Mødet med et loppefund - et hummer-askebæger af Jørgen Balsløv - jeg følger sporene tilbage til inspirationskilderne omkring år 1900

Et loppefund: Krebese-askebæger. Omkring 1960.

For 3-4 år siden da fruen og jeg sidst var i Berlin, besøgte vi et fint Jugendstil-museum, et museum for en stil jeg altid har været fascineret af - både som arkitektur men også som den udfolder sig i brugsgenstande og i malerkunst og grafik.

   Blandt andet så vi i flere rum udstillet en masse porcelæn og keramik fra århundredskiftet med dekoreret med smukke naturalistiske plante- og dyremotiver - som så i øvrigt var stærkt inspireret af japansk grafisk og keramisk kunst.

  Blandt dem var der flere af Den Kongelige Danske Porcelænsfabriks porcelænskulpturer fra omkring århundredskiftet med b.a. isbjørne som motiv, husker jeg:

Den Kongelige Porcelænsfabrik: Isbjørn, ca. 1900

Også dette at lave mindre og større skulpturer af naturalistisk formede dyr i bronze som nærmest er supernaturalistiske i form og udtryk, har jeg blandt andet skrevet om i et blogindlæg fra for tre år siden. 

   Ikke mindst var jeg her fascineret af en kunstner med det spøjse navn 'Rembrandt Bugatti' - lillebror til ham der designede de fantastiske smukke Bugatti-biler, og som den gang blev højt berømmet af anmeldere i forbindelse med en udstilling i Berlin.

http://www.smb.museum/en/exhibitions/detail/rembrandt-bugatti.html

Rembrandt Bugattis dyreskulpturer var og er helt enestående smukke: suverænt 'følte' og 'sete' - selv om jeg altså kun har set fotografier af dem, som de her:

Mere om Rembrandt Bugatti og hans helt specielle supernaturalistiske kunstnerøje - og særlige talent for at skabe naturalistiske dyreskulpturer i bronze - i dette indlæg fra sommeren 2014:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2014/07/om-illusionens-og-illustrationens-kunst.html

Denne lidt lange indledning for at komme til et kreativt loppefund jeg gjorde sidste søndag.

 

Selv om jeg tydeligvis har et samlergen og tendenser til at flippe ud i regulær samlermani, så hører jeg ikke til dem der normalt render rundt og jagter gode loppefund - bortset fra Harald Henriksen-træsnit, selvfølgelig.

   Men i søndags - efter at fruen og jeg havde set den fremragende, magiske og fortryllende japanske tegnefilm "Your Name" - mødte der os et mindre antik-loppemarked - ja, hvem skulle tror det - på den halvdel af Rådhuspladsen som er tilgængelig for gående.

   Og Japan associerer til jugendstil - og jugendstil associere til den oldgamle naturfolksreligion 'animisme' der indebærer forestillingen om besjæling af dyr og anden natur - der igen associerer til porcelænsfigurer med plante- og dyrmotiver (jfr. ovenfor). 

   Og filmen vi lige havde set, handlede netop om at skabe forbindelser mellem mennesker og verdener - på tværs af rum og tid.

   

Og "Puff!"! Pludselig stod jeg foran dette smukke 'hummer-askebæger' fra den Kgl. porcelænsfabrik.

- "Hvad koster det?" spurgte jeg?

- "200 kr.", sagde damen på den anden side af bordet.

- "100 kr." er alt hvad jeg har i kontanter," sagde jeg. - Og det var helt sandt.

Det fik jeg så askebægeret for - som jeg her stolt viser frem. Uden et skår - og med det helt rigtige 3-blå-bølge stempel i bunden.

Da jeg kom hjem, læste jeg mig til at askebægeret skulle være produceret i 60'erne - i et relativ begrænset oplag - og at kunstnerens navn er Jørgen Balsløv (som jeg ikke kendte). Og at dyret der omfavner det, nok snarere skulle kaldes en krebs end en hummer:

   Balsløv lavede lignende askebægre med en rigtig hummer eller en krabbe som skulpturel dekoration, som her:

Men flere andre kunstnere lavede tilsvarende skulpturelle askebægre eller fisketallerkener, fx Erik Nielsen:

Også Bing og Grøndal var med på trenden med askebægre, talerkener eller skåle af porcelæn dekoreret med skaldyr der kravler op over kanteten - fra 60´erne:

Designer:  Effie Hegermann - Lindencrone

Designer: Svend Jespersen

Videre søgning på forhistorien viser at Jørgen Balsløvs hummer- eller krebse-askebægre er stærkt inspireret et lignende, men dobbelt så stort 'askebæger'  som er produceret omkring århundredskiftet - jugendstilens guldalder:

Keramisk hummerfad fra Zsolnay

Eller måske er det snarere det her Balsløv har set og haft som forbillede:

Zsolnay hummerfad med eosin-glasur

Den slags beskrive sådan her på nettet: "lobster plate with snake & japanese fishes, 38cm diameter, ca. 1900." 

   Mit askebæger fra Den Kongelige Porcelænsfabrik har diameteren 16 cm og er altså godt 60 år yngre.

 

Producenten af hummerfadene fra århundreskiftet er ifølge Wikipedia den ungarske porcelænsfabrik Zsolnay, eller mere formelt: Zsolnay Porcelánmanufaktúra Zrt (Zsolnay Porcelain Manufactory Private Limited). 

   Særlige kendetegn ved farbrikkens produkter som fremhæves: "The company introduced the eosin glazing process and pyrogranite ceramics". 

   

Eosin glasur er karakteriseret ved at overfladen når den er brændt, fremstår med iridiscens - dvs. farverne chancerer som perlemor.

  Wikipedia fortæller:

Many Zsolnay ceramics are noted for the use of the eosin process that was introduced in 1893. The process results in a light red iridescence of the first prepared hue, hence the term eosin (Greek eos, flush of dawn). 

   Different eosin colours and processes were developed over time. The eosin-based iridescence became a favourite of art nouveau and Jugendstil artists, among them Sándor Apáti Abt, Lajos Mack, Géza Nikelszky, and József Rippl-Rónai.

   The secret eosin glaze renders porcelain to appear iridescent metallic, in different colours that change with the angle of reflection. Typical colours include shades of green, red, blue, and purple.

   Og den glasur og den teknik levede de - ifølge kilderne - højt på i mange årtier.

Firmaet havde sin storhedstid i forbindelse med at keramisk frostfri skulpturel produktion af dyr og planter til udendørs udsmykning af jugendstil-bygninger blev superpopulært i det meste af Europas storbyer - det er det der kaldes 'pyrogranite ceramics' :

Men Zsolnay-fabrikken var også suveræne til interiør-genstande af keramik og porcelæn med stor dekorativ værdi netop inden for jugendstilen og ofte med udnyttelse af eosin-glasuren.

   Se bare her:

.

Der kan man bare se! 

   Skønhed og superæstetisk dekadence for alle pengene. Idag koster de en formue.

   Og bare fordi man faldt for et loppefund med en krebs i porcelæn der er ved at kravle ind over kanten på et askebæger.

I øvrigt hører det med til historien i Europa om den slags japansk inspirerede 'skaldyrs-tallerkener' at originalerne i Japan og Kina blev brugt til at servere dyre gourmet-retter på hvori indgik levende fisk og skaldyr, som der blev betragtet som en særlig delikatesse.

   

Disse retter og deres gourmet-status kan man bl.a. få indtryk af i den serie af fremragende og oplysende krimier som jeg for øjeblikket genlæser for 2. gang: 

   Det er romaner som foregår i det moderne Kina efter Maos død, og efter at statskapitalismen gennmem Deng Xiaopings reformer fik frit løb fra begyndelsen af af 90´erne - under kommunistpartiets autoritære lederskab, naturligvis.

   Den gennemgående hovedperson i serien på de ni binds interessante og tidsaktuelle krimiplot er 'chiefinspector' Chen Cao, som både er poet og belæst specialist i engelske og kinesisk litteratur - og en stort set samvittighedsfuld og ukorrupt politiinspektør i millionbyen Shanghai.

     Men han er også - paradoksalt nok - samtidig en ung og lovende 'cadre' i kommunistpartiet - på vej opad i magt- og privilegie-hierarkiet. 

   Og det sætter ham naturligvis i mange dilemmaer som er med til at levere psykologisk fremdrift i historierne.

   

Forfatteren til disse romaner er Qiu Xiaolong - en kinesisk professor i engelsk som er emigreret/flygtet til USA omkring 1989 - i forbindelse med studenter-demonstrationerne på Den himmelske Fredplads i Peking, som brutalt blev slået ned af systemet, og som også betød at højtuddannede sympatisører som professor Qiu Xiaolong faldt i unåde - blev udrenset af partiet.

   Læs mere om (og læse endelig romanerne), her:

https://en.wikipedia.org/wiki/Qiu_Xiaolong

Kun en - den første - 'Mord på en rød heltinde' - er oversat til dansk.  Resten må man læse på engelsk, men det er virkelig anstrengelserne værd.