Sider

onsdag den 3. april 2013

Fra 'Oppe på Valmuebakken' til 'Sommeraften ved Ry' - den japanske forbindelse: Goro Miyazaki, Vilhelm Kyhn og Hokusai

'Serendipitet' betyder 'heldig tilfældighed' og/eller 'betydningsfuldt sammentræf'. 
   Eller som Wikipedia definerer det:
Serendipity means a "happy accident" or "pleasant surprise"; specifically, the accident of finding something good or useful while not specifically searching for it. The word has been voted one of the ten English words hardest to translate in June 2004 by a British translation company.[1] However, due to its sociological use, the word has been exported into many other languages.[
Den tilsvarende danske Wikipedia-artikel definerer 'serendipitet' som det 'at finde - uden at søge'. 
   Og en anden kilde forklarer at det handler om at "man søger en nål i en høstak - og ender med at komme ud med bondens smukke datter."
Dette som forklaring på at jeg, fruen og fruens søster - efter at have forlystet os med Mary Cassatts japansk inspirerede koldnålsgrafik på Ordrupgaard - tog en tur i biografen i Københavns indre by. 
   Jeg skal lige tilføje at Ordrupgaards Cassatt-udstilling havde et helt rum udelukkende med japanske træsnit - ikke bare Utamaros kurtisane-portrætter som jeg har vist i det foregående blogindlæg, men også en del af Hokusais landskabsbilleder med bjerget Fujiama i baggrunden.

Grand har tit film vi bryder os om, og egentlig havde vi haft planer om at se feel-good-filmen "Kvartetten", men tidsmæssigt passede det bedre med en af de andre film. 
   Og ja, serendipitetisk passede tidspunktet selvfølgelig med at vi istedet kunne komme ind og se den japanske tegnefilm "Oppe på Valmuebakken" - ikke af  Hayao Miyazaki, hvis film jeg holder meget af og har skrevet om flere gange - men af hans søn Goro Miyazaki. 
   I stil ligner filmen faderens, men indholdet og historien i "Oppe på Valmuebakken" er klart anderledes, nemlig ganske realistisk og dagligdags, nærmest en regulær japansk ungdomsfilm der med hensyn til setting var henlagt til perioden lige før Olympiaden i Tokyo i 1964. 
   Faderen Hayaos film er ofte en genreblaning af fantacy og science fiction - ofte med underliggende mytologiske lag. Og hans filmunivers er som regel gennemsyret af den japanske 'animisme' - den årtusindgamle tro på at alt i naturen er besjælet - både dyr, planter og steder (det mest kendte japanske eksempel er det hellige bjerg 'Fujiama'). 
   Den helt specielle japanske havekunst er også et udtryk for denne animistiske tradition og kultur. 

Det der slog mig og betog mig ved at se Goro Miyazakis film, var ikke mindst landskaberne - og måden de var malet på. Det så ud som om de var malet i akvarelteknik (og det er i øvrigt meget sandsynligt), og de var betagende smukke i al deres enkelhed. 
   Se bar her:







Når først associationsmaskinen er igang - vil serendipiteten ingen ende tage. 
   Dagen efter besluttede fruen og jeg at vi ville tage til vores lokale smukke museum på Østlolland, Fuglsang. Der var en udstilling af den danske landskabsmaler Vilhelm Kyhn - en meget produktiv maler der var aktiv kunstmaler i næsten tre kvart århundrede - fra 1838 til sin død 1903.
   Med skam at melde kendte jeg faktisk ikke hans navn. Men kunne godt se at jeg havde set nogle af hans billeder før - i sammenhæng med andre guldaldermalere som P. C. Skovgaard og J. Th. Lundbye. Måske på Statens museum for kunst.
   
Udstillingen var en usædvanlig øjenåbner og en øjenlyst. Mange af Kyhns store landskabsbilleder var regulært betagende - på en gang poetiske, besjælede, stærkt stemningsfulde - og så alligevel samtidig fascinerende realistiske. 
   Forklaringen på og undskyldningen for at jeg ikke havde Kyhns navn og malerier i aktiv erindring, kom da vi læste de forskellige introduktioner i udstillingslokalerne - og siden bogen med en række artikler om ham: "Vilhelm Kyhn & det danske landskabmaleri" - redigeret af Gertrud Oelsner & Karina Lykke Grand.

Vilhelm Kyhn var i rigtig mange år undervurderet af fagfolk, og hans kunstneriske kvaliteter er indtil for nylig aldrig rigtig blevet anerkendt i den danske kunsthistorie.
   Han malede i en brydningstid mellem romantik og naturalisme og passede ikke rigtig ind i de historiske periodiseringer fordi han malede i så mange år - og stort set i samme stil. 
   Bogen fortæller i introduktionsartiklen:
Kyhn mestrede både guldalderens virkelighedsnære og friluftbetonede naturstudier samt nationalromantikkens monumentale landskabskompositioner, hvor præcise topografiske detaljer går hånd i hånd med idealiserede kompositlandskaber. Netop spændvidden i hans oeuvre samt hans omfattende kunstneriske produktion har gjort det vanskeligt for  eftertidens kunsthistorikere at få greb om hans værker, deres udtryk og betydning.
Formuleret lige ud af posen: Han var en kunstner der på en gang var en ekstremt fin landskabsiagttager  - og samtidig ville han med landskabet fortælle noget andet og mere end det øjet kunne registrere. Blending af nøjeregnende iagttagelse og fantasi.
    Det synes jeg man klart oplevede på udstillingen. Der var sjæl - en ekstra dimension - i og bag landskaberne som billederne fremstillede:




Og så skete der det undervejs på turen rundt i udstillingen, at de mentale, konceptuelle og visuelle efterdønninger fra den japanske tegnefilm og fra Cassatt-raderingerne - og bag dem - de japanske Hokusai-træsnit - pludselig begyndte at spille med i min oplevelse af Kyhns fantastiske hjemlige landskaber.
   Jeg googler 'Kyhn', og jeg googler 'Hokusai' - og se bare her:










Lake Suwa in the Shinano province - Katsushika Hokusai













Det var meget mærkeligt. Og jeg var faktisk lidt høj da vi gik fra udstillingen. Uden at vid hvorfor.

Da vi kom hjem, søgte jeg på og googlede - og fandt rigtig mange Hokusai-træsnit som så ud som om Khyn havde haft dem som forbilleder - eller som inspirationskilde.
   Det har jeg så forsøgt at illustrere ovenfor. Den japanske forbindelse.

Men er det bare fantasi - tilfældigt at Kyhn og Hokusai et eller andet sted mentalt og visuelt er skruet sammen i hovedet, eller rettere, i synet - på samme måde?

For det første ved vi at Hokusai rent faktisk havde helt konkrete steder hvorfra han 'så' sine motiver til sine træsnit. De er ikke fantasi, men bundet til det japanske landskab set fra helt bestemte udsigtsteder.
   På den måde ligner Kyhn Hokusai. De fleste af Kyhns billeder er syntetiseringer af faktiske landskaber i Danmark. Sådan så der ud - hvis man som maler placerede sig på et bestemt sted med en bestemt udsigt. Tilsat en romantisk, poetisk besjæling.
    Kyhn mangler Fujiama-bjerget i baggrunden - og må klare sig med Himmelbjerget. Og ikke mindst - cumulusskyer i uendeligt varierede former.

Men har Kyhn overhovedet set japanske træsnit? Det har jeg ingen dokumentation for. Men det er ikke helt utænkeligt at han - ligesom de franske impressionister i 1860-erne og 1870-erne - har haft adgang til japanske træsnit. 

Ellers er der tale om ægte serendipitet. Det tilfældige heldige sammentræf - Hokusai og Khyn. Det japanske og det danske landskab. Konceptuel blending.
   Fælles for dem var deres ekstremt store produktivitet. Og at de som billedkunstnere blev meget gamle.
    Jeg oplever dem som kunstneriske soulmates når det gælder landskabsbilleder. Den ene laver træsnit, den anden maler i olie. Men synet - optikken - er det samme.

Da jeg når til slutningen af bogen om Vilhelm Kyhn, læser jeg en artikel af Henrik Wivel. Titlen: "Poetisk Realisme. Kyhns romantiske landskabssyn".
   God og klog artikel. Fint perspektiverende. Og for mig samtidig et payoff og en aha-oplevelse. Henrik Wivel skriver nemlig:
I sit udgangspunkt er Optrækkende tordenvejr over jyske bakker et sublimt motiv, hvor de optårnede formationer af nimbus og cumulus sker varsler uvejrets komme og derfor på klassisk romantisk vis arbejder med en skrækblandet lidenskab og rensende skønhed. Men i selve malemåden er Khyn tydeligvis præget af en ny tids impressionisme med en fed krøyersk tekstur af hvid maling og et dagklart lys, der får landskabet til at flimre. Sommeraften ved Ry er et af mange glødende  solnedgangsmotiver fra Kyhns hånd, men med en komposition og en skarpsleben penselføring, der har "japonistiske" træk. Katsushika Hokusais (1760-1849) 36 billeder af Fuji (1823-1829) synes at have skudt sig imellem Kyhn og hans motiv fra Himmelbjerget.
Og Hokusai-træsnittet der illustrerer hans pointe, er det jeg viste ovenfor - der har titlen: Søen ved Hakone i Sagami provinsen - fra serien: 36 billeder af Fuji.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar