Akvarelmaleriets mysterier (72) - ned til hundene og andre historier

Jeg har tidligere flere gange skrevet om at det er en stimulerende udfordring at få bestillinger på akvareller fra familie, venner og bekendte - med et udpeget motiv.

   Simpelt hen fordi der dels indgår en social forpligtelse (så min træthed eller ugidelighed ikke sejrer), og dels fordi jeg samtidig får en udfordring til at prøve at male et motiv i akvarel som jeg ikke umiddelbart ellers ville være tændt på - endsige have kastet mig ud i.

Med akvarel er det tit sådan (som jeg lærte af de japanske træsnitkunstnere) at det at tegne/male bestemte motiver for en stor del består af 'professionelle tricks', som så, når man først har lært at beherske dem, så gør at så sidder billedet lige i skabet, som man siger.

   Det er det som bl.a. kendtegner manga-stilen som kendes fra japanske tegneserier og tegnefilm, og som oprindelig - blandt andre - er blevet udviklet af den japanske træsnitkunstner Hokusai så tidligt som i første halvdel af 1800-tallet:

Manga is said to originate from scrolls dating back to the 12th and 13th centuries. During the Edo period (1603-1867), another book of drawings, Toba Ehon, embedded the concept of manga.[6] The word first came into common usage in the late 18th century[7] with the publication of such works as Santō Kyōden's picturebook Shiji no yukikai (1798),[8][9] and in the early 19th century with such works as Aikawa Minwa's Manga hyakujo (1814) and the celebrated Hokusai Manga books (1814–1834) containing assorted drawings from the sketchbooks of the famous ukiyo-e artist Hokusai who lived from 1760–1849.[10] Rakuten Kitazawa (1876–1955) first used the word "manga" in the modern sense.[11]

Det er naturligvis overdrevet - vel lidt af en provokation - at skrive  sådan om sin 'kunst' - at man udnytter 'professionelle tricks'. Men der er noget om snakken.

   Fx nu min egen seneste serie med ugler som motiv: Mange af de akvareller malede jeg i en lidt sjusket første udgave (for simpelt hen at overkomme en 'maleblokering'), og så: Ja, så malede jeg en anden udgave som jeg som regel var ret tilfreds med. Ved simpelt hen at genbruge de "tricks" som var lykkedes i første udgaven.

   Og i flere tilfælde skulle jeg så male en kopi af sådan en vellykket ugle-akvarel. Og lykkes det (og det gjorde det som regel), så viser det på en måde også det rigtige i iagttagelsen af betydningen af 'professionelle tricks'.

Men i sidste omgang af bestillingsopgaver har ønsket stået på 'hunde' som motiv, altså hunde som ejeren gerne ville have portrætteret i akvarel.

Vi starter med Renés skotske foxterrier, en hunderace alle kender. Den har knaldsort pels, er langhåret - så langhåret at pelsen mere eller mindre dækker benene.

   Her er akvarellen med Renés hund som motiv - malet ud fra et reference-foto han gav mig:

Jeg har det ret fint med det.

   Det er svært at male 'blød langhåret pels' og især når farven er sort.

   Har dog planer om flere akvareller af sorte langhårde skotske terriere. Ved at der kommer bestillinger på den samme hund, men i sne-omgivelser.

Her er så to akvareller hvor motivet er Kims (min kreative frisørs) hvidpelsede High Westland Terrier. Den lyder navnet Oscar - den første akvarel med et ungdomsfoto som referencebillede, det andet som den ser ud i dag:

Det bliver endnu en gang demonstreret at hvidt er godt for akvarelmotiver. Og jeg er meget tilfreds med begge billeder.

Det er ikke første gang jeg maler hunde som bestillingsopgave.

   Gina som er gift med min bonussøn, havde længe ønsket sig en akvarel med deres nyeste schæfer Ballou som motiv. 

   Jeg havde også flere gange forsøgt at finde et foto af Ballou som ville egne sig som referencefoto. Men jeg fandt ikke rigtig et jeg syntes kunne være sjovt at male.

   Men bingo, så var det der: et billede hvor man ser Ballou nysgerrigt kigge på en nyankommen killing der kigger ud af hullet i en flyttekasse:

Ret vellykket, synes jeg stadig.

   Udfordringen var Ballous stride sort-brunt chancerende pels. Men jeg udnyttede at jeg kunne give pelsen struktur med en indledende gummimaskering der hvor den skulle være lysere striber.

Og så kommer jeg i tanker om tre tidligere hunde-akvareller med gravhunde som motiv som jeg har malet, dem her:

Det specielle ved dem er at de alle er malet med andre akvareller af gravhunde  som referencebilleder, billeder som jeg har fundet på nettet. 

   Her har jeg altså nærmest forsøgt at kopiere forbillederne - helt eller delvist.

 

Jeg var sådan set ret tilfreds med dem alle tre. Og de lå vel, som jeg husker det,  ganske tæt op af referencebillederne. 

   Fidusen ved mange akvareller er jo at man ved at iagttage dem analytisk, stort set kan se hvordan maleprocessen er forgået - trin for trin.

   I det med den brune gravhund der kigger op, har jeg prøvet at markere nogle konturlinjer med en tynd hvid streg. Det fungerer fint, og et "tricks" jeg kunne finde på at genbruge i andre sammenhænge.

   Og i billedet med de tre gravhunde ved havet, har jeg inkopieret to ekstra hunde som ikke var med i referencebilledet. Det var nemt og virkede godt, syntes jeg - fordi det stimulerer fantasien: Tre - uden snor - ser ud over havet! Og hvad gør de der, og hvad kigger de efter?

   Det som jeg vælger i den tredje akvarel - at male gravhunden i en blå farve, snarere end en sort-grå, virker forfriskende - lidt ligesom det kendte maleri fra den tyske fauvisme med en blå hest som motiv.

   Forbilledet er også malet i blå nuancer.

Når jeg gerne ville prøve at udfordrer mig selv med nogle gravhunde-akvareller var der en dobbelt anledning:

   Dels er gravhunden fruens yndlingshund og har været det altid.

   Og dels havde min modelbyggerven drejet sin gravhundemodel af affaldstræ - med Kay Boyesens kendte figur i teaktræ som forbillede:

Og for så lige at vende tilbage til den skotske fox terrier. 

   Findes der mon ikke en manga-instruktionstegning for sådan en?

   Jo, naturligvis:

https://www.dragoart.com/tuts/15146/1/1/how-to-draw-a-scottie,-scottish-terrier.htm

Egentlig ville jeg gerne have nået at male endnu en sort skotsk foxterrier mere, og kopien af konturerne har jeg lavet.

   Men så tog trætheden over. 

Hvad genlæsning af en gammel femi-krimi-serie kan føre til - blev fanget af skønheden i victorianske 'malede damer' og 'Tifany-lamper' fra USA

Jeg er ved at genlæse en af mine krimiserier, den vist nok første amerikanske femi-krimi-serie med en hårdkogt kvindelig P.I. Sharon McCone som hovedperson, skrevet af Marcia Muller, 

    Seriens historier er henlagt til San Francisco, og første bind foregår omkring 1975-76 (udgivet 1977).

    Romanerne bliver gradvist bedre og bedre med hvert nyt bind husker jeg, og selv om der i årene efter kommer efterfølgere i genren, både i USA og fx i Sverige og Danmark, så er det lykkedes Marchia Muller at udvikle sin kvindelig privatdetektiv og de forbrydelser hun skal opklare op gennem årene, så man stadig bevare interessen

Genlæsningen fører mig også down memory lane: Jeg og fruen besøgte San Francisco i næsten en uge foråret 1997. Vi kørte i en såkald RV (autocamper), og kom fra San Diego og havde fundet en asfalteret RV-plads midt inde i byen. Efter besøget skulle vi videre op ad Stillehavskysten mod Seattle.

   De fleste ture gik vi rundt, eller vi kørte med sporvogn. At køre rundt med en RV i San Francisco var besværligt alene på grund af problemer med at finde parkeringplads.

   Besøget var en stor oplevelse, byen lige så charmerende som jeg havde fantaseret mig til, og havde jeg haft mulighed for det ville den stå højt på min  liste af bebesøg-værdige byer der fortjente en tur mere.

  Jeg husker ikke om vi undervejs rundt i byen stødte på nogle af de gamle victorianske trævillaer fra før og omkring 1900-tallet som stadig findes i forskellige gamle bykvarterer. 

    Vi har nok i den korte tid været så overvældet af indtryk at gamle trævillaer - uanset bemaling - er røget under opmærksomhedsradaren.

    Og læsningen af Marchia Mullers krimiserie lå på det tidspunkt langt tilbage i erindringens tåger.

Tredje bind i serien om Sharon McCone har titlen "The Chesire Cat's Eye". Og en central del af plottet er en indædt strid mellem forskellige ejere af 'victorians' - 70-100 år gamle trævillaer i en gade i San Fransisco. 

    Konflikten i romanen (og i virkeligheden) i midten  af 70'erne drejede sig om hvordan man skulle og burde restaurere, herunder genmale disse huse udvendigt:

   Skulle man bevare det oprindelige ret ensfarvede ydre, eller skulle man - ret uhæmmet - gøre brug af hele paletten?

   

Den konflikt giver jo kun for alvor mening hvis man kan se hvad det drejer sig om. Og det kan man heldigvis nu, bare ved at google! 

   Så ser man hvad balladen dengang drejede sig om - og hvem vinderne blev:

Et par klik - og man støder på stikordet "Painted Ladies", et udtryk som bruges som en oprindelige lidt nedgørende metafor for disse gen-malede trævillaer som oprindelig er blevet bygget i sidste halvdel af 1800-tallet og et årti inde i 1900-tallet. 

About 48,000 houses in the Victorian and Edwardian styles were built in San Francisco between 1849 and 1915 (with the change from Victorian to Edwardian occurring on the death of Queen Victoria in 1901), and many were painted in bright colors. As one newspaper critic noted in 1885, "...red, yellow, chocolate, orange, everything that is loud is in fashion...if the upper stories are not of red or blue... they are painted up into uncouth panels of yellow and brown..." While many of the mansions of Nob Hill were destroyed by the 1906 San Francisco earthquake, thousands of the mass-produced, more modest houses survived in the western and southern neighborhoods of the city.

   During World War I and World War II, many of these houses were painted battleship gray with war-surplus Navy paint. Another sixteen thousand were demolished, and many others had the Victorian decor stripped off or covered with tarpaper, brick, stucco, or aluminum siding.

   In 1963, San Francisco artist Butch Kardum began combining intense blues and greens on the exterior of his Italianate-style Victorian house. His house was criticized by some, but other neighbors began to copy the bright colors on their own houses. Kardum became a color designer, and he and other artists / colorists such as Tony Canaletich,       Bob Buckter, and Jazon Wonders began to transform dozens of gray houses into Painted Ladies. By the 1970s, the colorist movement, as it was called, had changed entire streets and neighborhoods. This process continues to this day.

   One of the best-known groups of "Painted Ladies" is the row of Victorian houses at 710–720 Steiner Street, across from Alamo Square park, in San Francisco. It is sometimes known as "Postcard Row." The houses were built between 1892 and 1896 by developer Matthew Kavanaugh, who lived next door in the 1892 mansion at 722 Steiner Street. This block appears very frequently in media and mass-market photographs of the city and its tourist attractions and has appeared in an estimated 70 movies, TV programs, and ads, including in the opening credits of the television series Full House and sequel “Fuller House” 

Det er præcis denne husrække i Steiner Street og konflikten i 70'erne mellem 'colorist-movement' og 'restorationisterne' som er rammen omkring Marcia Muller-krimien jeg er igang med at læse. 

   Det var koloristerne der vandt. Og disse 'malede damer' (eller det skulle måske snarere oversættet til 'sminkede damer') er nu en af de største turistattraktioner i San Fransisco. 

   Selv betegnelsen stammer fra titlen på en bog

The term was first used for San Francisco Victorian houses by writers Elizabeth Pomada and Michael Larsen in their 1978 book Painted Ladies: San Francisco's Resplendent Victorians. Although polychrome decoration was common in the Victorian era, the colors used on these houses are not based on historical precedent.

Herhjemme har vi, så vidt jeg husker, haft en tilsvarende diskussion om den nymalede Palads-biograf, som jo oprindelig blev opført og taget i brug som Københavns første hovedbanegård:

Kunstneren med ansvaret for valg af farver og design 1989: Poul Gernes.

Mens jeg nu var igang med at researche på virkellighedsanknytningen af vigtige elementer i krimien, så indgår der også i historien nogle antikke lamper fra  samme århundreskifte: 'Tiffany-lamper' - bronze-standerlamper med glas-lampeskærme, som enten kan være ægte og altså omkring 70 år gamle da historien udspiller sig, eller nyere kopier som undertiden er lavet så godt at de er svære at skelne.

   Prisforskellen på de ægte gamle Tiffany-lamper og de nyere efterligninger, er enorm, og kun specialister kan kende forskel. 

   Den dyreste Tiffany-lampe er solgt på auktion 1998 for 2,8 millioner dollars. 

   En lampe man nok ikke ville turde lade stå fremme med små vilde drenge og dyr i stuerne.

   

Men hvad er en Tiffany-lampe for en slags ting? 

   Jeg husker ikke at have mødt betegnelsen før! Men det havde fruen der kunne fortælle at de lamper var blevet  meget in i blandt 60'ernes unge designere i København.

   En billed-googling afslører at det er en meget smuk lampe med en skærm af blyindfattet glasmosaik:

Umiddelbart er min reaktion ved synet af de her lamper: jugendstil/art nouveou, ingen tvivl om det. 

    Og jo altså stilmæssigt beslægtet med Alphons Muchas billedkunst som  jeg har skrevet om i det foregåend indlæg. 

   Og det passer også med tiden omkring århundredskiftet. 

   Men de her lamper er altså et originalt amerikansk bidrag til stilen - opfundet, designet og udviklet af Louis Comfort Tiffany i New York.

   Eller det var hvad offentligheden og kunsteksperter troede indtil 2007:

The first Tiffany lamp was created around 1895. Each lamp was handmade by skilled craftsmen, not mass- or machine-produced. Its designer was not, as had been thought for over 100 years, Louis Comfort Tiffany, but a previously unrecognized artist named Clara Driscoll who was identified in 2007 by Rutgers professor Martin Eidelberg as being the master designer behind the most creative and valuable leaded glass lamps produced by Tiffany Studios.[1][2]

Og det er nu anerkendt at det var Clara Driscoll som var designeren og kunstneren bag en stor mængde af de første Tiffany-lamper.

Clara Driscoll in a workroom with Joseph Briggs, a longtime manager at Tiffany Studios (1901).

Clara Driscoll (December 15, 1861 – November 6, 1944) of Tallmadge, Ohio, was head of the Tiffany Studios Women's Glass Cutting Department (the "Tiffany Girls"), in New York City. Using patterns created from the original designs, these women selected and cut the glass to be used in the famous lamps. Driscoll designed more than thirty Tiffany lamps produced by Tiffany Studios, among them the Wisteria, Dragonfly, Peony, and from all accounts her first — the Daffodil.

Sådan kommer man vidt omkring, bliver æstetisk stimuleret og overrasket - bare fordi man ville genlæse en krimi, og har nettet til at vise hvad det er den fysisk og visuelt handler om: Sminkede damer og glasmosaik-lamper.

Idag kan man på nettet bestille og købe Tiffany-lamper importeret fra Kina, til mellem 500 og 1500 kr.

http://somo-art.dk/belysning-9/tiffany-lamper-44/

Alphonse Mucha - en jugend-kunster af en anden verden - og andre historier om jugendstilen og dens efterklang

Alphonse Mucha: Panel: Blomster

Arken, kunstmuseet i Ishøj, er ret specielt. Dets ydre udtryk er fascinerende og mærkeligt - postmodernistisk, plejer man at sige. Mere skulptur end bygning, set udefra.

   Indeni er det specielt på en mindre god måde. Man ender altid med at gå vild, skiltningen fungerer dårligt, og der er en masse skæve hjørner som ligesom bare blev tilovers, og som ledelsen tit har problemer med at fylde ud på en for publikum tilfredsstillende måde.

Men gode udstillinger har de bragt, blandt andet udstillinger med Gerda Wegener (1886-1940)og Bjørn Wienblad (1918-206), som jeg tidligere har skrevet om - og  hvis kunst jeg vel nærmest rost til skyerne her på bloggen.

   Ligesom Arken i øvrigt også har vist en fremragende udstilling med den østrigske kunstner Friedensreich Hundertwasser, en kunstner som også altid har en høj stjerne i mit univers.

Seneste nyt i Arken-regi er en stor udstilling af Alphonse Mucha - tjekkiske art nouveau/jugendstil-kunstner der levede fra 1869 til 1939.

   Navnet og hans historie og karrierer som international frontfigur inden for den kunstretning som jeg altid har været fascineret af, kendte jeg ikke (eller havde måske glemt).

   Men stilen, kvinderne, farverne, plakaterne - kendte jeg til gengæld i den grad.

   Ved synet af en enkelt plakat eller to, så var man 'hjemme'.
   Og jeg kunne sådan set bade, drukne og fortabe mig i hans plakater i timevis - som elsker og beundrer af stilen og det imaginære feminine univers som hans hovedsagelig grafiske værker tryller frem.

 

Herhjemme var Bjørn Wienblad en ånds- og stilbeslægtet kunsthåndværker og illustrator, men et par generationer yngre. Også han med stor international gennemslagskraft og popularitet.

    Herhjemme havde han ikke høj status i kunsforstandkredse i 60'erne og de tre følgende årtier.

   Men efter årtusindskiftet har han - efter min mening fortjent - fået en rennæssance.

Internationalt slog Alphons Mucha igennem i Paris januar 1894 med store spektakulære gadeplakater der skulle reklamere for en Sarah Bernhardt-forestilling med titlen Gismonda:

Gismonda, Victorien Sardou's four-act play, was premiered in the autumn of 1894 at the Théâtre de la Renaissance in Paris. Sarah Bernhardt was both director and actor. This poster by Mucha was produced to promote the new production which opened on 4 January, 1895.

   Mucha portrayed Bernhardt as an exotic Byzantine noblewoman wearing a splendid gown and an orchid headdress with a palm branch in her hand. This costume was worn in the last act, the climax of the play, where she joined the Easter procession. Placing her life-size figure on an arched platform, Mucha rendered the beauty and dignity of her personality onstage rather than representing her realistic features or the story.

   Delighted with Mucha's design, Bernhardt continued to use this poster for her American tour in 1896.

Nærbillede af plakaten

Siden var der ingen ende på successen. Plakater, udstillinger, lærebøger, dekorations- og illustratoropgaver, kunstskoler, USA-turneer - og forskellige prestigefyldte udsmykningsopgaver.

   Wikipedia fortæller:

Bernhardt was so satisfied with the success of this first poster that she began a six-year contract with Mucha.

   Mucha produced a flurry of paintings, posters, advertisements, and book illustrations, as well as designs for jewelry, carpets, wallpaper, and theatre sets in what was termed initially The Mucha Style but became known as Art Nouveau (French for "new art").

   Mucha's works frequently featured beautiful young women in flowing, vaguely Neoclassical-looking robes, often surrounded by lush flowers which sometimes formed halos behind their heads. In contrast with contemporary poster makers he used pale pastel colors.[7]

Og efter at hans hjemland Tjekkoslovakiet bliver selvstændigt 1918 bliver han en nærmest ikonisk hofkunstner for den nye stat, og designer bl.a. både den nye nations frimærker og pengesedler. 

• 1897 separatudstillinger: på galleri Bodiniére i Paris med 107 udstillede værker og på Salon des Cent med 448 værker.
• 1899 får en bestilling af Østrig-Ungarns regering til Verdensudstillingen i Paris 1900.
• 1900 indleder arbejdet med indretningen af Georges Fouquet's juvelerforretning, en af Art Nouveau´s fremmeste interierer.
• 1902 udgiver "Documents Décoratifs", en håndbog til formgivere af kunsthåndværk.
• 1905 udgiver "Figures Décoratives".
• 1906 flytter til Amerika, hvor han underviser og på bestilling maler mange olieportrætter.
• 1910 vender tilbage til Prag for at arbejde med vægmalerierne i Obecní dům og at arbejde på "Det slaviske Epos".
• 1911 færdiggør vægmalerierne i Obecní dům, det sidste store interiørdekoration i Art Nouveau stil i Prag.
• 1918 proklameres den selvstændige stat Tjekkoslovakiet. Mucha designer de første frimærker og pengesedler.
• 1921 succesrig udstilling af Muchas arbejder på Brooklyn Museum i New York.
• 1928 den færdige cyklus "Det slaviske Epos" overdrages til det tjekkiske folk og byen Prag.
• 1931 får til opgave at udføre at glasmaleri til Sankt Veit domkirken i Prag.

Da nazisterne tager magten i Tjekkoslovakiet i 1939, er Mucha tidligt et mål for offentlig forfølgelse, fængsling, barske forhør:

The rising tide of fascism during the late 1930s resulted in Mucha's works and his Slavic nationalism being denounced in the press as 'reactionary'. Mucha’s Slav nationalism and Jewish roots made him a primary target of the Gestapo during Nazi occupation.

   When German troops moved into Czechoslovakia during the spring of 1939, Mucha was among the first persons to be arrested by the Gestapo.

   During his interrogation, the aging artist became ill with pneumonia. Though released eventually, he may have been weakened by this event.

   He died in Prague on 14 July 1939, due to lung infection, and was interred there in the Vyšehrad cemetery

Det er typisk for interessen for både Alphons Mucha og for jugendstilen som sådan, at det går kraftigt op og ned  med interessen hen gennem århundret. Hans stil bliver 'outdated' da den globale økonomisk krise sætter ind 1929. 

   Og 30'erne og 40'ernes og 50'ernes funktionalisme passer hans billeder og spirituelle kvindeelskende skønhedsunivers ikke til.

   Men så, i min ungdom - med 68'erne flower-power-bevægelse - så får han i den grad en rennæssance! Hvad der bl.a. fremgår af pladeomslagene hvor en lang række bands trækker på hans stil og hans spirituelle univers. 

   Og ingen tvivl om at jugendstilens arkitektur, keramik, design i de sidste mange år har ligget højt på interessebarometret for både mine jævnaldrende men også de yngre generationer. 

Den permanente Alphonse Mucha-udstilling i Prag blev oprettet så sent som i 1998, og den inddeler hans udstillede værker i disse kategorier: 1. Paneler, 2. Parisiske plakater, 3. Dekorative dokumenter, 4. Tjekkiske plakater, 5. Malerier, 6. Tegninger og pasteller, 7. Studier.

'Panelerne' udgøres af serier på 4, hvor hvert billede i serien symboliserer en del af en 4-hed: Fx Morgen, Middag, Aften, Nat:

Eller her - et panel med symbolsk illustration af 'De fire årstider':

Ud over at Mucha ligesom næsten alle andre af samtidens kunstnere var inspirereret af japansk træsnitkunst, så er også den engelske kunstnergruppe 'præ-rafaelitterne' en retning har han lært af. 

   Han var venner med bl.a. Gaugin, og som ham og Bernard regnes Mucha til symbolisterne, med deres opgraderede interesse for det spirituelle indhold bag billedernes ydre udtryk.

   Som plakatkunstner i Paris konkurrerede Mucha i disse år med Toulouse Lautrec:

Og som den fremmeste repræsentant for jugendstilens illustratorkunst havde Mucha vel kun sin ligemand i englænderen Aubrey Beardsley der døde meget ung:

Skulle man nævne en samtidig jugend-stil kunstner som Mucha nok ikke kunne og sikkert heller ikke ønskede at konkurrerer med, så må det være Gustav Klint:

Alphons Mucha fik sit store folkelige gennembrud i Paris med Sarah Bernhardt-plakaten 1894, og var i en lang række år en af de mest efterspurgt kunstner til plakater der skulle promovere nye teaterforestillinger i Paris:

Alphonse Mucha var som andre af samtidens store kunstnere, fx Degas og Cezanne,  stærkt optaget af mulighederne for at bruge fotos af iscenesatte studie-model-opstillinger som reference-billeder til sine plakat-kunstværker - med unge, smukke, pikant klædte og forførende kvinder som centralt motiv. 

   Inden det tegnede og malede forstudie som ses nedenfor, har der sikkert være fotos fra en eller flere iscenesatte studieoptagelser af en nøgenmodel: 

Forstudie - model uden tøj på

Endelig motiv - modellen har fået tøj på

Foto-forstudier og endeligt billede:

På udstillingen på Arken var en hel sal helliget Muchas fotos af nøgenmodeller som han så har brugt som målbare og tegnebare forbilleder for sin plakater:

Det er tydeligvis gået livligt for sig i hans studie i de år.

    

Mucha blev med årene mere og mere optaget af de forskellige spirituelle retninger der florerede i Europa og USA omkring århundredskiftet. Og han blev bl. a. optaget i frimurerlogen i Paris, og blev senere Stormester for frimurernes lokal-afdeling i Tjekkoslovakiet da landet blev selvstændig.

   Som udtryk for denne hans interesse for billeder med religiøst og mystisk indhold lavede han en billedbog over den kristne fadervors-bøn: Le Pater, hvori det efter sigende vrimlede med frimurer-symboler:

Le Pater is an illustrated edition of The Lord’s Prayer created by Mucha. Published in Paris on 20 December 1899, it was meant to be Mucha’s message to future generations about the progress of mankind.

   Through the archetypal Christian prayer, he wished to present the way for man to reach the Divine Ideal, the highest state in the spiritual world.

   Here Mucha analysed each of the seven verses in a set of three pages (each printed on one side of a leaf). The first of each set in colour shows an original verse in Latin and French, framed in a border sumptuously decorated with flowers and a symbolic female figure.

   The second, also in colour, is Mucha’s own text interpreting the verse with initial letter and floral decoration.

   The third monochromatic page, printed in photogravure, contains a full-page allegorical drawing, which depicts his philosophical response to the verse.

   Throughout the pages, Mucha’s designs feature an abundance of Masonic symbols.

Denne version af Muchas kunst er ikke lig min kop te. 

   Men den senere tids kunstnere der har skullet illustrere fantasy-bøger, fantasy-tegneserier og -film, har utvivlsomt fået fin inspiration fra denne visuelt vildt ambitiøse illustration af linjerne i Fadervor. 

Mucha fik også overført sine billeder til alle muligt dekorative artefakter. Og jeg er ikke den der ville sige nej hvis en kunsthandler kom forbi og tilbød mig sådan en vase til en overkommelig pris:

Som motiv for en smuk tatoverring er hans billeder også ekstremt egnede:

Ud over at have fået tilsendt kataloget fra udstillingen på Arken, købte jeg min vane tro også en del postkort med hans billeder på.

    Og så til sidst opdagede jeg henne i en krog i forhallen: En Alphonce Mucha mulepose, som jeg måtte have:

Og som Arkens udstilling også illustrerede, så fik Alphonse Mucha en rennæssance som illustrator af pladeomslag for musik som tilsluttede sig Flower-power versionen af studenteroprøret:

Så Alphonse Mucha - ham er jeg fan og beundrer af, sammen med millioner af andre kunstelskere.

   Og nu glemmer jeg aldrig hans navn.

Jeg synes selv jeg har skrevet et rigtig godt blogindlæg om de få danske jugendkunstnere Jens Lund og Johannes Holbek her:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2014/08/dansk-jugend-jens-lund-formkonstanter.html

Jeg har også skrevet flere indlæg om den kvindelige danske jugendstil-kunstmaler Gerda Wegener.