Etårs jubilæumsindlæg på Peters Udsigt - en 'commonplace book' på nettet

I dag er det et år siden jeg begyndte at skrive på denne blog. Status er: jeg har offentliggjort 213 indlæg, heraf 30 i denne måned. Visninger har der i alt været 7.447 af, heraf 1.889 den sidste måned. Nogle få af mine venner har kommenteret positivt på Facebook. Næsten ingen kommentarer her på selve bloggen. Af "faste læsere" er der 5.

   Som det fremgår af "hovedet" på bloggen, så har formålet ikke været at generere mange faste læsere, heller ikke at udfordrer til kommentarer eller diskussion. Målet med bloggen har været og er meget egoistisk: egen erkendelse - og egen udvikling gennem denne erkendelse. Og en vag uforpligtende tanke om at noget af det skrevne måske en dag kunne blive  afsættet til kernen i en bog.

Og her har 'Peters Udsigt' fungeret over alt forventning. Det samlede antal indlæg svarer faktisk i omfang til en bog. Og jeg synes jeg er blevet klogere. Og mit blik for såvel bøger, (avis)artikler og afhandlinger som er relevante for temaet kreativitet, er blevet skærpet gennem dette første år.

   Forpligtelsen til at levere noget skrevet til en tænkt offentlighed, "noget" som altså ikke bare er til en arkivmappe på computerens skrivebord, har været stimulerende for produktiviteten. Det forestillede offentlige blik på mine skriverier, har fungeret som et krav om at levere skriftlige indlæg der til en vis men varierende grad er fagligt forpligtende og tankemæssigt udfordrende.

I alle definitnitioner på kreativitet indgår at det er noget der går på tværs af mentale skel, grænser, mure og bokse. Og noget nyt opstår:  en tanke, en ide, en sproglig formulering, en opfindelse. Og for mig har blending-teorien fungeret som en slags befriende eller generativ metafor - en øjeåbner i forhold til avistekster, medier, genrer, oplevelser, bøger, malerier, egne erindringer, faglige erfaringer.

   Fornøjelsen for mig har bla. været at jeg frit og uhæmmet har kunnet pendle på tværs af fagområder og emner: den ene dag noget om hvordan hjernen fungerer kreativt, den næste om kreativitetens psykologi, den tredje om malerkunst og arkitektur, og den fjerede om journalistisk formidling, den femte om kognitiv lingvistik, etc.

   Det har også været sjovt at kunne tillade mig at skrive personligt og hive erindringer frem fra mit konkrete liv, erindringer som er blevet aktiveret som associationer til det upersonlige emne jeg har været igang med at skrive om i et indlæg. På den måde har bloggen fungeret som en "long tail brainstorm" - en langtrukken hjernestorm der har kunnet slå bro over den ellers så dybe mentale kløft mellem privat-personligt på den ene side og offentligt-fagligt på den anden.

   Min konklusion i på denne jubilæumsdag: Jeg fortsætter så længe det er sjovt og jeg føler jeg stadig lærer nyt og kan aflevere det frisk fra fad.

Jeg har så i den forgangne uge - inspireret af en navnebroder og soulmate når det gælder interessen for opfindelser, tankemæssige nyskabelser og kreativitet - begyndt at læse bogen 'Where Good Ideas Come From - A Natural History of Innovation'. Forfatterens navn er Steven Johnson.

   Jeg vender tilbage til den i flere senere indlæg, men vil lige nævne her - i anledning af blog-jubilæet -  noget der gav mig en meget personlig AHA!-oplevelse.

Steven Johnson har i sin bog et kapitel med titlen: "The Slow Hunch" - som betyder noget i retning af "anelsen en ny ide som udvikler sig langsomt".

   Et eksempel er Darwin hvis teori om arternes oprindelse og udvikling gennem konkurrence, lå i kim i 20 år inden den var så udfoldet i hans bevidsthed at den kunne omsættes i en afklaret teori i en bog. Men teorien lå allerede delvist udfoldet og formuleret rundt omkring i den minutiøse faglige dagbog han skrev under sin berømte årelange studie- og forskningsrejse med det gode skib Beagle. Steven Johnson skriver:

We can see Darwin´s idea evolve because on some basic level the notebook platform creates af cultivating spce for his hunches; iot is not that the notebook is a mere transcription of the ideas which is happening offstage somwhere in Darwins mind. Darwin was constantly rereding his notes, discovering new implications. His ideas emerge as a kind of duet between the present-tense-thinking brain an all thoes past observations recorded on paper. (...) As he reads through his observations a new thought begins to tage shape in his mind, which provokes a whole new set of notes tha wille only make complete sense to Darwin two years later, (...).

I det kapitel fortælle Steve Johnson så om "the commonplace book", som der er tradition for at skrive og holde ved lige af "scholars, amateur scientists, aspiring men of letters - just about anyone whith intellectual ambition in the seventeenth and eighteenth cenutries."

    Denne tradition er den historiske forudsætningen for Darwins arbejde med sine notesbøger fra sin udforsknings- og indsamlingsrejse jorden rundt, fortæller Steve Johnson.

    "Commonplace book" beskrives sådan af Wikipedia:

Commonplace books (or commonplaces) were a way to compile knowledge, usually by writing information into books. They became significant in Early Modern Europe.

   "Commonplace" is a translation of the Latin term locus communis (from Greek tópos koinós, see literary topos) which means "a theme or argument of general application", such as a statement of proverbial wisdom. In this original sense, commonplace books were collections of such sayings, such as John Milton's commonplace book. Scholars have expanded this usage to include any manuscript that collects material along a common theme by an individual.

   Such books were essentially scrapbooks filled with items of every kind: medical recipes, quotes, letters, poems, tables of weights and measures, proverbs, prayers, legal formulas. Commonplaces were used by readers, writers, students, and humanists as an aid for remembering useful concepts or facts they had learned. Each commonplace book was unique to its creator's particular interests.

Steve Johnson gennemgår videre hvordan en lang række kendte engelske forskere og videnskabsmænd igennem disse århundreder har udnyttet deres commonplace books som "et opbevarings- og gemmestedsted for en kæmpe samling af kim til spirende ideer og opfindelser: "a repository for a vast miscellany of hunches".

   For nogle "commonplacing" forfattere, fortæller Johnson, blev det "an aspirational metaphor for one´s mental life".

   AHA! Et match! Det er hvad bloggen 'Peters Udsigt' er: en commonplace book - på nettet: en mulighed for mentalt at blende ideer med sig selv over tid - og med andre som man støder på i bøger, aviser - og repræsenteret ved interessante personer man møder.

Inspiration - når noget ydre matcher noget indre - og motiverer handling: revolution og kunst

Jeg var for nogle blogindlæg tilbage inde på begrebet og fænomenet inspiration. Og skrev den gang at ordet virkede lidt umoderne, forankret som det var - i min erindring - i 18-hundredtallets romantiske kunstideologi og geniforestillinger. Men jeg noterede også at det stadig var gangbart i kunstnerkredse, som det fremgik af interviewbogen "Kreativitet og Inspiration".
   Imidlertid lægger jeg mærke til at ordet dukker op dagligt i alle medier under dækningen af de begivenheder der foregår i Nordafrika og Mellemøsten i disse uger. Uden at det har noget med kunst at gøre, men nok  i hvert fald indirekte - noget at gøre med kreativitet og faserne i den kreative proces.

Journalister og eksperter fortæller at det folkelige oprør og omvæltningen i Tunis, "inspirerede" egypterne til deres demonstrationer og oprør mod det diktatoriske regime. Og videre: at befolkningerne i de øvrige arabiske lande derefter har fundet "inspiration" i begivenhederne i Egypten til også at demonstrere. Og i en artikel i dagens avis tales der om at det russiske regime frygter at ogsåe den russiske befolkning kan blive "inspireret" til noget lignende. En analytiker forklarer denne frygt med at der er klare strukturelle ligheder - isomorfi - mellem det russiske autoritære og pseudo-demokratiske styre under Putin og det egyptiske under Barak.

Wikipedia forklarer at der er to forskellige skoler og traditioner omkring forståelsen af inspiration: En som går ud fra at det er en kraft der kommer indefra, mens andre siger det er noget der kommer udefra.
17-hundredtallets filosoffer tilslutter sig nærmest det første synspunkt, 18-hundredtallet det andet.
   Mit synspunkt er at der er tale om en slags aha-oplevelse af den slags jeg har identificeret som oplevelsen af "et match" mellem noget ydre og noget indre: at man altså oplever at der er ydre indtryk, billeder, stimuli, fortællinger der korresponderer med indre forestillinger, og at oplevelsen af dette "match" - en form for genkendelsesmekanisme - leverer den psykiske energi der fjerner en blokerende frygt for repressalier og fører til handling.
   I Mellemøsten er det indlysende at det er den form for inspiration der foregår kollektivt og i stor skala befolkningerne imellem, og at medierne - ikke mindst tv og net-tv - er medium for oplevelsen af at de billeder man ser på skærmen matcher de ophobede oplevelser og erfaringer man selv har med sit eget liv underkastet sit lignende styre.
   Det er oplevelsen af isomorfi mellem det ydre og det indre billede, der udløser indsigten i form af: "Når de kan, kan vi også - fordi deres situation ligner vores."

Når nogen taler om at have mødt deres drømmekvinde, eller at de har fået  tilbudt deres drømmejob, så er det selvfølgelig også udtryk for oplevelsen af korrespondance - et match - mellem indre forestillinger der mødes med indtryk fra en ydre virkelighed.
   Og forleden så jeg en prisbelønnet dokumentarfilm "Man on wire" i tv, som jeg både har læst om  og tidligere set klip fra, men først nu så i sin helhed. Wikipedia:

Man on Wire is a 2008 British documentary film directed by James Marsh. The film chronicles Philippe Petit's 1974 high-wire walk between the Twin Towers of New York's World Trade Center. It is based on Philippe Petit's book, To Reach the Clouds, recently released in paperback with the new title Man on Wire. The title of the movie is taken from the police report that led to the arrest (and later release) of Petit, whose performance had lasted for almost one hour. The film is crafted like a heist film, presenting rare footage of the preparations for the event and still photographs of the walk, alongside reenactments (with Paul McGill as the young Petit) and present-day interviews with the participants.

I filmen fortæller artisten Phillipe Petit hvordan han fik ideen - inspirationen - til denne utrolige og enestående happening: Han var 17 år og sad i venteværelset hos sin tandlæge og læste en avis der fortalte om det igangværende byggeri af de to tvillingtårne der skulle komme til at udgøre World Trade Center i New York. Der var avisfotos af skyskraberne under opførelse og tegninger af det færdige byggeri. Phillipe Petit fortæller at i det øjeblik han læste artiklen og så illustrationerne, vidste han at det ville han gør: gå på line mellem de to tårne!
   Efter at have set filmen, må line-dans være det rigtige ord. Og altså et krystalklart eksempel på inspiration som et match mellem en indre og - måske indtil det øjeblik - ubevidst drøm eller forestilling, og så en ydre sproglig og visuel impuls. Han så i det øjeblik et billede af sig selv udføre det spektakulære kunststykke på et tidspunkt i fremtiden. Fik en ny ide, og satte sig for at realisere den.
   Beskrevet og forstået sådan, er der tale om blending: to adskilte konceptuelle rum der giver input til et tredje output-rum gennem integration og komprimering af virkelighed og fantasi, af nutid og fremtid, af et aktuelt "jeg" med et "fantaseret jeg".
   Og analogt med det kan vi så også forstå den steppebrand af demonstrationer og oprør der breder sig i Mellemøsten, som en kreativ proces. Indtrykkene fra tv af de andres oprør, matcher de drømme vi også har, og som output kommer forestillingen om en fremtidig situation hvor vi også gør oprør og det lykkes som i Egypten og Tunis.

I øvrigt noterer jeg at filmen "Man on Wire" genremæssigt er et blend - en dramadokumentar; blandt andet er den scene med "Phillip Petit" i tandlægens venteværelse en rekonstruktion. Og jeg lærer et nyt ord fra dramaturgiens værktøjskasse: en heist film.

A heist film is a film that has an intricate plot woven around a group of people trying to steal something. Versions with dominant or prominent comic elements are often called caper movies. They could be described as the analogues of caper stories in film history. Typically, there are many plot twists, and film focuses on the characters' attempts to formulate a plan, carry it out, and escape with the goods. There is often a nemesis who must be thwarted: either a figure of authority or a former partner who turned on the group or one of its members.

Nemesis holdt sig dog - heldigvis - væk fra Phillip Petit.
   Men ikke fra World Trade Center mange år senere.

Smil til verden, og verden smiler tilbage - genkendelsens glæde - glæden ved at noget mathcher - og mimesis-begrebet

Jeg går på gaden, ser en sød kvinde som jeg ikke kender. Føler lyst til at smile til hende, får øjenkontakt - og smiler. Og i ni ud af ti tilfælde, smiler hun tilbage i forbifarten. Den erfaring, som jeg utvivlsomt deler med de fleste mennesker, bliver jeg mindet om ved en artikel i Søndagspolitikens tillæg "Viden" fra for en uge siden. Rubrikken er mystificerende: "Smilet lægges i gådefulde folder". Manchetten fanger min interesse. "Mennesket er kun lige begyndt at forstå smilets hemmeligheder. Nye undersøgelser bekræfter en teori om at hjernen kan skelne ægte smil fra falske, fordi vi automatisk spejler ansigtsudtrykket hos den, der smiler til os."
   Triggerordet for mig er "spejler". Og så det med "ægte" og "falsk".

En af de hjerneforsknings-videns-indvindinger som jeg flere gange har fremhævet i tidligere indlæg, er opdagelsen af spejlneuronerne, nogle særlige hjerneceller som både aktiveres ("lyser op" ved scanning) når vi selv gør eller planlægger at gøre en bevægelse, og når vi ser et andet menneske udføre en tilsvarende bevægelse.
   Den hjernemekanisme er sandsynligvis en afgørende forudsætning for det at vi kan identificere os med andre, for at vi kan genkende noget af os selv i andre når de giver udtryk for følelser,  og for at vi kan leve os ind i personer vi ser på film eller på en teaterscene - "blive grebet", som det hedder. Og også forudsætningen for at vi når vi ser os i et spejl, ser og genkender os selv.
   Men den modsatte mekanisme fungerer også: Når vi ser en anden gøre noget, aktiveres det center i hjernen som forbereder den tilsvarende handling hos os selv, uden at vi dog rent faktisk behøver at udføre den. Men vi får altså klart en impuls til at udføre den tilsvarende "spejlende" handling.
   Det er en kendt iagttagelse at folk der fx sidder over for hinanden ved et bord og snakker sammen, tenderer til - ubevidst - at spejle hinandens kropsstilinger og gestus: Hvis den ene lægger armene over kors, gør den anden det også, læner den ene sig tilbage, gør den anden det også. Psykologerne taler om at der opstår rapport mellem de to gennem deres kropssprog. Og det er indlysende at det også er noget lignende der sker ved at et smil automatisk besvares med et smil.

På nettet finder jeg en artikel fra Tidens Kvinder, med rubrikken "Forførelsesens Kropssprog", der fortæller kvinder hvordan de ved at være bevidste om deres kropssprog og udnytte det man ved om hvordan kropslig spejling ubevidst virker, lettere kan score en mand. Artiklen fortæller bl.a.

Hvis du som kvinde føler dig draget af en mand, vil du helt uden at tænke over det begynde at efterligne ham. Sidder han med korslagte ben, gør du pludselig også. Hvis han tænder en smøg, rækker du også ud efter din cigaretpakke. Denne spejling er meget kraftfuld og virker på to måder: Jo stærkere tiltrækning, du føler, jo mere vil du kopiere, og jo mere, du kopierer, jo kraftige bliver følelsen af samhørighed – også fra hans side. Derfor er spejling en del af kropssproget, som du kan bruge bevist til at nærme dig en anden person. Han vil føle sig forstået og tryg, hvis du spejler hans gestus og mimik – men pas på ikke at blive en total copy cat. Det virker kunstigst og påtrængende.

Pointene er altså her at spejlingen ikke fungerer som en der forstærker den gensidige empati hvis de spejlende handling forekommer uægte.

Og det er faktisk det som artiklen i Politiken handler om. At der er forskellige slags smil, og at smil genkendes som smil ved at man imiterer den andens smil. Der findes forskellige slags smil som aktiveres i forskellige hjernecentre: et forlegent smil, et smil af lykke (som når man ser sit lille barn glad løbe rundt og lege), et venskabeligt smil (som familie og venner mødes med), og fx et uægte smil (som det man udsættes for i en forretning af en professionel sælger). Og åbenbart finder man ud af hvilket smil man møder hos den anden, ved mentalt i hjernen - ubevidst og automatisk - at "mærke efter" hvilket center der aktiveres i forbindelse med det smil man møder:

Et glædessmil ledsages for eksempel af aktivitet i hjernens 'belønnings'-kredsløb, og bare det at se på sådan et smil kan aktivere nogle af de samme nervebaner hos den der ser det. Når man efterligner et venskabeligt smil, sættes en anden hjerneaktivitet i gang, nemlig den del af hjernen, der kaldes den orbitofrontale hjernebark, som sætter os i stand til at skelne vores følelser for mennesker, vi har et nært forhold til, fra vores følelser for andre mennesker. Den orbitofrontale hjernebark bliver for eksempel aktiv, når forældre ser deres egne spædbarn smile, men ikke når andres børn smiler. (/) "Når vi tager andre menneskers smil til os, bliver vi ikke alene i stand til at genkende dem. Vi bliver også i stand til at genkende falske smil. Når vi ubevidst efterligner et falsk smil, mærke vi ikke den samme hjerneaktivitet, som når smilet er ægte. Og denne ubalance fortæller os, at der er noget galt", sige Paula Niedenthal.

Jeg har lige været på en charterferie, og der var en del unge ægtepar med. Og jeg blev endnu en gang fascineret af det fænomen at så mange unge ægtefæller ligner hinanden utroligt meget i ansigtet. Ansigtstrækkene virker nærmest som kopier af hinanden, trods kønsforskellene: de samme øjne med sammen omgivelser, den samme form på næsen, og ikke mindst den samme mund, læber, smil og tænder. Det er som om de har set sig i et spejl når de har mødt og set den anden, og sagt: Der er hun/han(=jeg)!
   Der må  være tale om forhold der er startet med en slags genkendelsens glæde. En slags aha-oplevelse ved at den anden matcher ens eget spejlbillede. Og alle disse ægteskabsforhold må utvivlsomt være igangsat gennem udveksling af ægte smil, som har aktiveret det samme "forelskelsescenter" og udløst særlige "lykke- og kærlighedshormoner" i hjernen hos dem begge.
   Wikipedia fortæller det sådan:

Forskerne har fundet ud af, at intens romantisk forelskelse, som fysiologisk foregår i højre hjernehalvdel, har mere at gøre med aspekter som motivation, belønning og drivkraft end det har med følelser og sex at gøre. I dag kan forskerne pege på lige netop de to områder den menneskelige hjerne, der sørger for at gøre os forelskede: Det såkaldte VTA-område (Ventral Tegmental Area) - i bunden af hjernen og nucleus caudatus i midten af hovedet. Begge områder er vigtige for hjernens system for motivation, belønning og drivkraft og er involverede i produktionen af stoffet dopamin, der blandt andet er med til at skabe intens lykkefølelse i os. Det forklarer også, hvorfor en forelsket person føler sig drevet til at vinde sin elskede. Også stoffet serotonin har en vigtig rolle, fordi det regulerer vores humør. Jo højere produktion af serotonin i hjernen, jo gladere er vi. Forelskelsens styrke og det faktum, at VTA-området og nucleus caudatus tilhører den primitive del af hjernen, som vi til dels har tilfælles med andre pattedyr, får forskerne til at konkludere, at forelskelse slet ikke er en følelse, men at der er tale om en primitiv drift.

Bemærk især at "forelskelsesmachet" lokaliseres i højre hjernehalvdel, den del som i kreativitetsforskningen forbindes med kreative kognitive processer; og at de stoffer der spiller med i oplevelsen: dopamin og serotonin også er dem som bliver aktiveret kreativitetsteoriens flow-tilstand.

I et af de foregående blogindlæg blev jeg klar over at en del af (måske alle) de forskellige typer af aha-oplevelser som man kunne opregne og identificere som sådanne, bestod i at man oplevede et match efter en søgeproces, ligesom når politiet har fundet et fingeraftryk på gerningsstedet, og derefter finder et match i deres fingeraftryksarkiv. Eller når man lægger et puslespil og der er et "hul" - en tom plads til en brik, og man så finder den brik blandt de løse som matcher formen på den tomme plads: Der var den, den matchede! Eller hvis man har en lås i en yderdør, og det er mørkt, og man så prøver de forskellige nøgler i ens nøgleknippe i låsen, indtil man finder den der matcher, så man kan låse døren op.

En lang række af kreativitetpsykolgiens test-opgaver som de bruger til at spotte om folk kan "tænke ud af boksen"- altså kan tænke kreativt, går præcis ud på at finde ud af om testpesonen hurtigt kan finde et "match" i forskellige opgaver. Eksempelvis:

Hvilket enkelt ord giver sammenhæng til: hul, farve, kat? Svar: sort! Hvilket enkelt ord giver sammenhæng til: æble, svaghed, slange? Svar: Paradis!

Her runder jeg så af ved at komme i tanker om det oldgamle græske begreb: mimesis, der betyder efterligning, imitation - og som er beslægtet med begrebet og fænomenet at mime. I forbindelse med kunst, litteratur, malerkunst, teater, billedhuggerkunst, refererer begrebet til at kunsten skal ligne eller efterligne virkeligheden for at virke overbevisende og forløsende på publikum. Altså i en eller forstand matche publikums bevidste eller ubevidste forstillinger om virkeligheden - og om sig selv og sine medmennesker.
   I lyset af det foregående om spejling, så indebærer det virkelighedsefterlignende i for eksempel en teaterforestilling at vi lever med i den og bliver "opslugt" af den fordi der i hjernen aktiveres de samme centre som hvis vi selv havde udført de handlinger vi ser på scenen, samtidig med at der udløses et spektrum af forskellige følelsesstimulerende stoffer.
   Jeg kommer til at tænke på de helt store mimikere som jeg i årenes løb har set på scenen og i biografen: Marcel Marceau og Dario Fo, for eksempel. Hvordan det kan løbe en koldt ned ad ryggen når man ser mime-kunstneren efterligne bevægelser som i den grad matcher det alle meneske gør når de gør det de gør.
   Og så er der jo spørgsmålet om ægte og uægte. Det er ikke bare noget der er vigtigt i smilende forhold mellem mennesker. Sådan taler man også om kunst: Er det ægte eller falsk, er det autentisk eller "gemacht"?
   Det må jeg vende tilbage til senere: Hvornår er et match alligevel ikke et rigtigt match?