Sider

lørdag den 15. december 2012

Synæstesi - igen, igen - Anne Lise Marstrand-Jørgensen og H.C. Andersen - og høre-synæstesi

Jeg fik en mail fra en kvinde for nylig der havde læst et ældre indlæg her på bloggen om synæstesi - som betyder sam-sansning - dette at ydre indtryk fra et sanseområde automatisk eller villet kobles sammen med indre (eller ydre) input fra et andet sanseområde. 
   Jeg fortæller i det indlæg at fruen havde det sådan at hun så forskellige farver knyttet til de forskellige ord når hun læste  dem. Og jeg fremførte den tanke at der var en sammenhæng mellem det at hun læste meget langsomt, og så det at hun så at sige skulle se en farvefilm køre på den indre skærm sideløbende. 
   I mailen fortalte kvinden at det havde været en lettelse og en aha-oplevelse at læse om det, for sådan havde hun det også. Hun så farver nå hun læste, og hun læste ekstremt langsomt.
   Her er et link til det indlæg hun havde spejlet sig i:
http://petersudsigt.blogspot.dk/2010/05/synstesi-og-kreativitet.html
Og sådan er det med en blog om kreativitet - pludselig leverer virkeligheden serendipitet - uforklarlige associationskæder af betydningsindhold på tværs af domæner og sociale sfærer.

På bagsiden af bogtillægget til Politiken i dag bliver forfatteren Anne Lise Marstrand-Jørgensen spurgt: "Hvordan har du det med ord?" Hun svarer:
Jeg har et ganske passioneret forhold til ord. Jeg ser dem i farver og hører dem som musik, når jeg skriver. Derfor kan jeg næsten ikke holde ud  at at læse noget der er dårligt skrevet. Det er vel som at høre nogen synge falsk.
Synæstesi i rendyrket aftapning. Og dobbelt: Hun ser både farver og hører musik som indre-sansede ledsagefænomener til de ord huns skriver. Det smitter nok af på ordene hun bruger. Hun er oprindelig lyriker, inden hun begyndte at skrive romaner.
   Jeg er også interesseret i særligt kreative menneskers oplevelse af deres barndom. Og om Anne Lise Marstrand-Jørgensen finder jeg dette citat:
Marstrand-Jørgensen var et følsomt og genert barn med en stor fantasi: “Jeg legede altid, elskede at læse, tegne og digte historier. Jeg var også meget ude – i skoven, i havet, ved søen med en fiskestang. Jeg var på sin vis stille, men satte alligevel altid spørgsmålstegn ved alting og tænkte overdrevet meget over tingene, hvilket nok var med til at få mig til at føle mig anderledes … og til tider helt forkert,” siger hun (Marstrand-Jørgensen i mail-interview med Signe Juul Kraft, maj 2008).
Jeg kommer til at tænke på på H.C. Andersen som også i sin barndom "følte sig anderledes og til tider helt forkert." Han er jo på toppen som mediedarling disse dage, og hans barndom og ungdom har jeg lige skrevet et indlæg om i den forbindelse.
 
Var han mon også synæstetiker?
   Hans sprog er jo berømt for sin humor og talenære kunststil. Og jeg er ikke i tvivl om at han har hørt de ord og sætninger han skrev, udtalt for sit indre øre mens hans skrev dem. At skrivehandlingen altså har været ledsaget af et mentalt indre lyd- og melodispor.
 
Jeg googler og får fra en side der skal undervise elever i litteraturlæsning og stilistik, en melding om at synæstesi ikke kun er at forstå som en automatisk neurologisk kobling mellem forskellige sansebearbejdende centrer i hjernen, men at det også er en litterær stilistisk figur. 
   I forbindelse med et afsnit om besjæling og allegorier står der:
Det, at to verdener kan forstås som parallelle symboliserede og symbo­li­se­rende, finder vi i lyrikkens verden udtrykt i begrebet synæstesi, nemlig når associative indtryk fra et sanseområde bruges som beskrivelse i et andet sanseområde.
Og der er også i samme afsnit direkte referencer til H. C. Andersen:
Besjæling: At give døde ting en sjæl, altså liv, kaldes besjæling. Drejer det sig om, at abstrakte fænomener (lykken, fædrelandet) får liv, taler vi om per­soni­fikation. I praksis er forskellen lille. Besjæling og personifikation kan ses som en slags metaforer, idet levendegørelsen bygger på et parallel­forhold mellem det reale (menneskelige) og det billedgjorte – legetøjet i H.C. An­der­sens eventyr Kærestefolkene for eksempel.
   H.C. Andersen besjælede mange ting i sine eventyr, og da det var kende­tegn­en­de for romantikkens forfattere, at de mente, at én og samme ånd gennemstrømmede alt levende og dødt, finder vi mange personifikationer og besjælinger hos dem.
Det rammer jo i hvert fald plet i forhold til "Tællepråsen" og en masse andre af Andersens eventyr, som netop er allegorier hvor to konceptuelle verdener blendes gennem personifikation og besjæling. Og i den forstand er H. C. Andersen altså netop også synæstetiker - men en hvor synæstesien er et produkt af en æstetisk viljeshandling.
   Måske.
    Det kan jo også være han simpelt hen ikke har kunent lade være: at han rent faktisk oplevede ting som besjælede, som udstyret med personlighed og intentioner i kraft af sin utrolige og ustyrlige fantasi, en fantasi som dag og nat - har man indtryk af - har kørt som en konceptuel stavblender med 2000 omdrejninger i sekundet.

Det kendetegnede ham netop jo også at han udfoldede sig kreativt i andet end ord og litteratur. 
   Han er berømt for sine papirklip som tit var illustrationer til hans eventyr - så han har utvivlsom set sine eventyrfigurer for sig på din indre skærm når han har skrevet om dem:

  
Evnetyret "Tællelyset" viser sig ved nærmere eftersyn at have et tydeligt freudiansk metaforisk lag - uden tvivl udtryk for den unge H.C. Andersens usikkerhed om egne seksuelle drifter, længsler og lyster. 
   Derfor er det også en af disse tilfældigt-heldige sammentræf at Anne Lise Marstrand-Jørgensen senere i interviewet i bogtillægget fortæller om sin kamp for at finde de rette ord for at skrive om sex i sin kommende roman i forlængelse af den nysudkomne  "Hvad man ikke ved":
Et af romanens stærkeste temaer bliver seksualitet og hvad den seksuelle revolution kom til at betyde - ikke mindst for kvinder. Derfor arbejder jeg en del med ord, der handler om sex og kroppe.
   Det gør en stor forskel om man f.eks. skriver kusse eller køn, og jeg bruger en del energi på at finde den rigtige måde at skrive om sex  på - det skal hverken være porno eller fjollede, traditionelle og klichefyldte omskrivninger af kvindekønnet, der er ved at sprænge af ferskener og figner i liljer i blomst.
Ord er lyde eller sort krims-krams på papir. De skaber billeder på den indre skærm, og disse billeder aktiverer spejlneuroner der - hvis ordene er velvalgte - vækker erotiske lyster hos læseren. Både når ordene er Andersens og Marstrand-Jørgensen.

Og så fører min google-søgning på 'synæstesi' også til at jeg finder oplysninger om en hidtil u(er)kendt form for synæstesi: en kobling mellem visuelle sansninger af noget der bevæger sig i omverdenen på den ene side og så automatiske ledsagde-lyde som hjernen selv producerer, på den anden. En slags tvungen sensorisk blending.
    Eksempel: Man ser en sommerfugl flyve, og hører rent faktisk vingeslag - selv om øret ikke registrerer noget lydindtryk fra sommerfuglen: 
Forskere fra 'California Institute of Technology' beskriver en ny form for synæstesi i tidsskriftet Current Biology, nemlig høre-synæstesi. Det som kendetegner synæstetikere, er at deres sanser er krydsaktiverede. De oplever en sammenblanding af sanseoplevelser som normalt indtræffer hver for sig.
   Dette sker automatisk, og er ikke noget personen kan vælge at gøre. Så dermed bliver deres virkelighed utvivlsomt lidt anderledes end andres. Mens de fleste mennesker ser sorte bogstaver på hvid baggrund i denne artikel, kan en synæstetiker se bogstaverne i farver. Og måske fremstår deres bedste ven rød eller blå, mens det smager af et eller andet når fingrene rører ved tastaturet. 
    Psykologer har tidligere rapporteret om synæstesi inden for både syns-, føle- og smags-sansen. Men en gennemgang af tilgængelig litteratur viser at der aldrig har været beskrevet sådanne fund knyttet til høre-sansen, ifølge dette nye stykke forskningsarbejde.
   Nu rapporterer Caltech-forskerne om fire personer, med sundt helbred, med høre-synæstesi. Det som sker, er at de kan høre enten dunke-lyde, pibe-lyde eller summe-lyde når de ser ting bevæge sig eller lyse op. Forskerne fra Caltech mener - overraskende nok - at høre-synæstesi ikke er specielt usædvanligt, og at det ganske enkelt repræsenterer en forstærket form for hvordan hjernen normalt behandler visuel information. 
   Neurobiologen Melissa Saenz står, sammen med Christof Koch, bag forskningen. De mener, at så mange som én procent af befolkningen kan have synæstetiske oplevelser.
Forskerne mener at når den form for høre-synæstesi ikke er blevet opdaget og registreret før, så er det fordi dem der har den, ikke er klar over at det er noget særligt som ikke alle oplever.
   Hvis du klikker ind på dette link, kan du teste om du har høre-synæstesi. En afspilning af en lydløs video med hvide prikker der bevæger sig, vil af høre-synæstetikere blive oplevet som ledsaget af en hvislende eller boblende lyd:
http://www.klab.caltech.edu/~saenz/movingdots.html

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar