Hvorfor er skulpturer altid farveløse?

En kombination af tilfældige sammentræf fik mig til at spekulere over dette spørgsmål: Hvorfor er skulpturer (næsten) altid farveløse? 

    Eller rettere - ikke farveløse. Næsten alle de skulpturer jeg har set på udstillinger, på pladser og i parker, er 'ensfarvede' i kraft af det materiale som de er hugget eller støbt eller skåret af: hvidt marmor, grå eller flammet granit, sortgrøn bronze, rustent jern, året træ.

   De kan være blanke eller ru, og er de af metal, kan de være syrebehandlet og derigennem fået en særlig tonet overflade. Men grundlæggende er næsten alle skulpturer uden kulør.

   Og det har for mig været 'naturligt' og i en vis forstand 'usynligt' - 'ubemærkelsesværdigt'. Sådan var det bare. 

  Man kan også tænke på det sådan: De er umalede - uden kulører. Sådan lidt ufestlige. 

  Der er naturligvis undtagelser hvad jeg skal vende tilbage til, men den kulørløse monokront tonede skulptur er normen. Og har været det i århundreder.

En lokal udstilling i Vordingborg kombinerede værker af en kvindelig maler Helle Christiansen og en mandlig skulptør Jørgen Minor. Begge to fabulerende kunstnere - og deres værker gennemsyret af ironi, satire, humor. Indimellem groteske. Men de klædte egentlig hinanden.

På en måde kunne jeg godt se at skulptøren nok var bedre end maleren, sådan rent kunstnerisk. 

   Men jeg måtte jo konstatere - endnu en gang - at malerierne 'sagde mig mere' . Det var dem jeg blev tiltrukket af og dvælede ved, og dem jeg bagefter kan huske.

Det er som om jeg mangler en sans til fuldt ud at kunne nyde skulpturers æstetik.

Og det tror jeg nu jeg har fundet forklaringen på: mit 2D-syn - også kaldet 'monoskopisk' syn (se foregående blogindlæg for forklaringen). 

   Jeg har ikke som de fleste mennesker har det, et 3D-syn - også kaldet stereoskopisk syn hvor de to øjne ser det samme motiv fra lidt forskellig synsvinkel, og der så i hjernen dannes et samlet billede med "dybde".

Mit monoskopiske syn kan være den forholdsvis simple forklaring på hvorfor jeg aldrig har sat nær så meget pris på skulpturer som på malerier. Jeg kan ikke rigtig for alvor nyde det som netop kendetegner skulpturer: at de udfolder sig rumligt i tre dimensioner og skal ses og nydes æstetisk 'i dybden', så at sige.
   Det er nok også forklaringen på at jeg ikke oplever noget visuelt 'kick' når jeg har set 3D-film.

Kort tid efter jeg havde været på den udstilling, var jeg hjemme hos en dedikeret kunstsamler som både havde mange spændende malerier på væggene og ganske mange interessante skulpturer placeret rundt omkring, både ude og inde. Og igen slog det mig at skulpturerne alle var 'farveløse' i den forstand at de alle havde deres materialers medfødte farver - og altså på en måde var "umalede".

Det at jeg ikke rigtig tænder på skulpturer, er der i hvert fald en strålende undtagelse fra: Den egyptisk skulptur af dronning Nerfertiti som jeg så i virkelighede for et par siden på et museum i Berlin. Jeg kendte den godt fra billeder, men jeg blev dybt betaget ved at møde den "live" i 3 dimensioner. Og den gjorde et uudsletteligt indtryk: 

Hun er jo altså en malet skulptur. Og farverne gør i hvert fald for mig det at jeg kan nyde ansigtets former på en helt anden måde end hvis de ægyptiske kunstnere havde fulgt den europæiske tradition  de sidste 6-700 år - og ladet ansigtskulpturen være umalet.

   Tænk hvis Nefertiti havde været i hvidt marmor, eller brunt ler, eller bronze!

Og egentlig er det lidt fjollet at billedhuggere ikke - eller relativt (for) sjældent - udnytter den mulighed at kunne give ekstra liv og en ekstra dimension til deres livagtige skulpturer. 

    Hvor kommer den asketiske og puritanske ide egentlig fra: At skulpturer maler man da ikke!

Det ved jeg jo godt.
   For ikke så mange år siden læste jeg flere artikler om at de græske - og vist også romerske skulpturer oprindelig havde været malet og fra starte var i farver.
   Dels havde man fundet farverester på en del af dem der befandt sig rundt omkring på museerne, og dels havde man kunnet afsløre det ved at at belyse dem i mørke med ultraviolet lys; så trådte de farvede mønstre frem - fx på skulpturernes udhugge klæder.

    Men fordi farverne i tidens løb var slidt af og var forsvundet, så havde de europæiske kunstnere og kunsthistorikere fra renæssancen og fremefter troet at sådan havde de altid set ud - som de blev fundet - hugget og opstillet i hvidt marmor:

Og det har så sat sig igennem i vores kultur som en fast norm for europæiske billedhuggere i mange hundrede år: Figurative skulptuerer er uden farver, hvad enten de er hugget i sten eller støbt i bronze.
   Skulpturer har den farve skulpturer skal have - nemlig materialets egen "naturlige" farve. Nix witer. De står slet ikke til diskussion.

Men nej, de græske og romerske skulpturer der har været idealet for billedhuggere igennem århundreder, fx for vores egen Thorvaldsen, har oprindelig været malet i friske, flotte farver, efter al sandsynlighed hen i retning af den dejlige ægyptisk dronnings hoved jeg viste ovenfor:

Noget af en øjenåbner. Og lidt rystende. Eller befriende. I hvert fald vækker det godt nok til eftertanke. 

   Nogle vil måske opleve at med de oprindelige farver bliver skulpturerne lidt vulgære og tegneserieagtige, lidt hen i retning af en seriøs udgave af kulørte havenisser.

   Ikke mig. Pludselig synes jeg de støvede gråhvide eller gråbrune figurer får liv - og ja - først og fremmest: form.

    Og jeg er sikker på at hvis Glyptotekets græske og romerske afdeling havde haft skulpturer i de oprindelig farvede udgaver, så ville jeg have nydt at komme der meget mere. 

    Nu endte jeg hver gang hurtigt i salene med de impressionistiske malere - og blev hængende og nydende der.

Interessant er det også at opdagelsen af at oldtidens græske og romerske skulpturer har været farvelagt, i første omgang blev afvist af de kunsthistoriske autoriteter. Og faktisk skulle den kulturhistoriske kollektive fortrængning varer mere end hundrede år.

   Wikipedia kan berette:

By the early 19th century, the systematic excavation of ancient Greek sites had brought forth a plethora of sculptures with traces of notably multicolored surfaces, some of which are still visible. Despite this, influential art historians such as Johann Joachim Winckelmann so strongly opposed the idea of painted Greek sculpture that proponents of painted statues were dismissed as eccentrics, and their views were largely dismissed for several centuries. It was not until published findings by German archaeologist Vinzenz Brinkmann in the late 20th and early 21st century that the painting of ancient Greek sculptures became an established fact. Using high-intensity lamps, ultraviolet light, specially designed cameras, plaster casts, and certain powdered minerals, Brinkmann proved that the entire Parthenon, including the actual structure as well as the statues, had been painted. He was able to reveal the pigments of the original paint and made several painted replicas of Greek statues that went on tour around the world. Also in the collection are replicas of other works of Greek and Roman sculpture, demonstrating that the practice of painting sculpture was the norm rather than the exception in Greek and Roman art.

Heller ikke de græske templer har været gråhvide, men har været malet i muntre kulører som nemt har kunnet konkurrere med Paladsbiografens i Købehavn. Og som jo absolut meget mere trækker hen i retning af forlystelsespark Tivoli end i retning af det 'stilfulde' og kedelig Domhus i København

 

Men selvfølgelig findes der farvede skulpturer, fx af pop-art-kunstneren Jeff Koons:

Provokerende - fordi Jeff Koons i den grad bryder med den uudtalte norm: Skulptuerer er farveløse!
   Men har man 2D-syn, så er det netop farverne der giver skulpturformen dybde.