'Bergmans Video' (2) - stilhedens dramaturgi og andre historier

Så endnu et program i den svenske dokumentarserie 'Bergmans Video' - det var program 4 i serien - med temaet "tystnad" - "stilhed". Sendt på SVT1.

Der er stadig tale om en velfungerende fler-lags dramaturgisk konstruktion. 

   Fortælleren i rollen som forbindende vært der besøger Bergmans hjem på Fårö og udvælger fra han samling af videofilm, var denne gang en franske kvindelige instruktør Claire Denis der fortæller hvordan stilhed = reduceret dialog til fordel for handling og mimik - har haft betydning for hendes film, hvoraf jeg kun har set hendes debutfilm 'Chocolat' for mange år siden.

    Hun fortæller hvordan hun som instruktør og manuskriptskriver er optaget af at fortælle i scener med så få replikker som muligt,

    Indgangen til temaet er naturligvis Bergmans film "Tystnaden". Den gennemgående pointe i temaet er at stilhed - tavshed - ingen ord - i centrale scener, er en form for kreativ restriktion som er stærkt stimulerende for skuespillerne, og som intensiverer oplevelsen hos publikum - fordi publikum fascineres - som altid - af det som ikke siges og af det som ikke vises. 

    Stilhed og tavshed og pauser i film er benzin på fantasiens bål både hos publikum og hos skuespillere.

    

Claire Denis siger om sit eget forhold til det at lave film:

At lave film er som at have narkotika i blodet.   

Hun erklærer det som en metaforisk sammenligning - men læsere af denne blog vil vide at det er den bogstavelige sandhed  og virkelighed. 

   Store filmkunstnere som Ingmar Bergman eller Poul Martinsen producerer "som besatte". Kan ikke undværer den kemiske belønning (dopamin, endofiner, adrenalin) som udløses i hjernen når de kommer i instruktør-flow - "directors high", kunne man kalde det.

Det der slog stærkest an hos mig i denne uges udgave af 'Bergmas Video' var klippene fra filmen Piano, instrueret af Jane Campion og med Holly Hunter i hovedrollen som den stumme Ada.

   Da jeg så filmen i biografen for mange år siden, gjorde den et stort indtryk på mig, så stort at jeg overvejde at bruge den som dramaturgisk skoleeksempel og lærestykke i Power TV-kurset for DR som jeg tidigere har fortalt om. Det endte dog med at blive en anden film med kvinder som bærende karrakter, 'Thelma og Louise', der blev det illustrative skoleeksempel i kurset.

Filmen Piano er visuelt betagende og fantastisk flot fortalt, en række både smukke og rædsomme billeder og scener glemmer man aldrig:

Og Holly Hunter som Ada er utroligt udtryksfuld i sin stumme mimik og gestik, og vandt en Oscar for sit spil i rollen:

Hully Hunter fortæller i 'Bergmans Video' at det at spille rollen som den stumme Ada fik mere betydning for hendes udvikling som (film)skuespiller end noget andet. Og hun beretter at hun oplevede at der skete noget helt særligt i hjernen når muligheden for at udtrykke sig i ord var blokeret i kraft af rollen. "Det var som om der åbnede sig et andet og større - ukendt rum i hjernen"  når sproget var sat uden for døren som muligt udtryk, siger hun.

   Adas centrale udtryksmiddel bliver - som kompensation for det fraværende sprog - musik i forma af hendes klaverspil. Og Holly Hunter spiller selv klaver i scenerne.

Neurobiologisk hænger det jo sådan sammen at venstre hjernedel er der hvor sprogcentrene befinder sig og er aktive når man taler. Er de moduler så at sige lukket ned, så switcher hjernen kommunikativt program til den højre del som er sprogløs. Højre hjernehalvdel er der hvor musikudøvelse og en meget stor del af den visuelle hukommelse styres fra. Og det er derfra der er direkte forbindelse til den emotionelle del af hjernen.

   Det er tydeligevis erfaringerne med dette påtvungne skift som Holly Hunter prøver at beskrive i interviewet. Og også hun udtrykker sig på en måde som man umiddelbart må opfatte som en metafor på nogle svært beskrivbare oplevelser og erfaringer.
   Men sandsynligvis er det helt reelt at hun får en stærkt forbedret og mere direkte adgang til rum i hjernen som er vigtige for en skuespiller og kunstner som hende at være fortrolig med.