Når sportsmetaforikken begår kreativ bombesprængning i sportsjournalistikken...

Ekstrabladet er ikke min avis. Og sportsjournalistik er ikke min favoritlæsning. Men skal man jagte metaforer der framer, er man ude på at indfange kreativt sprog - og skyde klicheer ned i flokkevis, så er sportsiderne et godt jagterræn. Og EB´s sider er en af de bedre jagtmarker - eller dårligere - alt efter smag - eller afsmag.

En god kollega på journalistik på RUC udpegede et interessant bytte som jeg hermed kan hænge op på denne blogs trofævæg. Fra EB´s sportstillæg i mandags.

   Rubrikken lød:

Osama bombede Brøndby

Underrubrikken:

AGF-spilleren fra Vestegnen fik sin hævn

AGF vandt over Brøndby 5-1.

   Fantasierne - og dermed associationerne - kører som en action film på den indre skærm: konceptuel blending: i det ene inputrum: den barskeste internationale terroristvirkelighed - og i det andet mentale rum: sportens halvfiktive konkurrenceunivers.
   Det er ligesom to atomkerner der smelter sammen: Radioaktive mentale stråler udsendes i alle retninger ved fusionen fra "the blend".

   Og så lever overskriften helt op til et af de vigtigste krav til en rubrik: Den skal indeholde så meget "gåde" at den leverer fremdrift og motiverer læserne til at læse videre.

Svaret på gåden - aha-oplevelsen - er at en af spillerne på det hold, AGF, som slog Brøndby i søndagens kamp, hedder Osama til fornavn - med efternavnet Akharraz - og altså ikke: bin Laden. 

   Pyha - men han blev jo også henrettet for ikke så længe siden i Pakistan. Altså bin Laden - ikke Akharraz.

   Men associationerne strømmer videre: Osama bin Laden er genopstået fra de døde - og reinkarneret som en "hævner" i skikkelse af sin fornavnebror. Og han tog så bare lig fejl af "Vestbredden" som hovedfjenden Israel har besat, og "Vestegnen" som navnebror Akharraz er flygtet fra. 

Men så er den potte vel ude? Slet ikke! Associationerne galopperer videre gennem fantasiens dunkle underskov:

AGF har fået sin egen lille bombe-Osama. 

   Fodboldklubben fra byen, hvor Jyllandsposten har sit terrorsikrede domicil,  afslørede sin egen lille enmands terrorcelle , da Osma Akharraz tog en blodig hævn over den klub som ikke kunne bruge ham.

Fremdriften i associationssporet omkring "terrorisme" fra rubrikken bevares: "terrorsikrede domicil", "enmands terrorcelle", "blodig hævn". Hævn over hvad og mod hvem?

Spirrevippen på De Hvides venstrekant tog dybt pis på sin gamle holdkammerater fra Vestegnen - og tog en sofistikeret hævn over klubboss Per Bjerregaard. 

   Da Brøndby i efteråret havde tabt 1-2 i Silkeborg, lod Per Bjerregaard sin glade flyde ud over den kantspiller, som klubben ikke kunne overtale til at underskrive en forlængelse.

   - Jeg sad bare og lyttede, og så fik jeg ellers en skidballe, hvis man kan sige det sådan, forklarede Osama Akharraz, der lod fødderne tale sit klare sprog i 5-1-ydmygelsen af Brøndby.

Via ordene "pis" og "hævn" skifter associationssporet over til mafia-universet. Mafia-bossen Per Bjerregaard  har åbenbart givet Osama Akharraz et tilbud som han ikke burde kunne afslå. Men det havde han gjort -  og var gået i en anden families sold - dermed været forræder over for Godfather Bjerregaard. Straffenvar ikke syre i øjnene, men: en "galdeflydende skideballe".

   Osamas hhv. vulgære og sofistikerede hævn: at "tage pis på" sine gamle kampfæller - og at lade sit våben "tale sit klare sprog": her ikke automatgeværer og kugler gennem hovedet - men fødder og bolden i mål.

Flot og kreativt sprog der opfylder sin retoriske funktion til fulde - eller usmagelig mangel på sproglige hæmninger - så kort tid efter at bin Laden, en af verdenshistoriens storforbrydere, er blevet aflivet i en regulær hævnaktion? Pick your choice!

EB-journalistens navn: Klaus Egelund.
    Og han har det forbandede job at skulle skaffe læsere til sin artikel ca. 12 timer efter at nettet har bragt resultatet og korte kampreferater. Og efter at diverse sporstkanaler og søndags-tv-sportsmagasiner har vist klip fra kampen og vist alle Osamas mål.
    Aner man kreativ vrede som drivkraft i artiklen? Klaus Egelund gør i hvert fald noget for tjene sin løn.

Blåt og rødt blæk - som en anekdotisk frame - der går galt

Politiken i dag har en debatartikel, skrevet af Claus Elhom Andersen, lektor på Helsinki Universitet. Rubrikken lyder:

De unge protesterer og føler sig ikke længere repræsenteret af venstrefløjen

Underrubrikken lyder: "Venstrefløjen har ikke kun ladet højrefløjen definerer de udfordringer som den økonomiske krise har ført med sig, men har også ladet den tage patent på løsningerne."

 

Det der fanger mig, er artiklens start. Den introducerer en anekdote som Claus Elholm har fra bogen "Welcome to the Desert of th Real" - altså "velkommen til virkelighedens ørken". Af filosoffen Slavoj Zizek. Jeg citerer den i sin fulde længde:

En østtysk arbejder står foran at skulle overføres til et job i Sibirien. Han ved selvfølgelig, at de breve, som han vil skrive til vennerne derhjemme, vil blive læst af censorer, så derfor siger han til dem på forhånd:

   »Lad os blive enige om en kode: Hvis et af mine breve er skrevet med normalt blåt blæk, så betyder det, at det, jeg skriver, er sandt. Men hvis det er skrevet med rødt blæk, betyder det, at det er løgn«.

   Efter en måned modtager venner derhjemme et brev skrevet med blåt blæk:

   »Alt er godt her i Sibirien«, lyder det i brevet. »Butikkerne er fyldte, der er masser af mad, der er gode og flotte lejligheder, man kan se alle de nyeste vestlige film i biograferne, og der smukke kvinder, som gerne vil med ud på dates. Det eneste, som man ikke kan få her, er rødt blæk«.

Den er god.

   Det er en rigtig fin historie der på smukkeste vis demonstrerer setup og payoff-mekanismerne i den gode historie, en historie der har gåden som underliggende skabelon der derfor udløser en aha-oplevelse til sidst.
   Der er her tale effektiv udnyttelse af sprogets muligheder for konceputel blending - i princippet af samme art som man kender i ironi. Man siger noget og mener det modsatte - og det forstår modtageren også.

Under læsningen af brevet må vi - ud fra vores forudantagelser - mene at den med blåt skrevne tekst lyver. Der er tilsyneladende en modsigelse mellem udtryk og indhold.

   Men det rejser så spørgsmålet: Hvorfor skriver den tyske arbejder i Sibirien så med blåt?

   Og svaret kommer til sidst som "gådens" payoff: - Fordi han ikke kunne få rødt blæk!

   Altså fortæller han - for dem som han har aftalt koden med, at det som de også havde svært ved at tro - nemlig at alt er godt i Sibirien - rent faktisk også er løgn.
   Brevets tekst lyver - vel at mærke på en måde så censuren ikke kan opdage at han fortæller modtagerne sandheden - ved at lyve.

Hvad vil lektoren så med denne anekdote. Han skriver lige efter citatet af anekdoten hvordan den skal udlægges:

Vitsen illustrerer på mange måder, at der i en venstreorienteret optik ikke findes noget sprog – noget rødt blæk – til at beskrive de udfordringer, som vi står over for i kølvandet af den økonomiske krise.At venstrefløjen ikke har noget sprog har betydet, at den ikke blot har ladet højrefløjen definere de udfordringer, som den økonomiske krise har ført med sig i de senere år, men også har ladet den tage patent på løsningerne.

Ja, her går jeg så i sort!
   I anekdoten betyder "rødt blæk" at når man skriver med den farve, så lyver man. Hvordan i alverden kan historien så "på mange måder" illustrere at de venstreorienterede ikke har et sprog til at beskrive nogle samfundøkonomiske udfordringer?

Lektoren beskriver så forholdene i USA - med Obamas delvise overgivelse til republikanernes minimalstatslige markedstænkning, og at de unge i bevægelsen "Occupy Wall Street" derfor ikke føler sig repræsenteret af politikerne "over en bred kam".

   Så dukker "blæk"-metaforen op igen - endda i forbindelse med vores gamle ven, sprogforskeren Gorge Lakoff:

Mange af disse unge, der kalder sig de resterende 99 procent af befolkningen, har tidligere kunnet sætte deres lid til, at venstrefløjen i det mindste ville kæmpe for deres interesser.

   Men venstrefløjen har manglet det røde blæk til at frame debatten i eget favør, som den amerikanske lingvist og kommentarer George Lakoff ville udtrykke det, og har i stedet ukritisk adopteret en konservativ sprogbrug af frygt for at blive kaldt socialister, kommunister og det, der er værre, hvis de så meget som har ytret et kritisk ord om denne laissez faire-kapitalisme.

Venstrefløjen har "manglet det røde blæk (=sprog der lyver?!) til at frame debatten i eget favør." Ja, det står der minsandten. Total forvirring i mit og enhver tænkende Politiken-læsers hoved.

   Lektoren fører os så til den hjemlige politiske situation hvor de unge også føler sig svigtet af politikerne fordi de har givet bankerne den ene støttepakke efter den anden, og hvor den nye regering ikke har indfriet en række af sin løfter, og  "Socialdemokraterne og Folkesocialisterne har sat sig til rette på bagsædet af ministerbilerne."

Spørgsmålet er, hvor længe de kommer til at sidde der, medmindre de begyndte at søge efter det røde blæk, de kan bruge til at udtrykke deres respons til finanskrisen, uden at imitere højrefløjen eller ty til de gamle socialistiske paroler.

  For hvis ikke de tager dette alvorligt, vil afstanden mellem politikerne og befolkningen vokse yderligere.

Ja det står der: Den nye regering skal skynde sig at finde det "røde blæk (=sproget der lyver), de kan bruge til at udtrykke deres respons til finanskrisen..."!!!!

Umiddelbart kan man undre sig over at en af Politikens ellers så udmærkede debatredaktører som gatekeeper har ladet den her omgang metaforiske vrøvl slippe igennem.

  Og hvorfor går det galt for lektor Claus Elhom Larsen der tilsyneladende er en belæst mand og bl.a. har læst George Lakoffs glimrende bog om politisk framing: Don´t  Think of an Elephant! Know Your Values and Frame the Debate."

Man kan jo kun gætte på hvad der er sket i hjernen hos lektoren. Der har han i forvejen haft indbygget en metaforisk skelnen mellem "rød blok og "blå blok" som han kender fra de danske journalisters forenklende beskrivelser af dansk politik.  Her er "den røde blok" dem lektoren i udgangspunktet sympatiserer med, mens "den blå blok"-  i hans optik negativt - har monopoliseret det sprog (og dermed den konceptuelle frame) som alle - også "den røde blok" langt hen ad vejen har accepteret. 

   Så læser han en morsom og aha-givende anekdote hvori indgår noget med sprog der forbindes med de selvsamme farver - hvor "rød" forbindes med noget negativt (=sprog der lyver) og "blå" med noget positivt (=sprog der taler sandt).

   Og så sker der en total farve-kortslutning i lektorens hoved. 

Det er min teori: Metaforer er grundlæggende forførende fordi de er udtryk for konceptuel blending. Og her har lektoren forført - først sig selv og derefter debatredaktøren - og blandet en metaforik i anekdoten sammen med en anden metaforik fra den danske poltiske journalistik - og i de to metaforiske blandinger betyder "blå" og "rød" stort set det modsatte.

   Splat, plask, ups! 

   Det hele bliver - mentalt set - SORT!

Kreativ høg over kreativ høg - hvordan man "indrammer" et portræt af Michael Jeppesen

Rubrikken til en artikel på SøndagsPolitikens første sektion side 2:

Fra Vagttårn til tastaturpaparazzi.

Min umiddelbare reaktion er total mystifikation. Der er tale om en gåde, simpelt hen; der selvfølgelig frustrerer og pirrer som gode gåder skal; og dermed skaber fremdrift der får mig til at læse videre.

Manchetten giver så (noget af) svaret på gåden i overskriften:

Han har en fjern fortid i Jehovas Vidner. I dag er Michael Jeppesen frygtet for sin satiriske blog, der lige har skabt voldsom ravage i partiet Venstres kommunikationsvirksomhed.

Psykologisk set skal læseren nu føle lettelse ved at den komplicerede gåde bliver løst. Hvis man kender til Jehovas vidner, så ved man at det blad "vidnerne" går rundt og stemmer dørklokker for at sælge, hedder "Vagttårnet"; i rubrikken er udtrykket altså et metonym (=del står for helhed) for sådan en person. Og manchettens tekst opløser så metonymet, idet vi kan slutte at det må Michael Jeppesen have gjort en gang, hvilket måske i sig selv er en overraskelse og en nyhed.

Udtrykket "tastaturpaparazzi" er en kreativ metafor, der bygger på en bledning-operation mellem to input-rum (=de mentale rum blandingen trækker egenskaber fra):

• ét rum hvor der i forvejen findes et metonym for en skrivende journalst: "tastatur" (=en der lever af at skrive på en skrivemaskine/computer ved at hamre i tastaturet(=en journalist));
• et andet rum hvori der befinder sig et element fra fotojournalistikkens domæne, nemlig de fotografer der lusket ligger på lur for at tage billeder der overskrider privatlivets fred, til salg for de høejstbydende kendisbilledmagasiner: "en paparazzi-fotograf";
• blending-operationen der giver mening til udtrykket "tastaturpaparazzi", resulterer så i et tredje rum hvori journalisten Michael Jeppesen dels tilskrives nogle af de negative moralske værdier som paparazzi-fotografer er berygtet for, men også tilskrives nogle af de positive værdier - frækhed og vovemod - som man også forbinder disse fotografer med;
• I samme betydning som i angelsaksiske kriminalromaner hvor politiet "framer" en uskyldig så han i retten fremstår som skyldig på grund af konstruerede og "plantede" indicier , således er Michael Jeppesne via rubrikkens metafor "tastaturpaparazi" blevet framet (=tankemæssigt indrammet) som moralsk anløben journalist. Keine hexerei, nur kreativ journalistisk behändigkeit.
• Metonymet for at være medlem af Jehovas Vidner og metaforen for en journalist med særlige moralsk tvetydige egenskaber, forbindes så i det nyskabte konceptuelle rum via en ny framing-operation i udtrykket: "fra-til".
• Denne sproglige formular angiver en tænkt fortælling - et narrativ - i en hyperkoncentreret udgave, en fortælling der indeholder en overraskende udviklingshistorie der - i denne suppeterningversion - også får karakter af en ny gåde, der giver fremdrift ved igen at kræve en nærmere forklaring.

Her er altså i anslaget til artiklen tale om en slags "høg over høg"-operation. Den skrivende redaktør Jacob Fuglsang og hans unavngivne redaktionssekretær udsætter journalist Michael Jeppesen for samme type journalstiske behandling som han selv blev berømt og berygtet for allerede den gang for nogle år tilbage da han skrev ironisk og satirisk på bagsiden af Ekstrabladet.

Min forestillede læser kan nok synes at det her er helt unødvendigt kompliceret. Hvad skal det nytte? - Men det interessante for mig er at den ret nye teori om conceptual blending - sammen med en lidt ældre teori om metaforers og metonymers centrale betydning i al tænkning og sprogbrug - giver mulighed for at få indsigt i de kreative mentale processer som ellers er ubevidste, og som f.eks. al god og interessant journalistik og nyskabende forskning er afhængige af.

En analogi presser sig på: Det er ligesom man - til dels - kan få indsigt i og forstå hvorfor en person (eller for den sags skyld et dyr eller en plante) ser ud, opfører sig og reagerer, gennem en teori om at individdets gener er et produkt af en blanding af forældrenes gener.