Særlige kreative personligheder har det med at være en slags Dr. Jerkyll og Mr. Hyde - to eller flere personer i en.
Sådan en slags flersidig personlighed har filosoffen og den økonomiske teoretiker Adam Smith tydeligvis været. Han er offentligt - og i min bevidsthed - mest kendt for værket "Nationernes Velstand" fra 1776, som er blevet en slags "kapitalismens bibel".
Faktisk læste jeg den i uddrag i min studietid hvor politisk økonomi i marxistisk aftapning var det vi alle følte os forpligtet til at sætte os ind i - for at kunne diskutere med om det aktuelle samfunds virkelighed, udvikling og problemer i slutningen af 60´erne og det meste af 70´erne.
Og Marx´tænkning om kapitalismens udvikling og dynamik og hans kritik af den, kunne man kun for alvor forstå hvis man vidste noget om Adam Smiths tanker om hvad det gode var ved den (gryende) kapitalisme.
Men Adam Smith skrev ikke bare et indforstået og oplysende forsvar for Kapitalismen med sin teori om det frie markeds velsignelser der hang sammen med at det var reguleret af 'den usynlige hånd', en markedslogisk social mekanisme som gav sikkerhed for at når alle arbejdede for egen økonomiske vindings skyld, så var det automatisk også til gavn for fællesskabet - hele samfundet.
Rune Lykkeberg, Politikens kulturredaktør, anmelder i dag et andet pionerværk af Adam Smith som jeg ikke kendte - eller ikke kunne huske at have hørt om den gang jeg læste sådan noget: "Teorien om de moralske følelser" fra 1759. Og det er til min - og Rune Lykkebergs overraskelse - "a different cup of tea". Alene titlen overrasker og provokerer ens fordomme.
Lykkebergs anmeldelse leverer lange parafraser på Adam Smiths tænkning i "Teorien om de moralske følelser" - med et indhold som man godt nok ikke umiddelbart ville tilskrive faderen til den klassiske økonomiske videnskab. Som i det her citat fra anmeldelsen:
De bedste samfund er ifølge Smith dem, hvor vores omsorg for hinanden er præget af generøsitet, kærlighed og taknemlighed. Det ville stadig fungere, men det ville være et mindre lykkeligt samfund, hvis vores omgang med hinanden kun er styret af handel og hensyn til, hvad der er godt for os selv. Og samfundet ville falde fra hinanden, hvis vi virkelig gjorde, som det passede os, og fulgte vores lyster.
På mange måder ser det ud til at Adam Smith i den her bog som udkommer 17 år før "Nationernes velstand", at den foregriber nogle af den moderne adfærdsøkonomis forskningsresultater som viser at mennesket (og firmaer) i en lang række situationer ikke opfører sig rationelt og egoistisk på en måde som de moderne økonomiske modeller og teorier forudsætter, men opfører sig socialt og altruistisk - og altså irrationelt:
Behavioural economics is a branch of economics that seeks to understand the motivations and reasons behind individual decisions. In traditional economics there is a very basic assumption that individuals are rational utility maximisers. i.e. firms seek to maximise profits, workers seek to maximise income and levels of consumption.Therefore many economics models are based on the idea that people will choose the action / good which maximisers their utility (welfare)However, this branch of economics leaves no room for irrational decision-making. This can include decisions based on fear or decisions based on altruism.Assuming rational self-interest, it is hard to understand why somebody would make a large anonymous donation to a charity. It could be explained by the utility (satisfaction) someone may feel from consuming the good feeling that giving to charity gives. Nevertheless, it makes it harder to base economics solely on a monetary self-interest basis.Similarly we can see many examples of altruism within firms. For example, some firms will employ workers, even if they are not necessary. This is because they don’t want to create unemployment. Also, firms may not seek to maximise profits. Firms may have many other objectives such as environmental objectives, charitable objectives and social responsibility. At one level environmental concerns can be a clever marketing ploy, but, at another level they can be made independently of financial considerations.
http://www.economicshelp.org/blog/148/economics/altruism-and-behavioural-economics/
Lidt senere fortæller Rune Lykkeberg om Adam Smiths filosofi om menneskets natur på en måde så jeg tænker at den gamle mesterfilosof foregriber den moderne hjerneforsknings opdagelse af spejlneuronernes og deres funktion som katalysator for spontan og ubevidst indlevelse og medleven i andre menneskers følelser.
Spejlneuronerne fungerer jo nemlig på den måde i hjernen at når man oplever en anden handle og give udtryk for følelser, så aktiveres automatisk de dele af hjernen hos iagttageren som også ville være aktiv hvis vi selv udførte de tilsvarende handlinger og mimisk og gestuelt gav udtryk for de tilsvarende følelser.
Mennesker er bestemt ikke fundamentalt egoistisk, hævder Adam Smith ...
Tværtimod. Når vi er tilskuere til andre menneskers lidelser og lykke, føler vi med dem. Det er ikke noget, vi beslutter os for, men noget, som indtræffer af sig selv.Smith bruger tilskuerne til en linedanser som eksempel:Hvis du med øjnene følger en linedanser på den spinkle line højt over jorden, følger din krop med. Når linedanseren stopper op og læner sig mod højre for at holde balancen, læner du også din krop mod højre. Og når linedanseren har genfundet balancen og igen retter sin krop op, gør du det samme nede på tilskuerpladserne. Selv om du sidder langt derfra, er du i linedanserens sted.Denne evne til at fornemme andres lidelser og lykke betegner Smith som ’sympati’.
Jeg synes det er - ja, hvad skal man sige - utroligt godt set. Og Runebergs stærkt medlevende parafrase af Adam Smith fortsætter i noget der også foregriber den anden kilde til hjernen til indlevelse i andres bevidsthed, the default mode network, som er det netværk af samvirkende moduler i hjernen som gør det muligt for mennesker at forestille sig hvordan omverden opleves gennem andre menneskers bevidsthed:
Du kan ikke se ind i andre menneskers følelser og tanker, så du kan ikke med sikkerhed vide, hvordan de har det. Men du kan aflæse deres ansigter og deres kroppe og forestille dig, hvordan de har det. Hvis du ser en mand, som falder i det kolde vand og skærer ansigt, forestiller du dig, at han fryser. Og du skutter dig, fordi du selv fornemmer den kulde, han bliver udsat for. Det er vores fantasi, som kobler synet af det kolde vand og hans reaktion på det med vores egne følelser.
Det er præcis det - the default mode network - som hjerneforskerne mener er hjernens udgangspunkt for fantasien, og at det er et samspil mellem det netværk og spejlneuronerne som gør det muligt at man føler og oplever empati for sine medmennesker; Adam Smith bruger åbenbart ordet 'sympathy' her:
Der er to veje til denne sympati: Enten ser du på det, der får manden til at fryse, eller også ser du kulden i hans ansigt. Enten aflæser du det kolde vand, eller også aflæser du ansigtet. Indimellem kan det være så anstrengende at opleve andres kulde eller smerte, at vi lukker øjnene eller vender os væk fra det. Og det kræver som regel en aktiv indsats at være ligeglad med, hvordan andre har det.
Bare ud fra disse parafraser må jeg tilslutte mig anmelder Runebergs konklusion:
Det fantastiske ved bogen er, at Smith forener filosofiske læsninger med iagttagelser af af hverdagslivet. Derfor kan hanogså vise, at man ikke kan styre menneskenes adfærd oppefra. Samfundet er ikke et spil skak, hvor man kan rykke rundt på brikkerne som man vil.Vil du vide mere om spejlneuroner, the default mode network, og adfærdsøkonomi, så er her tre link til Wikipedia at starte med:
http://en.wikipedia.org/wiki/Mirror_neuron
http://en.wikipedia.org/wiki/Default_mode_network
http://en.wikipedia.org/wiki/Behavioral_economics
