Når naturoplevelser heler og helbreder det skrøbelige sind, så er det ikke bare tro og ønsktænkning - forskningen underbygger det.

Det nye parti i Folketinget Alternativet har fået en aftale i stand i Folketinget der giver penge til et forsøg med at læger/psykiatere kan ordinere 'kultur' på recept.

Det er med en slet stolthed i stemmen, at vi kan afsløre, at vores sundhedsordfører, Carolina Magdalene Maier, har forhandlet en aftale på plads for satspuljemidlerne på sundhedsområdet. Aftalen sikrer otte millioner til en 3-årig forsøgsordning, hvor mennesker med stress, og let til moderat angst og depression, kan få udskrevet en "recept" på kulturoplevelser.

Og det samme med naturoplevelser, de burde også kunne udskrives på recept:

En ny undersøgelse fra Friluftsrådet, "Danskernes brug af grønne områder", viser at jo mere tid man tilbringer i det grønne, jo mindre stresset føler man sig. Og der er ikke kun tale om skov og strand, men også parker, anlæg og haver. Faktisk er haveejere klart mindre stressede end andre. Og alene det at have udsigt til noget grønt, har en positiv indflydelse på sundheden.

Det er i begge tilfælde - kultur og natur - ikke indlysende hvorfor det virker sådan. Men en forsker bag undersøgelsen, seniorkonsulent Karsten B. Hansen som refereres i fysioterapeuternes blad Krop og Fysik, giver et bud:

Når vi er i sociale sammenhænge, modtager hjernen ekstremt mange informationer som skal bearbejdes. Til det bruger vi overvejende de kognitive hjernecentre, som er de mest avancerede dele af hjernen; og de udtrættes nemt, forklarer han. - Stress kan forstås sådan at de kognitive dele af hjernen bliver overophedede. Vi ved fra forskningen at når man er i naturen, slår de kognitive dele fra, og i stedet er hjernestammen aktiv. Den stammer helt tilbage fra urmennesket og er ikke så udtrættende at bruge. Man kan også sige at man slår over på en mere ubevidst brug af hjernen, hvor man modtager sanseindtryk, men ikke behøver at bearbejde dem. En sommerfugls farver, duften af en rose og et egerns bevægelse i trætoppene er behagelige input, der ikke behøver nogen respons fra os. Vi giver så at sige hjernen fri, fortsætter han.

Troen på naturens helende kraft er ikke noget nyt. 

    De arkitekter der i slutningen af 1800-tallet stod for planlægningen af de store sindssygehospitaler i Danmark (Oringe, Sct. Hans, Middelfar, Nykøbing Sjælland m.fl.), var overbevist om at sådan var det. Og selv om troen ikke kunne byggede bjerge, så byggede den godt nok nogle smukke bygnings- og parkanlæg til dem der havde et skrøbeligt sind den gang:

Sindssygehospitalet Oringe ved Vordingborg

Udsigt fra Oringe Ved Vordingborg

Sindssygehospitalet Nykøbing Sj.

Denne tro på den helende natur forsvandt op gennem 1900-tallet. Der kom betonbyggerier og parkeringpladser i stedet. Bare se på sygehusene i Næstved eller Herlev.

   Men ideen er ved at bliv genoplivet rundt omkring:

I øjeblikket anlægger Rigshospitalet i København f.eks. en 6300 m2 stor have. Formålet er at skabe et fristed til patienter, pårørende og personale - en oase med dejlige ting at se på, dufte til og røre ved. I Sverige har mange ældreinstitutioner terapihaver, hvor de gamle er med til at vedligeholde haven. Det har en god effekt på demens, stimulerer krop og hjerne og giver gode oplevelser.

Sådan ville de fleste ønske at det var: Naturoplevelser er godt for hjernen, for sindet, for det mentale og fysiske helbred. 

   Men er det sandt, eller blot smuk ønsketænkning?

   Det er der så forskning i dag der underbygger - at der er noget - meget - om snakken: at grøn natur er godt for hjernen. 

 
Naturfredningsforeningens blad Natur og Miljø har en længere artikel under overskriften "Hjernens naturtalenter" der refererer forskellige undersøgelser og forskningsresultater på feltet.

   De kognitive psykolog, David Strayer fra universitetet i Utah, forsker i det man fagligt betegner 'Attention Restoration', populært sagt reparation af hjernens opmærksomhed og kreative evner.

Han bruger elektroder til at at undersøge og påvise, hvordan hjernens kommandocentrer, prefrontal cortex, sender færre signaler og altså slapper af som en øm muskel, der får en pause, når vi er i naturen og kommer væk fra teknologien.

   Andre neuropsykologiske undersøgelser viser, hvordan amygdala, et center i hjernen forbundet med angst og anspændthed, er mindre aktiv og overlader pladsen til andre centrer i hjernen som faktisk fremmer empati og altruisme. 

   Så det ser ud til, at vi ikke alene bliver roligere, men også mere kreative og rarere mennesker af en kur i naturen.

Artiklen fortæller også at folk i byerne simpelt hen savner grønt, og altså lever med et følt og oplevet naturunderskud.
   Og omvendt fortæller den at mennesker der bor i nærheden af naturområder, har færre hjertesygdomme og færre mentale sygdomme.
   Den fremspirende byhavebevægelse er et svar på det savn. Arkitekter som Hundertwasser og Bjake Ingels er pionerer på området hvor grønnatur integreres i arkitekturen.

Hotel Bad Blumau i Østrig - arkitekt Hundertwasser

En af de amerikanske guruer inden for dette felt, Richard Louv, har opfundet termen 'nature-deficit disorder' - en ikke lægeligt anerkendt diagnose - til at beskrive effekten på mennesker - især børn - der i lang tid ingen kontakt har med naturen.
   Han bliver interviewet til National Geographics hjemmeside under rubrikken 

Connecting With Nature Boosts Creativity and Health

Richard Louv har skrevet to bestsellere om sine synspunkter og sin research på området. Artiklen fortæller:

Louv, the author of the bestsellers Last Child in the Woods (2005) and The Nature Principle (2011), coined the term "nature-deficit disorder" to describe the loss of connection children increasingly feel with the natural world. is not a clinically recognized condition, he explains, but rather a term to evoke a loss of communion with other living things. Nevertheless, he argues, nature-deficit disorder affects "health, spiritual well-being, and many other areas, including [people's] ability to feel ultimately alive." (See "The Nature-Deficit Disorder and How It Is Impacting Our Natural World.")

    The causes of the disorder include loss of open space, increasingly busy schedules, an emphasis on team sports over individualized play and exploration, competition from electronic media, and what Louv and others call a "culture of fear," in which people are afraid to visit natural areas or even go outside due to heavy media coverage of violent events.

Læs mere her:

http://news.nationalgeographic.com/news/2013/06/130628-richard-louv-nature-deficit-disorder-health-environment/

Jeg har det sidste års tid været så stærkt optaget af maleren og træsnit-kunstneren Harald Henriksen, at jeg nu på næsten alle vægge har en del af hans træsnit (25) og akvareller (5), som for langt de flestes vedkommende er direkte inspireret af tætte og intense naturoplevelser.
   Når han malede sine akvareller, skete det på stedet ude i naturen.

   Han levede, malede og skar træsnit i første halvdel af 1900-tallet.  

   Jeg er ikke i tvivl om at han helt umiddelbart har oplevet at det at skabe de billeder, har fungeret "helende" på hans sind. 

   Ligesom billederne fungerer på mig, når jeg er omgivet af dem og kan nyde dem hver dag hjemme hos mig selv.

Se alle hans billeder på hjemmesiden: www.haraldhenriksen.dk 

Fraktaler, tal og formler - i hjernen, i naturen, i litteraturen, i kunsten

I informations litteraturtillæg i lørdags var der en artikel jeg blev fascineret af, som havde ovenstående grafik som illustration. Den fremstiller et træ - som er konstrueret af sætninger eller sætningsfragmenter ud i den yderste "gren".

   Overskriften var

Forskere finder litteraturens skjulte mønstre

Og essensen af historien fortælles i manchetten:

Et polsk forskerhold har fundet beviser for, at avancerede matematiske formler ligger til grund for over 100 klassiske litterære værker. De matematiske strukturer minder om de fraktaler, som findes overalt i naturen, og sætter spørgsmålstegn ved den menneskelige opfattelse af ’god litteratur’

Træet der illustrerer artiklen, er nemlig samtidig et visuelt udtryk for det man kalder en 'fraktal', en type figur som genfindes overalt i naturen og som blandt andet er kendetegnet ved at den samme form eller figur gentager sig uanset om vi zoomer ud eller zoomer ind. Den er rekursiv i det uendelige:

   Wikipedia forklarer:

A fractal is a natural phenomenon or a mathematical set that exhibits a repeating pattern that displays at every scale. It is also known as expanding symmetry or evolving symmetry. If the replication is exactly the same at every scale, it is called a self-similar pattern. An example of this is the Menger Sponge. Fractals can also be nearly the same at different levels. This latter pattern is illustrated in the magnifications of the Mandelbrot set. Fractals also include the idea of a detailed pattern that repeats itself.

Sådan et "Mandelbrot set" illustreres her hvor man har "forstørret", dvs zoomet ind hhv. 6 gange, 100 gange og 2000 gange:

For mig er det mest fascinerende ved fraktaler og den bagvedliggende 'Mandelbrot ligning':

  

... at det er en slags grundform for næsten alt i naturen: træer, romanescokål, sneglehuse, solsikkebunde, iskrystaller, etc. etc.

Selv har jeg i flere indlæg omtalt og beskrevet fraktaler og koblingen til kreative temaer, første gang allerede i 2011:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2011/03/kreativ-tnkning-er-befrugtning-kreative.html

Jeg har spottet "fraktale" gennemslag og prægninger i nogle kunstneres værker, som Martin Bigum og Hundertwasser. 

   Og hele jugendstilen er gennemsyret af fraktale mønstre og figurer:

Jens Lund: Fortvivlelsens skove, 

Trappeopgang  i jugendstil

En af hjerneforskningens tidlige resultater var  Heinrich Klüvers opdagelse i 1926 af de såkaldt 'formkonstanter', som er nogle få helt grundlæggende mønstre som mennesker ser for deres indre blik når de er i særlige mentale tilstande, fx påvirket af LSD:

Disse formkonstanter er jo også fraktale i deres natur.

   Se mere her:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2014/08/dansk-jugend-jens-lund-formkonstanter.html

Og mest interessant i denne sammenhæng hvor vi taler om 'fraktaler på hjernen' er et blogindlæg hvor jeg fortæller om de såkaldte 'savanter', børn og voksne med helt særlige evner.

   En af dem, Jason Padgett, fik efter eget udsagn den evne at kunne se og tegne fraktaler i forbindelse med forskellige objekt og formler - efter et slag i hovedet.

Fraktal tegnet af Jason Padgett

En hjerneforsker, Berit Brogaard, vurderer at det som Jason Padgett kan, er et resultat af en helt enestående variant af tal-form-synæstesi.

https://en.wikipedia.org/wiki/Berit_Brogaard

Tilbage til artiklen i information. Hvad er det så forskerne har fundet ud af?

   De talte  ord og sætninger i en række skønlitterære værker skrevet på syv forskellige sprog og af så forskellige forfattere som: Jane Austen, Charles Dickens, Henry James, James Joyce, Virginia Woolf, Alexandre Dumas, Marcel Proust, Louis-Ferdinand Céline, Thomas Mann, Dostojevskij og David Foster Wallace.

Ved at kigge på variationen af længden på bøgernes sætninger, har de fundet, at værkernes geometriske opbygning over en bred kam overholder de matematiske regler for fraktaler.

Og senere forklarer artiklen i Information:

Forskernes fremgangsmåde har været at dele hver enkelt tekst op efter længden på deres sætninger, altså efter antallet af ord. Og det var her fraktalmønsteret viste sig, nemlig i variationen af sætningslængder. Hvis man vender tilbage til billedet af træet, kan man se det sådan, at træets stamme er den længste sætning i bogen med for eksempel 20 ord.

   Det forskerne fandt var, at antallet af næstlængste sætninger, 19 ord lange, svarede til antallet af de første grene efter den første deling af træet, altså to sætninger. Antallet af tredjelængste sætninger svarer til antallet af delinger efter næste deling, altså fire forekomster, og så fremdeles. Og endnu mere interessant blev det, da forskerne opdagede, at de kunne sortere sætningernes længde efter antallet af bogstaver og nå frem til nøjagtigt det samme resultat.

Forskerne fandt også ud af at bøger skrevet i den litterære stil som fagligt kaldes "stream of consciousness", havde en særlig status og karakter:

Forskerne fandt også, at værker der kunne kategoriseres som tilhørende stream of consciousness-genren, (...) var mere komplekse i deres opbygning end de øvrige værker. Især Finnegans Wake, Joyces notorisk sværtlæselige bog skrevet over 17 år svarer nærmest perfekt til de såkaldte multifraktaler, som vel bedst kan beskrives som fraktaler i et tredimensionelt rum.

   »Finnegans Wake var unik i vores undersøgelse. Det var suverænt den mest komplekse bog, og dens opbygning er nærmest en perfekt multifraktal,« siger Stanislaw Drozdz, en af forskerne bag afhandlingen, til Information. Ifølge rapporten skyldes det, at stream of consciousness-litteratur »med mellemrum har udbrud af meget længere sætninger. Sådanne strukturer er karakteristiske for multifraktaler, og gør dem derfor til passende objekter for analyse inden for denne form,« som det hedder i rapporten.

Disse underliggende fraktale mønstre og systemer, er tilsyneladende primært noget man finder i skønlitteratur af den rigtig gode slags. Og sandsynligvis er de som oftest helt ubevidste både for den skrivende - og for læserne, selv om man jo også kender til litteratur - især inden for den klassiske tradition - hvor komplicerede rækker af primtal har været en bevidst matrice som forfatterne har struktureret deres værker efter.

   Det dokumenterede sprogforskeren Jens Juul Jensen under pseudonymet Lektor Låle i sin tid i Information i en lang række klummer og artikler.

   Her et link til en kronik fra nyere tid hvor han ved en talanalyse af salmebogen afslører at den redaktionelt er styret af et numerologisk system som har sine rødder i Mormonkirken. Ups!

 

Vi har jo i 60´erne og 70´erne en litterær retning der fik navnet "systemdigtning" som bevidst dyrkede talsystemer som æstetisk styringsmiddel. Denstoredanske.dk forklarer:

Systemdigtning understreger tekstens præg af konstruktion og iscenesættelse og er blevet anvendt af forfattere som Hans-Jørgen Nielsen, Svend Åge Madsen, Per Højholt, Inger Christensen og Klaus Høeck.

En af mine gode venner er nærmest tvangsmæssigt optaget af at bruge fraktale mønstre når han skriver fagtekster: Tallet 3 eller et multiplum af 3, skal gå igen på alle niveauer hvis han skal have det godt med det  han skriver eller har skrevet: Antal kapitler, afsnit inden for kapitler, sætninger inden for afsnit, antallet af ord i kapitel-overskrifter, etc. etc.

En af forskerne bag undersøgelsen der påviste underliggende fraktal mønstre i skønlitteraturen, giver perspektiv til resultaterne ifølge artiklen i Information.

Stanislaw Drozdz vurderer selv, at der er en række perspektiver ved hans og de øvriges opdagelse: For eksempel udtrykker han en forhåbninger om, at deres resultater »en dag vil kunne bidrage til en objektiv genrebestemmelse af bøger«.

   Men for litteraturelskeren er der måske endnu mere perspektiv i at vende spørgsmålet om og spørge, hvorfor vi tilsyneladende sætter pris på litteratur, der er opbygget efter geometriske mønstre, der går igen i naturen, selv om vi ikke engang kan opfatte strukturerne med det blotte øje?

   Drozdz peger på, at mange af de lyde, som vi nyder, også har fraktale kvaliteter, f.eks. lyden af floder, fuglesang og musik.

   »Måske har det at gøre med en følelse af harmoni og lydlig veltalenhed, som vi gerne vil have ind i teksten. Fraktalerne minder faktisk også både om hjernebølgers opbygning og om den måde, vi tænker på, hvor vi begynder med en tanke, som så spreder sig ud til flere tanker efter fraktallignende mønstre.«

Men fracktale formler og mønstre udgør også underliggende strukturer for stort set al klassisk musik før Arnold Schönberg. 

   På nettet kan man finde en lang række artikler der kobler bestemte musik-stykker og komponister sammen med fraktale strukturer:

http://www.nytimes.com/1991/04/16/science/j-s-bach-fractals-new-music.html?pagewanted=all

 http://solomonsmusic.net/fracmus.htm

Som jeg gjorde opmærksom på tidligere så er Klüvers 'formkonstanter' fraktale i deres natur. Derfor vil det også være interessant at se om der er bid hvis man søger på "art and fractals". 

   Og det er der godt nok.

Wikipedia har en meget fyldig artikel under rubrikken "Fractal Art". Den fortæller at visuel kunst styret af fractale formler, vokser frem i 80´erne som en af konsekvenserne af de muligheder som computerne nu giver:

Fractals of all kinds have been used as the basis for digital art and animation. High resolution color graphics became increasingly available at scientific research labs in the mid-1980s. Scientific forms of art, including fractal art, have developed separately from mainstream culture. Starting with 2-dimensional details of fractals, such as the Mandelbrot Set, fractals have found artistic application in fields as varied as texture generation, plant growth simulation and landscape generation.

Fractal image generated by Electric Sheep

A fractal image made with Sterling

Også stil- og kunstretninger fra tidligere århundreder kan opfattes som foregribende den moderne fraktale kunst:

Islamic geometric patternsmay have foreshadowed fractal art, as on the main dome of Selimiye Mosque in Edirne, Turkey, with self-similarpatterns.

Også arkitekturen - både gammel og ny - kan have underliggende fraktale matricer som det fremgår af disse billeder:

Shweta Varahaswamy Temple

Lideta Mercato, an unconventional shopping mall in Ethiopia designed with local traditions in mind.

Templer i Bagan i Myanmar

Det hele er ikke så mærkeligt - altså at fraktaler gennemsyrer vores kunst og kultur - når selv vores hjerne tydeligvis har en underliggende fraktal matrice:

Hjernen set ovenfra.

Her er et link til den oprindelige artikel i sciencedayly.com om fraktaler i skønlitteraturen;

https://www.sciencedaily.com/releases/2016/01/160121110913.htm

Og her et link til den artikel i The Guardian som Bjarke Due Gundslevs artikel bygger på.

http://www.theguardian.com/books/2016/jan/27/scientists-reveal-multifractal-structure-of-finnegans-wake-james-joyce

Mere om 'lucid dreaming' - et eksempel med en egen erfaring

Det her indlæg giver mest mening hvis du først læser det som jeg her har linket til:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2016/02/drmmer-jeg-eller-er-jeg-vagen-bade-og.html

Natten efter jeg havde skrevet indlægget om 'lucid dreaming' - 'klare drømme' - havde jeg en drøm af præcis den slags jeg beskrev i indlægget, altså en hvor jeg i drømmen er sat i den ubehagelige tvangssituation at have fået et ansvar jeg ikke ønsker, og som jeg ikke kan leve op til.

   Denne gang handlede drømmen om at jeg var kursusleder på et efteruddannelseskursus.

   Men stedet hvor kurset skulle afholdes, var usselt - en forfalden gammel lejerskole placeret på en øde, mørk og ugæstfri kyst. Og mit problem som ansvarlig var at jeg ikke havde fået noget at vide om hvad det kursus indeholdt og gik ud på som jeg havde ansvaret for; og jeg vidste heller ikke hvem der skulle være kursister på det.  Og jeg var helt alene om ansvaret.

   Så halvågnede jeg fordi - tror jeg - at jeg genkendte den som en af de ubehagelige drømme jeg dagen før havde skrevet om i detaljer - og sov videre.

   Og drømmen havde  nu klart ændret karakter til noget meget mere positivt. Nu var kursuscentret et af den fine LO-agtige slags som DR tit gjorde brug af til internatkurser for medarbejderne i 70´erne og 80´erne - med fine faciliteter og god mad.

   Det lå også med udsigt over havet, og nu var kysten var venlig .

   Og først og fremmest: Jeg vidste at det var DR-journalister der skulle på kursus og jeg kendte de andre lærere godt, og vi kunne aftale hvordan vi skulle fordele arbejdet.

   Så jeg følte ikke mere ansvaret tynge. Jeg var lettet og fri.

 

To ting forekom mig mærkelige i drømmen. Og jeg husker at jeg syntes de var lidt mærkelige.

    For det første pakkede jeg en stor klump rødt kød ud af madpapir - sådan ca. der hvor drømmen skiftede fra negativ til positiv.

    For det andet husker jeg at jeg var lidt overrasket over navnet på en af lærerne i den anden del af drømmen: Tore Leifer, som jeg ikke kender personligt, og jeg ved ikke om han nogensinde har undervist på et internt DR-kursus, men usandsynligt er det ikke, da han jo er meget vidende. Hans stemme kender jeg bl.a. fra radioens litteraturprogrammer.

    Jeg husker også at der var en dygtig kvindelig lærer med i anden del af drømmen. Men hendes navn indgik ikke i drømmen.

    Jeg tror nok jeg stirrede lidt for intenst på hende når hun gik rundt på kursuscentret - altså i drømmen.m

    Mit gæt er at det har været Karen Secher, der for tiden bestyrer P1 Eftermiddag sammen med Tore Leifer. Hende har jeg selv undervist og hjulpet med noget efterkritik for år tilbage. Og jeg ved hun også har været underviser på interne DR-kurser.

    Hun har den bedste kvindelige radiostemme jeg kender. Og er en fremragende interviewer, hvad hun ikke mindst demonstrerede da hun i en række år var radiovært på portrætprogrammet "Besøgstid."

Hvad har det med 'lucide drømme' at gøre?

   Jeg bliver midt i forløbet bevidst om at det er en ubehagelig drøm jeg er i, og bliver lette over at det altså ikke er virkelighed. Og derefter ændrer drømmen karakter til noget jeg har det godt med.

   Jeg må have "styret" drømmen til en mere positiv version - i overensstemmelse med hvad jeg kunne ønske mig hvis det var virkeligt. Det er også hvad forskningen om "lucid dreaming" fortæller er muligt.

   Bemærkelsesværdigt er også at jeg husker så meget af drømmen. 

  Normalt er det meget sjældent at jeg husker drømme, og hvis jeg husker noget, er det meget tåget.

Tore Leifer og Karen Secher fra DR´s hjemmeside

Billedet der indleder dette indlæg er fra en af de mange hjemmesider 'theunboundspirit.com' der promoverer 'Lucid Dreaming' som en vej til spirituel selvbevidsthed hvis man arbejder med det systematisk:

http://theunboundedspirit.com/4-powerful-secrets-to-lucid-dreaming/

Her et link til en anden side der giver "15 gode grunde til at dyrke lucide drømme":

http://luciddreamingstories.com/lucid-dreaming-guide/reasons-to-have-lucid-dreams/

Hovsa - Catrine Weltz-Steins fantastiske billedunivers

Fill up my cup

Min samlermani som er gået ud over Harald Henriksen det sidste års tid, de af mine egne akvareller som jeg er mest stolt af, min betagelse af outsidere som Otto Frello har endeligt bevist for mig selv at mit æstetiske kunstsyn - den type kunst som jeg glædes mest ved at se - er tilbageskuende. Og altså inderste inde konservativt.

   Og den erkendelse har ikke været nem at komme til. Jeg har altid gennem årene været optaget af nye kunstretninger - udviklingen af de forskelle former for nonfigurativ kunst som har afløst hinanden siden starten af forrige århundrede.

   Selv om det i den grad dufter 'reaktionært' så sker det oftere og oftere når jeg konfronteres med moderne kunst, at jeg i mit indre tænker: "smøreri".

   Jeg siger det naturligvis ikke højt. Og jeg ved godt at mange af de billeder jeg ser på udstillinger inden for den etablerede kunsthistoriker-frame, er værdifuld og væsentlig kunst - og i øvrigt har gjort sig godt på markedet.

Dette for lige at forklare at jeg af en ven på Facebook blive gjort opmærksom på en kvindelig kunstner Catrine Welt Stein. Og bliver hooked af et enkelt af hendes billeder. Og begynder at søge ...

Her nogle  af hendes billeder fra blog-hjemmesiden catrinwelzstein.blogspot.dk:

Portrait in Pastell, II

Spiderwoman

New Beginnngs

In the Butterfly Garden

The day I lost my Heart

Abrakadabra

Hun skaber ikke kun "damebilleder" som dem ovenfor.

   På hjemmesiden www.redbubble.com finder man mange andre motiver, som fx disse her:

Buddies

Riding through the Night

Under my Umbrella

Lullaby

The Blue Cat

Feeling Festive

That´s my Way

Hvordan arbejder Catrine?

   Hun er naturligvis helt moderne og gør brug af den tænkning jeg har beskrevet mange gange her på bloggen: conceptual blending.

   Hun fotograferer eller finde gamle og nye billeder fra alle mulige bøger og blade. Og så sætter hun dem i sin computer og ...

My images are all digital made. I collect old images and illustrations and put them new together in Photoshop. The working process is based on combining and the division of photographs, with removing, filling and retouch. Using digital medium I have far more creative possibilities and I can work much faster then on the Canvas. Perhaps, my skills have been formed during the long years of working in front of my computer. Thanks to all that I can create my art best in digital.

Her et par af de "forbilleder" hun er gået ud fra i to af de ovenstående billede med titlerne "Under my Umbrella" og "Lullaby":

For this image I used a photo of a red parakeet, 
which I shot in the Bird Park in Kuala Lumpur, Malaysia 

Under my Umbrella

This was the original Image I used … 

Lullaby

Af vores egne kunstnere er hun utvivlsomt visuelt og motivisk nært beslægtet med Julie Nord. Men et beslægtet kunstnertemperament finder vi også i Otto Frello.

De motiviske rødder der har inspireret hende, opregner hun sådan:

My inspirations are: Fantasy, children stories, medieval, Jugendstil, Folklore and Surrealism. I am inspired by the work of Nicoletta Ceccoli, Kelly Rae Roberts, Sabrina Ward Harrison, Olaf Hajek, Maggie Taylor, Natalie Shau, Colette Calascione and Nazario Graziano.

   My art world is Otto Dix, Frida Kahlo, Picasso, Gustav Klimt, Magritte and Boticelli.

Ikke mærkeligt at hun også er populær som illustrator (i øvrigt ligesom Gerda Wegener) hvad man kan se mange eksempler på, på hendes hjemmeside undere "published works":

 

Jeg kan nemt høre autoritative stemmer med kunstforstand hviske mig i øret at Catrine Weltz-Stein er for poppet, for glat, for indladende, for damet, for nem at gå til og mentalt at fordøje. For konfliktløs.

   Det får så være. Jeg synes hun er god, fremragende moderne. Og konflikterne lurer under overfladen - i blendingen. 

   Hun er en kunstner hvis billeder præger sig på nethinden, og som man husker.

Her links til hendes blog og til hendes udstilling på redbubble.com:

http://catrinwelzstein.blogspot.dk/

http://www.redbubble.com/people/catrinarno?utm_source=RB&utm_medium=banner&utm_campaign=vertical_work_thumbnails