Sider

mandag den 14. oktober 2013

Læsning af god skønlitteratur, stimulerer hjernens indlevelsesevne

Forskeren David Comer Kidd fra The New School for Social Research i New York har sammen med en ældre kollega Emanuele Castano gennemført nogle eksperimenter med interessante resultater for denne blogs forfatter.
   Et af temaerne jeg jo har forfulgt er hvilken evidens der er for virkningen af dramaturgi, fiktion musik, billedkunst, journalistik på den menneskelige hjerne. Og mere specifikt om den slags mentale og kognitive input stimulerer hjernen til kreativitet og kreativ tænkning.
   Derfor fanges jeg af en kort note i Information i dag med rubrikken:
Gode bøger gør mennesker bedre
De finlitterære tekster der virker empatifremmende i Kidds og Castanos eksperimenter, er som der står i noten, "ikke bestsellerlistens thrillere og kærlighedsromaner, men klassiske skønlitterære værker.":
Bare 10-15 minutters læsning om dagen øger ens evne til at forstå andre mennesker og gør os dermed til mere empatisk og bedre fungerende mennesker.
Principielt er det jo hvad litteraturforskere og dansklærere har hævdet i århundreder: at læsning af gode skønlitterære bøger - ikke mindst klassikerne - bidrager til børns og voksnes mentale "dannelse", at læsning af finlitteraturen altså rent faktisk både gavner og fornøjer.
   I eksperimentet sammenlignede man effekten af tre slags tekster: finlitterære tekster, tekster fra den populære genrelitteratur, og faglitterære/populærvidenskabelige tekster.
   
Eksperimenterne forholder sig til en særlige del af hjernen som indgår i 'the default mode network', og som er kendetegnet ved de særlige mentale processer som kaldes "Theory of Mind" (forkortet ToM) - dette at mennesket kan tænke sig til og indleve sig i hvordan andre mennesker tænker og føler. Altså har mentale og kognitive muligheder for at opleve empati med andre.
  Videnskab.dk fortæller:
For at teste om skønlitteratur rammer de mentale processer bag ToM anderledes end anden læsning, prøvede Kidd og Castano først at finde en definition på det kritikere kalder god litteratur. Sådan en findes ikke. Men forskerne identificerer visse kendetegn, som går igen i de klassiske værker og hos litteraturprisvinderne - i forhold til genrelitteratur som krimier og kærlighedsromaner.
   Det er blandt andet, at den fine litteratur i mindre grad læner sig op ad et plot eller følger vedtagne genre-konventioner og i højere grad beskæftiger sig med karakterernes indre psykologi.
   Det er sådan Kidd og Castano definerer god litteratur.
De populærvidenskabelig tekster er hentet fra Smithsonian Magazine, så man sikrer sig at de som faktafomidling også har en høj kvalitet der er sammenlignelig med kvaliteten af det finlitterære udvalg af tekster 
   Kidd og Castano har så fået 86 frivillige til hver at læse en tilfældigt valgt tekst (varighed af læsningen 10-15 minutter pr. tekst) lige inden de derefter gennemfører en række videnskabeligt gennemprøvede test af "Thory of Mind":
Den test, forskerne især bruger, er en test kaldet "Reading the Mind in the Eyes", hvor forsøgspersonen skal vælge hvilken af fire følelser, der udtrykkes i øjnene af en skuespiller. I testen er der i alt 36 sort/hvid foto, hvor man kun kan se øjnene og det er kendt, at testen bla. kan afsløre autistiske træk, ikke-kliniske psykopatiske træk samt empati.
   Det slående er så, at forskerne ser, at dem, der lige har læst en af de finlitterære tekster, klarer testen tydeligt bedre - rammer rigtigt flere gange - end dem der har læst de populærvidenskabelige og populærlitterære tekster.
(...)
Idéen er, at den gode litteratur virker ved træne lige præcis de mentale processer i ToM og så at sige skærper den evne, så man klarer testen bedre.
Et uddrag af testen til illustration:


Hvor god er du selv til at læse andre menneskers sindstemning ud fra øjnene? Se hele testens batteri her og prøv dig selv:
http://glennrowe.net/baroncohen/faces/eyestest.aspx

Eksempler på litteraturudvalget inden for fiktion som forskerne brugte i eksperimenterne, er her:
In a series of five experiments, the participants were randomly assigned texts to read, either extracts of popular fiction such as bestseller Danielle Steel's The Sins of the Mother and Gone Girl by Gillian Flynn, or more literary texts, such as Orange-winner The Tiger's Wife by Téa Obreht, Don DeLillo's "The Runner", from his collection The Angel Esmeralda, or work by Anton Chekhov.
I lyset af at jeg i en lang række kunstnerbiografier har fundet at de i den mest følsomme periode i deres liv - barndom og ungdom - i lange perioder har været næsten manisk opslugt af læsning af skønlitteratur, så er det her selvfølgelig død-interessant. Sidst noterede jeg dette selvbiografiske element i indlægget om forfatteren Kim Leine fra i går.
   
Men hvad er forklaringen på den påviste forskel i effekten af læsning af henholdsvis finlitteratur og populærlitteratur? 
   Den forsøger forskerne selv at give, idet de skelner mellem 'writerly' ('skrivelig') og 'readerly' ('læselig') litteratur, og dermed inddrager semiotikkens grand old man Roland Barhes' begrebsmæssige skelnen mellem læsning som en mental udfordring der indebærer at man så at sige må "skrive med" for at få udbytte (= 'skrivelig'), og læsning som en primært nem og lystfyldt oplevelse (='læselig') - en proces uden større kognitiv modstand:
Kidd and Castano, who have published their paper in Science, make a similar distinction between "writerly" writing and "readerly" writing to that made by Roland Barthes in his book on literary theory, The Pleasure of the Text. (...)   
   "Some writing is what you call 'writerly', you fill in the gaps and participate, and some is 'readerly', and you're entertained. We tend to see 'readerly' more in genre fiction like adventure, romance and thrillers, where the author dictates your experience as a reader. Literary [writerly] fiction lets you go into a new environment and you have to find your own way," Kidd said.
   (...)
   "What great writers do is to turn you into the writer. In literary fiction, the incompleteness of the characters turns your mind to trying to understand the minds of others," said Kidd.
   (...)
   Transferring the experience of reading fiction into real-world situations was a natural leap, Kidd argued, because "the same psychological processes are used to navigate fiction and real relationships. Fiction is not just a simulator of a social experience, it is a social experience." 
På nettet finder jeg den abstract-tekst som sammenfatter forskningsartiklens indhold:
Understanding others’ mental states is a crucial skill that enables the complex social relationships that characterize human societies. Yet little research has investigated what fosters this skill, which is known as Theory of Mind (ToM), in adults. We present five experiments showing that reading literary fiction led to better performance on tests of affective ToM (experiments 1 to 5) and cognitive ToM (experiments 4 and 5) compared with reading nonfiction (experiments 1), popular fiction (experiments 2 to 5), or nothing at all (experiments 2 and 5). Specifically, these results show that reading literary fiction temporarily enhances ToM. More broadly, they suggest that ToM may be influenced by engagement with works of art.
Se mere her: