"Kina sætter Havfrue-kunstner i husarrest", er rubrikken på en artikel i Søndagspolitikens første sektion. Så det spor med kreativt oprør mod et system og systemets undertrykkende svar, fortsætter.
"Havfruekunstner" er jo et "mixet" udtryk der som et setup kun giver mening hvis man læser ned i artiklen og der får payoff: Ai Weiwei.
Og redaktionssekretæren har lige fornøjet sig lidt med bogstavrimet H(avfruekunstner) og h(usarrest). Manchetten fortæller fortsættelsen af historien igår om Ai Weiwei: "Avantgardekunstneren og menneskeretsforkæmperen forhindret i at protestere mod nedrivningen af sit nye atelier."
Det modsatte af kreativ blending hvor adskilte konceptuelle rum i tanke, ord og billeder befrugter hinanden så noget nyt opstår inden for videnskab, kunst og organisation, er opsætning af grænser, både mentalt og fysisk: apartheid, diskrimination af fremmede, rejsning af mure, fængsling af anderledes tænkende, blokering af tv-indslag.
Men systemet kan også forsøge at "straffe" modstandere ved fysisk at udradere spor og mindesmærker.
Det her er en modelhistorie. Da "nogen" vil rive Ai Weiweis nybyggede atelier i Shanghai ned, så ville Ai Weiwei som modtræk holde en kæmpfest i atelieret. Her havde han lovet at servere kogte ferskvandskrapper i overdådige mængder for deltagerne i festen.
Ai Weiwi er nu blevet sat i husarrest i Peking af anonyme mænd i varevogne uden nummerplader, så han ikke kan holde protestfesten Shanghai. Og i følge artiklen har han lagt en undskyldning til de inviterede ud på twitter.
Den delikatesse-ret - krabber - fik vi ikke på vores Kinarejse. Gennemgående var vores mad kinisk turist-rutine mad uden fantasi og karakter. Selv om vores kreative rejseleder er uddannet kok. Men kun i få tilfælde havde han haft indflydelse på den mad vi fik serveret, så han er undskyldt.
I følge artiklen i Politiken er valget af krabber som en del af festmenuen, ikke bare sket fordi det er en delikatesse. På kinesisk har man rigtig mange homonymer, dvs. ord der lyder ens, men betyder noget forskelligt. Som det danske ord "tang" eller ordet "bakke".
Ordet for krabbe på kinesisk har også en helt anden betydning: "harmonisk", og det er et af de ord som de kinesiske magthavere jævnligt bruger til at beskrive deres politiske mål: samfundet skal være "harmonisk", og sådanne kunstnere som Ai Weiwei forstyrre denne samfundsmæssige "harmoni" (=ro og orden og stabilitet). Så når Ai Weiwei har valgt krabber til festmiddagen, så forstår alle kineserne ironien og hentydningen til systemets omskrivninger for undertrykkelse og censur.
Ud fra den serie krimier jeg læste på rejsen, af Qui Xiuaolong, med "Dead of af Red Heroine" som den første i serien, har jeg fundet ud af at dette er en vigtig del af kinesernes måde at kommunikere i offentligheden på: ting siges indirekte og underforstået ved at afsenderen spiller på at ord er homonymer, så kineserne når de ser og hører dem brugt i den ene betydning, samtidig bliver mindet om den anden betydning som en slags undertekst.
At kineserne udnytter denne associerende måde at kommunikere farlige eller besværlige budskaber på meget mere end vi gør, hænger sammen med at det kinesiske skriftsprog ikke er en lydskrift som vores, men en såkaldt "rebusskrift" hvor der ingen sammenhæng er mellem lyd og skrifttegn. Kinesisk ord der lyder ens, men med helt forskellig betydning (som dansk "tang"), udtrykkes altså på skrift med helt forskelligt udseende rebustegn.
Forskellen i betydning udtrykkes i talesprog ved forskellige accenter (op- ,ned- og hen-toner), hvoraf der er fire. Følgende sætning med betydningen "Den løvespisende poet i stenhulen", skrives i lydskrift med fem gange "shi", men hvert "shi" med sin specielle accent:
Shī Shì shí shī shǐ
Kinesisk er altså rigtig sværet at forstå for sådan nogen som os, både fordi sprogbrugen meget mere arbejder med indirekte og omskrevne formuleringer: antydninger, ironi og metaforer - men også fordi de altså udnytter tonefald til at markere forskellige betydninger med, noget vores øre er helt uvant med (i modsætning til svensk og norsk). Og vi er jo også helt uvant med at lære et sprog hvor der ikke er nogen naturlig kobling mellem hvordan et ord udtales og hvordan det skrives.
Mens vi Danmark ikke kan læse dansk skrevet i middelalderen og længere tilbage, så giver det kinesiske skriftsprog som er uafhængigt af udtalen, de kinesere som har lært sig kinesisk skriftsprog, mulighed for at læse kinesisk litteratur og poesi som går måske flere tusind år tilbage. Når børnene lærer at skrive kinesisk i skolen, så kan de øve sig ved at skrive et digt af - som en kendt digter under Tang-dynastiet har skrevet.
Detektiven i min kinesiske krimiserie, Chefinspektør Chen, er uddannet både i kinesisk litteratur og i engelsk litteratur og har udgivet digte på kinesisk - inden han blev tvangsansat som politimand af systemet. Det gør at han i tide og utide kommer i tanker om og citerer alle mulige gamlet kinesisk digte og historier, og fra dem associerer til den aktuelle krimigåde, hvor han får hjælp af disse litterære associationer til at opklare mysteriet med og afsløre forbryderen.
Jeg vender tilbage til krimiserien om Chefinspektør Chen og hvad det betød for min oplevelse og udbytte af Kina-rejsen, at læse serien i pauserne mellem udflugterne, f.eks. under de lange busture, mens vi fløj indenrigs, og mens vi kørte i tog.
(fortsættelse følger)
