Adam Smith - filosofisk en Dr. Jerkyll og Mr. Hyde - som foregriber nogle af den moderne hjernforsknings indsigter

Særlige kreative personligheder har det med at være en slags Dr. Jerkyll og Mr. Hyde - to eller flere personer i en.

   Sådan en slags flersidig personlighed har filosoffen og den økonomiske teoretiker Adam Smith tydeligvis været. Han er offentligt - og i min bevidsthed - mest kendt for værket "Nationernes Velstand" fra 1776, som er blevet en slags "kapitalismens bibel".

   Faktisk læste jeg den i uddrag i min studietid hvor politisk økonomi i marxistisk aftapning var det vi alle følte os forpligtet til at sætte os ind i - for at kunne diskutere med om det aktuelle samfunds virkelighed, udvikling og problemer i slutningen af 60´erne og det meste af 70´erne. 

   Og Marx´tænkning om kapitalismens udvikling og dynamik og hans kritik af den, kunne man kun for alvor forstå hvis man vidste noget om Adam Smiths tanker om hvad det gode var ved den (gryende) kapitalisme.

   Men Adam Smith skrev ikke bare et indforstået og oplysende forsvar for Kapitalismen med sin teori om det frie markeds velsignelser der hang sammen med at det var reguleret af  'den usynlige hånd', en markedslogisk social mekanisme som gav sikkerhed for at når alle arbejdede for egen økonomiske vindings skyld, så var det automatisk også til gavn for fællesskabet - hele samfundet.

Rune Lykkeberg, Politikens kulturredaktør, anmelder i dag et andet pionerværk af Adam Smith som jeg ikke kendte - eller ikke kunne huske at have hørt om den gang jeg læste sådan noget: "Teorien om de moralske følelser" fra 1759. Og det er til min - og Rune Lykkebergs overraskelse - "a different cup of tea". Alene titlen overrasker og provokerer ens fordomme.

   Lykkebergs anmeldelse leverer lange parafraser på Adam Smiths tænkning i "Teorien om de moralske følelser" - med et indhold  som man godt nok ikke umiddelbart ville tilskrive faderen til den klassiske økonomiske videnskab. Som i det her citat fra anmeldelsen:

De bedste samfund er ifølge Smith dem, hvor vores omsorg for hinanden er præget af generøsitet, kærlighed og taknemlighed. Det ville stadig fungere, men det ville være et mindre lykkeligt samfund, hvis vores omgang med hinanden kun er styret af handel og hensyn til, hvad der er godt for os selv. Og samfundet ville falde fra hinanden, hvis vi virkelig gjorde, som det passede os, og fulgte vores lyster.

På mange måder ser det ud til at Adam Smith i den her bog som udkommer 17 år før "Nationernes velstand", at den foregriber nogle af den moderne adfærdsøkonomis forskningsresultater som viser at mennesket (og firmaer) i en lang række situationer ikke opfører sig rationelt og egoistisk på en måde som de moderne økonomiske modeller og teorier forudsætter, men opfører sig socialt og altruistisk - og altså irrationelt: 

Behavioural economics is a branch of economics that seeks to understand the motivations and reasons behind individual decisions. In traditional economics there is a very basic assumption that individuals are rational utility maximisers. i.e. firms seek to maximise profits, workers seek to maximise income and levels of consumption.

   Therefore many economics models are based on the idea that people will choose the action / good which maximisers their utility (welfare)

   However, this branch of economics leaves no room for irrational decision-making. This can include decisions based on fear or decisions based on altruism.

   Assuming rational self-interest, it is hard to understand why somebody would make a large anonymous donation to a charity. It could be explained by the utility (satisfaction) someone may feel from consuming the good feeling that giving to charity gives. Nevertheless, it makes it harder to base economics solely on a monetary self-interest basis.

  Similarly we can see many examples of altruism within firms. For example, some firms will employ workers, even if they are not necessary. This is because they don’t want to create unemployment. Also, firms may not seek to maximise profits. Firms may have many other objectives such as environmental objectives, charitable objectives and social responsibility. At one level environmental concerns can be a clever marketing ploy, but, at another level they can be made independently of financial considerations.

http://www.economicshelp.org/blog/148/economics/altruism-and-behavioural-economics/

Lidt senere fortæller Rune Lykkeberg om Adam Smiths filosofi om menneskets natur på en måde så jeg tænker at den gamle mesterfilosof foregriber den moderne hjerneforsknings opdagelse af spejlneuronernes og deres funktion som katalysator for spontan og ubevidst indlevelse og medleven i andre menneskers følelser. 

   Spejlneuronerne fungerer jo nemlig på den måde i hjernen at når man oplever en anden handle og give udtryk for følelser, så aktiveres automatisk de dele af hjernen hos iagttageren som også ville være aktiv hvis vi selv udførte de tilsvarende handlinger og mimisk og gestuelt gav udtryk for de tilsvarende følelser.

   Mennesker er bestemt ikke fundamentalt egoistisk, hævder Adam Smith ...

Tværtimod. Når vi er tilskuere til andre menneskers lidelser og lykke, føler vi med dem. Det er ikke noget, vi beslutter os for, men noget, som indtræffer af sig selv.

   Smith bruger tilskuerne til en linedanser som eksempel:

   Hvis du med øjnene følger en linedanser på den spinkle line højt over jorden, følger din krop med. Når linedanseren stopper op og læner sig mod højre for at holde balancen, læner du også din krop mod højre. Og når linedanseren har genfundet balancen og igen retter sin krop op, gør du det samme nede på tilskuerpladserne. Selv om du sidder langt derfra, er du i linedanserens sted.

   Denne evne til at fornemme andres lidelser og lykke betegner Smith som ’sympati’.

Jeg synes det er - ja, hvad skal man sige - utroligt godt set. Og Runebergs stærkt medlevende parafrase af Adam Smith fortsætter i noget der også foregriber den anden kilde til hjernen til indlevelse i andres bevidsthed, the default mode network, som er det netværk af samvirkende moduler i hjernen som gør det muligt for mennesker at forestille sig hvordan omverden opleves gennem andre menneskers bevidsthed:

Du kan ikke se ind i andre menneskers følelser og tanker, så du kan ikke med sikkerhed vide, hvordan de har det. Men du kan aflæse deres ansigter og deres kroppe og forestille dig, hvordan de har det. Hvis du ser en mand, som falder i det kolde vand og skærer ansigt, forestiller du dig, at han fryser. Og du skutter dig, fordi du selv fornemmer den kulde, han bliver udsat for. Det er vores fantasi, som kobler synet af det kolde vand og hans reaktion på det med vores egne følelser.

Det er præcis det - the default mode network - som hjerneforskerne mener er hjernens udgangspunkt for fantasien, og at det er et samspil mellem det netværk og spejlneuronerne som gør det muligt at man føler og oplever empati for sine medmennesker; Adam Smith bruger åbenbart ordet 'sympathy' her:

Der er to veje til denne sympati: Enten ser du på det, der får manden til at fryse, eller også ser du kulden i hans ansigt. Enten aflæser du det kolde vand, eller også aflæser du ansigtet. Indimellem kan det være så anstrengende at opleve andres kulde eller smerte, at vi lukker øjnene eller vender os væk fra det. Og det kræver som regel en aktiv indsats at være ligeglad med, hvordan andre har det.

Bare ud fra disse parafraser må jeg tilslutte mig anmelder Runebergs konklusion: 

Det fantastiske ved bogen er, at Smith forener filosofiske læsninger med iagttagelser af af hverdagslivet. Derfor kan hanogså vise, at man ikke kan styre menneskenes adfærd oppefra. Samfundet er ikke et spil skak, hvor man kan rykke rundt på brikkerne som man vil.

Vil du vide mere om spejlneuroner, the default mode network, og adfærdsøkonomi, så er her tre link til Wikipedia at starte med:

http://en.wikipedia.org/wiki/Mirror_neuron

http://en.wikipedia.org/wiki/Default_mode_network

http://en.wikipedia.org/wiki/Behavioral_economics

Det mentale 'arbejdsværelse' i hjernen er blevet opdaget og kortlagt

Så er det fundet, det netværk af forskellige "moduler" i hjernen der er aktivt og arbejder sammen når vi mentalt skal konstruere og sammensætte en ide eller forestilling ud af enkeltdele vi kender i forvejen.

   På engelske taler man om "the mental workspace", og det er opdaget som så meget anden moderne hjerneforskning ved at give folk opgaver som kræver bestemte mentale processer, og så fortage såkaldt MRI-scannng mens de forsøger at udføre den.

   Sådan ser dette netværk ud  når det "mentale værksted" i hjernen er i brug:

Eleven areas of the brain are showing differential activity levels in a Dartmouth study using functional MRI to measure how humans manipulate mental imagery (credit: Alex Schlegel)

Illustrationen er hentet fra en artikel dateret den 18. september 2013 med rubrikken:

 Where is imagination located in the human brain?

"Imagination" betyder jo noget i retning af fantasi eller forestillingsevne, og det der umiddelbart falder i øjnene i illustrationen, er at modulerne der arbejder sammen her, er spredt over hele hjernen og stort set placeret symmetrisk. Ikke mindst er det værd at notere at de ikke er specielt placeret med overvægten i hjernens højre side som man ellers har en tradition for at antage når vi taler om kreativitetens placering og udspring i hjernen, men at der er stor symmetri i fordelingen af de dele af hjernen der er aktive under eksperimenterne.

   

Artiklen, som er en videnskabsformidlende nyhedsartikel, er fra denne webside:

http://www.kurzweilai.net/where-is-imagination-located-in-the-human-brain

Artiklen indledes sådan her idet den citerer en af forskerne, Alexander Schlegel for hvilke perspektiver der ligger i opdagelsen:

Imagination lies in a widespread neural network — the brain’s “mental workspace” — that consciously manipulates images, symbols, ideas and theories and gives humans the laser-like mental focus needed to solve complex problems and come up with new ideas, Dartmouth researchers conclude in a new study.

   “Our findings move us closer to understanding how the organization of our brains sets us apart from other species and provides such a rich internal playground for us to think freely and creatively,” says lead author Alex Schlegel , a graduate student in the Department of Psychological and Brain Sciences. 

   “Understanding these differences will give us insight into where human creativity comes from and possibly allow us to recreate those same creative processes in machines.”

Forsøgene har haft karakter af konstruktive og dekonstruktive opgaver, hvor de konstruktive tilsyneladende har været opgaver i konceptuel blending (se andre indlæg om hvad konceptuel blending er for en mental proces).

In the study, 15 participants were asked to imagine specific abstract visual shapes and then to mentally combine them into new more complex figures or to mentally dismantle them into their separate parts.

   Researchers measured the participants’ brain activity with functional MRI and found a cortical and subcortical network over a large part of the brain was responsible for their imagery manipulations.

   The network closely resembles the “mental workspace” that scholars have theorized might be responsible for much of human conscious experience and for the flexible cognitive abilities that humans have evolved.

Jeg skal ikke lægge skjul på at jeg synes det her er rigtig, rigtig spændende i lyset af de spor og tråde jeg har forfulgt i den nyere hjerneforskning og aktuel kognitive pyskologi - alt hvad der har med kreativitet og kreativ tænkning at gøre, og med virkningen af kreative produkter på modtagernes hjerne når de ser billeder, hører musik og læser litteratur.

Hidtil har jeg skrevet om 'spejlneuronernes' funktion som forudsætningen for at vi automatisk simulerer andres handlinger og give dem mening når vi ser eller hører dem. 

  Spejlneuronerne som bl.a. er lokaliseret i den del af hjernen som kaldes premotorcortex, bliver simpelt hen aktiveret på samme måde når vi ser andre udføre en handling, som hvis vi selv udførte handlingen, og - bemærkelsesværdigt nok - også når vi blot forestiller os at udføre handlingen. 

   En af effekterne af spejlneuronernes funktion er at vi helt bogstaveligt kan få aktiveret egne følelser og sansninger når vi ser eller hører andre udtrykke disse følelser eller opleve disse sansninger - altså helt bogstaveligt og konkret 'medfølelse'. Fx kan vi komme til at græde når vi ser andre græde, eller selv føle at det gør ondt på os når vi ser andre føle smerte ved at blive stukket eller skåret.

   

Endvidere har jeg skrevet om 'the default (mode) network' som er det kompleks af moduler i hjernen der er aktivt når vi dagdrømmer, mediterer og fantaserer; og også når vi forestiller også andre verdener end den vi kender, når vi tænker på fremtiden, når vi forsøger at sætte os i andres sted, når vi trækker erindringer frem på den indre skærm fra den episodiske/selvbiografiske hukommelse.

   Dette neurale netværk, som også har navnet 'the task negative network', er i et komplementært forhold til 'the task positive nework' som er aktivt når vi er engagerede i at løse udadvendte konkrete opgaver. Nå det 'opgave-positive' netværk er aktivt, lukker det 'opgave-negative' ned - og vice versa.

   Det ser ud til at 'the default mode' netværk har en afgørende rolle for at vi kommer i flow, bliver mentalt "opslugt" og får noget ud af at se film, læse fiktion, opleve billedekunst m.m. 

   Generelt associeres dette neurale netværk med "kreativitet" i faglitteraturen.

   Se mere i indlægget her:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2011/09/default-netvrket-i-aktion-i-opgaver-der.html

Nu har vi så endnu et netværk som forbindes med kreative processer i hjernen, og det fremgår ikke i hvilket omfang der er overlap med the default mode network - man kan sige at det er en slags indadvendt 'task positive nework', så jeg går ud fra der er en relativt stor overlapning.

   

Andre artikler og blogindlæg på nettet uddyber og perspektiverer i opdagelsen af hjernens mentale maskinrum:

Creative thinking can be of different forms such as imagining new visuals, sounds or coming up with new ideas. In this study, researchers looked at how brains manipulate images. For example, imagine an elephant with the head of a turkey climbing up a building in New York City. A creature like that doesn't exist and elephants certainly can't climb buildings. However, the brain can manipulate different images and morph them into a single image and make it appear in our mind's eye.

Det er altså et eksperiment som genskaber nogle af de mentale og kognitive processer som fx må have ligget bag "opfindelsen" af mytologiske og eventyrlige figurer som enhjørningen, den vingede hest pegasus, den ægyptiske sfinks, Kretas minotaurus, de græske kimærer og kentaure, kristendommens engle og djævle, vores egne eventyrs havfruer, etc.  

Men de aktuelle videnskabelig eksperimenter har været mindre fantasifulde og mere clean mht. hvilken slags figurer der skulle manipuleres af forsøgspersonerne, som det fremgår af følgende citat og illustration fra en netartikel i Poplular Science (www.popsci.com):

Shlegel and his colleagues asked 15 participants to look at pictures of abstract shapes, then recall the shapes in their imagination while they were undergoing an fMRI scan. Some participants concentrated on maintaining the image of the shape, while others were asked to change the images in their mind, either imagining deconstructing the shapes into requisite parts or combining them with others to make a new shape.

Imagining Shapes (Schlegal et al)

The researchers expected the mental manipulation activity to involve the visual cortex, the part of the brain that processes imagery. By looking at activity in the visual cortex, scientists in the past few years have been able to decode the type of image that a person is imagining--something scarily akin to mind reading. But the visual cortex wasn't the only region involved--they found 12 "regions of interest" that seem to be involved in manipulating imaginary shapes. "We saw differences in activity all over the brain when we compared to control conditions," Shlegel says. "It does seem rather than being a single area responsible for imagining or manipulating, it seems like lots of areas have to work in concert."

Det fremgår af et andet blogindlæg der referer til samme kilder, at forskerne selv kobler deres meget puritanske og begrænsede eksperiment med brug af abstrakte figurer sammen med mere fantasifulde former for konceptuel blending, men at det er tekniske begrænsninger der tvinger til de meget abstrakte figurer i eksperimenterne:

Dartmouth researchers addressed this dilemma issue by asking: How does the brain allow us to manipulate mental imagery? And then asked participants to do things like imagining a bumblebee with the head of a bull. This would seem like an easy task for most of us, but it actually requires the brain to construct a totally new image and then make it appear in our mind's eye. Artists are able to transfer these images to a canvas and writers can use words to conjure up mental images in our minds.

   Dartmouth researchers addressed this dilemma issue by asking: How does the brain allow us to manipulate mental imagery? And then asked participants to do things like imagining a bumblebee with the head of a bull. This would seem like an easy task for most of us, but it actually requires the brain to construct a totally new image and then make it appear in our mind's eye. Artists are able to transfer these images to a canvas and writers can use words to conjure up mental images in our minds.

  The conscious manipulation of mental representations is central to many creative and uniquely human abilities. How does the human brain mediate such flexible mental operations? It turns out, a widespread neural network performs complex mental manipulations on the contents of visual imagery.

   "For example, if a person is asked to imagine a banana spinning around quickly and getting bigger or smaller, he can do so effortlessly," said Alex Schlegel. "When you start to look at more complex cognitive process like imagination or creative thinking, it's not just isolated [brain] areas that are responsible, but communication of the entire brain that's required," Schlegel said. 

http://www.psychologytoday.com/blog/the-athletes-way/201309/the-right-brain-is-not-the-only-source-creativity

Ja, jeg synes godt nok det her er spændende, og ikke mærkeligt at stort set alle netmedier der formidler videnskabsnyheder, og en lang række blokere, har været ude og fortælle om opdagelsen umiddelbart efter offentliggørelsen af den videnskabelige artikel, som der her er et link til (kun "abstract")

Alexander Schlegel, Peter J. Kohler, Sergey V. Fogelson, Prescott Alexander, Dedeepya Konuthula, and Peter Ulric Tse. Network structure and dynamics of the mental workspace. PNAS, September 16, 2013 DOI: 10.1073/pnas.1311149110

Hallucinationer (1) - om livagtige forestillinger om noget der ikke er der

Alle mennesker har fantasi i et eller andet omfang, og kan forstille sig ting, mennesker, forhold, verdener som ikke eksisterer og som de derfor aldrig fysisk har set, hørt, følt  - sanset. Et mindre belastet, men lidt gammendags ord er 'forestillingsevne'. 

  På engelsk taler man om "imagination".

Kunstnere, forfattere, håndværkere, videnskabsmænd, reklamefolk, journalister og mange andre professionelle grupper, lever af at de har en god forestillingsevne og i større eller mindre grad er 'visionære'.
   Ellers ville de ikke kunne udfylde de arbejdskrav der er indlagt i professionens norm- og forventningssystem.

   Og denne evne udspringer sandsynligvis i det kompleks af hjernemoduler som kaldes "the defualt network", et kompleks i hjernen der er aktivt når vi - metaforisk set - "kigger indad" - og aktiverer det som neurologen Oliver Sacks omtaler som "the minds eye", og som han har givet titlen på en fremragende bog jeg tidligere har refereret til og fra.

   På dansk: Se noget for "sit indre blik",  se noget "på den indre skærm".

Men andre dele af vores hjerne kan helt af sig selv - uden for vores kontrol og viljestyring - producere livagtige visioner for bevidstheden, kaldet 'hallucinationer'.

   Jeg har nu læst en ny bog af Oliver Sacks, hans seneste. Og den fjerde eller femte jeg har læst - af den halve snes han har skrevet.
  Manden er nu 80 år gammel og still going strong hvad angår at skrive på en fængende og engagerende måde om svært tilgængelige og delvist kontroversielle emner - omgivet af fordomme både blandt menigmand og fagfolk.

   Titlen er:

HALLUCINATIONS

Samme ord på dansk: "hallucinationer". 

   Og hvad forbinder man så det med? 

   Først og fremmest: sindsygdom - og nærmere bestemt: skizofreni.

Det handler bogen slet ikke om, eller næsten ikke. 

   Den handler om hallucinationer som mentale fænomener oplevet af normale mennesker i en almindelige dagligdags social og fysisk omverden. 

   Men også og ikke mindst om hallucinationer som følgefænomener til en række forskellige fysiske skavanker som migræne, epilepsi, parkinsonisme, blindhed, døvhed, sensorisk deprivation, amputerede lemmer, blodpropper i hjernen, skader fra langvarig alkoholisme, post traumatisk stress syndrom, mv.. 

   Endvidere om hallucinationer i forbindelse med indtagelse af euforiserende stoffer som hash og LSD, hvad Sacks har personlige eksperimentelle erfaringer med som ung forsker.

Hvad kendetegner så hallucinationer - til forskel fra dette at bruge sin forestillingsevne til at se noget for sig der ikke findes - for sit indre blik?

   For det første er det oplevelser som den person der har dem, ikke kan påvirke, ændre eller fjerne med ønsker og med vilje. De kommer af sig selv og går af sig selv - nærmest som en slags mentale 'indbrud' i bevidstheden/sindet.

   For det andet opstår de uden ydre sansestimulation som igangsættende årsag, og er altså udtryk for hjernens autonome aktivering - ofte som en reaktion på mangel på ydre sanseinput (sensorisk deprivation).

   For det tredje opleves de med samme aura af virkelighed som reelt sansede oplevelser og kan af bevidstheden ikke umiddelbart afsløres som hjernens egne 'påfund'.
    Man kunne måske sige at det er hjernens selvproducerede fiktioner.

Oliver Sacks skriver at selv om det for fagfolk kan være svært at blive helt enige om definitionen, og om hvordan man skelner mellem "hallucination, misperception, and illusion", så vil han definere hallucinationer som "percepts arising in the absence of any external reality - seeing things or hearing things that are not there."
    Jeg tænker: Det ligner næsten definitionen på en spillefilm!

Sacks fremhæver den amerikanske psykologis 'fader' William James' definition i hans epokgørende værk "Principles of Pchycholgy", en definition som lyder sådan her:

An hallucination is a strickly sensational form of consciousness, a good and true a sensation  as if there were a real object there. The object happens to be not there. that is all.

En af pointerne i Sacks bog er at den indsigt i den modulopdelte hjerne som moderne skanningsteknik giver, gør det muligt at udpege de områder af hjernen som producerer de forskellige slags hallucinationer. 

   Altså fx. det netværk af moduler som er aktive når vi hører musik, de moduler er også aktive når man har musik-hallucinationer. 

   De dele af hjerne som normalt aktiveres med de forskellige ydre sanseindtryk som leveres gennem syn, hørelse, smag, lugt, etc., de går under forskellige særlige omstændigheder i en slags produktivt selvsving og leverer virkelighedsoplevelser der for bevidstheden ikke umiddelbart er til at skelne fra ydre sansninger. Og som ofte forveksles med virkelighed i en indledend fase.

   Oliver Sacks:

For instance, an area in the right inferotemporal cortex normally involved in the perception of fasces (=ansigtsgenkendelse) if abnormally activated, may caus people to hallucinate faces. There is a corresponding area on the other side  of the brain normally employed in reading - the visual word form area in the fusiform gyrus; if this is abnormally stimulated, it may give rise to hallucinations of letters or pseudowords.

I bogen kobler Oliver Sacks i slutningen af hvert kapitel de forskellige former for hallucinationer og deres særlige kilder og fysiologiske kontekst sammen med mulighederne for at disse hallucinationer kan have været drivkraften bag en række kulturelle fænomener i den menneskelige kulturhistories udvikling (tilsvarende mit eget forsøg på at koble animisme og shamanisme sammen med 'object-personifications-syæstesi' i tidligere indlæg):

   I indledningen opregner Sacks en lang række af disse mulige sammenhænge i en serie af retoriske spørgsmål:

Indeed one may wonder to what extend hallucinatory experinces hav given rise to our art, folklore, and even religion. 

   Do the geometric patterns seen in migraine and other conditions prefigure the motifs of Abroiginal art?

   Did Lilleputian halluciations (which are not uncommon) give rise to the elves, imps, leprechauns, and fairies in our folkklore?

   Do the terryfying halluciations of the night-mare, being ridden and suffocated by a malign prescence, play at part in generating our concepts of demons and whitches or malign aliens?

   Do "ecstatic" seizure, such as Dostojevsky had, play at part in our sense of the devine?

   Do out-of-body experiences allow for the feeling that on can be disembodied?

   Does the substancelessness of hallucinations encourage af belief i ghosts and spirits?

   Why has every culture known to us sought and found hallucinogenic drugs and usede them, first an foremost, for sacramental purposes?

Oliver Sacks forklarer til sidst i forordet at hans beskrivelser også har et mentalt og konceptuelt frigørende sigte: Mange mentalt sunde og normale mennesker som har hallucinationer, tør ikke fortælle om dem fordi de er bange for at blive stemplet som sindsyge, bange for at deres venner og læger skal tro at "they are losing their minds". 

   Men det er, som hovedparten af eksemplerne i bogen illustrerer, langt fra at være tilfældet:

I think of this book, then as a sort of natural history or antholgy of hallucinations, describing the experience and impact of hallucinations on those who have them, for the power of hallucinatons is only to be understood from first-person accounts.

Her er Oliver Sacks himself i en TED-TALK-video hvor han introducerer en af de former for hallucination som han beskriver i bogens første kapitel: "Charles Bonnet Syndrome", som typisk opleves af mennesker som er blevet blinde:

(fortsættelse følger)

Suspension of disbelief - vs - suspension of belief - noget om fakta og fiktion - og betydningen af cases i journalistikken

Jeg sidder som censor og læser en opgave i tv-tilrettelæggelse om hvordan børn reagerer på beskrivelser og fremstillinger af døden og de handlinger, oplevelser og tanker der går forud. 

   Og videre tænker jeg på de uendelige diskussioner i gennem årene i medier og blandt forskere om hvad vi kan udsætte børn (og barnlige sjæle) for uden at de bliver mærket negativt psykisk og mentalt af at blive eksponeret for den slags fremstillinger i medierne. 

   Dette jo også i lyset af gyserhistorier, zombiehistorier, spøgelseshistorier, historier og tv-indslag om massakrer på børn og voksne i krige og udsat for terrorbegivenheder. Og simpelt hen: voldsfilm!
  Men gør det noget, om alt det ækle, grusomme, blodige, rædselsvækkende i medierne, er fakta eller fiktion - journalistik eller fantacy?

Spejlneuroner  virker automatisk - alt er for så vidt lige virkeligt, set fra 'deres synspunkt'. Vores krop og den hurtigt reagerende del af vores hjerne tror umiddelbart på det øjnene ser - og spejlneuronerne er aktive som var det os selv der foretog hadlingen, når vi ser andre udføre en handling, læser om at andre gøre det - eller bar selv tænker på os selv eller andre gøre det. Og om det er virkelighed, film eller fortælling skelner de ikke mellem.

   Set fra 'spejlneuron-synspunktet' - er der ikke nogen forskel på faktiske og fiktive fremstillinger eller forestillinger. Premotorcortex-dele af hjernen aktiveres og programmeres - og de følelser som automatisk er forbundet med de oplevede eller forestillede handlinger aktiveres også. Derfor virker pornografi, blandt andet. Og en masse propaganda.

   Lidt provokerende sagt, så er alle former for visuelle oplevelser af andre menneskers handlinger lige faktuelle i her og nu-situationen. Og børn lærer først i 6-8 års alderen gradvist at skelne mellem digt og faktuel fremstilling. Nogen senere end andre.

   

Det at lære at skele fakta fra fiktion i sproglige og og-audiovisuelle fremstillinger, betyder altså at man lærer 'suspension of belief' - altså: Du skal ikke tro på at det du har hørt og set, også er sandt og virkeligt. 

    Når vi i medie- og genresammenhænge diskuterer eksplicitte og implicitte 'fakta- og fiktionskontrakter' (og spørgsmålet om 'faktion') knyttet til bestemte medier, genrer og udtryksformer, så er det altså fiktionskontrakterne der er det første man lærer at afkode og dermed udskille fra suppen af uigennemsigtig og flydende virkelighed og sandhed - dette at man bevidst skal kunne suspendere sin tro på og tillid til fortællerinstansens ærlighed og troværdighed i forhold til det der fremstilles og fortælles. 

Man plejer jo ellers at fremhæve at det at opleve fiktion - og betingelsen for at fiktion kan have realitetseffekter på modtageren - er 'suspension of disbelief' hos publikum - at man skal lære at lade som om det man godt ved er uvirkeligt - for the time being - her i biografen, i teatret - eller 'nu mens jeg læser kriminalromanen' - er virkeligt - skal tages for en slags sandhed, sådan i overført betyding. 

   Denne mentale operation - "make believe-operationen" - må være noget som foretages af de samarbejdende dele af hjernen som kaldes 'the default (mode) network' - et netværk som er kendetegnet ved at det er aktivt når vi ikke foretager os noget udadvendt og målrettet - løser opgaver og tackler udfordringer. Derfor kaldes det også i faglitteraturen 'the task-negative nework'.

   Dette netværk i hjernen udvikles langsomt over tid helt op til de sene teenagerår - sandsynligvis delvist afhængigt af det register af oplevelser, interaktioner og relationer som den enkelte møder og udsættes for op gennem barndommen, svarede til at vi nu ved at hjernen er meget mere plastisk end man hidtil har troet.

   Så sandsynligvis er der nogle mennesker der har meget let ved at "suspendere sin skepsis" i mødet med en mediebåret fremstilling, mens andre har sværere ved det. 

   Man forbinder den mentale forskel i dagligsproget med begrebet 'fantasi' - ved  fx at kunne sige at "den dreng der er meget fantasifuld" - mens "ham der er ganske jordbunden og fantasiforladt". 

Dette underbygges af de mange erindringer fra forfattere, kunstnere og videnskabsmænd som kan berette at de i deres barndom læste - slugte - helt vildt mange bøger - uanset genre og litterære kvaliteter. 

   Jeg hørte selv til den kategori - og det gjorde fruen også. 

Da jeg var 12 år flyttede min familie fra Holeby til Stege. Vi var installeret på et hotel i Stege i nogle dage, mens mine forældre gik og gjorde lejligheden i stand. Set fra mit synspunkt var den helt afgørende forskel på de to små provinsbyer i det sydøstlige Danmark, at Stege havde et rigtigt bibliotek - mens Holeby ikke havde det.
   Den først dag i Stege blev jeg sluppet løs i biblioteket, lånte en taskefuld bøger, blev fulgt hjem på hotellet. Og så havde mine forældre fred for mig i hele ugen, hvor jeg bare lå på hotelsengen og slugte bog efter bog - fakta og fiktion - fin- og trivi-litteratur - i et skønsomt rodsammen.

For de mennesker hvis hjerne er særligt disponeret i den retning, indgår stærk og aktiv fantasivirksomhed i symbiose med hjernens belønningssystem, idet man kommer i flow under læsningen. Så jeg var 'høj' og 'fjern' på bøger og fantasi i den uge. Og mange år efter.

   Jeg husker at også jeg blev kaldt "bognarkoman" af min mor i de år. Jeg ville ofte hellere blive hjemme og læse drengebøger og Anders And-hæfter end tage med familien på skovtur eller på besøg hos vener. 

Hvad siger Wikipedia om "suspension of disbelief"?

Suspension of disbelief or willing suspension of disbelief is a term coined in 1817 by the poet and aesthetic philosopher Samuel Taylor Coleridge, who suggested that if a writer could infuse a "human interest and a semblance of truth" into a fantastic tale, the reader would suspend judgment concerning the implausibility of the narrative. Suspension of disbelief often applies to fictional works of the action, comedy, fantasy, and horror genres, as well as in professional wrestling. Cognitive estrangement in fiction involves using a person's ignorance or lack of knowledge to promote suspension of disbelief.

   The phrase "suspension of disbelief" came to be used more loosely in the later 20th century, often used to imply that the burden was on the reader, rather than the writer, to achieve it. This might be used to refer to the willingness of the audience to overlook the limitations of a medium, so that these do not interfere with the acceptance of those premises. These fictional premises may also lend to the engagement of the mind and perhaps proposition of thoughts, ideas, art and theories.[1]

    Suspension of disbelief is often an essential element for a magic act or a circus sideshow act. For example, an audience is not expected to actually believe that a woman is cut in half or transforms into a gorilla[2] in order to enjoy the performance.

Jeg synes jo dette er interessant i lyset af den dyrkelse af cases som i de sidste 20-30 år er blevet mere og mere udbredt i journalistikken, både den skrevne og den tv-bårne. 

   Politiken havde fx denne illustrative rubrik den 18. december 2012:

'Fattige Carina' og 'Dovne Robert' har ændret danskernes syn på kontanthjælp

Og med underrubrikken: "

Fire ud af ti danskere har ændret holdning til kontanthjælp efter mediesager.

Casenes  funktion er at få læserne eller seerne til at suspendere deres mistro til journalister og journalistiske udsagn og til at neutralisere den mistro til abstrakte logiske fremstillinger af virkeligheden som de - naturligt - har svært ved at forankre til de nemme og mentalt spiselige 'basic-level-kategoriseringer'. 

   Og dermed også til at overlade den primære effekt af fremstillingen til spejlneuronernes emotionelle automatreaktioner - og altså til den 'tænkning' som Daniel Kahneman kalder 'thinking fast' (= 'System 1'):

System 1: Fast, automatic, frequent, emotional, stereotypic, subconscious

System 2: Slow, effortful, infrequent, logical, calculating, conscious

Jeg har skrevet mange indlæg om Daniel Khaneman som du kan finde ved at søge på hans navn i denne blogs søgefelt. Det første her:

 http://petersudsigt.blogspot.dk/2012/11/thinking-fast-and-slow-journalistik-om.html

To af de centrale mekanismer i 'thinking fast-systemet' er princippet 'All You See Is All There Is" - og princippet om 'cognitive ease' som gør at selve oplevelsen af casen bliver det som bevidstheden hovedsagelig forholder sig til. Identifikationen buldrer igennem.

Så spørger du måske om hvad 'basic-level-kategoriseringer' er for noget. Det har jeg også skrevet om flere gange - fx her:

 http://petersudsigt.blogspot.dk/2011/06/simulations-semantik-og-de-grundlggende.html

Men her er lige en kort beskrivelse fra en af de mange pædagogiske kilder på nettet:

In cognitive psychology, a basic-level category is a family of events, objects, patterns, emotions, spatial relationships, or social relationships that are cognitively basic. "Dog", "chair", "ball", and "cup" are examples of basic-level categories. Basic-level categories share a variety of properties with one another. Among other similarities, they are the level first named and understood by children, the level with the shortest primary lexemes, the first level to enter the lexicon of a language, the level at which subjects are fastest at identifying category members, the level at which most of our knowledge is organized, the level that most faithfully mirrors natural kinds, and the highest level at which a single mental image can reflect the entire category.

http://www.wisegeek.com/what-is-a-basic-level-category.htm 

'Basic-level-kategorier' er den centralt definerende del af det jeg for mange år siden navngav 'erfaringssprog', og dermed definerende for den tækning og kognition som den sprogform er forbundet med. 

   Og der er en intim sammenhæng mellem brug af 'basic-level-kategorier' i en sproglig eller audiovisuel fremstilling på den ene side - og så oplevelsen af 'cognitive ease' på den anden. 

   'Basic-level-kategorier' udfoldet i sprog, lyd og billeder, de fungerer som forførende glidecreme for forståelsen. 

   Som sofastykket "En kronhjort ved skovsøen".

Jeg har netop besøgt en kunstsamler hvor stort set alle malerier og grafiske arbejder der hang på væggene, netop ikke inviterede til 'cognitive ease' - mens næsten alle skulpturerne var sjove og cognitivt lige til at gå til! Ved første blik, men så ...!

Den kreative Burmarejse (1) - "Vejen til Mandalay" - og Aung San Suu Kyi

Ved den grå Moulmein Pagode, med sit blik mod havets blå,
sidder der en Burma-pige, det er mig hun tænker på.
Hvisker palmesuset ikke, synger templets klokker ej.
Kom igen, soldat fra England, kom igen til Mandalay!
Kom igen til Mandalay, ad flotillens gamle vej,
husker du pagajens dunken fra Rangoon til Mandalay?
Oh, den vej til Mandalay, fuld af flyvefisk i leg,
og hvor solen brød som torden frem bag Kina-bugtens kaj!

Et hold danske turister synger disse linjer i en bus på en vej i Burma/Myanmar, nærmere bestemt i omegnen af byen Mandalay. Det sker under ledelsen af den danske rejseleder Gunnar der har uddelt sangens tekst til hele holdet. 

   Jeg og fruen og moster synger med ad fuld hals - den sang som de fleste lidt ældre danskere husker fra Giro 413 sunget af Four Jacks, yngre husker den måske i Kim Larsen-versionen, endnu ældre mindes den i Mogens With-versionen fra 1942.

   Jeg foretrækker Four Jacks-versionen.

Burma er et land jeg har læst om, hørt om og set billeder fra i massemedierne de senere år. Ikke for det gode.
   Og jeg husker jeg har set en fascinerende prisvindende dokumentarfilm for nogle år siden: "Burma VJ" af den danske dokumentarinstruktør Anders Østergaard. Om et oprør i landdet 2007 ført an af buddistmunke og vendt mod landets militære magthavere.
   Politisk set har Burma i mange år været et militærdiktatur af den groveste slags - sådan nærmest i familie med Nordkoreas.
  Men i modsætning til Norkorea, så er der her tale om et regime med en internationalt berømmet moralsk heltinde Aung San Suu Kyi som politisk modstander, en kvinde der har modtaget Nobels fredspris i 1991 - for sin ikke-voldelige kamp for demokrati og menneskerettigheder i landet.

   Hun er et par år yngre end mig, noterer jeg. Født 1945.

Som leder af National Leage for Demokracy vandt hun en jordskredsejr ved et valg i 1990, men var  allerede inden valget blevet sat i husarrest af generalerne.

    Efter husarresten i 15 af de seneste 21 år, blev Aung San Suu Kyi den 13. november 2010 løsladt af magthaverne.

   Hun er datter af general Auang San, som forhandlede Burmas uafhængighed fra Storbritanien 1947, og som blev myrdet af rivaler samme år.

   Hun studerede ved universitet i Oxford hvor hun mødte sin engelske mand, som hun har 2 børn med.
   Hun er som politisk personlighed i samme klasse som Václav Havel og Nelson Mandela.

I forruden til bussen som vi kørte og sang i i omegnen af Mandalay, hang der side om side et foto af hende og et foto af faderen general Aung San der er landets nationalhelt - tilsvarende Nehru og Gandhi i Indien:

Som noget af det første på rejsen så vi general Aung Sans kontor i Rangoon, der var bevaret som en slags mindestue:

Og som noget af det sidste på rejsen så vi porten til Aung San Suu Kyis hus som hun sad i husarrest i de mange år:

På den modsatte side af vejen lå den militærforlængning hvorfra hun er blevet overvåget døgnet rundt i hele perioden.

Jeg så for ikke så længe siden spillefilmen om Aung San Suu Kyis liv: "The Lady". Ikke verdens bedste film, men den gav et meget godt indtryk af hendes liv og virkelighed. Og jeg genkendte her lokaliteten fra filmen.

Flere venner og bekendt havde anbefalet at vi skulle se at komme til Burma inden turistindustrien for alvor kom igang. Og min vane tro læste jeg ikke på lektien inden afrejsen til Burma. Ingen "Turen går til Burma" eller lignende. 

   Jeg havde kun lige skimmet rejsearrangørens program for et halvt år siden da vi bestilte rejsen. 

   Så jeg tog på rejsen med et åbent sind - og ikke særligt konkrete forventninger - kun relativt vage associationer og diffuse fantasiforestillinger. Sammen med fruen og moster - og 26 andre danskere - de fleste nogenlunde jævnaldrende - og ligesom på vores tidligere rejser til Japan og Kina - medrejsende der for de flestes vedkommende var meget mere berejste end vi var.

Men hvad har sådan en rejse egentlig med temaet kreativitet at gøre?
   Umiddelbart er svaret simpelt. Kreativitet indebærer overskridelse af grænser, blending af adskilte konceptuelle rum. Så enhver rejse til et nyt og fremmedartet land er en rejse ind i en verden hvor fantasi blandes med virkelighed. Og ud af dette mix, vokser oplevelserne frem.

Her kommer så lige Mandalay-sangen i Four Jacks-udgaven, skrevet af Kipling, gendigtet på dansk af Kai Friis Møller:

Og her er traileren til Burma VJ-dokumentaren, filmen kan ses stykvis på YouTube:

By the old Moulmein Pagoda, lookin' eastward to the sea,
There's a Burma girl a-settin', and I know she thinks o' me;
For the wind is in the palm-trees, and the temple-bells they say:
"Come you back, you British soldier; come you back to Mandalay!"
Come you back to Mandalay,
Where the old Flotilla lay:
Can't you 'ear their paddles chunkin' from Rangoon to Mandalay?
On the road to Mandalay,
Where the flyin'-fishes play,
An' the dawn comes up like thunder outer China 'crost the Bay!

(fortsættelse følger)

Ingenting - og alting - når less is more og nothing is more worth than anything

Jeg skrev for nogle blogindlæg siden om Oliver Stillings tema INGENTING som han med stor succes og overaskende resultater har "kørt" på bagsiden af Politiken i en rum tid. Som et eksempel på det jeg kaldte serendipitet-journalistik. Altså journalistik hvor man ud fra et meget snævert og tilsyneladende ikke særligt interessant tema, går på opdagelse i virkeligheden efter uforudsigelige og uforudsebare historier. Og de er der - altid - heldigvis - tilfældigvis.

   Det illustrerer naturligvis fænomenet 'kreative restriktioner' og princippet hentet fra lærebøgerne i kreativitet og ideudvikling: LESS IS MORE.

Stilling meddelte for en lille uges tid siden at nu lakkede temaet mod enden - altså mod nul og nix  -  ingenting. Men nej, læserne ville ikke acceptere det. Lagde pres på redaktøren, så han nu har besluttet at fortsætte det på ubestemt tid. 

I princippet fungerer min blog på samme måde. Jeg ved der hele tiden er en side til rådighed hvorpå der er skrevet - ingenting. Og så må jeg jo finde på noget - i hvert fald en gang om ugen - for at holde den i live. Og leve op til forventningerne - mine egne og de læsere jeg har.

Og det er klart at det er sådan fantasien og kreativiteten fungerer. Den aktiveres af det der ikke er der - af "ingenting". 

Jeg havde da jeg var Direktør på TV 2 ØST en meget kreativ redaktionssekretær der med passende mellemrum når alle reportere var kommet og havde sat sig omkring bordet til morgenmødet, kiggede sig omkring og sagde: "Jeg har ingenting på sedlen i dag". 

   "Sedlen" var den dagsliste med historier som han på normale dage delte pligtopgaver ud fra til de vagtsatte journalister. Og det fungerede i længden på den måde at reporterne selv blev sløve og ikke selv mødte op med ideer.

   Så for at bryde rutinen og vanen, blev redaktionen med uforudselige mellemrum konfronteret med "det tomme bord". Den umiddelbare reaktion var den ønskede: frustration - som ofte er den første fase i den kreative proces fordi rutinen er brudt sammen.
   Hver gang kastede denne ingenting-gimmick overraskende og anderledes nyhedshistorier af sig. 

Lidt på samme måde fungerer sommerens agurktid. De normale nyhedskilder tørre ud og går på ferie.

Og redaktionerne må så - ud af ingenting - opfinde og producere læsværdige og interessante historier.

Og tit - må jeg tilstå - så var sommerens avislæsning mere interessant og inspirerende end når nyhedsmaskinen kører på fuld knald resten af året. 

Jeg er jo interesseret i malerkunst og er selv i det små begyndt at male akvarel. Og det foregående blogindlæg handlede om portrætter. Så i Oliver Stillings og denne blogs ånd, googler jeg "maleri af ingenting". Og selvfølgelig: Som det først tilbud kommer link til en hjemmeside hvor en akvarelmaler tilbyder at male portrætter for en rimelig pris hvis man sender et foto. Hjemmesiden har titlen "ALT OG INGENTING". Her et link:

http://stj-altogingenting.blogspot.dk/p/bestil-maleri.html

Næste henvisning er til Statens Museum for kunst. Her er en afbildning af bagsiden af et maleri - tror man:

Det er snyd, en illusion, ingenting. Teksten for klarer blandt andet:

Kort om 'Trompe L'oil. Bagsiden af et indrammet maleri

Værkets motiv er bagsiden af et indrammet maleri. Det er en gimmick, der skal narre os til at tro, at motivet er en ægte bagside og ikke en malet forside.

   Værket er uindrammet og dets illusion virker kun, såfremt det får lov til at stå på gulvet og forblive uden ramme.

   Man kan sige, at værket i virkeligheden forestiller ”ingenting”. Det er tømt for det som andre malerier fra denne periode har, nemlig et motiv, der forestiller noget andet.

   I stedet for et motiv lægger dette værk vægt på maleriet som et objekt, det vil sige maleriet som en fysisk ting med blændramme, lærred og evt. rammeliste.

Se mere på dette link:

http://www.smk.dk/udforsk-kunsten/kunsthistorier/vaerker/vis/trompe-loeil-bagsiden-af-et-indrammet-maleri-1670/

Og hvis jeg googler på "painting of nothing", så dukker her er et maleri af kunstneren Bob Low ogp med titlen 'Nothing to be afraid of':

Auktionsfirmaet som udbød det, havde sat vurderingen til 100.000 dollars.

   Så 'ingenting' kan også have stor værdi - hvis det bliver framet på den rigtige måde.

Sindets "indre øje" - om ansigtsblindhed og andre syner - hos Oliver Sacks

'Forestillingsevne' er et andet ord for 'fantasi'. Og fantasi er jo en vigtig del af det at kunne være kreativ. Det kan både være en "evne" man har, som når mine forældre om mig sagde da jeg var dreng. "Du har en livlig fantasi". Og det kan være produktet af denne evne, som når man siger: "Den bog er en fantasi over...", eller: "Det billede er en fantasi" - her betyder 'fantasi' noget der er "opdigtet" - noget der er "fundet på" - noget som "ikke findes i virkeligheden".

   På engelsk kan 'forestillingsevne' oversættes til 'imagination'.

Efter alt det jeg efterhånden har læst om den moderne hjerneforsknings opdagelser, så er det også klart at fantasiens sæde i hjernen er "the default mode network" eller som det også kaldes "the task negative network". Det er blandt andet den del af hjernen som gen- og fremkalder erindringsbilleder "på den indre skærme" fra 'den episodiske hukommelse' - også kaldet 'den autobiografisk hukommelse'. 

   Og den episodiske hukommelse har en klar forbindelse til den visuelle cortex, den del af hjernen som modtager og bearbejder synsindtryk til mentale billeder. Det viser sig nemlig at bestemte områder i den visuelle cortex "tænder" eller "lyser op" ved såkaldt "MRI-skanninger" når den modtager synsindtryk gennem øjnene af fx en hund. Men de samme områder viser sig også at blive aktiveret når man beder forsøgspersoner om at forestille sig eller koncentrere sig om at tænke på 'en hund'. 

 
Forestillingsevnen er ikke kun visuel. Det ser ud til at alle de moduler i hjernen som bearbejder de forskellige ydre sansers input (syn-, høre-, føle-, smage-, lugte- m.fl.), også kan producerer simulationer af disse input uden at de "ydre" sanser har modtaget nogen impulser. Fx kan man høre en melodi, og de områder i hjernen - hovedsagelig i højre hjernehalvdel - som lytningen aktiverer for at man kan høre lydinputtet som melodi, de moduler lyser også op når man "indvendig" nynner den samme melodi. 

   Og så er der det mentale fænomen som hedder 'synsæstesi' hvor nogle menneskers hjerne når de læser ord og sætninger, har en automatisk 'tvungen' forbindelse til den del af hjernens visuelle system som ser farver, således at bestemte ord, bogstaver eller navne forbindes med bestemte farver eller farvenuancer, uden at disse "indresynsfaver" på nogen måde er produceret som et resultat af at øjnene ser disse farver i omverdenen.

    Det man kalder 'hallucinationer' er sådanne visuelle eller lydlige forestillinger som kommer 'indefra' - altså produceret af hjernen på den "indre skærm" uden ydre sansemæssig anledning eller årsag. Og uden at man selv har gjort sig nogen anstrengelse for at fremkalde dem for sit indre blik eller indre øre.

Hvorfor nu denne lange repeterende smøre?

   Jeg er lige blevet færdig med at læse en bog af Oliver Sacks: "The Mind´s Eye", som jeg synes er rigtig spændende - set i relation til begreber som 'kreativitet', 'forestillingsevne', 'den plastisk hjerne' som jeg har skrevet meget om på denne blog.

Oliver Sachs er en af den moderne hjerneforsknings pionerer, og hans mest kendte værk er bestselleren "The Man Who Mistook his Wife for a Hat". 

   Alene titlens tilsyneladende 'absurditet' fænger og fascinerer. Jeg har endnu ikke læst bogen der er helt tilbage fra 1985, men en lang række af dem jeg har læst, referer ekstensivt til ham. Og han har skrevet forord til flere af dem, husker jeg - bl.a. "The Brain and the Inner World" af Marks Solms og Oliver Turnbull. Se nærmere her:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2011/12/om-indre-og-ydre-sansning-og-task.html

http://petersudsigt.blogspot.dk/2011/12/freud-i-neuronernes-net-om-en-ny.html

I "The Mind´s Eye" fortæller Oliver Sacks om en række cases med forskellige 'udfald' eller 'skader' i områder af hjernen. Sådan som han efter sigende også har gjort i de tidligere af sine bøger. Det særlige er her at han også bruger og fortæller om sig selv som "case" - det ved jeg ikke om han har gjort tidligere. 

Et af emnerne er 'ansigtsgenkendelse' - og 'ansigtsblindhed'. Mærkeligt nok har vi altså et ganske bestemt snævert område i hjernen som er aktivt når vi genkender ansigter. Og som hvis det skades, gør at man - i større eller mindre grad - har problemer med at genkende ansigter. Og så er man altså 'ansigtsblind' - 'face-blind'. Det er noget man kan være i varierende grad: fra "let" til "svært" og "invaliderende".

   Dette ansigtgenkendelses-område i hjernens højre hjernehalvdel er en del af et større område som er aktivt når man skal genkende ting eller genkende steder. Og også disse områder kan være skadet. Man kan altså være 'sted-blind' og 'ting-blind'. Den faglige betegnelse for det er 'prosopagnosia'.

   Og det siger næsten sige selv at disse mentale skavanker og svagheder altså også er beslægtet med det at være 'ordblind'. De områder i hjernen som er aktive når man skal genkende ord man læser, kan også være skadet, eller forbindelsen til andre områder i hjernen kan være dårlig, så man fx har svært ved at skelne mellem 'd', 'b' og 'p'.

Oliver Sacks skriver kapitler om både ordblindhed, nodeblindhed, og ansigtsblindhed. Og i det afsluttende kapitel om hvad der sker i hjernens visuelle cortex når man er eller bliver rigtig blind.

   Om sin egen 'face-blindness', skriver han i kapitlet om ansigtsblindhed:

I have had difficulty recognizing faces for as long as I can remember. I did not think too much about this as a child, but by the time I was teenager, in a new school, it was often a cause of embarrassment. My frequent inability to recognizw schoolmates would cause them bewilderment an, sometimes, offence - it did nok occur to them (why should it?) that I had perceptuel problems.

Sacks fortæller at han ikke har (haft) problemer med at genkende nære venner, primært fordi de havde specielle markante 'features' der udgjorde 'clues' som han kunne genkende dem på. Størst problemer har han med at genkende ansigter "out of context", dvs. hvis han møder folk han kender, men på et sted hvor han ikke forventer det.

  Men det er ikke kun ansigter han har problemer med at genkende...

It was not just faces. When I went for a walk or a bicycle ride, I would have to follow exactly the same rout, knowing that if I deviated from it even slightly, I would be instantly an hopelessly lost.  (...) 

   At the age of seventy-six, despite a liftime of trying to compensate, I have no less trouble with faces and places.

Hvad har det nu med kreativitet at gøre?

   Først og fremmest dette at en sådan skavank i hjernens neurale forbindelsesveje - 'neural circuits and wiring' - ligesom ordblindhed - kan være et tegn på at der er ekstraordinært "hul" igennem mellem andre dele af hjernen som befordrer kreative mentale processer.

   Men det har også med kreativitet at gøre i den forstand at når man er ansigts- og sted-blind, så må man finde på alle mulige kreative strategier for at kompensere og løse problemet:

Face recognition is crucially important for humans, and the vast majority of us are able to identify thousands of faces individually, or to easily pick out familiar faces in a crowd. People with prosopagnosia need to be resourceful, inventive in finding strategies for circumventing their deficits: recognizing people by an unusual nose or beard, or by their spectacles, or a certain type of clothing.

Ansigtsblindhed kan altså fungere som en form for 'kreativ restriktion', hvor hjernens forestillingsevne finder på mentale om- og genveje veje til at nå målet at genkende et ansigt eller et sted som øjnene ser men hjernen ikke kan huske at have set før.

   Og på mange måder minder det jo om det fænomen at der findes to mentalt klart forskellige problemløsningsmåder og -veje: den lineært logiske skridt-for-skridt måde som er venstre hjernehalvdel-forankret - og den associerende intuitive genvejs-måde som har sit neurale udgangspunkt i processer i den højre hjernehalvdel. Og så var det her jeg fik en af mit livs store aha-oplevelser 

   Det var først sent i livet at Oliver Sacks opdagede - dvs. blev bevidst om - at han selv var ansigtsblind. Det viste sig at han havde en bror der også var det. Og at der meget vel kunne være en genetisk arvelighedsfaktor involveret (ligesom i ordblindhed, og farveblindhed).

Jeg er også ansigtsblind og stedblind

Denne aha-oplevelse skrev jeg om til en god ven som jeg dagen inden havde snakket med om Oliver Sacks´ bøger: 

Kapitlet "Face-blind" er faktisk personligt interessant for mig. Den kliniske diagnose er prosopagnosia.

   Det viser sig at man kan være 'face-blind' - ansigtsblind - ligesom man kan være 'ordblind' - og da jeg er ordblind i lettere grad (når jeg læser ord, læser jeg ikke bogstaverne i ordet og forbinder ikke automatisk et læst ord med dets udtale), så har jeg fået den tanke at jeg måske også selv er 'ansigtsblind' - i lettere grad.

   Jeg har i hvert fald i rigtig mange år haft problemer med at forbinde nye ansigter med navne - og når jeg er til en form for komsammen hvor man skal hilse rundt, så kan jeg nemt kommet til at hilse hjerteligt goddag til den samme to gange uden at jeg opdager det. Og tilsvarende når vi siger farvel, kan jeg uden problemer - for mig - sige hjerteligt farvel to gange.

   Og det er ikke noget nyt: Problemet husker jeg fra langt tilbage i tiden.

   Når jeg nu er blevet opmærksom på det, så kan jeg jo huske alle de kreative teknikker jeg netop har brugt i årenes løb for at huske ansigter og navne på de studerende jeg har haft på et hold som jeg ser med en uges mellemrum et helt semester.

   Det viser sig også at ansigtsblindhed for nogle er forbundet med at de heller ikke er gode til at genkende lokaliteter og derfor nemt farer vild. Også det kan jeg genkende som et problem jeg har fundet kreative måder at omgå langt tilbage i tiden.

   Og denne 'blindhed' kan også være forbundet med at have problemer med at genkende ting. Jeg er berygtet i familien for at lede efter en ting som så ligger lige for næsen af mig, uden at jeg "opdager" at det er den ting jeg leder efter.

   Jeg tolker det ikke som begyndende demens, men som mindre handicaps jeg har lært at leve med og forholde mig kreativt til. Men det er klart en lettelse at finde ud af 'diagnosen' og blive bevidst om 'handicappet'

   Af Sacks bog fremgår det at folk der lider af mildere former for ansigtsblindhed ofte bliver oplevet som lidt arrogante af omgivelserne, og de har selv har tendens til at være lidt sky og tilbageholdende i situationer med mange nye mennesker.

   Ansigtsblindhed, fremgår det også, kan være genetisk bestemt - ligesom ordblindhed eller synæstesi. Fruen kan huske at min far da han i en sen alder begyndte at undervise, fortalte hende at nogle af elverne oplevede ham som arrogant, hvad han ikke kunne forstå, for det lå ham utrolig fjernt at være.

Det viser sig naturligvis at Oliver Sacks også har bidraget med en TED Talk - ligesom Jill Bolte Taylor fra foregående indlæg. 

    Her fortæller han om hvordan de forskellige visuelle centrer i hjernen på forskellige "niveauer" kan producere forskellige former for hallucinationer, og hvordan det at han selv har erfaring med og kan diagnosticere nogle af disse former, betyder en vis "befrielse".

Sådan introduceres hans TED Talk:

Neurologist and author Oliver Sacks brings our attention to Charles Bonnett syndrome -- when visually impaired people experience lucid hallucinations. He describes the experiences of his patients in heartwarming detail and walks us through the biology of this under-reported phenomenon.

Her kommer hans indlæg:

Wow - han er godt nok god - ligesom når han skriver.

(fortsættelse følger)

'Bergmans Video' - et eksempel på effektiv udnyttelse af blending i et originalt svensk tv-dokumentar-koncept

Jeg skrev for nogle blogindlæg tilbage om filmauteuren Woody Allen med afsæt i den dokumentarfilm  om hans liv og film af Robert B. Weide der indtil for nylig har været vist i biografen. 

    Derfor er det i nøje overensstemmelse med serendipitetprincippet at en af Woody Allens helt store instruktør-forbilleder, Ingmar Bergman, pludselig presser sig ind i mit opmærksomhedsfelt.

   Woody Allen der var en stor beundrer og stækrtinspireret af Ingmar Bergman havde som barn ondt i mor-forholdet, Ingmar Bergman havde som bekendt alvorlige problemer i far-forholdet.

Ingmar Bergmans videobibliotek og tv-stue i hans hjem på Fårø

På anbefaling af en god ven har jeg nemlig i dag set første tv-dokumentarudsendelse af en serie på 6 på SVT1. Den har titlen 'Bergmans Video', og den var bestemt interessant at se. Ikke helt uproblematisk på grund af sin "indforståethed". Men som fortælling bestemt værd at være tilskuer til hvis man er blot nogenledes interesseret i film, og indholdsmæssigt fuld af gode citater fra kreative mennesker. Faktisk mere interessant som filmfortælling end den om Woody Allen.

   Udsendelseskonceptets dobbelthed "gamle Bergman" i spil med "nye filmmagere" fremgår af denne engelske beskrivelse:

Bergman was an avid film buff, with a VHS collection of more than 1,500 titles, alphabetically organised, with personal notes on his favourites – "but also several thousand video films that were not catalogued, including a lot of popular culture", recalled Swedish film critic Hynek Pallas.

    Pallas, his fellow critic Jane Magnusson and journalist Fatima Varhos are currently finishing Bergman’s Video, a 90-minute documentary (for theatrical) and a 6x60minute television series which will offer "a new insight into the genius of Bergman and portraits of great filmmakers of today".

   With focus on six themes: fear, silence, comedy, death, adventure and outsiders – relevant to Bergman and the invited directors and actors – the films will feature interviews with, among others, Woody Allen, Robert de Niro, Michael Haneke, Ang Lee, Lars on Trier, Takeshi Kitano, Francis Ford Coppola and Martin Scorsese.

   Bergman’s selection comprised predictable filmmakers such as Tarkovsky, Buñuel, Truffaut, but also tapes with The Blues Brothers, Jurassic Park and Ghostbusters. Producing with Sweden’s Gädda Five Production, Swedish pubcaster SVT will airBergman’s Video later this year, and Swiss-based First Hand Films will handle international sales.

http://cineuropa.org/2011/nw.aspx?t=newsdetail&l=en&did=218321

Der er altså et grundtema for hvert afsnit i dokumentarserien. Og i det første var det "comedy"/"humor".  der var temaet. Ikke et tema som man umiddelbart forbinder med netop Ingmar Bergman hvis film i offentlighedens øjne vel stort set assoscieres med alvor og store temaer om liv og død, Gud og skyld - og kærlighedens veje og vildveje. Men klart et tema der motiverer flere interviewklip med Woody Allen om hans forhold til Bergman.

Plottet i hver udsendelse er at en kendt filminstruktør - her i første udsendelse Thomas Alfredson, søn af komikeren og instruktøren Hasse Alfredson - besøger Bergmans hjem på Fårø som nu er museum og mindehus og står stort set som det var da han døde.     

    Denne filminstruktør kommenterer så temaet - illustreret gennem klip fra  nogle af Bergmans film og klip fra instruktørens egne film. Ind i dette rammesættende "besøgsforløb" i Bergmans hjem, er så monteret klip fra interviews om det samme tema med internationalt kendte instruktører og skuespillere som optræder i eller er ansvarlige for nogle af de film Bergman har stående på reolerne i sit tv-rum; disse film-kendis-interviews illustreres så også med klip fra disse andre film.

Robert De Niro förklarar varför han gått från gravallvarliga filmer som 'Taxi Driver' (1976) och 'The Deerhunter' (1978) till mer lättsamma komedier som 'Analysera mera' (1999) och 'Släkten är värst' (2000).
   I Paris sitter Wes Anderson och berättar vad som får honom att skratta, Alexander Payne förklarar varför han inte tål 'Persona' (1966) och franska regissören och skådespelaren Agnes Jaoui har en annorlunda ingång på varför hon tycker Bergman är rolig.

Der er tale om en fler-spors eller fler-lags dokumentarisk montageform, en form som i teorien om 'conceptual blending' smukt illustrer den variant der kaldes 'double scope blending'. Den er kendetegnet ved at de to - eller flere - sammenbragte og integrerede konceptuelle rum, funger som en slag optik for belysning og anskuelse af hinanden. 

   Altså: Ingmar Bergman og hans films forhold til et tema, belyses og anskues gennem: 1) en nulevende instruktørs optik som besøger "helligdommen" på Fårø og klip fra denne instruktørs egene film; og 2) en række internationalt kendte film - smalle såvel som blockbuster-film - deres instruktørerer og medvirkende skuespillere bliver belyses og tolkes gennem den optik som Bergman og hans film kan levere. 

   Hele konstruktionen er nærmest at betragte som et konceptuel dobbletspejl hvor de to konceptuelle rum (der hver også er blended af forskellige konceptuelle rum) gensidigt spejler og kommenterer hinaden - både verbalt og filmisk.

   Der er klare ligheder i formen med Poul Martinsens tv-dokumentar 'I skyggen af en far' - om radiodokumentaristen Christian Stentoft. Men Martinsens montage er flottere og mere fascinerende.

Ingmar Bergman selv er jo som filminstruktør af verdensformat kendetegnet ved alt det jeg i mange indlæg i detaljer har beskrevet som en særligt kreativ personlighed: nemlig en konfliktfuld barndom  med tab og savn, ensomhed og rodløshed, kompenseret gennem et stærkt emotionelt og visuelt præget fantasiliv. Et fantasiliv som kommer til at levere mentalt afsæt for stor kreativitet som voksen hvor privatliv og film mixes og koncentreres symbolsk i emotionelt højspændte, tematisk dybe og æstetisk eksperimenterende film. 

   En sådan fusioneret blanding af levet liv, fantasi og produktionsvirkelighed er noget der ofte kendetegner film-auteurens produktion. 

Jeg har i tidligere indlæg skrevet om hvordan den emotionelle temperament-tilstand 'melankonli' synes at være drivkraft for mange kunstneres kreative produktioner, og således også for Bergmans.

   Ifølge denne første udsendelse af serien 'Bergmans video' har han fx. utalt at han ofte følte at "han havde valget mellem at begå selvmord eller skrive en komedie".

   Denne første udsendelse i tv-serien viser i hvert fald at humor også var en vigtig ingrediens i mange af Bergmans film trods hans image som filmisk alvorsmand; og at en nogle af hans tidligste film var regulære komedier. 

    En af de medvirkende instruktører siger at humor er nødvendig for at finde ud af om publikum synes om filmen, "for så kan man høre de ler i biografsalen". 

   I dramaturgiens lærebøger taler man typisk om 'comic relief' som nødvendige 'entréer mellem de  alvorlige højdramatiske scener.

   Enten den samme eller en anden instruktør siger om Bergman at han er den eneste af de helt store instruktører han kender, der kan lave stor filmkunst uden der indgår en eneste komisk scene eller karakter i filmen. Han tænker måske på 'Hvisken og Råb' eller 'Persona'?

Tv-udsendelsen tematiserer også dette fænomen at originale instruktører har en særlig godt øje til dette at caste vigtige  roller i deres film  "mod typen", fx lade kendte komiske skuespiller spille alvorstunge-roller, og lade skuespillere som er berømt for deres skuespil i alvorlige psykologisk "dybe" roller, spille hovedrollen i komedier

   Fænomenet 'casting aginst type' udnytter altså også en konceptuel blendingeffekt.

Ingmar Bergman har skrevet en selvbiografi med titlen 'Laterna Magica' og filmen/tv-serien 'Fanny og Alexander' der begge på hver sin måde og i hver sin genre og medie, skildrer og spejler Bergmans egne refleksioner over sin barndoms personlighedsdannende oplevelser og erfaringer.

    Wikipedia fortæller:

Ingmar Bergman was born in Uppsala, Sweden, the son of Erik Bergman, a Lutheran minister and later chaplain to the King of Sweden, and Karin (Akerblom), a nurse.[4] 

   He grew up with his older brother Dag and sister Margareta surrounded by religious imagery and discussion. His father was a conservative parish minister with strict parenting concepts. Ingmar was locked up in dark closets for "infractions" like wetting the bed. "While father preached away in the pulpit and the congregation prayed, sang, or listened", Ingmar wrote in his autobiographyLaterna Magica:

   "I devoted my interest to the church’s mysterious world of low arches, thick walls, the smell of eternity, the colored sunlight quivering above the strangest vegetation of medieval paintings and carved figures on ceilings and walls. There was everything that one’s imagination could desire — angels, saints, dragons, prophets, devils, humans."

     Although raised in a devout Lutheran household, Bergman later stated that he lost his faith at age eight, and only came to terms with this fact while making Winter Light.[5] Bergman's interest in theatre and film began early: "At the age of 9, he traded a set of tin soldiers for a magic lantern, a possession that altered the course of his life. Within a year, he had created, by playing with this toy, a private world in which he felt completely at home, he recalled. He fashioned his own scenery, marionettes, and lighting effects and gave puppet productions of Strindberg plays in which he spoke all the parts."[6][7]

Se og læs mere om 'Bergmans video' på adressen:

http://www.svt.se/bergmans-video/

Filmene i serien sendes hver onsdag de næste 5 uger på SVT1 kl. 21:00 - med mange genudsendelser i dagene efter på forskellige tidspunkter af døgnet.

Neural spejling og neural selv-projektion - to simulations-mekanismer i hjernen: nærkontakt- og fjernkontakt-forståelse

Jeg har lige læst en fantastisk god bog om spejlneuroner - om opdagelsen af dem og om det internationale forskningsforløb som det har igangsat over hele verden. Forfatteren har selv været en central skikkelse i det forskningsmiljø.
   Han hedder Marco Iacoboni, er italiener af oprindelse, men nu professor i UCLA. Bogen har titlen: "Mirroring People - The science of Empathy and How We Connect with Others." 

   Der er en del overlapning med V. S. Ramachandran: "The Tell-Tale Brain", som jeg tidligere har refereret til og citeret fra (og været begejstret for). Men Iacobonis empiriske udgangspunkt er neuro-imaging-teknikker, hvorimod Ramachandrans er undersøgelser af efftekter af hjerneskader på forskellige dele af hjernen. Det giver en anden indgangsvinkel, og de supplerer hinanden fint.

  

Inden jeg kaster mig ud i at referere Iacobonis bog og den bagvedliggende tænkning, sådan forfra, vil jeg tage udgangspunkt i noget af det han skriver om i et af de sidste kapitler: nemlig opdagelsen af eksistensen af et andet neuralt neværk end spejleneuron-netværket. Det kaldes "the default network", som synes at "tænde" og "arbejde" når hjernen ikke er igang med en målbevidst aktivitet, som fx at iagttage noget eller udføre en bestemt handling, som er det sensomotorisk orienterede spejlneuron-netværk er aktivit i forbindelse med. 

Jeg søger på "the brain´s default network" og finder flere artikler der påpeger at det er aktivit nå vi fx dagdrømmer, når hjerne/opmærksomheden/bevidstheden vandrer bort fra den fokuserede aktivitet det er igang med. Et neuralt netværk som tilsyneladende "ser indad" når hjernen ikke har andet at lave

   Jeg skal lige forklare at "default" i denne sammenhæng betyder "normal" med konnotationer til at noget ikke sker eller udebliver.

Mens spejlneuron-netværket jo grundlæggende er udadvendt - vendt imod perception af andres handlinger som svarer til vores egne, og som hjernen så simulerer - som noder til en melodi vi ikke spiller, ja, så ser det ud til at "the default network" er aktivt introvert, fx når vi ellers er mentalt inaktive og genkalder os situationer vi har oplevet, eller når vi forestiller os et scenario vi tænker på at deltage i i fremtiden. 

   Her er altså også tale om en slags simulering, men mere a la det som vi siger vi kan foretage os ved hjælp af vores fantasi - vores forestillingsevne. 
   I øvrigt bemærker jeg at ordet "fantasi" - "imagination" - ikke indgår i de artikler.

Nogle af citaterne nedenfor peger imod den slags mentale (tanke)virksomhed som ligger bag kontrafaktisk udsagn som beskrives i "The Way We Think", som fx: "Hvis jeg havde været ansat på det tidspunkt, så ville det forskningsprojekt være afsluttet til tiden" - eller bag udsagn af typen: "Hvis jeg var i dine sko, så ville jeg se at komme ud af det ægtskab i en fart."
   Her kommer citater fra nogle abstracts jeg fandt ved søgning af "the brain´s default network":

People often attempt to understand other minds by using their own thoughts and experiences as a proxy for those of others, a process known broadly as simulation. Recent research in cognitive neuroscience has identified the neural bases of two forms of simulation: mirroring and self-projection. Mirroring involves a vicarious response in which a perceiver experiences the same current mental state as that of another person, and has been linked recently to brain regions that “mirror” the experiential states of others. In contrast, self-projection involves imagining oneself in the same situation as another person, predicting one’s thoughts and feelings in that hypothetical scenario and assuming that the other would think and feel the same way. This form of simulation has been linked to a set of regions known collectively as the default network and includes the medial prefrontal cortex, precuneus and posterior cingulate, and lateral parietal cortex. Although most discussions of simulation have conflated these two processes, here we describe the conceptual and empirical reasons to distinguish between self-projection and mirroring and suggest the unique role each plays in understanding others.  

http://cdp.sagepub.com/content/20/3/197.abstract

Her skelner forfatterne altså mellem "mirroring" og "self projection". "Mirrorning" er lokaliseret til den præfontale motorcortex, mens "self projection" tilsyneladende er forankret i "medial prefontal cortex m. fl. Her er det beskrevet at de fleste diskussioner om spejlneuronernes funktion og betydning, har "conflated" - "punkteret forskellen mellem" - de to netværks forskellige processer. 

Humans enjoy a singular capacity to imagine events that differ from the "here-and-now." Recent cognitive neuroscience research has linked such simulation processes to the brain's"default network." However, extant cognitive theories suggest that perceivers reliably simulate only relatively proximal experiences-those that seem nearby, soon, likely to happen, or relevant to a close other. Here, we test these claims by examining spontaneous engagement of the default network while perceivers consider experiencing events from proximal and distal perspectives. Across manipulations of perspective in four dimensions, two regions of the default network-medial prefrontal cortex and retrosplenial cortex-were more active for proximal than distal events, supporting cognitive accounts that perceivers only richly simulate experiences that seem immediate and that perceivers represent different dimensions of distance similarly. Moreover, stable individual differences in default activity when thinking about distal events correlated with individual variability in an implicit measure of psychological distance, suggesting that perceivers naturally vary in their tendency to simulate far-off or unlikely experiences.  

http://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/21391760

Pointen i den her undersøgelse fremhæver, så vidt jeg forstår, at de klassiske spejlneuroners funktion er forankret i det sensomotoriske system, og dermed begrænser det sig til her og nu-situationer sammen med andre mennesker, som altså kan ses og høres eller er inden for (mental) percieptions- rækkevidde som når man ser dem på film. 

   Men default-netværket synes at være aktivt når man simulerer mennesker som er "langt væk" - altså uden for de eksterne sansers rækkevidde.

During the many idle moments that comprise daily life, the human brain increases its activity across a set of midline and lateral cortical brain regions known as the "default network." Despite the robustness with which the brain defaults to this pattern of activity, surprisingly little is known about the network's precise anatomical organization and adaptive functions. To provide insight into these questions, this article synthesizes recent literature from structural and functional imaging with a growing behavioral literature on mind wandering. Results characterize the default network as a set of interacting hubs and subsystems that play an important role in "internal mentation"-the introspective and adaptive mental activities in which humans spontaneously and deliberately engage in every day.  

http://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/21677128

Dette abstract henviser til at the default network fungere når vi dagdrømmer og andre former for introspektive aktiviteter - det de kalder "internal mentation". 

Thirty years of brain imaging research has converged to define the brain’s default network—a novel and only recently appreciated brain system that participates in internal modes of cognition. Here we synthesize past observations to provide strong evidence that the default network is a specific, anatomically defined brain system preferentially active when individuals are not focused on the external environment. Analysis of connectional anatomy in the monkey supports the presence of an interconnected brain system. Providing insight into function, the default network is active when individuals are engaged in internally focused tasks including autobiographical memory retrieval, envisioning the future, and conceiving the perspectives of others. Probing the functional anatomy of the network in detail reveals that it is best understood as multiple interacting subsystems. The medial temporal lobe subsystem provides information from prior experiences in the form of memories and associations that are the building blocks of mental simulation. The medial prefrontal subsystem facilitates the flexible use of this information during the construction of self-relevant mental simulations. These two subsystems converge on important nodes of integration including the posterior cingulate cortex. The implications of these functional and anatomical observations are discussed in relation to possible adaptive roles of the default network for using past experiences to plan for the future, navigate social interactions, and maximize the utility of moments when we are not otherwise engaged by the external world. We conclude by discussing the relevance of the default

network for understanding mental disorders including autism, schizophrenia, and Alzheimer’s disease. 

 http://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/216771287

Jeg oversætter lige de to centrale afsnit i dette abstract: 

Default-netværket er aktivt når individer er optaget af internt fokuserede mentale opgaver, som fx. at genkalde sig selvbiografiske erindringer, at forestille sig fremtiden, og forstille sig i en andens sted og at se noget fra hans synspunkt. (...) Implikationerne af disse funktionelle og anatomiske observationer diskuteres nærmere i forhold til at default-netværket har en adapterende rolle som gør det muligt at udnytte tidligere erfaringer til at planlægge fremtiden, til at navigerer i social interaktion, og til maximalt at udnytte de tidsrum hvor hjernen ikke er optaget af den ydre verden.

Det helt centrale her er at dette netværk tager sig af fremkaldelse af personlige - autobiografiske - erindringer og erfaringer. De ligger i en særlig underafdeling af den "deklarative hukommelse" som kaldes "den episodiske", og som - går jeg ud fra - bliver kaldt frem ved et match med aktuelle spejlneuroners aktivitet - som jo må ligne den aktivitet som spejlneuronerne udført da de handlinger som erindres, foregik og blev sanset - den gang.

Denne sidste eftersætning ("som jo må ligne den aktivitet som spejlneuronerne iudførte da de handlinger som erindres, foregik og blev sanset den gang"), den har jeg ikke læst mig til, men er en kreativ tanke - en ide som er udsprunget af mit møde med forestillingerne om dette ny netværks funktion i forhold til system af spejlneuroner som jeg har været optaget af og læst om de sidste uger og måneder.
   Et resultat af blending - på et ret abstrakt niveau.

En strøtanke: Spejlneuronsystemet "lugter" mere af "fakta", mens "the default network" "smager" mere af fiktion.