 |
| James Esnor - Masks and Death |
 |
| Asger Jorn - Maskulin standhaftighed |
Indimellem sker der det at forskellige tidligere blogindlægs forskellige temaer smelter sammen i en enkelt person eller begivenhed. En slags total-blending.
Det sker med maleren James Esnor som jeg aldrig har hørt om før, og hvis malerier nu udstilles på Jorn-museet - og modstilles malerier af Asger Jorn.
Ifølge anmeldelser og udstillingens hjemmeside vurderede Jorn Ensors billeder meget højt - især for det fantastiske og groteske i hans kunst.
Udstillingen annonceres sådan her
jorn <<< ensor
Og antyder dermed typografisk et påvirkningsforhold fra Ensor til Jorn.
Jeg har tidligere skrevet om kunstudstillinger hvis oplevelsesmæssige pointe er en sammenstilling af forskellige kunstnere eller kunstretninger med et indbyrdes påvirknings- eller indspirationsforhold, fx Klee + Cobramalerne, eller Hokusai + impressionisterne. Med henblik på aha-oplevelser og konceptuel blending mellem de modstillede mentale rum.
Og jeg har skrevet om klovnens betydning som en ironisk blended dobbeltfigur. Og om Asger Jorns ironiske og indimellem grotesk vrængende "modifikationer" som også udnytter mulighederne for blending rent kunstnerisk.
Mens udstillingen "jorn <<< ensor" er åben, spilles også det af Jorn opfundne "fodboldspil til tre mål", som jeg også har kommenteret på et blogindlæg for nogle måneder siden.
Her er nogle flere af Ensors billeder - groteske, fantasifulde, humoristiske, ironiske:
 |
| Skeletons fighting over a smoked herring |
 |
| The Terrified Musicians |
 |
| Intrigen |
James Ensors billeder er dybt fascinerende. Virkeligheden som et grotesk karneval. Mennesker bag masker eller i skikkelser af skelletter.
Men lidt for groteske til at jeg ville hænge dem på væggen herhjemme.
Til min overraskelse er han kun syv år yngre end Van Gogh - født 1860 og lever til 1949, så han bliver en gammel mand. Langt forud for sin tid, må man sige. Og har efter kilderne at dømme både ispireret to af de store retninger i 1900-tallet: surrealismen og ekspressionismen - og altså også en af Cobra-malernes frontløbere, Asger Jorn.
Der er selvfølgelig lavet et udstillingskatalog med forklaringer og sammenligninger, men når jeg googler frem og tilbage mellem Jorns billeder og Ensors billeder, så synes dog ikke man kan sige at Jorn udtryksmæssigt virker særligt beslægtet med og inspireret af Ensor.
Det må nok mere være en soul-mate-relation der er tale om.
Ensor får det sidste ord - sådan visuelt - i form af et "selvportræt"?:
 |
| The Skeleton Painter |
Nice meeting your, sir!
