Oscar-føljeton (4) - Susanne og hendes Oscar i forskellige rammer

I foregående blog-indlæg viste jeg hvordan en række filmjournalister satte den store nyhed om Susanne Biers Oscar for filmen 'Hævnen' i forskellige "forståelsesrammer" - det jeg kalder frames.

   Framen styrer den journalistiske vinkel som er den påstand med nyhedsværdi historien dokumenterer med kilder og citater. Og det er den rammesatte vinkel der giver et eller andet ekstra perspektiv - journalistisk merværdi - til en stor nyhed, som jo til fortrydelse for journalisterne allerede om tirsdagen var "gammel". Efter at kollegerne i de elektroniske medier havde talt hende op til skyerne hele mandagen, så skulle hun nu tales ned tirsdag morgen. Det ville være "nyt".

   I alle tilfælde var konsekvensen af den journalistiske perspektivering i hvert fald at hun og hendes film blev gjort "mindre", trukket ned på jorden, så at sige. Selv om hun og filmen havde fået en Oscar, skulle hun jo ikke tro den var stor kunst, endsige særligt original, var det gennemgående mønster.

Jeg er interesseret i at se hende i et andet perspektiv - teorien om den særligt kreative personlighed. Passer hun ind i den frame? - som jo taler om to (eller flere) personer i én, om at være genert men alligevel også det modsatte, om at føle sig som fremmed og uden for, om at være blevet mobbet i skolen eller andre sociale sammenhæng, om at være blevet flyttet fra et sted til et andet, om at være spændt ud mellem to kulturer, om at have mistet og savnet forældre eller andre nær relationer, om en underliggende vemod, om at være usikker på sin egen identitet og med tvivl om selvværd. Om at være urolig, utålmodig og besværligt krævende. Om at være ironisk og gemme sig bag humorens maske. Om i sig at have en skjult eller åbenlys frustration eller vrede. Og om endelig at føle sig hjemme ved erkendelsen af hvilken slags kunstner man er eller skal arbejde på at blive. Og om at være produktiv og producere som gjaldt det livet.

   Jeg går på jagt på nettet. Og som noget af det første finder jeg endnu en stor artikel af Lotte Thorsen. Et interviewportræt med rubrikken "Susanne Bier: "Det var rædselsfuldt af få så mange bank" - skrevet i anledning af Oscarvinderfilmens danske biografpremiere sidste sommer. I Politiken den 22. august 2010.

   Aha! Bingo! SB er ud af en jødisk familie der måtte flygte til Sverige under tyskernes besættelse. Og hendes far kom til Danmark fra Tyskland i begyndelsen af 30´erne. Hendes mors familie flygtede til Danmark fra Rusland 30 år tidligere. I begge tilfælde emigrerede de på grund af jødeforfølgelser i deres hjemlande.

   Jeg citerer "råt" fra det i øvrigt glimrende og oplysende avisinterview:

"På det nære plan har jeg haft en ekstremt stabil og tryg opvækst. Men der har også hele tiden ligget en følelse af mulig landflygtighed og forfølgelse. Som noget, der var meget reelt."

   "Jeg anerkender, at der er en voldsom brutalitet og uretfærdighed i verden. Men når man har oplevet noget, der er så overgrebsagtigt og helt forkert, så bliver konsekvensen, at man holder endnu mere fast i det, som er rigtigt."

   "Det er nok rigtigt, at jeg altid går efter en form for forløsning. Og at det altid er det etisk korrekte, der får lov at vinde. For det føler jeg, at jeg er nødt til at tro på. Hvis der er én ting, jeg skal fortælle verden, så er det dét. Det betyder ikke, at jeg ikke kan have respekt for bøger eller film, der fortæller noget andet – jeg har bare ikke selv lyst til det."

   "Den der cocktail af at være rastløs og grotesk intens er altid besværlig. Også for omgivelserne. Måske er jeg også lidt for skrap. Hvis der kunne snige sig noget lidt mere flegmatisk ind i mit sind, tror jeg, at alle ville være glade."

   "Jeg har en meget direkte adgang til noget sorgfuldt, som jeg tror hænger sammen med min baggrund og med bevidstheden om, at katastrofen kan indtræde i morgen. Og derfor er det rigtig godt for mig at instruere film, fordi jeg får den vemodighed eller sorgfuldhed adresseret, uden at den får lov at vokse sig stor. Jeg er ikke noget trist menneske, jeg er som regel i godt humør. Men det ligger bare lige nede under overfladen."

I folkeskolen spillede Susanne foldbold med drengene fra klassen under, mens pigerne i hendes egen klasse stod og røg på toiletterne, refererer Lotte Thorsen. SB har været en ret så vild "drengepige", forstår man. Og blev ikke inviteret med når pigerne i klassen inviterede til fester. Og først i gymnasiet blev det opdaget at hun, som mange "visuelle" kunstnere i øvrigt, var ordblind. Men det forhindrede hende ikke i at kompensere ved at læse en masse - drengebøger.

"Jeg havde det hyggeligt hjemme og følte ikke, at jeg var et barn med store problemer. Men  jeg kunne mærke, at der var sådan nogle sociale ting, jeg ikke kunne komme ind i, og så læste jeg i stedet."

   "Hvis jeg havde haft et lidt mere vellykket socialt liv, så havde jeg helt sikkert også været en svagere læser."

   "Jeg har altid været ret barnlig. Og så er jeg faktisk også genert og meget lidt social. Jeg har aldrig været særlig god til at feste, jeg ryger heller ikke og kan kun lide at drikke vin til maden."

   "Det  blev jeg selvfølgelig ked af (...ikke at blive inviteret med til fest). Jeg kan huske, at jeg spurgte dem, hvorfor jeg ikke skulle med. Og så sagde de, at de ikke rigtig troede, jeg ville synes, at det var sjovt. Jeg kunne godt mærke fjendtligheden i det, men jeg kunne ikke rigtig forstå rationalet bag."

   "Jeg var også monster distræt. Og på en eller anden måde irriterede jeg de der piger. Hvilket jeg egentlig godt kan forstå."

  "Jeg var så akavet og kunne slet ikke se mig selv som et kvindeligt væsen. Måske troede jeg, at jeg var med i nogle af de bøger, jeg læste - der var i hvert fald en eller anden form for virkelighedsforstyrrelse i det. Men jeg synes faktisk også, de var ondskabsfulde og tarvelige, de der piger. Det gav mig indtryk af, at jeg var sådan ... taberagtig."

Susanne Bier fortæller også om hvordan hun side fik "hævn". Læs selv. Og hvordan det vendte 180 grader da hun kom i gymnasiet.

   Efter gymnasiet vidste hun ikke hvad hun skulle lave. Det skulle være "noget kreativt", men...

"Hvis man ikke er særligt dygtig til at danse eller synge eller tegne, så ligger der en indbygget retning i det. Men hvis man ikke er det, men stadig følger en kreativ drift, så kan man være meget længe om at finde ud af det." 

Efter at have prøvet at finde sig selv i forhold til sin families religion på en rejse til Israel, og derefter i London forsøgt sig med at studere design, arkitektur og scenografi, prøvede hun at komme ind på den engelske filmskoles scenograflinie, men blev klar over  under optagelsessam-talen  at det var filminstruktør hun ville være (en aha-oplevelse!):

"To uger efter var der genopslag på instruktørlinien på Den  Danske Filmskole, Og så kom jeg ind. Det var et langt tilløb med en forholdsvis kort spurt. Og Filmskolen var en fantastisk tid. Jeg tænkte ikke et sekund på, om jeg skulle noget andet. Det var ligesom at komme hjem."

Hvis man bare har læst nogle få af de tidligere blogindlæg om den særligt kreative personligheds konfliktfyldte personlighedsspaltende oplevelser under opvæksten, så vil man se på hvor mange punkter Susanne Bier "matcher" i den frame. F.eks.også i forhold til Anders Thomas Jensen og Poul Martinsen som jeg skrev om - et par blogindlæg tilbage.

Og selv kan jeg i hendes beskrivelser genkende rigtig meget fra min egen barndom: ordblindheden, at være "monster distræt", at skifte skole flere gange, det at føle sig lidt udenfor, genertheden, at læse som en gal for at kompensere i fantasien, at opleve pludselig at føle sig værdsat i gymnasiet. 

   Hvornår i min ungdom følte jeg at "det var ligesom at komme hjem"? - Det er jeg slet ikke i tvivl om heller. Det var da jeg som udvekslings-student rejste til USA mellem 2. og 3. g. - og i et år kom til at bo og leve som "søn" hos en varm, sjov og livlig kultur- og kunst-interesseret jødisk familie i en nordlig forstad til New York (også omtalt i slutningen af blogindlægget 29/02/11 om Walton Ford). I den familie havde jeg tre lidt yngre "brødre" der alle som voksne blev kunstnere: litteratur, musik, malerkunst. Og som nævnt: "Far" samlede på moderne amerikansk malerkunst.

  Og min amerikanske "mor"? - Jamen, hun var en utroligt moderlig mor. Og havde et stort smil som hun ikke var fedtet med - i øvrigt præcis det samme smil som Susanne Biers, er det pludselig gået op for mig - efter at jeg har set Susanne Bier smile så mange gange på skærmen de sidste uger!

   Et 'match' - mellem de aktuelle billeder på skærmen og så de erindringsbilleder som de har fremkaldt.

Kilde: http://i.pol.dk/ibyen/film/article1041647.ece

Oscar-føljeton (3) - Susanne og hendes Oscar i forskellige rammer

I de to foregående indlæg brugte jeg en avanceret analogi til bedre at forstå manuskriptforfatteren til Susanne Biers Oscarvinderfilm: Anders Thomas Jensen. Jeg framede ham - altså satte ham i en forståelsesramme -  ved at drage en lang række paralleller til tv-dokumentaristen Poul Martinsen som jeg har skrevet en bog om - og derfor kender som kreativ dokumentarist - helt ind under huden.
   En analogi er ligesom en metafor: X (=the target) ses gennem (in terms of) Y (=the source); altså ATJ anskues og forstås gennem PM - eller mere præcist: gennem den mentale optik som stor viden om PM som særligt kreativ personlighed giver. 
   Men analogien fungerede begge veje: Mit syn på PM blev også uddybet gennem de mange lighedspunkter med ATJ som jeg konstaterede da jeg konstruerede analogien.
   Og da jeg i forvejen havde placeret Poul Martinsen i en kreativitets-teoretisk frame: som en særligt kreativ personlighed (med en særlig livshistorie, nogle særlige egenskaber, nogle særlige psykologiske træk, en særlig måde at forholde sig til egen produktion på og til den virkelighed der inspirerede ham,) så gav denne frem og tilbage-analogisering mig yderligere belæg for at der er et vist hold i den teori.

At frame er at kategorisere, og fidusen ved at frame noget eller nogen er at man derfra kan argumentere for et eller andet særligt synspunkt eller spå om en eller anden specifik konsekvens.
   Så nu vil jeg se på hvordan Susanne Bier bliver framet af nogle af de journalister som har skrevet om hende dagen efter hun vandt sin Oscar - med Anders Thomas Jensens hjælp (se de to foregående blogindlæg).

I MetroXpres er rubrikken på hovedartiklen: "Sådan kan Oscar lide det...". Og manchetten lyder: 'Kongens store tale' bliver kaldt en typisk Oscar-vinder, og 'Hævnen' 'Oscar-egnet'. Men hvad vil det egentlig sige? MetroXpress har fundet opskriften på at vinde en Oscar".
    Journalist Alice Petersen har framet Susanne og hendes film gennem en opskrift-metafor: som 'Oscar-egnet' - ved at få lektor Peter Schepelern og filmanmelder Majbritt Sørensen til at opliste hvilke egenskaber de film skal have som kan vinde en Oscar - og som SB´s film så er et mere eller mindre typisk eksempel på. Majbritt Sørensen forklarer:

"En af grundene til at Susanne Bier løb med den Oscar, var, at hendes film havde håb, hvor de andre sluttede mere dystert."

Lektor Scepelern" slutter "opskriften" med:

"Det ville være forkert at sige, at store pragtfulde film ikke har fået Oscars, men man skal ikke forvente at blive belønnet af akademiet for at eksperimentere og udvide grænserne for hvad filmkunst er."

 Denne framing legitimerer en journalistisk vinkel der udsiger at Susanne Biers film er lidt ordinær, mainstream og (bevidst?) tilpasset nogle amerikanske Hollywoodkrav til indhold og form, som fraskriver filmen særlig kunstnerisk værdi.

Information har et Ritzau-portræt af Susanne Bier, med en tilsvarende rubrik der understreger at hendes film ikke er stor kunst, men effektfuld "mainstream: "Biers mainstreamfilm bevæger publikum". Og vinklen er også at hun behersker Hollywood-opskriften, og det er forklaringen på hendes Oscar-succes.

I 24timer er der to artikler om Oscar-uddelingen af journalist Alice Petersen.
    Én artikel med rubrikken "Anmeldere: Oscar-show var pinligt" og manchetten med vinklen: #Vi danskere kan ikke få armene ned efter Susanne Biers store oscar-sejr søndag nat. Men i resten af verden har man et nogetmere køligt syns på årets oscarshow. "
   Her frames Susanne Bier gennem det danske publikum som en undtagelse fra reglen - hvor 'reglen' her er et som helhed mislykket Oscarshow. Underforstået: Det danske publikum er snæversynet nationalistisk uden interesse for Showet som en tv-begivenhed.
   Den anden artikel har rubrikken "Et kendt navn i  Hollywood". Og underrubrikkens vinkel er: "Det var et rent dansk hold, som natten til søndag gik på scenen i Kodak Theatre og modtog en Oscar for bedste udenlandske film."  Lidt mystificerende. Artiklen fortsætter:

Alligevel var fejrer svenskerne sejren som var det deres egen. Svenskernes store begejstring skyldes at filmens hovedrolleindehaver er den svenske skuespiller Mikael Persbrandt. Og spørger man de svenske aviser, er det en direkte årsag til filmens 'Hævnens' succes. (/) Der var dog ingen tvivl om, at det var  danske Susanne Bier, som prisen blev givet til.

Med spidsformuleringen "Det var et rent dansk hold (...) som gik på scenen" er der er tale om en sportsmetafor. Den vundne Oscar anskues og forstås gennem framen: det historisk traditionelle konkurrenceforhold mellem Danmark og Sverige i sport - især inden for fodbold. Og her  med det danske hold som retmæssige vindere, selv om nogle af "tilskuerene" - de svenske aviser - holdt med deres eget hold. Framen legitimerer en vinkel hvorefter Oscaren først og fremmest har pr-værdi for filmbranchen:

Direktøren for det danske Filminstitut, Henrik Bo Nielsen, mener, at sejren i det hele taget vil åbne døren for danske film på det amerikanske marked. (/) "Det sker på det helt rigtige tidspunkt. En ting er, at der pludselig står nogle døre åbne, en anden ting er, at der også skal værenogle til at gå ind ad dem, og det har den danske filmindustri lige nu," siger Henrik Bo Nielsen."

I begge artikler fungerer de valgte frames som legitimerende for nationalistiske vinkler på baggrund af kontrast- eller konfliktforhold til udlandet. At Biers film ifølge anmelderne kobler den konkrete melodramtiske histories præmis sammen med et globalt perspektiv, udgrænses helt af de valgte vinkler. Men disse vinkler kan meget vel tænkes at tækkes læserne.

Information har to artikler der sætter hendes film i hver sin frame.
   "Sporene skræmmer", er rubrikken på Christian Monggaards "analyse".  Her er det en historieframe som styrer analysen og bestemmer vinklen: Susanne Bier er den tredje i rækken af danske filminstruktører der har vundet Oscars, og - spår Monggaard - selv om prisen åbner døre til Hollywood, så risikerer hun ikke at få noget varigt ud af anerkendelsen - set i lyset af hvordan det er gået de to tidligere danske vindere og en række andre europæiske Oscar-vindere for bedste udenlandske film.
   Monggaard framer hende altså gennem en analogi som varsler ilde: Se, hvordan det er gået hendes danske forgængere, Gabriel Axel og BilleAugust. Sporene skræmmer. Hun risikerer helt at blive opslugt af Hollywood-filmindustrien der er "fuld af fristelser og faldgruber", hvis ikke hun besinder sig på sine danske rødder og den frihed hun har her.
   Monggaard slutter fromt:

Og i modsætning til August, der efter Pelle Eroberen har satset helhjertet på en international filmkarrierer, synes Bier at nær et fornuftigt ønske om at pendel frem og tilbage mellem USA og Danmark, hvor hun formentlig aldrig vil have problemer med at få lov til at lave film og samtidig kan insisterer på sin ret til at lave dem, som hun har lyst til.

Den anden af Informations Susanne Bier-artikler er skrevet af Sofie Tholl under rubrikken "Og Oscaren går til... klicheen". Manchetten leverer vinklen: "Når amerikanerne uddeler Oscars til udenlandske film, vinder den film, der bekræfter fordommene. Italienerne gøgler og dyrker sex. Og danskerne arbejder sig tavst gennem hverdagslivets traumer i et kysk bondesamfund, mens solen går ned over de bredde vidder".
   Igen er framen en generel opskrift på Oscar-succes for udenlandske film, og ligesom i 24timer trækkes Lektor Peter Scheplern ind som eksperten der leverer opskriften. Og vinklen er altså at Susann Bier - for at få succes i Hollywod - dygtigt har levet op til de krav til nationale klicheer og fordomme som amerikanerne har og ønsker at se på lærredet. Ifølge filmlektoren, bidrager også Susanne Biers Oscar-vinder til "skabelonen om den skandinaviske stereotyp":

"På samme måde med Susanne Biers film. Det smukke, velordnede og rene samfund, hvor der alligevel gærer noget truende under den smukke overflade med de pragtfulde landskaber og dejlige sommerhuse. For omme i laden går  den lille dreng og laver rørbomber. Så kan man spørge: Er det virkelig sådan det er? Nej, men det er sådan vi ser det for os," siger han.

 Man må vel konstaterer at filmjournalterne er rigtig dygtige til at frame Susanne Bier og hendes film, så "glansen går af Sct. Gertrud". Og set i sammenhæng legitimerer artiklerne at "Hævnen" på den danske filmscene hverken fik en Bodil eller blev nomineret til en Robert. Man aner måske en janteagtig sammenspisthed i filmmiljøet i Danmark og en undertekst der siger at hun er for kommercielt successøgende og i for høj grad indretter sine film på et bredt publikum ved at producere dem efter Hollywood dramaturgiens formler.
   Og det er lige ved at det er et kvalitetsproblem at 430.000 danskere har været inde og se filmen da den sidste år gik i de danske biografer.

Men hvem er hun, Susanne Bier? Som særligt kreativ personlighed? Det er mit næste spørgsmål...

                                                                           (fortsættelse følger)

Oscar-føljeton (2): Vandt Anders Thomas Jensen en Oscar til Susanne Bier? - og Hvad har han med Poul Martinsen at gøre?

(Fortsat fra foregående blogindlæg)

Anders Thomas Jensen er også beslægtet med Poul Martinsen når man ser på personlighedens psykisk kendetegn der ifølge Lotte Thorsens portræt er præget en personlig generthed, samtidig med at "vreden" (mod hvem og hvad???) lurer neden under. Som Martinsen, så Jensen: To personligheder i én.

    Filmkonsulent Nikolaj Scherfig citeres for følgende:

Den der generthed gør, at han altid er to whiskyer bagud, som man siger. Og når han har fået dem, er han sig selv. Det er når voldsomheden og de indre dæmoner får plads, at han er allerbedst. Han har et kæmpetalent for at fortælle arketypiske og moralske historier. Måske har han selv lidt en drøm om at være den nye Søren Kragh-Jacobsen, men i virkeligheden er han Shakespeare. Da han var yngre kunne han skrive med et kæmpe raseri og en nærmest fysisk voldsomhed. 

At Anders Thomas Jensen har en fantasi der elsker konceptuel blending af virkelige oplevelser og vild fantasi, det fremgår af plottene i de spillefilm han har lavet. Men mest tydeligt kommer det til udtryk i de Oscarnominerede kortfilms plot og hvordan han fik ideen til dem, ifølge Monggårds interviewportræt i Ekko.

   "Ernst og lyset" fortæller historien om Jesus der returnerer til jorden i nutiden og har svært ved at overtale sælgeren Ernst til at tro på at han virkelig er søn af Vorherre.

"Jeg havde nogle venner, som var meget glade for deres mobiltelefon, og jeg fik den tanke, at selv om Jesus kom tilbage, ville de ikke lægge den fra sig," siger han om filmen, der varer elleve minutter og foregår i en bil.

 "Wolfgang" handler om en tubaspiller med en kraftig moderbinding. Ifølge Monggaards interview, så kommer ideen til filmen af ren og skær nysgerrighed hos ATJ:

"Hvordan fanden ender man med at spille på det instrument? Det har altid undret mig. Der må være et eller andet, man ikke har bearbejdet, hvis man spiller tuba. Det instrument er et billede på et menneske, som ikke lige har nået det, vedkommende gerne ville. Jeg nægter at tro, at der er små drenge, som fortæller deres forældre, at ’det, jeg vil, når jeg bliver stor, er at sidde allerbagest med det tungeste og mest besværlige instrument, mens alle de andre er oppe foran med noget, de kan have bag på cyklen.’"

Dem tredje kortfilm "Valgaften" skildrer en mand der skal nå hen og stemme inden valglokalet lukker, men som undervejs møder en hel række forhindringer; en af dem er en stærkt racistisk taxichauffør. Anders Thomas Jensen:

"Jeg oplevede fuldstændig det samme dilemma," siger instruktøren om den taxatur til TV-Byen, som filmen er inspireret af. "Chaufføren var superracistisk, og jeg overvejede at stige ud, men jeg skulle nå det møde hos Danmarks Radio. Så jeg bad ham om at tie stille og spurgte, om ikke han havde noget, jeg kunne læse i. Han gav mig Mein Kampf og sagde: ’Den er ikke helt tosset. Der er nogle gode ideer i den.’ Han var træt af, at de perkere aldrig havde ryddet op, når han overtog vognen. Det var helt utroligt, dér var filmen simpelthen."

Igen denne inspirerende aha-oplevelse, som "et match" der blender ydre og indre, en kreativ fusion der som i et lysglimt udløser en kreativ-produktiv proces. I det her tilfælde ender det ikke bare med en Oscarnominering, men med en Oscar.

Jeg får så også lige en association til Hollywoodfilmen 'Thelma og Louise', som jeg har skrevet en hel bog om. Instruktøren var Ridley Scott. Den var var nomineret til en række Oscars, og den vandt en Oscar for bedste manuskript det år.    

   Manuskriptforfatteren Callie Khouri fortæller i et interview at hun i et glimt så slutscenen for sig - med de to kvinder svævende i en bil i rummet over Grand Canyon, og helt parallelt med ATJ spurgte hun sig selv: Hvilken historie kan have ført dem dertil? Og skrev manuskriptet til "Thelma og Louise" næsten i en køre.
   Hun fortæller også at scenerne med den chauvinistiske tankvognschauffør, bygger på en helt konkret personlig oplevelse. Filmens hovedscene hvor de to stærke kvinder skyder på hans tankvogn så den eksploderer, er manuskriptforfatterens symbolsk pay back time.

Tilbage til Anders Thomas Jensen. Hvad skulle den lige så kreative personlighed, filminstruktøren Susanne Bier, have gjort uden ham? Han var manuskriptforfatter på hendes første kæmpesucces og en af mine yndlingsfilm 'Den eneste ene'; og siden skrev han også manuskript til hendes senere spillefilm: 'Elsker dig for evigt', 'Brødre', 'Efter Bryluppet' og nu altså 'Hævnen'. Alene af titlerne at dømme må der ligge et eller andet strømførende kreativt kabel imellem dem: vekselstrøm!

   Det er nok også en af Lotte Thorsens kreative pointer når hun citerer vennen, Tomas Villum Jensen, der mente at ATJ´s egne spillefilm havde "et meget skævt og sort kvindesyn":

Jeg tror faktisk at hans samarbejde med Susanne Bier har været enormt givtigt, fordi hun har kunnet tilføre noget til de kvindelige karakterer i filmen, som har gjort dem til mennesker og ikke bare nogle kvindepapfigurer, der bliver gjort grin med, og som får en flad. Susannes meget feminine og Anders Thomas´ meget maskuline måde at anskue verden på, er måske en meget god nøgle til deres frugtbare samarbejde." 

"Frugtbare samarbejde", siger vennen. Kreativ konceptuelt blending, siger jeg. To klart adskilte input-rum, et mandligt og et kvindeligt. Og i output-rummet - "the blend" - kommer en Oscarvinder-film. Sådan.

Susanne Bier og hvad der kendetegner hende som særligt kreativ personlighed og filmkunstner i international topklasse, vender jeg tilbage til i tredje afsnit af denne blogføljeton.

Om samspillet mellem Poul Matinsens biografi, kreative personlighed og tv-dokumentarproduktion kan du læse meget mere i min blendede mono-bio-grafi: "Poul Martinsen - Besat af virkelighed". 

Oscar-føljeton (1): Vandt Anders Thomas Jensen en Oscar til Susanne Bier? - og Hvad har han med Poul Martinsen at gøre?

Det er bemærkelsesværdigt at navnet Anders Thomas Jensen ikke figurerede i nogen af de nyheder og reportager på tv og radio jeg så/hørte i går - om Susanne Bier der vandt en Oscar for filmen "Hævnen"/"In a Better World". I Politiken i dag på s. 2 under den mystificerende og æggende rubrik "Altid to whiskyer bagud", har Lotte Thorsen et portræt af "the silent partner", manden der står som manuskriptforfatter til den Oscar-belønnede film. Jeg bliver fanget ind af hendes portræt.
   Jeg researcher lidt på nettet. Måske er Lotte Thorsen inspireret af Ekstrabladet.dk, som allerede søndag formiddag - inden Oscar-uddelingen - havde et interview med ATM. Søndagens avisudgave af Ekstrabladet har sikkert også har haft en større forskræpartikel om og med ham.

At Anders Thomas Jensen hører til gruppen af særligt kreative personligheder, er jeg ikke i tvivl om, både når man ser på hans filmproduktion (han har selv vundet en Oscar for en kortfilm "Valgaften" 1998, og to af has tidligere kortfilm har været nomineret til prisen, plus at han har skrevet manuskript til kortfilmen "De nye lejere" som vandt en Oscar sidste år) - og når man ser på den del af hans liv og karrierer som er oplyst i offentligheden:

   Utilpasset som ungt menneske med lyst til leg med filmiske klicheer, ironi og satire - i en grad så han ikke kom ind på Filmskolen, men som autodidakt måtte arbejde sig op i branchen nedefra. Har været ekstremt produktiv, skrevet manuskripter til 30 film, har selv produceret kortfilm og været instruktør på tre spillefilm.
   Lotte Thorsen fortæller og refererer hans ven siden ungdommen i gymnasiet,Tomas Willum Jensen (bemærk navneoverlapning):

Anders Thomas Jensens egne film, 'Blinkende Lygter', 'De grønne slagtere', 'Adams Æbler' forsynede i begyndelsen af det nye årtusinde dansk film med nogle farverige gangstere, der bar på tunge barndomstraumer, og som skød eller langede ud, hver gang der var brug for en reaktion. Men filmene bærer ifølge Thomas VillumJensen også præg af et noget mandschauvinistisk livssyn. Og efterlod nogle lidt unuancerede roller til de kvindelige skuespillere.

Anders Thomas Jensens barndom og familieforhold kan jeg ikke lige finde noget om på nettet. Hvordan har hans forhold til mor og evt. søstre været? - kunne jeg have lyst til at spørge - i lyset af Poul Martinsens barndoms(erindringers) betydning for gennemgående temaer i hans dokumentarfilmværk.

  Af et interview-portræt i Ekko fra så tidligt som 2004 af Christian Monggaard får jeg i hvert fald klare associationer til Poul Martinsen som personlighed, altså en "film-auteur" på vej. Monggard skriver  om ATJ at - bortset fra Lars von Trier - er der "heller ikke mange instruktører, der som ham (ATJ) tør lege med tabuer omkring mentalt handicappede, religion, vold og kannibalisme":

Men man fristes til at spørge, hvad der gemmer sig under overfladen. (...) Det er ikke nemt at hive et entydigt svar ud af hovedpersonen selv. Men dykker man ned i hans film, opdager man tematiske ligheder, og man kunne have dem mistænkt for et stykke af vejen at være selvbiografiske. Hans scener og replikker er nok konstruerede og nogle gange absurde, men de er altid baseret på en ægte følelse, som han henter i oplevelser, han har haft. Og hans karakterer er næsten alle sammen yngre, rodløse mennesker, der kæmper med at få deres verden til at hænge sammen. De har ikke en familie at støtte sig op ad og søger i stedet et fast holdepunkt i form af venner og kærester. (...) I de tre film udforsker han også, hvordan man får publikum til at fatte sympati for ganske usympatiske personer. Det er hans udfordring til sig selv, og det udspringer af en fascination af, hvad der gør mennesker til det, de er.

Ironien, det legende i forhold til form og genrer, optagetheden af tabuer og af spørgsmål om moral-umoral, har Anders Thomas Jensen til fælles med Martinsen. Også det tvetydige forhold til kvinder, og ønsket om at få publikum til at interesserer sig for "ganske usympatiske pesoner", er de fælles om. Og de "lider" også af en næsten manisk produktivitet, der kan gå belaste deres relationer til omgivelserne.

Om ideen til filmmanuskriptet til "Hævnen" fortæller Anders Thomas Jensen til Zasha Sekær, Ekstrabladet.dk

Selvfølgelig er de film, jeg skriver, en afspejling af, hvor jeg selv er i mit liv. Og der sker noget, når man er blevet familiefar - man ser tingene i et andet perspektiv. Ideen til ’Hævnen’ kom, da jeg på legepladsen så en far slå en anden far, mens begge deres børn var til stede. Pludselig bliver den situation meget sårbar, fordi vi jo forsøger at lære vores børn, at de aldrig må bruge vold. Men samtidig ligger vreden og frustrationerne jo dybt i os mennesker. Hele det der tema syntes jeg, var interessant.

Der er tydeligvis tale om det jeg tidligere har kaldt et "match" - inspiration til et kreativt produkt der skabes ved en aha-oplevelse hvor en ydre vrkelig situation matcher - dvs. korresponderer med - en indre stærkt følelsesladet mental figuration i (under)bevidstheden. "Vreden og frustrationen ligger dyb i os mennesker", siger han...!

   Jeg har tidligere været inde på fænomenet "kreativ vrede", inspireret af Poul Martinsen, der også valgte temaer til sine over hundrede tv-dokumentafilm ud fra sit eget liv, både som barn, ung og voksen. Og som en klar rød tråd igennem hele sin produktion var optaget af "ondskab" som noget alle mennesker kunne forledes til at udvise.

  Og PM portrætterede med stor lyst og kreativ indlevelse kendte kriminelle som fx: bagmanden vekselerer Svend Aage Hasselstrøm, tidligere "Edderkoppen", den svenske berømte og berygtede bankrøver Clark Olofsson, den unge sagtmodige æresdrabsmorder Polat, den østtyske mesterspion Jörg Meyer.

   Jævnligt tilbagevendende producerede Martinsen også - for offentligheden provokerende og kontroversielle - tv-dokumentarer fra Vesterbros og Nørrebros dunkle underverden - med tabuoverskridende skildringer af miljøer domineret af vold og narko og med rockere og prostituerede som (positive) medvirkende.

Ligheder og paralleller mellem de to er slående: At se Anders Thomas Jensen og hans produkton og personlighed - gennem den optik som min viden om Poul Martinsen og hans liv og produktion kan leverer, er for mig dybt interessant og fascinerende - inden for rammerne af temaet den særligt kreative personlighed.
                                                 (Fortsættelse følger i næste blogindlæg)