Om FLOW - og mulighederne for at begrænse ubehagelige bivirkninger af sygdom ved bevidst at søge at komme i flow.

Som en af de mange personligt positive oplevelser jeg har haft ved at researche og skrive indlæg til denne blog,  har været aha-oplevelsen ved at støde på begrebet 'flow' og den særlige tilstand det dækker over.

   Sidst blev jeg mindet om det ved at (gen-)læse Peter Bros relativt nyudkomne, og på mange måder usædvanlige, men svært læsbare fagbog: Aha-oplevelsen - Arven fra Alfred Nobel. 

   Dels beskrives og modeltegnes flow-processen i det sidste hovedafsnit, og dels er det en vigtig pointe at bogen som helhed ved nærmere eftersyn viser sig at være et produkt af et meget kraftigt flow-forløb hos forfatteren, et forløb som  derefter har svært ved at frigøre sig fra sprogligt - i den endeligt tekst henvendt til læserne - til skade for den optimale formidling.

   

Begrebet 'Flow' har både Peter Bro og jeg fra den epokegørende bog fra 1990 - med netop det ord som det første i titlen, og med undertitlen: The Pychology of Optimal Experience. 

   Forfatteren har det - set fra en ordblinds synsvinkel rædsomme  navn: Mihaly Csikszentmihalyi. 

   Seks år efter udkom bogen: Creativity - Flow and the Psychology of Discovery and invention. Af samme forfatter. 

   Den fik meget stor indflydelse på en masse af de indlæg om kreative processer og særligt kreative personligheder som jeg har skrevet i de otte år efter jeg begyndte på bloggen her. 

Selv om man nemt kan slå en masse gode og klare definitioner og henvisninger op ved at google ''flow", så er jeg alligevel også nødt til at definere og illustrere her - for selv at have et afsæt fra at komme videre. 

   Dansk Wikipedia:

Flow kan defineres som en tilstand af selvforglemmende opslugthed af en aktivitet, der fuldstændig lægger beslag på individets opmærksomhed og giver en fornemmelse af uanstrengt og spontant at kunne styre. Oplevelsen er ofte forbundet med at glemme tid og sted og med en intens følelse af mening, tilfredshed og styrke. Den optræder oftest i grænselandet mellem på den ene side angst – hvor der er for mange krav, muligheder og udfordringer – og på den anden side kedsomhed – hvor der er for få. Normativt lægger begrebet op til at lære mennesker at styre deres opmærksomhed eller psykiske energi ind imellem de to poler for at øge lykke, nydelse, glæde og livskvalitet.

 Og sat på modelform

Tilføj billedtekst

Fysiologisk er det der kendetegner flow-tilstanden at der udløses en række lykkehormoner, endorfiner som påvirker det særlige center i hjernen som er aktivt når vi er lykkelige.

Det jeg blev klar over på et vist tidspunkt, var at jeg gennem begrebet og fænomenet 'flow' kunne forklarer hvorfor jeg absolut intet husker om de fysiske og mentale strabadser det utvivlsomt tungt har ledsaget de research- og skriveprocesser som er mundet ud i bøgerne: Faktion som Udtryksmiddel, De Levende Billeders Dramaturgi, I-II, og Poul Martinsen - Besat af Virekelighed.

   Jævnfør hvad der står i citatet ovenfor: 

Oplevelsen er ofte forbundet med at glemme tid og sted og med en intens følelse af mening, tilfredshed og styrke

Som en tilføjelse til hvad man typisk "glemmer" når man er i flow, kunne man fremhæve: sine egen fysiske krop, sanseindtryk (fx smerter) som er irrelevante for opgaven, bekymringer, angst.

   Siden er jeg også blevet klar over at når jeg blev oplevet som en god underviser af mange den gang jeg underviste meget, så hang det sammen med at når jeg stod og underviste og gjorde mig maksimalt umage, så kom jeg også i flow (og tiden løb typisk fra mig).

   Min gamle kollega udi undervisning i dramaturgi, efterkritik og konceptudvikling, Pia Marquard, bemærkede for mange år siden - efter at vi havde undervist sammen nogen gange og oplevet hinanden i pædagogisk aktion - at det havde overrasket hende at det nærmest var som om jeg skiftede personlighed når jeg kom på. 

Bedriver man sport, så har sportsfolk et særligt navn for at komme i flow: "to get into the zone'. Og generelt forstår man blandt psykologer spillelidenskab eller samlerlidenskab som en form flow-afhængighed. Det første kender jeg ikke noget til, samlerlidenskab har været en integreret del af mit liv siden jeg var barn.

   Og musikere kender en tilsvarende oplevelse, når de fx. spiller 'over evne' eller 'improviserer' sammen. Og børn når de er fuldt optaget af en fælles leg.

For mig var det også en stor aha-oplevelse da jeg blev klar over at begrebet kunne knyttes tæt til det som  jeg havde undervist i i mange år: Dramaturgi.

   Når publikum læser en godt skruet samme krimi - en såkaldt ´page-turner´, og herunder glemmer sig selv, tid og sted - læser hele natten, så er de kommet i flow. Og det er et produkt af forfatterens fortællekunst.

   Det samme gælder 'selv- og omegns-forsvindingen' mens man som publikum ser en fremragende film, et vellykket teaterstykke eller et god tv-program. Det skyldes den 'forførerkunst' som forfatter og instruktør og skuespiller til sammen udøver i forhold til publikum.

Så kommer vi til den ekstra aha-oplevelse jeg har haft i de snart 2½ år jeg har haft den forbande kræftsygdom kronisk myeloid leukæmi: CML.

   I den periode har de såkaldte bivirkninger af den skiftende medicinske behandling både mentalt og psykisk været værre og nedbrydende end selve sygdommens påvirkning af sind og krop. 

   Nogle af disse bivirkninger kan man så forsøge at mildne, ved at tage endnu flere piller. 

   Piller på piller på piller.

Nu er piller uanset deres mere eller mindre positive indvirkning på en sygdomstilstand, ikke særlig godt for kroppen, specielt ikke i de lange løb. 

   Piller er altid en form for kemo-terapi som rammer 'bredere' end netop den sygdom det er målet at behandle eller bekæmpe. 

   Ens krop bliver gjort til et biokemisk eksperimentarium. Og det "bredere" i det fysiologiske system pillen rammer, er det der betegnes som 'bivirkninger' - og som jeg efterhånden synes hellere skulle betegnes: OMKOSTNINGER. 

   

Og i den her sammenhæng er de så at jeg er blevet klar over at hvis jeg ved viljens hjælp kan få startet en af de arbejds- eller produktionsprocesser der gør at jeg kommer i flow, så fungerer det som en meget bedre dosis modgift mod diverse bivirkninger end alt det pilleri. 

   Altså: Får jeg - trods stor træthede og smerter i knoglerne - slæbt mig hen til computeren og får påbegyndt et blogindlæg om noget som interesserer mig, men som jeg ved for lidt om til - endnu - at kunne skrive frit om, så kan der pludselig være gået 3-4-5 timer hvor jeg har været så så optaget af arbejdsopgaven at jeg helt har glemt hvor syg jeg er.

    Det samme oplever jeg selvfølgelig når jeg får mig taget sammen til at påbegynde og gennemføre en  enkelt eller en hel serie akvareller. Når jeg først sidder der ved mit arbejdsbord og maler, så er jeg blind og døv for alle de ubehagelige fysiske impulser som kommer inde fra som ubehagelige nervesignaler. 

   Og tricket til at komme igang er meget ofte at jeg har nogle bestillinger til bestemte motiver (i form af fotos) liggende fra familie og venner som forventer at jeg - på et eller andet tidspunkt - leverer, så de kan få en peterharms-akvarel op at hænge på væggen.

   Og også når jeg laver mad, hvad jeg gør næsten dagligt, oplever jeg det - tiden , ked-af-det-heden og smerterne i hoften forsvinder i tåger.

   Og når jeg har gæster som skal beværtes og underholdes. Alle bekymringer, uro og angst forsvinder - for en tid - nemlig så længe jeg går op i opgaven. 

Jeg har tænkt at man begrebsmæssigt kunne forestille sig at flow-processen i virkeligheden bedst kunne forstås som en perlerække af aha-oplevelser, hvor den ene udløser den næste - nærmest som serier af forbundne kanonslag hvor eksplosionen af den ene udløser at lunten tændes på det næste.  

Flow-tilstanden er som nævnt forbundet med udløsningen af en serie vigtige 'lykkehormoner i hjernen. 

   De fire mest velbeskrevne er: dopamin, serotonin, oxytocin, endorfiner. 

   Her et link til en tekst der kort beskriver de forskellige flow-hjælpende stoffers særlige bidrag til tilstanden.

https://www.huffingtonpost.com/thai-nguyen/hacking-into-your-happy-c_b_6007660.html?guccounter=1

Om kruseduller på papiret - og om afhængighed af dagdrømme, kaldet 'maladaptive daydreaming'

I det fine glittede magasin som min bank sender til mig med posten med passende mellemrum, stod der en artikel om betydningen af det at tegne kruseduller, mens man fx lytter til en forelæsning eller sidder med rundt om bordet til et vigtigt møde med seriøse indlæg. 

   Rubrikken var :

Det styrker hjernen at doodle

Manchetten lød:

Både John F. Kennedy og Curt Cobain gjorde det. At tegne kruseduller har et stort mentalt potentiale. For doodles, som de kaldes, forhindrer tankeflugt og før det nemmere at huske.

Det synes jeg lyder interessant, for jeg hører også til dem der kan finde på at 'doodle' når jeg bare skal høre efter. Og har vel en gang imellem haft lidt dårlig samvittighed over det, for det at sidde og tegne - formålsløst - på et stykke papir, anses vel almindeligvis som et udtryk for at man keder sig eller er uopmærksom, har jeg nok tænkt. 

Men ny forskning fra Plymuth University viser "at doodling faktisk kan skærpe evnen til  at lytte og huske."

I et forskningsforsøg afspillede den engelske psykologiprofessor Jackie Andrade en besked for 40 testpersoner. Halvdelen fik at vide, at de bare skulle lytte, mens den anden halvdel fik lov til at tegne kruseduller imens. Og resultaterne var bemærkelsesværdige. De krusedulletegnende huskede i gennemsnit 7,5 stykker information, mens den ikke doodlende halvdel i gennemsnit kunne huske 5,8 stykker information.

Forklaringen er at krusedulletegning mens man lytter, er med til at blokere for dagdrømmerier som ofte er en følge af at hjernen keder sig. 

   Og det at dagdrømme er faktisk en aktivitet som hjernen bruger meget energi på, så meget energi at vi  ofte ikke kan koncentrere os om samtidig af høre efter hvad der bliver sagt.

"Doodling kræver derimod lige præcis nok hjerneenergi til, at det forhindrer vores opmærksomhed i at gå off-line og forsvinde væk i dagdrømmeriet. Samtidig er det en så simpel aktivitet at det ikke skaber en kognitiv overbelastning, når vi også skal lytte imens," siger Jackie Andrade.

   På den måde placerer krusedulletegning hjernen det perfekte sted midtimellem at tænke for meget og tænke for lidt. (...) Man kan godt tegne løse streger og have skarpe ører samtidig."

Dagdrømme foregår når hjernen har aktiveret det netværk som kaldes 'Default mode network (DMN), eller Task negative network', et kompleks af forskellige neurologisk forbundne hjernemoduler som i øvrigt i følge Wikipedia ...

... is most commonly shown to be active when a person is not focused on the outside world and the brain is at wakeful rest, such as during daydreaming and mind-wandering, but it is also active when the individual is thinking about others, thinking about themselves, remembering the past, and planning for the future

Jeg har hidtil forbundet Default mode-netværket i hjernen med noget positivt, idet jeg har forstået dets aktivering som en forudsætning for alle former for kreativitet - en kreativitet som fremmes af den såkaldt "åbne tilstand" som man kommer i når man sover, mediterer - eller fx ved indtagelse af forskellige former for euforiserende stoffer. 

   Det netværk er også aktivt i forbindelse med at forstå, huske og gengive historier - narrativer - fremgår det af Wikipedia-artiklen:

Studies have shown that when people watch a movie,[9] listen to a story,[10] or read a story,[11] their DMNs are highly correlated with each other. DMNs are not correlated if the stories are scrambled or are in a language the person does not understand, suggesting that the network is highly involved in the comprehension and the subsequent memory formation of that story. The DMN is shown to even be correlated if the same story is presented to different people in different languages,[12] further suggesting the DMN is truly involved in the comprehension aspect of the story and not the auditory or language aspect.

Doodling som jo er en udadvendt fysisk-motorisk aktivitet, skulle altså bidrage til at man ikke fortaber sig i sit indre landskab af historier, erindringer, fantasier, ønskedrømme - fordi den man lytter til, måske er kedelig eller svær at forstå, eller fordi emnet måske ikke fanger en.

   I artiklen i bankmagasinet konkluderer Jackie Andrad at ...

Vi husker ikke kun ved at lytte. Vi opsamler også information igennem det vi ser og mærker. Derfor kan doodling vække neurologiske forbindelser, der eller sover. Når man doodler bevæger man sin hånd og kigger på sine kruseduller. Det giver ekstra sanseoplevelser, stimulerer hjernen og forstærker dens evne til at lagre information og senere hjælper hukommelsen p¨vej, når vi skal genkalde os informationen."

Det giver interessante associationer til to af de andre emner jeg tidligere flere gange har skrevet om i indlæg her på bloggen: synæstesi og mnemoteknik.

   Det kendetegner synæstetikere at de fortæller at de ofte har gavn af synæstesien fordi deres hjerne automatisk associerer fx bogstaver, tal og ord med fx forskellige farver, former, personlighedstyper eller smage, og at de koblinger gør dem nemmere at huske senere fordi der er skabt neurologiske forbindelser til flere forskellige centrer i hjernen.

   Og det er også det der kendetegner de mnemoteknikker som fx Joshua Foer fortalte om i sin bog "Moonwalking with Einstein", nemlig at de informationer det er særligt vigtigt at kunne huske, bevidst associeres med fx billeder, rum i et hus eller historier som man kender i forvejen. 

  

Så selv om krusedullerne altså ikke har nogen særlig betydning når de laves, andet end at blokere for at man falder ind i sig selv, så giver de automatisk neurologiske spor til hukommelsen i andre dele af hjernen (dem som har med synet og bevægelser at gøre) end de dele som modtager det verbale input gennem øret.
   Og de kommer altså til at  fungere som en slags supplerende sensoriske noter for erindringen om det man har hørt. 

Artiklen i Wikipedia peger imidlertid også på den mulighed som taleren har for at aktivere og nyttiggøre DMN hos tilhørerne (i stedet for at det kan være en trussel for opmærksomheden), nemlig hvis han indlejrer sine informationer i fortællingens form, altså i anekdoter og case-historier. For som det fremgår af citatet oven for, så fanger og fastholder "storytelling" - narrativer - DMN-hjernens opmærksomhed på en særlig måde uden hensyn til mediet den er fortalt igennem. 

Men dagdrømmerier kan ikke bare være en flugt fra kedelige snakkemaskiner,   de er også noget nogen kan blive nærmest sygeligt afhængig af, fortæller en artikel i Weekendavisens tillæg Ideer fra den 17. juni. Skrevet af Hans Henrik Fafner.
   Ligesom man kan blive afhængig af at spille, eller løbe, eller se porno på nettet, eller indtage euforiske stoffer.

   Rubrikken:

Ud ad en tangent

Overliggerne fortæller:

Dagdrømmeri. Mennesket bruger i gennemsnit 13 procent af sit vågne liv på at dagdrømme, men for nogle tager det overhånd og bliver en usund afhængighed.

Fænomenet - diagnosen, kan man næsten sige - har fået betegnelsen maladaptive daydreaming, forkortet MD. 

   En forsker fra Haifas Universitet, Eli Sommer, har sammen med kolleger fra andre universitet kortlagt fænomenet og navngivet det officielt.

   De har konstateret at dagdrømmeriet som en slags 'syndrom' kan stille sig i vejen for hverdagens normale funktioner hos visse personer.
   Andre steder på nettet taler man i samme betydning om compulsive fantasizing eller extreme fantasizing.

Wikipedia har også en artikel om 'Fantasy prone persons' (FPP) som har lighedspunkter, men som ikke beskrives som personer med en sygelig afhængighed, men som en særlig personlighedstype:

Fantasy prone personality (FPP) is a disposition or personality trait in which a person experiences a lifelong extensive and deep involvement in fantasy.[1] This disposition is an attempt, at least in part, to better describe "overactive imagination" or "living in a dream world".[2] An individual with this trait (termed a fantasizer) may have difficulty differentiating between fantasy and reality and may experience hallucinations, as well as self-suggested psychosomatic symptoms. Closely related psychological constructs include daydreaming, absorption and eidetic memory.

Hvor stor en procentdel der har MD, kan man ikke afgøre. 

   Artiklen i Ideer fortæller at forskerne mener der  er tale om en glidende overgang fra 'normalt (og dermed 'sundt') dagdrømmeri' (gennemsnit: 13 procent af den vågne tid) og til det 'sygeligt belastende' hvor i gennemsnit 58 procent af den vågne tid bruges til at dagdrømme.

Oversat til mere almindeligt sprog, så er der altså tale om mennesker som er så gode til at skabe fantasibilleder og -fortællinger på den indre skærm at de bliver regulært afhængige af det, og derigennem undgår konfrontation med en ydre besværlig og krævende virkelighed. 

   

Artiklen nævner det ikke, men for mig er det indlysende at aktivering af hjernens belønningssystem indgår som en forklarende faktor på MD-afhængigheden. 

   Det bekræftes af nogle af de hjemmesider der er tilegnet brugere som udveksler erfaringer om deres MD.

   Det kan jo nemt ses som en form for eskapisme som umiddelbart kan minde om den måde intellektuelle i gamle dage sagde at ugebladenes læge- og kærlighedsromaner fungerede på i forhold til frustrerede hjemmegående husmødre som kernelæsere.

Gruppen af MD´ere har forskerne fundet ud af kan delse i to:

I den ene var dagdrømmeriet ren fiktion, både vedrørende handling og optrædende personer, mens indholdet i den anden i højre grad var forankret i virkeligheden. Det kunne dreje sig om ønsket om at tjene flere penge eller at finde den ideelle kæreste eller livsledsager.

Et par case-eksempler refereres i artiklerne af Eli Sommer:

En kvinde fortalte os at handlingen i hendes dagdrømme omfatter omkring 35 fiktive personer. Hun fortalte, hvordan disse personer har været hos hende siden barndommen, og at hun ikke husker et øjeblik, hvor hun har været alene med sig selv.

   En anden kvinde kunne fortælle, at plottet i dagdrømmene konstant ændrer sig i nye retninger og udvikler sig. Det har ded gjort i 30 år, siden hun i en alder af  10 så en tv-serier, som blev hængende i hendes bevidsthed som konstant inspiration for dagdrømmene. 

   Hun berettede, at der kan gå hele dage, hvor hun ikke bestiller andet end at dagdrømme, og at hun har opleve sig selv bekæmpe søvnen om aftenen for at kunne fortsætte. 

Elis Sommer fortæller at oplevelsen af egen dagdrømme hos nogle med MD kan få dem til at le og græde over deres selviscenesatte indre fantasi-historier.

Hvis man går ind på YouTube og søger på "maladaptive daydreaming", så optræder der adskillige videoer med (især) unge kvinder som fortæller om der afhængighed og hvordan det opleves. 

   Som fx. den her:

Også forskeren Eli Sommer har på YouTube en længere video hvor han fortæller om sine erfaringer og sin forskning i MD:

Wikipedia har en artikel om emnet hvori man blandt andet skriver:

While there are many specific symptoms of a maladaptive daydreamer, someone with this disorder will not necessarily have all of them.

   Often maladaptive daydreamers will have 'triggers' that set off their daydreams. Common triggers are books, movies, music, and even riding in a car. Maladaptive daydreamers also may have trouble getting out of bed or going to sleep, due to the want to continue daydreaming.   Often times while maladaptive daydreamers are daydreaming they will whisper, talk, make facial expressions, or do some sort of repetitive movement.

   Maladaptive daydreamers can spend hours simply daydreaming. They often have elaborate fantasies within their minds, often comparable to a complete novel or movie. Many have more than one fantasy in their mind, each with its own characters, setting, plots, etc. Maladaptive daydreamers may become emotionally attached to their characters as well, though they know the characters are not real.[3]

Hvad opnår disse dagdrømme-afhængige så af deres til det sygelige grænsende fantasiliv?

   Generelt sagt: mental og emotionel kompensation for savn og nederlag i deres virkelige omgivelser:

Identified functions of maladaptive daydreaming included disengagement from stress and pain by mood enhancement and wish fulfillment fantasies; and companionship, intimacy, and soothing.[1]

   "All subjects claimed that an important function of their daydreaming was twofold: a disconnection from the pain of living and a magical transformation of misfortune into desirable experiences".[4]

De ligner jo noget jeg selv oplevede i en periode i min barndom, ikke ved at dagdrømme, men ved at sluge fiktion i så stor mængder - og bruge så meget tid på det at det blev opfattet som et problem af mine forældre fordi jeg på grund af læseriet deltog alt for lidt  i familiens almindelige sociale liv.
   Og  med hensyn til litteratur, var jeg simpelt hen altslugende.

Maladaptive daydreaming må jo også som mentalt fænomen være beslægtet med de 'fantasivenner' - 'imaginary friends' - som mange børn oplever i en bestemt periode af de første år af deres liv, men som de så som regel vokser fra', som man siger.

   Jeg kan jo også nemt koble MD´erne sammen med mine iagttagelser og beskrivelser af hvordan mange særligt kreative personligheders har haft oplevelser i barndom og ungdom - domineret af savn af en forældre, af fremmegjorthed i sprog og miljø gennem flytning, af mobning i skolen mv. 

   For dem er det så lykkedes at transformere disse kompensatoriske dagdrømme og fantasier ind i kreativ produktion, som film, malerkunst, litteratur. Er min teori.

  Endelig minder det om noget jeg skrev om for ikke så længe siden: 'lucid dreaming', selv om det ikke forbindes med en form for afhængighed.

Der er flere hjemmesider som er helliget udveksling af personlige erfaringer og ny viden om MD -  herunder om mulighederne for at blive 'helbredt' for lidelsen.    Her er et link til sådan en side:

http://wildminds.ning.com/

Her finder man blandt andet en populærvidenskabelig beskrivelse af hvordan hjernens belønningssystem virker i forhold til MD-afhængigheden:

Maladaptive daydreamers enjoy daydreams to an extend that they can not resist the temptation of it, its like an addiction of drug. If you don't take the drug you get a nagging feeling, typical drug addicts flood their circuit with a neurotrasmitter called dopamine which is a neurotransmitter present in regions of the brain that regulate movement, emotion, cognition, motivation, and feelings of pleasure. 

   The overstimulation of this system, which rewards our natural behaviors, produces the euphoric effects sought by people who use drugs and teaches them to repeat the behavior. But for daydreamers Serotonin (also a neurotransmitter) plays crucial role. Serotonin is popularly thought to be a contributor to feelings of well-being and happiness. Negative emotions (like sadness, stress, anger, etc.) causes your Serotonin production to be low; when your Serotonin level is low, you are more prone to getting Anxiety, Panic Attacks, Depression, etc.

   So, when you daydream you actually flood your system with Serotonin and it gives you a feeling of well being and it makes you happy. In other words, it means you are not happy with your life, it doesnt mean that you are depressed etc. It may mean that your standards of happiness are much more than in normal person. So you tend to daydream to get the right feeling of being happy.

I mine øjne lyder MD-ramte jo som forfattere eller filminstruktører in spe der blot producerer de gode historier for sig selv og til indre,  privat brug.

   Så for mig at se ville det være en oplagt retning som forskerne kunne forfølge eksperimentelt: At lade nogle af de registrerede MD´ere skrive deres fantasier ned i fortællende form, eller iscenesætte dem på en teaterscene, eller lave en video med dem som manuskript. 

   Lidt som en slags udvidet doodling - med et indhold.

Hvilke mentale og emotionelle konsekvenser oplever de ved at få deres fantasier offentliggjort  - og dermed give andre adgang til at leve med i historierne?

   Ville de måske komme ud af deres afhængighed ved at deres fantasier bliver delt med andre?

   Måske mangler de bare at få et opmuntrende puf til at gøre springet til at komme igang som 'rigtige forfattere' eller 'instruktører'?

Hvad ved man efterhånden om hjernens kemi - når det gælder grænserne og forbindelsen mellem sindslidelser og kreativitet?

I de snart 6 år jeg har haft min blog kørende, har en af 'trådene' jeg har forfulgt, været sammenhængen mellem emnet 'kreativitet' og det som den moderne hjerneforskning løbende finder ud af, blandt andet når det gælder 'kemien' i hjernen: hormoner, neotransmittere, mv. - eller bevidsthedsudvidende stoffer som LSD, alkohol, amfetamin.

   Og jeg har jævnligt været omkring de forbindelseslinjer hjerneforskerne efterhånden har kunnet trække mellem 'kreativitet' og forskellige former for sindslidelser.

   Derfor er jeg særlig opmærksom på når der dukker nyheder op på det område i medierne.

 

I Weekendavisens videnskabstillæg fra den 18. december var der en kort notits som fangede min opmærksomhed - primært fordi jeg for nylig har skrevet om assperger-autisme med afsæt i en radioudsendelse om emnet i serien "Hjernekassen".

   Rubrikken lød

Autisme og hjernekemi

Artiklen fortalte at forskere på MIT med Caroline Robertson i spidsen havde identificeret en sammenhæng mellem hvordan autister typisk opfører sig, og et særligt signalstof i hjernen kaldet GABA, et stof som jeg ikke tidligere har været opmærksom på.

   GABA har som primær opgave at hæmme aktiviteter i hjernen og begræsnse kommunikationen mellem hjerneceller. Og det forskerne mener at have fundet ud af, er at mennesker med autisme gennemgående har for lidt GABA.

   

Artiklen bruger fine metaforer (der støder lidt sammen,) til at forklarer:

GABA fungerer som en slags håndbremse, der kan bremse modtagelsen af alle de stimuli, som hjernen modtager. Hvis den bremse ikke er der, vælter stimuli ind som en kaskade, og der kan ikke dannes mening med informationerne.

Istedet for "håndbremse", skriv hellere "vandhane".

Autisters særlige adfærd kan altså tolkes som mere eller mindre et resultat af GABA-underskud i hjernen, som gør det vanskeligt for dem at få mening i de mange sanseindtryk fra omgivelserne som de bliver mentalt overvældet af - og mentalt må "forsvare" sig imod med 'autistreaktioner'.

Jeg kobler dette sammen med flere andre emner jeg har været inde på tidligere:

- HSP - den særligt sensitive personlighedstype som angiveligt udgør 15-20 procent af befolkningen. De er bl.a. kendetegnet ved en form for social indadvendthed som forklares med at ydre impulser let bliver "for meget", man stresser hurtigt, bliver "excited", og man skal derfor bruge længere tid end andre til at sortere og bearbejde indtrykkene for sig selv.

   Bingo: en søgning der googler "HSP" sammen med "GABA", giver flere tekster hvor der står at det kan virke "beroligende" for mennesker der tilhører typen HSP, at tage stoffet.

- Begrebet LI - Latent Inhibition - som er den generelle egenskab ved hjernen som forhindrer at alle mulige dele af hjernen frit kan sende nerveimpulser til alle mulige andre dele af hjernen.

   Ifølge faglitteraturen kan svækket eller relativt lav LI (=LLI) være en medvirkende eller udløsende faktor for skizofreni og ADHD.

    Men effekten kan også være øget kreativitet. Hjerneforskeren Shelly Carson siger:

“Our research results indicate that low levels of latent inhibition and exceptional flexibility in thought predispose people to mental illness under some conditions and to creative accomplishments under others.”

Og bingo igen: en søgning på "Low Latent Inhibition" og "GABA" giver blandt andet følgende citat fra en seriøs faglig blog:

If all that sounds way too simple, Dr. Krystal rolled out a far more complicated scenario involving glutamate’s tag team partner, GABA (the main inhibitory neurotransmitter), in particular a group of GABA neurons referred to as chandelier cells. In this context, GABA helps prevent glutamate from running wild. When involved in working memory, GABA tunes out distractions from competing neurons, allowing the brain to focus. But a deficit in NMDA glutamate receptor function effectively disables GABA chandelier cells.

- Man har i ganske mange år forbundet sindslidelsen depression med mangel på en anden neurotransmitter i hjernen: serotonin.

    Relativt mange kunstnere har perioder af depression, nogle af såkaldt 'bipolær lidelse' som tidligere blev kaldt maniodepressivitet (det var det Viggo Kampann led af). 

   To af vores mest kendte danske filminstruktører har klart depressive tendenser: Lars von Trier og Nils Malmros.

    På nettet kan man finde oversigter over "kendte mennesker" der angiveligt har lidt af depressioner, heriblandt er der rigtig mange kunstnere:

http://www.nursingschools.net/blog/2010/10/50-famous-artists-thinkers-who-have-struggled-with-depression/

Googler jeg "serotonin" og "GABA" er der også bid med det samme.

   I en artikel omtales GABA som 'hjernens naturlige valium', og rubrikken har titlen: "GABA & Serotonin Deficiency Anxiety". Læs mere her:

http://www.balancingbrainchemistry.co.uk/peter-smith/26/GABA-Deficient-Anxiety.html

En anden artikel gennemgår hvad "neurotransmittere" er for noget, og deler dem i to hovedgrupper: de hæmmende ("inhibitory") og de stimulerende ("excitatory"). 

   Til de hæmmende hører serotonin og GABA, til de stimulerende hører noradrenalin ("norepinephrine") og adrenalin "(epinephrine").

   Endelig nævner artiklen dopamin som en vigtig neurotransmitter, og fortæller at dopamin har effekter som gør at den hører til både i gruppen der hæmmer, og i gruppen der stimulerer. Flere faglige kilder taler ligefrem om "dopaminsystemet", som her:

New research shows a possible explanation for the link between mental health and creativity. By studying receptors in the brain, researchers at Karolinska Institutet have managed to show that the dopamine system in healthy, highly creative people is similar in some respects to that seen in people with schizophrenia.

Den artikel fra sciencedaily.com uddyber hvad man indtil nu (2010) har kunnet sige om sammenhængen som nu har fået forskningsmæssigt back-up:

High creative skills have been shown to be somewhat more common in people who have mental illness in the family. Creativity is also linked to a slightly higher risk of schizophrenia and bipolar disorder. Certain psychological traits, such as the ability to make unusual bizarre associations are also shared by schizophrenics and healthy, highly creative people. And now the correlation between creativity and mental health has scientific backing.

En af forskerne bag undersøgelsen er den svenske professor dr. Ullén fra Karolinska Instiuttet:

"We have studied the brain and the dopamine D2 receptors, and have shown that the dopamine system of healthy, highly creative people is similar to that found in people with schizophrenia.

   "The study shows that highly creative people who did well on the divergent tests had a lower density of D2 receptors in the thalamus than less creative people. Schizophrenics are also known to have low D2 density in this part of the brain, suggesting a cause of the link between mental illness and creativity."

Thalamus er det center i hjernen der fungerer som en slag relæ som filtrerer informationer før de fordeles til andre dele af hjernen, fx frontallapperne. Og teorien er her at denne filtreringsfunktion er svækket hos særligt kreative mennesker, så flere informationer lettere 'flyder' igennem:

"Fewer D2 receptors in the thalamus probably means a lower degree of signal filtering, and thus a higher flow of information from the thalamus," says Dr Ullén, and explains that this could a possible mechanism behind the ability of healthy highly creative people to see numerous uncommon connections in a problem-solving situation and the bizarre associations found in the mentally ill.

Og så slutter artiklen med en flot kobling til metaforen om at særligt kreative mennesker er særligt gode til at "tænke ud af boksen", nemlig at det kan være fordi boksen hos dem er gået lidt i stykker:

"Thinking outside the box might be facilitated by having a somewhat less intact box," says Dr Ullén about his new findings.

http://www.sciencedaily.com/releases/2010/05/100518064610.htm

Akvarelmaleriets mysterier (44) - samlergenet - Harald Henriksen-akvareller - og endnu en lejlighedskvarel

Jeg har et "samlergen", det kan jeg ikke løbe fra. 

   Man taler også om 'samlermani' - og lidt mere positivt om 'samlerlidenskab'. Og uden at jeg har tænkt over det eller har besluttet det bevidst, er jeg begyndt at samle på billeder af akvarelmaleren og farve-træsnit-kunstneren Harald Henriksen som levede fra 1883 til 1960.

     Her er de sidst fund - to akvareller malet af ham - og endnu et træsnit:

Ved Kongekilden, Dyrehaven, København

Tibirke Bakker med udsigt til Arresø. 1935

Siden jeg var barn har jeg været optaget af og engageret i at samle på noget i længere perioder: stenalderredskaber, frimærker - med speciale i 'de to-farvede', bøger med jugendstil indbinding fra starten af 1900-tallet, tegneseriehæfter af bestemte tegnere, smukke slebne havsten, souvenirs fra Langbortistan-rejser, etc.

   Og selvom det var metaforisk og lidt i spøg at jeg ovenfor skrev at jeg havde et "samlergen", så viser et opslag på nettet at lysten til, begæret efter, og tilfredsstillelsen ved at skaffe nye unikke eksemplarer til samlingen faktisk - for en stor del - er genetisk bestemt.

   

Videnskab.dk havde i 2009 en artikel med overskrift og manchet som følger:

Din samlemani er nedarvet

Det er ikke kun din egen skyld, hvis kasserne med kuglepenne og mapperne med frimærker hober sig op. Britiske forskere beviser, at trangen til at samle i høj grad ligger i generne.

Såkaldte tvillingstudier har vist at sådan forholder det sig: Hvis man er enægget tvilling og har en form for samlermani, så er der 50% sandsynlighed for at ens tvilling også er samler, mens hvis man er tveægget tvilling, så er udsigten til at man deler samlermanien med sin tvilling, kun 25%,

 

Jeg har aldrig opfattet min samlerglæde som noget sygeligt, men dagligsprogordet 'samlermani' peger jo på at det også kan være en slags psykisk lidelse. Og i så fald er forskerne enige om at det er en variant af det der kaldes "Obsessive Compulsive Disorder" - forkortet OCD.

   På dansk taler man om 'tvangstanker' og 'tvangshandlinger', og forskerne mener at OCD hænger sammen med en forstyrrelse i produktionen af signalstoffet serotonin i hjernen, et stof som også menes at spille en rolle i nogle former for depression. Det at udøve tvangshandlingerne menes at have en angst-dæmpende, og borligende effekt.

   Serotonin er et af de signalstoffer og hormoner - misvisende kaldet "lykkestoffer" - som hjernen producerer og har brug for, for at fungere godt. Og sådan er det: når man samler på noget og har et "hul" i samlingen, så er der en dyb glæde  - en omend kortvarig lykkefølelse - ved at gøre et fund og få det hjem til at fylde hullet ud i samlingen.

Under alle omstændigheder har jeg i lange perioder været stærkt optaget af at samle, ordne og systematisere genstande inden for en bestemt kategori som helst skulle være så svær at fylde helt ud at det var spændende at jagte, opspore, finde og anskaffe dem.

   Der skulle og skal helst være en sjældenhedsfaktor involveret der gør at nogle fund inden for kategorien er omgærdet af en særlig aura - og måske også derfor besidder en relativt stor økonomisk værdi. 

   Jeg er ikke i tvivl om at det at samle på noget nogenlunde målrettet og systematisk både kan være beroligende og ophidsende, beroligende når man har fået nyt og godt til samlingen, ophidsende og spændende hvis man er på jagt efter et fund, og ved at andre også er det.

   Den milde form for samlermani - samlerlidenskab og -glæde - tror jeg er en del af den menneskelige natur og en af drivkræfterne bag menneskets udvikling af forskning, videnskab og kulturliv.

   De første museer startede også som kongelige og adellige "rarietets-samlinger" - for så gradvist at udvikle sig til videnskabelige institutioner inden for det felt samlingen dækker.

Og nu konstaterer jeg så altså at jeg igen er faldet i og hænger på den - med mine indkøb af i alt 10 Harald Henriksen-billeder siden december.

   Og hvorfor lige ham?

   

Jeg har praktisk taget aldrig før købt rigtig kunst af "navne", og den eneste form for grafik jeg har været "bidt" af, er japanske træsnit fra 1800-tallet - og den lidenskab har jeg haft siden min tidligste ungdom. 

   Jeg har haft nogle af de mest kendte Hokusai-træsnit i glas og ramme på væggen i mange år, købt som store postkort, plakater, eller som kalenderbilleder. 

   Fx de fire her:

De er så gradvist blevet erstattet af egne akvareller da jeg fik behov for vægplads til de særligt udvalgte jeg syntes jeg var lykkedes med. 

   Og nu kniber det når der også skal være plads til en Harald Henriksen-samling.

  

I min glæde ved  Harald Henriksens billeder flyder tre interesser sammen og nærer min samlerlidenskab: interessen for akvarelmaleri, interessen for japanske farvetræsnit, og interessen for naturalistisk kunst.

   Harald Henriksen beskrives som den sidste danske naturalist med rødder i 1800-tallets klassiske malerkunst  (og han var efter sin død udsat for kunsthistorisk glemsel indtil for omkring 5-6 år siden da Ole Lindboe skrev en bog om ham, og Haralds søn Hans fik lavet en udstilling af så mange af hans værker at det var tydeligt hvor god han var og havde været). 

   Harald Henriksens primære malemedie var akvarel, hvad der er et usædvanligt og ikke så prestigefuldt malemedie som oliefarver. Akvarelmaleri var noget de rigtige og velanskrevne oliemalere primært brugte til skitser og forstudier, Det var bogillustratorens og arkitektens typiske farvemedie - ofte kombineret med profil-streger med tusch. Og så var det et amatør- og hatte-dame-medie. 

   Harald Henriksen var stærkt inspireret af japansk træsnit-æstetik og havde flere originale Japan-træsnit hængende på sin væg - ligesom mange af de store (post)impressionister i Frankrig også havde det. Og han var så samtidig pioner inden for farvtræsnit-teknikken i Danmark - og brugte ofte akvarelskitser som udgangspunkt for sine træsnit. Og han nød efter eget udsagn at komme ud til den brede danske befolkning via salget af disse træsnit til overkommelige priser.

   Han beskrives lidt som en outsider i kraft af at han fastholdt sit naturalistiske udgangspunkt gennem hele livet - på trods af skiftende og traditionskritiske kunstsyn blandt de kunstkyndige på bjerget - i øvrigt ligesom netop afdøde Otto Frello, 

   Og outsidere i kunsthistorien bliver jeg ofte tiltrukket af, specielt hvis de så får come-back og ny anderkendelse, så er det en god historie.

Sjældenheds-faktoren er god og høj. Mange af både Harald Henriksens akvareller og hans træsnit er gået til da de er meget skrøbelige. Samtidig er priserne ikke særligt høje - især ikke på træsnittene, fordi han trods alt stadig er ret så glemt. Så det gør hans billeder til oplagte samlerobjekter for mig hvis jeg skal samle på kunst.

Her er en god introduktion til Harald Henriksens liv og virke:

https://anettetonnp.files.wordpress.com/2013/08/harald_henriksen_-_med_billeder.pdf

Hovedværket om Harald Henriksen som kunstner er bogen "Naturens Spejl" som er forfattet af Ole Lindboe og med forord af Klaus Rifbjerg:

http://haraldhenriksen.dk/Naturens_Spejl_web.pdf

I de foregående 2-3 udgaver af "akvarelmaleriets mysterier" har jeg beskrevet mit eget forhold til akvarelmaleriet ved at kalde mig 'lejlighedsmaler', dvs. en der maler til og/eller for nogen når en god og aktuel lejlighed gives, 

   Jeg har nu haft endnu en officiel familiebegivenhed der kunne fungere som drivkraft for en akvarel - med et motiv som jeg på forhånd ville afskrive at jeg kunne male: en hest.

   Mit barnebarn er en pige på tretten som snart skal konfirmeres. Og hun er - hestetosset, ville man nok sige. I flere år er næsten al hendes fritid foregået på en rideskole. Og den lidenskab fortsætter nok et stykket tid endnu. 

    Så nu er der en god lejlighed. Jeg må prøve at male en akvarel til hende med en hest som motiv, et billede som hun kan få i konfirmationsgave - oven i den konventionelle pengegave.

   Her er resultatet:

Denne hest blev malet i første hug og på én arbejdsdag fra 9-16. - efter et referencefotografi jeg fandt på nettet. Det er usædvanligt med en så hurtig eksekvering, for som regel skal jeg have malet et par mere uforpligtende 'træningsakvareller' at varme op på.

   Kravet til hestens udseende på akvarellen var at den skulle have mit barnebarns egen hests farver: brunt skind, sort manke, ingen hvid blis foran på snuden.

   Jeg er faktisk meget tilfreds med resultatet. Og kan se at jeg har udnyttet den teknik jeg lærte at bruge da jeg skulle prøve at male bare damer som hende her:

I akvarellen af den let-løbende fuldblods-hest, er teknikken brugt til at male hestens skind, kropsform og muskler - med udnyttelse af klare hvide lysreflekser i skindet og af glidende overgange fra mørkt til lyst til at markere former og muskler på krop og i hovedet.

   Jeg har planer om prøve at male flere akvarelheste, men nu kom samlermanien og dermed Harald Henriksen i vejen. Og jeg skal jo også have lavet en konfirmationstale til barnebarnet.

Link til mit indlæg om at male akvarel med bare damer som motiv:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2015/01/akvarelmaleriets-mysterier-39-om.html

Links til tidligere indlæg om min "opdagelse" og jagt på Harald Henriksen træsnit:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2014/12/akvarelmaleriets-mysterier-35-fra.html

http://petersudsigt.blogspot.dk/2014/12/flere-trsnit-af-harald-henriksen-nu.html

http://petersudsigt.blogspot.dk/2015/03/akvarelmaleriets-mysterier-43-harald.html

Negative erindringer - kan behandles med medicin - og gennem kunstneriske flow

Erindringer er det der gør det muligt for os at sætte vores aktuelle situation i perspektiv og ramme af vores tidligere liv. Erindringer kan genkaldes og det er default mode netværket der varetager den funktion at genkalde sig erindringer ud af den selvbiografiske hukommelse. 

   Stort set alle filminstruktører og forfattere og andre kunstnere gør brug af deres genkaldte erindringer som inspiration og stof i deres værker.

   Hukommelsespsykologer og -neurologer er enige om at jo mere og jo oftere en erindring genkaldes, jo stærkere lagret bliver den også i hukommelsen. Men at det også ændrer den ved at den bliver genkaldt den i en eller anden sammenhæng. 

   Det er som om der sker en form for re-writing - en overskrivning - af erindringen for hver gang den fremkaldes. 

  

Vi ved også at erindringer ikke bare er neutrale scener og billeder, men at de ofte er tilknyttet følelser, så man under genkaldelsen også genkalder sig en del af de følelser der var aktive da man oplevede det som siden blev lagret i hukommelsen.

   Jeg kan fx stadig huske min første store forelskelse i gymnasiet, en række scener hvor jeg oplevede hende særligt attraktiv. Når jeg genkalder mig de erindringer så mærker jeg også lidt den mavefornemmelse - kildrende spænding - som synet af hende den gang var forbundet med.

At genkaldes sig positivt ladede erindringer, er ikke noget problem. De forstærkes og forankres i positive følelser. Dvs. der forstærkes en neurokemisk reaktion - coctailen af "lykkkestoffer" - ved at genfremkalde dem for sit indre øje og på den indre skærm.

Men hvad med de negativt ladede erindringer? - Politikens tillæg 'Viden' har idag søndag en artikel med rubrikken

Ud med de syge tanker

Den handler om behandlingen af posttraumatisk stress, som forskere nu mener at være på vej til at kunne behandle/helbrede med medicin.

Når en erindring genkaldes, sker det via en kemisk reaktion. En negativ erindring vil ændre sig lidt, hver gang den genkaldes og lagres igen. På den måde kan den omformes og blive så fasttømret, at angstanfaldene bliver værre og forekommer oftere. Men ved at ændre på en erindring ved hjælp af medicin, mens den står på, kan den negative del påvirkes og undertrykkes. Og så lagres de negative indtryk og følelser i mindre grad bagefter (...) 

    Det er samspillet mellem følelser, fornuft og hukommelse, der fører til angstanfald. Dæmpes følelserne, mens erindringen er aktiv, kan traumet mindskes.

Men hvad er det lige posttraumatisk stress er for noget? Det er en af de mest ekstreme former for angst, fortæller artiklen der er skrevet af Morten Garly Andersen.

Den kan optræde, hvis man har set forfærdelige ting i forvbindelse med en krig. Stået over for en bankrøvers pistolmunding. Set sit barn blive kørt ned af en lastbil. Eller hvis familien går i opløsning, man mister sit job og må sælge sit hus.

    Patienter med denne lidelse plages af erindringer om frygtelige detaljer fra den slags begivenheder. De dukker op og forstærkes i situationer, der kan relatere til oplevelsen - udløst af at se en krigsfilm, gå ind i en bank eller ved lyden af en lastbil.

Jeg associerer til teorien om den særligt kreative personligheds særlige barndom og ungdom. Mange forfattere og kunstnere som har oplevet forældresavn og -tab, social fremmedgørelse ved radikale miljøskift - og mobning i skolen, bruger jo genkaldte erindringer om disse negative oplevelser som stof i deres kunst. 

    Og denne kunstneriske bearbejdning af negativt farvede erindringer kan jo tilsyneladende fungerer som en slags medicin. Ikke så erindringerne forsvinder, men så den kunstnerisk anlagte person mentalt og kognitivt får et mere positivt - eller i det mindste mindre belastet forhold til dem ved skrive elle male med afsæt i dem og dermed bearbejde dem - ja, emotionelt.

 
Kan det forklares neurobiologisk? Ja, det synes jeg. 

    Vi ved at det at skrive eller male eller andre kreative aktiviteter indebærer at personen kommer i en flowtilstand - en tilstand som man kan blive helt afhængig af (som mange journalister fx) fordi den netop foregår under påvirkning af dopamin, serotonin, endofiner mv.

    Så en erindring der er forbundet med angst - og dermed når den genkaldes genudløser de kemiske stoffer som angst udløser, kan blive angstdæmpet af de stoffer som udløses ved den kunstneriske flow-tilstand.

    Det ligner den opdagelse at fx depression også kan dæmpes eller læges ved fx lange og krævende løbeturer - løbeturer som også udløser flow-coctailen. 

Hjernekemi, bjergbestigning, flow, forelskelse og kreativitet

Under bjergbestigerens rejse op ad bjerget frigives der en række forskellige kemiske transmitterstoffer, som indvirker på såvel krop som sind. Herunder endorfiner, serotonin, noradrenalin og dopamin. 

Citatet er fra en opgave fundet på  http://static.sdu.dk/mediafiles/. Senere i afsnittet delkonkluderes:

I forbindelse med bjergbestigning frigives ovenstående stoffer løbende. Dette medfører, at bjergbestigeren ikke sanser de mange farer og smerter, som opstår undervejs, men tværtimod føler velvære, glæde, opstemthed og lykke. Frigivelsen af stofferne bevirker, at den rationelle oplevelse af farer og risici forbundet med rejsen skubbes i baggrunden. Det kan ske i en sådan grad, at bjergbestigeren ikke opdager livstruende konsekvenserne af kulde og overanstrengelse og derfor ufortrødent fortsætter sin rejse op af bjerget. Frigivelsen af stofferne kan føre til afhængighed hos bjergbestigeren, og minimumsniveauet for tilfredsstillelse stiger gradvist. Det betyder, at der på sigt skal mere ekstreme bjergbestigninger til for at få den samme euforiske oplevelse.

I samme artikel omtales en personlighedstype som er særlig tiltrukket af bjergbestigning, nemmlig de såkaldte HSS´ere:

Mennesker kan være ”high sensation seekers” (HSS) eller ”low sensation seekers” (LSS). Hos HSS ses et grundlæggende fysiologisk træk i form af en anderledes hjernekemi kendetegnet ved et lavt niveau af MAO-enzymet i hjernen. HSS kan have vanskeligt ved at få tilstrækkeligt med nye og grænsesøgende oplevelser i en almindelig tryg hverdag, hvilket måske kan være en forklaring på ekstremsportudøvere ofte score højt på forskellige SS-skalaer.

Denne personlighedstype adskiller sig altså markant fra dem jeg tidligere har beskrevet, de højsensitive: HSP´erne. Også HSS´erne kan man udskille ved en serie særlige testspørgsmål. Man kan sige at mens HSS´erne hele tiden føler sig understimulerede og derfor sultne efter nye og ekstrem oplevelser, så oplever HSP´erne ofte situationer hvor de føler sig overvældet af nye indtryk. HSS´erne er altså ekstroverte og har mentalt set foden på speederen, mens HSP´ern er introverte og har mentalt set foden på bremsen.

   Ifølge flere kilder på nettet kan en person have begge træk indbygget i sin personlighed. Og det ville set fra min synsvinkel netop være den særligt kreative personlighed som er kendetegnet ved "paradoksale" personlighedstræk.

Helt umiddelbart associerer det her jo også til flow-tilstanden som den er beskrevet af Mihaly Csikszentmihaly - en tilstand som ifølge ham kan opnås når en række forudsætninger er til stede:

1. goals are clear
2. feedback is immediate
3. a balance between opportunity and capacity
4. concentration deepens
5. the present is what matters
6. control is no problem
7. the sense of time is altered
8. the loss of ego

Ifølge Wikipedia så har Csíkszentmihályi fremsat den hypotes at mennesker med særlige personlighedstræk har lettere ved at komme i flow-tilstanden end "gennemsnittet", en personlighedstype som kaldes autotelisk:

These personality traits include curiosity, persistence, low self-centeredness, and a high rate of performing activities for intrinsic reasons only. People with most of these personality traits are said to have an autotelic personality. It has not yet been documented whether people with an autotelic personality are truly more likely to achieve a flow state. One researcher did find that people with an autotelic personality have a greater preference for "high-action-opportunity, high-skills situations that stimulate them and encourage growth" than those without an autotelic personality.It is in such high-challenge, high-skills situations that people are most likely to enter the flow state.

Også flow-tilstanden korresponderer med en kombination af aktivt virkende stoffer i hjernen. En tilstand og en kemi som har ligheder med forelskels og kærlighed:

When two people are attracted to each other, a virtual explosion of adrenaline-like nuerochemicals gush forth. Fireworks explode and we see stars. PEA or phenylethylamine is a chemical that speeds up the flow of information between nerve cells.

   Also, involved in chemistry are dopamine and norepinephrine, chemical cousins of amphetamines. Dopamine makes us feel good and norepinephrine stimulates the production of adrenaline. It makes our heart race!

   These three chemicals combine to give us infatuation or “chemistry.” It is why new lovers feel euphoric and energized, and float on air. It is also why new lovers can make love for hours and talk all night for weeks on end.At være forelsket er altså tydeligvis en særlig form for flow-tilstand.

Og jeg kan jo så ikke lade være med at tænke på at en række særligt kreative personligheder, mandlige kunstnere med stort K, har haft et livligt og inspirerende kærlighedsliv centreret omkring "muser". Picasso for eksempel. Jens August Schade. Aarestrup. Sophus Clausen.

Smil til verden, og verden smiler tilbage - genkendelsens glæde - glæden ved at noget mathcher - og mimesis-begrebet

Jeg går på gaden, ser en sød kvinde som jeg ikke kender. Føler lyst til at smile til hende, får øjenkontakt - og smiler. Og i ni ud af ti tilfælde, smiler hun tilbage i forbifarten. Den erfaring, som jeg utvivlsomt deler med de fleste mennesker, bliver jeg mindet om ved en artikel i Søndagspolitikens tillæg "Viden" fra for en uge siden. Rubrikken er mystificerende: "Smilet lægges i gådefulde folder". Manchetten fanger min interesse. "Mennesket er kun lige begyndt at forstå smilets hemmeligheder. Nye undersøgelser bekræfter en teori om at hjernen kan skelne ægte smil fra falske, fordi vi automatisk spejler ansigtsudtrykket hos den, der smiler til os."
   Triggerordet for mig er "spejler". Og så det med "ægte" og "falsk".

En af de hjerneforsknings-videns-indvindinger som jeg flere gange har fremhævet i tidligere indlæg, er opdagelsen af spejlneuronerne, nogle særlige hjerneceller som både aktiveres ("lyser op" ved scanning) når vi selv gør eller planlægger at gøre en bevægelse, og når vi ser et andet menneske udføre en tilsvarende bevægelse.
   Den hjernemekanisme er sandsynligvis en afgørende forudsætning for det at vi kan identificere os med andre, for at vi kan genkende noget af os selv i andre når de giver udtryk for følelser,  og for at vi kan leve os ind i personer vi ser på film eller på en teaterscene - "blive grebet", som det hedder. Og også forudsætningen for at vi når vi ser os i et spejl, ser og genkender os selv.
   Men den modsatte mekanisme fungerer også: Når vi ser en anden gøre noget, aktiveres det center i hjernen som forbereder den tilsvarende handling hos os selv, uden at vi dog rent faktisk behøver at udføre den. Men vi får altså klart en impuls til at udføre den tilsvarende "spejlende" handling.
   Det er en kendt iagttagelse at folk der fx sidder over for hinanden ved et bord og snakker sammen, tenderer til - ubevidst - at spejle hinandens kropsstilinger og gestus: Hvis den ene lægger armene over kors, gør den anden det også, læner den ene sig tilbage, gør den anden det også. Psykologerne taler om at der opstår rapport mellem de to gennem deres kropssprog. Og det er indlysende at det også er noget lignende der sker ved at et smil automatisk besvares med et smil.

På nettet finder jeg en artikel fra Tidens Kvinder, med rubrikken "Forførelsesens Kropssprog", der fortæller kvinder hvordan de ved at være bevidste om deres kropssprog og udnytte det man ved om hvordan kropslig spejling ubevidst virker, lettere kan score en mand. Artiklen fortæller bl.a.

Hvis du som kvinde føler dig draget af en mand, vil du helt uden at tænke over det begynde at efterligne ham. Sidder han med korslagte ben, gør du pludselig også. Hvis han tænder en smøg, rækker du også ud efter din cigaretpakke. Denne spejling er meget kraftfuld og virker på to måder: Jo stærkere tiltrækning, du føler, jo mere vil du kopiere, og jo mere, du kopierer, jo kraftige bliver følelsen af samhørighed – også fra hans side. Derfor er spejling en del af kropssproget, som du kan bruge bevist til at nærme dig en anden person. Han vil føle sig forstået og tryg, hvis du spejler hans gestus og mimik – men pas på ikke at blive en total copy cat. Det virker kunstigst og påtrængende.

Pointene er altså her at spejlingen ikke fungerer som en der forstærker den gensidige empati hvis de spejlende handling forekommer uægte.

Og det er faktisk det som artiklen i Politiken handler om. At der er forskellige slags smil, og at smil genkendes som smil ved at man imiterer den andens smil. Der findes forskellige slags smil som aktiveres i forskellige hjernecentre: et forlegent smil, et smil af lykke (som når man ser sit lille barn glad løbe rundt og lege), et venskabeligt smil (som familie og venner mødes med), og fx et uægte smil (som det man udsættes for i en forretning af en professionel sælger). Og åbenbart finder man ud af hvilket smil man møder hos den anden, ved mentalt i hjernen - ubevidst og automatisk - at "mærke efter" hvilket center der aktiveres i forbindelse med det smil man møder:

Et glædessmil ledsages for eksempel af aktivitet i hjernens 'belønnings'-kredsløb, og bare det at se på sådan et smil kan aktivere nogle af de samme nervebaner hos den der ser det. Når man efterligner et venskabeligt smil, sættes en anden hjerneaktivitet i gang, nemlig den del af hjernen, der kaldes den orbitofrontale hjernebark, som sætter os i stand til at skelne vores følelser for mennesker, vi har et nært forhold til, fra vores følelser for andre mennesker. Den orbitofrontale hjernebark bliver for eksempel aktiv, når forældre ser deres egne spædbarn smile, men ikke når andres børn smiler. (/) "Når vi tager andre menneskers smil til os, bliver vi ikke alene i stand til at genkende dem. Vi bliver også i stand til at genkende falske smil. Når vi ubevidst efterligner et falsk smil, mærke vi ikke den samme hjerneaktivitet, som når smilet er ægte. Og denne ubalance fortæller os, at der er noget galt", sige Paula Niedenthal.

Jeg har lige været på en charterferie, og der var en del unge ægtepar med. Og jeg blev endnu en gang fascineret af det fænomen at så mange unge ægtefæller ligner hinanden utroligt meget i ansigtet. Ansigtstrækkene virker nærmest som kopier af hinanden, trods kønsforskellene: de samme øjne med sammen omgivelser, den samme form på næsen, og ikke mindst den samme mund, læber, smil og tænder. Det er som om de har set sig i et spejl når de har mødt og set den anden, og sagt: Der er hun/han(=jeg)!
   Der må  være tale om forhold der er startet med en slags genkendelsens glæde. En slags aha-oplevelse ved at den anden matcher ens eget spejlbillede. Og alle disse ægteskabsforhold må utvivlsomt være igangsat gennem udveksling af ægte smil, som har aktiveret det samme "forelskelsescenter" og udløst særlige "lykke- og kærlighedshormoner" i hjernen hos dem begge.
   Wikipedia fortæller det sådan:

Forskerne har fundet ud af, at intens romantisk forelskelse, som fysiologisk foregår i højre hjernehalvdel, har mere at gøre med aspekter som motivation, belønning og drivkraft end det har med følelser og sex at gøre. I dag kan forskerne pege på lige netop de to områder den menneskelige hjerne, der sørger for at gøre os forelskede: Det såkaldte VTA-område (Ventral Tegmental Area) - i bunden af hjernen og nucleus caudatus i midten af hovedet. Begge områder er vigtige for hjernens system for motivation, belønning og drivkraft og er involverede i produktionen af stoffet dopamin, der blandt andet er med til at skabe intens lykkefølelse i os. Det forklarer også, hvorfor en forelsket person føler sig drevet til at vinde sin elskede. Også stoffet serotonin har en vigtig rolle, fordi det regulerer vores humør. Jo højere produktion af serotonin i hjernen, jo gladere er vi. Forelskelsens styrke og det faktum, at VTA-området og nucleus caudatus tilhører den primitive del af hjernen, som vi til dels har tilfælles med andre pattedyr, får forskerne til at konkludere, at forelskelse slet ikke er en følelse, men at der er tale om en primitiv drift.

Bemærk især at "forelskelsesmachet" lokaliseres i højre hjernehalvdel, den del som i kreativitetsforskningen forbindes med kreative kognitive processer; og at de stoffer der spiller med i oplevelsen: dopamin og serotonin også er dem som bliver aktiveret kreativitetsteoriens flow-tilstand.

I et af de foregående blogindlæg blev jeg klar over at en del af (måske alle) de forskellige typer af aha-oplevelser som man kunne opregne og identificere som sådanne, bestod i at man oplevede et match efter en søgeproces, ligesom når politiet har fundet et fingeraftryk på gerningsstedet, og derefter finder et match i deres fingeraftryksarkiv. Eller når man lægger et puslespil og der er et "hul" - en tom plads til en brik, og man så finder den brik blandt de løse som matcher formen på den tomme plads: Der var den, den matchede! Eller hvis man har en lås i en yderdør, og det er mørkt, og man så prøver de forskellige nøgler i ens nøgleknippe i låsen, indtil man finder den der matcher, så man kan låse døren op.

En lang række af kreativitetpsykolgiens test-opgaver som de bruger til at spotte om folk kan "tænke ud af boksen"- altså kan tænke kreativt, går præcis ud på at finde ud af om testpesonen hurtigt kan finde et "match" i forskellige opgaver. Eksempelvis:

Hvilket enkelt ord giver sammenhæng til: hul, farve, kat? Svar: sort! Hvilket enkelt ord giver sammenhæng til: æble, svaghed, slange? Svar: Paradis!

Her runder jeg så af ved at komme i tanker om det oldgamle græske begreb: mimesis, der betyder efterligning, imitation - og som er beslægtet med begrebet og fænomenet at mime. I forbindelse med kunst, litteratur, malerkunst, teater, billedhuggerkunst, refererer begrebet til at kunsten skal ligne eller efterligne virkeligheden for at virke overbevisende og forløsende på publikum. Altså i en eller forstand matche publikums bevidste eller ubevidste forstillinger om virkeligheden - og om sig selv og sine medmennesker.
   I lyset af det foregående om spejling, så indebærer det virkelighedsefterlignende i for eksempel en teaterforestilling at vi lever med i den og bliver "opslugt" af den fordi der i hjernen aktiveres de samme centre som hvis vi selv havde udført de handlinger vi ser på scenen, samtidig med at der udløses et spektrum af forskellige følelsesstimulerende stoffer.
   Jeg kommer til at tænke på de helt store mimikere som jeg i årenes løb har set på scenen og i biografen: Marcel Marceau og Dario Fo, for eksempel. Hvordan det kan løbe en koldt ned ad ryggen når man ser mime-kunstneren efterligne bevægelser som i den grad matcher det alle meneske gør når de gør det de gør.
   Og så er der jo spørgsmålet om ægte og uægte. Det er ikke bare noget der er vigtigt i smilende forhold mellem mennesker. Sådan taler man også om kunst: Er det ægte eller falsk, er det autentisk eller "gemacht"?
   Det må jeg vende tilbage til senere: Hvornår er et match alligevel ikke et rigtigt match?