Sider

tirsdag den 13. december 2011

Akvarelmaleriets mysterier (7) - Kap Verde - motiver, teknik, æstetik

En ferie på Kap Verde inviterede naturligvis til at tage akvarelmalergrejet med og prøve den indsigt af som jeg synes jeg havde fået i perioden efter kurset med Bardur Jakupsson ved Gardasøen, og som jeg har beskrevet i de tidligere indlæg om "akvarelmaleriet mysterier".
   En af indsigterne var at fotografiet som en mellemstation mellem oplevet virkelighed og maleriet både var legitimt og endda noget mange store kunstnere har anvendt: Monet, Cezanne, fx. 
  Men også før fotografiets opfindelse har kunstnerne brugt et tilsvarende hjælpemiddel: camera obscura. Se:

Problemet ved det rene friluftsmaleri er jo at lyset i motivet ændrer sig fra minut til minut, og at der ikke nødvendigvis er noget sted at sidde med sit grej  og ingen skygge lige det sted hvor motivet skal ses og males fra. 
  Så jeg gik rundt og fotograferede alle mulige motiver. Og så gik jeg hjem på værelset og valgte de bedste billeder ud og de sværeste motiver at male. Overførte derefter fotoerne til en lille bærbar computer (Acer 1), så skærmbilledet af det fotograferede forbillede var 1:2 i forhold til akvarelblokken.

Jeg fik malet denne serier som følger nedenfor - og malet i den rækkefølge. Og jeg var ganske tilfreds da ferien var slut.
   Tydeligvis havde jeg forbedret mig og udviklet mig teknisk. Jeg var gået efter motiver som havde "abstrakte" kvaliteter i form og farve. Især motiver hvor relativt store områder skulle stå i hvidt - dvs. umalet - og motiver hvor der var et spil mellem lys og skygge, synes jeg det var spændende at "udforske".
   Flere af dem var billeder som jeg på forhånd sagde: Det klarer jeg aldrig at lykkes med! Så der var en malerteknisk udfordring i de fleste.


Det inspirerende i motivet var fruens bortvendte hoved - med det smukke lette hår. 
   Jeg husker en række berømte kunstnere som har malet kvinder som man ser fra nakken. Det æstetiske princip: "Borte tit", er det der skaber fascinationen. 
   Men også de to runde former der matcher: kaktussen og kvindehåret, var medvirkende til at jeg valgte det motiv.
   Den maleriske udfordring var det hvid hår - med stænk og striber af gråt og bagsiden i skygge. Og så stolens uregelmæssige gennemhullede ryglæn som hverken var i sol eller i skygge - eller både var i sol og skygge - og som derfor var virkelig risikabelt at male.

Byen Santa Maria på øen Sal er kendetegnet ved de mange huse med mure der er malet i alle mulige smukke, harmoniske, rene - men alligevel skrappe farver: gul, violet, grøn, blå, orange, brun. Og typisk delt op rektangulære felter. Det virkede tit som en slags helt moderne farverigt funkis-byggeri. 


Det svære i det her billede var de tynde hvide "indramninger" i det turkisfarvede hus. De skulle stå umalet frem, og det var simpelt hen svært at styre rent teknisk. Forbudt at ryste på hånden.
   Tilsvarende de hvide kanter på de runde betonindhegninger af planterne.
   Den særlige udfordring var planterne og træets krone som skulle males på "fri hånd", en anden teknik end resten af billedet, som jo havde karakter af veldefinerede felter der skulle udfyldes. 
   Og så var jeg nervøs for at det ville gå helt galt med at male planternes og træets skygger.

Solnedgangsbillede med forgrunden i modlys og med et hav der ikke er blikstille, men med små bølger. Det var aftenudsigten fra hotellet.
   Det fascinerende var at himlen ikke var blå eller violet eller rosa, men knaldorange på grund af varmedisen. Fascinerende var også formerne: de cirkelrunde hvide lamper, og parasollernes ottekantede former i trekants-udsnit.
   Og udfordringen var de hvide lamper og de hvide parasoller, som i modlys og aftenskær var en ubestemmelig grå farve på fotografiet. Hvilken farve skulle vælges til de her former der lå i skygge i flere nuancer?
   Udfordringen var også havet: Det skulle stå i hvidt, og så skulle bølgerne både i forgrund og baggrund komme til udtryk i skyggeformer.


Jeg synes det lykkedes. 
   Og jeg er glad over det lidt japansk-Hokusai-agtige som billedet både farve- og stilmæssigt giver associationer til. 
   At der endte med at være en mørk plet i højre lampe, er en regulær fejl. Et dryp som ikke kunne fjernes. 

Farverige fiskerbåde trukket op på en strandkant, er et gennemtærsket motiv. Fx Van Gogh har et berømt billede med det motiv. Men ellers hører det til "klassikerne" inden for motiverne på turistpostkortene. Bare prøv at google "fishing boats on a beach".
   Derfor er det en udfordring at male det på en måde så det alligevel virker "frisk" og "nyt".
   Her kom fotografiet mig til hjælp på en overaskende måde. Fordi kameraet har en særlig vidvinkeloptik så forvrænger det forgrunden så den bliver overdrevet stor. Og når jeg så samtidig valgt at vise bådene forfra, så blev det fascinerende frisk, synes jeg, med et "dybt" perspektiv.
   Udfordringen var lys og skygge på alle bådene - og skyggen på sandet.
Der er to måder at lave skygge på, som jeg har anvendt her:
   På bådene var skyggefarven en mørkere udgave af den farve som var i sollyset. Men på sandet er skyggerne frembragt ved at der er malet en meget fortyndet violet hen over den gule sandfarve i sollyset.
  Også skyggen til alt det hvide - umalede - på bådene er malet med en meget fortyndet violet - noget jeg lærte af parasollerne i det foregående solnedgangsmotiv.


Jeg er faktisk meget tilfreds. 

Her er det sidste billede jeg fik malet på Kap Verde. En gammel restaureret lille havn med en mole der indrammer vandet med små bølger - set i modlys og spejlende solskæret fra oven - og med en fantastisk himmel med en lammesky-formation.
   Udfordringen og fascinationen: en masse lys - hvidt - over det hele - med indlagt skyer i skygge på himlen og med bølger i skygge på havet.
   På forhånd var jeg helt sikker på det ville gå galt. 
   Bølgerne i modlys havde jeg "lært" af solnedgangsbilledet med parasollerne.


Her malede jeg med en sådan koncentration at jeg helt regulært fik sved på panden.
   Jeg er faktisk tilfreds. Og overrasket over det lykkedes.

Her følger nu "forbillederne" - fotografierne af de motiver jeg først fotograferede, blandt hundreder andre, og som jeg derefter malede: 
   





Det mest slående for mig når jeg nu oplever serien sammen, er at man umiddelbart kan se hvordan de neuro-æstetiske principper som V. S. Ramachandran opregner i sin bog "The Tell-Tale Brain", har været styrende for udvælgelsen af motiverne, kompositionen af billederne og den måde de så er malet på: gruppering, overdrivelse, kontrast, isolation, borte-tit, tilsyneladende tilfældighed, orden-i-sagerne, symmetri.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar