Det jeg forsøger at dokumenterer med aviscitater i dette og det foregåend indlæg, er betydningen af en barsk barndom for udviklingen af den kreative personlighed - på trods af af en sådan barndom for mange andre sandsynligvis ville have ført til et dårligt socialt og psykologisk belastet liv.
Spørgsmålet er for mig: Hvad skyldes disse undtagelser, så de oplevelser der for de fleste hjerner ville være invaliderende, for nogle bliver til noget der kan bruges positivt og kreativt som brændstof og drivkraft i voksenlivet?
Jeg foreslår tre faktorer: gener der disponerer for kreativitet, intelligens til at bearbejde negative oplevelser, møde og omgang med en mentor.
Eksemplerne jeg citerede i det foregående indlæg var fra forfatteren Jens Smærup Sørensens liv, og fra tv-dokumentaristen og -værtens Anders Aggers liv.
Nu følger citater af forfatter, filmmager og eventyrer Troels Kløvedal og af billedkunstner Julie Nord.
I Politiken fra den 26. juli finder vi et interviewportræt af og med Troels Kløvedal. Journalister der står med byline for artiklen, er Niels Nørgaard og Mette Højlund. Temarubrikken er den jeg også har brugt for disse to indlæg: "Barsk Barndom".
Rubrikken udgøres af et citat fra artiklen:
"Min barndom gjorde mig til oprører"
Manchetten sammenfatter historien
De voksne i skolen slog på os 11-12-årige, og mange blev skadet både fysisk og psykisk. Det var den slags begivenheder, som jeg og andre ungdomsoprørere reagerede mod. Oprørstrangen og ønsket om retfærdighed blev vakt i mig der og har siddet der lige siden, siger den 71-årige eventyrer Troels Kløvedal, der gik i seks forskellige skoler
Et langt forfatterskab, der startede med ’Kærligheden, kildevandet … og det blå ocean’ i 1978 har gjort eventyreren Troels Kløvedal til en velhavende mand. I en alder af 71 kan hans forlægger fortælle det undrende kostskolebarn med den barske opvækst, at der næsten er solgt 1 million bøger med hans navn på bogryggen – af en mand, som ikke lærte meget i skolen, men som siden har indhentet det hele og lidt til.Troels Kløvedal var kun seks år, da hans verden brød fuldstændig sammen. Hans forældre bliver skilt, og de følgende år ryger han ud og ind af børnehjem, familiepleje og seks forskellige skoler. Faderen kæmper for at få ham tilbage og bortfører ham. Moderen strider sig til forældreretten og får den – og til sidst opgiver faderen kampen og forsvinder ud af Troels Kløvedals liv. Moderen dør af mavekræft i 1954, da Troels er 11 år gammel, og efter nogle få lykkelige år sammen moderen og søskende på Grevinde Danners Stiftelse i Jægerspris bliver Troels Kløvedal igen sendt i familiepleje.Den dag i dag undrer Troels Kløvedal sig over, hvorfor de voksne aldrig rigtigt inddrog ham, når livet tog endnu en knivskarp vending.»Den ene gang efter den anden blev jeg flyttet rundt fra mit barndomshjem til børnehjem, til familiepleje på en gård osv. På intet tidspunkt er der en voksen, som siger til mig: Troels, nu skal du ned på en gård på Lolland, fordi mor og far skal bo hver for sig. De snakkede aldrig med mig om problemerne, sådan som man ville snakke med sine børn i dag under en skilsmisse. De gjorde det sikkert i den bedste mening, men det var en stor fejl. Hvis de så bare havde sagt til mig: Nu skal du i familiepleje, fordi mor skal have sig en uddannelse, og så skal du tilbage til mor igen – men det sagde de ikke«.
Mange af de kreative der som voksne er meget gode til at verbalisere, kan nu fortælle om at de som børn var tavse og indelukkede, fordi de ikke havde tillid til de voksne og følte sig svigtet. Og oplevelsen af svigt skyldtes ikke mindst at tavsheden også vendt den anden vej. At de voksne omgivelser ikke snakkede om det som følelsesmæssigt var det mest belastende for barnet.
Troels Kløvedal har en metafor på den oplevelse: "Palle alene i verden".
Hvilke konsekvenser havde det for et barn som dig?»Det betød, at man som barn pludselig var et fremmed sted uden rigtigt at forstå hvorfor – og det måtte man bare acceptere. Voksne snakkede ikke med børn. Man puttede den slags ubehageligheder væk. Vi børn skulle gætte os til alting. Mine søskende var også væk i pleje i de første år af mit liv, og dem kunne jeg heller ikke snakke med – jeg var Palle alene i verden«. (...)Da dine forældre bliver skilt, havde din mor vel næppe så mange valg…
»Nej. Min mor havde ikke andet valg end at få søskendeflokken splittet op. Hun måtte miste os og arbejde hårdt på at få en uddannelse og håbe på at få os tilbage igen. Da min mor ligger på sygehuset – mine forældre er lige blevet skilt – og føder min lillebror Bjørn, ligger der en gårdmandskone fra Lolland ved siden af min dybt ulykkelige mor. Da hun hører min mors historie, siger hun: »Jeg kan da tage mig af din søn, og min søster bor på en gård ved siden af«. Der kan de tage sig af min søster Gertrud. Det var en tid, hvor man på en helt anden måde havde overskud til at hjælpe hinanden – til at hjælpe andre mennesker i nød. Dernede på Lolland har vi børn det godt i nogle år, indtil vi heldigvis kan komme tilbage til vores mor, som er blevet børnehavepædagog og får en stilling på Grevinde Danner Stiftelsen i Jægerpris. Der har jeg den lykkeligste tid i mit liv – indtil min mor dør, og verden bryder sammen igen«.
Og oveni kommer så de mindst lige så negative skoleerfaringer som kan pille følelsen af selvværd ud af enhver nogenlunde følsom elev. Troels Kløvedals oplevelser minder om hvad tv-dokumentaristen Poul Martinsen kunne fortælle mig om sin skoletid, erfaringer som også var medvirkende til den kritik og oprørstrang som var en gennemgående understrøm i han tv-udsendelser.
Men Martinsen var en pæn og lidt genert dreng i sin skoletid. Det var Troels ikke:
Jeg var en vild drengTroels Kløvedal fik således utrygheden ind i sit liv, fra han var lille. Og den blev kun forstærket af nogle barske skoleår, hvor øretæverne hang løst.»De voksne i skolen slog. Vi blev stillet op på en lang række, og så stod vi der, 11-12-årige drenge, og så slår en voksen mand alt, hvad han kan, så vi ryger hen ad gulvet. Nogle fik ørebetændelse og alverdens andre følgeskader. Der er mange, som ikke kan forstå ungdomsoprøret fra 1960’erne. Men vi kom fra det her. En skoleverden, hvor mange blev skadet både fysisk og psykisk resten af livet. Det var den slags begivenheder, jeg reagerede imod. Oprørstrangen og ønsket om retfærdighed bliver vækket i mig der – og har siddet der lige siden«.Hvordan reagerede du i skolen?
»Jeg synes, skolen var et helvede. Jeg var vel det, man i dag kalder en livlig, måske lidt vild dreng. Hvis jeg havde gået i skole i dag, havde jeg nok fået alverdens diagnoser. Adhd, og hvad ved jeg. Formentlig var jeg også blevet medicineret, så måske er det alligevel heldigt, at jeg blev født dengang og ikke i dag«.Hvad tog den vilde dreng med sig fra skolen?
»Da jeg dumper for anden gang i skolen, sidder jeg og kigger ud ad vinduet – det var dybt nedværdigende. Under hele min skoletid lukker jeg det hele ude, jeg vil ud at lege i skoven. Det er derude, friheden er. Det er den, jeg er gået efter lige siden. Først fra den dag, hvor jeg som 15-årig blev lukket ud af skolen og kom i lære på Helsingør Skibsværft, har jeg været en fri mand. Det mærkelige er jo at glæden ved at lære og opleve tog man ikke fra mig. Senere fik jeg på blandt andet Krogerup Højskole lært alt det, jeg ikke fik lært i skolen. Jeg er højskolerne dybt taknemmelig, og jeg ville ønske, de fik en renæssance. Også da jeg midt i 60’erne kom i mesterlære som filmfotograf og instruktør hos store instruktører som Jørgen Roos og nyligt afdøde Henning Carlsen, fik jeg lært et håndværk, som betyder, at jeg kan tilrettelægge og producere mine film selv«.
Jeg har tidligere skrevet om hvordan en lang række kunstnere ikke så meget bruger melankoli over savn og tab som drivkraft, men at elendig behandling fra de menneskelig omgivelsers side i stedet for at skade, kan skabe "kreativ vrede. Og det er det som tydeligvis gennemsyrer Troels Kløvedals personlighed og kreative processer: frihedstrang og vrede.
I disse år er det jo blevet en gennemgående litterær trend at skrive direkte og ukamufleret om barndommens emotionelt betændte land.
Genren kaldes blandt andet autofiktion, og den mest berømte forfatter inden for bevægelsen er norske Karl Ove Knausgaard med "roman"-serien "Min Kamp".
Men går vi til billedkunsten, så er det lidt mere kompliceret med det selvbiografiske stof. Det ligger delvist i mediets natur at billedkunstnere i højere grad må omskabe det stof - den vrede eller melankoli som er emotionelt brændstof - til metaforer hvis referencer til kunstnerens reelle livserfaringer er tågede og i den grad indirekte.
Men det afhænger bl.a. også af hvilken kunstframe man som billedkunstner tænker sin kunst indenfor: impressionisme, symbolisme, ekspressionisme, surrealisme - for nu at nævne nogle af de mest veldefinerede i de sidse 150 år.
Eksemplet her er fra Information den 28. juli - under temarubrikken "Kultur". Et interviewportræt i serien "Hemmeligheder" i anledning af billedkunstneren Julie Nords udstilling med titlen: "Julie Nord - Just Like Home" - Kunstforeningen Gl. Strand. Journalist Peter Nielsen.
Julie Nord er en af mine favoritter som billedkunstner. Hendes tegninger og malerier befinder sig inden for surrealismens kunstframe, men er også meget personlige i sin motivkreds der omskriver barndomsliv- og barndomserfaringer til fabulerende eventyr- med gyser-associationer.
At der er tale om fantasier over en forsvundet verden og en bagvedliggende vrede over tabet, synes jeg man klart fornemmer i hendes billeder.
Titlen på den nye udstilling der har hendes eget navn i front, peger jo tydeligvis også mod det private - samtidig med at den distancerer sig fra det gennem udtrykke "Just like ...")
Men i modsætning til Anders Agger, Jens Smærup Sørensen, Louis Jensen og mange andre forfattere, så ønsker hun ikke at åbne op for posen af personlige barndomserinderinger, som det følgende lange citat viser.
For hende er det netop en vigtig del af kunsten at lege skjul omkring det private stof og de private følelser knyttet til fx konkret barndoms- og ungdomsoplevelser.
Rubrik og manchet:
For meget privat stof forvandler den forheksede skov til Amager Fælled
Julie Nords billeder viser indestængte pigefigurer, nuttede, groteske dyr og den krakelerede bagside af enhver familieidyl. Selv er kunstneren meget privat, næsten hemmelig. Og hun køber ikke forestillingen om, at vi i de sociale mediers tidsalder har åbnet mere op. ’Jeg tror ikke nødvendigvis, folk blotlægger mere i dag, for jo mere du blotlægger, desto mere kan du også holde skjult’
Mange af Julie Nords motiver er på overfladen barnlige "idyller", som så fascinerer ved at publikum får glimt eller brudstykker af en bagvedliggende grum og grusom, mørk og melankolsk virkelighed:
»Jeg lægger aldrig billeder af familiemedlemmer på Facebook. Kun én gang til fastelavn har jeg gjort det, men der kunne man heller ikke genkende min datter. Mit hjem, mit private jeg, er mit eget, og det deler jeg ikke med særlig mange mennesker. Til gengæld oplever jeg mit arbejde som et mellemrum mellem det virkelig private, som jeg slet ikke kan fortælle dig om, og så noget meget velkendt. Mit arbejde pendulerer mellem de to poler, og det viser jeg gerne frem. Men startpunktet i det helt private holder jeg for mig selv.«Det at skabe kunst hænger faktisk sammen med at værne om sit privatliv.»Måske arbejder jeg som kunstner, fordi jeg ikke kan finde ud af at dele med andre, samtidig med at jeg alligevel har et ubændigt stort behov for at gøre det. Jeg er meget nøjeregnende med, hvor meget og hvor jeg fortæller om mig selv.«»Noget handler om rent fagligt at ville bevare spørgsmålstegn i mine værker, at jeg gerne vil have, at folk graver i deres egne hemmeligheder. Hvis de nu bare får min, så har jeg både udfyldt kunstnermyten og givet dem lette svar på mit arbejde.«Og der er da både meget af Julie Nord i hendes nye familieudstilling og meget, som slet ikke er hende.»Jeg bruger helt klart meget af mig selv, det er bare gennemtygget mange gange, inden det bliver til et værk. Jeg ville aldrig fortælle en konkret historie fra mit liv. Jeg har stjålet folks familier og lavet dem til min egen. Jeg har ikke brugt et eneste billede fra min egen familie, for så kunne jeg ikke slippe ud, og det ville hele tiden være historien om de her familiemedlemmer, der fyldte.«
Journalisten citerer ikke, men refererer nogle udtalelser fra Julie Nords om "et stort skift" og "et stort skred i hendes liv" ved en flytning til den anden ende af landet som 9 årig. Man kan også regne ud at der må være et fader-tab - eventuelt en skilsmisse som en del af denne 'private' historie:
Julie Nord har ikke fortalt meget om sig selv og sin opvækst. Kun at hun, da hun var ni år, oplevede et stort skift i sit liv, da hun flyttede med sin mor til Vestjylland. Her var hun, indtil hun var 15 år. Lige de år, hvor det hele står åbent, skete der et stort skred i hendes liv.»Jeg er vagtsom med at fortælle private historier til journalister, for de vil unægtelig blive opfattet som en nøgle til mine billeder. Så kan jeg siden komme med 20 nye låse, og ingen vil bruge dem. Det er en beskyttelse af mine værker og en måde at holde dem åbne på. Hvis jeg nu havde et barndomstraume eller lignende og fortalte om det offentligt, så ville det blive indlæst i alle mine værker til evig tid. Det kan da være spændende at få en manual til et kunstværk, baseret på kunstnerens eget liv, men det er også et valg, og jeg syntes generelt, at kunstværket bør gå forud for manualerne.«»Jeg har et problem med det, når myten om kunstneren skygger for værkerne. Det er vel blandt andet derfor, man laver kunst; man håber at transcendere sig selv og lave noget, der er større.«Julie Nord vender tilbage til de formative år og de mange pubertetspiger i hendes værker.»Grundlæggende er jeg optaget af de konstruktioner, vi laver og kalder virkelighed. Og lige præcis den alder, den tid, mellem voksen og barn, er det, jeg selv bedst kan huske som et sted, hvor virkeligheden var flydende. Jeg gled rundt mellem alle mulige identitetsbilleder og prøvede at finde mig selv i et limbo af forskellige konstruktioner. Nu er der ikke så mange pubertetspiger i den nye udstilling, som handler om familie og de ting, der binder os sammen eller ikke gør det. Men også her er de opløste identiteter til stede. Der er helt klart noget selvoplevet over det. Jeg har selv gået på de stisystemer, jeg tegner, hvor verden i bund og grund føles mærkelig.«– Og den forsøger du så at objektivere i din kunst?»Selvfølgelig er der en grund, jeg suger fra, men jeg er også iskold. Jeg ved udmærket, hvad et gult parcelhus gør ved alle mulige andre mennesker. Jeg ved, hvad et par tågede dukkeøjne gør ved folk. Når jeg arbejder, er jeg på én gang følelsesladet og beregnende omkring mine virkemidler. Jeg vil gerne have, at folk bliver berørte og selv husker.«(...)HovedstolenInden for litteraturen har Per Højholts begreb om hovedstolen fyldt en del i diskussionen om, hvordan man bruger af det selvoplevede, og ikke mindst tanken om, at man skal bruge sit private stof i de rette doser, så man ikke havner i at bruge det hele op.»Jeg har ikke det forhold til det private stof, at jeg vælger at fortælle en bestemt historie fra mit liv. Det er mere nogle kar, jeg lægger en slange ned i og suger noget fuel op fra. Hvis adgangen til de kar tilstoppes, betyder det, at jeg har brug for ferie for at lade op igen. Men karrene i sig selv synes bundløse. Det vigtige for mig er at svinge mellem noget personligt og så lave noget konceptuelt. I indretningen af det her hjem i min seneste udstilling har jeg haft en masse tanker om familie og konstruktioner. Her bliver det private objektivt, jeg bygger oven på det private. Mine helt tidlige værker er indforståede, dagbogsagtige tegninger. Hvis det var sådan noget, jeg lavede og udstillede i dag, ville jeg hurtigt komme til at slide mig selv op. Jeg har brug for også at tære på forestillingen om andres liv og ikke kun mit eget. Hemmeligheder inspirerer mig meget, men det er stemningen, der opstår omkring en hemmelighed, der er mit omdrejningspunkt: Hvis hemmeligheden afsløres, forsvinder elektriciteten. Man kan sidestille det med den sekvens i en gyserfilm, hvor døren smækker i bag hovedpersonen, og vi ved, at der ikke længere er nogen vej tilbage. Det åndeløse øjeblik, lige inden Monsteret springer frem fra skyggerne: ’Det usagte’ er et meget væsentligt element i mine værker. For meget hovedstol, og den forheksede skov bliver til Amager Fælled. Jeg er nødt til at beskytte min benzintank. Hvis jeg begynder at lave huller i den, så går det galt.«
Julie Nords kunst er jo en slags illustrationskunst, beslægtet med de største internationale tegneseriekunstneres. De lugter også langt væk af moderne fantasy-film og -romaner. Men historien må vi selv digte ud fra de fabulerende visuelle spor hun lægger ud.
Og hvad Julie Nord privat har oplevet der har sat gang i den slags fantasier som billederne illustrerer, må vi selv fantasere videre over.
Jeg har i øvrigt også skrevet om hendes udstilling i slutningen af dette indlæg:
