Musik stimulerer hjernen - og andre historier om hvordan kreative aktiviteter smitter af på hvad man ellers er god til

Jeg er ikke specielt musikalsk. Men heller ikke det modsatte.

   Her snakker jeg om at udøve musik. Ikke om at lytte og nyde det man hører, som for mig er en helt anden historie.

 

I Folkeskolen i 50'erne sang jeg morgensang i klassen, og lærte mig - højst modvilligt - salmevers som vi sang i religionstimerne.

   I mit barndomshjem betød musik ikke så meget. Men min mor hørte indimellem plader med klassisk musik.

Senere - i mellemskolen og det første år i gymnasiet fik musik større betydning,

   Der var faktisk fælles morgensang hver dag for hele skolen på Christianshavns gymnasium, tror jeg jeg husker.

   Og jeg gik fx flere år og fik undervisning i blokfløjte. Og nød det faktisk.

   Også et eller to år - omkring 4. mellem - gik jeg til guitar-undervisning. Og lærte mig en bluesrundgang og lidt mere. Jeg sang også til de melodier jeg lærte. Og jeg fik ad veje jeg ikke husker fat i en afrikansk tromme som jeg også spillede på on and of.

   Mit år som 'foreign exchange student' i USA 1961-62 blev faktisk også præget af musik-udøvelse.

   Da de fag jeg fulgt og det jeg lærte på Hendrick Hudson High School ikke var meritterende i forhold til min tre danske gymnasieår, så var der frit slag.

   Så jeg gik til to musik-fag det år. Dels et kursus i 'barber-shop'-sang med 5 andre amerikanske drenge. Og dels et kursus i korsang for et stort kor der til jul skulle slutte med en fælles-korsang af et eller andet jule-oratorium hvor en lang række skoler slog sig sammen om en kæmpe  jule-kor-koncert.

I den amerikanske familie som jeg var søn hos et år, spillede den midterste søn (som vel har været 3 år yngre end mig) på Cello, og øvede dagligt i en time eller to i hjemmet. Og hver lørdag kørte faderen ham ind til undervisning på den højt ansete Juliard Music School i New York.

Min amerikanske familie havde også et helt regulært sort flygel stående til fri afbenyttelse i en af stuerne. Jeg husker ikke om andre i familien brugte det, eller brugte det til at øve sig.

   Men jeg gjorde det. Om ikke hver dag, så dog flere gange om ugen, sad jeg og improviserede klaverspil på dette smukke og velklingende flygel. Uden at have fået nogen som helst undervisning i det.

   Og ingen tvivl om det: Jeg nød det. Og at ingen i familien forholdt sig kritisk vurderende til den musik - de lyde - der kom ud af improvisationerne.

Da jeg kom hjem fra USA genoptog jeg blokfløjteriet, og i et par år eller tre improviserede jeg på mine blokfløjter på i princippet samme måde som på flyglet i min USA-familie.

   Og så var det slut med mig som udøvende ud i musikken.

Hvorfor nu denne lange historie om min erfaringer med at udøve musik - down memory lane?

Jeg læser en kort nyhedsartikel i Politikens Kultursektion 2. april med overskriften:

Ny forskning: Musikundervisning gør børn mere lærenemme

Underrubrikken:

Billedkunst er fint, men vil man for alvor forbedre sine børns evner i skolen, er det musik, der skal til.

Når artiklen fanger min interesse, er det ikke blot fordi det naturligvis er relevant for et af de spor jeg i min umætteligt nysgerrige søgen har fulgt her på blokken: Spørgsmålet om sammenhængen mellem kreativ praksis på den ene side og det der foregår i hjernen på den anden.

   Men også fordi jeg altid har været - urimeligt - lærenem - ikke mht. årstal og navne og gloser og hvordan ord staves, men når det gælder om at forstå hvordan ting, ideer, forhold og fænomener hænger sammen sådan mere overordnet.

   Dette på trods af det handicap at jeg har været ordblind (og ansigtsblind) uden at være klar over det indtil jeg kom langt op i årene.

Hvad siger forskningen så mere præcist. Jeg citerer fra den engelske artikel fra Pacific Standard som referer samme forskning som Politiken, men mere uddybende:

Researchers followed 147 Dutch schoolchildren—half of whom took supplemental music-education classes, along with their regular curriculum—for two-plus years, beginning at age six.

Den anden halvdel blev delt i to: en gruppe som bare blev undervist helt noramlt, og en gruppe som modtog specialundervisning i udøvelse af "kunst". 

   "Children who received music lessons showed improved language-based reasoning, and the ability to plan, organize and complete tasks, as well as improved academic achievement," lead author Artur Jaschke of VU University of Amsterdam said in announcing the findings. "This suggests that the cognitive skills developed during music lessons can influence children's cognitive abilities in completely unrelated subjects, leading to overall improved academic performance."

   (...)

   The weekly music lessons were one to two hours long, and were incorporated into the kids' regular school day. Instructors used a structured, carefully designed curriculum that began by introducing "melody, meter and rhythm," before moving on to a combination of music theory classes and practical lessons on instruments chosen by the children themselves.

   (...)

   "The results show that children following structured music lessons perform better on tasks measuring verbal IQ, planning, and inhibition" compared to the other two groups, the researchers write

Der indgik ikke hjernescanning af deltagerne i det her forsøg, så forskerne refererer til andre lignende undersøgelser hvor det er foregået, forsøg der viser at systematisk musiktræning og udøvelse, øger det der kaldes "connectivity" mellem forskellige dele af hjernen. Populært sagt: Der bliver lettere og flere forbindelsesveje i nervebanerne mellem forskellige dele af hjernen:

While noting that this study did not involve brain scans, the researchers allude to previous work that's found music practice, over time, increases connectivity between different parts of the brain.

    "As a byproduct (of music lessons), overlapping prefrontal cortex structures associated with inhibition and planning also improve," they write, arguing this is the likely catalyst for the music students' superior test scores.

Resultatet af forsøget viste også at den kontrol-gruppe som havde fået intensiv ekstra-undervisning i tegning//maling/modellering, ikke havde oplevet den brede all-over-effekt på andre dele af hjernens funktion som den musik-udøvende gruppe. Den havde "kun" opnået forbedringer i forhold til de hjerneaktiviteter i højre hjernehalvdel som var specifikt knyttet til de  øgede visuelle og rumlige aktiviteter.

For nogle år siden læste jeg om undersøgelser der viste at selve det at udøve musik, var noget der primært hang sammen med hjerneaktivitet i områder i den højre hjernehalvdel, men at hvis musikudøveren havde lært noder og spillede efter noder, så var der også stor aktivitet i områder i venstre hjernehalvdel.

   Og det er faktisk hvad nyere forskning også viser: Corpus callosum, det tykke bundt af nervefibre der forbinder de to hjernehalvdel, det er hos musikere simpelt hen større end hos ikke-musikudøvende:

Brains scans have been able to identify the difference in brain structure between musicians and non-musicians. Most notably, the corpus callosum, a massive bundle of nerve fibres connecting the two sides of the brain, is larger in musicians. Also, the areas involving movement, hearing, and visuospatial abilities appear to be larger in professional keyboard players.

   Initially, these studies couldn't determine if these differences were caused by musical training of if anatomical differences predispose some to become musicians. Ultimately, longitudinal studies showed that children who do 14 months of musical training displayed more powerful structural and functional brain changes.

   These studies prove that learning a musical instrument increases grey matter volume in various brain regions, It also strengthens the long-range connections between them. Additional research shows that musical training can enhance verbal memory, spatial reasoning, and literacy skills.

Artiklen lister også en række andre punkter op som fortæller hvad musikudøvelse kan gøre af godt for hjernen hos dem spiller et instrument:

1. Strengthens bonds with others. This shouldn't be surprising. Think about your favorite band. They can only make a record when they have contact, coordination, and cooperation with each other.
2. Strengthens memory and reading skills. The Auditory Neuroscience Laboratory at Northwestern University states that this is because music and reading are related via common neural and cognitive mechanisms.
3. Playing music makes you happy. McMaster University discovered that babies who took interactive music classes displayed better early communication skills. They also smiled more.
4. Musicians can process multiple things at once. As mentioned above, this is because playing music forces you to process multiple senses at once. This can lead superior multisensory skills.
5. Musical increases blood flow in your brain. Studies have found that short bursts of musical training increase the blood flow to the left hemisphere of the brain. That can be helpful when you need a burst of energy. Skip the energy drink and jam for 30 minutes.
6. Music helps the brain recover. Motor control improved in everyday activities with stroke patients.
7. Music reduces stress and depression. A study of cancer patients found that listening and playing music reduced anxiety. Another study revealed that music therapy lowered levels of depression and anxiety.
8. Musical training strengthens the brain's' executive function. Executive function covers critical tasks like processing and retaining information, controlling behavior, making, and problem-solving. If strengthened, you can boost your ability to live. Musical training can improve and strengthen executive functioning in both children and adults.
And, wrap-up, check out this awesome short animation from TED-Ed on how playing an instrument benefits your brain.

Den her slags forskning, kan være helt konkret relevant i forhold til den danske diskussion om de for lange skoledage som var et diskutabelt resultat af den folkeskolereform som blev gennemført i 2014:

I en ny bog argumenterer hjerneforsker Kjeld Fredens for, at eleverne ville lære langt mere, hvis de praktiske og kunstneriske elementer fik større vægt i skolen.

   Man kunne rask væk både forkorte skoledagen og bruge flere timer på musik, bevægelse og håndværk. Og samtidig ville eleverne lære mere.

   Sådan lyder påstanden fra Kjeld Fredens, der er netop har udgivet bogen ’Læring med kroppen forrest’, hvor han med udgangspunkt i den nyeste hjerneforskning argumenterer for, at børn lærer mere og bedre, hvis kroppen er involveret i læringen.

   »Helt forenklet sagt, så skal man gribe noget, før man kan begribe det,« lyder det fra Kjeld Fredens, som er læge, hjerneforsker og foredragsholder og har udgivet en række bøger om hjernen.

   Hans bog udkommer netop, som politikerne på Christiansborg drøfter, hvordan de praktiske elementer i skolen kan blive styrket, så skolen ikke kun byder på succesoplevelser for de bogligt stærke elever. Skolen skal både appellere til de kloge hoveder og de kloge hænder, lyder det i debatten.

https://ed.ted.com/lessons/how-playing-an-instrument-benefits-your-brain-anita-collins

https://www.musical-u.com/learn/9-ways-learning-an-instrument-strengthens-your-brain/

https://www.inc.com/john-rampton/the-benefits-of-playing-music-help-your-brain-more.html

https://psmag.com/education/music-lessons-boost-kids-cognitive-skills 

https://politiken.dk/kultur/art6409829/Musikundervisning-g%C3%B8r-b%C3%B8rn-mere-l%C3%A6renemme 

https://skoleliv.dk/nyheder/art6357114/Vi-beh%C3%B8ver-ikke-den-lange-skoledag-hvis-vi-satser-mere-p%C3%A5-kunst-og-bev%C3%A6gelse

Akvarelmaleriets mysterier (72) - ned til hundene og andre historier

Jeg har tidligere flere gange skrevet om at det er en stimulerende udfordring at få bestillinger på akvareller fra familie, venner og bekendte - med et udpeget motiv.

   Simpelt hen fordi der dels indgår en social forpligtelse (så min træthed eller ugidelighed ikke sejrer), og dels fordi jeg samtidig får en udfordring til at prøve at male et motiv i akvarel som jeg ikke umiddelbart ellers ville være tændt på - endsige have kastet mig ud i.

Med akvarel er det tit sådan (som jeg lærte af de japanske træsnitkunstnere) at det at tegne/male bestemte motiver for en stor del består af 'professionelle tricks', som så, når man først har lært at beherske dem, så gør at så sidder billedet lige i skabet, som man siger.

   Det er det som bl.a. kendtegner manga-stilen som kendes fra japanske tegneserier og tegnefilm, og som oprindelig - blandt andre - er blevet udviklet af den japanske træsnitkunstner Hokusai så tidligt som i første halvdel af 1800-tallet:

Manga is said to originate from scrolls dating back to the 12th and 13th centuries. During the Edo period (1603-1867), another book of drawings, Toba Ehon, embedded the concept of manga.[6] The word first came into common usage in the late 18th century[7] with the publication of such works as Santō Kyōden's picturebook Shiji no yukikai (1798),[8][9] and in the early 19th century with such works as Aikawa Minwa's Manga hyakujo (1814) and the celebrated Hokusai Manga books (1814–1834) containing assorted drawings from the sketchbooks of the famous ukiyo-e artist Hokusai who lived from 1760–1849.[10] Rakuten Kitazawa (1876–1955) first used the word "manga" in the modern sense.[11]

Det er naturligvis overdrevet - vel lidt af en provokation - at skrive  sådan om sin 'kunst' - at man udnytter 'professionelle tricks'. Men der er noget om snakken.

   Fx nu min egen seneste serie med ugler som motiv: Mange af de akvareller malede jeg i en lidt sjusket første udgave (for simpelt hen at overkomme en 'maleblokering'), og så: Ja, så malede jeg en anden udgave som jeg som regel var ret tilfreds med. Ved simpelt hen at genbruge de "tricks" som var lykkedes i første udgaven.

   Og i flere tilfælde skulle jeg så male en kopi af sådan en vellykket ugle-akvarel. Og lykkes det (og det gjorde det som regel), så viser det på en måde også det rigtige i iagttagelsen af betydningen af 'professionelle tricks'.

Men i sidste omgang af bestillingsopgaver har ønsket stået på 'hunde' som motiv, altså hunde som ejeren gerne ville have portrætteret i akvarel.

Vi starter med Renés skotske foxterrier, en hunderace alle kender. Den har knaldsort pels, er langhåret - så langhåret at pelsen mere eller mindre dækker benene.

   Her er akvarellen med Renés hund som motiv - malet ud fra et reference-foto han gav mig:

Jeg har det ret fint med det.

   Det er svært at male 'blød langhåret pels' og især når farven er sort.

   Har dog planer om flere akvareller af sorte langhårde skotske terriere. Ved at der kommer bestillinger på den samme hund, men i sne-omgivelser.

Her er så to akvareller hvor motivet er Kims (min kreative frisørs) hvidpelsede High Westland Terrier. Den lyder navnet Oscar - den første akvarel med et ungdomsfoto som referencebillede, det andet som den ser ud i dag:

Det bliver endnu en gang demonstreret at hvidt er godt for akvarelmotiver. Og jeg er meget tilfreds med begge billeder.

Det er ikke første gang jeg maler hunde som bestillingsopgave.

   Gina som er gift med min bonussøn, havde længe ønsket sig en akvarel med deres nyeste schæfer Ballou som motiv. 

   Jeg havde også flere gange forsøgt at finde et foto af Ballou som ville egne sig som referencefoto. Men jeg fandt ikke rigtig et jeg syntes kunne være sjovt at male.

   Men bingo, så var det der: et billede hvor man ser Ballou nysgerrigt kigge på en nyankommen killing der kigger ud af hullet i en flyttekasse:

Ret vellykket, synes jeg stadig.

   Udfordringen var Ballous stride sort-brunt chancerende pels. Men jeg udnyttede at jeg kunne give pelsen struktur med en indledende gummimaskering der hvor den skulle være lysere striber.

Og så kommer jeg i tanker om tre tidligere hunde-akvareller med gravhunde som motiv som jeg har malet, dem her:

Det specielle ved dem er at de alle er malet med andre akvareller af gravhunde  som referencebilleder, billeder som jeg har fundet på nettet. 

   Her har jeg altså nærmest forsøgt at kopiere forbillederne - helt eller delvist.

 

Jeg var sådan set ret tilfreds med dem alle tre. Og de lå vel, som jeg husker det,  ganske tæt op af referencebillederne. 

   Fidusen ved mange akvareller er jo at man ved at iagttage dem analytisk, stort set kan se hvordan maleprocessen er forgået - trin for trin.

   I det med den brune gravhund der kigger op, har jeg prøvet at markere nogle konturlinjer med en tynd hvid streg. Det fungerer fint, og et "tricks" jeg kunne finde på at genbruge i andre sammenhænge.

   Og i billedet med de tre gravhunde ved havet, har jeg inkopieret to ekstra hunde som ikke var med i referencebilledet. Det var nemt og virkede godt, syntes jeg - fordi det stimulerer fantasien: Tre - uden snor - ser ud over havet! Og hvad gør de der, og hvad kigger de efter?

   Det som jeg vælger i den tredje akvarel - at male gravhunden i en blå farve, snarere end en sort-grå, virker forfriskende - lidt ligesom det kendte maleri fra den tyske fauvisme med en blå hest som motiv.

   Forbilledet er også malet i blå nuancer.

Når jeg gerne ville prøve at udfordrer mig selv med nogle gravhunde-akvareller var der en dobbelt anledning:

   Dels er gravhunden fruens yndlingshund og har været det altid.

   Og dels havde min modelbyggerven drejet sin gravhundemodel af affaldstræ - med Kay Boyesens kendte figur i teaktræ som forbillede:

Og for så lige at vende tilbage til den skotske fox terrier. 

   Findes der mon ikke en manga-instruktionstegning for sådan en?

   Jo, naturligvis:

https://www.dragoart.com/tuts/15146/1/1/how-to-draw-a-scottie,-scottish-terrier.htm

Egentlig ville jeg gerne have nået at male endnu en sort skotsk foxterrier mere, og kopien af konturerne har jeg lavet.

   Men så tog trætheden over. 

Hvad genlæsning af en gammel femi-krimi-serie kan føre til - blev fanget af skønheden i victorianske 'malede damer' og 'Tifany-lamper' fra USA

Jeg er ved at genlæse en af mine krimiserier, den vist nok første amerikanske femi-krimi-serie med en hårdkogt kvindelig P.I. Sharon McCone som hovedperson, skrevet af Marcia Muller, 

    Seriens historier er henlagt til San Francisco, og første bind foregår omkring 1975-76 (udgivet 1977).

    Romanerne bliver gradvist bedre og bedre med hvert nyt bind husker jeg, og selv om der i årene efter kommer efterfølgere i genren, både i USA og fx i Sverige og Danmark, så er det lykkedes Marchia Muller at udvikle sin kvindelig privatdetektiv og de forbrydelser hun skal opklare op gennem årene, så man stadig bevare interessen

Genlæsningen fører mig også down memory lane: Jeg og fruen besøgte San Francisco i næsten en uge foråret 1997. Vi kørte i en såkald RV (autocamper), og kom fra San Diego og havde fundet en asfalteret RV-plads midt inde i byen. Efter besøget skulle vi videre op ad Stillehavskysten mod Seattle.

   De fleste ture gik vi rundt, eller vi kørte med sporvogn. At køre rundt med en RV i San Francisco var besværligt alene på grund af problemer med at finde parkeringplads.

   Besøget var en stor oplevelse, byen lige så charmerende som jeg havde fantaseret mig til, og havde jeg haft mulighed for det ville den stå højt på min  liste af bebesøg-værdige byer der fortjente en tur mere.

  Jeg husker ikke om vi undervejs rundt i byen stødte på nogle af de gamle victorianske trævillaer fra før og omkring 1900-tallet som stadig findes i forskellige gamle bykvarterer. 

    Vi har nok i den korte tid været så overvældet af indtryk at gamle trævillaer - uanset bemaling - er røget under opmærksomhedsradaren.

    Og læsningen af Marchia Mullers krimiserie lå på det tidspunkt langt tilbage i erindringens tåger.

Tredje bind i serien om Sharon McCone har titlen "The Chesire Cat's Eye". Og en central del af plottet er en indædt strid mellem forskellige ejere af 'victorians' - 70-100 år gamle trævillaer i en gade i San Fransisco. 

    Konflikten i romanen (og i virkeligheden) i midten  af 70'erne drejede sig om hvordan man skulle og burde restaurere, herunder genmale disse huse udvendigt:

   Skulle man bevare det oprindelige ret ensfarvede ydre, eller skulle man - ret uhæmmet - gøre brug af hele paletten?

   

Den konflikt giver jo kun for alvor mening hvis man kan se hvad det drejer sig om. Og det kan man heldigvis nu, bare ved at google! 

   Så ser man hvad balladen dengang drejede sig om - og hvem vinderne blev:

Et par klik - og man støder på stikordet "Painted Ladies", et udtryk som bruges som en oprindelige lidt nedgørende metafor for disse gen-malede trævillaer som oprindelig er blevet bygget i sidste halvdel af 1800-tallet og et årti inde i 1900-tallet. 

About 48,000 houses in the Victorian and Edwardian styles were built in San Francisco between 1849 and 1915 (with the change from Victorian to Edwardian occurring on the death of Queen Victoria in 1901), and many were painted in bright colors. As one newspaper critic noted in 1885, "...red, yellow, chocolate, orange, everything that is loud is in fashion...if the upper stories are not of red or blue... they are painted up into uncouth panels of yellow and brown..." While many of the mansions of Nob Hill were destroyed by the 1906 San Francisco earthquake, thousands of the mass-produced, more modest houses survived in the western and southern neighborhoods of the city.

   During World War I and World War II, many of these houses were painted battleship gray with war-surplus Navy paint. Another sixteen thousand were demolished, and many others had the Victorian decor stripped off or covered with tarpaper, brick, stucco, or aluminum siding.

   In 1963, San Francisco artist Butch Kardum began combining intense blues and greens on the exterior of his Italianate-style Victorian house. His house was criticized by some, but other neighbors began to copy the bright colors on their own houses. Kardum became a color designer, and he and other artists / colorists such as Tony Canaletich,       Bob Buckter, and Jazon Wonders began to transform dozens of gray houses into Painted Ladies. By the 1970s, the colorist movement, as it was called, had changed entire streets and neighborhoods. This process continues to this day.

   One of the best-known groups of "Painted Ladies" is the row of Victorian houses at 710–720 Steiner Street, across from Alamo Square park, in San Francisco. It is sometimes known as "Postcard Row." The houses were built between 1892 and 1896 by developer Matthew Kavanaugh, who lived next door in the 1892 mansion at 722 Steiner Street. This block appears very frequently in media and mass-market photographs of the city and its tourist attractions and has appeared in an estimated 70 movies, TV programs, and ads, including in the opening credits of the television series Full House and sequel “Fuller House” 

Det er præcis denne husrække i Steiner Street og konflikten i 70'erne mellem 'colorist-movement' og 'restorationisterne' som er rammen omkring Marcia Muller-krimien jeg er igang med at læse. 

   Det var koloristerne der vandt. Og disse 'malede damer' (eller det skulle måske snarere oversættet til 'sminkede damer') er nu en af de største turistattraktioner i San Fransisco. 

   Selv betegnelsen stammer fra titlen på en bog

The term was first used for San Francisco Victorian houses by writers Elizabeth Pomada and Michael Larsen in their 1978 book Painted Ladies: San Francisco's Resplendent Victorians. Although polychrome decoration was common in the Victorian era, the colors used on these houses are not based on historical precedent.

Herhjemme har vi, så vidt jeg husker, haft en tilsvarende diskussion om den nymalede Palads-biograf, som jo oprindelig blev opført og taget i brug som Københavns første hovedbanegård:

Kunstneren med ansvaret for valg af farver og design 1989: Poul Gernes.

Mens jeg nu var igang med at researche på virkellighedsanknytningen af vigtige elementer i krimien, så indgår der også i historien nogle antikke lamper fra  samme århundreskifte: 'Tiffany-lamper' - bronze-standerlamper med glas-lampeskærme, som enten kan være ægte og altså omkring 70 år gamle da historien udspiller sig, eller nyere kopier som undertiden er lavet så godt at de er svære at skelne.

   Prisforskellen på de ægte gamle Tiffany-lamper og de nyere efterligninger, er enorm, og kun specialister kan kende forskel. 

   Den dyreste Tiffany-lampe er solgt på auktion 1998 for 2,8 millioner dollars. 

   En lampe man nok ikke ville turde lade stå fremme med små vilde drenge og dyr i stuerne.

   

Men hvad er en Tiffany-lampe for en slags ting? 

   Jeg husker ikke at have mødt betegnelsen før! Men det havde fruen der kunne fortælle at de lamper var blevet  meget in i blandt 60'ernes unge designere i København.

   En billed-googling afslører at det er en meget smuk lampe med en skærm af blyindfattet glasmosaik:

Umiddelbart er min reaktion ved synet af de her lamper: jugendstil/art nouveou, ingen tvivl om det. 

    Og jo altså stilmæssigt beslægtet med Alphons Muchas billedkunst som  jeg har skrevet om i det foregåend indlæg. 

   Og det passer også med tiden omkring århundredskiftet. 

   Men de her lamper er altså et originalt amerikansk bidrag til stilen - opfundet, designet og udviklet af Louis Comfort Tiffany i New York.

   Eller det var hvad offentligheden og kunsteksperter troede indtil 2007:

The first Tiffany lamp was created around 1895. Each lamp was handmade by skilled craftsmen, not mass- or machine-produced. Its designer was not, as had been thought for over 100 years, Louis Comfort Tiffany, but a previously unrecognized artist named Clara Driscoll who was identified in 2007 by Rutgers professor Martin Eidelberg as being the master designer behind the most creative and valuable leaded glass lamps produced by Tiffany Studios.[1][2]

Og det er nu anerkendt at det var Clara Driscoll som var designeren og kunstneren bag en stor mængde af de første Tiffany-lamper.

Clara Driscoll in a workroom with Joseph Briggs, a longtime manager at Tiffany Studios (1901).

Clara Driscoll (December 15, 1861 – November 6, 1944) of Tallmadge, Ohio, was head of the Tiffany Studios Women's Glass Cutting Department (the "Tiffany Girls"), in New York City. Using patterns created from the original designs, these women selected and cut the glass to be used in the famous lamps. Driscoll designed more than thirty Tiffany lamps produced by Tiffany Studios, among them the Wisteria, Dragonfly, Peony, and from all accounts her first — the Daffodil.

Sådan kommer man vidt omkring, bliver æstetisk stimuleret og overrasket - bare fordi man ville genlæse en krimi, og har nettet til at vise hvad det er den fysisk og visuelt handler om: Sminkede damer og glasmosaik-lamper.

Idag kan man på nettet bestille og købe Tiffany-lamper importeret fra Kina, til mellem 500 og 1500 kr.

http://somo-art.dk/belysning-9/tiffany-lamper-44/