I en del litteratur og kreativitet og kreativitetsteknikker, står beskrevet at en måde at finde på nyt er at tage naturen som model eller analogi. Som beredskab for vores kreative tænkning og formidling har vi et repertoire af konceptuelle "greb" som strækker sig fra metaforer, over eksplicitte sammenligninger og analogier, til modeller og rekonstruktioner.
Det fælles ved dette repertoire af sproglige og tankemæssige operationer, er at man forstår noget - the target - i lyset af noget andet - the source - som bevirker at bestemte forhold og egenskaber ved målet træder frem og bliver forståelige eller tydelig ved at blive anskuet gennem kildens optik. Det er det samme forhold som der er mellem et landskab som "mål" og et kort over landskabet som "kilde" til at kunne finde rundt i dette kortlagte landskab.
Derfor bruger englænderne "mapping" til generelt at karakteriser den slags forhold hvor noget ses og forstås ved at blive anskuet gennem forestillingen om noget andet.
Lad os lige tage et banalt eksempel fra sprogundervisningen for journalister. Journalisten har researchet sig frem til at den grund som en kommunen vil sælge er alt for billigt til nogle spekulanter, er på xx kvm eller yy hektarer. Det siger ikke læserne noget. Journalisten skal i sin rapportering i artiklen omsætte tallene til en anskueliggørende sammenligning. Altså f.eks.: Kommunen vil sælge grunde med et samlet areal der "svarer til 50 fodboldbaner."
Da de fleste mennesker har en forholdsvis klar opfattelse af størrelsen af en fodboldbane uden at vide hvor mange kvm den er på, så vil det hjælpe gevaldigt på forståelsen med en sådan sammenligning.
Tilsvarende hvis man skal fortælle læserne hvor høj den sidste nye skyskraper i Dubai er, så er antallet af meter en dårligere beskrivelse end at sige at højden svarer til 14 stk Rundetårn stablet oven på hinanden. Altså man ser og forstår Dubai-skyskraberens højde - sammenligningens mål - gennem den optik som leveres af den bekendte størrelse "Rundetårn" - sammenlingingens kilde.
Når teorien om konceptuel blending da jeg stødte på den, virkede så indlysende og overbevisende på mig, så tror jeg det bl.a. var fordi den var analog - også visuelt-grafisk - til det biologiske fænomen som kaldes befrugtning, og hvis "mekanik" er en del af min grundlæggende skolelærdom fra biologitimerne:
Kønnet befrugtning består i at to kønsceller fra hvert sit biologiske individ, forenes og smelter sammen; og ud af denne biologiske blandingproces kommer et nyt individ som indeholder en unik kombination af arveanlæg fra hver af de oprindelige kønsceller. Altså en slående og meget præcis analogi til: at to konceptuelt adskilte input-rum gennem blending bidrager til et tredje konceptuelt output-rum - et såkaldt blend - der er nyt og unikt i sin kombination af semantiske egenskaber fra hvert af de to input-rum.
Når jeg fremhæver den analogi her, så er det fordi man i virkeligheden kan bruge 'befrugtning' som en god og indsigtsgivende metafor på en lang række kreative processer:
Jeg går på en maleriudstilling, og kommer hjem og har utrolig lyst til at genoptage min ungdoms tegning og maleri: Det vrimler med friske billeder i hovedet jeg måske kunne give mig i kast med at producere: befrugtning.
Jeg læser en bog og får en ny tanke, en tanke jeg ikke har tænkt før. Bogens konceptuelle univers transformeres ved læsningen ind i mit allerede eksisterende mentale setup - og ud kommer en ny ide eller nogle nye tankebaner: befrugtning.
Jeg mindes en række forfatternavne hvis bøger jeg husker har "befrugtet" mig : Fillmore, Goffman, Bateson, Schlegloff & Sachs, Ettema & Glasser, Lakoff & Johnson, Fauconnier & Turner, Csikszentmihalyi.
Jeg møder en ny kollega med en anden baggrund end min egen. Vi kommer i snak og pludselig er der opstået en ny ide undervejs i samtalen: befrugtning.
Jeg kan uden videre opregne en række af de personmøder i mit liv som har fungeret på den måde: Poul Trier Petersen, Ingolf Gabold, Niels Erik Wille, Jens Franck, Nikolaj Christensen, Peter Bro, Poul Martinsen. Og min kone.
Jeg skulle som chef for en tv-station flere gange sætte konceptgrupper igang, husker jeg. Jeg prøvede altid at få forskellige temperamenter og kvalifikationer ind i gruppen: helst både mænd og kvinder, journalister og teknikere. De skulle befrugte hinanden, tænkte jeg.
Forudsætninger for gensidig befrugtning, også ofte kaldet inspiration - og altså et resultat af konceptuel blending, er overskridelse af forestillingsmæssige grænser og mentale grøfter. Og en sådan kreativ grænseoverskridelse er igen betinget af åbenhed eller modtagelighed for at det netop er forskelligeheden der kan bidrage til befrugtning og skabelsen af noget nyt.
Stort set det modsatte af hvad de herskende politiske kræfter, domineret af Dansk Folkepartis paranoia over for alt nyt og fremmed, praktiserer.
Forskellige teorier om hvordan man sammensætter et team så det arbejder optimalt, bygger i virkeligheden også på at det er de mentale forskelligheder som leverer den dynamik som er nødvendig for at en gruppe kan arbejde kreativt og befrugte hinanden gennem konfrontation af forskellige konceptuelle rum og universer, en konfrontation som tvinger parterne til at skifte frame eller veksle mellem forskelige professionelle frames for at kunne forstå og få noget ud af hinanden.
Det er ikke nogen tilfældighed at en række af de forfatternavne jeg anfører ovenfor som vigtige faglige "inspirationskilder" for mig, at de optræder i par; jeg antager at de optræder sådan fordi de fagligt har oplevet at de har "befrugtet" hinanden.
Tilsvarende inden for (undersøgende) journalistik hvor det også er meget almindeligt at journalister arbejder og producerer sammen parvis og mentalt set supplerer hinanden: Jørgen Flindt Pedersen & Erik Stephensen, Steen Baadsgaard & Jørgen Pedersen, Niels Giversen og Christoffer Guldbrandsen, Morten Phil & Jakob Priess-Sørensen, Gorm & Gregers.
