'Grønne æg og skinke-hypotesen' - om såkaldte 'kreative restriktioner' og deres effekt på kreativiteten ifølge nye undersøgelser

Bogomslag til børnbogs-bestseller

Begreber som 'kreativ vrede', 'kreative restriktioner', 'kreativ destruktion' har jeg jævnligt været inde på i tidligere blogindlæg.

   I Politikens kultursektion i torsdags handler forsideartiklen om 'kreative begrænsninger' skrevet af en af min favorit-journalister Niels Thorsen som utvivlsomt selv hører til kategorien 'særligt kreative personligheder'.

   Rubrikken er rigtig god og rammer plet i det tilsyneladende paradoks som ligger i begrebet:

Vi udtrykker os friest med bundne hænder

Manchetten forklarer:

Længe før dogmebølgen startede i 1995, underkastede kunstnere sig begrænsninger for at få skabt noget. Men først nu bekræfter amerikansk forskning, at vi faktisk bliver mere kreative af at skulle følge nogle regler.

Artiklen bygger på to forsøg foretaget af en amerikansk psykolog Catrinel Haugt-Tromp, og hun refererer selv til et berømt 'praktisk eksperiment' med at skrive en børnebog som inspirationskilde, en bog hvis titel har givet anledning til hvad hun kalder  "the Green Eggs and Ham-hypothesis of creativity".

 
Historien er som følger:

   Midtvejs i sin forfatterkarriere blev forfatteren "Dr. Seuss" (Theodore Geisel) udfordret af sin forlægger til et væddemål: skriv en børnbog hvor du kun må bruge 50 ord.
   Her er ordene - nix weiter:

a, am, and, anywhere, are, be, boat, box, car, could, dark, do, eat, eggs, fox, goat, good, green, ham, here, house, I, if, in, let, like, may, me, mouse, not, on, or, rain, Sam, say, see, so, thank, that, the, them, there, they, train, tree, try, will, with, would, you

Det kom der faktisk en bog ud af med titlen "Green Eggs and Ham", som udkom i 1960 og blev en børnebogsklassiker ...

... featuring a creature named Sam-I-Am who just really wants his pal to open his mind to the culinary joys of green-tinted breakfast foods.

Ifølge Wikipedia er det den fjerdebedst sælgende engelsksprogede indbundne børnebog nogensinde.

   Den er skrevet på rim, det er en salgs vrøvlevers bygget over et spørgsmål-svar skema, og nogle af rimene lyder sådan her:

Would you like them

in a house?

Would you like them

with a mouse?

I do not like them

in a house.

I do not like them

with a mouse.

I do not like them

here or there.

I do not like them

anywhere.

I do not like green eggs and ham.

I do not like them, Sam-I-am.

Would you eat them

in a box?

Would you eat them

with a fox?

Not in a box.

Not with a fox.

Not in a house.

Not with a mouse.

I would not eat them here or there.

I would not eat them anywhere.

I would not eat green eggs and ham.

I do not like them, Sam-I-am.

Poesi af den mere enkle slags. Men det virkede.

Catrinel Haugt-Tromps kreativitetsforskning drejer sig også om rim.
   De to forsøg beskrives sådan her:

She devised a study in which 64 undergraduates were asked to create a series of two-line rhymes that conveyed a greeting-card-friendly message, such as “happy birthday,” “thank you,” or “I love you.” On half of the trials, they were further instructed to include in their message one of eight specific words: shirt, vest, dog, frog, doll, kite, drum, and harp. Some of the participants completed those rhymes first, followed by the ones that lacked this limitation; for the others, the order was reversed.

   According to three independent judges, “participants generated more creative rhymes when they had to work with the externally imposed constraint of a given noun. ”Moreover, even after that restriction was removed, they did more creative work than their fellow students who completed the unrestricted rhymes right off the bat.

   The second study, featuring 46 undergraduates, was similarly structured, except the participants created their own restrictions. Specifically, they were asked to write down “the first four concrete nouns that came to their mind,” after which they were instructed to “incorporate each of the four nouns in a creative rhyme in response to the prompts.

   ”The results were consistent with the first study: The students came up with more creative rhymes when forced to use certain words, and they continued to work at an elevated level of imagination when they moved on to creating rhymes without restrictions.

https://psmag.com/constraints-can-be-a-catalyst-for-creativity-d5997d2030f7#.z2pzjfy8m

Hvad er forklaringen? Hvordan kan begrænsninger øge hjernens kreative arbejde, mens mange muligheder leverer mindre kreative resultater?

   Catrinel Haugt-Tromp giver følgende udlægning af forsøgets resultater:

Working with constraints “allows a deeper exploration of fewer alternatives,” Haught-Tromp explains. They “limit the overwhelming number of available choices to a manageable subset,” allowing us to “explore less familiar paths, to diverge in previously unknown directions.”

Altså: Færre muligheder indebærer større fordybelse og udnyttelse af de få muligheder som så foreligger, og det tvinger til  - eller inspirerer til - at finde på nye og uprøvede forbindelser imellem det begrænsede antal elementer. 

   Og mest interessant er måske så også den iagttagelse at det at arbejde med restriktioner, har en slags positiv langtidseffekt på deltagernes kreativitet.

Kreative restriktioner kendes fra fx dette at skrive digte i en bestemt bundet form: sonnetter - eller japanske haiku-digte.

   Overhovedet kan det at tvinge sig til at rime, fungere som en kreativ restriktion fordi rimtvangen gør at man finder på ord som man ikke ville bruge i utvungent ikke-rimet tale eller skrift.

Selv kender jeg det når jeg maler akvarel. At begrænse sig til få farver, er en udfordring som stimulerer lyst og fantasi. Og selve det ar arbejde med klassisk akvarelmaleri, indebærer den særlige begrænsning i processen at alt skal være planlagt og tænkt igennem på forhånd, fordi man ikke kan rette og male om undervejs. Og man kan aldrig male "lys" oven på mørkt, så man skal på forhånd have besluttet hvor de lyse felter i billedets motiv skal være.

   Jeg skal snart på et akvarelkursus med Ane Grete Aagaard som maler og underviser. Vi har fået et lille kompendium af hende - og der står det hele sådan set i fem "gode regler":

1. En akvarel skal planlægges

2. Mal fra lyst til mørkt - dvs. Begynd med de lyseste valører og byg

gradvist mørkere op

3. Begynd flydende og ubestemt og afslut med detaljer - dvs. lås ikke maleriet af i begyndelsen, en mere ubestemt form og tone kan altid ændres senere

4. Begynd vådt og slut tørt - dvs. det våde maleri er sværere at styre, lad det tørre og gå gradvist videre

5. Begynd modigt og slut fejt - dvs. begynd så frejdigt og modigt, som du nu vover, og bliv mere fej jo tættere du kommer på resultatet

Et kendt eksempler på den overraskende positive effekt af kreative restriktioner fra  nyere dansk kulturliv, er fx filmdogme-reglerne fra 1995:

1. Optagelserne skal ske on location, kulisser og rekvisitter skal forefindes fra starten og må ikke placeres på stedet til optagelserne.
2. Lyden må aldrig produceres adskilt fra optagelserne. Musik er kun tilladt, hvis det spilles direkte under optagelserne, f.eks. i form af et bånd eller en plade, der kører mens scenen skydes.
3. Kameraet skal være håndholdt.
4. Filmen skal være i farver. Speciel lyssætning er forbudt, men hvis der er for lidt lys til optagelserne kan man sætte en enkelt lampe på kameraet.
5. Optiske filtre er forbudt.
6. Filmen må ikke indeholde overfladisk action, f.eks. er mord og våben forbudt.
7. Tidsmæssigt og geografisk må filmen ikke afvige i forhold til virkeligheden. Filmen skal ske her og nu.
8. Genrefilm er forbudt.
9. Filmformatet skal være Academy 35mm film.
10. Instruktøren må ikke krediteres.

Lars von Triers dogmefilm "Idioterne" fra 1998 er en af dansk films mere uforudsigelige.

Manifestet for 'De ny nordiske køkken' fra 2004 er et andet eksempel:

»Vi nordiske kokke finder tiden moden til at skabe et Nyt Nordisk Køkken, der i kraft af sin velsmag og egenart kan måle sig med de største køkkener i verden. Det ny Nordiske Køkken skal:

• - udtrykke den renhed, friskhed, enkelhed og etik, som vi gerne vil forbinde med vores region
• - afspejle de skiftende årstider i sine måltider
• - bygge på råvarer, som bliver særligt fremragende i vores klimaer, landskaber og vande
• - forene kravet om velsmag med moderne viden om sundhed og velvære
• - fremme de nordiske produkters og producenters mangfoldighed og udbrede kendskabet til kulturerne bag dem
• - fremme dyrenes trivsel og en bæredygtig produktion i havet og i de dyrkede og vilde landskaber
• - udvikle anvendelser af traditionelle nordiske fødevarer
• - forene de bedste nordiske tilberedningsmetoder og kulinariske traditioner med impulser udefra
• - kombinere lokal selvforsyning med regional udveksling af varer af høj kvalitet
• - invitere forbrugere, andre madhåndværkere, landbrug, fiskeri, små og store fødevareindustrier, detail- og mellemhandlere, forskere, undervisere, politikere og myndigheder til et samarbejde om dette fælles projekt, der skal blive til gavn og glæde for alle i Norden.«

To af de stærkest drivkræfter for udviklingen og udbredelsen af det madkoncept, er Jan Krag Jacobsen og Klaus Meyer. Begge hører i min forståelse og terminologi  til kategorien af 'særligt kreative personligheder'.

'Dansk møbeldesign' er også et resultat af kreative restriktioner hvori arkitekter og designere underlægger sig krav om høj funktionalitet, gode materialer, enkelhed i udtrykket og udnyttelse af moderne teknologier.

Wegner: Flaglinestolen

Jeg er sikker på at når jeg falder for en kunstner som Harald Henriksen, og måske endda synes at hans træsnit er der hvor han yder sit ypperste, så har det også at gøre med at selve træsnitteknikken og de få farver der er i spil, fungerer som en form for kreative restriktioner:

Som maler er Harald Henriksen fremragende når mediet er akvarel. Og han er vel toppen inden for traditionelt akvarelmaleri i Danmark.
   Men det er som om træsnitbegrænsningerne stimulerer ham til så stærke forenklinger og fokuseringer på farve og form i motivet, at han overgår sig selv - og de fleste andre træsnitkunstnere jeg i årenes løb har set på udstillinger.
   Harald Henriksen har i sin træsnit-teknik bundet sig til træsnittets spilleregler, men har også overskredet akvareluniverset ved at være underlagt teknikken.

Hvorfor er spil og sport sjovt at deltage i eller at se på for de fleste mennesker?

    Fordi der er spilleregler som fungerer som kreative restriktioner. Bare tænk på fodbold. Det at man kun må bruge fødder og hoved på bolden, og det at man kun må tackle modstanderne hvis men selv kan nå at få foden på bolden, er blandt andet det der gør det fascinerende at se på.

I de to foregående indlæg har jeg skrevet om den arkitekturretning som kaldes 'dekonstruktivistisk arkitektur'. Den er blandt andet kendetegnet ved den kreative restriktion at der er "forbud" mod former og udtryk med rette vinkler og med regulære rektangler:

Frank Gehry: Walt Disney Concert Hall

Det er spillereglerne for den arkitekturframe: ingen rette vinkler, ingen rektangler.
   Det har i hvert fald givet interessant og fascinerende arkitektur. Men var det noget jeg havde lyst til at bo i? Nix.

En metafor for kreative restriktioner er "benspænd".

   Lars von Trier udsatte Jørgen Leth for en række krav og forbud som han skulle overholde i fem film. De blev beskrevet som "benspænd".

   Jørgen Leth, som er en meget kreativ mand, leverede naturligvis varen.

   Eksperimentet beskrives sådan her:

"De Fem Benspænd" er Lars von Triers indgang til dokumentarfilmens verden. Sammen med genrens veteran Jørgen Leth søger han endnu engang at bryde med de konventionelle måder at lave film på. Jørgen Leths kortfilm "Det perfekte menneske" fra 1967 har altid været en kilde til inspiration og beundring for Lars von Trier. I "De Fem Benspænd" udfordrer Trier Leth til at genskabe filmen fem gange under kreativt pres, med hårde regler og begrænsninger og på så forskellige lokaliteter som Cuba, Bombay, Bruxelles og Avedøre. Det er et spil fuld af fælder og forhindringer, en sjælden opdagelsesrejse ind i filmens verden og en udforskning af essensen i det at lave film.

Og sådan kunne man blive ved. 

   

Endelig også et meget konkret og praktisk eksempel fra min egen dagligdag. Jeg er den der planlægger og laver vores middagsmad i vores familie på to. 

   Når der er gået nogle dage med planlagte måltider, så er der en række rester tilbage i køleskabet. 

   Så går udfordringen ud på at bruge så mange som muligt af dem til et godt velsmagende og også gerne lidt dekorativt måltid for fruen og mig. 

   Det er de sjoveste dage at lave mad på. Og ofte også de dage der 'smager bedst'.

Det gamle populære tv-format "Vis mig dit køleskab" udnytter den erfaring. 

   En kendt person bliver uvarslet opsøgt af en kendt kok, som så skal lave et godt måltid ud af hvad der tilfældigvis måtte være i den kendtes køleskab.

Der er skrevet en meget begavet bog om den logik og psykologi som kan forklare hvordan og hvorfor kreative restriktioner fungerer som de gør: Patricia D. Stokses "Creativity from Constraints - The Psychology of Breakthrough.

  

Det aller første kapitel handler om hvordan Picasso og Braque udviklede ideen om kubisme som en måde at se - og dermed male - virkeligheden på. 

   Udgangspunktet er at forgængerne i de forskellige moderne -ismer, Manet, Monet, Matisse, trods forskelle, havde det til fælles at de malede hvad de så fra en enkel bestemt synsvinkel - "what they saw from a single point of view":

Manet, the naturalist, saw how objects looked. Monet, the impressionist, saw how light looks. Matisss, the fauvist, saw how pure undiluted color looks. Alle three looked into spaces of varying depth, but always straight ahead.

  What Braque and Picasso attempted to paint, was what they knew, from multiple viewpoints, and wound up with little, if any depth.

 Her er to tidlige eksempler:

Pablo Picasso: Girl with af Mandolin. 1910

George Braque: Portrait of a Woman, Female Figure. 1910

De to kunstnere arbejdede tæt sammen, og kilderne fortæller at det kan være svært at skelne mellem hvem der har malet hvilke billeder i perioden 1910-12.

  Det ses i disse to eksempler.

  Men nybrud er det - på grund af kreative restriktioner.

Sporene efter Peter Eisenman - den dekonstruktive arkitekturs filosof og teoretiker

Peter Eisenman: City of Culture of Galicia, Spain (under opbygning 2011)

Jeg fortsætter lidt ud af sporet 'dekonstruktivistisk arkitektur' fra foregående indlæg.

   Min unge arkitektstuderende har nemlig i en mail fremhævet amerikaneren Peter Eisenman som særlig bemærkelsesværdig blandt de arkitekter som forbindes med dekonstruktivismen som tænkningen bag koncepterne for deres bygninger.

  

Hvem er Peter Eisenman? Hvad tænker han, og hvad har han lavet?

Jeg kender ham først og fremmest fra det berømte og kontroversielle mindesmærke i Berlin for de millioner af jøder der døde i nazisternes koncentrationslejre:

Peter Eismann: Memorial to the Murdered Jews of Europe, Berlin

Ingen tvivl om det! Det gjorde indtryk da jeg så det i Berlin for 3-4 år siden: 

   En kæmpe plads med flere tusinde forskellige, men alle rektangulære 'kister' af beton, på engelsk benævnt 'stelea'.

   Provokerende fremmedgørende. Og fascinerende.

   I tal:

The stelae are 2.38 m (7 ft 10 in) long, 0.95 m (3 ft 1 in) wide and vary in height from 0.2 to 4.7 m (7.9 in to 15 ft 5.0 in).[2] They are organized in rows, 54 of them going north–south, and 87 heading east–west at right angles but set slightly askew.

Mindesmærket er dog ikke et helt typisk eksempel på den arkitekturretning som forbindes med dekonstruktivismen.

   Man plejer nemlig at identificere dekonstruktivistisk arkitektur med en protest - et oprør - mod de  firkantede former og rette vinkler der er altdominerende i den traditionelle arkitektur.

   Det er en arkitektur-retning der er udtryksmæssigt i opposition - en arkitektur der dyrker "non-rectilinear shapes", som Wikipedia kalder det. Og den giver egnetlig først betydning og kan 'aflæses' i kraft af den arkitektur den opponerer imod.

   Og selv om  mindesmærket i Berlin godt nok er 'rectilneært' så det basker, så giver det jo god mening som et oprør mode traditionelle mindesmærkers opulent figurative stil.

   Man føler sig berørt, men ikke velkommen, oplever jeg.

Når man læser hvad der er skrevet om Peter Eisenmann, så bliver man klar over at hans betydning nok er mere teoretisk end i mængden af realiserede byggerier inden for dekonstruktiv arkitektur.

   Og googler man hans navn og går til billedoversigten, så er der flere modeller end fotos af faktiske bygningsværker.

   Hans tætte forbindelse med dekonstruktivismens filosofiske ophavsmand, franskmanden Derrida, fremhæves mange steder.

   Her fortæller Wikipedia om oprindelseshistorien:

Deconstructivism came to public notice with the 1982 Parc de la Villette architectural design competition (especially the entry from Jacques Derrida and Peter Eisenman[1] and Bernard Tschumi's winning entry), the Museum of Modern Art’s 1988 Deconstructivist Architecture exhibition in New York, organized by Philip Johnson and Mark Wigley, and the 1989 opening of the Wexner Center for the Arts in Columbus, designed by Peter Eisenman.

   The New York exhibition featured works by Frank Gehry, Daniel Libeskind, Rem Koolhaas, Peter Eisenman, Zaha Hadid, Coop Himmelb(l)au, and Bernard Tschumi.

   Since the exhibition, some architects associated with Deconstructivism have distanced themselves from it. Nonetheless, the term has stuck and has come to embrace a general trend within contemporary architecture.

Peter Eisman: Wexner Center for Arts, in Columbus, 1983...

Derridas teori om betydningen af 'dekonstruktion' var i sit udgangspunkt en semiotisk teori som kunne fundere en særlig kritisk form for tekstanalyse af litteratur. ('semiotik' = læren om tegnenes liv i samfundet).

   Wikipedia:

Deconstruction generally tries to demonstrate that any text is not a discrete whole but contains several irreconcilable and contradictory meanings; that any text therefore has more than one interpretation; that the text itself links these interpretations inextricably; that the incompatibility of these interpretations is irreducible; and thus that an interpretative reading cannot go beyond a certain point.

Det er ikke helt indlysende hvordan denne filosofisk-lingvistiske-teoribygning lader sig transformere ind i en tænkning om arkitektur som skabes af stål, glas og beton.

   Men denne 'konceptuelle blending' af beton og lingvistisk analyse leverer altså som resultat en slagkraftig ide om at 'arkitektur er et sprog' - og kan aflæses som et sprog - med indbyggede modsigelser.

   Og det kom der byggerier ud af som gør indtryk og bliver ikoner.

 

Senere i Wikipedai-artiklen får vi en mere detaljeret beskrivelse af hvad Derrida har betydet for Peter Eisenman, og hvordan flere af de dekonstruktive arkitekter ser deres bygningsværker som en form for sprog eller skrift:

The main channel from deconstructivist philosophy to architectural theory was through the philosopher Jacques Derrida's influence with Peter Eisenman. Eisenman drew some philosophical bases from the literary movement Deconstruction, and collaborated directly with Derrida on projects including an entry for the Parc de la Villette competition, documented in Chora l Works.

   Both Derrida and Eisenman, as well as Daniel Libeskind[5] were concerned with the "metaphysics of presence," and this is the main subject of deconstructivist philosophy in architecture theory. The presupposition is that architecture is a language capable of communicating meaning and of receiving treatments by methods of linguistic philosophy.[6]

Centralt i Eisenmans arkitekturfilosofi står den dialektiske modsætning mellem nærvær ("precense") og fravær ("absence") - massiv ("solid") og ugyldig ("void"):

The dialectic of presence and absence, or solid and void occurs in much of Eisenman's projects, both built and unbuilt. Both Derrida and Eisenman believe that the locus, or place of presence, is architecture, and the same dialectic of presence and absence is found in construction and deconstructivism.[7]

Vi springer lige til en af de andre guruer inden for traditionen: Frank Gehry.

   En af de tidligste eksempler på konsekvent brug af 'non-recitlinære' (='skæve') former er Frank Gehrys eget hjem i Snata Monica, Californien, som er en ombygning af et oprindeligt traditionelt hus fra 1920.

Frank Gehrys eget hus fra 1978 (1920)

Wikipedia-artiklen fortæller om baggrunden for dette hus´ arkitektoniske udtryk set gennem Derridas filosofiske briller:

According to Derrida, readings of texts are best carried out when working with classical narrative structures. Any architectural deconstructivism requires the existence of a particular archetypal construction, a strongly-established conventional expectation to play flexibly against.[8]

   The design of Frank Gehry’s own Santa Monica residence, (from 1978), has been cited as a prototypical deconstructivist building. His starting point was a prototypical suburban house embodied with a typical set of intended social meanings. Gehry altered its massing, spatial envelopes, planes and other expectations in a playful subversion, an act of "de"construction"[9]

Derridas begreber om spor ("trace") og udviskning/sletning ("erasure") er en vigtig del af filosofien bag den destruktivistiske arkitektur.

   Pointen er at når man (magthavere, samfundet, autoriteter) prøver at udviske eller slette noget fra historien, så vil der altid være spor tilbage.

   Og de spor af det der er slettet, er det arkitektens konceptuelle opgave at bygge på gennem udtrykket i sine bygninger:

In addition to Derrida's concepts of the metaphysics of presence and deconstructivism, his notions of trace and erasure, embodied in his philosophy of writing and arche-writing[10] found their way into deconstructivist memorials.

   Daniel Libeskind envisioned many of his early projects as a form of writing or discourse on writing and often works with a form of concrete poetry. He made architectural sculptures out of books and often coated the models in texts, openly making his architecture refer to writing.

   The notions of trace and erasure were taken up by Libeskind in essays and in his project for the Jewish Museum Berlin. The museum is conceived as a trace of the erasure of the Holocaust, intended to make its subject legible and poignant. Memorials such as Maya Lin's Vietnam Veterans Memorial and Peter Eisenman's Memorial to the Murdered Jews of Europe are also said to reflect themes of trace and erasure.

Peter Weisenman har lavet mange modeller af dekonstruktive bygningsværker, men kun relativt få er blevet realiseret.

Her nogle af dem han har fået realiseret:

Peter Eisnman: Aronoff Center for Design and Art, Cincinnati, OH. 1988-1999

Busshelter in Aachen, by Peter Eisenman architect in 1996

En kilde gør opmærksom på at Eisenman er inspireret af den japanske papir-folde-kunst-tradition origami:

Japansk origami-svane

Peter Eisenman: Model, 'The Max Reinhardt House, Berlin1992

Peter Eisenman: Model: Til konkurrence om en kirke i Rom, 1996

Et af de (delvist) realiserede projekter er dette kulturcenter-kompleks i  Santiago de Compostella i Spanien  hvor der mere er tale om bløde former end om skarpe origami-trekanter:

Peter Eisenman: City of Culture of Galicia, Spain (luftfoto)

Peter Eisenman: City of Culture of Galicia, Spain (set i øjenhøjde)

Nærbilleder fra City of Culture-komplekset

Konkurrencemodel til City of Culture-komplekset, 1999

Peter Eisenman har fået stor indflydelse som arkitektonisk filosof, teoretiker og underviser, men er også samtidig berygtet for at hans bygninger i praksis er dårligt funderet når det gælder brugen af materialer.

   De overskrider også budgetterne - og kræver omkostningstunge renoveringer efter få år, går kritikken på.

Projektet City of Culture of Galicia er ikke gjort færdigt efter projektetplanen, man har stoppet byggeriet af de to sidste sektioner 2013. 

   Wikipedia:

The City of Culture of Galicia (Galician: Cidade da Cultura de Galicia or simply Cidade da Cultura) is a complex of cultural buildings in Santiago de Compostela, A Coruña, Galicia,Spain, designed by a group of architects led by Peter Eisenman.

   Construction is challenging and expensive as the design of the buildings involves high degree contours, meant to make the buildings look like rolling hills.

   Nearly every window of the thousands that are part of the external façade has its own custom shape.[1]

   In 2013 it was announced that after more than a decade, construction of the project would be halted. The International Art Center and Music and Scenic Arts Center will not be built.[2]

   (...)

  The project has more than doubled its original budget and has not attracted significant numbers of visitors (becoming a white elephant for subsequent governments and taxpayers).[3] Construction of the final two planned buildings was stopped in 2012 and terminated definitively in March 2013 due to the high cost overruns.[4]

I Wikipedias portrætartikel om Peter Eisenman får han også med krabasken: menneskefjendsk og dårlig byggeri i praksis.

His focus on "liberating" architectural form was notable from an academic and theoretical standpoint but resulted in structures that were both badly built and hostile to users. 

   The Wexner Center, hotly anticipated as the first major public deconstructivist building, has required extensive and expensive retrofitting because of elementary design flaws (such as incompetent material specifications, and fine art exhibition space exposed to direct sunlight). 

   It was frequently repeated that the Wexner's colliding planes tended to make its users disoriented to the point of physical nausea; in 1997 researcher Michael Pollan tracked the source of this rumor back to Eisenman himself. In the words of Andrew Ballantyne, "By some scale of values he was actually enhancing the reputation of his building by letting it be known that it was hostile to humanity."

Så tilsyneladende har Weisenman selv ønsket "dårlig omtale". 

   Det har han også fået når det gælder et meget tidligt byggeri: House VI fra midten af 70´erne, et projekt som endte med en alvorlig økonomisk øretæve for 'klienterne', ægteparret Frank :

Peter Eisenman: Hous VI, 1970

His House VI, designed for clients Richard and Suzanne Frank in the mid 1970s, confounds expectations of structure and function. Suzanne Frank was initially sympathetic and patient with Eisenman's theories and demands. But after years of fixes to the badly specified and misbegotten House VI (which had first broken the Franks' budget then consumed their life savings), Suzanne Frank was prompted to strike back with Peter Eisenman's House VI: The Client's Response, in which she admitted both the problems of the building, as much as its virtues.

Jeg har fundet en interessant artikel hvor Peter Eisenmans arkitekturtænkning konfronteres med en anden international kendt arkitekts ideologi, Peter Zumthors - under rubrikken: "Peter Versus Peter: Eisenman And Zumthor's Theoretical Throwdown".

   
I artiklens terminologi er der tale om et modsætningsforhold mellem konceptuel arkitektur og fænomenologisk arkitektur. Og de to arkitekter med samme fornavn som mig, udveksler verbale slagserier:

In architecture, the conceptual model sees architecture as a practice to be undertaken for its own sake whether as drawings or built work, whereas many phenomenologists, Zumthor included, see buildings as things that interact with and participate in human sensory experience. 

   In the aforementioned interview, Eisenman states, “If there is a debate in architecture today, the lasting debate is between architecture as a conceptual, cultural, and intellectual enterprise and architecture as a phenomenological enterprise–that is, the experience of the subject in architecture, the experience of materiality, of light, of color, of space, and etc. I have always been on the side opposed to phenomenology.”

   Zumthor, for his part, is equally dismissive of conceptual architecture. “Architecture is something for living, not a language. My mother wants a house for living, not a language. It isn’t possible to live in a language,” he writes in an interview with Marco Masetti. “In Italy, but also in the United States, there are academic architects who remain out of the market. Professors that maybe haven’t built more than a garage, but they talk very well.”

Læse mere om konfrontationen mellem de to arkitektur-syn her:

http://architizer.com/blog/peter-versus-peter/

Og her fotos af en række af Peter Zumthors byggerier, som godt nok er i en anden arkitektonisk boldgade end Weisenmans: 

Kolumba, erzbischöfliches Diözesanmuseum, Köln, 2007

Bregenz kunsthaus, 2002

Therme Vals facade, Vals, Graubünden, Switzerland, 2005

St Benedict Chapel, Switzerland, 1988

Wachendorf-Feldkapelle-Bruder-Klaus, 2007

Peter Zumtor er i hvert fald ikke bange for rette vinkler i sine byggerier.

Når arkitekturen opfører sig som befandt bygningerne sig i et drømmemareridt eller de var bygget på en fjern planet beboet af aliens - om 'dekonstruktiv arkitektur' m.m.

Jeg har jævnligt skrevet om arkitektur her på bloggen. Både gammel og ny arkitektur har altid interesseret mig. Og som ung havde jeg faktisk en drøm om selv at blive arkitekt.

   Da fruen og jeg for et par år siden var i New York var det også noget af det der tiltrak, alle de eksempler vi mødte på arkitektur der så fascinerende sære ud. Se blandt andet dette indlæg (hvor nogle få af illustrationerne som jeg brugte, er blevet "trukket tilbage):

http://petersudsigt.blogspot.dk/2014/10/new-york-new-york-2-arkitekttoniske.html

For nylig har jeg været på to danske museer som også hver for sig illustrerer moderne spektakulær arkitektur, Arken ved Brøndby Strand og Moesgaard der ligger10 km syd for Aarhus:

Moesgaard Museum 

De kan vel begge nærmest betegnes som eksempler på 'postmodernistisk arkitektur', hvis man som standard for modernistisk museumsarkitektur tager Louisiana.

   Begge havde og har, synes jeg, det problem at det var svært at finde rundt i og føle sig hjemme i - indvendig. 

   Men fascinerende er de begge at se på - ude fra. 

Arken, kunstmuseum, Brøndby Strand

Som rumskibsagtige artekfakter fra en kultur på en anden planet.

En af de mere fascinerende oplevelser ved at se moderne Science Fiction-film er at opleve den fremmedartede arkitektur som hovedpersonerne lever i og er omgivet af. Fx i Star Wars-filmene.

   Her er film-designerne og -animatorerne ikke hæmmet af krav om funktionalitet. Man går simpelt hen efter maximal oplevelses og fascinations-værdi, som jo skal gøre sig på et stort lærred og stimulere publikums fantasi.

  Og arkitekturen tillægges af filmenes designere og instruktører naturligvis symbolsk værdi.

Wikipedia skriver om Star Wars-arkitekturen:

1. Architecture in Star Wars includes the cities, buildings, ships, and other structures of the fictional Star Wars universe as described and depicted in books, movies, comics, and cartoons. Architects Journal ranked the top 10, including the Death Star and the Jedi Temple.[1]   Comparing the urban and natural environments pictured in Star Wars, Mark Lamster wrote that the cities are places of danger and corruption, while the forces of good find sanctuary in the natural world.[2] He also describes the "retro-futurist" cities in the series as being in between those extremes and places of "great beauty but dubious moral character." He attributes the ambivalence towards urbanity to series creator George Lucas' own feelings about cities and urban environments.[2]

Men hvad jeg ikke havde tænkt på før jeg googlede sammenhængen mellem Star Wars og arkitektur, var at filmenes uforglemmelige arkitekturdesign-ikoner også har været forbilleder og inspirationskilder for moderne arkitektur i virkeligheden:

Recently conceived by James Law's Cybertecture studio, the "Technosphere" concept for Dubai in the United Arab Emirates has caused a stir for its resemblance the Empire's planet-sized space station.

Senatsbygningen på planeten Coruscant fra Star Wars-universet har tydeligvis også været forbillede for flere virkelig byggerier:

The lower dome of the iconic Senate’s complex on the planet Coruscant bears a striking resemblance to Bernard Tschumi’s Carnal Hall at Le Rosey in Switzerland (2014)

Og mere inspiration fra film til virkelighed:

Jean Nouvel’s Louvre in Abu Dhabi.

Og også den såkaldte "Sandcrawler" fra den først Star Wars-film har kunnet inspirere moderne arkitekter:

Rem Koolhaashis´ Casa de Música in Porto, Portugal, looks like a perpetually stationary Sandcrawler perched on a sand dune on Tatooine

Aedas architect Andrew Bromberg designed this distinctive headquarters for Lucasfilm in Singapore — paying architectural homage to the rolling fortresses of the Jawas.

Inspirationen kan selvfølgelig også gå den anden vej, fra faktiske moderne byggerier til filmens designede bygninger, som her den onde og afskyvækkende Jabba the Hutt’s Palads:

Could the home of the galaxy’s most despicable slug have been inspired by the Śneżka Meteorological Observatory in Poland? Architect Witold Lipiński’s mountaintop structure was completed in 1974, while Lucas’ first Star Wars movie was released only three years later

Eksemplerne her er hentet fra:

http://architizer.com/blog/the-architecture-awakens-8-buildings-inspired-by-star-wars/

Jeg googler så "alien architecture" -  altså arkitektur som man må forestille sig skabt af og til ikke-menneskelige væsener fra en fremmed planet.

   Jeg finder blandt andet disse billeder på en blog:

Jeg har jo læst mig til at der er mange almindelige mennesker som foretrækker at tro at nogle af fortidens utroligt fascinerende, men også fremmedartede bygningsværker er et resultat af besøg fra rummet af "aliens". 

   Søger man på "Aliens Architectur on earth", så finder bl.a. man disse eksempler:

De egyptiske pyramider optræder naturligvis også på listen.

Denne arkitektoniske associationskæde blev sat igang af en snak igår med en af mine kreative børnebørn som for ikke så længe siden er begyndt på arkitektstudiet. 

   Han fortalte at han var blevet optaget af at se på arkitektur gennem de mentale og konceptuelle briller som 'dekonstruktivisme' udgjorde.

   Det syntes jeg jo lød interessant, blandt andet fordi jeg ikke selv tidligere havde tænkt de to begreber sammen. 

  For mig var 'dekonstruktivisme' primært en slags ideologi for en særlig form for kritisk tekstanalyse som Den danske ordbog definerer sådan her:

en filosofisk og litteraturteoretisk retning der hævder at en tekst altid kan tolkes (dekonstrueres) på flere måder idet man søger og fremhæver modsatrettede betydningselementer i tekstens strukturer og logik opstået efter 1967 og især inspireret af Jacques Derrida som reaktion mod strukturalismen.

Men går man til Gyldendals hjemmeside denstoredanske.dk, så får man straks 'dekonstruktivisme' forbundet med arkitektur:

dekonstruktivisme, arkitekturretning, der opstod i 1970'erne. I 1988 kulminerede en international arkitekturdebat med, at der blev trukket en effektiv grænse mellem postmodernisme og dekonstruktion. På dekonstruktionens side udgøres kernen af arkitekter, som i deres gennembrudsår i 1970'erne tilstræbte et opgør med de klassiske arkitektoniske begreber konstruktion, funktion og form samt med disse begrebers indbyggede relation mellem arkitektur og samfund. Hensigten var at realisere arkitektur som selvstændig struktur.

   I 1980'erne viste det sig, at disse bestræbelser faldt i tråd med det filosofiske dekonstruktionsbegreb, og to af den arkitektoniske bevægelses centrale skikkelser blev involveret i direkte samarbejde med filosoffen Jacques Derrida. Det var schweizeren Bernard Tschumi, hvis hovedværk er Parc de la Villette i Paris (1982-89), og amerikaneren Peter Eisenman, hvis vigtigste arbejde i Europa er et boligkompleks i Koch Straße i Berlin (1982-87). Med til denne inderkreds regnes også den polskfødte Daniel Libeskind med bl.a. det jødiske museum i Berlin.

   En anden tendens inden for dekonstruktivismen har udgangspunkt i en bearbejdning af den russiske konstruktivismes tankegange. Til denne kategori hører arkitektgruppen Coop Himmelblau i Wien, den irakiskfødte Zaha Hadid (f. 1950) og arbejder af det tyske arkitektfirma Benisch & Partners.

   Et dansk eksempel på arkitektur influeret af dekonstruktions-tænkning er Museet for Moderne Kunst, Arken, i Køge Bugt Strandpark (1988-96) af Søren Robert Lund og Musikkens Hus i Aalborg.

Coop Himmelb(l)au: Musikkens hus, Aalborg

Wikipedia har denne udlægning af begrebet:

Deconstructivism is a development of postmodern architecture that began in the late 1950s. It is influenced by the theory of "Deconstruction", which is a form of semiotic analysis. It is characterized by fragmentation, an interest in manipulating a structure's surface, skin, non-rectilinear shapes which appear to distort and dislocate elements of architecture, such as structure and envelope. The finished visual appearance of buildings that exhibit deconstructivist "styles" is characterized by unpredictability and controlled chaos.

Jeg synes at begrebet 'konceptuel blending' er relevant her:
   Indeni er disse byggerier - for det meste - meget funktionelle, men udenpå fremviser de kaos, sprængning af menneskelige hensyn  og total ufornuft. 

   Det nye samlede - blendede og integrerede - udtryk og koncept lokker et stort og fascinationssultent publikum til. Fra hele kloden.

    Hjernens belønningssystem drukner i endorfiner ved synet af den slags bygninger.

Historisk bliver den arkitektoniske stilretning forankret og slår igennem i offentligheden i 80´erne:

Deconstructivism came to public notice with the 1982 Parc de la Villette architectural design competition (especially the entry from Jacques Derrida and Peter Eisenman[1] and Bernard Tschumi's winning entry), the Museum of Modern Art’s 1988Deconstructivist Architecture exhibition in New York, organized by Philip Johnson and Mark Wigley, and the 1989 opening of the Wexner Center for the Arts in Columbus, designed by Peter Eisenman. The New York exhibition featured works by Frank Gehry, Daniel Libeskind, Rem Koolhaas, Peter Eisenman, Zaha Hadid, Coop Himmelb(l)au, and Bernard Tschumi. Since the exhibition, some architects associated with Deconstructivism have distanced themselves from it. Nonetheless, the term has stuck and has come to embrace a general trend within contemporary architecture.

Her kommer nogle eksempler som artiklen i Wikipedia fremhæver:

The Jewish Museum Berlin, by architect Daniel Libeskind.

Libeskind's Imperial War Museum Northin Manchester. A prime example of deconstructivist architecture comprising three fragmented, intersecting curved volumes which symbolise the destruction of war.

Seattle Central Library by Rem Koolhaas and OMA

Frank Gehry: Walt Disney Concert Hall, Los Agneles

Frank Gehry: The Guggenheim Mueseum, Bilbao

 Vlado Milunić og Frank Gehry: The Dancing House, Prag

Coop Himmelb(l)au: Groninger Museum, Holland

Toyo Ito: Hotel Porta Fira (til venstre), Barcelona

Toyo Ito: Arkitektur-museum, Omishima, Japan

Der er nok i virkeligheden ikke tale om en 'stilart' i traditionel forstand, men om en bagvedliggende tænkning der transcenderer stil-begrebet. 

   Udadtil er det byggerier som trodser arkitektonisk sund fornuft og enhver pragmatisk forestilling om menneskelig funktionalitet: Jo skævere, jo bedre, fristes man til at sige: naturstridige hældninger, umulig vinkler og absurde sammenføjninger, irrationelle former, usandsynlige materialer. 

   Et udtryk der er på trods.

   Det er byggerier hvor man som besøgende grundlæggende ikke føler sig velkommen og tilpas ved at gå ind i dem. 

   Og egentlig forstår men dem ikke - på samme måde som man ikke med sin fornuft forstår megen distancerende og fremmedgørende moderne kunst.

Jeg har tidligere fundet ud af at man i USA kalder den slags arkitekter for "starchitects". 

Herhjemmefra kan vi møde flere forholdsvis 'milde' eksempler på den dekonstruktive arkitekturtænkning: Arken, Ordrupgaards anneks, Den sorte Diamant - og helt for nylig: Rockmuseet i Roskilde:

COBE, Danmark og MVRDV, Holland: Rockmuseet, Roskilde

Her annekset til Ordrupgaard tegnet af arkitekt Zaha Haldid:

Zaha Hadid: Anneks til Ordrupgaard, Charlottenlund

I forhold til den indflydelse hun ifølge kilderne har haft på den nyeste arkitektur, så vrimler det ikke med eksempler på realiserede byggerier som hun og hendes firma har konciperet. 

   Men her noget der blev til noget: Zaha Hadids kulturcenter i den tidligere sovjetrepublik Aserbajdsjan:

Zaha Hadid Archtects: Heydar Aliyev Center, Baku, Azerbaijan.

Samme bygning, fra en anden vinkel.

Her føgler et billede af Bella Sky-hotellet på Amager hvor den forrige regering bestående af S, R og SF fik lavet et 'regeringsgrundlag' som ikke holdt en meter  - for SF:

3xN Architects: Hotel Bella Sky, Amager, Danmark

Malmøs spektakulære Turning Torso betegnes ifølge en kilde som et eksempel på 'neo futurism'. 

   Men jeg siger: 'dekonstruktivisme' - vel og mærke i en light udgave. 

   Hvad skulle fidusen ellers være ved at det snor sig - andet end show-off?

Santiago Calatrava: Turning Torso, Malmø

Her link til yderligere en artikel om dekonstruktivistisk arkitektur med mange flere illustrerende eksempler:

http://www.historiasztuki.com.pl/kodowane/003-02-04-ARCHWSP-DEKONSTRUKCJA-eng.php

Det er bemærkelsesværdigt hvor mange af eksemplerne på den slags arkitektur som befinder sig i Dubai, Shanghai og andre ny-moderne storbyer i det mellemste og de fjerne østen, alle underlagt autoritære, udemokratiske regimer.

   Der har de penge - men forholdet til mennesker blæser i vinden.