Olav Hergels kreative forslag til revitalisering af journalistikken - ud af kontorerne og bortvisning fra "Borgen"

I mange år har jeg undervist journalister på efteruddannelseskurser i bl. a. dramaturgi og fortælleteknik. Og også i at skrive manuskripter og interviewe. 

   Flere af mine bedste venner er kreative journalister med hang til udvikling og fornyelse.
   Jeg har selv være chef for en tv-station med (regionale)nyheder som hovedprodukt i en årrække.

   I efterhånden mange år har jeg undervist journaliststuderende på SDU og på RUC. 

   Jeg elsker faget - og har stor respekt for dets bedste udøvere. Og dem er der stadig mange af.

Men der er sket det i de senere år at jeg faktisk har fået afsmag for meget af den journalistik jeg både læser i mine aviser og ser i tv. Forudsigeligheden, den rituellle case-fixering, den ensporede framing, fantasiløsheden, sætter sig som en mental indre træthed i min bevidsthed. Jeg bladrer hurtigt, jeg zapper. Jeg keder mig, bliver i dårlig humør.
   Jeg læser hellere fagbøger om neuroscience, metaforteori og flow. Og maler akvareller. Gud bedre det.

   Jeg har egentlig ikke været mig det særligt bevidst. Der er jo stadig gode ting der rent journalistisk og fortællemæssigt er en fornøjelse at være modtager af. Og meningen med skriverierne på denne blog er ikke at give udtryk for letkøbte meninger eller dekonstruktiv kritik. Ej heller at levere sure anmeldelser.
   Skriverierne skal fokusere positivt på kreativitet og udvikling, har jeg besluttet fra starten.

Men den velmeriterede og gedigne journalist på Politiken, Olav Hergel, har skrevet en bemærkelsesværdig kronik i går lørdag, under rubrikken: "Den poltiske journalistik er en gøgeunge".

   Manchetten lyder:

Christiansborg har udviklet sig til en isoleret og anæmisk verden uden kontakt med virkeligheden udenfor. Men løsningen er simpel. Fjern 75 procent af journalisterne på Christansborg. For journalistikkens, politikens og danskernes skyld.

"Gøgeungen" som metafor er god. En gøgeunge er en der smider de "ægte" fugleunger ud af reden en efter en, overtager hele pladsen og bliver opfostret af plejeforældrene der fodrer løs pr. instinkt og automatik. 

I detaljer gennemgår OLav Hergel det dominerende nyhedsbillede omkring politik og politikere i Danmark sådan som det har manifesteret sig i bare i de senere måneder og det seneste års tid. 

   Og jeg får en aha-oplevelse. Det er det jeg er ved at være træt af. Historierne, vinklerne, personfikseringen, forudsigeligheden, de rutiniserede skabeloner. Alt for mange Christiansborg-historier uden politisk substans. 

   Olav Hergel forudsiger også at vi de næste år får meget mere af det samme: En række kommisioner som nu er nedsat for at undersøge den forrige regerings moralske misregimente (Røn Hornbech og de statsløse, Thorning-lækken, Jægerbog-sagen, Overgivelse af krigsfanger til amerikansk tortur) - med udløbere, vil medføre uendelige mængder af den samme slags journalistik der kører i samme riller.

Olav Hegel beskriver også, set indefra, hvad det er for nogle mekanismer i de redaktionelle miljøer og på redaktionsmøderne der kan forklare udviklingen:

Men der er gode grunde til at blive ved med at skrive i samme rille.

   Ikke en, ikke 100, men måske 200 gange har jeg siddet ved et redaktionsmøde og mærket medvinden mod forsiden eller den smukt opsatte artikelm, når ideen om det politiske portræt eller interview begynder at få vinger. Ikke kun fordi det mildt sagt er en journalistisk overkommelig sag at gribe knoglen, gå over til Christiansborg, tage en time med en politikeren, ringe til et par modstandere og så have artiklen i skabet. Også fordi jeg ved, at hvis artiklen bliver god, så bliver placeringen fornem, og det skal være ufatteligt ringe , før den ikke får en nogenlunde opsætning.

   Hvis der ikke er noget andet at find på, så er der altid en eller anden politisk mellemregning, som kan forvandles til et aktiv i ens egen karriere. Men tænk hvis alle disse vitterlig begavede mennesker fik til opgave at rapportere fra virkeligheden. Hvilke dagsordener kunne de ikke sætte.

Ja, "tænk hvis...." Det er formlen for al kreativ tænkning. Og Olav Hergels løsning på miseren er simpel. Det store seriøse redaktioner skal blive enige om at trække 75 procent af "tropperne" hjem fra Christiansborg. Og sende dem ud af kontorerne - ud i den danske virkelighed og lave stærk journalistik derfra.

Hans forslag er godt og i bogstavelig talt grænseoverskridende. Det han taler om er en re-framing af nyhedskriterierne, sådan at det redaktionerne for øjeblikket betragter som "væsentligt" i virkeligheden er holdt op med at være det. 

   Væsentlighedskriteriet er på redaktionerne løbet løbsk, så at sige. Første skridt i forfaldet af den politiske journalistik var at frame på proces snarere end på substans i den politiske journalistik, såkaldt "horserace-journalism". 

   Og nu framer man så efterhånden kun på person og personvurderinger i den politiske journalistik. Med tidshorisonter kortere end nogen politisk proces kan forløbe. 

   Hver dag en ny meningsmåling - uden hensyn til om politikerne overhovedet har haft tid til at gennemføre noget som helst der kan tænkes at virke.

  Olav Hergel har også en god metafor på den slags journalistik: "SE og Hør og Billedbladet for en lille elite":

For vi kan godt, og vi ved det også godt. Vi skal værk fra kontorerne, væk fra telefonerne og væk fra Christiansborg, hvor journalistikken har forvandlet sig til Se og Hør og Billedbladet for en lille elite og derfor ikke fortjener en krone i mediestøtte.

Olav Hergel hører til gruppen af de særligt kreative personligheder inden for journalistikken. Og har ud over både kritisk og indfølende journalistik om indvandrere og flygtnnge (Cavlingprismodtager), skrevet spændende fiktion med udspring i de samme problemstillinger og miljøer. 

   En mand der kan blende fakta og fiktion på en kreativ måde!

   Og her giver han udtryk for det jeg tidligere har kaldt "kreativ vrede". En dyb frustration der kan åbne op for nytænkning og nye - kontroversielle - ideer. 

Vil det hjælpe? Hele resten af Danmark - uden for Borgen - er i den nuværende journalistisk-redaktionelle framing, blevet til en slags "Udkantsdanmark", noget perifert og mindre væsentligt.  

   Er der nogen der vil høre efter og tage nogle konsekvenser - inden for branchen, inden for professionen, inden for miljøet? Og omlægge journalistikken fra den Christianborgske osteklokke til journalistik om det levede og levende livs Danmark uden for?

Erfaringsmæssigt er journalister (over)følsomme over for kritik ude fra. Her kommer den, velargumenteret og velformuleret fra fra en af deres egne!!!

   Vil det hjælpe? Jeg håber, men tvivler. 

   Men jeg gætter på at Olav Hergel selv inden for en overskuelig horisont tager nogle personlige konsekvenser af kronikken.

Vi kan snart se hvad du drømmer og fantaserer om - tyder ny forskning på

På bagsiden af Politikens økonomitillæg den 21. december var der en notits under blogindlægget "Lund på nettet". Rubrikken var "Tanker på film".

   En amerikansk forskergrupper har udviklet en teknik til at filmisk at rekonstruere filmklip som hjernen tidligere har set og indkodet. Altså i princippet en teknik til at "aflæse" - afkode - hvad hjernen har set ved en tidligere lejlighed.

   Gruppen består af: Shinji Nishimoto, An T. Vu, Thomas Naselaris, Yuval Benjamini, Bin Yu & Jack L. Gallant. Gallant er lederen, og gruppen har tidligere publiceret forskning om muligheden for at rekonstruere visuelle indtryk som de afspejler sig i hjernens neurale aktivitet.

   Her er en video hvor input-filmen vises til venstre og den rekonstruerede output-film ud fra hjernens aktivitet vises til højre:

Den særlige snedige teknik man bruger kan du læse om her: http://gallantlab.org/

I princippet laver man et leksikon af i tusindvis af YouTube-klip som korresponderer med de billeder af hjernens neuronaktiviteter i den visuelle cortex man opnår ved sådkaldte fMRI-skanninger; den visuelle cortex er den del af hjerne som bearbejder de signaler som modtages gennem øjenene.

   Så afspiller man en filmstump som ikke indgår i dette leksikon, og laver billeder hjernens aktivitet under oplevelsen af filmen. Disse billeder bruger man så til at afsøge leksikonnet og får dermed en ny film frem, som altså er en rekonstruktion af den film hjernen tidligere har set og bearbejdet.

Sådan forklarer forskerne selv teknikken som dokumenteres med videoen ovenfor:

The left clip is a segment of a Hollywood movie trailed that the subject viewed while in the magnet. The right clip shows the reconstruction of this segment from brain activity measured using fMRI. The procedure is as follows:

[1] Record brain activity while the subject watches several hours of movie trailers.

[2] Build dictionaries (regression model; see below) to translate between the shapes, edges and motion in the movies and measured brain activity. A separate dictionary is constructed for each of several thousand points in the brain at which brain activity was measured.

(For experts: our success here in building a movie-to-brain activity encoding model that can predicts brain activity to arbitrary novel movie inputs was one of the keys of this study)

[3] Record brain activity to a new set of movie trailers that will be used to test the quality of the dictionaries and reconstructions.

[4] Build a random library of ~18,000,000 seconds of video downloaded at random from YouTube (that have no overlap with the movies subjects saw in the magnet). Put each of these clips through the dictionaries to generate predictions of brain activity. Select the 100 clips whose predicted activity is most similar to the observed brain activity. Average those clips together. This is the reconstruction.

Der er to fascinerende forhold ved disse her forskningsresultater:

Det ene er at de komplementerer det man har fundet ud af i forbindelse med spejlneuroner: øjnene ser en anden person udføre en målrettet handling, og den del af hjernen - premortorcortex - som overordnet styrer motorikken i ens egne handlinger, aktiveres på samme måde hvis man selv foretog den handling man ser en anden gøre.

   En metafor på det kunne være at et afspillet musikstykke når man hører det, "indskriver" noderne til musikstykket i hjernen, hvor "noderne" altså er de neuroner der aktiveres i præmotorcortex

   Her går vi så den anden vej. Vi registrerer "noderne" i hjernen og bruger dem til at afspille musikken igen.

   I spejlneuron-forskningen handler det om "encoding", mens det i de her nye eksperiemnter handler om "decoding".

 

Det andet er at man altså her kan ane de første skridt mod muligheden for også at kunne "aflæse" hvad folk fantaserer og drømmer når de gør det i billeder. Altså rent faktisk aflæse hvad de ser på den indre skærm med det indre øje når de forestiller sig noget.

   Vi har allerede tidligere set at spejlneuroner også aktiveres når man forestiller sig selv at udføre en handling - uden faktisk at gøre det. Så på et eller andet tidspunkt må det være muligt at koble disse to forsøgsrækker sammen. Og dermed få en dokumentation for at når vi ser en film eller læser en fortælling, så oplever vi den rent faktisk som om det var os selv der producerede filmen/fortællinge for vores "indre skærm" eller "indre øre".

Og endelig er der jo en klar analogi i eksperimentet til hvad der må ske når vi genkalder os oplevelser som har sat sig spor i den autobiografiske hukommelse. Oplevelserne som jo er en indprægning af sanseindtryk på et bestemt tidspunkt og på en bestemt lokalitet, rekonstrueres i en form så de derefter kan omsætte i en sproglig fortælling - men også fx males på et lærred.