Sider

onsdag den 5. oktober 2011

Akvarelmaleriets mysterier (1) - historien om et akvarelkursus med Bardur Jakupsson som lærer

Fruen og jeg har været på ferie ved Garda-søen en uge. Eller rettere: på et kursus i akvarelmaling. 
   Vi var 14 deltagere, og underviseren hvis navn og billeder fruen kendte til, hedder Bardur Jakupsson - en i kunstkredse særdeles velanskrevet færøsk maler. På min egen alder.
   Her er et par af hans billeder - i akvarel, selv om han ellers mest maler med oliefarver:


Se mere på:
De skal jo nok kategoriseres som abstrakt ekspressionisme - beslægtet med Per Kierkebys billeder - dvs. der er et motiv fra virkeligheden nedenunder abstraktionen.
   Der er et oprindeligt motiv "nedenunder" - noget øjet ser - og ind over det er der så lagt et udtryksfuldt lag af - farver, former - som fungerer som en personlig sanselig metafor - en visuel optik som vi skal opleve og føle det "forsvundne" motiv igennem.
   Blending.
   Selv om de er malet i olie, udtrykker de essensen af akvarelmalingens mystik.

Vi har i vores sommerhus en plakat med et maleri af ham fra da han udstillede i Asnæs for nogle år tilbage. 
   Han er god. Rigtig god. Det ser man straks.

Det var en ven af ham der havde fået ideen med at han skulle udbyde et sådant uge-kursus i akvarelmaling   henlagt til den lille by Malcesine ved Garda-søen.
   Ikke et kursus i den måde han som kunstner maler, men i den håndværksteknik som han behersker og udnytter i en del af sine billeder: akvarel-malingens teknikker.
   Og det var vist tredje gang han gennemførte det inden for et halvår.

For en ordens skyld: Jeg har aldrig malet med akvarelfarver før, så vidt jeg husker.
   Det er en teknik som enten kræver nøje planlægning - en særlig lag på lag teknik hvor de foregående lag skinner igennem de sidste der er lagt på. Langt fra egne oliemalings-erfaringer fra min ungdom.
  Eller også praktiseres den som maling af kinesiske skrifttegn. Lynhurtige stramt styrede penselstrøg på papiret - og motivet er færdigt. Som fx:

Man kan se den teknik også i nogle af Hokusais berømte billeder af planter og fugle.

Det var stort set den første teknik Bardur underviste os i - den der forudsatte at man i forvejen tænkte i en udvikling af billedet: man skulle tænke i faser og lag - med mørkere mere detaljerige farver lagt hen over en lysere grundmaling af motivets silhuet og større flader. Og så skulle man for det meste arbejde "vådt i vådt".
   Det sidste var det sværeste. Det blev nemt noget "mudder" hvis man ikke stoppede i tide.

Det var en stor og på mange måde kreativt befriende oplevelse at deltage i kurset. For alle deltagere, tror jeg. I hvert fald var der en utrolig udvikling hos alle fra første dag og til sidste dag. Et par deltagere havde en kunst-faglig uddannelse med i bagagen fra ungdommen, resten var enten amatør-/fritidsmalere (akryl), eller havde ikke nogen aktuel erfaring - som jeg.

Jeg har i et tidligere blogindlæg beskrevet at jeg som helt ung ikke havde nogen klar hensigt om at blive akademiker, men havde drømme om at blive kunstmaler eller arkitekt. Drømme der aldrig blev realiseret. Venstre hjernehalvdels verbal-analytiske tænkemåde overtog styringen af mit arbejdsliv.
   Men der var dog en 4-5 år hvor jeg malede ganske meget: oliemaleri. Og jeg har ivrigt tegnet og farvelagt tegninger  fra jeg var 6-8 år indtil jeg lagde det på hylden da jeg var et par og tyve år.
    Akvarel har jeg aldrig overvejet som mit malemedie. Før nu.
  
Grundlæggende var Bardurs undervisning meget lidt ordrig og kun sparsomt verbalt forklarende. Han satte sig simpelt ned på en bænk eller en sten - foran det udvalgte motiv - et landskab, et bybillede, et stykke arkitektur, en olivenlund - og begyndte at male motivet mens vi andre stod omkring ham og så på. 
   Han satte få ord på hvordan han gjorde: Det er godt at farverne løber ind i hinanden, det er godt at have mange farver i malerkassen (i modsætning til hvad der står i bøgerne), man skal højst lægge tre lag oven på hinanden, sørg for at horisonten i billeder ligger højt eller lavt i forhold til en midterlinje. Og så kommentarer af typen: Ja, bjerge i baggrunden er svært, eller stenene på det tårn er svært. Og så gjorde han det - let.
   Enkelte forklaringer om komplementærfarver der forstærkede hinanden, fik vi også. 
   Så skulle vi deltagere bare gå hen og gøre lig så. Eller vælge et andet motiv fra lokaliteten hvis det var det vi havde lyst til. Og så kom Bardur ellers rundt og gav nogle få konstruktive eller opmuntrende kommentarer. 
   Når dagen var slut havde vi en kritik-seance hvor hver deltager valgte et af dagens værker til fremvisning og kommentar fra Bardur og fra andre deltagere. Igen var Bardurs kommentarer meget korte, han udpegede gode områder i billedet - og dårlige (hvis der var sådan nogen). 
   Og det var så det!
   Alle forlod seancen i opløftet stemning - med mod på mere næste dag.

Som sagt var det tydeligt at alle deltagerne udviklede sig næsten eksplosivt over de 6 dage kurset varede. Men hvordan lærte de?
    Hvordan taler man om det der sker: "learning by doing", "sidemandsoplæring", "øvelse gør mester", "værkstedsundervisning".
   Ingen af formuleringerne passer rigtig. Men peger mod det der sker.

Jeg får associationer til spejlneuronerne og den moderne kognitive teori der slagordsagtigt siger: "simulation is understanding" - eller omvendt: "understanding is simulation".
   Og jeg husker artikler jeg har læst på nettet om "learning by simulation" og "mimetic learning". 
   Se fx her fra en artikels "abstract" jeg straks googler mig frem til på nettet:
Mimetic learning, learning by imitation, constitutes one of the most important forms of learning. Mimetic learning does not, however, just denote mere imitation or copying: Rather, it is a process by which the act of relating to other persons and worlds in a mimetic way leads to an en-hancement of one’s own world view, action, and behaviour. Mimetic learning is productive; it is related to the body, and it establishes a connection between the individual and the world as well as other persons; it creates practical knowledge, which is what makes it constitutive of social, artistic, and practical action. Mimetic learning is cultural learning, and as such it is crucial to teaching and education.
Artiklen har titlen "Mimetic Learning" og forfatteren heder Christoph Wulf fra Freie Universität, Berlin, Tyskland. 
   Det passer smukt på det der sker: Vi gør som vi ser Bardur gøre - så godt vi kan! Glemmer bekymringer om vi nu er gode nok. Bliver tillidsfulde, åbne. Prøver at bruge pensler, bevægelser og farver som vi lige har set ham - den store rolige, venlige mand - gøre, mens han løbende småkommenterer resultatet på akvarelblokken efterhånden som billedet dukker frem gennem hans penselsstrøg. 
    Det er magisk at se hvordan et motiv vokser frem på hans papir - let og elegant - flydende som en slags automatskrift. Ikke hver gang helt vellykket  - men alligevel: Hvor svært kan det være? Og er man ikke tilfreds, så kan man jo bare male motivet en gang til, understreger han. Det koster ikke noget, er ikke fysisk krævende - men, ja: LET.

Jeg får helt umiddelbart associationer til David Hockneys iPad-malerier som vi så på Louisiana i sommer - og hvor vi så en video hvor man oplevede hvordan Hockney gjorde - farvestrøg for farvestrøg.
   Det gav også lyst til at gå hjem og gøre lige så. Hvis man altså lige havde en iPad ved hånden.


Jeg konstaterede for ikke så mange blog-indlæg tilbage at der var to neurale netværk i hjernen som arbejdede med forståelse gennem simulation: spejlneuron-netværket (der automatisk er aktivt når vi ser et andet menneske udføre en handling) og default-netværket (der er aktivt når vi fx dagdrømmer, tænker tilbage på barndommen, eller forestiller os selv i en fiktiv eller fremtidig verden - og i øvrigt ikke er optaget af at løse presserende og opmærksomhedskrævende opgaver).
   For mig er der ingen tvivl om at de to netværk arbejder aktivt sammen når vi lærer at male på den her måde. Ikke blot foretager vi de helt konkrete øvelser med pensel og vand og farve på blokken, og de stadig hurtige skift i blikretning fra motiv til blok, til pensel der maler, tilbage motiv igen.
   Men et eller andet sted ser vi også os selv (lidt!?) som "kunstnere". Ligesom Bardur - og de andre akvarelkunstnere som nogen af os måske har læst om: Turner, Klee, Nolde.
   Og det er helt klart at - når vi sidder der på sten, bænke og medbragte klapstole og maler så godt vi kan - så er der tale om det jeg andre steder har kaldt "konceptuel blending": dette at to mentalt adskilte konceptuelle "input-rum" leverer bidrag til et tredje "output-rum" - "the blend" - som er et udtryk for - og et produkt af - en kreativ proces i sprog, lyd og billeder. Som fx når vi opfinder metaforer til at beskrive det som ellers er svært at finde ord for.

Hvad er det der blandes her når vi maler akvarel? 
   I det ene mentale rum er der det ydre motiv som øjet ser, i det andet rum er der det indre motiv - det ønskede og forestillede billede - som fremkommer ved at efterligne det ydre motivs farver og former - eller ved at abstrahere fra dets farver og former - eller ved at lave kontraster til farver og former i det motiv man maler.
   Tænk fx på Dali og hans smeltende ure i ørkenen. Blending af drøm og fotografisk realisme - med stor effekt.

Og ud af penslens arbejde med farver på papiret/lærredet skabes der noget nyt - "the blend": et billede som ikke bare ligner motivet lidt eller meget - men som også har trukket noget fra og lagt noget til - for at billedet kunne tilnærme sig "drømmen". 

Det nye er altid - "så godt som man lige kunne i dag". Hånden og penslen hos den uøvede gør naturligvis ikke som man drømmer om og kunne ønske sig. Men somme tider - i et hjørne af billedet - "sker der noget" hvor blandingen af ydre indtryk og indre forestilling lykkes - ligner kunst - en lille smule. Og det lærte vi også af Bardur: Man kan altid arbejde videre på en akvarel og nærme sig drømmen et par skridt mere med nogle få yderligere velplacerede penselstrøg.

Her er fotokopier af mine to bedste resultater fra den uge ved Garda-søen:


   
For en del år siden stødte jeg på Betty Edwards bøger om at tegne: "At tegne er at se" og "Kunsten at se". Den sidste bog introducerer teorien om den højre hjernehalvdels særlige rum- og billedorienterede tænkning, en ordløs tænkning som det er vigtigt at være bevidst om hvis man virkelig vil lære at tegne efter et motiv - så det ligner. 
   Det udnyttede jeg her.

Betty Edwards bøger gjorde mig bevidst om at når man tegner, så skal man skifte "mode" i sin tænkning - fra venstre hjernehalvdels dominans - til højre hjernehalvdels dominans. Så man kan se hvordan motivet rigtigt ser ud - i stedet for at se det som man logisk "tror" det ser ud.
   Dette skift fra "left hemisphere mode" til "right hemisphere mode" kan man blive bevidst om ved at læse bøgerne og praktiserer de øvelser de indeholder. Og det er ganske mirakuløst at se "før"- og "efter"-tegninger af det samme motiv udført af den samme tegner som har lært af hendes tænkning og teknik.

Når jeg tænker på Betty Ewards så er det fordi den mentale oplevelse jeg havde når jeg satte mig ned og begyndte at male - efter at være blevet "undervist" af Bardur - den indebar at jeg gik i "flow" med det samme. Præcis som jeg husker det fra Betty Edwards tegneøvelser. Man mister opmærksomhed og orientering mht. tid og sted og omgivelser - "glemmer sig selv" - og fokuserer kun på selve motivet og korrespondancen med hånden der tegner. 
   Denne næsten tranceagtige opmærksomhed på motivets udseende og proportioner, fylder så til gengæld bevidsteheden helt op. 
   Og så "vågner man op" 1-2-3-timer efter - uden at det rigtig var muligt at stoppe det mentale flyderi undervejs.
   Og tegningen - eller denne gang altså akvarelmaleriet - er (delvis) færdigt!

Betty Edwards bruger ikke begrebet "flow" - men fra hendes beskrivelser og egne erfaringer - så er det det der sker når man skifter fra "left hemisphere mode" til "right hemisphere mode".

Og for lige at vende tilbage til kursus-oplevelsen. Jeg plejer på ferier at have en ordentlig portion krimier med og få dem læst i løbet af ferien.
  I løbet af denne uge fik jeg læst sammenlagt ca 50 sider. Og nul tv og nul nyheder fra Danmark.