Sider

Viser opslag med etiketten endorfiner. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten endorfiner. Vis alle opslag

torsdag den 14. juni 2018

Om FLOW - og mulighederne for at begrænse ubehagelige bivirkninger af sygdom ved bevidst at søge at komme i flow.




Som en af de mange personligt positive oplevelser jeg har haft ved at researche og skrive indlæg til denne blog,  har været aha-oplevelsen ved at støde på begrebet 'flow' og den særlige tilstand det dækker over.
   Sidst blev jeg mindet om det ved at (gen-)læse Peter Bros relativt nyudkomne, og på mange måder usædvanlige, men svært læsbare fagbog: Aha-oplevelsen - Arven fra Alfred Nobel. 
   Dels beskrives og modeltegnes flow-processen i det sidste hovedafsnit, og dels er det en vigtig pointe at bogen som helhed ved nærmere eftersyn viser sig at være et produkt af et meget kraftigt flow-forløb hos forfatteren, et forløb som  derefter har svært ved at frigøre sig fra sprogligt - i den endeligt tekst henvendt til læserne - til skade for den optimale formidling.
   
Begrebet 'Flow' har både Peter Bro og jeg fra den epokegørende bog fra 1990 - med netop det ord som det første i titlen, og med undertitlen: The Pychology of Optimal Experience. 
   Forfatteren har det - set fra en ordblinds synsvinkel rædsomme  navn: Mihaly Csikszentmihalyi. 
   Seks år efter udkom bogen: Creativity - Flow and the Psychology of Discovery and invention. Af samme forfatter. 
   Den fik meget stor indflydelse på en masse af de indlæg om kreative processer og særligt kreative personligheder som jeg har skrevet i de otte år efter jeg begyndte på bloggen her. 

Selv om man nemt kan slå en masse gode og klare definitioner og henvisninger op ved at google ''flow", så er jeg alligevel også nødt til at definere og illustrere her - for selv at have et afsæt fra at komme videre. 
   Dansk Wikipedia:
Flow kan defineres som en tilstand af selvforglemmende opslugthed af en aktivitet, der fuldstændig lægger beslag på individets opmærksomhed og giver en fornemmelse af uanstrengt og spontant at kunne styre. Oplevelsen er ofte forbundet med at glemme tid og sted og med en intens følelse af mening, tilfredshed og styrke. Den optræder oftest i grænselandet mellem på den ene side angst – hvor der er for mange krav, muligheder og udfordringer – og på den anden side kedsomhed – hvor der er for få. Normativt lægger begrebet op til at lære mennesker at styre deres opmærksomhed eller psykiske energi ind imellem de to poler for at øge lykke, nydelse, glæde og livskvalitet.
 Og sat på modelform

Tilføj billedtekst

Fysiologisk er det der kendetegner flow-tilstanden at der udløses en række lykkehormoner, endorfiner som påvirker det særlige center i hjernen som er aktivt når vi er lykkelige.

Det jeg blev klar over på et vist tidspunkt, var at jeg gennem begrebet og fænomenet 'flow' kunne forklarer hvorfor jeg absolut intet husker om de fysiske og mentale strabadser det utvivlsomt tungt har ledsaget de research- og skriveprocesser som er mundet ud i bøgerne: Faktion som Udtryksmiddel, De Levende Billeders Dramaturgi, I-II, og Poul Martinsen - Besat af Virekelighed.
   Jævnfør hvad der står i citatet ovenfor: 
Oplevelsen er ofte forbundet med at glemme tid og sted og med en intens følelse af mening, tilfredshed og styrke
Som en tilføjelse til hvad man typisk "glemmer" når man er i flow, kunne man fremhæve: sine egen fysiske krop, sanseindtryk (fx smerter) som er irrelevante for opgaven, bekymringer, angst.
   Siden er jeg også blevet klar over at når jeg blev oplevet som en god underviser af mange den gang jeg underviste meget, så hang det sammen med at når jeg stod og underviste og gjorde mig maksimalt umage, så kom jeg også i flow (og tiden løb typisk fra mig).
   Min gamle kollega udi undervisning i dramaturgi, efterkritik og konceptudvikling, Pia Marquard, bemærkede for mange år siden - efter at vi havde undervist sammen nogen gange og oplevet hinanden i pædagogisk aktion - at det havde overrasket hende at det nærmest var som om jeg skiftede personlighed når jeg kom på. 

Bedriver man sport, så har sportsfolk et særligt navn for at komme i flow: "to get into the zone'. Og generelt forstår man blandt psykologer spillelidenskab eller samlerlidenskab som en form flow-afhængighed. Det første kender jeg ikke noget til, samlerlidenskab har været en integreret del af mit liv siden jeg var barn.
   Og musikere kender en tilsvarende oplevelse, når de fx. spiller 'over evne' eller 'improviserer' sammen. Og børn når de er fuldt optaget af en fælles leg.

For mig var det også en stor aha-oplevelse da jeg blev klar over at begrebet kunne knyttes tæt til det som  jeg havde undervist i i mange år: Dramaturgi.
   Når publikum læser en godt skruet samme krimi - en såkaldt ´page-turner´, og herunder glemmer sig selv, tid og sted - læser hele natten, så er de kommet i flow. Og det er et produkt af forfatterens fortællekunst.
   Det samme gælder 'selv- og omegns-forsvindingen' mens man som publikum ser en fremragende film, et vellykket teaterstykke eller et god tv-program. Det skyldes den 'forførerkunst' som forfatter og instruktør og skuespiller til sammen udøver i forhold til publikum.

Så kommer vi til den ekstra aha-oplevelse jeg har haft i de snart 2½ år jeg har haft den forbande kræftsygdom kronisk myeloid leukæmi: CML.
   I den periode har de såkaldte bivirkninger af den skiftende medicinske behandling både mentalt og psykisk været værre og nedbrydende end selve sygdommens påvirkning af sind og krop. 
   Nogle af disse bivirkninger kan man så forsøge at mildne, ved at tage endnu flere piller. 
   Piller på piller på piller.

Nu er piller uanset deres mere eller mindre positive indvirkning på en sygdomstilstand, ikke særlig godt for kroppen, specielt ikke i de lange løb. 
   Piller er altid en form for kemo-terapi som rammer 'bredere' end netop den sygdom det er målet at behandle eller bekæmpe. 
   Ens krop bliver gjort til et biokemisk eksperimentarium. Og det "bredere" i det fysiologiske system pillen rammer, er det der betegnes som 'bivirkninger' - og som jeg efterhånden synes hellere skulle betegnes: OMKOSTNINGER. 
   
Og i den her sammenhæng er de så at jeg er blevet klar over at hvis jeg ved viljens hjælp kan få startet en af de arbejds- eller produktionsprocesser der gør at jeg kommer i flow, så fungerer det som en meget bedre dosis modgift mod diverse bivirkninger end alt det pilleri. 
   Altså: Får jeg - trods stor træthede og smerter i knoglerne - slæbt mig hen til computeren og får påbegyndt et blogindlæg om noget som interesserer mig, men som jeg ved for lidt om til - endnu - at kunne skrive frit om, så kan der pludselig være gået 3-4-5 timer hvor jeg har været så så optaget af arbejdsopgaven at jeg helt har glemt hvor syg jeg er.
    Det samme oplever jeg selvfølgelig når jeg får mig taget sammen til at påbegynde og gennemføre en  enkelt eller en hel serie akvareller. Når jeg først sidder der ved mit arbejdsbord og maler, så er jeg blind og døv for alle de ubehagelige fysiske impulser som kommer inde fra som ubehagelige nervesignaler. 
   Og tricket til at komme igang er meget ofte at jeg har nogle bestillinger til bestemte motiver (i form af fotos) liggende fra familie og venner som forventer at jeg - på et eller andet tidspunkt - leverer, så de kan få en peterharms-akvarel op at hænge på væggen.
   Og også når jeg laver mad, hvad jeg gør næsten dagligt, oplever jeg det - tiden , ked-af-det-heden og smerterne i hoften forsvinder i tåger.
   Og når jeg har gæster som skal beværtes og underholdes. Alle bekymringer, uro og angst forsvinder - for en tid - nemlig så længe jeg går op i opgaven. 

Jeg har tænkt at man begrebsmæssigt kunne forestille sig at flow-processen i virkeligheden bedst kunne forstås som en perlerække af aha-oplevelser, hvor den ene udløser den næste - nærmest som serier af forbundne kanonslag hvor eksplosionen af den ene udløser at lunten tændes på det næste.  

Flow-tilstanden er som nævnt forbundet med udløsningen af en serie vigtige 'lykkehormoner i hjernen. 
   De fire mest velbeskrevne er: dopamin, serotonin, oxytocin, endorfiner. 
   Her et link til en tekst der kort beskriver de forskellige flow-hjælpende stoffers særlige bidrag til tilstanden.
https://www.huffingtonpost.com/thai-nguyen/hacking-into-your-happy-c_b_6007660.html?guccounter=1

lørdag den 23. september 2017

Hvad gør godt design godt for - og gør det mere end godt?

Wegener: Flaglinestol

I Politiken den 22-09-17 i Kultursektionen under den faste rubrik 'Signatur', under dagens store satiretegning, der har Marcus Rubin en kommentar under overskriften:
Apple og Moleskine redder arbejdsglæden 
Manchetten fortæller at
Skønhed betyder noget. Snarere end at rase mod Apples dominans burde flere tage ved lære.
I versionen på nettet er overskrift og manchet smeltet sammen til:
Det er let at rase mod Apple. Men skønhed betyder noget og kan betale sig. Apple og Moleskin redder min arbejdsglæde
Jeg citerer lige det centrale afsnit i kommentaren:
I årtier synes Microsofts ret ucharmerende, men funktionelle produkter at være sejrherren i techslaget, men i de sidste 10-15 år har Apple heldigvis klart vundet. Sagen er nemlig, at skønhed betyder noget.
   Denne tekst er skrevet på en Mac, som jeg af mine egne højt beskattede penge har købt og betalt, fordi jeg synes, den er smukkere og behageligere end den sådan set ganske funktionelle Lenovo, som avisen har stillet mig til rådighed. Det er en luksus, som jeg har tilladt mig, men også noget, jeg er fuldkommen overbevist om gør mig både gladere og mere produktiv.
   Jeg er simpelthen mere fristet til at sidde og – i mit tilfælde – skrive på min Mac, end jeg er på en generisk PC.
   Det lyder banalt og måske overfladisk, men faktisk er jeg overbevist om, at der gemmer sig en dybere indsigt, som Apple forstod før og bedre end de fleste andre moderne selskaber.
   Nemlig, at selv om sådan en som jeg ikke ved noget særligt om design, anerkender og nyder jeg det, når det bliver stillet foran mig.
   Vi mennesker har en iboende evne til at værdsætte skønhed og kvalitet.
Og senere skriver han om Apples Godfather Steven Jobs' tilsyneladende ustyrlige og for mange at se helt hysteriske optagethed af det perfekte design:
Men der er mening med galskaben. Det er troen på, at skønhed ikke er overflødigt, end ikke inde i en computer.
   Det er det, som gennemsyrer Apples produkter og for millioner af mennesker har gjort dem uimodståelige.
Skidt med afsættet i "raseriet" som blot er journalistisk legitimation for at bringe kommentaren.
   Men postulatet er altså at det at sætte pris - altså ekstra særlig stor pris - på produkter der viser sig at have et bemærkelsesværdigt og fremragende design som sit kendemærke (som Appels Mac-computere), er noget der udspringer af en medfødt - "en iboende evne".

Hvorvidt nydelsen af skønhed er præprogrammeret i hjernen og kroppen, eller det er noget der er tillært, er et spørgsmål jeg for godt et år skrev en række indlæg om. Det første indlæg i serien finder du her:
Den serie af blogindlæg tager hovedsagelig udgangspunkt i malerkunst og skulptur. Og nævner ikke design.
   Men pointen er klar: forskningen tyer på at oplevelsen af (glæde ved) skønhed er et spørgsmål om "proccessing fluency" - dette at det visuelle input 'glider ind' - umærkeligt og under bevidsthedsgrænsen - hos modtager og bruger - uden mærkbar mental eller fysisk modstand. Det føles både nemt og rigtigt at bruge og man glæder sig til næste gang. Men det er så også en pointe at skønheden skal opleves på en baggrund af 'grimhed', en kontekst af ikke-skønhed.
  
Spørgsmålet er om den pointet også kan overføres til betydningen og effekten af godt design på sindet. Marcus Rubins ordvalg peger i den retning: "gør mig gladere og mere produktiv", "mere fristet til at skrive", "nyder det", "gjort dem uimodståelige".
   Noget peger klart imod at godt design udløser nogle af de stoffer i hjernen (endorfiner) som stimulerer belønningssystemet, så det er nemmere at komme i flow ved computeren eller når man tager noter - hvis man er indrettet som Marcus Robin.
   Og det er mange andre også, som han argumenterer for sit synspunkt med.

I serien af blogindlæg om 'Glæden ved skønhed' afsnit nr. 5 introducerer jeg et begreb som jeg den gang ikke havde mødt før: 'Transient Hyperfrontality' som indebærer ...
... at hjernens bevidste styre- og kontrolsystem som sidder i det man kalder 'frontallapperne', at det for en tid svækkes, 'de-reguleres', 'går i slow-motion' (eller 'går helt i dvale'), - for så bagefter at kunne dukke op og tage kontrollen igen - og for på det tidspunkt at kunne udnytte de input - de ideer og løsningsforslag som andre dele af hjernen af sig selv har produceret mens den i en periode har fået lidt (eller meget) friere tøjler.
Læs mere her, blandt andet om "altered states of conciousness" som er det jeg tror ekstraordinært godt designe hjælper modtagerne og brugerne til lettere at komme i, en mental tilstand som man derefter vil kunne trække på under løsningen af en arbejdsopgave:
http://petersudsigt.blogspot.dk/2016/11/nar-frontallapperne-slapper-af-og.html
Med en anden terminologi kan man sige at hjernens indbyggede 'normale' latente hæmnings-niveau for en tid svækkes eller sænkes.
   Det muliggør - åbner - flere aktive neurologiske forbindelser (nervebaner, synapser) mellem forskellige dele af hjernen, forbindelser som er nødvendige hvis den foreliggende opgave skal løses på en ny, kreativ og overraskende måde.
 
Og det kunne så også være mit bude på en forklaring på Marcus Rubins (og mange andres oplevelse, herunder mine egne tilsvarende) at det at omgive sig med brugsgenstande, fx. møbler eller køkkengrej, med ekstraordinært godt design, at det bidrager til at det er nemmere at komme i et kreativt flow når man skal eller er igang med en opgave, et flow hvor hjernen ubesværet og nemt skifter mellem de to neurologiske netværk: det indadvendte imaginations-orienterede og det udadvendte opgave-orienterede.

I overskriften på kommentaren i Politiken indgik også navnet på et andet produkt som Marcus Rubin lovpriser for sin særligt tiltrækkende æstetiske kvalitet - altså for sit suveræne design: en Moleskine notesbog.
   Og mens Apple som navn, brand, og pionerfirma inden for design af elektroniske produkter er kendt af næsten alle, så er 'Moleskine' utvivlsomt kun kendt inden for en snæver kreds - en 'elite' tør man måske endda sige, i lyset af den debat der nu har bragt en række diskussioner i pressen op på et plan hvor ingen mere forstår hvad hinanden snakker om.
   Jeg har en erindring om at jeg selv en gang for en del år tilbage anskaffede mig sådan en Moleskine notesbog, sikkert den gang jeg var TV-direktør (1992-98).
   Men for mig var oplevelsen altså ikke at jeg blev permanent fristet til  køb, ligesom jeg i øvrigt ikke skriver på Mac-computer (jeg har gjort det i nogle år i 90'erne, men det er længe siden.). Og min smartphone er heller ikke en iPhone, men én med android-styresystem.
   Så der er grænser også for uimodståeligheden i Apples og Moleskine superdesignede produkter.
   
Her er hvad Wikipedia indledningsvis fortæller om 'Moleskine':
Moleskine (Italian pronunciation: [mɔleˈskiːne]) is an Italian manufacturer, papermaker and product designer founded in 1997 by Maria Sebregondi, based in Milan, Italy.[2] It produces and designs luxury notebooks, and also includes planners, journals, sketchbooks, leather backpacks, wallets and various accessories and stationery.
   Moleskine's notebooks are stylised to follow the aesthetics of a 'traditional' black notebook with rounded corners and ivory-coloured paper. They are bound in cardboard with a sewn spine that allows the notebook to lie flat. An elastic band is used to seal, and a ribbon bookmark is included along with an expandable pocket inside the rear cover which is packed in a paper banderole.
   The name Moleskine does not have an official pronunciation in any other language except Italian.
Om sit forhold til den særlige notesbog, som altså associeres med forholdet til Apple-produkter, skriver Rubin:
Apple er selvsagt langtfra de eneste, som forstår dette. Et andet eksempel fra min egen verden er Moleskin-notesbøgerne.
   Igen en lille luksus, jeg og masser af andre skrivende køber til os selv, selv om vi bare kunne snuppe en gratis blok på kontoret. Hvorfor?    Fordi oplevelsen er lækker. Man har lyst til at tage noter i en Moleskin og føler sig mere kreativ og klog.
   Er det nødvendigt? Nej, måske ikke. Men det øger betragteligt glæden ved arbejdet og fristelsen ved at give den en ekstra tand. Lyder det forkælet?
   Det er det selvsagt også. Både Apple og Moleskin kommer et godt stykke oppe i Maslows berømte behovspyramide. Men det er trods alt deroppe, en stor del af os lever.
   Der er grimhed nok i et moderne kontorliv. Tak til Apple, Moleskin og alle de andre for at minde os om, at der også er et marked for elegance og smukt design.
Sådan ser den ud (findes i mange udgaver og med forskelligt ekstraudstyr der også koster kassen):


Søger man på nettet efter formuleringer af principper for godt design, dukker der en masse henvisninger op på navnet Dieter Rams, en kendt designer som er ophavsmanden til "10 principper for godt design". 
   Ifølge ham bør godt design følge nedenstående principper:
  1. Godt design skal være innovativt
  2. Godt design gør et produkt brugbart
  3. Godt design er æstetisk
  4. Godt design gør et produkt forståeligt
  5. Godt design er diskret
  6. Godt design er ærligt
  7. Godt design er langvarigt
  8. Godt design er gennemtænkt til mindste detalje
  9. Godt design er venligt
  10. Godt design er så lidt design som muligt
Læs udfoldelsen af principperne her:
https://en.wikipedia.org/wiki/Dieter_Rams#Examples_of_Dieter_Rams.27_works
Jeg er overbevist om at Dieter Rams med disse principper rammer meget præcist i forhold til det som Marcus Rubin oplever og skriver om.
      Wikipedia giver designeren disse ord med på vejen:
Dieter Rams (20. maj 1932 i Wiesbaden) er en legendarisk tysk industriel designer, som arbejdede for det tyske firma Braun i 1960'erne. Hans design er berømt for det meget minimale udtryk og brugervenlighed, som stadig virker tidløst. Hans design har været en kæmpe inspiration for mange designere siden som chef-designer hos Apple Inc. Jonathan Ive[1][2].
Flere af min køkkenmaskiner er - tilfældigvis - af mærket Braun.

Jeg er så heldig at min frue som er uddannet inden for design, har fornemmelsen for godt design på rygraden og helt inde i sin kreative sjæl.
   Det har jeg sådan set også. Og da jeg var helt ung og måske ville være arkitekt, designede jeg faktisk et sofabord til mine forældre, som jeg i erindringer tænker på som godt design.
   Men fordi jeg også er lidt nærig, så har jeg i årenes løb, købt brugsgenstande til vores fælles hjem, som ikke levede op til fruens standard for godt design. Og som lige så stille er røget ud igen.
   Og fordi jeg i mine helt unge dage (1966)  købet Wegners 'flagline-stol' hos en marskandiser på Nørrebro uden at ane noget som helst om hvem der havde designet den og hvad den skulle vise sig at blive værd, så dokumenterer det at jeg - uden forstyrrelser fra den økonomiske virkelighed - også har en nærmest medfødt fornemmelse for godt design.
   Men efterhånden er jeg lært af fruen at når jeg synes noget er godt designet, så skal jeg glemme hvad det koster. Og så viser det sig at vi gang på gang er meget enige om hvad vi vil have ind i vores stuer og køkken.
   Jeg kan inden for de seneste år nævne nye lamper og nye reoler som er udtryk for særligt godt design, og som vi har købt i forbindelse med en nyindretning af de centrale rum i vores hus.
   Fx de her to design-berømmede artifakter: At Bo-reolen og Carravaggio P3-pendlen:

Carravaggio P3-pendel
At Bo-reolkasser

Jeg kan også nævne alle de mange Eames-siddemøbler jeg i årenes løb har anskaffet (efter at fruen havde gjort mig opmærksom på deres eksistens og helt særlige design-kvaliteter for mange år siden).
   Jeg nyder i den grad både at se på dem og sidde i dem:

Eames: EA 219

Eames: Compact sofa
Eames: EA 124

Især vil jeg fremhæve Eamsernes 'Compact'-sofa, et møbel som jeg blev forelsket i ved første blik da jeg så det på en Paustian-udstilling for en del år siden, og som jeg flere år senere erhvervede mig stort set fra ny på en netauktion - til en pris der var en tiendedel af hvad den ellers koster hos Paustian og på seriøse internationale møbelfirmaers hjemmesider.
   Som en lille specialitet: En scenograf på en af mine tv-arbejdspladser havde købte tre af den her type møbler til et talk-show. Prisen blev der ikke spurgt om.
  Jeg købte to stole og en sofa for en billig penge da der skulle ryddes op og ud på rekvisit-lageret:
  Collezione Giorgetti Progetti:

Min er den første fra højre

Mine to er den første fra venstre

Jeg vidste intet om denne møbelkollektion og deres italienske designer  - andet end at de bare havde det særlige design-touch som gjorde at det kunne være 'sjove' at have nogen af dem i sit daglige nærområde.
   De koster fra ny omkring det samme som Eames-stolene

Så er der nogle nyere anskaffelser til mit arbejdsværelse som også i mit hoved lever op til betegnelsen bemærkelsesvis godt design:
   Zanatta rundt bord i to etager på hjul:

Zanetto Giro rundt sofabord på hjul

Og her et let og smukt enkelt og velfungerende skrivebord af bambus, som Politiken plus har haft til salg i længere tid, og som jeg faldt for ved første syn og købte:

We Do Wood Field Skrivebord - Bambus
Og betyder det så noget - som Marcus Rubins kommentar peger på - at man til daglig omgiver sig med og bruger artifakter - brugsgenstande - af usædvanligt godt design (dvs design som har langtidsholdbarhed)?
   - Ja, jeg synes jeg oplever det - fx når jeg kommer hjem til vores hus eller sommerhus efter en længere tur i byen; gennem årene er det jo gradvist blevet gennem-møbleret med den slags kvalitetsdesignede møbler: 
   - Et stille sus af nydelse ved syn og gensyn med artifakter som man ikke bliver træt at opleve. En følelse der skyldes at synet udløser en mild dopamin-injektion i hjernens belønningssystem der sænker frontallappernes kontrol - nok til at gå igang med en opgave i lidt højere humør.
   Og jeg er faktisk ikke i tvivl om at mit veldesignede habitat hjælper på lysten til at skrive mine lidt skæve blogindlæg - og male gode og lidt specielle akvareller.
   Selv når humøret ellers er i bund - eller slæber sig af sted i en relativt lav mental flyvehøjde, så stimulerer den slag eksempler på særligt 'outstanding design' i omgivelserne mine (og fruens) mentale energier, er erfaringen.
   

tirsdag den 19. januar 2016

Bordtennis, hjernen og kreativiteten

En artikel i Information før jul (20/12) satte gang i nogle erindringer. Rubrikken var et citat fra artiklens brødtekst:
'Der kan ligefrem være en form for ekstase over det'
Artiklen der er skrevet af Rasmus Bo Sørensen, handler om effekterne - de positive - på hjernen - af at spille bordtennis.
   Underrubrikken lyder:
I århundreder har filosoffer og forskere været optændt af ideen om at forbedre hjernens kapacitet. Nu har en gryende videnskabelig interesse for et 150 års gammelt boldspil kastet en ny teori af sig. Den siger, at man kan blive klogere af at spille bordtennis. Men klogere på hvad?
Artiklens case er en studerende i engelsk og kommunikation, Zoran Lekovic, som efter eget udsagn som voksen 'spillede sig ud af en depression', og som offentligt i forskellige medier har gjort sig til talsmand for bordtennissportens helende effekt på hjernen.

Jeg har tidligere skrevet om hvordan fx kunst på væggene i sygehuse og musik af Mozart angiveligt kan være helende for helbredet og stimulere hjernen - fx dens kreative funktioner.
   Nyere hjerneforskning tyder på at en lang række forskellige fysiske og mentale aktiviteter kan udløse en coctail af hjernestimulerende hormoner - neurotrasmittere kaldet - som 'booster' hjernen og som giver udøverne en oplevelse af glæde og velvære.
   Der sker det at hjernen derigennem får lettere ved at 'få hul igennem' og skabe koblinger mellem neuroner i forskellige centrer i hjernen. Og det er godt - også for kreativiteten.
   Det handler om at komme i den tilstand som kreativitetsforskerne kalder "flow" - og som på daglig-engelsk har fået tilnavnet 'high': 'runners high', 'writers high', helpers  high', 'painters high' m.fl.
   Det er en 'selvforglemmende tilstand' - bevidstheden om tid og sted tåger ud når man er i den - indtil målet er nået.
   Jeg har selv oplevet tilstandene 'writers high' og 'painters high' når jeg har skrevet mine fagbøger - og i de senere år når jeg har malet akvarel. 
   Og også når jeg skriver (nogle af) mine blogindlæg. Det er nok den inderste forklaring på at jeg bliver ved: 'writers high'.
   Jeg tror også at man med rimelighed og fagligt funderet på tilsvarende måde kan tale om 'the ping-pong high'.

Bordtennis har været den eneste (sammen med svømning) sportslige aktivitet jeg  - on and off - har dyrket siden jeg var 8-10 år  og helt op til midten af 90-erne. Ikke konstant og uafbrudt, men jævnligt. Og i privat regi - ikke i klub.
   Selv om jeg altid har være 'kropsdoven', har jeg i min barndom og ungdom dog periodevis drevet andre former for idrætslige aktiviteter: fodbold, skiløb, badminton. Men stabil har jeg aldrig været.
   Bordtennis spillede jeg i min barndom med kammerater på spiseborde der var nogenlunde store. Siden udgjorde en finerplade i de rigtige mål den bane vi spillede på.
   I USA hvor jeg var 'foreign exchange student' i et år (1961-62) hos en kreativ og varm familie, var det rum jeg havde fået som mit værelse i familiens hus så stort at der var god spilleplads til et grønt bordtennisbord i de rigtige  mål og med et net i de rigtige proportioner. Og i det år spillede min ældste amerikansk 'bror 'Jimmy og jeg jævnligt ping-pong der om aftenen.
   Det nød jeg - også fordi jeg ikke ellers var aktiv sportsudøver det år.

Jimmy, 17 år
Peter, 18 år
Artiklen i Information er lidt tungen ud ad vinduet. Forskellige autoriteter citeres, forskellige forskere interviewes, og det man kan blive enige om, er at både bordtennis og andre former for krævende fysisk aktivitet stimulerer hippocampus og kan bidrage til at der skabes helt nye hjerneceller i den del af hjernen.
   Hippocampus er afgørende for etablering og opbevaring af erindringer, og mere generelt for hjernens hukommelsesfunktion. Den er også afgørende for vores rumlige hukommelse og orienteringsene.
 
Jørgen Leth som har skrevet 'Sportsdigte' (1967), har fortalt om "både mentale, sanselige og æstetiske dimensioner af bordtennissporten", fortæller artiklen. Og følger op med et citat:
»Bordtennis kræver en helt utrolig stærk tilstedeværelse i hvert eneste sekund« siger Jørgen Leth. »Der er ingen rolige punkter i bordtennis, ligesom der er i fodbold og cykelløb og i tennis, som også er et langt mindre intensivt spil. Man kan ikke slappe af. Alting er hele tiden på det absolut yderste.«
En hjerneforsker Troels W. Kjær hører til de mere skeptiske, men fremhæver dog de kvaliteter alle hjerneforskere kan blive enige om:
»Der er meget godt at sige om bordtennis, for det er et spil, der aktiverer en lang række områder i din hjerne på samme tid. Du skal både bruge din langtidshukommelse, din koncentrationsevne, din nær- og fjernsansning, din reaktionsevne, din strategiske tænkning, din motor planning og din syns- og høresans,« siger han.
Det jeg selv husker fra da jeg selv spillede bordtennis jævnligt, var at jeg var meget fascineret af at spillet simpelt hen foregik stort set ubevidst - simpelt hen fordi det gik så hurtigt.
   Jeg spillede rimeligt godt, og det var et stående mysterium for mig hvordan det kunne lade sig gøre at spille rimeligt godt udelukkende på en ubevidst 'intuition' - uden for bevidsthedens og den bevidste tænknings domæne og kontrol. Og uden at nogen havde trænet med mig eller fortalte mig hvordan jeg skulle tænke for at vinde.

Hvor hurtigt spillet går, har artiklens journalist også fundet forskningsmæssigt belæg for:
I en professionel bordtennisduel kommer bolden i gennemsnit over nettet med en hastighed på 100 km/t fra et udgangspunkt blot tre meter væk. Det giver hver spiller et kvart sekund til at reagere. Det vil sige et kvart sekund til at fortolke modstanderens kropssprog – hans håndled, hans albue, hans hofte og hans skuldre.
   Et kvart sekund til at registrere boldens bane gennem luften – dens fart, dens højde, dens vinkel og dens skru. Et kvart sekund til at udtænke et passende modtræk – en forhånd, en baghånd, et angreb eller et forsvar? Og et kvart sekund til selv at komme i stilling – til selv at finde sin position, gennemføre sit eget slag og sende bolden retur over nettet. Et kvart sekund. I alt.
Her en af flere YouTube videoer der fortæller historien om hvor godt bordtennis er for hjernen:


Med til historien om betydningen af fysisk aktivitet hører at jeg omkring 1996 tog mig sammen til at begyndte at svømme hvor morgen i den lokale svømmehal. Som kropslig aktivitet i sammenligning med bordtennis stort set i den modsatte ende af spektret: roligt og regelmæssigt - i hvert fald for mit vedkommende.
   Og da jeg først kom ind i vanen, så blev jeg - og er stadig - mentalt og fysisk afhængig. Jeg har det nu sådan at hvis jeg ikke får afviklet min morgensvømning (500 - 750 m pr. morgen, 700-1000 svømmetag), så har jeg det simpelt hen dårligt - en slags abstinenser - resten af dagen.
   Og fruen fulgte heldigvis trop med morgensvømningen.
   
Ud over det rent fysisk at komme igang hver dag, så virker morgensvømningen på mig som en form for meditation, noget jeg tidligere jævnligt har skrevet om - og selv dagligt praktiseret siden 1976  (retning: TM = Transcendental Meditation).
   Nu er det sådan at når fruen og jeg af og til diskuterer om vi måske skulle flytte til en anden by, så er det første spørgsmål der skal afklares, dette: Er der en svømmehal med mulighed for morgensvømning hver dag?
   Hvis ikke, så er den by på forhånd udelukket.

Jeg har så lige  søgt på danske hjemmesider om noget der var skrevet klart og tydeligt og fagligt funderet, om betydningen af fysisk aktivitet for hjernens funktion.
   Det følgende citat er et godt bud - fra en konsulenthjemmeside "Aktivitetspiloterne" - der er front for to universitetsuddannede kandidater fra Institut for idræt og ernæring:
Når man er fysisk aktiv, vil pulsen stige, fordi musklerne stiller et større krav om at få tilført ilt og næringsstoffer. De arbejdende muskler frigiver også selv nogle stoffer til blodet, som menes at have en positiv effekt på hjernefunktionen. Dette drejer sig om mælkesyre og vækstfaktoren BDNF, som bliver ført via blodbanen til hjernen.
   Hjernen består af en masse hjerneceller, som kommunikerer med hinanden. Jo bedre hjernecellerne er til at kommunikere med hinanden, og jo hurtigere denne kommunikation foregår, des bedre er hjernefunktionen. Det er her, at stoffer som mælkesyre og BDNF har en gavnlig effekt, da de kan være med til at styrke kommunikationen mellem hjernecellerne. Den styrkede kommunikation sker ved, at forbindelser mellem nogle hjerneceller bliver forbedret og/eller, at der bliver dannet flere nye forbindelser mellem disse celler.
   Fysisk aktivitet stimulerer desuden hjernens produktion og frigivelse af dopamin og endorfiner. Dette er "lykkestoffer", der gør, at man føler sig glad og fuld af energi under og efter den fysiske aktivitet. Det påvirker naturligvis også motivationen, men kræver også fra starten en vis motivation for den fysiske aktivitet, man giver sig i kast med.
   Her er det vigtigt at man har succesoplevelser under aktiviteten. Fysisk aktivitet sammen med andre kan desuden have psykosociale effekter, fordi man skaber relationer med andre og får en følelse af fællesskab.
http://aktivitetspiloterne.dk/index.html
Her link til en ældre artikel fra videnskab.dk. med overskriften "Bevæg dig, og gør din hjerne glad":
http://videnskab.dk/krop-sundhed/bevaeg-dig-og-gor-din-hjerne-glad
Og her et link til en artikel i webudgaven af tidskriftet "Psycholgy Today" der gennemgå  hvad fortalerne mener forskningen kan bevidne om meditationens gode effekter på hjernen:
https://www.psychologytoday.com/blog/use-your-mind-change-your-brain/201305/is-your-brain-meditation

søndag den 21. juni 2015

'Kattevideoer' påvirker hjernen så man bliver mere kreativ - eller i det mindste arbejdsom og i bedre humør

Jeg har haft stor succes på Facebook gennem jævnlige indslag af fotos der viser familiens store røde skovkat Fister i aktion - eller det modsatte.
   Som fx de her der illustrerer Fisters kamp om kælende opmærksomhed - i konkurrence med fars morgenavis-læsning:


Med 'succes' mener jeg ikke bare relativt mange "likes" i sammenligning med FB-indlæg og -billeder om andre emner og med andre motiver, men også deciderede positive kommentarer.
   Det samme positive reaktionsmønster har der været når jeg som led i at holde Facebook-liv i Fisters image, har offentliggjort nuttede eller sjove kattevideor fra YouTube, videoer som jeg har fanget i min egen nyhedstrøm og derefter delt  til vennerne med en kommentar der refererede til Fister og hans 'fan-klub'.

Nu holder jeg selv meget af katte - før Fister var der Donna og Plys og Gine og mange flere.
   Jeg har vel haft kat siden 1972. Somme tider kun én, somme tider et par. Og når jeg skriver 'jeg', så mener jeg 'vi' -  familien - og ikke mindst fruen.
   Så derfor har jeg egentlig ikke spekuleret over de mange positive reaktioner. De har så  at sige bare føltes "helt naturlige".

Gratisavisen Metroxpress bragte fredag den 18. juni en videnskabjournalistisk artikel med rubrikken
Kattevideor gør dig bedre på arbejde
Underrubrikken lød:
USA. Amerikanske forskere har undersøgt de voldsomt populære kattevideoer, der faktisk kan være gode for din arbejdsindsats.
Den forsker der citeres, hedder Jessica Gall Myrick, som har lavet en undersøgelse som bygger på 7.000 besvarelser hvor deltagerne har beskrevet deres vaner omkring det at se kattevideoer, og hvad og hvordan de føler ved at se dem - før og efter.
"Efter at have set katte på internettet følte de sige mere håbefulde, positive og inspirerede og mindre nervøse og vrede. Vi så et fald i negative følelser", siger Jessica Gall Myrick.
Der ligger godt 2 millioner 'kattevideoer' på YouTube, og de havde sammenlagt 26 milliarder seere sidste år.

Spørgsmålet er så hvorfor det at se kattevideoer har den både stimulerende og beroligende effekt på psyken og på følelseslivet. 
   Og der er jeg sådan set ikke i tvivl om svaret. 
   For nogle år siden læste jeg en artikel om noget forskning om hvordan det virkede på katteejere og -elskere at sidde og ae deres kat mens den ligger og spinder i skødet.
    Og undersøgelserne viste at indvirkningen på hjernen og psyken af denne aktivitet i den situation havde store ligheder med effekten af at meditere. Stofskiftet og blodtrykket falder. Og man bleiver selv roligere og mere afslappet. 

Med den viden man nu har, så handler det om at man ved synet af disse videoer med katte som hovedpersoner, får udløst et ekstra skud 'krammehormon' i hjernen - den bliver så at sige oversvømmet af oxytocin og af de såkaldte belønnings-endorfiner som stimulerer ens oplevelse af velbefindende.
   Se her et link til en artikel der bekræfter det:
http://pets.thenest.com/petting-cat-release-endorphins-10269.html
Mere generelt så fungerer det 'helbredende' på mennesker at klappe, kæle, kramme, klø, nulre, ae hinanden - og altså også sine kæledyr:
http://edition.cnn.com/2011/HEALTH/01/05/touching.makes.you.healthier.health/
Og det at se nuttede, sjove eller rørende kattevideor, har altså karakter af en venlig mental berøring via den indre skærm der beroliger og stimulerer hjernen til positiv tænkning og reducerer kroppens stresshormonproduktion.
   Artikler der fortæller om Jessica Gall Myrick´s aktuelle forskning, kan læses her - dels i en populær version og dels i hendes egen akademiske version:
http://news.indiana.edu/releases/iu/2015/06/internet-cat-video-research.shtml
http://www.sciencedirect.com/science/article/pii/S0747563215004343

Da Fister som killing vandt fruens hjerte
- og dermed fandt sig sin familie og sit hjem

torsdag den 13. november 2014

Om blogskriverier - som mit mentale marathonløb og hjerne-konditur - 'writers high' er godt til at holde hjernen i form

I denne weekend rundede bloggen her - Peters Udsigt - 200.000 visninger. Der er gået ca. 4½ år efter jeg begyndte på at skrive indlæg til bloggen.
   Jeg ved ikke om det i forhold til andre blogge der formidler viden, analyse og refleksion, er mange eller få.
   Peters Udsigt har 41 såkaldte "følgere" som automatisk får mails når der er et nyt indlæg.
   De første 3 år var antallet af indlæg hhv. 147, 227, 155. Sidste år var antallet 91 - og i år bliver det endnu færre. 
   Når dette 'jubilæumsindlæg' udgives, har jeg skrevet og offentliggjort 683 indlæg som altså alle stadig kan læses fordi de ligger i bloggens arkiv der er ordnet kronologisk.
    Til hvert indlæg skriver jeg fyldige stikord, såkaldte 'etiketter', som gør at indlægget vil dukke op ved en Google-søgning på et af disse stikord. 
   Af såkaldte "kladder" jeg for tiden gemt 43. Det er indlæg som jeg er startet på, men aldrig har fået gjort færdige til udgivelse. Af og til kigger jeg nogle af kladderne igennem, og beslutter om de stadig skal stå der - som en slags reminder om 'unfinished business', eller om de skal opgives og slettes 'for good.
 
Den dalende udgivelsesfrekvens modsvares af  at indlæggene de senere år er blevet meget længere. Jeg kan nemt bruge en lille uges tid på at skrive et indlæg nu, mens jeg de første år typiske skrev et indlæg på en til to dage.
   Det der er sket, er at jeg i mange indlæg i stadig højere grad tillader mig at følge snoede konceptuelle spor og tankemæssige spiraler - og tillader mig at få og udnytte serendipitetiske indfald undervejs i research og skrivning.
   Jeg har som regel ikke  nogen forestilling om hvor det enkelte indlæg skal ende. Og overskrifterne afspejler meget godt at der ikke er tale om journalistiske klummeindlæg - med en vinkel og en klar konklusion eller pointe til sidst.
    Jeg har også for vane at producere serier af indlæg som holdes sammen af et fælles tema. Det kan være indtryk og indfald i forbindelse med en længere rejse til 'langbortistan', fx Kina; eller et tema som er udsprunget af en dybere læsning af en fagbog, fx "Thinking, Fast and Slow"; eller en serie der beskriver min egen udvikling, fx "akvarelmaleriets mysterer" (33 indlæg i den serie er det foreløbig blevet til).
    

Jeg samler udklip fra aviser og noterer ideer ned på gule sedler som afsæt for indlæg jeg kunne tænke mig at skrive. Jeg får løbende samlet mange flere potentielle input end jeg kan nå at skrive om. Så indimellem kan jeg være lidt stresset af den uomsatte bunke af avisudklip og gule sedler, og så må jeg tage mig sammen og sortere og smide ud. 
   Det kan også bidrage til stresset at jeg jo også har en anden permanent produktiv ambition, en der mere trækker på højre hjernehalvdel: at male akvarel, en aktivitet jeg startede på godt et år efter at jeg begyndte at skrive.

Bloggen har, som det fremgår af preamblen, et gennemgående tema: KREATIVITET.
    I praksis betyder det blot at hver gang jeg skriver et indlæg, så er den eneste indholdsmæssige begrænsning at tillægsordet "kreativ" eller afledninger af det, skal indgå meningsfuldt i teksten.
    Jeg har skrevet indlæg om hjerneforsknng, kognitiv lingvistik, arkitektur, malerkunst, litteratur, tænkning, økonomi, psykologi, sociologi, journalistik, faktion, og meget mere. Jeg forsøger at tænke og fantasere på tværs af faggrænser og konventionelle frames i mange af indlæggene.
   En helt afgørende pointe er at jeg - uhæmmet - kan tillade mig at skrive "jeg" i hvert eneste indlæg, og at jeg med flid og lyst tillader mig at blande personlige erindringer og erfaringer fra mit eget liv ind i indlæg om emner som ellers er abstrakte, upersonlige og konceptuelt højtravende.

Jeg har bevidst gjort det "besværligt" for læsere at kommentere indlæg. Man skal nemlig oprette en profil for at man kan få adgang til at skrive en kommentar i bloggens kommentarfelt. 
   Grunden til det er at jeg ikke skriver for at udtrykke og rundsende meninger eller holdninger som skal invitere til modsigelse og debat, men for det mentale afkast selv at blive oplyst og klogere. Det er derfor også alene mig selv som skriver indlæg i bloggen.
   Det er måske dette meget egoistiske motiv til skriverierne der gør at jeg så også er blevet overrasket over at der dagligt er mellem 150 og 400 visninger - sådan i gennemsnit. Men der er naturligvis ingen sikkerhed for at en visning også fører til læsning af hele indlægget.
 
Jeg gør mig umage med at skrive nogenlunde klart, men er ikke bange for at bruge faggudtryk og fremmedord - eller for at bringe lange citater fra eksperter og fagfolk, både på dansk og - især - på engelsk.
   De mange citater har til formål at dokumentere det jeg finder ud af under researchen til et indlæg. Her synes jeg ikke at jeg vil nøjes med link til kilderne. Det skal være nemt at kigge mig i kortene.

Hvorfor begyndet jeg på at skrive indlæg til Peters Udsigt i sin tid?
   Det har jeg ikke fortalt om i det første indlæg, har jeg tjekket. Jeg gik bare igang!

Men jeg ved godt hvad det var for 'kræfter' der satte processen igang: en slags 'abstinenser'.
   Jeg havde i årene inden skrevet af karsken bælg, to tykke bøger - hver i et omfang af to solide bind: "De levende billeders dramaturgi" og "Poul Martinsen - Besat af virkelighed".
   Og da den første var færdig og udkommet, gik jeg stort set straks igang med researchen til den anden.
  Da jeg så var færdig med Martinsen-bogen, troede jeg at nu var det slut med skriverierne - med min  5-6-årige 'film- og tv-raptus'. 
   Jeg nærmede mig pensionalderen og tænkte at det var jo en fin måde at slutte karrieren på - med de to solide bøger. Nu kunne jeg slappe af og mentalt set tage den med ro.
   Men jeg blev klar over at jeg var blevet en slags narkoman i forhold til selve processen "tænke-researche-skrive" - mens det til gengæld ikke betød noget om der kom "bog" ud af anstrengelserne.
  
Og "narkoman" er ikke bare en metafor.
   Jeg fandt ud af jeg kom i "flow" ved at skrive - en tilstand som aktiverer hjernens belønningssystem der i praksis virker som en form for naturlig "doping" via den øgede produktion af endorfiner, serontonin, dopamin mfl. Signalstoffer i hjernen som kaldes "neurotransmittere".
   Og jeg blev klar over at jeg helt regulært var blevet afhængig af processen "tænke-researche-skrive" sådan at hvis der gik længere tid hvor jeg ikke skrev, så blev jeg urolig og i dårligt humør. Jeg fik fysiologiske abstinenser som man kender fra andre former for afhængighed, som man oplever ved at prøve at holde op med rygning eller ludomani.

Jeg kommer til at tænke på Holberg og hans forfatterskab som vi lærte  om i skolen.
   I årene 1722-27 skrev han som besat - i alt 25 komedier. Denne mentale besættelse af at skrive og producere dramatik omtaler han selv som sin "poetiske raptus."
   'Den poetiske raptus' stoppede ikke i 1727. Den skiftede bare spor - og gik over i en "historisk raptus". Og derefter kom så en "moralsk-filosofisk raptus". Han må have skrevet side og
op og side ned dagligt  i årtier. 
   Holberg blev simpelt hen høj af at skrive, ville man sige i dag. Og blev "hooked" på processen.
   
Og det minder mig så også om en anden skrivenarkoman hvis erindringer jeg læser for tiden - for tredje gang: Isaac Asimov. Titlen er "I, Asimov" - og den alluderer til en af hans mest kendte bøger - en samling af noveller om robotter: "I, Robot" som udkom 1950, og som gav konceptuel inspiration til en SF-film med samme titel mange år senere.
   Asimov skrev også som besat, og skiftede spor flere gang. I de første 10-15 år var det science-fiction, men derefter producerede han faktuelt viden(skab)sformidlende bøger inden for et bredt felt af fagområder, både inden for naturvidenskab og humaniora. 
   Han skrev og fik udgive også krimier, limmericks, samlinger af vittigheder, essays, you name it.
   Af erindringerne fremgår det utvetydigt at han stort set kun føler sig lykkelig når han skriver. Så det gør han så, altid.
   Han holdt nøje tal på sine udgivelser og var pavestolt da antallet rundede 500, fortæller han i sine erindringer.
   Wikipedia introducerer ham sådan her.
Isaac Asimov (/ˈaɪzɨk ˈæzɨmɒv/; born Isaak Yudovich Ozimov; circaJanuary 2, 1920 – April 6, 1992) was an American author and professor of biochemistry at Boston University, best known for his works of science fiction and for his popular science books. Asimov was one of the most prolific writers of all time, having written or edited more than 500 books and an estimated 90,000 letters and postcards. His books have been published in 9 of the 10 major categories of the Dewey Decimal Classification.
Azimov kom ind i min bevidsthed i anledning af nyheden om at det er lykkedes at lande et menneskeskabt rumfartøj på en komet. På Facebook skrev jeg idag:
Som storforbruger af Science-Fiction siden min yngste ungdom, kan det kun give et mentalt kick i hjernen at det nu er lykkedes at lande et rumsonde modul på en meteor. En af mine absolutte favoritter bland SF-forfatterne er nu afdøde Isaac Asimov. Han har fået en asteroide opkaldt efter sig "5020 Azimov". Han har skrevet flere historier om robotters landinger på asteroider. En god dag til at blive mindet om at kreative fantasier og visioner kan blive til virkelighed, og at ny teknologi ikke altid er synonym med nye dødbringende våbensystemer. 
Tilbage til hovedsporet:
   Både Holberg og Azimov har altså været dybt afhængige af at komme og være i en såkaldt 'flow'-tilstand gennem det at skrive - uanset emne og genre. Og det er jeg så åbenbart også blevet. Det dokumenterer blokken jo.
  Den danske Wikipedia forklarer den psykologiske side af begrebet 'flow' sådan her, meget præcist synes jeg:
Flow kan defineres som en tilstand af selvforglemmende opslugthed af en aktivitet, der fuldstændig lægger beslag på individets opmærksomhed og giver en fornemmelse af uanstrengt og spontant at kunne styre. Oplevelsen er ofte forbundet med at glemme tid og sted og med en intens følelse af mening, tilfredshed og styrke. Den optræder oftest i grænselandet mellem på den ene side angst – hvor der er for mange krav, muligheder og udfordringer – og på den anden side kedsomhed – hvor der er for få. Normativt lægger begrebet op til at lære mennesker at styre deres opmærksomhed eller psykiske energi ind imellem de to poler for at øge lykke, nydelse, glæde og livskvalitet.
Man kan også komme i flow-tilstand gennem andre former for ambitiøse længerevarende fysiske og mentale aktiviteter - fx. ved at motionere hårdt og længe, en tilstandsom også kaldes "runners high".
   Jeg har ved analogi fundet på ordet "writers high" - og det er derfor ikke nogen dårlig metafor at sige at det at holde bloggen aktiv og igang, er mit evigt kørende mentale maratonløb, en hjernens stadigt tilbagevendende 'ironman'.
   Og hvert indlæg kan så siges at fungere som kognitiv og mental 'konditionstræning'.

Og parallellen kan faktisk godt trækkes yderligere i halen.
   Som en del af det at blive klogere, har jeg researchet på hvad den nyeste hjerneforskning kan bidrage med om det gavnlige i forhold til det at skrive. Og den siger utvetydigt at fx blogskriverier er med til at holde den skrivendes hjerne frisk og rask; Det modvirker demens og alzheimer, for eksempel. 
   Og det hænger sammen med at hjernen i modsætning til hvad man og forskerne troede tidligere, er plastisk og kan holdes i vigør gennem mental træning. 
   Ligesom muskler holdes hjernens mange forskellige samarbejdende moduler altså ved lige og udvikler sig ved at blive brugt, har det vist sig.

På Facebook annoncerede jeg over for vennerne jeg at jeg med min blog nu havde rundet de 200.000 visninger. Så at der nu kun var 800.00 til millionen.
   Bare hjernen holder til det!


onsdag den 11. april 2012

Musik, spejlneuroner og den kreative hjerne

I Påsken var der familiekomsammen. Et af mine børnebørn ligner sin mor i den alder - 17 måneder. Han er helt vild med musik og "danser" til den - eller når nogen synger. Udtrykker helt umiddelbar glæde og nydelse.
   Da min datter var på samme alder husker jeg at hun pludselig med høj klar stemme sang/nynnede Danmarks Radios pausesignal: melodien til "Jeg drømte mig en drøm i nat..."
   Hun havde lært melodien - uden at blive undervist - bare ved at høre den nogle gange i radioen. En melodi som nynnes, produceres af stemmbåndene (som er muskler) og læberne, tungeen og måndhulemuskulaturen i et kompliceret og koordineret samarbejde.
   Der går åbenbart en "vej" i hjernen - fra øret, over hjernens hørecenter og over til de muskler som producerer "sangen" så den lyder præcis som den melodi øret har hørt. Og når den vej er banet, så udløser det lyst- og glæde-hormoner i hjernens belønningssystem: endorfiner, dopamin, etc. - hver gang melodien høres og synges.

Musik, dans, sang, rytme - udgør en helhed som. når vi oplever det, sætter sig i kroppens spejlneuroner som en slags muskelhukommelse. Det vil sige: Når vi hører musikken, så aktiveres de dele af det motoriske system som også er aktivt når vi selv synger, spiller, nynner, trommer, danser - nemlig de spejlneuroner som sidder i præmotorcortex og i andre tilsvarnede netværk i hjernen, fx det der har med hørelse og stemme at gøre.
   Det bemærkelsesværdig er at denne spejling sker så nemt - og gør os så glade - som mit barnebarn så tydeligt giver udtryk for.

Det skriver bloggeren Suzie Heumann om i Huffington Post om:
I went to see Bonnie Raitt and Taj Mahal the other night in Oakland California. The setting was beautiful and the crowd was thrilled with the music and the vibes. Late in the program, as they sang a lusty, bluesy song together Taj began to wave his hands in the air and he encouraged us all to do it with him. Everyone began waving their hands and arms in the air and we all fell into a side-to-side sweeping, wave of ecstatic dancing! We were like one big sea anemone, an organism, waving in a sea of music and bodies and bliss.
   Why is it so easy to do this?
    Music is a universal language. It probably preceded speech. When you listen to or create music many specific areas of your brain light up. The thinking areas, the sensory areas, the memory areas, the motor areas, and even the anticipation and predictive areas of your brain light up during the silence between songs. (...)
    One of the other structures that lights up are the mirror neurons you have throughout your brain/body system. These are widely distributed in the brain but occur in the parietal lobe specifically to help you notice and track what your friends are doing. The same mirror neurons fire when you both follow where someone else is looking, with your attention, and when you are doing the looking all by yourself. They are, for all purposes, the same thing to your brain - either doing the looking or watching someone else as they do the looking. Non-duality - "I am both the observer and the observed"! Consequently, we all did what Taj told us to do, once we had looked to our right and left to see if our friends were doing it too!
    Mirror neurons help keep you in line with your tribe and keep you connected to others. They help regulate your bodily functions, social behavior, what you do and say to another, how you interpret another's actions and they encourage you to act and feel the way the majority is acting and feeling at any given moment. Mirror neurons are what make you social. They help 'teach' you to be a part of your tribe. You, and everybody else in your tribe, keep an 'eye' out, so to speak, for unity, divisiveness, action, calm, eating, yawning, laughing, and a myriad of other social signals that make you either a part of or separate from the rest. Both listening to and playing music draws on your attention, your anticipation and your mirror neurons too.
På Facebook modtog jeg et link til en YouTube-video som er fascinerende og gribende, og som demonstrerer at forskellige netværk har forbindelser og er aktive hvis man bare trykker på den rigtige "kontakt".
   Talecentret, den episodiske hukommelse, og de muskler du bruger til at synge og spille med, er neurologisk forbundet sådan at når du hører en melodi som din krop kan huske via premotorcortex, så åbner det en række neuro-forbindelser mellem forskellige centrer så de aktiveres og samarbejder. 
   Se bare her:


"Neurons that wire together fire together" (eller omvendt), er et af den moderne neurovidenskabs slagord, og videoen viser jo at musik er bredt forbundet til personligheden, erindringen, bevidstheden og kroppen - også når omgivelserne ellers helt har opgivet kontakt.
One of the key factors in the human brain’s ability to change via neuroplasticity is that neurons form interconnections based on simultaneous firing over a period of time. According to Norman Doidge, author of The Brain That Changes Itself, this theory was first proposed by none other than Sigmund Freud, but was articulated in more detail by Canadian psychologist Donald Hebb. Doidge attributes this neat summary to neuroscientist Carla Shatz: Neurons that fire together wire together. 
 http://www.neurosciencemarketing.com/blog/articles/neurons-fire-together.htm

søndag den 4. marts 2012

Negative erindringer - kan behandles med medicin - og gennem kunstneriske flow

Erindringer er det der gør det muligt for os at sætte vores aktuelle situation i perspektiv og ramme af vores tidligere liv. Erindringer kan genkaldes og det er default mode netværket der varetager den funktion at genkalde sig erindringer ud af den selvbiografiske hukommelse. 
   Stort set alle filminstruktører og forfattere og andre kunstnere gør brug af deres genkaldte erindringer som inspiration og stof i deres værker.
   Hukommelsespsykologer og -neurologer er enige om at jo mere og jo oftere en erindring genkaldes, jo stærkere lagret bliver den også i hukommelsen. Men at det også ændrer den ved at den bliver genkaldt den i en eller anden sammenhæng. 
   Det er som om der sker en form for re-writing - en overskrivning - af erindringen for hver gang den fremkaldes. 
  
Vi ved også at erindringer ikke bare er neutrale scener og billeder, men at de ofte er tilknyttet følelser, så man under genkaldelsen også genkalder sig en del af de følelser der var aktive da man oplevede det som siden blev lagret i hukommelsen.
   Jeg kan fx stadig huske min første store forelskelse i gymnasiet, en række scener hvor jeg oplevede hende særligt attraktiv. Når jeg genkalder mig de erindringer så mærker jeg også lidt den mavefornemmelse - kildrende spænding - som synet af hende den gang var forbundet med.

At genkaldes sig positivt ladede erindringer, er ikke noget problem. De forstærkes og forankres i positive følelser. Dvs. der forstærkes en neurokemisk reaktion - coctailen af "lykkkestoffer" - ved at genfremkalde dem for sit indre øje og på den indre skærm.

Men hvad med de negativt ladede erindringer? - Politikens tillæg 'Viden' har idag søndag en artikel med rubrikken
Ud med de syge tanker
Den handler om behandlingen af posttraumatisk stress, som forskere nu mener at være på vej til at kunne behandle/helbrede med medicin.
Når en erindring genkaldes, sker det via en kemisk reaktion. En negativ erindring vil ændre sig lidt, hver gang den genkaldes og lagres igen. På den måde kan den omformes og blive så fasttømret, at angstanfaldene bliver værre og forekommer oftere. Men ved at ændre på en erindring ved hjælp af medicin, mens den står på, kan den negative del påvirkes og undertrykkes. Og så lagres de negative indtryk og følelser i mindre grad bagefter (...) 
    Det er samspillet mellem følelser, fornuft og hukommelse, der fører til angstanfald. Dæmpes følelserne, mens erindringen er aktiv, kan traumet mindskes.
Men hvad er det lige posttraumatisk stress er for noget? Det er en af de mest ekstreme former for angst, fortæller artiklen der er skrevet af Morten Garly Andersen.
Den kan optræde, hvis man har set forfærdelige ting i forvbindelse med en krig. Stået over for en bankrøvers pistolmunding. Set sit barn blive kørt ned af en lastbil. Eller hvis familien går i opløsning, man mister sit job og må sælge sit hus.
    Patienter med denne lidelse plages af erindringer om frygtelige detaljer fra den slags begivenheder. De dukker op og forstærkes i situationer, der kan relatere til oplevelsen - udløst af at se en krigsfilm, gå ind i en bank eller ved lyden af en lastbil.
Jeg associerer til teorien om den særligt kreative personligheds særlige barndom og ungdom. Mange forfattere og kunstnere som har oplevet forældresavn og -tab, social fremmedgørelse ved radikale miljøskift - og mobning i skolen, bruger jo genkaldte erindringer om disse negative oplevelser som stof i deres kunst. 
    Og denne kunstneriske bearbejdning af negativt farvede erindringer kan jo tilsyneladende fungerer som en slags medicin. Ikke så erindringerne forsvinder, men så den kunstnerisk anlagte person mentalt og kognitivt får et mere positivt - eller i det mindste mindre belastet forhold til dem ved skrive elle male med afsæt i dem og dermed bearbejde dem - ja, emotionelt.
 
Kan det forklares neurobiologisk? Ja, det synes jeg. 
    Vi ved at det at skrive eller male eller andre kreative aktiviteter indebærer at personen kommer i en flowtilstand - en tilstand som man kan blive helt afhængig af (som mange journalister fx) fordi den netop foregår under påvirkning af dopamin, serotonin, endofiner mv.
    Så en erindring der er forbundet med angst - og dermed når den genkaldes genudløser de kemiske stoffer som angst udløser, kan blive angstdæmpet af de stoffer som udløses ved den kunstneriske flow-tilstand.
    Det ligner den opdagelse at fx depression også kan dæmpes eller læges ved fx lange og krævende løbeturer - løbeturer som også udløser flow-coctailen. 

lørdag den 9. juli 2011

Christian Braad Thomsen - og udenadslærens velsignelser i "intelligent memorering"

Jeg synes det var hårdt at skulle lære samlevers, kongerækker og tabeller i skolen. Jeg gjorde det, men fra  starten har den del af min hukommelse ikke været særlig god. Jeg har også altid haft svært ved at huske navne, fødeselsdage, telefonnumre. Så jeg løser problemerne ved forskellige former for skrevne oversigter, først og fremmest i min lommebog som jeg altid har hos mig.
   Derfor fanges jeg af en artikel af Helle Broberg Nielsen i bogtillægget til denne uges Weekendavisen. Rubrikken er "At huske med hjertet", og overliggeren har etikketten "Terperi", og med den for mig provokerende vinkel på artiklen: "Som pædagogisk metode har udenadslæren vist sig at være uovertruffen. Så nu er den blevet populær igen - dog under betegnelsen "intelligent memorering".

HBN´s indgang til artiklen er et citat fra Jyllandsposten af Christian Braad Thomsen, en af de særligt kreative personligheder, en original og speciel filmkunstner, og en heftig debattør når det stikker ham:
Jeg er lykkelig over, at tilhøre den generation, der lærte salmer i skolen, og dem vågner jeg ofte med for mit indre øre, fordi de udsiger en almen taknemmelighed over at være en del af dette liv.
Senere i artiklen fremhæves det at det som er negativt i min pædagogiske optik, altid er blevet kaldt tomt  og åndløst terperi, at det på andre sprog anskues gennem metaforen "to learn by heart" - at lære med hjertet.
   Læg lige mærket til igen hvordan kroppens fysiske dele bruges som metafor på indre mentale processer.

Men en kendsgerning er det jo at det man har lært udenad, det sidder længe, eller for evigt. Og noget af det er vigtigt for livsvigtige mentale operationer. Jeg ville fx nødigt undvære at jeg lærte tabeller. Uden dem kan man jo ikke regne: 7 gane 8 er 56 - og sådan derudad! Og alfabetet: a, b, c, ...

Fordi jeg selv har haft svært ved det, så har husketeknikker - mneomoteknikker - også altid interesseret mig. Og de går jo ud på - ligesom en metafor - mentalt at sammnekoble det svære  fx en tales forskellige afnsit i rækkefølge - med noget fyisk, konkret, visuelt - altså med mit nylærte ord: basic-level-kategorier.
   De gamle grækere brugte fx deres lokale tempels forskellige rum til det formål: De forbandt mentalt først talens afsnit forfra med de forskelle rum i templet i den rækkefølge man ville møde dem, når man gik ind i den ene ende og ud i den anden.
  Altså koblede de forestillingen om en konkret fysisk og velkendt lokalitet som man fysisk kunne gå i gennem, med en del af en tekst. Med brug af et af de andre ny ord jeg har lært mig, så foretog de altså en bevidst mental blending af to konceptuelle rum, sådan at de blev koblet sammen i hukommelsen. Ved så at genkalde sig det der nemt kunne huskes, templets rum, så fulgte det svært huskelige - talens elementer styk for styk - med frem i bevidstheden.
   Når de så skulle holde talen, så skete det gennem simulation af en spadseretur gennem templet med ophold ved de forskellige rum, når et nyt afsnit af talen skulle udsiges.

Hvis mine lærere i skolen havde lært mig noget om mnemoteknikker, så kan det være at mit negative syn på udenadslære ikke ville have præget mit pædagogiske grundsyn. Jeg har i et andet indlæg fortalt om hvor svært jeg havde ved at lære fremmedsprog gennem "skolbænk-metoden"; men at jeg lærte fx flydenden engelsk på ingen tid ved at bo i en amerikansk familie og gå i skole i USA.

Jeg opregnede i et tidligere indlæg de tre slags langtidshukommelse som man i hjerneforskningen regner med:
- Episodisk hukommelse (personlige hukommelse) er bygget på situationer og begivenheder, vi har oplevet. Her er vores erfaringer, og herfra henter vi f.eks. detaljer om en episode fra vores barndom.
- Semantisk hukommelse (videnshukommelse) rummer vores generelle kundskaber, vores ordforråd, vores viden om geografi og kemiske formler osv.
- Procedurehukommelse (handlingshukommelse) lagrer praktiske færdigheder, som at cykle, køre bil, spille tennis m.m., færdigheder, som skal øves mange gange.

Min konklusion er at jeg skal have koblet de informationsenheder som jeg skal have indlejret i den semantiske hukommelse, sammen med elementer i den episodiske hukommelse, som fungerer glimrende.

Tilbage til Christian Braad Thomsen og hans glæde ved at have lært salmevers udenad - så han "husker det med hjertet." Og derfor har mulighed for resten af livet mentalt at aktivere den udenadslærte musik og ord i form af samler og bruge denne mentale aktivitet til at blive i godt humør med om morgenen. 
   Det er der en biologisk forklaring på. En søgning på "singing" og "endorphins" giver en masse hit, som dette citat kan sammenfatte:
Some of the ways in which choral singing makes people happy are physical, and you get them whether you're in a chorus or in a shower -- as long as you're using proper breathing techniques during that shower solo. Singing can have some of the same effects as exercise, like the release of endorphins, which give the singer an overall "lifted" feeling and are associated with stress reduction. It's also an aerobic activity, meaning it gets more oxygen into the blood for better circulation, which tends to promote a good mood. And singing necessitates deep breathing, another anxiety reducer. Deep breathing is a key to meditation and other relaxation techniques, and you can't sing well without it.
Altså de udenadslærte salmevers og melodier giver ham mulighed for på en nem måde at starte dagen i en flow-tilstand!

Men det er ikke artiklens overordnede pointe, som jo er polemisk vendt mod 68-generationens afvisende holdning til udenadslære og terperi, og som hævder at det betød at et vigtigt barn røg ud med badevandet.  
   Helle Broberg Nielsen fremhæver i artiklen Sten Clod Poulsen, en af den tværfaglige, problemorientede projektundervisnings stærkeste profeter i 70´erne. For han har omvendt sig offentlige i flere artikler. Og jeg husker selv en kronik i Politiken for et års tid siden hvor han gik offentlig mental bodsgang i forhold til netop hans og mange andres indædte kritik af terperi som pædagogisk metode.
   I en artikel han skrev til Weekendavisen, var rubrikken "Intet er lært, som ikke huskes". Og underrubrikken "Da vi nedkæmpede Den Sorte Skole, nedkæmpede vi også hukommelsens rolle i indlæringsprocessen. Deraf den pædagogiske misere. Intelligent memorering er vejen frem."

Og pludselig kobler det sammen til min aktuelle læsning af Mihaly C-mihalys bog "Flow - The classic work on how to achieve happiness." Begrebet behandler han i sin bog "Crativity" i et enkelt hovedafsnit, men det bygger så på denne bog hvor det udfoldes meget mere. 
   Mihaly C-mihaly er optaget af hvad der skaber "orden i bevidstheden", og  "how to avoid chaos in consciousness, idet "flow"-tilstanden er en sådan tilstand af ordnet kreativ optagethed hvor man glemmer tid og sig selv for at gå op i - mentalt forsvinde under - fx læsningen af en bog eller skrivningen af et digt. 
Thus, although flow always involves the use of muscle and nerve, on the on hande, and will, thought, and feelings on the other, it does make sense to differentiate a class of activities that are enjoyable  because they order the mind directly, rather than through the mediation of bodily feelings. These activities are primalily symbolic in nature, in that they depend on natual languages, matematics, or somother abstract notation system lige a computer language to achieve their ordering effects in the mind. A symbolic system is like a game ind that it provides a seperate reality, a world of its own whre on can perform actions that are permitted to occur in that world, but that it would not make much sense anywhere else. In symbolic systems, the "action" i ususally restrictede to the mental manipulation of concepts.
Det Mihaly taler om her, er klart nok at symbolske systemer gør det muligt for hjernen at simulere handlinger mentalt. Den metafor han bruger er "game" - et spil. Og her fremhæver Mihaly C-mihaly så betydningen af hukommelsen for at kunne "spille" de forskellige mentale "spil" som muliggør flow.
"In reviewing the conditions that help establish order in the mind, we shall first look at the extremely mportant role of memory,..."
   Rubrikken til det kapitel lyder:
THE MOTHER OF SCIENCE
Han indleder kapitlet med - igen - at henvise til "de gamle grækere":
The Greeks personified memory as lady Menomosyne. Mother of the nine Muses, she was believed to have given birth to all the arts ande sciences. It is valid to consider memory the oldest mental skill, from which alle others derive, for, i we weren´t able to remember, we couldn´t follow the rules that make other mental operations possible. Neither logic nor poetry could wcist, and the rudiments of science would have to be rediscovered with earch new generation. (...)
   All forms of mental flow depend on memory, either directly or indrectly. History suggests tht the oldes way of organizing information involved recalling one´s ancestors, the line of descent that gave each person his or her identity as member of a tribe or af family. 
Selv tænker jeg her at et nemt billede på betydningen af den semantiske hukommelse og udenadslære af symboler i mentale spil, er skakspillet. 
   Du kan ikke spille skak hvis du ikke har udenadslært navnene på brikkerne og hvad de kan på brættet: konge, dronning, tårn, springer, løber, bonde. Og du skal også have lært brættet at kende som det symbolske landskab brikkerne kan bevæge sig i og true og slå hinanden.
   Du kan altså ikke spille skak hvis du ikke i hovedet kan simulere både brikker og skakbræt, hvis indbyrdes sammenhæng du må hive frem fra hukommelsen når du sætter dig ved brættet med en modstander og begynder at spille et mentalt simulationsspil hvor du skal kunne forestille dig træk og modtræk frem i tiden.
   Du behøver ikke nødvendigvis at kunne de verbale betegnelser for brikkerne, og de tal som angiver det enkelte felts placering i forhold til alle de andre. Men du skal have brikkerne som konceptuelle enheder fast indlagt i den semantiske langtidshukommelse for at kunne spille spillet. 
   Man kan sige at skakbrikkerne er at betragte som som spillets basic-level-kategorier.