Det som ligner, men ikke er - om Marianne Nielsens nyeste keramikting - og andre historier ...

Kurt Andersen: Model af 18 fods Lynæs-sejler

Er den her fine sejlskibsmodel 'kunst' eller 'kitsch' - eller noget helt tredje? Svaret blæser i vinden.

Jeg har jævnligt skrevet om og givet eksempler på det som i kunst- og litteraturhistorien omtales som mimesis - forholdet mellem kunsten der ligner virkeligheden og måden virkeligheden afbilledes på i kunst - og andre former for naturalistiske efterligninger: kopier, imitationer, modeller, simuleringer, falsknerier - og hvad man ellers kalder den slags.

   Det er blandt andet den interesse der i sin tid førte til at jeg på Facebook omtaler mine amatøriske naturalistiske akvareller som akvarelmalede "drømmebilleder": De var at opleve som 'drømme', i sammenligning med de fotos af motiver fra virkeligheden som jeg brugte som såkaldt 'referencebilleder'.

'Mimesis' defineres ifølge Den store danske encyklopædi sådan her:

mimesis, begreb, hvormed Platon og Aristoteles bestemmer kunstens væsen; senere har begrebet haft stor betydning i den kunstteoretiske tradition i sammenhæng med formelen "kunsten efterligner naturen".

   Oversættelsen "efterligning" (lat. imitatio) tilgodeser dog kun et enkelt aspekt af det græske begreb, der omfatter enhver sanselig konkret fremstilling, ikke kun af noget allerede eksisterende eller foreliggende, men også af noget sandsynligt eller muligt.

http://denstoredanske.dk/Kunst_og_kultur/Billedkunst/Kunsthistorie,_kunstkritik_og_teori/mimesis

Begrebet kender vi fra mere velkendte dagligsprogsord som 'at mime' - at spille en figur uden at sige noget, som fx Pjerrot i Tivolis pantomime-teater.
   I min ungdom i 60'erne og 70'erne hed mimiker-idolet Marcel Marceau, og han var betagende god.
   Har du tid, enjoy:

Forleden så jeg på side 2 i Politikens Kultursektion et stort foto af et stykke keramik som jeg straks spidsede øjne ved at møde - fordi det aktiverede dette gamle mimesis-begreb:

M. N.: Vase med hvide iris i, keramik 2017

Hvad viser billedet: en vase med et par hvide iris-blomster i? 

   Men det passer jo ikke: Det er en vase med en keramisk naturalistisk udformet keramik-model af hvide iris i. 

   Men det passer heller ikke. For hvis de hvide iris er en slags keramik-figur der efterligner blomster og er modelleret efter virkelige hvide iris, så kan vasen jo ikke være en rigtig vase, men må også være en keramik-figur der efterligner en vase, altså en model af en vase.

   Det med 'mimesis' er ikke nemt. Men altid fascinerende.

Jeg får en helt løbsk association her:

    Faktions-tv-programmer der blander autentiske optagelser fra en begivenhed, men spillede 'rekonstruktioner', vrimler det med i tv-udsendelser om historiske emner. 

    Vi har fx oplevet blandingen hyppigt anvendt i alle udsendelserne i den nys overståede serie "Historien om Danmark" på DR 1, som helt ufortjent og bevidstløst er blevet kritiseret af ... 'you know who'!

   Er det mon den samme form for fascination der er på spil i den tv-faktionsblanding som også dukker op som en mental udfordring ved mødet med keramik-skulpturen 'vase med hvide iris i'?

Kunstneren er Marianne Nielsen, et navn jeg synes jeg har set før, men ikke lige kan forbinde med noget. Noget med keramikplanter? Måske på en udstilling i Anneberg i Odsherred?

Teksten i Politiken er en introduktion til en udstilling af nogle af hendes 'keramik-ting' i et lille københavnsk galleri ved navn: Anne Linnemann.

   Overskriften er en billig vits der demonstrer journalistens usikkerhed i forhold til de udstillede værker:

Løsningen til dig, der glemmer at vande blomster

Og tekstens indledning peger i samme retning:

Marianne Nielsen skaber de fineste blomsterbuketter. Og de behøver ikke den mindste dråbe vand. Til gengæld dufter de heller ikke af særlig meget, og de koster nok en smule mere end en buket fra den lokale blomsterhandler. Men de holder.

   Marianne Nielsen er uddannet på Designskolen Kolding i 1999 og har specialiseret sig som plantekeramiker. Hun skaber stort set altid blomster, blade og andre vækster i keramik. Så præcist, at man skulle tro, det var den vaskeægte natur, selv om det faktisk er ler, der er blevet brændt ved godt 1.200 grader og dækket med glasur. Når det ikke er blomster, blade, mosser og græsser, Marianne Nielsen frembringer, er det små bjerge, der kommer ud af hendes ovn, eller fuglefjer i næsten overnaturlige størrelser.

   På det seneste er der imidlertid sket noget med Marianne Nielsens blomster. De har fået vaser. Tidligere lå hendes blomster ned eller stod i små grupper, som om de lige var gravet op ude i haven. Men nu strutter de i vaser, som vokser sammen med blomsterne, således at naturen flyder sammen med kulturen, om man vil.

Journalisten Lars Hedebo har jo naturligvis fat i et eller andet når han prøver at indfange særpræget ved at skrive at "naturen flyder sammen med kulturen".

   Men det er ikke rigtig noget han bryder sig om, fornemmer man. Der er i hans ledsage tekst en række små markører for distance.

   Og det er også forkert at natur og kultur flyder sammen; det er jo kultur (keramik formet af en kunstner) det hele.

 

Der er i Marianne Nielsens keramik-ting tale om 'konceptuel blending' - dette at forskellige forestillinger som ellers er adskilt, bringes sammen - blandes - for at skabe nyt udtryk og ny betydning.

  Og det der blandes, er dels en efterlignende gengivelse i et andet materiale - nemlig af iriserne - og -dels  noget der lader som om det er noget vi kender - nemlig vasen.

   Det blander noget der ligner, men klart ikke er, med noget der måske er det det ligner.

   Og jeg citer igen Niels Strøbek for en sætning som jeg åbenbar ikke kan blive træt af, og som gav mig en serie af aha-oplevelser første gang jeg mødte det:

Kunstværket skal kendes på, at det ikke ligner det, det er, og ikke er det, det ligner, men at det dog både ligner og er

Her et par andre eksempler på keramikfigurer af Marianne Nielsen med motivet keramik-blomster i keramik-vase:

Om blomster og vaser er lavet ud i et stykke eller om keramikblomsterne kan tages ud og vaserne fyldes med vand, klar til at rumme 'rigtige' blomster, det fremgår ikke. 

   Men det kunne faktisk være interessant at vide hvis man vil forstå hvad der foregår her. 

   Og er vaserne nogle som er kopier af keramikvaser som andre keramikere har lavet, eller har Marianne Nielsen selv designet dem fra grunden - med formet ler, glasur og det hele?

   Måske kan nogle keramik-kyndige venner på Facebook hjælpe mig med svaet på det spørgsmål.

   

Mit gæt er at Lars Hedebos ubehag der lurer bag ordene i ledsage-artiklen i Politiken, skyldes at han - måske ubevidst - tænker "kitsch" og ikke "kunst" ved synet af de her 'keramik-ting' af Marianne Nielsen. Eller at han har følt at de "i hvert fald er på grænsen".

"Kitsch" var også hvad en del af mine private venner tænkte, tror jeg, da de så hvad det var der nu havde genantændt min slumrende samlermani i sommers:

      Jeg fik jo nemlig et tilbagefald da jeg jagtede forskellige udgaver af de her 'hummer-askebægre' eller 'krabbefade' fra 60'erne, produceret på Den Kongelige Porcelænsfabrik og lidt senere Bing og Grøndal.

   Jeg købte et af dem på et loppetorv bare for sjov, og pruttede prisen ned fra 200 til 100 kr.

   Og så gik den vilde skattejagt i nogle måneder hen over sommeren:

Mens Marianne Nielsens udstillede krukker med blomster er unika, så er de her skaldyrs-porcelæns-skåle og -fade med skaldyr jo masseproducerede.

   Men ellers er det vel grundlæggende samme konceptuelle tænkning der ligger bag, tænker jeg.  

   Man gengiver noget i keramik der er levende i virkeligheden (krabber, krebs, hummere) - og mikser det så med en velkendt kunstig keramik-brugsgenstand: et 'askebæger', en 'skål' eller et 'fad'. 

   Man 'blender' altså noget der ligner, men ikke er (forskellige skaldyr) - med noget som faktisk er det det ligner (forskellige nyttige 'keramik-containere'). 

   Og i sommers blev de faktisk brugt til en frokost hvor der blev serveret diverse retter fra havet: sild, rejer, laks, tun, stenbiderrogn m.m.

   

Og det passer så alligevel ikke. Et af fadene er en porcelæns-efterligning af en fiske-ruse, og en af skålen er udformet som en muslingeskal; og videre: de fleste andre skåle/fade i samlingen har en slags porcelæns-imiteret fletværk på ydersiden.

   Under alle omstændigheder skabte den her type konceptuelle blending i porcelæn (hvis ide går helt tilbage til jugendstilen omkring 1900) fascination nok hos et købdygtigt publikum til at de har kunnet produceres og sælges i relativt stort tal i 60'erne.

   Dem der købte, tænkte i hvert fald ikke: 'kitsch' - men snarere: 'sjovt'.

Men hvad er 'kitsch' egentlig for noget - æstetisk set: fugl eller fisk eller midt imellem?

   Wikipedia forklarer:

Kitsch (/ˈkɪtʃ/; loanword from German), also called cheesiness or tackiness, is art or other objects that appeal to popular rather than high art tastes, such objects are sometimes appreciated in a knowingly ironic or humorous way.[1][2][3] The word was first applied to artwork that was a response to certain divisions of 19th-century art with aesthetics that favored what later art critics would consider to be exaggerated sentimentality and melodrama. Hence, 'kitsch art' is closely associated with 'sentimental art'. Kitsch is also related to the concept of camp, because of its humorous and ironicnature.

   To brand visual art as "kitsch" is generally pejorative, as it implies that the work in question is gaudy, or that it serves a solely ornamental and decorative purpose rather than amounting to a work of true artistic merit. The chocolate box artist Thomas Kinkade (1958–2012), whose idyllic landscape scenes were often lampooned by art critics as "maudlin" and "schmaltzy", is considered a leading example of contemporary kitsch.[4][5][6]

Når noget - en 'artefakt' - kan kaldes 'kitsch', så er der altid tale om noget 'kunstnerisk formet' - billeder, skulpturer, musik - som imitere eller mimer noget der allerede eksisterer som troværdigt kunstnerisk udtryk; og udtrykket er klart ment nedsættende:

Modernist writer Hermann Broch argues that the essence of kitsch is imitation: kitsch mimics its immediate predecessor with no regard to ethics—it aims to copy the beautiful, not the good.[10]    According to Walter Benjamin, kitsch is, unlike art, a utilitarian object lacking all critical distance between object and observer; it "offers instantaneous emotional gratification without intellectual effort, without the requirement of distance, without sublimation".[9]

   Kitsch is less about the thing observed than about the observer.[11]

   According to Roger Scruton, "Kitsch is fake art, expressing fake emotions, whose purpose is to deceive the consumer into thinking he feels something deep and serious."[12]

   Tomáš Kulka in Kitsch and Art starts from two basic facts: that kitsch "has an undeniable mass-appeal" and "considered (by the art-educated elite) bad" and then proposes three essential conditions:

- Kitsch depicts a beautiful or highly emotionally charged subject;

- The depicted subject is instantly and effortlessly identifiable

- Kitsch does not substantially enrich our associations related to the depicted subject.

Et af skældsordene der brug om 'kitsch' i teksten fra Wikipedia er: 'fake art', som for mig at se giver umiddelbart forkerte associationer til det helt aktuelle og kontroversielle engelske udtryk: 'fake news'.

   Men kriteriet er også ifølge citatet at 'kitch' skal vise og udtrykke noget alment smukt, noget nemt genkendeligt, og - noget som vi ikke bliver klogere eller emotionelt udviklet af af møde.

 

Det går virkelig op og ned over tid hvad der kaldes 'kitsch', og hvornår - og også

hvornår bestemte 'kitschede' kunstgenstande og kunstnere så senere bliver løskøbt fra den nedsættende etiket igen.

   I mange år var fx Bjørn Wiinblad vurderet som 'kitsch' af kunstkenderne på bjerget og deres kunstbevidste følgere.

   Men Wiinblad har de senere år åbenbart fået en rennæssance, er blevet 'af-kitschet' blandt de kunstkyndige, hvad der kom tydeligt frem via den store retrospektiv Wiinblad-udstilling på Arken 2015, og den måde den blev anmeldt på i de store aviser:

Foto fra en del af Arkens Bjørn Wiinblad-udstilling 2016

(fortsættes i næste blog indlæg)

Down memory lane (2) - flere historier omkring et 55-års studenterjubilæum

Det her er andet indlæg i serien hvor jeg - med afsæt i et 55-års studenterjubilæum for snart fire uger siden - bevæger mig ud ad en række associerende tangenter - down memory lane og tilbage igen. 

   Det første indlæg kan man læse her:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2017/06/down-memory-lane-1-historier-omkring-et.html

Jeg viser nu først både klassebilledet fra 1.g og fra 2.g.
   Dem man ser på billederne. er de klassekammerater jeg fortæller om og forholder mig til i det følgende:

Klassefoto 1.g, 1959. Jeg står i midten i 2. række - og har Elvis-frisure.

Klassefoto 2.g. 1960. Jeg sidder næstyderst til højre - og har Cæsar-frisure

Tilbage til 55-års-jubilæumfrokosten.

   Jeg var regulært 'høj' efter det tredje gensynet med mine gamle gymnasie-klasse-kammerater fra Christianshavns Gymnasium 1959-62. Dagen var torsdag den 15. juni. Vi fejrede ved en fælles frokost i København at det var 55 år siden at klassen som helhed var blevet studenter.

Det første studenterjubilæum klassen fejrede, var 40 års. Der var jeg ikke med. Sikkert fordi jeg jo rent faktisk ikke blev student samtidig med resten af klassen. Men jeg var med ved 45- og 50-års fejringen.

 

Denne gang - ved 55 års jubilæet - nåede jeg at tale nogenlunde seriøst med tre af de gamle klassekammerater. Og det fik mig til at få lyst til at vide meget mere om hvordan de øvriges liv havde udviklet sig.

   Jeg blev 'tændt' på en ide!

   Og da jeg kom hjem den torsdag aften, kom jeg i 'flow', en tilstand som er kendetegnet ved at man glemmer sig selv mens fornemmelsen af  tid og sted samtidig tåger ud.

   I 'flow' kører den kreative hjerne i høje omdrejninger - drevet frem af et spændingsforhold mellem det man allerede evner eller kan og så det man ikke rigtig kan endnu, men er igang med at lære mens man arbejder hen imod et mål.

 

Faktisk fik jeg lyst til at skrive en dokumentarisk bog om min klasses liv fra den gang og til nu. Og som research til den - at tage rundt og interviewe dem alle om hvordan deres liv var gået og hvordan de så på det nu - i bakspejlet her hvor pensionsalderen allerede havde varet nogle år.

   Naturligvis en helt uoverskuelig opgave. Men jeg var simpelt hen blevet rigtig nysgerrig efter at kende og forstå min klassekammeraters liv som 'skæbner' - mere eller mindre bundet til eller frigjort fra deres barndoms og ungdoms livsvilkår på Amager efter krigens afslutning.

   Hvor meget var de mønsterbrydere? Og hvor meget fortsatte de i fædres, mødres og bedsteforældres fodspor?

Jeg gik - stadig mentalt 'flyvende' - straks igang med at skrive et primitivt udkast til noget der godt kunne ligne en (dårlig) kopi af indledningen til en Knausgaard-fortælling; det der med et  relativt nyt litteraturfagligt udtryk kaldes 'autofiktion' eller 'fiktionsfri fiktion'. Og som jeg tidligere ville have betegnet som 'faktion'.

   Inden jeg så mig om havde jeg skrevet en skitse til en slags indledningskapitel som jeg udgav her på bloggen, timer før jeg nåede at 'lande' fra min flow-tilstand i det høje - og altså før min kritiske sans og mit faglige analysemaskineri kunne slå bremserne i og gribe ind.

 

Skitsen var fuld af sprogfejl og med mange ufærdig formuleringer. Og først og fremmest var teksten jo etisk ret problematisk da jeg gengav udtalelser fra flere af de gamle klassekammerater som jeg ikke på forhånd havde spurgt om det var OK.

   Der var kun tale om nogle få og ikke specielt følsomme oplysninger, men alligevel ...

   Så efter tre-fire dage, måtte jeg gå tilbage til indlægget og lave en kraftig  om- og nedredigering og anonymisering af teksten. Samtidig fik jeg indsat fotos som jeg havde fundet frem fra gemmerne i mellemtiden.

   Heldigvis var det ufærdig udkast ikke nået at blive delt på nettet, så den nye reviderede og forkortede version ville være den man i fremtiden ville læse hvis man klikkede på et link til "Peters Udsigt" med titlen "Down memory lane (1) - historier omkring et 55-års studenter-jubilæum" (linket findes ovenfor i indledningen til dette indlæg)

Da klassen mødtes sidst - for fem år siden - tog en af de gamle klassekammerater rollen som ordstyrer og fik os til at lave en 'runde' omkring bordet hvor vi hver især og nogenlunde kort fortalte hvordan vores liv og karriere havde udviklet sig siden studentereksamen. Og hvor vi var nu hvor pensionsalderen nærmede sig.

   Faktisk var det det indholdet i den 'runde' jeg havde fået lyst til at uddybe på skrift da jeg skrev skitsen til det første blogindlæg.

   Men når jeg skal være ærlig, har jeg også glemt en hel del af det der blev fortalt i den 'runde'. På det tidspunkt - i 2012 - var jeg - bogstavelig talt meget selvoptaget - mentalt fokuseret på at forberede overgangen fra aktivt, udadvendt forpligtende arbejde til en tilværelse som pensionist.

   Det jeg husker bedst fra 'runden', var - typisk nok - at min 'historie' - om forløbet af mit arbejdsliv med mange skiftende og indholdsmæssigt foreskellige jobs - af ordstyreren blev fremhævet som en af de få - måske den eneste, set fra hans synspunkt - 'man' ikke den gang på forhånd ville kunne have forudset forløbet af.

FORSKEREN

Og så husker jeg at jeg snakkede meget længe med en af mine klassekammerater der ligesom jeg  i 70'erne havde påbegyndt en akademiske forskerkarriere på det universitet (KU) vi begge havde studeret på i 60'erne.

   Han havde haft en fagligt spændende og udfordrende karriere inden for det meget specielle - 'nørdede' - naturhistoriske emne som han skrev speciale om ca. 1970. Og som han nu igennem en årrække havde været kendt international ekspert i.

   Han var altså fortsat som velmeriteret forsker i det samme meget specialiserede fagområde på KU til og med sin pensionering. Og, fik jeg at vide ved frokosten denne gang, han var fortsat ad samme spor - også som 'emeritus'. 

   Jeg husker klart at jeg var lidt misundelig ved snakken for fem år siden. Det specielle fagområdet gav nemlig afsæt for hans deltagelse i en lang række spændende forskningsekspeditioner til forskellige lokaliteter i det nordlige Skandinavien.

   Jeg kom igen til at tænke på ham da jeg forleden så en dokumentar-udsendelse på tv om Knud Rasmussen.

Men der var da en oplagt parallel.

   Også jeg havde skrevet speciale inden for et fagområde som den gang var nyt og 'nørdet': moderne dansk syntaks.

   Og den specialeafhandling fik også så god en bedømmelse og karakter at det gav adgang til en forskestilling  på KU umiddelbart efter jeg fik min eksamen 1970. Det var i faget dansk, og stillingsbetegnelsen var vist nok "amanuensis i moderne dansk sprog".

 

Men i modsætning til min mere målrettede klassekammerat fortsatte jeg ikke i det forskerspor på KU til min pensionering. Jeg var - og er vel stadig i min høje alder - en urolig sjæl, plaget af lyst til at prøve mig selv af.

   To år efter (jan. 1972) blev jeg ansat (headhuntet) på det endnu ikke færdigbyggede universitet RUC i Roskilde, men nu inden for et fagområde som hed noget i retning af: "sprogbrugsanalyse med særligt henblik på sprogets samfundsmæssige funktion". En fagbetegnelse som lugtede langt væk af det forudgående studenteroprør inden for faget.

   Men heller ikke RUC kunne fastholde mig i et bestemt fagligt spor. 

   I 1981 skiftede jeg igen afgørende retning - droppede mere eller mindre forskerkarrieren for at blive ansat som konsulent og underviser i Danmarks Radios interne (efter)uddannelsesafdeling - med  ansvar for at udvikle kurser inden for en vifte af professionelle kompetencer: manuskriptskrivning, interviewteknik, fortælleteknik, radio-reportage og -montage, efterkritik m.m.

   Hvad der siden førte til DR-kurser i "TV som udtryksmiddel" og "Faktion som udtryksmiddel" i sidste halvdel af 80´erne. 

   Derefter eget konsulentfirma. Og videre til et job som direktør for en regional tv-station i Vordingborg 1992.

Fra gymnasietiden husker jeg min klassekammerat og siden forskerkollega inden for 'naturhistorie' på KU som en stille type der ikke sagde så meget i klassen. Men han var var utroligt god til at skrive (stil), og tit blev han bedt om at læse op for resten af klasen fra sine stile.

   Jeg kan sikkert ikke sige mig fri for at have været misundelig. Jeg formulerede mig rimeligt godt mundtligt. Men når vi skulle aflevere stile i dansk, fik jeg som fast tilbagemelding (dokumenteret med et utal af røde streger) at jeg stavede som en brækket arm, selv om indholdet sådan set var ganske fornuftigt.

   Alligevel jeg var meget glad for vores dansklærer i gymnasiet: Børge Andersen, med kælenavnet "Babyface". Og da jeg begyndte at læse dansk på KU, fandt jeg ud af at han faktisk havde en fortid som regulær sprogforsker på mit institut.

 

Det jeg ikke vidste den gang (ej heller mine forældre og min dansklærer), var at jeg rent faktisk var ordblind (dysleksi) og nærmest på mirakuløs vis havde lært mig selv at læse i 3. klasse - uden hjælp fra dansklæreren frøken Rømme - ved at bruge den strategi at læse hurtigt  hen over hvordan de enkelt ord i detaljer blev stavet, og især helt at se bort fra deres forskellige endelser under læsningen.

TEGNE OG MALE

Og jeg mener også at min velskrivende men lidt tavse klassekammerat var en af de (få) i klassen der  også var rigtig god til at tegne og male.

   Når det gjorde varigt indtryk, er det sikkert fordi at det var jeg også - altså god til at tegne og male. 

   Det have jeg gjort næsten dagligt siden jeg begyndt skolegang i 1. klasse i Holeby Skole på Lolland 1950. 

   Og det næsten dagligt at holde mig beskæftiget med at tegne og male, fortsatte jeg med til omkring 1966-67.

Egen produktion: "Jungle", ca. 1956. Viking farveblyant og tusch

Egen produktion: "Urtidslandskab". Ca. 1957. Oliekridt.

I mellemskolen på Christianshavns Gymnasium havde vi også faget 'tegning', men tegnelæreren var også vores tysklærer (et fag jeg ikke bestemt ikke var glad for), så jeg mindes ikke  timerne i det fag i mellemskoleårene som særligt stimulerende - selv om jeg sådan set var glad for at timerne var der og gav fagligt legitimt rum for min lyst til at male og tegne.

I gymnasiet havde man ikke sådan et aktivt kunst-fag mere. Men jeg deltog i den årlige konkurrence på skolen om den bedste plakat til den elev-teater-forestilling som blev fremført af udvalgte gymnasieelever fra 1. og 2. g. hvert år.

   Og jeg blev vist nr. 2 begge gange jeg deltog.

Egen produktion: "Græsk kriger".
Udkast til skoleteater-plakat. Ca. 1960. Oliekridt

Jeg mener også min velskrivend klassekammerat deltog i de konkurrencer.

   Men vinderen var hver gang, husker jeg klart, en dreng fra den sproglige parallelklasse. Han blev siden en meget kendt lærer i film-dramaturgi på Filmskolen. Og med tiden en slags mentor for den nye revolutionerende danske film-retning der gik under navnet Dogme95.

   Han studerede dansk på KU samtidig med mig, men jeg husker ikke at vi havde nogen kontakt med hinanden.

   Og, mærkeligt nok, jeg kom også senere - i 80-erne - til at undevise i tv-dramaturgi - på efteruddannelseskurser for journalister og andre producerende medarbejdere i Danmarks Radio.

   Parallelt underviste han også somme tider i dramaturgi på nogle DR-seminarer for forskellige afdelinger Så der mødtes vi et par gange.

   Møderne var præget af en vis kølighed, husker jeg. Han underviste vordende filmkunstnere med internationale ambitioner, jeg underviste kreative tv-journalister til hjemmebrug.

   Sammentræf? Skæbnefællesskab?

 

I det år jeg var udvekslingsstudent i USA mellem 2.g og 3.g  gik jeg også til undervisning i 'Art' på min 'High School'. 

   Min amerikanske 'art-teacher' var jeg glad for - og han for mig, husker jeg. Han var selv seriøs kunstmaler, og det var meget inspirerende at komme til hans timer på Hendrich Hudson High School. Jeg følte mig 'set'.

   I de timer forsøgte jeg mig bl.a. med en lang række portrætter af fiktive kvinder, malet med pastelkridt som jeg havde arvet af min morfar:

Egenproduktion: Fiktivt portræt. 1961-62. Pastel

Egenproduktion: Fiktivt portræt. 1961-62. Pastel

Egenproduktion: Fiktivt portræt. 1961-62. Pastel

Egenproduktion: Fiktivt portræt. 1961-62. Pastel

Egenproduktion: Fiktivt portræt. 1961-62. Pastel

Egenproduktion: Fiktivt portræt. 1961-62. Pastel

Faktisk var det i høj grad den undervisning i 'Art' på den amerikanske High School der gjorde at jeg - efter hjemkomsten - for alvor gik i lag med at male 'rigtige' oliemalerier og mere bevidst begyndte at nurse aktive kunstnerdrømme.

   Det foregik i fritiden, og jeg fortsatte med det til ca. 4 år inde i min studietid.

   Jeg nåede at holde en enkelt udstilling - i et kælderbutiklokale i en sidegade til Nyhavn. Vist nok i 1965 eller -66.

To af mine klassekammerater var direkte inspirationskilder til at jeg fik mod til at ansøge om at blive udvekslingsstudent (en ansøgning jeg skrev og sendte af sted uden at mine forældre vidste om det).

   De var begge piger. Udadvendte, livlige og kvikke i hovedet og i replikken. Da den ene tog afsted til USA efter 1.g, kom den anden hjem derfra og overtog hendes plads i klassen.

   Jeg er næsten sikker på at jeg da jeg skrev og indsendte min ansøgning til AFS (American Field Service) i efteråret i 2.g. har tænkt noget i retning af: 'Når de kan komme afsted, så har jeg også en chance - jeg skal bare tager mig sammen til at søge'.

   Men at min ansøgning så faktisk blev godkendt og AFS-organisationen fandt en amerikansk familie til mig der 'matchede', det kom alligevel bag på mig. Og på mine forældre der ikke havde fået at vide at jeg havde søgt.

UNDULATKLUBBEN
 

De to andre AFS-studenter har begge fortalt at de husker at vi i 1.g og 2.g var en mindre gruppe elever der - på tværs af skellet mellem sproglig og matematisk linje - jævnligt (månedligt?) mødtes til 'intellektuelle' snakke-aftner hos hinanden på skift og drak te.

   Ud over at snakke lyttede vi også til plader - udelukkende klassisk musik, mener jeg. Og somme tider var der én der gav et solonummer for os andre - live- på violin eller blokfløjte.

 

Det var min mor som gav gruppen navnet 'undulatklubben' fordi lyden af vores kvidrende snak når vi mødtes hos mig, var så kraftig at lyden trængte fra mit værelse ind i voksen-dagligstuen ved siden af.

   I alt mener jeg der var 6 piger og 6 drenge med i klubben. Flest fra den sproglige klasse. Som regel var der på skift et par stykker eller tre som meldte afbud.

   Hvordan 'klubben' blev startet og hvem der var initiativtager, husker jeg ikke. Men jeg var glad for at være med.

 

Jeg skrev i det foregående indlæg at vores gymnasieklasse ikke var præget af 'klasseskel' - altså at det ikke betød noget for vores klassesammenhold at nogle kom fra velstående familier med akademisk baggrund, mens andre - nok et flertal - var vokset op under mere beskedne kår på Amager.

   Men set i bakspejlet tror jeg at 'undulatklubben' også har fungeret som en slags kulturel klasse-markør i forhold til de andre i elever i de to klasser: Vi var noget særligt.

  Hvis jeg skulle lave en interviewrunde med minde gamle klassekammerater var det et af spørgsmålene jeg ville fokusere på: Oplevede de andre at det at være med i 'undulatklubben' var en slags skel-sættende kultur-elite-markør?

 

I 1.g var den sproglige og den matematiske gymnasieklasse på en fælles lejerskole-ekskursion til Bornholm - under faglig supervision nogle af vores gymnasie-lærer.

   Her er to fotos fra den ekskursion som jeg har fundet i et gammelt fotoalbum. Det første viser faktisk en del af undulatklubben samlet i de bornholmske klipper - med to af medlemmerne i musikalsk aktion på blokfløjte:

Det er mig der sidder for oven yderst til højre.

Så vidt jeg husker viser det følgende foto en blanding af andre klassekammerater fra de to klasser - og medlemmer af undulatklubben.

   Hvad vi laver? - Så vidt jeg kan se og husker, så synger vi en fællessang:

Det er mig der sidder næstyderst nede til højre i billedet.

Denne ekskursion fik faktisk 'faglig' betydning for mig på den måde at jeg blev så interesseret i geologi at det var det universitetsfag jeg i flere år seriøst overvejede at studere efter studentereksamen - inden jeg tænkte på at læse dansk.

  

I sommerferien mellem 1.g og 2.g var jeg på en cykeltur på Bornholm med min gamle skolekammerat fra mellemskolen i Stege som jeg havde bevaret kontakten med. Turen kom utvivlsomt i stand på mit initiativ. Og det var på den jeg begyndte at opbyggede en mindre samling af forskellige lokale stenarter - fundet i de varierede klippeformationer på øen.

   I mange år derefter, i hvert fald til omkring 1992-93, har jeg på mange sommerferier samlet på smukke strandsten i vandkanten, og senere fået dem slebet blanke og glatte på en dertil indkøbt slibemaskine.

Fundne strandsten (hornblende) - slebet blanke på eget stensliberi

Det skriver jeg om her:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2013/07/den-kreative-stenfinder-og-stensliber.html

Den sidste klassekammerat som jeg vil skrive om her i denne omgang, er en pige som jeg den gang -1959-60-61 oplevede som 'den skarpeste kniv i skuffen'. Og som jeg ved den seneste jubilæumskomsammen sad ved siden af og snakkede godt med.

   Hun var helt suveræn til matematik. Absolut den bedste i klassen. Og i timerne huskede jeg hende som en der altid formulerede sig lysende klart og to the point. Også i andre fag end matematik.

   Men jeg noterer jo også nu i bakspejlet at hun aldrig kom med i undulatklubben.

   Blev hun 'inviteret' eller hvad? Jeg må nok hellere spørge hende næste gang - om to år.

   Hun havde, helt forventeligt, læst matematik på universitet, og var derefter fortsat som gymnasielærer. En stilling på livstid.

   Hvis man havde spurgt mig den gang om fremtidsudsigterne for de forskellige klassekammerater, så ville jeg have spået hende som oplagt kandidat til et professorat i matematik.

  Men da hun studerede i 60-erne, var matematik nok i den grad et mandefag. Og er det måske stadig. Og langt de fleste af hendes medstuderende der fik forskerstillinger i faget i 70-erne, var sikkert udelukkende mænd.

   Det er selvfølgelig heller ikke sikkert hun egentlig havde lyst til en forskerkarrierer på universitet.

Jeg kunne faktisk nu godt blive ved mange sider endnu med flere ture "down memory lane" - med afsæt i dette års og de foregående jubilæums-sammenkomster. 

   Jeg synes imidlertid også det - lidt uforklarligt - har været hårdere end det plejer at være at skrive derudaf, så jeg laver en hård mental opbremsning her. 

Men et sidst spørgsmål presser sig på for mig:

   Hvorfor kom jeg i den grad i 'flow' efter en frokost med forholdsvis løs og uforpligtende snak om gamle dage og hvad der siden hændte? 

   Hvorfor begyndte jeg nærmest euforisk at skrive de her to lange indlæg som jeg undervejs har haft rigtig svært ved at begrænse og styre? 

   Det at vi mødtes, var der ikke noget nyt i. Det var 3. gang. Og det at se de gamle  klassekammerter igen, ældre og mere grå, burde ikke give anledning til en så intensiv flow-tur ned ad erindringens snørklede hulvej.

   

Svaret er, tror jeg, at da jeg fik invitationen i vinters, var jeg så syg at jeg alvorligt var i tvivl om jeg ville overleve det halve år der ville gå inden vi skulle mødes. 

   Det at sige "ja" invitationen den gang, i stedet for "måske", eller "nej", har utvivlsomt været en mental krog at hægte en usikker fremtid op på. Og lettelsen ved at være nået frem i live til den 15. juni, har fungeret som ekstra drivkraft til at få skrevet de her to ustyrlig indlæg til bloggen. 

Helt ude i autofiktionen - balladen om Karina Pedersens bog "Helt ude i hampen" - en slagkraftig bog uden varedeklaration

Fra omslaget til Karina Pedersens bog
 "Helt ude i hampen - mails fra underklassen"

Da jeg læste de første anmeldelser af Karina Pedersen bog "Helt ude i hampen", og derefter fulgte den lynhurtigt eksploderende debat i medierne - både de sociale og de ikke-sociale - så tænkte jeg: FAKTION!

For rigtige mange år siden - 1990 - udkom jeg med en bog med titlen "Faktion som udtryksmiddel". Og jeg skrev en definition i starten bogen som jeg siden har fået mange akademiske skældud for:

'Faktion' er alle former for medieprodukter hvor blandingen af ”fakta og ”fiktion” er interessant og problematisk, og hvor denne blanding har afgørende betydning – enten for publikums måde at opfatte og modtage budskabet på – eller for afsenderens måde at producere og fremstille sit stof på – eller, for det meste, for begge dele.

I kort form er 'faktion' altså i følge mig: en mediefortælling hvor man blander fakta og fiktion - og der er eller bliver ballade over blandingen! Og heri ligger implicit at alle medieprodukter kan siges at være en blanding af fakta og fiktion, men at det kun er når der bliver ballade (=offentlig debat og diskussion) om det, at jeg vil kalde det 'faktion'.

    Og derfor er der naturligvis ikke tvivl om at "Helt ude i hampen" er 'faktion' i min forstand. For sikken en ballade!

Den definition  har jeg fastholdt siden!

   Og det er netop på baggrund af den definition at alarmklokkerne straks ringede for mit indre øre  og mine umiddelbare følelser straks råber vagt i gevær ved reaktionerne på Karinas bog: faktion er faktion er faktion.

   Jeg har ikke læst bogen, og jeg kender ikke Karina som blogger og 'højredrejet debattør'. Har altså ingen fordomme eller forhåndsforventninger - og ingen bås at placere hendes skriverier i.

   Og jeg forholder mig heller ikke moraliserende til teksten, jeg er i  'observation mode'.

 

Det bliver så afsløret at en del af det Karina skriver, simpelt hen ikke passer med den virkelighed hun skriver om. Og at andre dele er så subjektivt farvet at hvis det havde være journalistik, så skulle en masse mennesker som omtales, beskrives og citeres i bogen, have været spurgt af Karina eller tjekket af hendes redaktør.

   Og i anden omgang skulle disse mennesker naturligvis også være spurgt af de journalister som har taget bogen faktuelt for gode vare.

   Og spørgsmålet som skulle være stillet: Hvad siger du til den beskrivelse af dig og hvad du har sagt og gjort? Er du enig, og hvis ikke - Hvad så?

Jeg har i ret mange år været verbal og økonomisk back-up for Zetland, et kreativt og genrefornyende journalist-kollektiv hvor hovedkræfterne og igangsætterne er mine (og de øvrige underviseres) gamle studerende fra journalistuddannelsen på SDU. Og Zetland-folkene er alle ekstremt begavede og kreative.

   Alligevel gik de ud med brask og bram i deres netavis Zetland og tog bogen for en slags journalistisk 1. person kilde-fakta ("native informant") Uden at tjekke synspunkter fra de personer som blev omtalt og beskrevet ekstremt negativt i bogen. Af "Karina Pedersen". I rollen som 'mail-skriver'. Og uden at tjekke fakta, simpelt hen.

   Når jeg skriver forfatternavnet med distancerende gåseøjne, så er det fordi man kan være i tvivl om hun faktisk selv har skrevet bogen. Eller om hun bare har leveret stof og navn til en litterært velskrivende 'ghost-writer', som så er anonym og ikke optræder på titelbaldet.

Ifølge referaterne lever bogens indhold til en beskrivelse af et bestemt lag i den danske befolkning i den grad op til bestemte fordomme hos mennesker med et bestemt politisk syn. Og det burder have fået alarmklokkerne til at ringe.

   Når en historie næsten er for god til at være sand, så er det som regel fordi den er for god til at være sand.

   Altså usand!

Nogle af mine kilder på Facebook foreslår at den egentlige skribent og pennefører er Dennis Nørmark, som er erklæret medlem af og repræsentant for Liberal Alliance i forskellige sammenhænge. 

   I Berlingske Tidende blev bogen meget positivt anmeldt af et andet medlem af Liberal Alliance og tidligere folketingskandidat: Anne Sophia Hermansen.

   Hans Hauge, litteraturlektor på Aarhus Universitet, argumenterer ganske overbevisende for at det er en slags 'autofiktion', dvs. fiktion baseret på erindrede oplevelser, men forklædt som fakta - med en jeg-fortæller og fortalt i en form som halvt eller helt mimer fakta. 

   Hans Hauge er angiveligt medlem af den stærkt højredrejde tænketank CEPOS. Og hans analyse er jo ironisk rettet mod alle dem der så at sige er "hoppet på bogen" som en slags faktaforpligtet journalistik.

   

Formen for Karinas bog er angiveligt en moderne brev-roman - altså en serie tekster udformet som e-mails. Undertitlen er netop "Mails fra underklassen". 

   Ingen har mig bekendt endnu efterspurgt og -forsket hvem adressaten - "en veninde" - er til disse mails, og efterspurgt hvad vendinden svarede på disse mails.

   Altså er formen en slags snyd - hvis det var en film ville man kalde den en 'mocumentary'.

   

Grundlæggende er problemet som ved alle former for medie-faktion der giver den slags ballade i offentligheden, at der er uklarhed omkring 'kontrakten' eller 'overenskomsten' med læserne. Der mangler simpelt hen en angivelse af genren eller genreblandingen på forsiden af bogen der kunne bidrage til at besvare disse spørgsmål for læseren. 

   - Er det en 'roman', forklædt som den ene side af en mailkorrespondance? 

   - I hvilket omfang er der faktisk tale om erindringer, og i hvilket omfang er personer og episoder opfundet af en livlig fantasi?

   - Er det en faktafunderet debatbog som står inde for sandhenden i en række påstande og generaliseringer i nogle faktiske mails til en faktisk veninde? 

   - Er forfatteren faktisk Karina Pedersen, eller har hun leveret stof til en dygtig og litterært kyndig anonym ghostwriter?

   

En eksplicit og fyldig overenskomst-tekst i starten eller slutningen af bogen, altså en slags varedeklaration der besvarede disse og andre tilsvarende spørgsmål, ville have kunnet tone debatten ned - eller givet den en helt anden retning.

   

Men det er naturligvis meget muligt at forlag og forfatter netop har ønsket medieballaden - og derfor bevidst har valgt IKKE at varedeklarere den.   

   Forlagsdirektøren, Gyldendals Johannes Riis, erklærer i DRs Deadline at det er en "erindringsbog" - og så bør der være ret frit slag:

Det er en slags erindringsbog, og der udkommer mange bøger i disse år, der er blandingsform. Karina Pedersen har valgt den form her, fordi hun mener, at det er den rigtige til at fortælle sin historie. Det må være enhver forfatters ret at præsentere sit stof i den form, som passer bedst, siger Johannes Riis.

Gyldendal har så selv markedsført bogen "Helt ude i hampen - mails fra underklassen" under etiketten "samfund" - og altså ikke under etiketten "erindringer". 

   Det ser Johannes Riis heller ingen problemer i.

   Og formen kan det også være hip-som-hap med:

Om der er kommet nogle afsnit fra dagbogen ind i bogen, kan jeg ikke se er et problem. Det er ikke vigtigt, om det er e-mails eller breve, eller hvad det er. Hovedsagen må være, at man tager stilling til det, der står i den bog, siger Johannes Riis.

Her må man sige at hvis der ikke er nogen eksplicit genrebetegnelse eller evt. mere udfoldet verbal varedeklaration i bogen, så vil det netop være formen som i sig selv fungerer som en uudtalt 'overenskomst' for læserne.

   Og de har - altså anmelderne - alle opfattet bogen som en slags fakta, netop i kraft af formen - en samling mails til en veninde.

Som ofte i den slags faktionsballader i medierne er der også en juridisk vinkel, nemlig om forfatter- og forlags-ansvar i forhold til lovparagrafferne om privatlivets fred og injurier. 

   Karinas mor og søskende siger hun er fuld af løgn. Så DR hiver fat i en professor i pressejura fra SDU, og skriver under rubrikken "Professor: Forfatter må stå på mål for anklager om usandheder":

Hvis de har ret i deres afvisning, og der ikke er hold i Karina Pedersens beskyldninger, så kan det ifølge Sten Schaumburg-Müller være strafbart.

   - Man må sådan set skrive en hel masse om andre. Der, hvor det kan blive problematisk, det er, hvis man skriver ting om andre, der er meget private, fordi man som udgangspunkt ikke må afsløre andres private forhold, eller hvis man beskylder andre for noget kriminelt, siger han.

   Det er Karina Pedersens mor og brødre selv, der kan vælge at gå til domstolene, hvis de mener, at de er blevet udsat for æreskrænkelse.

   Sager om ærekrænkelse skal dog ifølge Sten Schaumburg-Müller ses i lyset af artikel 10 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, der handler om ytringsfrihed.

   - Man har lov til at fortælle om sit eget liv, og der vil selvfølgelig være andre mennesker involveret i fortællingen. Men man skal overveje, om man skal beskylde andre for alvorlige ting, da man kan komme til at stå til regnskab efterfølgende, siger han.

Ifølge professoren har også forlaget Gyldendal et ansvar som kan retsforfølges af familien.

Jeg synes meget godt om slutningen i Informations bagsideleder fra igår den 6. september:

Bogen er egentlig en personlig beretning eller erindringsbog fortalt som e-mails til en gammel veninde.

   Den er mindst lige så meget en moderne brevroman i Goethes tradition, som den er en debatbog, fortalt med bidende og fængende satire og hudflettende en social klasses egne stereotyper. Alle må holde for, inklusive forfatteren selv.

   Men bogens vidnesbyrd og vigtige nuancer bliver helt umulige at forsvare, når forfatteren samtidig som debattør entydigt gør sig til del af et liberalistisk ideologisk korstog og ikke mindst baserer flere af sine påstande på lemfældige oplysninger.

   Så holder offentligheden op med at se bogen som særskilt fra resten af det, Karina Pedersen har sagt, og bogen bliver det entydige partsindlæg i en socialpolitisk debat om velfærdsstaten, som den sikkert ikke vil være.

   Hvad kan vi andre lære af denne uskønne, rodede forestilling?

   Som forventet endte det med, at Gyldendal forsvarede bogen på bogens egne præmisser, ganske enkelt fordi de kan gøre det og til trods for den genreforvirring, der fortsat vil herske om bogen.

   Men samtidig lærer vi måske med denne sag, at vi definitivt ikke kan stole på alt, hvad folk siger, de har oplevet. Især ikke i bøger. Og det lærer os, at selv de vigtige samtidsvidner, de såkaldte native informants, skal udsættes for kritisk undersøgelse, og at ingen mennesker, uanset om de kommer fra underklassen, middelklassen eller overklassen, er rene sandhedsvidner.

   Netop fordi der overalt investeres så meget ideologisk i sandhedsvidner, er det vigtigt med den opmærksomhed. Det autentiske er jo ikke nødvendigvis lig med ’sandheden’.

Her links til en lang række væsentlige indlæg i balladen om "Helt ude i hampen". Jeg regner bestemt med der kommer flere de følgende dage. 

https://www.zetland.dk/historie/sOKnYPbZ-mO0kGnlW-ce59b

http://politiken.dk/kultur/ECE3369840/underklasse-mareridt-eller-fri-fantasi-her-er-overblikket-i-sagen-om-karina-pedersen/

http://www.b.dk/kronikker/loegneren-kan-man-faktatjekke-fiktion

http://pov.international/hvem-har-skrevet-karina-ps-bog/

http://pov.international/den-gennemforte-menneskelige-smalighed/

http://politiken.dk/kultur/ECE3369840/underklasse-mareridt-eller-fri-fantasi-her-er-overblikket-i-sagen-om-karina-pedersen/

http://politiken.dk/kultur/ECE3372253/gyldendal-helt-ude-i-hampen-er-et-staerkt-vidnesbyrd/

http://politiken.dk/debat/ledere/premium/ECE3372605/hele-karina-sagen-maa-tjene-til-skraek-og-advarsel/

https://www.information.dk/kultur/2016/09/klatgaeld-uenighed-underdanmarks-moensterbrydere

https://www.information.dk/indland/2016/09/liberal-alliances-karina-effekt

https://www.information.dk/debat/leder/2016/09/stemmen-underklassen

Snyd, plagiat, fiktive kilder - om 'genrekontrakter' med afsæt i historien om videnskabministerens ph.d.-afhandling - og en kendt sportsjournalists nyhedsreportager

I mange år har jeg interesseret mig for fænomenet 'faktion', altså blandingen af fakta og fiktion i forskellige medieprodukter og former: aprilsnarre, dokudrama, dramadok,fortællende journalistik, trompe d'oil-malerier, rekonstruktioner, reality-shows, optagelser med mennesker som forsøgspersoner, mocumentary, m.m.
   Faktion er en kilde til evig ballade, men skifter ansigt og problemfelt med den tekniske udvikling af medierne.
   I medierne de sidste par uger er vi blevet præsenteret for to nye eksempler på den slags "sager".

Vores relativt nyudnævnte videnskabsminister Esben Lund Larsen er kommet ud i voldsom modvind i medierne fordi han angiveligt har skrevet afsnit af fra vigtige kilder uden at anføre dem i citationstegn i sin ph.d.-afhandling. Og for at genbruge afsnit fra sin egen tidligere specialeafhandling i ph.d.-afhandlingen uden gennem citationstegn eller notehenvisninger at angive at der er tale om genbrug af egne tekster.

En kendt og blandt sportsjournalister ellers respekteret kollega Michael Qureshi er blevet afsløret i at have brugt opdigtede kilder og citater i et større antal af artikler både i Ekstrabladet, i B.T. og i andre skriftlige medier. Det står stadig uklart om alle de nævnte kilder er opdigtede, eller nogen af dem er autentiske der så er blevet anonymiseret med falske navne.

I begge tilfælde vil forargelsen blandt de journalister og journalistiske kommentatorer der har dækket 'sagerne', ingen ende tage, ser det ud til.
 
Men i stedet for moralsk forargelse og verbal vasken hænder, synes jeg at man skal forsøge nøgternt at beskrive og sætte ord på hvad det er der i begge tilfælde er tale om, nemlig 'kontraktbrud' - snyd i forhold til de som regel uudtalte og uformulerede overenskomster der er knyttet til genrerne mellem afsender (hhv. forfatter til ph.d.-afhandling og journalist til sportsreportager) og læserne (hhv.  andre akademiske læser og læsere af sportsjournalistik i aviserne.)

Forskning og journalistik som sproglige og sociale aktiviteter har et fælles udspring i 1800-tallet. Og sammen med professionaliseringen af journalistikken og af forskningen har der så også gradvist udviklet sig et sæt af spilleregler der rammesætter læsernes forståelse af de arbejdsprocesser der ligger bag en forskningafhandling og et stykke (god) journalistik.
   Disse spilleregler er indeholdt i det jeg ovenfor har kaldt 'kontrakt' eller 'overenskomst' mellem afsender og modtager.
   Disse spilleregler har at gøre med gennemskuelighed og troværdighed som er krav som såvel forsknigsafhandlinger og journalistik ideelt set skal leve op til.

Når man kræver at der skal være citationstegn om tekster fra andre kilder - både i journalistik og i forskning, så er det for at kunne placere et ansvar for sandheden i det der siges eller skrives. Er man kritisk indstillet, så har man mulighed for at finde ud af hvem kritikken skal rettes imod.
   Når man i journalistik-lærebøgerne generelt advarer mod brug af anonyme kilder, så er det fordi ansvaret for udtalelserne bliver tågede og uigennemsigtige for læserne/seerne/lytterne. Igen har det altså at gøre med hvordan ansvaret for udsagn skal fordeles, og med hvilken troværdighed de bakkes op.

Det med at tale om genrebestemte 'overenskomster' eller 'kontrakter' er en slags metaforsprog.
   En 'kontrakt' til daglig - i almindelig handel og vandel - er et stykker papir som to parter skriver under på og som dermed forpligter dem på et reguleret socialt samspil af en eller anden art: køb og salg, ægteskab, ansættelse.
   En genrekontrakt derimod er der ikke nogen der har skrevet under på, hverken afsender eller modtager. Genrekontrakter er ofte uudtalte og delvist ubevidste, og de kan gradvist ændrer sig over årene uden at nogen egentlig lægger mærke til det.
   Men uden dem ville al kommunikation ende i kaos.

Skal man altid bruge citationstegn hvis man låner fra en anden skribents tekst når man formidler vidneskabelig etableret viden?
   Nej. Det kommer an på ....
   Hvis videnskabsministeren havde skrevet en skolebog for gymnasiet, et kursuskompendium i PowerPoint-formatet, eller en folkelig videnskabs-formidlende bog om det han nu har skrevet ph.d.-afhandling om, så ville der være meget mere frit slag.
   Og ingen ville hæve et øjenbryn hvis han i længere passager i den slag tekster formuleringmæssigt lagde sig tæt op af de kilder han formidlede, eller hvis han direkte genbrugte passager fra sit eget speciale. Han skulle bare sørge for i litteraturlisten til sidst at skrive de vigtigste kilder han trak på.
 
Og går man tilbage i videnskabens historie, så er jeg sikker på at man kan finde i hundredevis af eksempler på at forskere har lånt tekster og formuleringer af hinanden - hen over kultur- og sproggrænser. Uden at forskeren har haft den mindste dårlige samvittighed, og uden at nogen læser ville have hævet et moraliserende øjebryn.
   Og det er symptomatisk for diskussionen at autoriteterne selv idag simpelt hen ikke enige om hvad man må og ikke må, hvad man kan tillade sig og hvornår man går over grænsen - også i en forskningsbaseret ph.d.-afhandling.

Tilsvarende omkring brug af anonyme kilder i journalistik.
   Går man tilbage i tiden kan man finde i hundredvis af artikler hvor der står varianter af formuleringer som: "fra pålidelig kilde erfares det at ...", "kilder som er avisen bekendt, mener at ...".
   Og der har faktisk været ret så frit slag for sproglig kreativitet og opfindsomhed for at kunne lægge rygter, sladder og journalistiske fornemmelser ind i en artikel så indholdet fremtrådet sandt og dokumenteret set fra den almindelige læsers synsvinkel.
   Der har den gang været tale om det man i andre sammenhæng kalder en særlig 'professionskultur', en 'kultur' som så gradvist har ændret sig - sikkert blandt andet på baggrund af nettets og webjournalistikkens eksplosive udvikling.
 
Jeg er så gammel at jeg kan huske en diskussion i aviserne i 80´erne (måske var det tidligere) om sportsjournalisternes løsslupne forhold til fiktive kilder og citater. Udgangspunktet var en afsløring af at en lang række aviscitater med udtalelser fra kendte danske elitesportsfolk, var opdigtede og ikke et resultat af faktisk gennemførte interview.
   Og som jeg husker det. så forsvarede journalisterne sig med at de opdigtede udtalelser typisk var så forudsigelige fra de pågældende kilder, at de lige så godt kunne have udtalt dem.
   Og måske endnu mere chokerende: Flere af de 'citerede' sportsfolk bakked journalisterne op og sagde at det var helt i orden hvis de bare var citeret for noget de kunne have sagt og ment, og sikkert ville svare hvis de var blevet spurgt.
   Der var simpelt hen tale om en uskrevet 'kulturel kontrakt' mellem kilder og journalister, som man bare ikke indviede sportsjournalistikkens læsere i.
 
Også kriminaljournalistikken havde utvivlsomt i tidligere tider tilsvarende løsagtige og løsslupne forhold til citater og kilder i de kriminelle miljøer de skrev om.

Og så sent som i 1998 kunne fagbladet Journalisten afsløre at mere end hver 10. elev på 3. semester på Danmarks Journalisthøjskole indrømmer at have opfundet kilder og brugt falske citater.
 
Genren 'fortællende journalistik' - de moderne variant af 'new journalism' - har et meget tvetydigt og uigennemsigtigt forhold til citater og brug af anonyme kilder. Og det vil tit være 'naturligt' for en journalistisk fortæller under researchen at 'lægge ordne i munden' på en kilde: "Sagde du det? Kan du huske hvad den anden svarede", for at få et brugbart 'citat'. Og så videre derudaf.
   Problemet løses ofte med at journalisten i en efterskrift eller en faktaboks fortæller om på hvilken måden citater og oplysninger i historien er rapporteret - altså formulere en eksplicit kontrakt med læserne. Men ofte kun skrevet i generelle vendinger, ikke i detaljer for citater fra den enkelte kilde.
 
Den iøvrigt moralsk anløbne journalist Henrik Qvortrup, er for nylig udkommet med en bog ”Tre år, ni måneder, tre dage” om Helle Thorning-Schmidt og hendes tid som statsminister.
   I bogen udrulles nogle af de mest turbulente år, en statsminister har gennemlevet i nyere tid med kriser, interne magtkampe, ministerrokader i flæng og SF, der forlod regeringen.
  Qvortrups fortælling om Thorning-regeringen er bygget op omkring en række dramatiske forløb og bygger på interview med omkring 100 anonyme kilder. Og netop de anonyme kilder går igen i anmeldelserne af bogen.    Altinget.dk skriver om hvordan Politikens anmelder Jakob Nielsen har bedømt bogen:

Bogen kaldes ”stærkt underholdende læsning” for de politiske nørder, der gennem hele bogen tages med ind bag de lukkede døre og får et glimt af, hvordan magt udøves, og hvad den gør ved folk.
   ”Men det er også en bog, der ville være dumpet med et brag, hvis den var blevet afleveret som journalistisk opgave til bedømmelse. Og man tør slet ikke tænke på, hvordan en historiker ville bedømme værket,” står der i anmeldelsen.
   Ifølge Jakob Nielsen er problemet ikke de anonyme kilder i sig selv.
   ”Men i Henrik Qvortrups bog er trangen til at dramatisere forløbet så voldsom, at de anonyme kilder i lange passager får helt frit løb – hvis da ikke forfatteren selv krydrer med sine egne, slet skjulte sym- og antipatier,” skriver Politiken.    

Nu må man jo så håbe på at Altinget.dk har citeret Jakob Nielsen korrekt.

Afslutningsvis minder jeg lige om David Lagercrantz' bog om det svenske fodboldidol Zlatan, hvor han efterfølgende afslørede at stort set alle citater var opdigtede, men at bogen var baseret på 100 timers samtaler med Zlatan. Zlatan meddelte at det var korrekt, men at han i øvrigt var tilfreds med det billede de fiktive 'citater' gav af ham.
   Han kunne ikke have sagt det bedre selv, lå der i hans reaktion.

Se mere om David Lagercrantz' tagen sig journalistiske friheder og beslægtede diskussioner i indlægget her:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2015/05/jeg-er-bade-david-lagercrantz-og-zlatan.html

Og hvis du lige scroller tilbage, så vil du finde to passager i det du netop har læst, som jeg direkte har kopieret - 'copypastet' - fra kilderne uden at sætte dem i citationstegn, nemlig dem som jeg for tydelighedens skyld her har markeret med fed skrift - fra hhv. Journalisten.dk og Altinget.dk.
   I princippet fremtræder de altså som noget jeg selv har tænkt og skrevet.
   Er det i orden - eller ej?

I Politiken fra den 15. december var der i øvrigt en glimrende kronik af Niels Vogensen med titlen "Er originalernes tid snart forbi". Her et link til den:

http://politiken.dk/debat/kroniken/ECE2976441/esben-lunde-larsens-sag-om-plagiat-er-et-symptom-paa-en-ny-virkelighed/

Debatten om 'Christianias børn´(2) - med opfølgende indlæg fra forfatterne til 'Forelsket i vinklen - om fikseringsfejl hos journalister'

Christiania-optog juli 1977 med Solvognsmedlemmer. Anna ’Trylle’ Petri er barnet øverst oppe. Foto: Nils Vest

I et tidligere indlæg skrev jeg om den debat som fulgte efter udsendelsen af dokumentaren 'Christianias børn - Skyggesiden af eventyret'. Og prøvede at forklare hvorfor debatten kørte godt og grundigt af sporet. 

   Hvis du ikke har læst det, eller ikke har det helt præsent, så er det en god ide at læse det her indlæg først:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2015/08/debatten-om-christianias-brn-om.html

Det har kastet et par interessante og perspektivgivende kommentarer af sig som jeg gengiver i det følgende - fra Malene Bjerre og Mikkel Hvid,  de to forfattere til den glimrende bog der kom i foråret: 'Forelsket i vinklen - om fikseringsfejl hos journalister', en bog jeg også refererer til i ovennævnte indlæg. 

Først Malene Bjerre:

Godt indlæg, Peter. Egentlig oplever jeg ikke selve udsendelsen som præget af fikseringsfejl. Jeg synes (som du) at Christianias børn er en virkelig god dokumentarfilm, der er klart vinklet på skyggesiderne ved at være barn i Christiania uden at se bort fra at det kun er en del af det store billede. Men jeg synes du viser rigtig godt (og det havde jeg ikke selv tænkt så klart) at det jo også hører med til udsendelsens forpligtelse at sørge for at den ikke bidrager til seernes fikseringsfejl. I stedet bør den gøre det mere tydeligt, fx i introen, at de fire deltagere ikke nødvendigvis er repræsentative for børn i Christiania. Så den ikke er så nem at fejlfortolke eller ligefrem misbruge af folk der er kritiske over for Christiania.

Jeg svarer:

Enig.

Men det er måske noget at skrive noget om i forlængelse af bogen - risikoen for at indplantere fordomsfunderede fikseringsfejl hos modtagerne, når vinklen i dokumentaren/fortællingen er skarp, casene er få - men stærke, der ingen sociologisk statistik findes der kan sige noget om mulighederne for at generalisere, og når konteksten i tid og socialt rum i øvrigt er diffus og udefineret.

   Jeg vil så hellere have den manglende "kontrakt-og-kontekst-tekst" til slut end i starten af filmen. Synes at en ordentlig tekst til sidst fortæller seerne at nu kan de godt indstille sig på at skifte tænke-og-oplevelses-'mode' - fra 'thinking fast' til 'thinking slow' - når de skal bruge den stærke oplevelse til derefter at mene og argumentere for noget sagligt, fx om børneliv og børneopdragelse under kritiske vilkår (som jo er foregået og stadig foregår andre steder end på Christiania).

  I 80´erne lavede jeg rigtig mange fakta-dramaturgikurser i Sverige for mange forskellige redaktioner, både nyheds-, magasin- og dokumentar-. Og jeg syntes den gang det var lidt gammeldags og støvet at SVT næsten uden undtagelse ved udsendelse af kritisk-kontroversielle dokumentarer lagde 15-30 minutters 'studiedebat' bagefter med vidende og kloge folk der kunne sætte oplevelser og følelser i et lidt mere sagligt, fagligt og distanceret perspektiv.

   Det synes jeg egentlig stadigvæk. Den dramaturgiske oplevelseskurve dykker jo markant efter dokumentarens klimaks med sådan en 'hale' af 'talking heads'. Men alligevel....

   Sådan som medieudviklingen har været i de senere år, og efter at dramaturgi og fortælleteknik er blevet en del af den professionelle main stream-kunnen blandt journalister og dokumentartilrettelæggere, så er jeg lige ved at synes at svenskerne måske havde fat i den lange ende ...

Malene: 

Det er en virkelig god pointe - at god brug af fikseringsfejlsgrebet ikke kun handler om, hvorvidt journalisten selv er fikseret, men også om deres journalistik understøtter eller modarbejder fikseringsfejl hos læserne. Og det er jo lige præcis her, begrebet også har væsentlig forklaringskraft i forbindelse med den konstruktive journalistiks fokus på at arbejde for forståelse og løsninger. Jeg er super glad for at få denne pointe skåret ud i pap.

Mikkel Hvid:

Det var dig, Peter, som lærte mig, hvad en vinkel er: Det er den påstand, som journalisten skaffer belæg for med citater, fakta og så videre. Og principielt er der ikke noget i vejen for at vinkle skarp på den pris, der har at være et barn af og fra Christiania.

   Problemerne opstår i relationerne til læserne og til kilderne. Det sidste først.

   Det virker som om aftalen med kilderne ikke har været klar nok. De kritiserer udsendelsen, fordi den ikke giver et retvisende billede af deres barndom, men det vil den heller ikke. Den vil – jf. vinklen – give et retvisende billede af de omkostninger, det har for børnene. Og spørgsmålet er så: Vidste kilderne det? Ville de have bidraget, hvis de vidste, at det var vinklen? Og - hvis vinklen har udviklet sig undervejs – har de så ret til at sige fra, hvis deres udtalelser bruges i en anden vinkel end den, som dokumentaren arbejdede med? Med andre ord:   Kan kilderne sige fra, hvis journalistens arbejdsvinkel udvikler sig? Den ret ville vi i hvert tilfælde sjældent give politikere og offentlige personer.

   Og så relationen til læserne: Som du, Peter, meget fornuftigt nævner, bør læserne kende præmissen for udsendelsen: Det her er ikke den journalistiske sandhed om Christiania, men den journalistiske sandhed om prisen for et social eksperiment. Men hvor skal det fremgå? Du foreslår til slut, og det kan der være en god grund til: Så husker vi det bedre. Omvendt er det irriterende, at man først får oplysningen til slut, for det er jo i virkeligheden et filter, som man burde have vurderet hele udsendelsen igennem. Jeg bliver så irriteret, når jeg læser en (fortællende) artikel, hvor det så i sidste linje fremgår, at navn og konkrete oplysninger er opdigtet. Så hvis det var mig, ville jeg anbefale, at forbeholdet (og det er jo det, det er), kommer i indledningen. Et kompromis ville være: Både og. Men er det ikke for meget?

Jeg svarer:

Til det første har jeg ikke noget afklaret synspunkt. 

   Men egentlig synes jeg der kunne være argumenter for at gøre forskel og behandle 'ikke-professionelle kilder' mere hensynsfuldt end 'politikere og offentlige personer'.

   Til det andet: I gamle dage, da jeg underviste i 'Faktion som udtryksmiddel' i DR, noterede jeg at mange af de meget dygtige og mest professionelle instruktører/tilrettelæggere der producerede fortællinger med blanding af fakta og fiktion på engelsk, at de som regel placerede kontrakt-teksten på skærm/lærred til slut, lige inden credit-oplysningerne.

   Fx Peter Watkins der stort set sluttede alle sine film, herunder den berømte og berygtede 'War Game' (1965), med en tekst på skærmen der udsagde at "filmen var lavet i samarbejde med medvirkende der udtrykker egne meninger og følelser."

  En af de mest berømte pionerfilm inden for engelsk drama-doc som jeg viste på faktionskurserne, 'Cathy, Come Home' fra 1966 af Ken Loach og Tony Garnett, den sluttede med følgende tekst på skærmen: "All the events in this film took place in Britain within the last eighteen months. 4000 children are separated from their parents and taken into care each year because their parents are homeless. West Germany has built twice as many hourses as Britain since the war."

   Jeg synes ofte det - i overført betydning - er 'at slå sig selv på munden' hvis man placerer et tungt kontraktuelt verbalt 'filter' i starten. Hvis det er en godt fortalt, væsentlig og gribende fortælling, så sker der nemlig et af to: enten glemmer man den som seer alligevel hurtigt et par minutter inde, og så er det slet ikke sikkert man kommer i tanker om den når filmen er slut; eller teksten fungerer som permanent mentalt grus i øjnene undervejs, så den oplevelse instruktøren har satset på med sin tilrettelæggelse og klipning, den bliver forstyrret og mudret undervejs.

   Jeg tror ikke man kan lave en entydig regel for alle film/fortællinger, men et ikke for forstyrrende tekstligt set up i starten, og så en ordentlig kontekst-tekst til slut, det er nok ofte en effektiv blanding.

   Men fx Poul Martinsen som jo er min 'helt' og reference på mange områder, producerede i 1977 en dramadokumentar om den svenske bankrøver Clark Olofsson. Den indledte han ganske bombastisk med følgende tekst på skærmen/lærredet: "Dette er den virkelige historie om den svenske bankrøver Clark Olofsson. Den dokumentariske baggrund er interview med Clark Olofsson, hans familie og venner samt med politi- og pressefolk, fængselsfunktionærer og andre. Sveriges Radio har stillet arkivfilm til rådighed. Alle spillescener er rekonstruerede og har skuespillere i rollerne."