Sider

mandag den 26. december 2011

De satans metaforer - om metaforisk mytepunktering af djævlen som den inkarnerede ondskab

Ingen har fået så dårlig presse som Satan i de sidste 2000 år.
Politikens kultursektion havde her 2. juledag en forsideartikel om en amerikansk religionsforsker Henry Ansgar Kelly havde leveret en "biografi" om "Satan", en figur i Biblen som han - dokumenteret med citater - har påvist ligger meget langt fra de forestillinger som de fleste mennesker - og ikke mindst de meget bibeltro i USA - tror på og går rundt og kolporterer: Som selveste den inkarnerede ondskab.

Det interessante er hvilke billeder religionsforskeren, som i mange år har holdt mytepunkterende universitetskurser om "Biblens Satan", bruger til at levere en forståelig optik for den bibelske Satan han mener der er belæg for:
"Satan er en himmelsk bureaukrat, som godt nok er noget ude af kontrol. Han er chefanklager, politichef, dommer og agent provocateur. Men han er ansat af Gud til at teste mennesker. Der er simpelt hen ikke belæg for at sige, at han er selve ondskaben."
Satan skal ses og forstås som "en himmelsk bureaukrat".
   For mig er der ingen tvivl om at det er den kreative metaforik som professoren har mobiliseret for at få Satanfiguren sat i en hverdagsagtig ramme med menneskelig proportioner som givet stødet til journalisten Jens Lenler til at skrive artiklen:
I den jødiske bibel - Det Gamle Testamente - er Satan medlem af den himmelske administration. Han står side om side med Gud som en slags anklager - bogstavelig talt en djævlens advokat, der foreslår at man måsk lige bør teste guttermanden Job en ekstra gang, da Gud erklærer, at Job er et menneske, der aldrig synder. Det gør Satan så efter aftale med Chefen. Job mister både æsler, okser, kameler, tjenestefolk, børn - og til sidst sit gode helbred, da Gud efter en slags midtvejsevaluering giver Satan mandat til at gå hele vejen og smitte Job med ondartede bylder.
En tilsvarende lusket rolle - som undercover agent provocateur der frister Jesus - har Satan i Det Nye Testamente. Jesus lader sig ikke forføre. Satan mislykkes med sit projekt. Men ifølge artiklens referat:
Han er efter alt at dømme stadig en topfunktionær, der patruljerer på Jorden, overvåger mennesker og tester deres moralske rygrad. Men selvfølgelig - Satan arbejder ikke lige efter Genévekonventionerne eller gængse regler for god forvaltningsskik. Han metoder er brutale og korrupte, og Jesus forudser, at der bliver st en stopper for den. At Satan skulle være Guds evindelig ærkefjende og næsten ligeværdige modstander, kræver til gengæld en tendentiøs læsning af teksten, mener forskeren.
Det er uigennemskueligt hvor mange af denne vildtvoksende konceptuelle metafor der gennemsyrer artiklen der er forskerens, og hvor mange der er journalistens.
   Men jeg er ikke i tvivl om at metaforikken i store passager af artiklen i hvert fald er inspireret af forskerens grundlæggende konceptuelle metafor der re-framer Satan som "chefens forlængede arm der administrer hans instrukser". Og at det er forskerens metaforiske re-framing som har tændt journalisten, appelleret til hans sproglige fantasi, og (for)ført ham til at skrive artiklen og få den på forsiden af Politiken.
 
Vores forestillinger om Satan har altså ikke noget belæg i Biblen, men...
"I de kommende århundreder forvandler billedet af Satan sig mere og mere fra Guds 1. vicepræsident eller kammeradvokat til en ren Hitler-figur. Og jeg kan godt se det smarte i den teori. Stan havde plantet arvesynden i os. Og Jesus kom og redde os fra Satan. Hvorimod det ellers er lidt mere forvirrende, hvad i alverden Jesus var der for, og hvorfor han skulle dø," siger Henry Kelly.
Forskeren argumentere her med at det er det narrative universelle aktantskema som i kirkehistorien tager over så Satan bliver modstander og Jesus hjælper. Så falder alt på plads. Og jo ondere Satan er, jo bedre og stærkere er historien om Jesus som vores frelser.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar