AHA! AHA! AHA! - og så det lange: HEUREKA!

Jeg har fået et spørgsmål fra en studerende om hvordan man arbejder med Aha-oplevelsen i dramaturgien. Det følgende er en redigeret version af det mailsvar jeg sendte hende. 

Aha-oplevelsen som fænomen kender jeg fra to kilder eller domæner, som sådan set normalt ikke tænkes sammen: kreativitetspsykologien og dramaturgien. 

Psykologisk
Det er nok teorien om den kreative proces der har indført betegnelsen AHA-oplevelsen. Altså en teori som er veletableret inden for psykologien hvor man opererer med "en kreativ proces" der følger nogle bestemte faser (3 eller 5), og hvor AHA-oplevelsen - illuminationen - er den fase der følger efter inkubationsfasen, som igen følger efter en fase hvor man har "fyldt" på gennem research i forhold til en problemstilling uden at finde nogen løsning. Altså tre faser: problem-frustration, inkubation, illumination. Andre versioner arbejder med fem faser. 
   Mens problemfasen er karakteriseret ved forsøg på at beskrive og løse en problemstilling ved bevidst, logisk og dermed lineær tænkning, så er det der kendetegner inkubationsfasen at den arbejder ubevidst - at den indebærer ikke-lineær tænkning under bevidsthedsgrænsen - f.eks. mens man sover, arbejder fysisk med helt andre ting, eller i forbindelse med meditation. Og så, når man står og barberer sig, så får man dette glimt af oplysende indsigt der løser problemet på en ny og uforudsigelig måde, og dermed forløser den frustration omkring problemstillingen som var starten på processen. 
   Beskrivelsen af dette fænomen har en lang forhistorie og går i virkeligheden - som så meget andet - tilbage til de gamle grækere. Se bare hvad Den Store Danske Ordbog skriver:

heureka, (gr., perf. af heuriskein 'finde', dvs. 'jeg har fundet det!'), udråb, der af den romerske forfatter Vitruvius tillægges Archimedes, da han havde opdaget princippet om legemers vægttab i væsker. Det kan bruges som et bevinget ord, når man har fattet en kompliceret sammenhæng eller løst et vanskeligt problem. EUs industrielle forskningsprogram EUREKA låner sit navn fra dette udtryk.

Der er masser kilder til beskrivelse af denne psykolgiske proces og dens forskellige faser. Den jeg selv har haft mest fornøjelse af for nylig, er Mihaly Csikszentmihalyi: Creativity - Flow and the Psycholgy of Discovery and Invention. Han har i kapitlet The Work of Creativity et underafsnit der har titlen The AHA Experience (s. 103 i min udgave fra 1996). 

   I min bog om Poul Martinsen (2. bind, s. 180f) fortæller han præcist hvordan han selv bevidst udnytter mulighederne for inkubation(stid) før AHA-løsningen på et problem han først har bakset med bevidst:

Jeg har ikke gået på kurser hvor jeg har lært noget om kreativitet. Men det er som et dyr jeg fodrer. Når jeg er optaget af noget, kører hjernen med det, og det er også derfor jeg kan virke noget distræt en gang imellem. Jeg har fundet ud af at hvis jeg fodrer det der dyr om aftenen, altså bevidst læser mine noter igennem og spekulerer på hvordan noget kunne løses, så har jeg haft mange glædelige eksempler på at der om morgenen, mens jeg står og barberer mig, og uden at jeg ellers har tænkt over det overhovedet, så kommer der en løsning. Og det er vel en slags teknik. Jeg kan ikke huske hvornår den blev mig det bevidst, men jeg har udnyttet den i lang tid.

Man bemærker metaforen for den kreative problemløsning der foregår intuitivt og under bevidsthedstærsklen i inkubationsfasen: "som et dyr jeg fodrer". 
   Bogen Blink! af Malcolm Gladwell handler i sin helhed om det fænomen. Jeg har kun kendskab til den på anden hånd, men undertitlen er: The Power of Thinking without Thinking. Wikipedia fortæller om den: 

It presents in popular science format research from psychology and behavioral economics on the adaptive unconscious; mental processes that work rapidly and automatically from relatively little information. It considers both the strengths of the adaptive unconscious, for example in expert judgment, and its pitfalls such as stereotypes.

Dramaturgisk
I dramaturgiens terminologi bruger man normalt ikke begrebet AHA-oplevelse. Men man bruger en lang række synonymer som: forløsning (da.) eller (re)solution (eng.). De dækker altså typisk det der emotionelt topper en dramaturgisk konstruktion, hvor man først bygger en konflikt op og undervejs arbejder med spænding og tilbageholdt viden, for til slut at udløse spændingen i en scene hvor konflikten afgøres, eller hvor sandheden endelig afsløres. I faktadramaturgien har jeg døbt dette fænomen sandhedens øjeblik.

   Aristoteles, som jo er dramaturgiens oldefar, taler om katarsis når han skal beskrive den oplevelse: en mental og psykologisk renselse som den gode dramatiker leverer til publikum i klimaks på sit ophidsende drama. 

Det elementære begreb i dramaturgien som dækker psykologiens AHA-oplevelse, er: pay off, som er det betydningselement i fortællingen der kommer som forløsning eller befrielse efter et eller flere set up tidligere i forløbet. Det sker typiske i klimaks, og det fungerer som sådan netop i kraft af at der forud er indlejret et eller flere set up, dvs indholdselementer (scener, udtalelser eller rekvisitter) som publikum ikke hæfter sig særligt ved lige når de møder dem, men som viser sig senere at have stor betydning og dermed kraftig følelsesmæssig effekt. 

   Set up kaldes også i dramaturgiens fagsprog plantering (fra svensk). Beslægtet i betydning med den engelske kriminallitteraturs udtryk: a plant, eller a frame up. Begge har betydningen: 'en planlagt fælde'.

Den klassiske definition på et set up/pay off i dramaturgien lyder som følger: Hvis der hænger et gevær på væggen i en scene i første akt, så skal det fyres af inden udgangen af sidste akt. Som tilskuer ser du geværet på væggen i første akt, men tænker ikke dybere over det - før hovedpersonen der trues på livet af forbryderen, griber det fra væggen og fyrer det af mod sin livstruende fjende og dermed mod alle odds redder livet. 

   AHA! - det var derfor det skulle være der fra starten, så man forberedt på hvad der skulle ske, men på et ubevidst plan.

Problemet er nok her at den dramaturgisk skabte AHA-oplevelse er velbeskrevet i fiktionsdramaturgien, men stort set ikke eller meget lidt - mig bekendt - i bøger om fakta og journalistik. De to bedste bøger jeg husker der handler om film-dramaturgi er: McKee: Story, og Linda Cowgill: Secrets of Screenplay Structure. Jeg er sikker på at de har noget om "forløsning" og pay off. 

   Jeg beskriver selv set up/pay off-mekanismens dramaturgiske funktion i De levende billeders dramaturgi, bind 1, s. 151 ff, som handler om fiktionsfilm. 

Mens set up/pay off er et helt centralt dramaturgisk greb i næsten al fiktionsfortællng, så er det ikke noget der udnyttes særligt meget i traditionel journalistik, hverken i nyheds-artikler/-indslag eller i baggrundsjournalistik. Her udnytter man i højere grad forventing, konflikt, komplikation, opgave, varsel og gåde til at skabe spænding og fremdrift, hvor modtageren er  bevidst om hvad det er der senere i fremstillingen skal (for)løses eller afgøres, og den vej som fører til det afgørende punkt i sandhedens øjeblik.

   I den særlige form for journalistik der går under navnet narrativ journalistik eller fortællende journalistik er udnyttelse af set up/pay off ganske almindelig.

Set up/pay off er dramaturgisk set nært beslægtet med begrebsparret undertekst/punch line, som der også står noget om nogle sider senere i bind 1 i dramaturgibogen, og hvor man godt kan beskrive en punch line som det der skal udløse en aha-oplevelse der stammer fra at indholdet f'ør da kun har været til stede som en uudtalt undertekst i dialogen, f.eks. i form af ironi.

Faglitteratur om journalistik og dramaturgi

Der findes en norsk bog med titlen: Det var en mørk og storfuld dag... - af Tine Kolstad, som er en dramaturgi for skrivende journalister. Og Olav Njaastad: TV-jounrnalistikk har et udmærket afsnit om tv-journalistik-dramaturgi versus nyhedstrekant-dramaturgi. 

   Herhjemme og orienteret mod radio er der Anders Kinch-Jensens bog: Forankring Fryder, som også ser med dramaturgiens øjne på journalistikkens fortælleformer. 

   Inden for fortællende journalistik i skreven form, er Jon Franklin nok den der ha beskrevet mest tydeligt hvordan man bygger en historie op imod en "forløsning" i bogen Writing for Story.

AHA-oplevelsen og frame-shift i kognitiv lingvistik

Inden for den moderne kognitive lingvistik, som jeg har refereret til i det foregående når det gælder blending- og metaforteori, der opererer man med frame-shift som noget der kendetegner særlige former for kreativ fortælling. Altså det fænomen at man udfolder nogle sætninger sætning i et lineært forløb, hvor modtageren under det meste af sætningernes afkodning forstår indholdet i lyset af én frame, men ved slutningen tvinges til at foretage en re-framing eller et frame-shift.

   F. eks. i en sætning som: Everyone had so much fun divinge from the tree into the swimming pool, so we decided to put in a little water. Bogen der beskriver det fænomen i dybden er: Semantic Leaps af Seana Coulson. Et andet eksempel på tvunget frame-shift ved slutningen af en sætning fra bogen: By the time Mary had had her foruteenth child, she´d finallly run out of names - to call her husband. Som man kan se, så udløser frame-shift ofte smil eller latter og har altså typisk en humoristisk effekt.

Frame-shift er i princippet det greb som alle former for gåder, vittigheder og anekdoter bygger på. Altså det at man fortæller noget, men tilbageholder afgørende information undervejs, som så først gives som svar på gåden eller til slut i anekdoten. Og det udløser så en AHA-oplevelse som indebærer at det foregående får ny eller en anden mening end den man afkodede i første omgang. Set  up og pay off, altså.

   Her kan jeg henvise til min artikel: Når plottet driver værket, som man bl.a. kan finde og læse på min hjemmeside: www.phl-kommunikation.dk. Den stammer fra bogen Historiefortælling der har Susanne Kjærbeck som redaktør. I starten af artiklen beskriver jeg nogle vandrehistorier der udnytter tilbageholdt viden til brug for den pointe, der begrunder at historien overhovedet fortælles.

AHA-pointer i noveller

I litterær teori om novellers fortælleteknik, opererer man med 'pointen', som er den sætning eller det afsnit som til slut i novellen giver den mening og dybde, så at sige med tilbagevirkende kraft. Det er også et pay off der her er tale om. 

   Jeg husker her Søren Baggesen: Den Blicherske Novelle, som jeg mener har noget om det. Når Jon Franklin skal beskrive hvad narrativitet handler om, så kalder han det "chronology with at meaning". Pointen der forløser historien er det der giver (den dybere) mening til den forudgående del af fortællingen: AHA! - nu falder brikkerne på plads, kan man som læser føle når man når og får pointen.

Opsummering

Det som jeg synes er det interessante i alt det her, er at det ser ud til at man teoretisk kan sammenkoble dramaturgiens "forløsning", "pointe", "sandhedens øjeblik", "katarsis" på den ene side, og kreativitetspyskologiens "aha-oplevelse", "illumination" på den anden. På begge sider er der tale om at der forud for denne oplevelse af oplysning er en "dunkel" fase hvor der mentalt og tankemæssigt foregår noget der er ubevidst, noget der opererer under bevidsthedstærsklen.

   Jeg synes i hvert fald det er interessant og værd at udforske nærmere,  at der altså tilsyneladende er en slags parallelitet mellem faserne i en velbeskrevet psykologisk proces og faserne i en lige så velbeskrevet dramaturgisk konstruktion. Og at det er muligt på den måde at forbinde den inkubation der foregår under bevidsthedstærsklen i den kreative proces, med det der i dramaturgien kaldes set up eller plantering - i begge tilfælde noget modtageren ikke bevidst kan/skal være opmærksom på - før det får sit pay off/AHA! - og i begge tilfælde noget som føles om en slags mildt mental chock-effekt når den skjulte eller tilbageholdte information åbenbares: Blink!