Om FLOW - og mulighederne for at begrænse ubehagelige bivirkninger af sygdom ved bevidst at søge at komme i flow.

Som en af de mange personligt positive oplevelser jeg har haft ved at researche og skrive indlæg til denne blog,  har været aha-oplevelsen ved at støde på begrebet 'flow' og den særlige tilstand det dækker over.

   Sidst blev jeg mindet om det ved at (gen-)læse Peter Bros relativt nyudkomne, og på mange måder usædvanlige, men svært læsbare fagbog: Aha-oplevelsen - Arven fra Alfred Nobel. 

   Dels beskrives og modeltegnes flow-processen i det sidste hovedafsnit, og dels er det en vigtig pointe at bogen som helhed ved nærmere eftersyn viser sig at være et produkt af et meget kraftigt flow-forløb hos forfatteren, et forløb som  derefter har svært ved at frigøre sig fra sprogligt - i den endeligt tekst henvendt til læserne - til skade for den optimale formidling.

   

Begrebet 'Flow' har både Peter Bro og jeg fra den epokegørende bog fra 1990 - med netop det ord som det første i titlen, og med undertitlen: The Pychology of Optimal Experience. 

   Forfatteren har det - set fra en ordblinds synsvinkel rædsomme  navn: Mihaly Csikszentmihalyi. 

   Seks år efter udkom bogen: Creativity - Flow and the Psychology of Discovery and invention. Af samme forfatter. 

   Den fik meget stor indflydelse på en masse af de indlæg om kreative processer og særligt kreative personligheder som jeg har skrevet i de otte år efter jeg begyndte på bloggen her. 

Selv om man nemt kan slå en masse gode og klare definitioner og henvisninger op ved at google ''flow", så er jeg alligevel også nødt til at definere og illustrere her - for selv at have et afsæt fra at komme videre. 

   Dansk Wikipedia:

Flow kan defineres som en tilstand af selvforglemmende opslugthed af en aktivitet, der fuldstændig lægger beslag på individets opmærksomhed og giver en fornemmelse af uanstrengt og spontant at kunne styre. Oplevelsen er ofte forbundet med at glemme tid og sted og med en intens følelse af mening, tilfredshed og styrke. Den optræder oftest i grænselandet mellem på den ene side angst – hvor der er for mange krav, muligheder og udfordringer – og på den anden side kedsomhed – hvor der er for få. Normativt lægger begrebet op til at lære mennesker at styre deres opmærksomhed eller psykiske energi ind imellem de to poler for at øge lykke, nydelse, glæde og livskvalitet.

 Og sat på modelform

Tilføj billedtekst

Fysiologisk er det der kendetegner flow-tilstanden at der udløses en række lykkehormoner, endorfiner som påvirker det særlige center i hjernen som er aktivt når vi er lykkelige.

Det jeg blev klar over på et vist tidspunkt, var at jeg gennem begrebet og fænomenet 'flow' kunne forklarer hvorfor jeg absolut intet husker om de fysiske og mentale strabadser det utvivlsomt tungt har ledsaget de research- og skriveprocesser som er mundet ud i bøgerne: Faktion som Udtryksmiddel, De Levende Billeders Dramaturgi, I-II, og Poul Martinsen - Besat af Virekelighed.

   Jævnfør hvad der står i citatet ovenfor: 

Oplevelsen er ofte forbundet med at glemme tid og sted og med en intens følelse af mening, tilfredshed og styrke

Som en tilføjelse til hvad man typisk "glemmer" når man er i flow, kunne man fremhæve: sine egen fysiske krop, sanseindtryk (fx smerter) som er irrelevante for opgaven, bekymringer, angst.

   Siden er jeg også blevet klar over at når jeg blev oplevet som en god underviser af mange den gang jeg underviste meget, så hang det sammen med at når jeg stod og underviste og gjorde mig maksimalt umage, så kom jeg også i flow (og tiden løb typisk fra mig).

   Min gamle kollega udi undervisning i dramaturgi, efterkritik og konceptudvikling, Pia Marquard, bemærkede for mange år siden - efter at vi havde undervist sammen nogen gange og oplevet hinanden i pædagogisk aktion - at det havde overrasket hende at det nærmest var som om jeg skiftede personlighed når jeg kom på. 

Bedriver man sport, så har sportsfolk et særligt navn for at komme i flow: "to get into the zone'. Og generelt forstår man blandt psykologer spillelidenskab eller samlerlidenskab som en form flow-afhængighed. Det første kender jeg ikke noget til, samlerlidenskab har været en integreret del af mit liv siden jeg var barn.

   Og musikere kender en tilsvarende oplevelse, når de fx. spiller 'over evne' eller 'improviserer' sammen. Og børn når de er fuldt optaget af en fælles leg.

For mig var det også en stor aha-oplevelse da jeg blev klar over at begrebet kunne knyttes tæt til det som  jeg havde undervist i i mange år: Dramaturgi.

   Når publikum læser en godt skruet samme krimi - en såkaldt ´page-turner´, og herunder glemmer sig selv, tid og sted - læser hele natten, så er de kommet i flow. Og det er et produkt af forfatterens fortællekunst.

   Det samme gælder 'selv- og omegns-forsvindingen' mens man som publikum ser en fremragende film, et vellykket teaterstykke eller et god tv-program. Det skyldes den 'forførerkunst' som forfatter og instruktør og skuespiller til sammen udøver i forhold til publikum.

Så kommer vi til den ekstra aha-oplevelse jeg har haft i de snart 2½ år jeg har haft den forbande kræftsygdom kronisk myeloid leukæmi: CML.

   I den periode har de såkaldte bivirkninger af den skiftende medicinske behandling både mentalt og psykisk været værre og nedbrydende end selve sygdommens påvirkning af sind og krop. 

   Nogle af disse bivirkninger kan man så forsøge at mildne, ved at tage endnu flere piller. 

   Piller på piller på piller.

Nu er piller uanset deres mere eller mindre positive indvirkning på en sygdomstilstand, ikke særlig godt for kroppen, specielt ikke i de lange løb. 

   Piller er altid en form for kemo-terapi som rammer 'bredere' end netop den sygdom det er målet at behandle eller bekæmpe. 

   Ens krop bliver gjort til et biokemisk eksperimentarium. Og det "bredere" i det fysiologiske system pillen rammer, er det der betegnes som 'bivirkninger' - og som jeg efterhånden synes hellere skulle betegnes: OMKOSTNINGER. 

   

Og i den her sammenhæng er de så at jeg er blevet klar over at hvis jeg ved viljens hjælp kan få startet en af de arbejds- eller produktionsprocesser der gør at jeg kommer i flow, så fungerer det som en meget bedre dosis modgift mod diverse bivirkninger end alt det pilleri. 

   Altså: Får jeg - trods stor træthede og smerter i knoglerne - slæbt mig hen til computeren og får påbegyndt et blogindlæg om noget som interesserer mig, men som jeg ved for lidt om til - endnu - at kunne skrive frit om, så kan der pludselig være gået 3-4-5 timer hvor jeg har været så så optaget af arbejdsopgaven at jeg helt har glemt hvor syg jeg er.

    Det samme oplever jeg selvfølgelig når jeg får mig taget sammen til at påbegynde og gennemføre en  enkelt eller en hel serie akvareller. Når jeg først sidder der ved mit arbejdsbord og maler, så er jeg blind og døv for alle de ubehagelige fysiske impulser som kommer inde fra som ubehagelige nervesignaler. 

   Og tricket til at komme igang er meget ofte at jeg har nogle bestillinger til bestemte motiver (i form af fotos) liggende fra familie og venner som forventer at jeg - på et eller andet tidspunkt - leverer, så de kan få en peterharms-akvarel op at hænge på væggen.

   Og også når jeg laver mad, hvad jeg gør næsten dagligt, oplever jeg det - tiden , ked-af-det-heden og smerterne i hoften forsvinder i tåger.

   Og når jeg har gæster som skal beværtes og underholdes. Alle bekymringer, uro og angst forsvinder - for en tid - nemlig så længe jeg går op i opgaven. 

Jeg har tænkt at man begrebsmæssigt kunne forestille sig at flow-processen i virkeligheden bedst kunne forstås som en perlerække af aha-oplevelser, hvor den ene udløser den næste - nærmest som serier af forbundne kanonslag hvor eksplosionen af den ene udløser at lunten tændes på det næste.  

Flow-tilstanden er som nævnt forbundet med udløsningen af en serie vigtige 'lykkehormoner i hjernen. 

   De fire mest velbeskrevne er: dopamin, serotonin, oxytocin, endorfiner. 

   Her et link til en tekst der kort beskriver de forskellige flow-hjælpende stoffers særlige bidrag til tilstanden.

https://www.huffingtonpost.com/thai-nguyen/hacking-into-your-happy-c_b_6007660.html?guccounter=1

Noter om året 2015´s høst af kreative - og mindre kreative - aprilsnarre

Dette indlæg kan læses som et follow up på det foregående fra den 31. marts som indeholdt - blandt andet - en genudgivet opskrift på aprilsnarrens dramaturgi - og nogle personlige erindringer om egne 'gimmicks'.

http://petersudsigt.blogspot.dk/2015/03/aprilsnar-dramaturgi-mocumentary-spoof.html

Når aprilsnarre er af interesse for denne blog - altså mig, så er det selvfølgelig fordi en god aprilsnar er udtryk for kreativ, alternativ og grænseoverskridende tænkning hos afsenderen - og for en kreativ aha-oplevelse med uventet perspektiv for modtagerne. Og for at man i en aprilsnar nødvendigvis må blende sandt og falskt, virkelighed og fantasi, fakta og fiktion.

   Faktion.

Her er en annonce i min avis som jeg læste - og for en kort stund hoppede på:

Her en oversigt med links til hvad der faktisk kom ud af dette i år i danske medier:

http://www.b.dk/nationalt/blev-du-snydt-her-er-aarets-aprilsnar-historier

Dem jer har nydt mest er den med Prins Henriks contrafej som Dronning Margrethe skulle have ønsket at få afbilledet på en 20-krone:

http://ekstrabladet.dk/nyheder/samfund/kong-henrik-paa-20-kronemoent/5504043

Og den om at en kvindelig landstræner for herrefodbold-landsholdet skulle være afløser for Morten Olsen:

http://www.b.dk/sport/kvindelig-toptraener-afloeser-olsen

En af de mest bemærkelsesværdige udviklinger inden for genren i de senere år, er at private firmaer er begyndt at offentliggøre aprilsnar-annoncer. For 10 år siden ville det være - næsten - uhørt. Men internettet og de sociale midler har ført til at firmaerne mere og mere prioriterer muligheden for at en god aprilsnar-annonce vil "gå viralt" og dermed give en masse gratis reklaeme, frem for den risiko det er at kunder føler sig snydt og at firmaets får ridser i troværdigheden

   Her en liste over "The best corporate April Fools' Day pranks of 2015"

http://www.cnbc.com/id/102552987/page/2

Bemærkelsesværdigt er også at seriøse og veldædige institutioner og organisationer i de senere år er begyndt at slå sig løs med forskellige muntre aprilsnarre:

http://www.konfirmationsportalen.dk/ekstra-konfirmationsundervisning-pga-for-meget-larm.php

http://roskildestift.dk/fast-indhold/nyhed/article/roskilde-faar-ny-domkirke/

http://fysio.dk/praksis/Nyheder/Kop--Kande-vil-salge-fysioterapi/#.VR0dR_msWSo

http://www.gigtforeningen.dk/nyheder?newsid=20738

http://www.dmi.dk/nyheder/arkiv/nyheder-2015/04/din-vejrudsigt-skifter-fra-dansk-till-svenska/

Mange medier laver metasider om aprilsnarre hvor folk kan stemme om de(n) bedste og de(n) dårligste:

http://www.telegraph.co.uk/technology/technology-topics/11506865/April-Fools-Day-the-best-and-worst-tech-pranks-of-2015.html

http://ekstrabladet.dk/nyheder/samfund/den-bedste-og-daarligste-aprilsnar-afgiv-din-stemme-her/5505518

http://ekstrabladet.dk/nyheder/samfund/ekstra-bladets-laesere-har-stemt-her-er-den-bedste-aprilsnar/5506064

Vinderen blev den her med FDM som afsender:

 

http://www.fdm.dk/nyheder/fdm-koeber-reklameplads-paa-politiets-nye-fotovogne

Nummer 2 på Ekstrabladets liste, blev deres egen med "Kong Henrik på 20-kronen". Og nummer tre  blev en historie fra Aalborgbibibliotekerne.dk. På deres hjemmeside skrev de, at de tilbagekaldte alle udgaver af Fifty Shades of Grey udlånt i marts måned, "da laboratorietest har påvist klamydiabakterier over grænseværdien på bøgerne".

Et af de mere ikke så sjove aspekter ved en aprilsnar er at den kan være så overbevisende at den kan være svær at stoppe og dementere når den først går viralt, som denne her om Linse Kessler 

http://localeyes.dk/a08274-1234-linse-kessler-afsloerer-det-er-en-aprilsnar/

Men journalister og fotografer beklagede sig ikke over også at skulle demenentere historien.

Den plastiske hjerne (5) - og meditationens velsignelser

Jeg har i de tidligere indlæg om den plastiske hjerne refereret en stor del af den forskning som har ført neurovidenskabsmanden Richard J. Davidson til teorien om den enkelte hjernes "emotionelle stilart" - sammensat af 6 destinkte dimenstioner  - som i høj grad er med til at bestemme forskellige personlighedstyper.
    Hjernen er, ifølge hans egne undersøgelse og de kilder han refererer til, så plastisk at personlighedstypen kan ændre sig markant under indtryk af omskiftelige sociale livsomstændigheder og input, men også under påvirkning af mentale teknikker:

In short, the revelution of neuroplasticity has shown that the brain can change as a result of two destinct inputs. It can change as a result of experiences we can have in the world - how we move ande behav and what sensory signals arrive in our cortex. The brain can also change in response to purely mental activity, ranging from meditation to cognitive-behavior therapy, with the result that activity in specific circuits can increase or decrease.

Et særligt resultat af hans forskning var hans konstatering af at relativt stærkere aktivitet i venstre del af den præfrontale cortex hang sammen med positive følelser, mens relativt stærkere aktivitet i den højre del var forbundet med negative emotioner.

Sidste del af Davidsons bog "The Emotional Life of Your Brain" handler om hans personlige erfaringer med i en relativt ung alder - mens han stadig studerede - at lære og begynde at praktisere en form for buddhistisk meditation, en variant der kaldes "vipassana":

... meditation designed to allow the practioner "to see things as they really are".

I 20 år holdt Davidson sin meditative praksis og erfaringer - 45 minutter dagligt - og sin neurovidenskablige forskning adskilt i to forskellige mentale og konceptuelle rum. Menn i 1992 "kom han ud af skabet" og kontaktede Dalai Lama for at bede om lov til videnskabeligt at studere nogle af de munke Dalai Lama var overhoved for, munke som havde mediteret intensivt i mange år,

... to determine whether and how thousands of hours meditation might change the brain´s structure or function.

Davidson fortæller at han ikke var interesseret i at måle hjernens aktivitet mens munkene mediterede, selv om det også kunne være interessant, men...

... I hoped to see how thousands of hours of meditation alter brain cicuity in a sufficiently enduring ways as to be perceptible when the brain is not meditating.

Ændrer mange års tidsrøvende meditation hjernen så kraftigt at det laver om på hjernens måde at fungere på permanent - også når den ikke er i meditations "mode".
   Han bruger en analogi - det han ønsker, svarer til at ville måle en budybuilders muskler når hans krop ikke er i aktion:

All that exercise enlarges the muscles, and you can measure that even when the bodybuilder is doing nothing more strenuous than lifting a latte.

Det ender så med at Davidson med forskellige teknikker får hjerneskannet nogle af disse munke - både når de ikke mediterer - og med tiden også under meditation. Det vender jeg tilbage til senere.

Sideløbende begynder han så også en række eksperimenter hvor han skanner hjernen hos almindelige mennesker der har lært at meditere - men kun har praktiseret det i kort tid - en meditationsteknik som kaldes Mindfulldness-Based Stress Reduction (MBSR), og som indøves i løbet af et 8 ugers kursus.

   Davidson konkluderer at mindfullness-meditation selv på den korte tid kurset varer, påvirker hjernen og dermed forsøgspersonernes emotionelle stil markant:

Mindfullnes retrains thes habit of minds by tapping into the plasticity oft the brain´s connections, creating new ones, strengthening som old ones, and weakening others.

   That is why we found the brain changes we dit. Our MBSR students showed greater activity in the circuits in the left prefrontal cortex compared to the right, reflecting the fact that people practicing this form of mental training learn to redirect their thoughts and feelings (the physical manifestation of which is nothing but electrical impulses racing down the brain´s neurons) reducing activity  in the negative-emotion right prefrontal cortex and ramping it up in the resilience- and well-being left side.

   This new streambed carries more and more of your thoughts and feelings, creating a virtuous cirkle: The more your thoughts travel along the path of less anxiety, the greater your Reselience and the more positive your Outlook, which makes it easyer for thoughts and feeling to continue takeing this news route.

Han konkluderer at hans forskning har vist at en række forskellige meditationsteknikker i større eller mindre grad hver for sig kan ændre på en eller flere af de 6 forskellige dimensioner  som indgår i den enkeltes personlige emotionelle stil - en ændring fra en mere negativ emotionel stil til en en mere positiv emotionel stil.

THE MONK IN THE MASCHINE 

... er titlen på det kapitel hvor Davidson også specifikt fortæller om forsøgne med at måle på de hjerner - tibetmunkenes - som har mediteret dagligt og længe og i årevis. Det mest interessante synes jeg er konstateringen af at disse personers hjerne både når de mediterer og når de ikke mediterer og er i hvile-tilstand (default mode),  udseender såkaldt gamma-bølger, som er udtryk for at forskellige del af hjernens neuroner arbejder synkront. Udsendelsen af gammabølger blev forstærket under meditationen og steg i styrke jo længere meditationen varede hos disse munke.

Research from other labs had linked the neural synchrony of high frequency brain waves to mental processes such as attention, working memory, learning, and conscious perception; the suspicion is that by fireing in sync, neurons cause far-flung networks to work together, with the result that cognitive and emotional processes become more integrated and coherent.

Dette mindede mig om at jeg tidligere havde læst om undersøgelser der påviste at når en person havde en aha-oplevlse - altså en kreativ løsning på et problem som kommer frem til bevidstheden i et pludseligt "glimt" - også kaldet "moments of insight" - så var den ledsaget at et pludseligt udbrud af gamma-bølger i sekundet inden oplevelsen fyldte bevidstheden, og det udbrud kom så fra højre hjernehalvdel.

In the volunteers that experienced insight, Kounios and Beeman found a distinctive spark of high gamma activity that would spike one-third of a second before volunteers consciously arrived at an answer. Additionally, the flash of gamma waves stemmed from the brain’s right hemisphere—an area involved in handling associations and assembling parts of a problem.

   Gamma activity indicates a constellation of neurons binding together for the first time in the brain to create a new neural network pathway. This is the creation of a new idea. Immediately following that gamma spike, the new idea pops into our consciousness, which we identify as the Aha! Moment.

Skulle man koble de her resultater til dem som Davidson har gjort med sine målinger af disse supermænd inden for meditationens teknikker, så betyder det noget i retning af at disse munke går rundt i en slags permanent aha-oplevelsestilstand, som vi andre ellers kun oplever i korte oplysende øjeblik. Den tilstand kan de så forstærke og intensiverer kraftigt når de mediterer. 

      Men mere i den efterfølgende del af citatet kan også kobles sammen med betydningen af højre hjernehalvdels måde at arbejde på når nye ideer fødes og "moments of insight" opleves:

In addition, Kounios and Beeman noted a burst of slower, alpha-band activity over the right visual cortex—an area of the brain that controls our sight—occurring immediately prior to the burst of gamma waves. This unexpected finding suggests that the brain is quieting the neurons in that area to reduce the amount of distraction and visual interference taken in—similar to everyday circumstances, the way we close our eyes or look away when concentrating on a question—which then allows insight to pop into awareness.

http://brainworldmagazine.com/the-aha-moment/

I alle lærebøger om kreativitetsteknikker står der noget om hvordan man når i den kreativitetsfremmende såkaldte "åben tilstand" gennnem forskellige øvelser. Man siger vitser, man sover på det, man går en tur, man visualiserer  for sit indre blik, man spiller teater, man kommer igang med at skrive - efter at alt var gået i sort, etc. 

    Det sjove her er jo at hjernen åbenbart selv  har mekanismer til at fremme og beskytte den "åbne tilstand" - nemlig ved at lukke hjernen af for ydre synsindtryk som kan forstyrre og indkapsle tænkningen og blokere for nye ideer. 

Når sportsmetaforikken begår kreativ bombesprængning i sportsjournalistikken...

Ekstrabladet er ikke min avis. Og sportsjournalistik er ikke min favoritlæsning. Men skal man jagte metaforer der framer, er man ude på at indfange kreativt sprog - og skyde klicheer ned i flokkevis, så er sportsiderne et godt jagterræn. Og EB´s sider er en af de bedre jagtmarker - eller dårligere - alt efter smag - eller afsmag.

En god kollega på journalistik på RUC udpegede et interessant bytte som jeg hermed kan hænge op på denne blogs trofævæg. Fra EB´s sportstillæg i mandags.

   Rubrikken lød:

Osama bombede Brøndby

Underrubrikken:

AGF-spilleren fra Vestegnen fik sin hævn

AGF vandt over Brøndby 5-1.

   Fantasierne - og dermed associationerne - kører som en action film på den indre skærm: konceptuel blending: i det ene inputrum: den barskeste internationale terroristvirkelighed - og i det andet mentale rum: sportens halvfiktive konkurrenceunivers.
   Det er ligesom to atomkerner der smelter sammen: Radioaktive mentale stråler udsendes i alle retninger ved fusionen fra "the blend".

   Og så lever overskriften helt op til et af de vigtigste krav til en rubrik: Den skal indeholde så meget "gåde" at den leverer fremdrift og motiverer læserne til at læse videre.

Svaret på gåden - aha-oplevelsen - er at en af spillerne på det hold, AGF, som slog Brøndby i søndagens kamp, hedder Osama til fornavn - med efternavnet Akharraz - og altså ikke: bin Laden. 

   Pyha - men han blev jo også henrettet for ikke så længe siden i Pakistan. Altså bin Laden - ikke Akharraz.

   Men associationerne strømmer videre: Osama bin Laden er genopstået fra de døde - og reinkarneret som en "hævner" i skikkelse af sin fornavnebror. Og han tog så bare lig fejl af "Vestbredden" som hovedfjenden Israel har besat, og "Vestegnen" som navnebror Akharraz er flygtet fra. 

Men så er den potte vel ude? Slet ikke! Associationerne galopperer videre gennem fantasiens dunkle underskov:

AGF har fået sin egen lille bombe-Osama. 

   Fodboldklubben fra byen, hvor Jyllandsposten har sit terrorsikrede domicil,  afslørede sin egen lille enmands terrorcelle , da Osma Akharraz tog en blodig hævn over den klub som ikke kunne bruge ham.

Fremdriften i associationssporet omkring "terrorisme" fra rubrikken bevares: "terrorsikrede domicil", "enmands terrorcelle", "blodig hævn". Hævn over hvad og mod hvem?

Spirrevippen på De Hvides venstrekant tog dybt pis på sin gamle holdkammerater fra Vestegnen - og tog en sofistikeret hævn over klubboss Per Bjerregaard. 

   Da Brøndby i efteråret havde tabt 1-2 i Silkeborg, lod Per Bjerregaard sin glade flyde ud over den kantspiller, som klubben ikke kunne overtale til at underskrive en forlængelse.

   - Jeg sad bare og lyttede, og så fik jeg ellers en skidballe, hvis man kan sige det sådan, forklarede Osama Akharraz, der lod fødderne tale sit klare sprog i 5-1-ydmygelsen af Brøndby.

Via ordene "pis" og "hævn" skifter associationssporet over til mafia-universet. Mafia-bossen Per Bjerregaard  har åbenbart givet Osama Akharraz et tilbud som han ikke burde kunne afslå. Men det havde han gjort -  og var gået i en anden families sold - dermed været forræder over for Godfather Bjerregaard. Straffenvar ikke syre i øjnene, men: en "galdeflydende skideballe".

   Osamas hhv. vulgære og sofistikerede hævn: at "tage pis på" sine gamle kampfæller - og at lade sit våben "tale sit klare sprog": her ikke automatgeværer og kugler gennem hovedet - men fødder og bolden i mål.

Flot og kreativt sprog der opfylder sin retoriske funktion til fulde - eller usmagelig mangel på sproglige hæmninger - så kort tid efter at bin Laden, en af verdenshistoriens storforbrydere, er blevet aflivet i en regulær hævnaktion? Pick your choice!

EB-journalistens navn: Klaus Egelund.
    Og han har det forbandede job at skulle skaffe læsere til sin artikel ca. 12 timer efter at nettet har bragt resultatet og korte kampreferater. Og efter at diverse sporstkanaler og søndags-tv-sportsmagasiner har vist klip fra kampen og vist alle Osamas mål.
    Aner man kreativ vrede som drivkraft i artiklen? Klaus Egelund gør i hvert fald noget for tjene sin løn.

Akvarelmaleriets mysterier (8) - Arne Jacobsen og Poul Erik Tøjner

Som helt ung var jeg i tvivl om jeg skulle være kunstmaler eller arkitekt. Lyst havde jeg til begge dele. Og ingen af sporene fulgte jeg. Den akademiske vej var sikrere.

Jeg har nævnt det tidligere - at jeg - ved at google rundt efter akvarelmalerier og akvarelmalere -  opdagede  at arkitekten Arne Jacobsen også var en glimrende akvarelmaler. Og at Poul Erik Tøjner, som nu er leder af Louisisana kunstmuset, for ca 10 år siden havde udgivet en bog fyldt med Jacobsens akvareller.     

   På nettet lykkedes det mig kun at finde ganske få af disse, som jeg så viste til slut i mit blogindlæg nr. 2 om akvarelmaleriets mysterier:

http://petersudsigt.blogspot.com/2011/10/akmvariemaleriets-mysterier-2-og_10.html

Den er udsolgt fra forlaget for længst, og forskellige forsøg på at skaffe den løb ud i sandet. Men nu lykkedes det - en julegave til mig selv og fruen.

Det er en fryd at se Arne Jacobsens akvareller. Hvis jeg lige for tiden skulle udnævne nogen som akvarel-forbillede, så må det være ham. 

   Og Tøjner skriver rigtig godt i et langt forord om hvad der kendetegner Jacobsens akvareller - og akvarelmaleriet i almindelighed:

En akvarel er ikke et hvilket som helst billede. Den er et fotografi, der er elsket frem. En akvarel er registrerende - selvfølgelig med de undtagelser, der altid er fra alting, Noldes selvantændende valmuer, etc. - men den er samtidig et lille sjæleligt notat. For akvarellen vil ganske vist øjeblikke - lyset, vejrliget, den pludselig slagskygge, mørkets grå diskretion og smukkest af alt det lette og gennemskinnelige papirs påmindelse om, at alt bare er  forbigående billeder af tid - men når vandet forsvinder, fødes billedet, og verden tørrer og bliver til lige for næsen af beskueren. Som mere end øjeblik. Ligesom løftet ind i noget bestandigt - og stadig langt fra maleriets stoflige overbevisningskraft. Det er aldrig stoffet i en akvarel, der overbeviser - det er billedet som samlende syn, der holder beskueren fast.

Tøjner kan godt nok også noget med ord, som jeg også tidligere har bemærket: "Den er et fotografi der er elsket frem", "når vandet forsvinder, fødes billedet", "et sjæleligt notat".

   Jeg skrev selv et sted i et af de foregående indlæg at det at male akvarel er "som at kærtegne motivet". Så her oplever jeg lidt en soulmate. 

   Og de formuleringer, tror jeg, også er dækkende for hvad de hulemalere oplevede når de for mange tusinde år siden tegnede og malede de fantastiske dyr på hulernes lofter og vægge som de jagede, nedlagde og spiste. 

   At male en akvarel af et motiv er som at spise det med øjnene - langsomt og nydende. Heldigvis kan øjne ikke smaske.

Og forholdet til fotografiet kommer mere ind i Tøjners refleksioner. Han spekulerer over hvorfor Arne Jacobsen ikke bare tager fotografier af fx de by- og bygnings-motiver han maler i Italien. Og svarer:

Fordi, tror jeg, det at arbejde akvarellen frem, giver iagttagelsen den udstrækning, den skal have for at blive en læreproces. Og læreprocessen består i at nærme sig virkeligheden og få greb om den uden at sætte dens uudtømmelighed over styr. Et fotografi viser ikke, hvad der ikke er med på billedet - allerhøjst antyder det, at der er noget, der ligger uden for udsnittet -  men det gør akvarellen. For akvarellen er en oversættelse af et indtryk, som har taget tid. Akvarellen udfolder iagttagelsen som en slags tilegnelse. Og bliver dermed arkitektens empiriske medium for tanken - det vil sige det konkrete rum, hvori arkitekten eller designeren kan gennemtænke sit eget bud på en form, der træder i forbindelse med alt det , der altid er uden om.

Tøjner siger altså at det at male akvarel er en form for tænkning, og fordi det tager tid - i modsætning til at fotografere det samme motiv - så bliver maleriet til en læreproces. 

   Det kan jeg skrive under på. De akvareller fra Cap Verde du kan se i det foregående indlæg om akvarelmaleriets mysterier tog, hver ca. 1½ dag at male. 

   Her mindes jeg Betty Edwards som også understreger at tegning er en form for tænkning - domineret af det som højre hjernehalvdel funktionelt er indrette på. Hun skriver et sted:

DRAWING IS THE SILENT TWIN TO READING

Og åbner med det citat døren til en særlig indsigt i hvad det egentlig er der sker når man tegner/maler akvarel: man (af)læser motivet - linie for linie - farve for farve - og først når man har "læst" færdig giver den visuelle sætning/tekst mening - nærmest som en aha-oplevelse: "Det var den visuelle tanke der egentlig lå i motivet" - "Det var det jeg egentlig - ubevidst - så, da jeg valgte at male det!"

   Altså når det lykkes!

Gåden Lotte Friis - og andre gåder i journalistik

Gåden er nok det stærkeste fremdriftsmiddel i historiefortællingens værktøjskasse. Og det har til alle tider været en populær leg blandt børn og voksne at drille og udfordre hinanden med spørgsmål som krævede mentalt grænseoverskridende svar.
   Aristoteles er i Wikipedia citeret for den iagttagelse at en gåde er en metafor, og en metafor en gåde:

Good riddles do, in general, provide us with satisfactory metaphors; for metaphors imply riddles, and therefore a good riddle can furnish a good metaphor.

En gåde starter jo altid med et spørgsmål som ikke umiddelbart lader sig besvare. Så man skal gætte. Og enten kan man ikke finde et svar eller også er det man lokkes til at svare - "forkert".

   Frustration kræver forløsning!

   Det "rigtige" svare som gådestilleren så leverer, udløser en aha-oplevelse - og som regel et grin. Især hvis gåden er af den type at den inviterer til "forkert" svar der forudsætter en tabubelagt tankegang.

   Fx denne: - Hvad er det som er 10 meter langt og lugter af urin?

   Eller denne: - Hvad er det der er 15 centimeter langt, har nødder og gør kvinder tykke?

   Eller denne: - Der var engang tre Piger som hed Rie, Mie, og Fie. De fik en kalv hver. Rie's kalv hed Risse, Mie's kalv hed Misse og hvad tror du Fie's kalv kom til at hede?'

(Svarerne finder ud nederst i dette indlæg)

Svar på gåderne kræver blending af input fra to adskilte konceptuelle rum: et naivt og et tabubelagt. Og det frække svar er det forkerte.

   Så gådegætteren er det egentlige "target" for gåden, og med formuleringen af gådespørgsmålet lokkes han i "en mental fælde" der afslører at han har "en beskidt tankegang."

Forskellige typer gåder indgår i en lang række kreativitetstest. En af de mest kendte er denne: - Tegn en linie der forbinder disse 9 punkter - uden at du løfter blyanten fra papiret...

I en lang række myter, sagn og eventyr er gåder et centralt dramaturgisk omdrejningspunkt. Og svarer helten eller heltinden forkert, så har det skæbensvangre følger.

   Den mest populære romangenre i de sener år er krimien, som altid har et mord som gåde: Whodunnit? kaldes den oprindelig variant også.

   Wikipedia forklarer:

A whodunit or whodunnit (for "Who['s] done it?") is a complex, plot-driven variety of the detective storyin which the puzzle is the main feature of interest. The reader is provided with clues from which the identity of the perpetrator of the crime may be deduced before the solution is revealed in the final pages of the book. The investigation is usually conducted by an eccentric amateur or semi-professional detective. The locked-room mystery is a specialized kind of a whodunit.

Men gåden er ikke et greb som bruges meget i normal nyhedsjournalistisk artikelskrivning - alene på grund af nyhedstrkanten.

    Nyhedstrekanten som narrativt skema er jo nemlig en gåde vendt på hovedet: Først fortæller man svaret - konklusionen på historien. Og så afvikler man bagefter de centrale hv-spørgsmål som læseren kan tænkes at ville have uddybende svar på: hvem, hvad, hvor, hvordan, hvorfor, med hvilken konsekvenser.

   Alligevel kan man hævde at der i mellem rubrik og manchet/første afsnit i en avisartikel er en slags gåde-forhold. Rubrikken skal umiddelbart udgøre et mysterium der få læseren til at tænke: Hvordan dog det? Og dermed blive motiveret til at læse videre - og få svaret umiddelbart efter.

   Fx Politiken fredag den 29. juli. Rubrikken lød:

Lotte Friis er født med en gave, der er guld værd

 Og svaret på spørgsmålet: Hvordan det? - får vi i manchetten:

Evnen til at kunne tåle at træne længere end andre har været med til at gøre svømmeren Lotte Friis til verdens bedste på sit felt.

Manchetten er det der indeholder vinklen - artiklens konklusion. Og så er den gåde løst - i de fleste avisartikler.

Det der gør denne artiklen speciel er at den derefter indledes med - en rigtig gåde. Det er relativt sjældent, og passer her dårligt med rubrik og manchet. Som sandsynligvis er lavet af en redaktionssekretær og ikke af den kreative journalist der har skrevet selve artiklen: Allan Nielsen.

Artiklen indledes sådan her:

Laktat er mælkesyres korresponderende base.

   Og hvad i alverden har denne biokemiske term så med svømning eller for den sags skyld Lotte Friis at gøre?

   En hel del, skal det vise sig, for laktat – eller manglen på samme – er en af årsagerne til, at Lotte Friis netop nu er en af dansk idræts allerbedste udøvere. Hun er i hvert fald Danmarks p.t. eneste regerende verdensmester i en olympisk disciplin – en titel, hun sætter på spil lørdag eftermiddag, når der er finale i 800 meter fri ved verdensmesterskaberne i Shanghai.

   Når muskler arbejder, danner de mælkesyre og dermed laktat, som forskerne kan måle, når de jævnligt tester svømmerne, men ofte banker de lidt på måleapparaterne, for det kan da ikke passe, at prøverne fra Lotte Friis viser laktattal på 2 eller 3, når andre landsholdssvømmere har værdier på 6, 7 eller 8.

   Tendensen til at producere mælkesyre kan påvirkes marginalt gennem træning, men det er bare en medfødt genetisk fordel, Lotte Friis og de fleste af hendes konkurrenter på højeste internationale niveau har.

   »Lotte er bygget til udholdenhed. Hendes evne til at arbejde med høj intensitet og alligevel holde laktatværdierne nede er ganske enkel unik«, siger Team Danmark-fysiologen Lars Johansen, der ikke kan pege på ret mange andre danske idrætsfolk med samme evne.

Jeg synes det er rigtigt begavet af journalisten på den måde at bruge en faktuel oplysning som i den grad er ukendt for læserne som dramaturgisk motor i starten af artiklen, en oplysning som journalisten har fundet gennem sin research.

   Resten af artiklen som er et "nyhedsportræt" på side 2 i Politikens første sektion,  indeholder ellers stort set  velkendte oplysninger om Lotte Friis: hendes medaljehøst gennem de senere år, at hun træner meget, at hun har været med i underholdningsprogrammet "Vild med dans".

   Indledningen med laktat-oplsyningerne giver også journalisten muligheden for et naturligt point of no return som har fået denne form:

Evnen til at kunne modstå mælkesyre gør det nemlig ikke alene. Lotte Friis træner 30 timer om ugen....

I resten af artiklen får vi så fortalt om alle de sider af elitesvømmeren Lotte Friis´ personlighed og karriere som ikke skyldes det ekstremt lave laktat-tal. Det er de sider som journalistisk set gør hende til en særligt interessant personlighed - og dermed til en god historie.

Svar på gåderne: Kædedans på plejehjemmet/Snickers/Frede - for det var en tyrekalv. Og en ubrudt linie gennem 9 punkter, tegnes sådan her - ud af boksen.

Allan Gaarde, Maslow og peak-experience

Eks-fodboldspilleren Allan Gaarde, som jeg skrev om i foregående blog-indlæg, beskriver den oplevelse han havde lige efter at han havde meddelt sine holdkammerater i Vejle at han måtte holde op på grund af en knæskade.

   "Skal vi ikke give ham en hånd", siger holdlederen. Det gør de. Allan kniber en tåre. Kammeraterne  løber ud på grønsværen for at træne. Allan humper ud af omklædningsrummet:

"Det var som en ekstremt lang film, der flimrede forbi på indersiden af mine øjenlåg. Specielt de gode øjeblikke, som jeg har haft rigtig mange af  gennem årene, passerede revy på få sekunder."

Den oplevelse har jeg set beskrevet masser af gange før, nemlig fra skildringer af folk der tror de er ved at drukne. Hans miniberetning her følger et velkendt narrativt skema for lige-før-jeg-dør-oplevelser.
   Man bemærker den metaforiske sammenligning "som en film på indersiden af mine øjenlåg", som modsvarer mange andre lignende metaforer til at fastholde tilstanden af genkaldte erindringer: "det indre blik", "det indre øje".

Allan Gaarde taler om "de gode øjeblikke". Og jeg associerer fra film-dramaturgi og plotpunkter til en pyskologisk tilstand som jeg har læst om et eller andet sted: "højdepunktsoplevelse".

   Jeg googler og støder på bogen "Psykologiens veje" af Ole Schultz Larsen. Han fører heri begrebet tilbage til Abraham Maslow, som jeg ellers kender som ophavsmand til den såkaldte behovspyramide. Schultz Larsen kobler det videre sammen med Csíkszentmihály´s flow-tilstand.

   Wikipedia fortæller om  Maslows begreb "peak experince" at det er et han har udviklet i sin bog "Religions, Values and Peak Experiences" fra 1964. Og fortæller videre:

Peak experiences are described by Maslow as especially joyous and exciting moments in life, involving sudden feelings of intense happiness and well-being, wonder and awe, and possibly also involving an awareness of transcendental unity or knowledge of higher truth (as though perceiving the world from an altered, and often vastly profound and awe-inspiring perspective). They usually come on suddenly and are often inspired by deep meditation, intense feelings of love, exposure to great art or music, or the overwhelming beauty of nature. Peak experiences can also be triggered pharmacologically.

   Maslow describes how the peak experience tends to be uplifting and ego-transcending; it releases creative energies; it affirms the meaning and value of existence; it gives a sense of purpose to the individual; it gives a feeling of integration; it leaves a permanent mark on the individual, evidently changing them for the better.

Karakteristikken af peak-experience ligner beskrivelsen af flow, blot koncentreret i en kort periode, og dermed så meget desto stærkere.

   Den ligner også fænomenet katharsis, som er den oplevelse af forløsning publikum skal opleve ved slutningen af en tragedie i følge Aristoteles. Og jeg har tidligere været inde på at den kreative proces´ oplysende aha-oplevelse svarer til den forløsning som den velfungerende dramaturgi i en film eller en fortælling skal levere som det store pay off  i fortællingens klimaks. 
   Man kunne få den ide at det at Allan Gaarde ser den film han fortæller om: en indre film i fast motion med mange af højdepunktoplevelserne fra fodboldkarrieren, selv er en slags negativ højdepunktoplevelse der kan være en sindets egne kreative overlevelsesstrategi i en akut krisesituation.

Samlet dramaturgisk opskrift på en aprilsnar - en opfølgning

I foregående blogindlæg gav jeg noget af den dramturgiske opskrift på den blendede nyhedsgenre en aprilsnar. Den opskrift gør jeg lige færdig i dette indlæg. Aprilsnaren hvis formål ofte er satiriske at udstille vores mere eller mindre absurde nyhedsverden, trækker på tre konceptuelle input-rum: et hvori vi har form og udtryk fra nyehdsjournalistikkens artikler, et rum der udgøres af indhold fra en fantaseret men mulig virkelighed, og et rum hvorfra der kan hentes et sæt af nogenlunde præsente nyhedsskabeloner eller samfundstendenser.

En nyheds-aprilsnar er en en fantasi forklædt som sandhed. Andre betegnelser jeg har har opfundet til lejligheden, er "fup-nyhed", elller "mock(ing) news" - analogt til betegnelserne "mocumentary/fup-dokumentar".
    Ideen med fup-nyheden er at få læseren, lytteren eller seeren til "at bide på krogen", dvs. tro at den er sand, at den fortæller en sandhed som bidrager med en interessant og overraskende udvidelse til vores forestillinger om virkeligheden.
   Opskriften har fire ingredienser: en madding, en krog, en indpakning, og evt. et eller flere set ups.

Maddingen skal være en løgn der kunne være sand,  sammenfattet i en påstand som hvis den var sand har stor nyhedsværdi. Kravet er at den skal være provokerende og debatskabende - eller indeholde noget man ville frygte eller ønske var sandt. Formlen er: "utroligt, men sandt".
   Aprilsnarren må meget gerne indeholde en påstand som læserne ville ønske var sand - "a dream come true" - som f.eks. at forskerne har udviklet en ny snegleart der kan bekæmpe dræbersnegle. Eller som her en af de mest berømte om gratis snaps i spandevis:

De Danske Spritfabrikkers fabrik til produktion af Gammel Dansk i Roskilde blev offer for en aprilsnar, da den lokale avis Roskilde Tidende bragte en historie om en produktion, der ved en fejl havde fået for høj alkoholprocent til det danske marked. Da man ikke kunne sælge produktet, kunne avisen meddele at man ville forære det væk til byens borgere. Næste morgen mødte mange frem med med alt fra 1½ liters flasker til baljer – eddike var udsolgt i hele byen, idet folk tømte dunkene i kloakken med henblik på at fylde dem med spiritus. Det viste sig imidlertid, til manges store skuffelse, at avisartiklen var en aprilsnar.

Tv-avisen i 1986 bragte historien om en opfinder der ved et tilfælde have opdaget at det var muligt at modtage satellit-tv uden en parabol; man skulle blot beklæde en stegepande med staniol og vikle antenneledningen rundt om håndtaget: efter sigende var der en stigning i salget af staniol i de følgende dge.
    Aprilsnarre der frister folk til handling, risikerer jo naturligvis at give bagslag og gør folk sure. Jeg minder om den berømte radio-mocumentary, Orson Wells´ 'Klodernes kamp' der i USA i 1938, skabte panik i store dele af befolkningen fordi de troede at et stykke radioteater, var autentiske braking news-reportageindslag fra en invasion af 'aliens'.

Krogen skal være udbredt viden om tendenser og foreteelser i samfundet som i andre sammenhænge har givet nyheder. Eller det skal være allerede eksisterende nyhedsframes eller et nyhedsskabeloner som fup-nyheden matcher eller "logisk" ligger i forlængelse af. Det er altså krogen der leverer en del af troværdigheden. Her er nogle eksempler hvor det er tydeligt at de efterligner eller "forlænger" tidligere nyhedskabeloner

- Atomaffald, som skal deponeres under det nedrevet ungdomshus på Jagtvej 69. Krogen: en række nyhedsindslag om problemer med at finde egnede steder til at deponerer dansk atomaffald.
- Oplysning om en ny madpyramide, som både indeholder slik, kager, is og sodavand. Krogen: Der har i flere år været diskussioner om hvorvidt den eksisterende anbefalingerne i den gamle madpyramide faktisk har hold i ernæringsforskningen.
- Caroline Woznacki ville skifte det danske statsborgerskab ud med et polsk. Krogen: en ophedet politisk skandale i medierne om statsløse og deres ret til statsborgerskab og debat om de danske regler om at man ikke må have dobbelt statsborgerskab.
- Danmark er blevet 30 kvadratkilometer mindre efter jordskælvet i Japan. Krogen: Det japanske jordskælv som har været et af de kraftigste nogen sinde.
- Ulven Peter fra Paradise Hotel stiller op til Folketinget for Dansk Folkeparti. Krogen: At flere medie-kendiser, bla. Joachim Boldsen, stiller op for Liberal Alliance
- Man har udviklet en ny app til smartphone, der gør det muligt at scanne fosteret med mobilen. Den kan downloades på fyen.dk og koster ikke en krone. Krogen: en masse medie-hype omkring om fremkomsten store mængder af nye gratis apps til smartphones.
- Nye arkæologiske fund i forbindelse med udgravningerne til den nye københavnske metro viser, at muslimer har været bosat i Danmark siden 1200-tallet. Det er tegn på god integration, siger en ekspert til avisen. Samtidig skulle efternavnet Hansen åbenbart stamme fra det daværende almindelige navn, Hassan-søn. Krogen: at udgravninger i forbindelse med store anlægsarbejder faktisk jævnligt i de senere har ført til interessante og overraskende arkæologiske fund, og at den antimulismske bevægelse i Danmark udtaler at muslimer som de fremmede de er, ikke bør have borgerskab i Danmark.
- S-SF vil have grønne ministerbiler, hvis de vinder valget. Krogen: Rød blok har lanceret en række grønne forslag som de vil gennemføre efter et folketingsvalg.
- Der kommer nu et nyt gebyr på email for at forhindre spam. Det kommer til at koste syv øre at sende en mail fra den 1. juni. Krogen: at både det offentlige og banker pålægger borgere og kunder stadig nye udgifter igennem indførelse eller opskrivning af gebyrer.
- Borgerne skal selv for fremtiden lappe deres vejhuller i en række kommuner i region Sjælland. Kommunen kommer med asfalt og værktøj, og så kan borgerne ellers bare gå i gang. Krogen: at kommunerne ikke har råd til at vedlige holde vejene efter den hårde vinter, og en lang række tiltag i forskellige kommuner der skal vælte ellers kommunale udgifter over på borgerne, f.eks. at tvangsprivatiserer kommunale veje.
- EU vil gør det umuligt at lave honningkager i fremtiden. Der skal nu oplyses på varedeklarationen i hvilken kommune, bien har hentet sin nektar. Da bierne ikke er udstyret med GPS, er det ikke muligt at overholde - endnu. Krog: strømmen af absurde og urimelige direktiver fra EU.

Indpakning af maddingen  er også afgørende for aprilsnarrens troværdighed. Fup-nyheden skal sprogligt, form- og billedmæssigt være formatteret som en nyhed, dvs. der skal være dokumentation i form af citater fra troværdige kilder eller autentiske fotooptagelser/grafik der illustrerer/dokumenterer dele af nyheden. Hvis det er en tv-aprilsnar, er det lidt mere besværligt for så skal man overtale kendte eksperter, politikere eller kendiser er til at medvirke. Mange vil dog gerne være med.
   De moderne muligheder for at manipulere film og fotos digitalt, gør det til gengæld rigtig nemt at ledsage fup-historien af overbevisende troværdige billeder.

Aha-oplevelsen er målet. Ligesom vittigheder, anekdoter og gåder, er meningen med den dramaturgiske konstruktion i en aprilsnar, at forløbet skal munde ud i en aha-oplevelse, nemlig når det publikum der er offer for den, bliver klar over at de er blevet fuppet. For nogen sker det umiddelbart allerede under eller lige efter læsningen. For andre kommer oplevelsen først dagen efter i når medierne afslører det, eller når den sensationelle historie bliver genstand for snak og moro i butikker, på arbejdspladser eller i omklædningsrum.

Indbygget set up til afsløringen af at det er løgn, er ikke obligatorisk, men bidrager til fornøjelsen når det er med. Det kan være at man i selve teksten simpelt hen nævner datoen - eller bare måneden april, eller at man fx i teksten indarbejder et ellers ukendt navn på et fænomen i historien: "lirpa" - april stavet bagfra, som her:

Mere end halvdelen af de danske huse vil stå under vand om 20 år på grund af klimaforandringer. Tre pæle og en gummimembran kan redde dit hus.

 

Klimaændringerne i Danmark bliver langt værre end forventet, viser nye beregninger fra den uafhængige organisation Lirpa 1. Forskerne i Lirpa 1 mener, at vandstanden i havene vil blive øget med mindst to meter inden for de næste 20 år, og det betyder, at mere end halvdelen af de danske boliger vil stå under vand.
- Det bliver syndfloden om igen. Danskerne kan lige så godt vænne sig til at gå med vaders nu, siger Peter Ørred, leder af Institut for Klima og Fisk i Lirpa 1.

Fang friske fisk under dit hus
Peter Ørred mener også, at du bør sætte et stort fiskenet op mellem pælene.
- Den høje vandstand vil betyde et farvel til landbruget, som vi kender det i dag, med masser af køer og grisebasser. Det kan give mangel på kød, og så er det jo oplagt at blive selvforsynende med fiskefileter og hvalbøffer, siger han. 

Husejer: Giv tilskud til pæle og kran
Morten U. Lykkesfugl er en af de danskere, der allerede har oplevet at få sit hus oversvømmet. Det skete under det massive regnskyl i juli 2007. Han vil gerne have sit hus på pæle, men har ikke råd, da finanskrisen har fjernet friværdien.
- Derfor bør regeringen straks gøre det muligt også at få tilskud til både køb af pæle og til de udgifter, der vil være til den kran, der skal løfte huset, mens pælene bliver sat på plads, mener han. 

Kun støtte til pæle fra EU-lande
Formanden for Dansk Pæle Forening, Jesper Gren, er enig.
- Jeg mener, at der skal gives tilskud til køb af fire pæle – den ekstra kan stå som reserve ved siden af huset og bruges til at fortøjre éns båd eller evt. til pælesidning. For at mindske finanskrisen i vesten bør man kun give støtte til pæle produceret i EU, siger Jesper Gren.

Lad os afslutningsvis forestille os at man vedtog en social konvention om at nu skulle det ikke kun være en gang om året: 1. april, men en gang om måneden eller en gang om ugen, eller om dagen, man måtte lave fup-nyheder. Hvad ville der ske?
   I løbet af ingen tid ville der ske et totalt sammenbrud af den uudtalte faktakontrakt som al journalistisk (og megen anden) kommunikation forudsætter og er indlejret i. Enhver historie som var tilstrækkeligt overraskende - havde tilstrækkelig sensationsværdi - ville blive udsat for tvivl eller afvist som - "dagens", "ugens" eller "månedens nar".
   Et tankeeksperiment der viser at påstanden om at alle tekster er fiktion, eller at det ikke er muligt videnskabsteoretisk at skelne mellem faktive og fiktive tekster og udsagn, er uholdbar.

Etårs jubilæumsindlæg på Peters Udsigt - en 'commonplace book' på nettet

I dag er det et år siden jeg begyndte at skrive på denne blog. Status er: jeg har offentliggjort 213 indlæg, heraf 30 i denne måned. Visninger har der i alt været 7.447 af, heraf 1.889 den sidste måned. Nogle få af mine venner har kommenteret positivt på Facebook. Næsten ingen kommentarer her på selve bloggen. Af "faste læsere" er der 5.

   Som det fremgår af "hovedet" på bloggen, så har formålet ikke været at generere mange faste læsere, heller ikke at udfordrer til kommentarer eller diskussion. Målet med bloggen har været og er meget egoistisk: egen erkendelse - og egen udvikling gennem denne erkendelse. Og en vag uforpligtende tanke om at noget af det skrevne måske en dag kunne blive  afsættet til kernen i en bog.

Og her har 'Peters Udsigt' fungeret over alt forventning. Det samlede antal indlæg svarer faktisk i omfang til en bog. Og jeg synes jeg er blevet klogere. Og mit blik for såvel bøger, (avis)artikler og afhandlinger som er relevante for temaet kreativitet, er blevet skærpet gennem dette første år.

   Forpligtelsen til at levere noget skrevet til en tænkt offentlighed, "noget" som altså ikke bare er til en arkivmappe på computerens skrivebord, har været stimulerende for produktiviteten. Det forestillede offentlige blik på mine skriverier, har fungeret som et krav om at levere skriftlige indlæg der til en vis men varierende grad er fagligt forpligtende og tankemæssigt udfordrende.

I alle definitnitioner på kreativitet indgår at det er noget der går på tværs af mentale skel, grænser, mure og bokse. Og noget nyt opstår:  en tanke, en ide, en sproglig formulering, en opfindelse. Og for mig har blending-teorien fungeret som en slags befriende eller generativ metafor - en øjeåbner i forhold til avistekster, medier, genrer, oplevelser, bøger, malerier, egne erindringer, faglige erfaringer.

   Fornøjelsen for mig har bla. været at jeg frit og uhæmmet har kunnet pendle på tværs af fagområder og emner: den ene dag noget om hvordan hjernen fungerer kreativt, den næste om kreativitetens psykologi, den tredje om malerkunst og arkitektur, og den fjerede om journalistisk formidling, den femte om kognitiv lingvistik, etc.

   Det har også været sjovt at kunne tillade mig at skrive personligt og hive erindringer frem fra mit konkrete liv, erindringer som er blevet aktiveret som associationer til det upersonlige emne jeg har været igang med at skrive om i et indlæg. På den måde har bloggen fungeret som en "long tail brainstorm" - en langtrukken hjernestorm der har kunnet slå bro over den ellers så dybe mentale kløft mellem privat-personligt på den ene side og offentligt-fagligt på den anden.

   Min konklusion i på denne jubilæumsdag: Jeg fortsætter så længe det er sjovt og jeg føler jeg stadig lærer nyt og kan aflevere det frisk fra fad.

Jeg har så i den forgangne uge - inspireret af en navnebroder og soulmate når det gælder interessen for opfindelser, tankemæssige nyskabelser og kreativitet - begyndt at læse bogen 'Where Good Ideas Come From - A Natural History of Innovation'. Forfatterens navn er Steven Johnson.

   Jeg vender tilbage til den i flere senere indlæg, men vil lige nævne her - i anledning af blog-jubilæet -  noget der gav mig en meget personlig AHA!-oplevelse.

Steven Johnson har i sin bog et kapitel med titlen: "The Slow Hunch" - som betyder noget i retning af "anelsen en ny ide som udvikler sig langsomt".

   Et eksempel er Darwin hvis teori om arternes oprindelse og udvikling gennem konkurrence, lå i kim i 20 år inden den var så udfoldet i hans bevidsthed at den kunne omsættes i en afklaret teori i en bog. Men teorien lå allerede delvist udfoldet og formuleret rundt omkring i den minutiøse faglige dagbog han skrev under sin berømte årelange studie- og forskningsrejse med det gode skib Beagle. Steven Johnson skriver:

We can see Darwin´s idea evolve because on some basic level the notebook platform creates af cultivating spce for his hunches; iot is not that the notebook is a mere transcription of the ideas which is happening offstage somwhere in Darwins mind. Darwin was constantly rereding his notes, discovering new implications. His ideas emerge as a kind of duet between the present-tense-thinking brain an all thoes past observations recorded on paper. (...) As he reads through his observations a new thought begins to tage shape in his mind, which provokes a whole new set of notes tha wille only make complete sense to Darwin two years later, (...).

I det kapitel fortælle Steve Johnson så om "the commonplace book", som der er tradition for at skrive og holde ved lige af "scholars, amateur scientists, aspiring men of letters - just about anyone whith intellectual ambition in the seventeenth and eighteenth cenutries."

    Denne tradition er den historiske forudsætningen for Darwins arbejde med sine notesbøger fra sin udforsknings- og indsamlingsrejse jorden rundt, fortæller Steve Johnson.

    "Commonplace book" beskrives sådan af Wikipedia:

Commonplace books (or commonplaces) were a way to compile knowledge, usually by writing information into books. They became significant in Early Modern Europe.

   "Commonplace" is a translation of the Latin term locus communis (from Greek tópos koinós, see literary topos) which means "a theme or argument of general application", such as a statement of proverbial wisdom. In this original sense, commonplace books were collections of such sayings, such as John Milton's commonplace book. Scholars have expanded this usage to include any manuscript that collects material along a common theme by an individual.

   Such books were essentially scrapbooks filled with items of every kind: medical recipes, quotes, letters, poems, tables of weights and measures, proverbs, prayers, legal formulas. Commonplaces were used by readers, writers, students, and humanists as an aid for remembering useful concepts or facts they had learned. Each commonplace book was unique to its creator's particular interests.

Steve Johnson gennemgår videre hvordan en lang række kendte engelske forskere og videnskabsmænd igennem disse århundreder har udnyttet deres commonplace books som "et opbevarings- og gemmestedsted for en kæmpe samling af kim til spirende ideer og opfindelser: "a repository for a vast miscellany of hunches".

   For nogle "commonplacing" forfattere, fortæller Johnson, blev det "an aspirational metaphor for one´s mental life".

   AHA! Et match! Det er hvad bloggen 'Peters Udsigt' er: en commonplace book - på nettet: en mulighed for mentalt at blende ideer med sig selv over tid - og med andre som man støder på i bøger, aviser - og repræsenteret ved interessante personer man møder.

Kreativ tv-journalistik (2) - OLe Retsbos brug af kontrafaktisk dokumetarisme med en hensigt

Det andet eksempel på kreativ tænkning i en tv-udsendelse jeg analytisk vil gumle på her, var en udsendelse der blev sendt på på DR 2 en lørdag eftermiddag den 15/01/11. Jeg kom ret sent ind i den fordi jeg bare sad og zapppede.
   Og netop derfor blev jeg smaskforvirret over de første minutter jeg oplevede. Der var henvisninger til bl.a. Ole Sohn, Axel Larsen, og der var interviewcitater med historiske eksperter og øjenvidner i forhold til forskellige historiske begivenheder efter 2. Verdenskrig. En del navne og ansigter kendte og genkendte jeg fra mine yngre dage.
   Programmets form var en klassik journalistisk-historisk montage - med autoritativ alvorlig voice over-speak, sync-er med et bredt udsnit af forskellige typer kilder, dokumenterende og illustrerende historiske filmklip og fotos.
   Altså det jeg så, fremstod som en typisk historisk dokumentar, som vi har set rigtig mange af på DR 2 i de senere år, et DR 2 som efterhånden producerer og genudsender dem på samlebånd.
   Men UPS! Jeg genkendte ikke en del af de historiske begivenheder dokumentaren fortalte om. De matchede ikke min historiske viden og mine erindringer om den politiske og samfundsmæssig udvikling i Danmark.
   Ret hurtigt lugtede jeg lunten: AHA! - blev klar over at udsendelsen handlede om en alternativ historie, en historie hvor  Danmark blev besat af Sovjetunionen omkring 4-5 maj. Og derefter undergik en udvikling der på mange måder mindede om den i Østtyskland og resten af Østeuropa efter krigen, en udvikling der så først ifølge dokumentarens fantasihistorie førte til befrielse fra et autoritært kommunistisk styre i Danmark da muren faldt i 1989. 

Det jeg altså efter et stykke tid i et heuroka-glimt blev klar over, var, at jeg havde zappet ind i en dybt interessant og meget fascinerende tv-... - nej, ikke "dokumantar" - men det der ligner. Noget der som helhed var digt, opspind - et tankeeksperiment iscenesat for tv i form og udtryk som en autentisk sandhedssøgende dokumentar baseret på facts og virkelighedsreferencer.
   En simuleret tv-dokumentar...
   På et øjeblik skiftede jeg frame fra én genre til en anden. Jeg var zappet ind i et eksempel på den blendede genrer der nu fagligt betegnes "mockumentary".
   Eller i moderne smart journalistisk jagon: "fupdokumentar".
   Og det viste sig at være en genudsendelse fra 2009. Jeg  vil se den i sin helhed. Inde på DR.dk får jeg desværre at vide at: Grundet manglende rettigheder er det ikke muligt at se tema-udsendelserne her på hjemmesiden. 
   Shit, så må jeg ved lejlighed se at skaffe en DVD-kopi så jeg kan få set den hele. Her illustrationen til DR´s omtale på nettet:

Men altså... Den del jeg fik set, var begave lavet - virkelig et produkt af kreativ tænkning - selv om det altså netop var en på historiske kendsgerninger baseret, journalistisk gennemarbejdet og overbevisende realistisk fantasi. Et produkt af det som man i gamle dage kaldte "indbildningskraft" - journalist Ole Retsbo og redaktionen bag hams indbildningskraft, deres fælles og samlede evne til visuelt at simulere en sandhed gennem konceptuel visuel blending.
   Tilrettelæggerne havde dygtigt sørget for at udstyre udsendelsen udtryk med alle de "dokumentarsignaler" som gjorde at man gøs med: Tænk nu hvis det var sket..., ja, det kunne være sket, hvis ikke englændernes feltmarskal Montgomery havde slået russerne med 6. timer.

Somme tider er en "mocumentary" først og fremmest en mediemæssig joke - udtrykt i en slags ironisk visuel vrængen, hvor fornøjelsen ved både at producere og se udsendelsen ligger i genre-dekonstruktionen: Se! Alle de udtryk som vi normalt tager som tegn på og garantier for sandhed og virkelighed, de kan fingeres og simuleres. Så tro ikke på tv-avisen, det er også en slags konstruktion (jfr. mit blogindlæg fra 13/03/11 om debatten mellem Hans Hauge og Knud Romer om fiktionsfri fiktion).
   Det var fx en stor del af meta-meningen med Poul Nesgaard og konsorters mockumentary-serier: 'I sandhedens tjeneste". Og også med Orson Wells ´berømte radio-mocumentary: 'Klodernes Kamp'.

Andre gange er der en dybere samfunds- eller historiekritisk pointe i mockumentary-genren - hvad der klart var tale om i det her tilfælde - hvorfor den genre netop også kan bruges af journalister og dokumentarister til noget mere alvorligt rent indholdsmæssigt: "at bevise" en kontroversiel præmis.
   Et af de meste berømte eksempler på en mocumentary med denne slags kritiske funktion, var Peter Watkins 'Wargame' fra 1966 som skildrede et tænkt, men faktuelt realistisk England efter at have deltaget i en atomkrig og selv være blevet bombet med atombomber. BBC og den engelske regering stoppede den og den blev aldrig udsendt i BBC-regi af angst for seernes politiske reaktioner.

Noget lignende var tilfældet her med Ole Retsbos tv-film - om end i en mindre opsigtsvækkende form og med et knap så kontroversielt indhold. Men i hvert fald: Tankeeksperimentet fik framet danske venstreorienterede ikoner som Axel Larsen, Ole Sohn m.fl. som potentielt politiske forbrydere - at ligne med DDR´s Walter Ulbricht og Erik Honecker, Ungarns János Kádár eller Tjekkoslovakiets Rudolf Slánský.
   Her fungerer den kontrafaktisk historieskrivning som en god og gedigen metafor: med "Danmark, de danske politikere  og den økonomiske udvikling i landet efter 2. Verdenskrig som "target" og med "den historiske udviklingen af de Østeuropæiske kommunistiske regimers poltisk-økonomiske udvikling" som "source" - skabes en dokumentarisk metafor der leverer det optiske filter som Danmark så ses, forstås og ikke mindst - farves igennem.
   Det er en kreativt tænkt og udført blending-operation af to faktuelt forankrede input-rum - to landes faktiske historie, og en mockumentary som et blended output der får seerne til måske at bryde deres egen tænknings ideologiske filter med hang til venstrefløj.
   Tendensen kan jeg måske være loren ved, men godt tv var det sgu´, den del af det jeg fik set. 

Simulerende tænkning og metaforers funktionsmåde - metaforer som kreative tankeeksperimenter

George Lakoff har jeg tidligere skrevet om - i forbindelse med den inspirerende bog fra 1980 han var forfatter til sammen med Mark Johnson: 'Metphors We Live By'.

   Hovedpointen i den bog var at metaforisk tænkning var helt fundamental for al anden menneskelig og mere abstrakt tænkning, og at man kunne opstille en række grundlæggende konceptuelle metaforer som havde den fysiske krop og dens funktion som reference når man skulle beskrive abstrakte begreber som fx følelser, tiden, livet, størrelse, begivenheder, formål, årsager.

   Et eksempel er at når vi skal beskrive "indre følelser" - emotioner - så tyr vi til metaforer med den fysiske følesans som metaforens kilde: De havde et varmt forhold; hans vrede var på kogepunktet; en glødende forelskelse; et iskoldt had; han havde en kildrende fornemmelse; hans betagelse af hende kølnedes efterhånden; han fik en dårlig smag i munden ved sin egen opførsel; det var en smertefuld afsked.

   I anden omgang betyder det så at mellemmenneskelige forhold også beskrives og forstås metaforisk med følesansen som kilde: Han fik en kold skulder, hun fik en varm modtagelse, chefen gav hende hovedpine. Men også andre metaforiske henvisninger til den fysiske krop bruges til det formål: Deres forhold haltede, han holdt kollegaen ud i strakt arm, han havde en afvisende holdning til et nærmere samarbejde.

  

Jeg har netop fået fat i en ny bog om metaforer 'The Cambridge Handbook of Metaphor and Thought', hvori Lakoff har skrevet den indledende artikel: 'The Neural Theory of Metaphor'. Heri præsenterer han NTL - forkotelsen for Neural Theory of  Language. 
   Ifølge NTL kan den tidligere præsenterede teori om konceptuelle metaforer og grundlæggende metaforisk tænkning nu sammenkobles med den viden man i de senere år har etableret om hjernens funktion gennem skanninger af hjerneaktiviteter i forskellige forsøgssituationer. Sammenkoblingen sker via opdagelsen af hvordan spejlneuroner i hjernen fungerer, noget jeg også i tidligere blogindlæg har været inde på.

   Spejlneuroner er en speciel type neuroner som er aktive når en person udfører en bestemt konkret bevægelse, men som også viser sig at være aktive ("lyse op") når et menneske ser et andet menneske udfører den samme bevægelse: som fx at klø sig håret.

   Det viser sig så at disse neuroner også er aktive når personen "på sin indre skærm" forestiller sig den bevægelse, men altså uden overhovedet at planlægge at gennemføre den. Lakoff skriver:

The link betwen body and brain is central to the concept of sematics as simulaton in NTL. Suppose you imagine, remember, or dream of performing certain movements. Many of the same neurons ar fireing as when you actually forform that movement. And suppose you imagine, remember, or dream of seeing something. Many of the same neurons are firing as when you actually see or hear the thing. 

Det næste skridt i argumentationskæden i "den neurale teori om sprog" er så at koble disse iagttagelser fra hjerneforskningen sammen med sproglige udtryks betydning. Lakoff refererer til sin forskerkollega Jerome Feldman der har skrevet bogen 'From Molecule to Metaphor':

Simulation semantics is based on a simple observation of Feldman´s: if you cannot imagine someone picking up a glas, you can´t understand the meaning of "Someone picked up a glass". Feldman argues that, for meanings of physical concepts, meaning is mental simulation, that is, the activation of the neurons needed to imagine percieving or performing an action. 

"Simulation semantics" giver mig noget af en aha-oplevelse - et glimt af indsigt og forståelse: Det at ord og sætninger får betydning ved at hjernen simulerer handlinger eller synsindtryk af handlinger, er for mig at se det helt centrale når man skal forstå hvad det er for noget der sker når vi identificerer os med fx. "en case" i en journalistisk historie: Først gennem casen forstår vi historiens relevans for os selv som læsere. Og kan derfor føle vrede og blive forargede eller kede af det ved læsningen, som om det var os selv det gik ud over.

   Simulerende semantik forklarer også den metaforiske kobling mellem det ydre sansede "at se" og det indre mentale og konceptuelle: "at forstå": Du kan jo nok se at han han har ret; nu indså jeg endelig problemets omfang; du må kunne se det fra min synsvinkel; mit syn på den sag er at det er noget forfærdeligt sludder; jeg kan ikke få øje på nogen alvorlige svagheder i afhandlingen.

En vigtig del af det at tænke kreativt er at kunne foretage "tankeeksperimenter" - og det vil jo netop sige at hjernen simulerer at noget "i teorien" kan foregå på en bestemt måde, og derudfra drage ny slutninger og konklusioner med hensyn til den faktiske virkelighed. Et aktuelt eksempel: Hvis de japanske konstruktører af atomkraftværkerne havde foretaget det tankeeksperiment at en tsunami kunne ramme værkerne, så skulle de have indrettet sikkerhedssystemerne på en anden måde.

Jeg associerer videre fra mentale simulationer og tankeeksperimenter...

   Når vi i gamle dage underviste i filmdramaturgi i Danmarks Radio, plejede vi at sige: at når den dramtiske konstruktion fungerede optimalt, så betød det at publikum oplevede at det var "deres eget manuskript" der blev fulgt i filmen de så på lærredet. Og vi omtalte også begrebet "suspension of disbelief" som man traditionelt siger er forudsætningen for at kunne "glemme sig selv" og opleve en fiktionsfilm som vikelighed.
   I begge tilfælde er der tale om at hjernen simulerer og får lov til at simulere at det øjnene ser udspille sig på lærredet, er så virkeligt som havde man rent faktisk set eller selv gjort det i virkeligheden.

   Man kan i lyste af Lakoffs og Feldmans teori sige at når vi på lærrede ser en andens simulering af et tankeeksperiment (=filmfortællingen af en historie), så aktiverer det i vores egen hjerne en tilsvarende simuleringsaktivitet.

   En vigtig del af de kendte blandingsgenrer dramadok og dokudrama består af sceniske rekonstruktioner af handlinger og begivenheder som er foregået i virkeligheden, men ikke registreret på film eller video. Det at producerer sådanne rekonstruktioner indebærer også simuleringsvirksomhed hos instruktøren: Hvordan ville det have set ud hvis vi havde været der med et kamera?

Og når jeg tidligere har foretaget en kobling omkring aha-oplevelsen mellem på den ene side berettermodellens forløb i dramaturgien, og på den anden side den kreative proces´ forløb i psykologien, så vil jeg nu kunne formulerer det på den måde, at det som den effektive dramaturgiske konstruktion gør ved publikum, er at den får publikum til mentalt at simulere det forløb de kender og har erfaring med under oplevelsen af den kreative proces - og de følelser der ledsager den.

Og så læser jeg lige i det nye nummer af Illustreret Videnskab en lille artikel med en rubrik der "matcher" det jeg skriver om i dag: "Tanken om at spise gør os mætte".

   Artiklen fortæller om et eksperiment hvor man lod en gruppe forsøgspersoner forestille sig at de spiste 30 små M&M-pastiller, mens en anden gruppe skulle forestille sig at de smed 30 mønter i en vaskemaskine. Når begge grupper derefter fik mulighed for at spise M&M-pastiller fra en skål, så spiste dem der havde foretaget tankeeksperimentet med at spise M&M-slikket, kun halvt så mange som vaskemaskin-møntkast-gruppen gjorde.

   Men ikke nok med det:

Et efterfølgende forsøg viste imidlertid at tanken kun kunne stille sulten, hvis man virkelig forestiller sig, at man kommer slikket i munden, tygger, smager og synker. Hvis forsøgspersonen i stedet forestilled sig at lægge 30 M&M-pastiller op i en skål uden at spise dem, så blev de kun endnu mere lækkersultne og endte med at spise dobbelt så mange af de små sprøde chokolader.

Så princippet "show, don´t tell", er altså ikke bare til udvortes journalistisk brug, det fungerer også på de indre neurale linjer i hjernen.

Artiklen slutter med en kreativ ide til en billig forbedring af slankekure, nemlig at man kan "stille sin lækkersult" alene ved at konkret at tænke på at man spiser det som man plejer at spise i virkeligheden når man trøstespiser.

Oscar-føljeton (4) - Susanne og hendes Oscar i forskellige rammer

I foregående blog-indlæg viste jeg hvordan en række filmjournalister satte den store nyhed om Susanne Biers Oscar for filmen 'Hævnen' i forskellige "forståelsesrammer" - det jeg kalder frames.

   Framen styrer den journalistiske vinkel som er den påstand med nyhedsværdi historien dokumenterer med kilder og citater. Og det er den rammesatte vinkel der giver et eller andet ekstra perspektiv - journalistisk merværdi - til en stor nyhed, som jo til fortrydelse for journalisterne allerede om tirsdagen var "gammel". Efter at kollegerne i de elektroniske medier havde talt hende op til skyerne hele mandagen, så skulle hun nu tales ned tirsdag morgen. Det ville være "nyt".

   I alle tilfælde var konsekvensen af den journalistiske perspektivering i hvert fald at hun og hendes film blev gjort "mindre", trukket ned på jorden, så at sige. Selv om hun og filmen havde fået en Oscar, skulle hun jo ikke tro den var stor kunst, endsige særligt original, var det gennemgående mønster.

Jeg er interesseret i at se hende i et andet perspektiv - teorien om den særligt kreative personlighed. Passer hun ind i den frame? - som jo taler om to (eller flere) personer i én, om at være genert men alligevel også det modsatte, om at føle sig som fremmed og uden for, om at være blevet mobbet i skolen eller andre sociale sammenhæng, om at være blevet flyttet fra et sted til et andet, om at være spændt ud mellem to kulturer, om at have mistet og savnet forældre eller andre nær relationer, om en underliggende vemod, om at være usikker på sin egen identitet og med tvivl om selvværd. Om at være urolig, utålmodig og besværligt krævende. Om at være ironisk og gemme sig bag humorens maske. Om i sig at have en skjult eller åbenlys frustration eller vrede. Og om endelig at føle sig hjemme ved erkendelsen af hvilken slags kunstner man er eller skal arbejde på at blive. Og om at være produktiv og producere som gjaldt det livet.

   Jeg går på jagt på nettet. Og som noget af det første finder jeg endnu en stor artikel af Lotte Thorsen. Et interviewportræt med rubrikken "Susanne Bier: "Det var rædselsfuldt af få så mange bank" - skrevet i anledning af Oscarvinderfilmens danske biografpremiere sidste sommer. I Politiken den 22. august 2010.

   Aha! Bingo! SB er ud af en jødisk familie der måtte flygte til Sverige under tyskernes besættelse. Og hendes far kom til Danmark fra Tyskland i begyndelsen af 30´erne. Hendes mors familie flygtede til Danmark fra Rusland 30 år tidligere. I begge tilfælde emigrerede de på grund af jødeforfølgelser i deres hjemlande.

   Jeg citerer "råt" fra det i øvrigt glimrende og oplysende avisinterview:

"På det nære plan har jeg haft en ekstremt stabil og tryg opvækst. Men der har også hele tiden ligget en følelse af mulig landflygtighed og forfølgelse. Som noget, der var meget reelt."

   "Jeg anerkender, at der er en voldsom brutalitet og uretfærdighed i verden. Men når man har oplevet noget, der er så overgrebsagtigt og helt forkert, så bliver konsekvensen, at man holder endnu mere fast i det, som er rigtigt."

   "Det er nok rigtigt, at jeg altid går efter en form for forløsning. Og at det altid er det etisk korrekte, der får lov at vinde. For det føler jeg, at jeg er nødt til at tro på. Hvis der er én ting, jeg skal fortælle verden, så er det dét. Det betyder ikke, at jeg ikke kan have respekt for bøger eller film, der fortæller noget andet – jeg har bare ikke selv lyst til det."

   "Den der cocktail af at være rastløs og grotesk intens er altid besværlig. Også for omgivelserne. Måske er jeg også lidt for skrap. Hvis der kunne snige sig noget lidt mere flegmatisk ind i mit sind, tror jeg, at alle ville være glade."

   "Jeg har en meget direkte adgang til noget sorgfuldt, som jeg tror hænger sammen med min baggrund og med bevidstheden om, at katastrofen kan indtræde i morgen. Og derfor er det rigtig godt for mig at instruere film, fordi jeg får den vemodighed eller sorgfuldhed adresseret, uden at den får lov at vokse sig stor. Jeg er ikke noget trist menneske, jeg er som regel i godt humør. Men det ligger bare lige nede under overfladen."

I folkeskolen spillede Susanne foldbold med drengene fra klassen under, mens pigerne i hendes egen klasse stod og røg på toiletterne, refererer Lotte Thorsen. SB har været en ret så vild "drengepige", forstår man. Og blev ikke inviteret med når pigerne i klassen inviterede til fester. Og først i gymnasiet blev det opdaget at hun, som mange "visuelle" kunstnere i øvrigt, var ordblind. Men det forhindrede hende ikke i at kompensere ved at læse en masse - drengebøger.

"Jeg havde det hyggeligt hjemme og følte ikke, at jeg var et barn med store problemer. Men  jeg kunne mærke, at der var sådan nogle sociale ting, jeg ikke kunne komme ind i, og så læste jeg i stedet."

   "Hvis jeg havde haft et lidt mere vellykket socialt liv, så havde jeg helt sikkert også været en svagere læser."

   "Jeg har altid været ret barnlig. Og så er jeg faktisk også genert og meget lidt social. Jeg har aldrig været særlig god til at feste, jeg ryger heller ikke og kan kun lide at drikke vin til maden."

   "Det  blev jeg selvfølgelig ked af (...ikke at blive inviteret med til fest). Jeg kan huske, at jeg spurgte dem, hvorfor jeg ikke skulle med. Og så sagde de, at de ikke rigtig troede, jeg ville synes, at det var sjovt. Jeg kunne godt mærke fjendtligheden i det, men jeg kunne ikke rigtig forstå rationalet bag."

   "Jeg var også monster distræt. Og på en eller anden måde irriterede jeg de der piger. Hvilket jeg egentlig godt kan forstå."

  "Jeg var så akavet og kunne slet ikke se mig selv som et kvindeligt væsen. Måske troede jeg, at jeg var med i nogle af de bøger, jeg læste - der var i hvert fald en eller anden form for virkelighedsforstyrrelse i det. Men jeg synes faktisk også, de var ondskabsfulde og tarvelige, de der piger. Det gav mig indtryk af, at jeg var sådan ... taberagtig."

Susanne Bier fortæller også om hvordan hun side fik "hævn". Læs selv. Og hvordan det vendte 180 grader da hun kom i gymnasiet.

   Efter gymnasiet vidste hun ikke hvad hun skulle lave. Det skulle være "noget kreativt", men...

"Hvis man ikke er særligt dygtig til at danse eller synge eller tegne, så ligger der en indbygget retning i det. Men hvis man ikke er det, men stadig følger en kreativ drift, så kan man være meget længe om at finde ud af det." 

Efter at have prøvet at finde sig selv i forhold til sin families religion på en rejse til Israel, og derefter i London forsøgt sig med at studere design, arkitektur og scenografi, prøvede hun at komme ind på den engelske filmskoles scenograflinie, men blev klar over  under optagelsessam-talen  at det var filminstruktør hun ville være (en aha-oplevelse!):

"To uger efter var der genopslag på instruktørlinien på Den  Danske Filmskole, Og så kom jeg ind. Det var et langt tilløb med en forholdsvis kort spurt. Og Filmskolen var en fantastisk tid. Jeg tænkte ikke et sekund på, om jeg skulle noget andet. Det var ligesom at komme hjem."

Hvis man bare har læst nogle få af de tidligere blogindlæg om den særligt kreative personligheds konfliktfyldte personlighedsspaltende oplevelser under opvæksten, så vil man se på hvor mange punkter Susanne Bier "matcher" i den frame. F.eks.også i forhold til Anders Thomas Jensen og Poul Martinsen som jeg skrev om - et par blogindlæg tilbage.

Og selv kan jeg i hendes beskrivelser genkende rigtig meget fra min egen barndom: ordblindheden, at være "monster distræt", at skifte skole flere gange, det at føle sig lidt udenfor, genertheden, at læse som en gal for at kompensere i fantasien, at opleve pludselig at føle sig værdsat i gymnasiet. 

   Hvornår i min ungdom følte jeg at "det var ligesom at komme hjem"? - Det er jeg slet ikke i tvivl om heller. Det var da jeg som udvekslings-student rejste til USA mellem 2. og 3. g. - og i et år kom til at bo og leve som "søn" hos en varm, sjov og livlig kultur- og kunst-interesseret jødisk familie i en nordlig forstad til New York (også omtalt i slutningen af blogindlægget 29/02/11 om Walton Ford). I den familie havde jeg tre lidt yngre "brødre" der alle som voksne blev kunstnere: litteratur, musik, malerkunst. Og som nævnt: "Far" samlede på moderne amerikansk malerkunst.

  Og min amerikanske "mor"? - Jamen, hun var en utroligt moderlig mor. Og havde et stort smil som hun ikke var fedtet med - i øvrigt præcis det samme smil som Susanne Biers, er det pludselig gået op for mig - efter at jeg har set Susanne Bier smile så mange gange på skærmen de sidste uger!

   Et 'match' - mellem de aktuelle billeder på skærmen og så de erindringsbilleder som de har fremkaldt.

Kilde: http://i.pol.dk/ibyen/film/article1041647.ece