 |
| Carl Johan Forsberg: Laguna Viva Venezia. Akvarel.1927 |
Så nåede jeg hen til det som jeg for fire blokindlæg tilbage troede jeg bare kunne gå igang med at skrive om: Min positive oplevelse af og fascination ved den udstilling som vores relativt nærliggende kunst-og kultur-udstillingscenter Rønnebæksholm for tiden viser.
Det ligger ca. 4 km øst for Næstved, og jeg har flere gange tidligere skrevet om mødet med gode udstillinger og interessante kunstnere i deres smukke lokaler: fx Grethe Bagge og Søren Martinsen.
Og helt undtagelsesvis er det en udstilling jeg og fruen har besøgt to gange, med 10 dages mellemrum.
Anden gang fordi vi gerne ville vises rundt af den ene af kunstnerne - den nulevende - som samtidig var den der havde "kurateret" udstillingen, som man professionelt udtrykker det idag.
"Kuratere" er et relativt nyt ord - overtaget fra engelsk - og betyder i følge ordbogen ...
... udvælge (og arrangere) de genstande eller værker der skal udstilles på en udstilling typisk efter et bestemt princip eller tema.
Det bruges også i en masse anmeldelser, som om alle læsere ved hvad det betyder.
Udstillingen har titlen "Forestillinger om skønhed" og viser billeder af en afdød svensk akvarelmaler Carl Johan Forsberg og af den nulevende danske kunstner Eva Louise Buus.
Det er to gode og interessante kunstnere hvis billeder vi møder på udstillingen. Men det særligt udsædvanlige ved den er historien bag det at den er blevet lavet:
Dels er det den første samlede udstilling af Carl Johan Forsbergs æstetisk forfinede og dekadente akvarelkunst siden 1930; derefter er han nemlig blevet godt og grundigt glemt og begravet, sådan rent kunsthistorisk.
Han er altså en regulær outsider og kunsthistorisk set en 'taber', som Eva Louise Forsberg nu har trukket frem af glemslen ved at få indsamlet og udstillet omkring 70 af hans akvareller, malet i perioden 1902-1936.
Dels er udstillingen også bemærkelsesværdig at ved kurator Buus selv er kunstner og i samme lokaler udstiller en række af sine egne billeder der er inspireret af hendes møde med Carl Johan Forsbergs kunt for nogle år tilbage.
Hun fortæller at hun faldt med et brag og blev tændt da hun for første gang stødte på et af hans billeder på en udstilling i det lokale kunstmuseum på Fanø.
Det var da hun så det her maleri af Forsberg:
 |
| Carl Johan Forsberg: Sønderho havn ved nat. Akvarel og pen på papir. 1922 |
Det gjorde så stærkt indtryk på hende at hun siden lavede en parafrase over det, ikke i det sårbare og skrøbelig medie akvarel, men i syrebehandlet metal
 |
| Eva Louise Buus: Skibe ved måneskin. Oxideret messing. 2015 |
Motivet med fiskerbåde badet i lyset fra et mystisk måneskin, vender Forsberg gang på gang tilbage til, fremgår det af udstillingen og katalogbogen som man kan købe på stedet:
Smukke, stemningsfulde og lidt "sære" billeder.
I sin artikel om ham og sit forhold til hans kunst i udstillingsbogen, fortæller Eva Louise Buus om mødet:
Jeg var begyndt på Kunstakademiet nogle år forinden og gik nu rundt i museets faste samling med billeder af Fanømalere, da noget pludselig fangede min opmærksomhed. Et smukt billede. En stor akvarel af skibe i måneskin. Billedet skilte sig markant ud i stilen fra de andre noget mere tunge og dystre malerier i samlingen.Det, der greb mig den gang og stadig griber mig idag, er Forsbergs måde at behandle sine motiver på. De er ganske vist malet, så man kan se, hvad det er, men med en stilisering og en særlig elegance i stilen - som jeg vist bedst kan beskrive som dekadent.. Jeg følte et umiddelbart kunstnerisk slægtskab med denne for mig komplet ukendte kunstner, og min nysgerrighed var vakt.
Som jeg opdagede det i sin tid da jeg skrev bogen om Poul Martinsen, så er det at gå på opdagelse i et andet kreativt menneskes liv og værk, en rejse gennem serendipitetens landskab.
Det ene underlige, overraskende - tilsyneladende tilfældige - lighedspunkt efter det andet dukker op.
Eva Louis Buus skriver:
I min udforskning og afsøgning af Forsbergs livsværk er jeg flere gange stødt på underfundige lighedspunkter mellem ham og mig. Vi har begge lagt et arkitekturstudie på hylden for derefter at hellige os billedkunsten, vi har begge en nær relation til Fanø, vi har boet 300 meter fra hinanden på Nørrebro, og vi har ikke mindst et stort kunstnerisk slægtskab. Da jeg første gang gik ind i dialogen mellem hans og mine værker, opdagede jeg , at jeg allerede inden jeg kendte hans arbejde, havde lavet en lang række billeder, der kunne sidestilles direkte med hans. Men mest af alt er det måden, han arbejder med motivet på, som jeg kunstnerisk kan spejle mig i: hans særlige streg og stilisering.
Nogenlunde faste læsere af min blog i de sidste par år, vil kunne genkende en række ligheder med min historie i mødet med akvarelmaleren og farvetræsnitkunstneren Harald Henriksen.
Her det træsnit som jeg - tilfældigvis - stødte på i en julebasar i Vordingborg for godt to år siden:
 |
| Harald Henriksen: Træer ved en vej. Farvetræssnit. 1938 |
Også jeg blev kunstnerisk-æstetisk forelsket ved første blik, og jeg oplevede også overraskelsen ved at her var en stor - og inden for sin motivkreds - suveræn kunstner, som til min undren var gået totalt i den kunsthistoriske glemmebog efter sin død i 1960.
Fra 1916 havde han været så kendt og anerkendt som kunstmaler og træsnitkunstner, at han havde udstillet på Charlottenenborgs forårsudstilling næsten hvert år resten af livet..
Da jeg stødte på hans farvetræsnit, havde jeg selv malet akvarel on an off i fire år. Og troede ved første blik at det her var en gammel gulnet akvarel. Men blev klogere. Det var et farvetræsnit, men af en helt særlig skønhed - og med tydelig inspiration fra de berømte japanske træsnit et lille århundrede før.
Efter at have været fortrængt og glemt siden 1960, så bliver Harald Henriksen og hans kunst først gravet frem i lyset af sønnen Hans Henriksen som var primus motor bag udstillingen i 2010 i Mørstings Hus på Frederiksberg, og bag udgivelsen af bogen af Ole Lindbo med titlen "Naturens Spejl".
Og senest vises Harald Henriksens billeder nu på hjemmesiden med digitale kopier af hans samlede værker og med fyldige biografiske oplysninger, også samlet af sønnen:
Da jeg kun er amatørmaler og ingen kunstneriske ambitioner har, så kan jeg naturligvis ikke stille egne akvareller op på siden af Harald Henriksen billeder og påstå at jeg er blevet inspireret her.
Men jeg kan se klare æstetiske kontakt- og lighedspunkter mellem hans billeder og mine, i hvert fald i mine ambitioner når jeg maler. Og derfor forstå min mentale 'besættelse' af skønheden i hans billeder.
Her er en af mine akvareller med træer som "hovedpersoner" - malet efter et fotografi som jeg tog på vores rejse i Burma/Myanmar for nogle år siden:
 |
| Egen produktion: Flodlandskab. Burma. 2013 |
 |
| Egen produktion: Cypres ved Mallorcas kyst. 2015 |
Men lysten har ikke manglet til at male akvareller inspireret af Harald Henriksens typiske motiver.
Især interessen for træer som grafisk fremtrædende karakterer og konturer der giver billederne forgrund og identitet, og hans suveræne udnyttelsen af det ufarvede papir til at fremstille "hvidt" som er med og til at give lys og kontrast i billedet, er jeg stærkt optaget af.
Og måske er det den her udstilling på Rønnebæksholm der ender med at jeg kommer igang med at male akvareller med træer som motiv.
Tilbage til udstillingen om "Perceptions of Beauty", som introduceres sådan i invitationen til ferniseringen.
Forestillinger om Skønhed tager udgangspunkt i Eva Louise Buus (f. 1979) og Carl Johan Forsbergs (1868-1938) fælles om end forskellige søgen efter det skønne. Skønhed var for Carl Johan Forsberg et afgørende mål. I bogen "Opera" beskrev han sig selv som en vandringsmand, der med stav og lygte begav sig fra sted til sted for at søge efter skønhedsidealet. Eva Louise Buus, der har kurateret udstillingen, er også interesseret i idéen om skønhed, men for hende er skønheden ikke noget fast definerbart. I stedet åbner hun gennem sine værker op for spørgsmål som: Hvad er skønt? Hvordan opleves og opfattes skønhed? Skal skønhed sanses eller forstås? Hverken udstillingen eller kataloget forsøger at besvare spørgsmålet om, hvad der er skønt. Derimod italesættes skønheden som et grundvilkår i vores måde at møde verden på.
I de foregående indlæg har jeg forsøgt at finde ud hvad forskere som er optaget af skønhed som psykologisk og neurologisk fænomen, kan sige om det.
Og svaret er "processing fluency" - skønhed er det der for hjernens forprogrammerede modtageapperat er nemt, behageligt, forførende at sanse - men med ét forbehold: at det skal opleves i en kontekst af modstand, for at det virker.
Et stærkt kontroversiel teori i betragtning af at så megen kunst siden 1900-tallet grundlæggende har været orienteret mod at opløse - eller direkte at smadre dette kunstideal. Her har - helt omvendt - det traditionelle skønhedsideal for kunstnerne været det som oprøret den gang (og stadig?) gav mening til og legitimerede.
Den konservative filosof og kunstkritiker Roger Scruton siger til gengæld - oprørsk mod oprøret - at kunst der ikke har skønhed som mål, ikke er kunst.
Mens alle de billeder (metalplader med motivets former og farve ætset frem via syrebehandlng) som vi ser på udstillingen af Eva Marie Buus, helt umiddelbart er smukke at se på, så gælder det slet ikke alle Carl Johan Forsbergs billeder.
Heller ikke dem som Buus parafraserer:
 |
| E. L. Buus: Forår. 2015 |
Et billede i oksideret kobber som er inspireret af det her (har det ikke i en bedre udgave):
 |
| C. J. Forsberg: Fårår. 1930 |
Mens Buus´ billede er uforfalsket skønhed - i ét enkelt dekorativt og grafisk niveau, så at sige, og helt uden 'mental dybde', så er Forsbergs fornemmelse for skønhed gennemsyret af en symbolsk undertekst af seksualitet, drøm og fantasy - et tolkningslag som leder tankerne hen på Gaugin, Bernard, Edvard Munch - symbolister fra århundredskiftet der alle er inspireret af den tilbageskuende kunstretning som kunsthistorien omtaler som "prærafaelitterne":
 |
| Edvard Munch |
 |
| Gaugin |
 |
| Gaugin |
 |
| Bernard |
 |
| John Everett Millais (prærafaelit) |
Det symbolisterne har gang i omkring århundredskiftet, dyrker Carl Johan Forsberg også - i slutningen af 1920-erne.
Men hans billeder af kvinder er mere eksplicitte i deres udsagn og mindre symbolsk kamufleret.
En hel sal på udstillingen er tilegnet Carl Johan Forsbergs ret sene akvareller hvor han skildrer nøgne kvinder i bølgerne og i forskellige positurer ved stranden.
Modellerne har været lige ved hånden, så at sige. Nøgenbadning på Fanø i den periode var accepteret:
Men 'skønhed' repræsenterer de vist kun i symbolsk eller mytologisk forstand.
Der er en oldgammel historie som undertekst i de fleste af Forsbergs billeder af bare damer: der viser smukke nøgne kvinder iscenesat i et animeret hav, et motiv som malere har dyrket siden renæssancen.
Hun hedder Venus og har rødt hår:
Forsberg var vidt berejst - og har sandsynligvis set det her maleri af Gaugin:
 |
| Gaugin:: Ondine or In the Wave. 1889 |
Og måske også det her:
 |
| Gaugin: Fatat te Meri (Ved havet) 1892 |
Eva Louis Buus har selv på udstillingen flere billeder med - af delvist eller helt afklæde kvinder.
Her er skønheden umiddelbart til at få øje på.
Og fascinationen ved billederne er ikke det erotisk dobbeltbundede i motivet som hos Forsberg, men ligger - mere overfladisk måske - i spændingen mellem det poetiske motiv og det hårde oxiderede materiale det er lavet i.
I de fleste af Buus´ billeder spiller det lange løsthængende og (som hos Forsberg) ofte røde hår en afgørende rolle:
 |
| Buus: Kvinde reder hår. Oxideret jern. 2016 |
 |
| Buus: Badende kvind. Oxideret messign. 2016 |
 |
| Buus: Kvinde. Oxideret zink.2015 |
Herfra kan vi egentlig ikke komme videre.
Eva Louise Buus´ kvinder er skønne i poetisk forstand, Carl Johan Forsbergs kvinder er det i symbolsk eller mytologisk forstand.
Men der er også andre gennemgående motiver som udstiller forholdet mellem Forsbergs billeder og den inspiration Buus får ud af mødet med hans billeder og motiver.
Fx den her krukke med røde valmuer af Forsberg, som kan give klare mindelser om Van Goghs berømte solsikkebilleder:
 |
| C. A. Forsberg: (Uden titel - Valmuer) 1922 |
 |
| Eva Louis Buus: Valmuer. Akryl. 2016 |
Her er valmuerne sat i en porcelænsvase som hun også selv har lavet - og også med motivisk inspiration fra Forsbergs valmuemaleri.
Stærk inspiration fra Art nouveau- eller Jugend-stilen og dens skønhedsidealer er fælles for Forsberg og Buus, en stil der konsekvent byggede på og udnyttede på grafik stilisering af naturlig planters former og farver:
 |
| Alphonse Mucha: Pæoner. 1897 |
Et andet eksempel: Forsbergs akvarel af alpevioler i urtepotte, og derefter Buus´ metalversion af samme motiv:
 |
| Forsberg: Alpevioler i urtepotte. Akvarel. 1930 |
 |
Buus: Alepvioler. Oxideret kobber. 2015
Samme billede med et års forskel
|
En pointe fra Buus´ rundvisning var at hendes oxiderede billeder i metal gradvist ændrede sig - forfaldt - fordi oxideringen fik lov at fortsætte.
Her et tredje motiv: Syrener i Forsbergs akvarel-udgave overført via inspiration til Buus oxiderede kobber-version:
 |
| Forsberg: Syrener. Akvarel. 1918 |
 |
| Buus: Syrener. Oxyderet kobber. 2018 |
Også andre af Forsbergs malerier synes at have inspiration fra van Goghs billeder, som det her:
 |
| Forsberg: Kalvekrogen. Akavarel. 1930 |
... kan meget vel være inspireret af det her:
 |
| Van Gogh: Fiskebåde på en strand. Akvarel. 1888 |
Som jo også er en akvarel - og hvor også van Goghs inspiration fra japanske træsnit af fx. Hokusai slår tydeligt igennem.
Og nu vi er ved Japan-inspirationen, så er også Buus blevet direkte inspireret til dette billede - af Hokusais berømte træsnit "Bølgen", men her tilsat måne - efter inspiration fra Forsberg?:
 |
| Buus: Bølger. Oxideret messing. 2016 |
 |
| Hokusai: Bølgen. Farvetræsnit |
Både Forsberg og Buus er fascineret af træstammer og -grene - set som forfinede fletmønstre og netværk i silhuet (jfr. også Harald Henriksen).
Her sat ved siden af hinanden:
 |
| Forsberg: Charlottenlund. Akvarel 1915, vs Buus: Træer. Oxyderet messing. 2015 |
Men Forsberg er jo en erklæret symbolist (og samtidig med fx Willumsen), så når han senere maler træer i landskaber, så er de som regel med mytologiske motiver, som de her:
 |
| Forsberg: Skabelsestid - kompostition. Akvarel. 1928 |
 |
| Forsberg: Dianas jagt - Arkaisk landskab. Akvarel. 1928 |
Ingen tvivl om at der ligger en søgen efter skønhed i den slags billeder. Men de er jo også urolige og mærkeligt - lidt uhyggelig - i former og farver. Der ligger noget under eller bagved, aner man.
En slags fantasy, kan man mene og føle.
Da jeg så dem, fik jeg i hvert fald straks associationer til fantasy-genrens grand old man: Tolkien - og hans illustrationer til Hobitten:
 |
| Tolkien: Illustration til Hobitten |
 |
| Tolkien: Illustration til Hobitten |
 |
| Tolkien: Illustration til Hobitten |
Faktisk er der ret mange af Forsbergs akvareller der er meget beslægtede med Tolkiens illustrationer, også og ikke mindst når det gælder vilde og dramatiske bjerglandskaber:
 |
| Forsberg: Landskab. Tusch og akvarel. 1915 |
 |
| Tolkien |
 |
| Forsberg: Vesuv i udbrud. Akvarel. 1903 |
 |
| Tolkien |
 |
| Forsberg: Parti fra øen Capri. Akvarel.1921 |
 |
| Tolkien |
Carl Johan Forsbergs billeder er præget af jugendstilens skønhedsidealer: dette at kunsten skal mime naturen i idealiseret og stiliseret form og suge dens skønhed til sig og transformere den ind i tegninger, malerier, skulpturer, arkitektur.
Han er et barn af sin tid - før, under og efter 1. Verdenskrig - ligesom i øvrigt Gerda Wegener som han delvist deler skæbne med.
Han fulgte ikke modernismens vej mod abstraktion og dens frigørelse fra mimesistvangen, og blev derfor kunsthistorisk kørt ud på et sidespor - allerede da han levede.
Hans billeder ejer alligevel en skønhed og en mystik i både motiver, former og farve som utvivlsomt er det der har fascineret og tiltrukket Eva Louis Buus. Hun har reproduceret skønheden fra hans billeder, genfremstillet hans motiver - men har samtidig abstraheret fra det symbolske lag og den dermed følgende "modstand" som er en del af Forsbergs særlige kunst.
