Bordtennis, hjernen og kreativiteten

En artikel i Information før jul (20/12) satte gang i nogle erindringer. Rubrikken var et citat fra artiklens brødtekst:

'Der kan ligefrem være en form for ekstase over det'

Artiklen der er skrevet af Rasmus Bo Sørensen, handler om effekterne - de positive - på hjernen - af at spille bordtennis.

   Underrubrikken lyder:

I århundreder har filosoffer og forskere været optændt af ideen om at forbedre hjernens kapacitet. Nu har en gryende videnskabelig interesse for et 150 års gammelt boldspil kastet en ny teori af sig. Den siger, at man kan blive klogere af at spille bordtennis. Men klogere på hvad?

Artiklens case er en studerende i engelsk og kommunikation, Zoran Lekovic, som efter eget udsagn som voksen 'spillede sig ud af en depression', og som offentligt i forskellige medier har gjort sig til talsmand for bordtennissportens helende effekt på hjernen.

Jeg har tidligere skrevet om hvordan fx kunst på væggene i sygehuse og musik af Mozart angiveligt kan være helende for helbredet og stimulere hjernen - fx dens kreative funktioner.

   Nyere hjerneforskning tyder på at en lang række forskellige fysiske og mentale aktiviteter kan udløse en coctail af hjernestimulerende hormoner - neurotrasmittere kaldet - som 'booster' hjernen og som giver udøverne en oplevelse af glæde og velvære.

   Der sker det at hjernen derigennem får lettere ved at 'få hul igennem' og skabe koblinger mellem neuroner i forskellige centrer i hjernen. Og det er godt - også for kreativiteten.

   Det handler om at komme i den tilstand som kreativitetsforskerne kalder "flow" - og som på daglig-engelsk har fået tilnavnet 'high': 'runners high', 'writers high', helpers  high', 'painters high' m.fl.

   Det er en 'selvforglemmende tilstand' - bevidstheden om tid og sted tåger ud når man er i den - indtil målet er nået.

   Jeg har selv oplevet tilstandene 'writers high' og 'painters high' når jeg har skrevet mine fagbøger - og i de senere år når jeg har malet akvarel. 

   Og også når jeg skriver (nogle af) mine blogindlæg. Det er nok den inderste forklaring på at jeg bliver ved: 'writers high'.
   Jeg tror også at man med rimelighed og fagligt funderet på tilsvarende måde kan tale om 'the ping-pong high'.

Bordtennis har været den eneste (sammen med svømning) sportslige aktivitet jeg  - on and off - har dyrket siden jeg var 8-10 år  og helt op til midten af 90-erne. Ikke konstant og uafbrudt, men jævnligt. Og i privat regi - ikke i klub.

   Selv om jeg altid har være 'kropsdoven', har jeg i min barndom og ungdom dog periodevis drevet andre former for idrætslige aktiviteter: fodbold, skiløb, badminton. Men stabil har jeg aldrig været.

   Bordtennis spillede jeg i min barndom med kammerater på spiseborde der var nogenlunde store. Siden udgjorde en finerplade i de rigtige mål den bane vi spillede på.

   I USA hvor jeg var 'foreign exchange student' i et år (1961-62) hos en kreativ og varm familie, var det rum jeg havde fået som mit værelse i familiens hus så stort at der var god spilleplads til et grønt bordtennisbord i de rigtige  mål og med et net i de rigtige proportioner. Og i det år spillede min ældste amerikansk 'bror 'Jimmy og jeg jævnligt ping-pong der om aftenen.
   Det nød jeg - også fordi jeg ikke ellers var aktiv sportsudøver det år.

Jimmy, 17 år

Peter, 18 år

Artiklen i Information er lidt tungen ud ad vinduet. Forskellige autoriteter citeres, forskellige forskere interviewes, og det man kan blive enige om, er at både bordtennis og andre former for krævende fysisk aktivitet stimulerer hippocampus og kan bidrage til at der skabes helt nye hjerneceller i den del af hjernen.

   Hippocampus er afgørende for etablering og opbevaring af erindringer, og mere generelt for hjernens hukommelsesfunktion. Den er også afgørende for vores rumlige hukommelse og orienteringsene.

 

Jørgen Leth som har skrevet 'Sportsdigte' (1967), har fortalt om "både mentale, sanselige og æstetiske dimensioner af bordtennissporten", fortæller artiklen. Og følger op med et citat:

»Bordtennis kræver en helt utrolig stærk tilstedeværelse i hvert eneste sekund« siger Jørgen Leth. »Der er ingen rolige punkter i bordtennis, ligesom der er i fodbold og cykelløb og i tennis, som også er et langt mindre intensivt spil. Man kan ikke slappe af. Alting er hele tiden på det absolut yderste.«

En hjerneforsker Troels W. Kjær hører til de mere skeptiske, men fremhæver dog de kvaliteter alle hjerneforskere kan blive enige om:

»Der er meget godt at sige om bordtennis, for det er et spil, der aktiverer en lang række områder i din hjerne på samme tid. Du skal både bruge din langtidshukommelse, din koncentrationsevne, din nær- og fjernsansning, din reaktionsevne, din strategiske tænkning, din motor planning og din syns- og høresans,« siger han.

Det jeg selv husker fra da jeg selv spillede bordtennis jævnligt, var at jeg var meget fascineret af at spillet simpelt hen foregik stort set ubevidst - simpelt hen fordi det gik så hurtigt.

   Jeg spillede rimeligt godt, og det var et stående mysterium for mig hvordan det kunne lade sig gøre at spille rimeligt godt udelukkende på en ubevidst 'intuition' - uden for bevidsthedens og den bevidste tænknings domæne og kontrol. Og uden at nogen havde trænet med mig eller fortalte mig hvordan jeg skulle tænke for at vinde.

Hvor hurtigt spillet går, har artiklens journalist også fundet forskningsmæssigt belæg for:

I en professionel bordtennisduel kommer bolden i gennemsnit over nettet med en hastighed på 100 km/t fra et udgangspunkt blot tre meter væk. Det giver hver spiller et kvart sekund til at reagere. Det vil sige et kvart sekund til at fortolke modstanderens kropssprog – hans håndled, hans albue, hans hofte og hans skuldre.

   Et kvart sekund til at registrere boldens bane gennem luften – dens fart, dens højde, dens vinkel og dens skru. Et kvart sekund til at udtænke et passende modtræk – en forhånd, en baghånd, et angreb eller et forsvar? Og et kvart sekund til selv at komme i stilling – til selv at finde sin position, gennemføre sit eget slag og sende bolden retur over nettet. Et kvart sekund. I alt.

Her en af flere YouTube videoer der fortæller historien om hvor godt bordtennis er for hjernen:

Med til historien om betydningen af fysisk aktivitet hører at jeg omkring 1996 tog mig sammen til at begyndte at svømme hvor morgen i den lokale svømmehal. Som kropslig aktivitet i sammenligning med bordtennis stort set i den modsatte ende af spektret: roligt og regelmæssigt - i hvert fald for mit vedkommende.
   Og da jeg først kom ind i vanen, så blev jeg - og er stadig - mentalt og fysisk afhængig. Jeg har det nu sådan at hvis jeg ikke får afviklet min morgensvømning (500 - 750 m pr. morgen, 700-1000 svømmetag), så har jeg det simpelt hen dårligt - en slags abstinenser - resten af dagen.

   Og fruen fulgte heldigvis trop med morgensvømningen.

   

Ud over det rent fysisk at komme igang hver dag, så virker morgensvømningen på mig som en form for meditation, noget jeg tidligere jævnligt har skrevet om - og selv dagligt praktiseret siden 1976  (retning: TM = Transcendental Meditation).

   Nu er det sådan at når fruen og jeg af og til diskuterer om vi måske skulle flytte til en anden by, så er det første spørgsmål der skal afklares, dette: Er der en svømmehal med mulighed for morgensvømning hver dag?

   Hvis ikke, så er den by på forhånd udelukket.

Jeg har så lige  søgt på danske hjemmesider om noget der var skrevet klart og tydeligt og fagligt funderet, om betydningen af fysisk aktivitet for hjernens funktion.

   Det følgende citat er et godt bud - fra en konsulenthjemmeside "Aktivitetspiloterne" - der er front for to universitetsuddannede kandidater fra Institut for idræt og ernæring:

Når man er fysisk aktiv, vil pulsen stige, fordi musklerne stiller et større krav om at få tilført ilt og næringsstoffer. De arbejdende muskler frigiver også selv nogle stoffer til blodet, som menes at have en positiv effekt på hjernefunktionen. Dette drejer sig om mælkesyre og vækstfaktoren BDNF, som bliver ført via blodbanen til hjernen.

   Hjernen består af en masse hjerneceller, som kommunikerer med hinanden. Jo bedre hjernecellerne er til at kommunikere med hinanden, og jo hurtigere denne kommunikation foregår, des bedre er hjernefunktionen. Det er her, at stoffer som mælkesyre og BDNF har en gavnlig effekt, da de kan være med til at styrke kommunikationen mellem hjernecellerne. Den styrkede kommunikation sker ved, at forbindelser mellem nogle hjerneceller bliver forbedret og/eller, at der bliver dannet flere nye forbindelser mellem disse celler.

   Fysisk aktivitet stimulerer desuden hjernens produktion og frigivelse af dopamin og endorfiner. Dette er "lykkestoffer", der gør, at man føler sig glad og fuld af energi under og efter den fysiske aktivitet. Det påvirker naturligvis også motivationen, men kræver også fra starten en vis motivation for den fysiske aktivitet, man giver sig i kast med.

   Her er det vigtigt at man har succesoplevelser under aktiviteten. Fysisk aktivitet sammen med andre kan desuden have psykosociale effekter, fordi man skaber relationer med andre og får en følelse af fællesskab.

http://aktivitetspiloterne.dk/index.html

Her link til en ældre artikel fra videnskab.dk. med overskriften "Bevæg dig, og gør din hjerne glad":

http://videnskab.dk/krop-sundhed/bevaeg-dig-og-gor-din-hjerne-glad

Og her et link til en artikel i webudgaven af tidskriftet "Psycholgy Today" der gennemgå  hvad fortalerne mener forskningen kan bevidne om meditationens gode effekter på hjernen:

https://www.psychologytoday.com/blog/use-your-mind-change-your-brain/201305/is-your-brain-meditation

Kunst og galskab - er der en sammenhæng? - Case: Karl Frederik Hill

Jeg har tidligere i flere indlæg diskuteret forholdet mellem kreativitet og sindsygdom. 

   At der er en sammenhæng er ikke noget nyt. Og nyere hjerneforskning har også påvist interessante koblinger mellem kunstnerisk virksomhed og til både depression og skizofreni.

https://en.wikipedia.org/wiki/Creativity_and_mental_illness

http://www.independent.co.uk/news/science/scientists-find-that-schizophrenia-and-bipolar-disorder-are-linked-to-creativity-10305708.html

http://www.theguardian.com/science/2005/nov/30/psychology.highereducation

Jeg netop besøgt udstillingen på Nivaagaard der viser malerier og tegninger af den svenske landskabsmaler Carl Frederik Hill (1849-1911). Og man kan vel sige at han på en måde udgør et skoleeksempel på den sammenhæng.

   En sammenhæng der for Hill blev en tragedie, ligesom den blev det for den jævnaldrende Van Gogh.

Udstillingen var fascinerende - ikke mindst fordi kunstnerens liv var så dramatisk som det var. Og dramaet - skiftet fra "normal" til "sindsyg" var udstillingens omdrejningspunkt.

Hill ville fra en tidlig alder være kunstner - landskabsmaler, og i flere omgange måtte han trodse sin far matematikprofessorens vilje og ønsker, for at få sig en maleruddannelse, og for at få mulighed for den eneste store malerrejse han nåede at opleve, Til frankrig omkring midten af 1870'erne.

  Det er også næsten en klassisk litterær figuration. En autoritær far der er stærkt imod at sønnen bliver "fri" kunstmaler og oprørsk forfølger sit 'kald' og sin kunstnerkarrierer.

   Hvorfor Hills far satte sig så stærkt imod det, fremgår så ikke af de kilder jeg har, men set fra en måske noget stiv, selvhøjtidelig professor af det Lundske akademiske borgerskabs synspunkt, har kunstnerkarrieren nok været for økonomiske usikker - med risiko for social deroute.

  

Selv om Hill altså var hektisk produktiv i de fire år han opholdt sig i Frankrig, var hans succes ikke stor, og hvad han har levet af i de år, fremgår ikke af udstillingen. Men mon ikke familien som var velhavende, har hjulpet ham

Af hans oliemalerier vist udstillingen omkring 40 stykker, og så vidt jeg kan regne ud, må den være ret dækkende for hvad Hill rent faktisk fik produceret af færdig malerier i de fire år han malede i Frankrig.

   Her følger et udvalg af hans oliemalerier fra udstillingen på Nivaagaard, hentet fra bloggen: 

http://www.danculture.dk/2015/11/swedish-painter-carl-fredrik-hill-1849-1911-an-brilliant-exhibition-in-nivaagaards-art-museum-denmark/

Et tidligt oliemaleri inden Frankrigsopholdet med svensk landskab som motiv:

Carl Fredrik Hill: “Slette med mølle”. 1869

Her kommer så fotos af en række af Hills landskabsmalerier fra Frankrig. 

   Indimellem optræder der menneskeskikkelser, men de er så 'små' at de nærmest drukner i landskabet:

Carl Fredrik Hill: “Seine-landskab fra St. Germain”, 1877.

Man kan godt forstå at impressionisterne i 1877 gerne ville have ham med på deres tredje fælles udstilling.

Carl Fredrik Hill: “Flodlandskab 2, Champagne”, 1876.

Nogle billeder giver klare associationer til Van Goghs ekspressive penselføring:

Carl Fredrik Hill: “Landskab med drivende skyer”, 1876.

Andre er kendetegnet ved mørke træer i silhuet - i modlys - forgrunden (jeg får lige associationer til Harald Henriksen):

Carl Fredrik Hill: “Træet og flodkrumningen”, 2, (Bois-le-Roi), 1877

De seneste af Hills malerier fra 1877 bliver mørkere og mere dramatiske i udtrykket, som dette:

Carl Fredrik Hill: “Søster Anna”. 1877.

Hill må simpelt hen have malet 'som en gal' - hvad også flere kilder antyder, og han har stort set ikke haft tid til at beskæftige sig med andet. 

   Han er citeret for at sige - her i engelsk version: "Ambition drives me to overexert myself and I give myself no peace."

   

Det franske kunstnermiljø i netop de år har utvivlsomt været stærkt inspirerende for ham, og han er landet i Frankrig og i Paris lige hvor alle de nye tanker om det moderne - ikke akademiske  maleris funktion og muligheder har sydet og boblet. 

   Især malere fra 'Barbizon-skolen' følte han sig tæt beslægtet med, og Corot var han store forbillede.

   Læs om 'Barbizon-skolen' og dens betydning som forløber for impressionismen her i Wikipedia:

https://en.wikipedia.org/wiki/Barbizon_school

Og her kan du læse om Corot:

https://en.wikipedia.org/wiki/Jean-Baptiste-Camille_Corot

Hill fik afvist billeder til den etablerede og traditonsbundne "Salon" i Paris, og kan ikke have solgt meget. 

  Han blev dog inviteret til at udstille på Impressionisternes tredje fælles udstilling i 1877, så hos denne avantgarde-gruppe var han kunstnerisk set kommet inde i varmen. 

   Den anerkendelse betød at han produktionsmæssigt fik ekstra tryk på de maleriske ambitioner, noget som muligvis har medvirket til at han i slutningen af året fik et mentalt sammenbrud.

Læs mere om impressionisternes tredje "officielle" udstilling 1877 her:

http://arthistory.about.com/od/first_eight_exhibitions/a/third_Impressionism_exhibition.htm

I Nivå var næsten kun udstilllet malerier med franske landskaber som motiver - alle malet i periode 1874-77. Da han i slutningen af 18777 blev sindsyg (skizofreni med paranoia og haludinationer) holdt han helt op med at male.

   Her er det sidste maleri Hill producerede i den periode. Da var han allerede indlagt:

Carl Fredrik Hill. Hedelandskab med vognt. 1878

Hill blev indlagt på flere sindssygehospitaler i de følgende år - først i Frankrig, derefter Danmark og Sverige. For så i 1883 at blive "hjemtaget" af sin søster der sammen med moderen og en anden søster tog sig af ham i det Hill´ske hjem i de næste 28 år. NB! Faderen var død på det tidspunkt.

   

Carl Fredrik Hill boede og arbejdede derefter og resten af sit i faderens arbejdsværelser med adgang til et omfattende bibliotek - med mange illustrerede bøger fra hele verden som i høj grad fungerede som inspirationskilder.

   I de mange år i hjemmet var han - på trods af eller på grund af sin sygdom - igen ekstremt produktiv. Kilderne fortæller at han producerede omkring 5000 tegninger, akvareller, pasteller og nogle få oliemalerier hvor han brugt guld- og sølv-farver. 

   Udsagn fra hans hånd tyder på at han oplevede at det at tegne og male, var med til at holde sindsygdommen stangen og under kontrol.

   

Vi så alle genrer, teknikker og udtryksmidler fra den periode repræsenteret på udstillingen på Nivaagaard.

   Motiverne og udtryksmidlerne havde totalt skiftet karakter. Som kunstner havde han skiftet personlighed: To personer i en.

   Fra ydre sansede billeder - landskaber som han havde set og malet i olie - til indre billeder - fabulerende, hallucinatoriske og mytologisk - billeder der ofte som motiv havde groteske menneskeskikkelser og fabeldyr og stærkt personificerede træer. 

   De følgende er uden årstal og uden titel:

Man kan fra hans billeder i den her periode finde mange oplagte stil- og motivmæssige koblinger til store moderne kunstnere i samtiden: Picasso, Nolde, Klee, Klimt.

   Det er så også forklaringen på at han i eftertiden har vundet anerkendelse ikke bare for sine landskabsbilleder, men også for sin 'terapeutiske' produktion 1883-1909.

 

Hills samlede og grænseoverskridende produktion kom først for alvor til omverdenens kendskab efter hans død - hvad der for mig umiddelbart giver associationer til en anden svensk pioner i moderne malerkunst: Hilma af Klint. 

   Også hendes banebrydende kunst beslægtet med abstrakte pionerer som Kandinsky, blev først kendt og anerkendt længe efter hendes død. 

   Også hun begyndte som landskabsmaler. Også hun havde hallucinationer som inspiration for den skjulte del af hendes kunst, men det førte hende ikke ind i sindsygens mentale kaos. 

    Læse mere om hende her:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2014/03/linda-perhacs-og-hilma-af-klint-to.html

En svensk tv-reportage om Carl Fredrik Hill kan du finde se her på YouTube:

https://www.youtube.com/watch?v=BXu1fGK0ztw

Wegener og Wiinblad på Arken - når kunsten også skal være dekorativ - 'art deco' som omdrejningspunkt

Jeg må konstatere at de danske kunstnere jeg i længere tid har været mest optaget af i de år jeg har skrevet på bloggen her, næsten alle er outsidere: Otto Frello, Harald Henriksen, Martin Bigum, Jens Lund, Johannes Holbek, Gudmund Hentze, Ole E. Peterson, Niels Strøbek, Thomas Kluge, m.fl.

   Men i min samling af interessante kunstner-outsidere findes også udenlandske kunstnere som Tolkien, Nicolas Rorich, Helga af Klint, Hundertwasser, Gustave Klint, Aubrey Beardsley.

   Du kan skrive disse navne i denne blogs søgefeltet og så finde link til indlæg om dem.

Og nu er den gal igen.

   Arken viser for øjeblikket to udstillinger som fruen og jeg besøgte for et par dage siden.

   Og vi fik godt nok en ordentlig en på opleveren - ikke mindst fordi de to udstillinger og de to kunstnere havde flere fælles koblingpunkter, og på en måde kastede modlys og medlys over hinanden. Selv om de altså var adskilt af flere generationer.

 

Den ene Arken-udstilling viste den mest omfattende samling af billeder tegnet og malet af den kvindelige illustrationskunstner og kunstmaler Gerda Wegener (1886-1940). Hun var dansk født og uddannet, men levede og arbejdede det mest af sit kunstnerliv i Paris med sin transkønnede mand/kvinde Einar Wegener/Lili Elbe fra 1912.

   Den anden udstilling viste et stort udvalg af  multikunstneren Bjørn Wiinblads kunst(håndværk)  (1918-2006), som nok i mange år boede og havde værksted i 'Det Blå Hus' i Lyngby, men som også havde flere faste boliger i udlandet som har opererede internationalt ud fra.

Mens Wegener har været stort set ukendt og glemt herhjemme, så har Wiinblad måske været alt for kendt og populær.

Outsidere var de begge - i Danmark - i forhold til det kunstneriske establishment, men på hver sin måde og med hver sin interessante historie.

   Og for dem begge gælder at deres typiske og genkendeligt kunstneriske udtryk og deres meget karakteristisk publikumsvenlige stil, fortællende indhold og udtryksformer havde bred international appel. Blandt andet fordi deres kunst var stærkt dekorativ - grænsende til det poppede og indladende, vil nogle sikkert mene.

Jeg har tidligere skrevet om dem hver for sig, og om hvad der generelt kendetegner deres kunst i disse to indlæg:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2015/05/om-gerda-wegener-kvindelig-dansk-jugend.html

http://petersudsigt.blogspot.dk/2015/03/esben-hanefelt-kristensen-farver.html

Her kort historien om hvordan Gerda Wegener ragede uklar med den på det tidspunkt populære og dominerende kunstideologi, en "fejde" der blev kaldt "bondemalerstriden" i 1907 da hun kun var 21 år.

   Hun fik et portrætmaleri afvist af censurkomiteen både til Charlottenborg-udstillingen og til Den Fries udstilling.

   Det førte til et rasende indlæg til hendes forsvar fra en kunstnerkollega Gudmund Henze, som var det der startede avispolemikken som strakte sig over et halvt år hovedsagelig i Politikens spalter.

 

Det maleri af den unge Gerda Wegner som gav anledning til balladen, har været forsvundet i mere end hundrede år.

  Men utroligt nok er maleriet nu kommet til veje (historien om hvordan får vi ikke), så det blev udstillet til besigtigelse for offentligheden på Arken for første gang siden 1907.

  Sådan ser det ud:

Gerda Wegener: ‘Portræt af Ellen von Kohl’, 1906.
Foto: Etienne Frossard

Man kan i dag virkelig undre sig over balladen.

   Det er et godt maleri. Der er noget forfinet over kvindens ansigt og hænder, og hun har halvt sænkede og lidt 'søvnige' øjenlåg, så hun ser lidt melankolsk-vampet ud. Hendes kjole er mørk og fint broderet. Hun smiler ikke, men man kan godt få lidt associationer til Mona Lisa i en lidt mere morderne version.

 

Folk med kunsthistorisk forstand kobler maleriets udtryk sammen med den engelske kunstbevægelse fra midt af 1800-tallet, prærafaelitterne.

   De dyrkede renæssancens udtryk, teknik og motivverden i Italiensk kunst fra før 1550.

   Her et af de meget kendte malerier inden for den tradition:

John Everett Millais. Ophelia. 1851. 

Men den unge Gerda Wegners maleri blev altså afvist af hele to københavnske autoritative censurkomiteer. Og  Gudmund Hentze skrev i en kronik i Politiken:

Dansk Foraar. Efter mange Aars Ørkenvandring har der atter vist sig et Foraarstegn i dansk Kunst - et dygtigt og alvorligt Arbejde af en ung Kunstnerinde, Fru Gerda Wegener, er bleven hensynløst afvist fra Charlottenborgudstillingens Censur og derefter stemt ud af den frie Udstillings fast sammenbrændte Klump af Bondemalere.

Denne "sammenbrændte klump af Bondemalere" udgjordes af navne som Peter Hansen, Anna og Fritz Syberg og Johannes Larsen. De havde en fælles interesse i udendørs landskabsmaleri.

  Wikipedia fortæller videre:

Hentze nævner udover Wegener i kronikken tre andre kvindelige malere, Bertha Dorph, Agnes Slott-Møller og Juliette Willumsen, disse og Hentze blev isoleret i dansk kunstliv udenfor de "accepterede" kunstretninger, deres kunst var dekorativ og monumental i modsætning til det naturalistiske og impressionistiske maleri, som kendetegner Fynboerne.

I sin kerne var det en konflikt mellem to kunstsyn eller kunstframes, 'symbolisme' og 'naturalisme', en konflikt som jeg tidligere har omtalt som den der var brændstoffet i konflikten mellem Gaugin og van Gogh, og som førte til bruddet i Arles 1888.

   Symbolismen blev af nogle kritikerene forbundet med noget kunstigt, dekadent og usundt, mens naturalismen af de samme blev forbundet med noget sundt, sandt og naturligt.

   Af internationale kendte symbolistiske malere vil jeg her fremhæv Gustav Klint med dette billede:

Gustav Klimt. "Portræt af Adele Bloch-Bauer". 1907.

Billedet er malet samtidig med Wegeners portræt af Ellen von Kohl, og jeg synes der - trods farveholdningen - er mange slående lighedspunkter mellem de to kvindeportrætter. Men man kan også trække linjer til Winblad her.

   Her i efteråret har der været præmiere på en film med historien om dette billedes omtumlede skæbne som omdrejningspunkt, "Kvinden i guld".

 

Men når det gælder Gerda Wegener, så er stikordet "dekorativ" helt afgørende for at karakterisere hendes kunst. Og hun bliver i den grad i årene efter 1. verdenskrig darling og ikon for den kunstretning som fulgte efter jugendstilen: 'art deco',

Gerda Wegener blev gift med den tre år ældre kunstmaler Einar Wegner allerede som 19-årig. Og det er deres indbyrdes forhold som det kommer til udtryk i Gerda Wegeners tegninger og malerier der giver et ekstra symbolsk lag til en stor del af hendes kunst.

   Et citat fra Avisen the Guardian:

“I like to think of her as the Lady Gaga of the 1920s,” says art historian Andrea Rygg Karberg, who has curated a new exhibition of Gerda’s work in Copenhagen. “Gerda was a pioneer who spent two decades as part of the Parisian art scene and revolutionised the way women are portrayed in art.” In short, Gerda Wegener was A Big Deal. “Throughout history, paintings of beautiful women were done by men,” says Rygg Karberg. “Women were typically seen through the male gaze. But Gerda changed all that because she painted strong, beautiful women with admiration and identification – as conscious subjects rather than objects.”

Trods manglende accept hos censurkomiteerne i København, så solgte hendes billeder  hurtigt godt.

   Hjemmesiden www.kulturarv.dk skriver om de år:

Som tegner brød W. igennem ved to konkurrencer, som dagbladet Politiken foranstaltede 1908 og 1909, hvor hun begge gange fik førstepræmien. Henrik Cavling knyttede straks W. til Politiken, hvor hendes raffinerede, sensuelle tegninger chokerede og henrykkede det halve København. Den af W. skabte pikante, let fordærvede kvindetype blev idealet for tidens unge damer. W. blev en ombejlet kunstner, hvis tegninger sås overalt, endog som postkort.

Stikordene her er: raffineret, sensuelt, chokerende.

   Så trods kommerciel succes, flyttede parret til Paris 1912.

 

Den foretrukne model i en stor del af Wegeners billeder af kvinder, er hendes mand, men klædt ud og sminket som en ung, smuk og forførende kvinde - med modelnavnet Lili Elbe.

   Historien om hvordan det samarbejde begyndte, lyder sådan her:

   En af Gerdas modeller blev væk fra en aftale, og hun spurgt så sin mand om han ville være stand ind for den udeblevende model - iført i modellens kostume.  Det ville han og gjorde han, Det skete efter sigende allerede i 1904, og det udviklede sig med årene til at han - og de to i fællesskab - gradvist udskiftede identiteten 'Einar Wegener' med identiteten 'Lili Elbe', en identitet han også optrådte i uden for atelieret sammen med hende.

Her nogle af de malerier som viser den side af Wegeners kunst:

Gerda Wegener. Lili med fjervifte. 1920

Gerda Wegener. To kokotter med hatte (Lili med veninde) 1920erne)

Gerda Wegener. (Lili Elbe) 1928

Gerda Wegener. Hjerterdame. 1928

Gerda Wegener. Portræt af Lili Elbe med vifte siddende ved et vindue. 1920erne

Somme tider optræder maler og model sammen som motiv i maleriet, som det to her - veninder med Gerda i forgrunden og Lili i baggrunden:

Gerda Wegener. To venider. 1920erne

Gerda Wegener. På vejen til Anacapri. 1922

Lili Elbe figurerede også som nøgenmodel i en række af Gerda Wegeners malerier:

Gerda Wegener. (Lili som nogenmodel). 1920erne

Gerda Wegener. I sommervarmen. 1924

I mange år var Gerda Wegner mere aktiv og produktiv som tegner og illustrator end som maler. Ifølge kilderne var det først omkring 1926 at hun primært kunne leve af at sælge sine malerier.

    Indtil da var hun en højt skattet og efterspurgt reklametegner og illustrator, både med billeder til forsider af forskellige modemagasiner, men også med charmerende og vovede illustrationer til erotisk litteratur, som de her:

1925 Wegener Les Delassements dEros 09 anagoria

1925 Wegener Les Delassements dEros 05 anagoria

1925 Wegener Les Delassements dEros 03 anagoria

En film om ægteparrets fascinerende samliv og historie, er produceret og komme i de danske biografer snart. Den engelske titel er "The Danish Girl". Filmen er foreløbig nomineret til tre Golden Globe awards:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2015/08/at-male-sa-det-ligner-er-da-ingen-kunst.html

På udstillingen "Cool Moderne - Art Deco i dansk billedkunst 1910-40" på Gl. Holtegaard er Gerda Wegener også pænt repræsenteret, både med malerier og med modetegninger (tush og akvarel).

   Og det er sådan set oplagt.

   Hun udstillede i 1925 flere billeder i den franske pavillon på "Exposition internationale des Arts décoratifs et industriels modernes" i Paris, en udstilling der kom til at bliv det internationale afsæt for den kunstretning (uden manifest) som siden er blev kaldt 'art deco'.

   Hvor anerkendt hun var som kunstner og illustrtor på det tidspunkt, dokumenteres af at hun vandt to guldmedaljer for sine billeder.

Mens man kan sige at "art deco" som stilretning blev afløseren for "art

nouveau" ("jugendstil") fra omkring århundredskiftet, så dækker den danske betegnelse "skønvirke" begge retninger.

   Fælles for de to stilretninger er dog at de lægger stor vægt på de grafisk-æstetiske og dekorative elementer som udsmykning - i et bredt felt inden for arkitektur, design, kunsthåndværk, illustrationskunst.

Art deco-stilen kan beskrives som en slags 'dekorativ modernisme'.

    Wikipedia fortæller:

Strømningen Art Deco i arkitektur og industrielt design blev skabt fra 1920 til 1939 og har oplevet en genopblussen i forskellige perioder siden. Stilarten øver stadig indflydelse på nutidens kunst og design. Oprindeligt kan Art Deco relateres tilkonstruktivisme, kubisme, modernisme, bauhaus, art nouveau og futurisme. Der er tale om en strømning uden politisk budskab. Det handler om at lave dekorative genstande og kunst med vægt på elegance, funktion og med et vist opgør med tidligere designideer.

   (...)

   Art Deco bliver ofte defineret som en luksuspræget stilart, som var populær blandt 20’ernes og 30’ernes intellektuelle overklasse i Frankrig og USA. I vore dage ses den ofte som "ægte retro" eller et præcist tidsbillede på modernismen. Den internationale Art Deco-stil påvirkede både arkitekturen og glas-, metal-, møbel- og tekstilindustrien.

Jugendstilen/art-nouveau hentede sin primære inspiration fra naturen og kendetegnes ved de fantasifulde ekstremt bløde slyngninger og fletværk, som den her tegning er godt eksempel på:

Bogillustration: A wild danish forest, drawn in "skønvirke" style. 1898 

Art deco havde i modsætning hertil forbilleder i primitiv kunst fra mange lande og eksotiske kulturer, og er kendtegnet ved stramme geometriske former og mønstre - og stilen som design fremtræder mere 'spidst' og 'kantet', hvad man fik en klar fornemmelse af på udstillingen på Gl. Holmegaard:

Stilen hentede inspiration fra flere historiske og samtidige kilder. Fra udgravningerne i Latinamerika kom impulser fra Aztekere, Mayakulturen og den præcolumbianske civilisation, mens udgravninger i Middelhavsområdet tilførte impulser fra de minoiske, arkaisk græske, assyriske og ægyptiske civilisationer. Nye antropologiske studier satte fokus på de dekorative elementer i bl.a. afrikanske og indianske stammekulturer.

   Avantgardekunsten i de tidlige 20'ere var også vigtig for stilarten. Fra kubismen fik den stilisering og geometrisk abstraktion, mens de glødende farver blev hentet fra fauvismen.

Da fruen og jeg var i New York for halvandet år siden, var det slående hvor stærk art deco-stilen har stået i de imponerende byggerier fra slutningen af 20´er og frem til 2. Verdenskrig:

Art deco-spiret på Empire State Building. 1928-30 

Dermed er får vi en fin overgang til den anden store udstilling på Arken, den der viser stort set alle aspekter af multikunstneren Bjørn Wiinblads arbejder.

I mine unge dage i 60´erne og 70´erne mødte man hans dekorationskunst her og der og alle vegne.

   Og fra pålidelig kilde ved jeg at han i den grad blev betragtet som "out" og "no go" blandt eleverne på den grafiske højskole allerede i slutningen af 60´erne. Det at være så åbenlyst kommerciel som han var, blev betragtet som "dårlig smag" blandt de unge designstuderende den gang.

 

I mange år havde vi den udgave af Tusind og en nats eventyr med Wiinblads omslag og illustrationer stående i reolen:

Plakat af Wiinblad som reklamere for bogen

Vi har vist aldrig haft nogle af det porcelæn af alle mulige slags han dekorerede over en bred front igennem mange år.

   Men fire af hans puslespil - Morgen, Middag, Aften,  Nat - som vi vist købet gennem Irma, dem har vi, og har brugt med flid:

Bjørn Wiinblad puslespil. Ca. 1980

Bjørn Wiinblad puslespil. Ca. 1989

På mange måder er hans kunst jo en sen klimaks på art deco-stilen herhjemme, men løsrevet fra det eksklusive og elitære som var en del af denne stils oprindelige kendetegn. Og hos ham transponeret til og udfoldet i former og farver som er gået rent ind hos et meget bredt og folkeligt publikum. 

Udstillingen viste en del af Wiinblads store kunstsamling, og deraf fremgik klart at hans inspirationskilder i meget høj grad var orientalsk kunst og skulptur (Indien, Iran, Burma, Thailand), hvad der jo også kendetegnede den oprindelige art deco-retning.

Der blev vist nogle få af Wiinblads tidlige tegninger fra omkring 1940-1950. Heraf fremgår dels at han var en glimrende naturalistisk tegner, og dels at han relativt tidligt fandt sin "stil".

    Her nogle af hans tegninger jeg fandt på nettet:  

Bjørn Wiinblad. Tegning. 1941

Bjørn Wiinblad, Muk med hest, 1944. Blyant på papir. Foto: Ole Akhøj

Bjørn Wiinblad. Portræt af en dreng. 1950

Og her en tegning fra da hans stil er færdigudviklet.

Bjørn Wiinblad. Tusnelda. 1965

Han har udviklet og perfektioneret en tegne-skabelonstænkning hvad angår figurer, som jo på en måde minder om det man kan se og læse i lærebøger om den japanske manga-stil. 

   Men alligevel jo helt Bjørn Wiinbladsk:

Han er kommet på frimærker:

Bjørn Wiinblad. Dansk frimærke.

Og på julemærker: 

Bjørn Wiinblad. Julemærkeark. 1968

Ja faktisk er det svært at finde et medie som han ikke har udfoldet sig i: plakater, porcelæn, teaterdekorationer, gobeliner, interiørindretning, børnebøger, kortspil.

Det er vel karakteristisk for hans noget tvivlsomme ry i dansk kunstliv, at beskrivelsen af ham i den danske Wikipedia er meget sumarisk, og man aner bag formuleringerne en  vis distance:

Bjørn Wiinblad (20. september 1918 i  København – 8. juni 2006) var en dansk keramiker og maler, der blev internationalt berømt for sine karakteristiske værker, der findes i millioner af hjem over hele verden.

   Højdepunkterne i hans arbejder vises påVictoria and Albert Museum i London,Museum of Modern Art i New York og på Kunstindustrimuseet i København.

   Wiinblad var udlært typograf, men fandt hurtigt ud af at det var kunstnervejen, der havde hans interesse. Blandt hans mange talenter var habile evner ved klaveret.

   Han udsmykkede alt fra amerikanske krydstogtsskibe, restauranter, juleplatter og spillekort.

   Wiinblad er begravet på Søllerød Kirkegård.

Den engelske Wikipedia har helt anderledes tændt op for projektørerne i beskrivelsen af hans internationale meritter og anerkendelse:

Bjørn Wiinblad (20 September 1918 - 8 June 2006), was a Danish painter, designer and artist inceramics, silver, bronze, textiles, and graphics. His work has been shown widely in Europe, in the United States of America first in 1954 and in Japan, Australia and Canada in 1968.

   He was attached to the United States Embassy in Paris in 1947 as a poster designer. Later his posters illustrated Copenhagen's famous Tivoli Gardens and many other activities in Denmark, as well as the Olympic Games for the Handicapped at Seoul, the New World Symphony Orchestra academy in Miami, and the Royal Danish Ballet at the Metropolitan Opera House, all in 1988.

   His textile work was used for costumes for numerous ballets and stage presentations.

Her gives en rigtig godt beskrivelse af hvad der kendetegner hans stil:

Characteristics of Wiinblad's work include whimsical round-faced people, dressed in vaguely 19th-century costume. They are often surrounded by natural elements: twining vines, floral wreaths, and fantastical trees. When Wiinblad employed color, he did so with great assurance. His colors are saturated and strong--sometimes almost psychedelic--and are often supplemented with metallic gold or silver.

Jeg har tidligere i et indlæg beskrevet to slags grundlæggende kunstframes - en der bygger på overflod og overskud i udtrykket: 'excess-kunst' - og en der har sin styrke i det puritanske og minimalistiske udtryk - som man kunne kalde 'less is more-kunst'.

   Bjørn Wiinblad hører i den grad til i den første kategori.

   Læs mere om 'excess-kunst' her:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2015/03/esben-hanefelt-kristensen-farver.html

Ligesom Gerda Wegener, blev Wiinblad meget brugt som illustrator, og oplagt at han fik mulighed for at illustrere H.C. Andersens "Svinedrengen", en digter hvis eventyr han mentalt og konceptuelt er beslægtet med:

Wiinblad illustrated the work of his fellow Dane, Hans Christian Andersen, when he took on the task of providing the artwork for "The Swineherd," which won an award from the American Library Association. Wiinblad's "swineherd" illustrations were turned into a short animated film in 1986.

Bjørn Wiinblad. Illustration til H.C.Andersens Svinedrengen

Bjørn Wiinblad. Illustration til H.C.Andersens Svinedrengen

Bjørn Wiinblad. Illustration til H.C.Andersens Svinedrengen

Det er som designer af keramik og porcelæn de fleste kender Wiinblad. Han blev i 1957 ansat som designchef på det store tyske porcelænsfirma Rosenthal. Og fik derigennem adgang til et stort internationalt publikum.

Wiinblad was an important designer for the Rosenthal porcelain company. His most popular Rosenthal dinnerware design, Romance (Romanze), was a typical Wiinblad design in terms of its incredible level of fine decorative detail. Starting in 1971, he also designed an annual commemorative Christmas plate for Rosenthal. Wiinblad also designed ceramic pieces for Nymolle, a Danish pottery.

Bjørn Wiinblad. Romanc-stellet

Mine favoritter blandt hans keramiske ting er Eva-figurerne med grønt i håret:

Bjørn Wiinblad, Eva, 1976. Penselsdekoreret fajance. Foto: Ole Akhøj

Bjørn Wiinblad. Eva-figur med levende grønt hår

Her kan man så pludselig få klare associationer til en åndsbeslægtet kunstner, østrigeren Hundertvasser:

Hundertwasser. Byggeri i Wien.

Ham har jeg har skrevet om her (en del af illustrationerne er desværre "trukket tilbage"):

http://petersudsigt.blogspot.dk/2014/03/hundertwasser-kreativ-multipersonlighed.html

Bjørn Wiinblad er vist kun repræsenteret med værker på et enkelt dansk kunstmuseum, og lider dermed skæbne med Gerda Wegener. Men i udlandet ser det helt anderledes ud:

Museums the world over have Wiinblad's work in their collections. Among these are the Victoria and Albert Museum in London; the Museum of Modern Art in New York; and Stockholm's National Museum. His large ceramics and tapestries have been used for hotel decorations in Japan and the United States; for example, he was commissioned by developer Trammell Crow to design five massive Scheherazade tapestries for the Dallas International Apparel Mart, where they were displayed from 1973 until the building was closed in 2004.

   Wiinblad was named Man of the Year in New York in 1985 and was awarded the American-Scandinavian Foundation’s Cultural Prize of 1995.

At Bjørn Wiinblad har fået en rennæssance, er fuldt fortjent. Og det er Arkens fortjeneste at de både udstiller ham og Gerda Wegener sammen.

   Her en på mange måder afslørende anmeldelse af udstillingen på Arken - en tekst med dobbeltrettet ironi:

http://www.b.dk/kunst/bjoern-wiinblad-troldmanden-fra-tusind-og-en-nat