Fra min "Introduktion til undersøgende journalistik" - et 10 år gammelt SDU-kompendium, citerer jeg videre fra mit referat af Ettema & Glassers udlægning af den rutinerede unersøgende journalists mentale kompetence - det internatliserede simulationsapparat som gør at han kan foretage de nødvendige afslørende undersøgelser lynhurtigt og meget effektivt: Når først en frame er aktiveret, så har han et repertoire af "moves" til sin rådighed, ligesom en rutineret skakspiller:
De professionelle ”moves” kan deles i to hovedgrene som kendetegner den journalistiske undersøgende praksis: ”One branch is getting people to tell you things they wouldn´t tell sombody else, one branch is getting the facts from records.” – og til det sidste hører både at kunne finde og fremskaffe evt. hemmeligholdte dokumenter og kunne analyserer dem. En tredje gren af ”moves” er ”undercover investigations” – under dække-undersøgelser.Til sit repertoire af ”understandings” som den undersøgende journalist besidder, hører bl.a. den grundantagelse at der må være dokumenter derude et sted der kan bevise forholdene, og at man kan tænke systematisk over hvor de mon findes for at indsnævre undersøgelsesfeltet. En anden ”understanding” går ud på at hvis du har viden nok til at stille spørgsmål, så vil folk i det mindste sige noget.
Som jeg skrev i foregående indlæg, så er det den metonymiske tænkning som dominerer det simulationsarbejde som journalisten udfører under sin research: Ud fra enkeltiagttagelser opstiller han hypoteser som har karakter af antagelser om historier, antagelser som kan bekræftes eller afkræftes gennem svar på spørgsmål - altså en slags simuleret samtale med situationen:
Til den professionelle undersøgende journalists kompetence hører at kunne se samspillet mellem på den ene side enkeltcases og på den anden side tal der peger på et bagvedliggende forklarende mønster - som to nødvendige og gensidigt afhængige komponenter til at fortælle en overbevisende og perspektiverende historie, og så at kunne bruge denne ”ramme” som søgemønster for sin research. Når den professionelle praktiker skal vælge mellem ”moves” inden for et "repertoire" når han står i en given situation, så sker det ved det som Schön kalder ”conversation vith the situation”.
Det betyder at den journalistiske undersøgelse kan ses som en fortløbende proces hvor hypoteser baseret på få oplysninger, bliver testet gennem ”moves” der giver nye oplysninger, som derefter evalueres i forhold til andre oplysninger, samtidig med at deres kilders troværdighed sammenholdes med andre kilders troværdighed. Det kan så føre til at hypotesen bekræftes og forstærkes, så den fungerer som ”frame” for nye ”moves”, etc. etc. Eller hvis en hypotese ikke bekræftes, så kan det føre til det som Schön kalder ”reframing”: en ændret eller ny hypotese som grundlag for den fortsatte ”konversation med situationen”.
"Reframing" betyder altså at forestille sig - simulere - en anden "løsning" på "gåden", som måske ikke er helt så spektakulær som oprindeligt antaget, men som dog indebære en historie som er stærk og afslørende nok til at legitimere omkostningerne ved undersøgelserne.
Traditionelt taler faglitteraturen om undersøgende journlistik her om maxi-mål og mini-mål. For ikke at sidde skuffet tilbage med en ikke-historie, må journalisten i sit hoved forstille sig den endelige minimale historie som professionelt set er godt nok til at begrunde alt den arbejdstid der er lagt i researchen til den.
Det repertoire af ”moves” som journalisten kan gøre brug af på de forskellige steder i denne proces, kombinerer altså indsamling af oplysninger, testning af oplysninger og hypoteser, og evaluering af både oplysninger og kilder. Og han vil systematisk vælge den kombination af ”moves” og evalueringsstrategier der hele tiden gør det muligt at forstærke den eller de hypoteser der kan give grundlag for en journalistisk top-historie der kommer til at udgøre en overordnet ”masterframe” for hele processen.
Der kan undervejs være tale om både at teste enkeltoplysninger og mere komplekse hypoteser, og hen imod slutningen kan der være tale om at teste hele historien som en samlet hypotese gennem det afgørende ”træk” som et ”nøgleinterview” – et såkaldt ”confrontation interview” – udgør; det er et interview hvorved ”den sigtede” – ”the target person” – konfronteres med de beviselige og afslørende kendsgerninger som journalisten er i besiddelse af, og hvor ikke bare interviewpersonens svar, men også måden han svare på kan være det ”sandhedens øjeblik” der er afgørende for om historien ”holder” og ”kommer hjem”.
Faglitteraturen er helt klar på hvordan man skal forberede et konfrontations-interview. Det skal man ved i forvejen at simulere interviewet - gerne som et egentlig rollespil - hvor man forestiller sig alle sine egne spørgsmål og så de undvigende eller usande svar som de interviewede kan tænkes at komme med.
Endvidere skal man simulere interviewet sådan at man med i tasken har alle de korrekte svar som den interviewede ville levere hvis han svarede sandt. Som journalist skal man altså vide alle svarene på det spørgsmål man vil stille:
Hvis ”konversationen med situationen” udvikler sig som den skal hen gennem undersøgelsen, når journalisten til et punkt hvor han er overbevist om at det billede han har af historien som en samlet hypotese, stemmer overens med det konglomerat af facts, dokumenter, data, og kildeudtalelser som han har indsamlet og analyseret. Han er overbevist om at historien ”holder”. Nu skal den så fortælles så den kan overbevise publikum både om dens sandhed og om dens værdi som væsentlig afsløring.
Det drejer sig om at finde ud af ”what to include, and where to put it.”, således at publikum dels kan opleve at historien er vigtig og dels kan relaterer sig til dens indhold. Her har den professionelle journalist et repertoire af historieskabeloner: ”masterframes” – som han ”virtuelt” kan teste det indsamlede materiale mod, for at afgøre om det kan udformes i et narrativt skema så historien ”går hjem” hos publikum.
Også her er der enighed i faglitteraturen om nødvendigheden af en knivskarp simulation - nemlig en simuleret samtale med den mest skeptiske læser som tænkes kan, en læser som grundlæggende hele tiden vil spørge: "Hvad rager det mig? Jeg har travlt!", og: "Hvorfor skulle jeg dog tro på det? Journalister jo altid fulde af løgn!"
Og med denne super-skeptiske læser, går man sin artikel igennem - linje for linje. Og retter og skriver om og til indtil Journalisten mentalt set får lukket munden på ham.
I praksis har han to redskaber – ”moves” – til en sådan testning: det ene er at formulere hovedvinklen i en enkel klar sætning med historiens kerneoplysninger, som er den påstand historien skal bevise; det andet er at lave råudkast til historien for at sikrer at indhold og form kan arbejde optimalt sammen. I denne fase kan det vise sig at der opdages huller og usikkerheder i den foreliggende dokumentation som kræver yderligere undersøgelser.
Hvis der er tale om magthavere af den tunge, aggressive og hævngerrige slags, så går journalisten sammen med sin redaktør teksten igennem linie for linie en gang til - men nu i forbindelse med en simuleret retssag.
Spørgsmålet til artiklens kerneoplysninger som den anklagende afsløring bygger på, er: "Holder de i retten"? Og udbygget: "Hvad kan modpartens advokat tænkes at spørge om i en retssag om injurier, om privatlivets fred, eller en erstatningssag for tab af omsætning.
Endelig er faglitteraturen gennemgående enig om at man for at sikre sig løbende meget tidligt i forløbet bør skrive udkast til artikler og udkast til rubrikker og manchetter/underrubrikker. Det er generelt et simpelt og effektivt simulations-redskab at skrive sådanne udkast. De fungerer ligesom prøver - "rehearsels" - til en teaterforestilling hvor man styk for styk i alle enkeltheder nærmer sig den perfekte forestilling - forsideartiklen der nominerer til en Cavling-pris.
