasidrevet 'blød' afledende omvej ud af tvangen, idet man prøver at tænke eller fantasere sig frem til ny mening og dermed får gang i skiftet til de to andre netværk.

   Kaufman og Gregoire fremhæver hvordan "creativity truely carries healing power." Og at det specielt hænger sammen med "the meaning-making aspect of creative thinking and expression that seams to growth after trauma".

While rumination often begins as automatic, intrusive, and repetitive thinking, in time, the individual's way of thiking about the traumatic event at its impact becomes more organized, controlled and deliberate. It starts to act as a proces of meaning making. The search for meaning is the essential element of posttraumatic growth, and particularly of creative growth.