Journalist Marie Tetzlaff har i Politiken i dag søndag et stort interviewportræt af multikunstneren Jørgen Haugen Sørensen. Rubrikken: "Det at leve er voldsomt". Kunstneren lever i hvert fald fuldt og helt op til mine forestillinger om den særligt kreative personlighed:
- Flere person(lighed)er i én:
I kunsten pendulerer han også (...) Paradoksalt? Ikke ifølge Jørgen Haugan Sørensen. Det hele hænger fint sammen - alt har flere sider, man kan godt være luftånd og sværvægter, patriark og legebarn, kunstner og arbejderdreng, religiøs ikke-troende, overbevist social. Samtidig.
- Urolig fremmedgjort sjæl der føler at han ikke hører hjemme nogen steder:
(...) Jørgen Haugen Sørensen er en mand med døden som sin faste fjende og konstante kunstneriske makker. Altid på flugt, ikke forfastholdere. (...) Jeg bliver rastløs! Jeg har ingen tålmodighed. Så hvis det begynder at blive for ensformigt, så smutter jeg. Jeg har hele tiden ledt efter et ste at være - og det har jeg aldrig fundet. (...) Jeg blev en spurgt en gang: Hvor vil du helst være? Og som kom jeg til at sige: Et andet sted! Det er sådan jeg har det!"
- Kreativ vrede som en drivkraft:
Siden Jørgen Haugen Sørensen slog igennem som gulddreng kort efter debuten i 1953, har han gjort hvad han kunne for at lægge sig ud med både kunstnerparnas, borgerskab og bevilgende fonde. (...) For tre år siden var han årets kunstner på Statens museum for kunst - og kvitterede for æren med fede nøgne mænd, obskøne positurer og vilde hunde i kamp. (...) 'Brødrene. Skyld og sorg' (2006) - af to mænd der kradser hinandens ansigter ud - er karakteristisk for den nye voldsomhed og grumhed i Haugen Sørensens skulpturer.
- En barndom og ungdom med forældretab og -savn, social isolation fra jævnaldrende. Her uddrag fra hans biografi på http://www.haugen-sorensen.dk, skrevet af Per Hovednakke:
Erfaringer fra de tidlige barndomsår synes afgørende for Jørgen Haugen Sørensen. Født i 1934 var han gammel nok til at få konkrete minder fra krigsårene. Flere forhold gjorde sig gældende, - specielt at forældrene befandt sig på hver sin side. Faderen, Leo, københavner og maskinarbejder, var på besættelsesmagtens side, forlod familien og flyttede til Tyskland. Moderen, Dagny, født bornholmer, kantinearbejder og venstreradikaler. De blev skilt, og Jørgen og Arne boede hos moderen i arbejderkvarteret på Amager.Moderen frygtede at Børneværnet skulle tage sønnerne fra hende. Hun holdt dem meget inde, og satte dem til at tegne og male. I området var der stadig uro og konflikter, politi og tyske soldater, modstandsfolk og nazister. Jørgen så og oplevede på nært hold hændelser som tidligt etablerede en varig solidaritet med de undertrykte og magtesløse, - og aggression mod vold og autoriteter. Somrene blev tilbragt hos moderens familie på Bornholm, og her mødte Jørgen en anden virkelighed: Håndværkerne (flere arbejdede i stenbruddene), bønder, et enkelt, men også brutalt liv langt borte fra byens komplekse hverdag.Moderen fik stor betydning for Jørgen Haugen Sørensen, og referencer til deres forhold kan spores i hans værk på flere punkter. 15 år gammel kom han i lære som gips- og pottemager. Hans enestående evne til at forme "i hånden" viste sig tidligt, men hans selvstændighed og egenrådighed førte til at studietiden på Kunsthåndværkerskolen blev af nogle få måneders varighed. Jørgen fortsætter sin uddannelse på egen hånd, og bygger videre på det han kan som gips- og pottemager. Han udvikler et forenklet og slagkraftigt naturalistisk sprog, og debuterer 19 år gammel på Charlottenborg (1953) med tre skulpturer. Året efter deltager han på Kunstnernes Efterårsudstilling.
Jørgen Haugen Sørensen må ikke forveksles med sin to år ældre bror Arne, der er en lige så kendt maler som Jørgen er kendt som billedhugger. De udstiller aldrig sammen - og kommer efter sigende rigtig dårligt ud af det med hinanden.
Anledningen til interviewportrættet var at Jørgen Haugen Sørensen til foråret får opstillet sit livs største skulptur - 'Kolossen til Amager' - på Kastrup Strandpark.
