Bent Larsen - den kreative skakspiller - og nogle erindringer i den anledning

Jeg er ikke skakspiller. Men har spillet en del skak - på helt privat plan - som barn og ung.
   Sidst jeg husker jeg spillede, var med en meget god og gammel ven, som heller ikke var specielt rutineret men også kunne spillet.
   Vi var på den græske ø Thassos omkring slutningen af 80-erne med et idelaistisk charterselskab der hed Flycamping. Selskabets kreative koncept gik ud på at man rejste på en meget billig sommerferie til Grækenland  (og siden Portugal) med charterfly og blev indkvarteret i et telt på en campingplads af rimelig sanitær kvalitet, hvor der til teltet så også var alt det tilbehør til madlavning og sovning man havde brug for. Koncpetet var lige noget for famlier med børn og med en ungdomstid omkring 68 i den mere bløde og kreative del af venstrefløj og ungdomsoprør. Der sad vi to midaldrende 68'ere så og spillede skak i pinjernes og cypressernes skygge og drak retsina.
   Dem der havde opfundet og udviklet det særlige charterkoncept, var selvfølgelig også sådan nogen som os, både mht. alder og baggrund.

Jeg er sikker på det var min far der i sin tid lærte mig det. Han var typisk traditionel "skaffedyrs far", min mor var hjemmegående og jeg havde tre mindre søskende. Så jeg har ikke så mange erindringer om at han beskæftigde sig specielt med mig. Men han har spillet skak med mig og lært mig grundreglerne i en forholdsvis tidlige alder. Og som jeg husker det, så slog han mig for det meste, men ind i mellem kunne jeg også slå ham.
   Nekrologartiklerne om Bent Larsen der er død, vækker altså minder. Og jeg husker at have læst om ham i avisen i den periode der var hans storhedstid: 1965-75. Og jeg mener også at jeg læste en teoribog han havde forfattet. Og i året 1961-62  var jeg udvekslingsstudent i USA og boede hos en jødisk familie hvor mine amerikanske forældre jævnligt spillede skak om aftenen. Jeg husker at jeg spillede skak med den ældste af min amerikanske "brødre", som var nogenlunde jævnaldrende med mig.

Men hvad har skak med kreativitet at gøre, hvis noget overhovedet? Jo, i hvert fald det at for at kunne spille det og vinde, må man kunne forestille sig noget som ikke findes på det tidspunkt man forestiller sig det, altså forestille sig hvad modstanderen vil gøre af mulige træk hvis man selv trækker på en bestemt måde. Og forestille sig hvad man selve vil gøre derefter som "svar", afhængigt af hvad modstanderen vælger af mulige træk.
   Det at kunne forestille sig noget på den måde kræver i hvert fald en særlig form for visuel-strategisk forestillingsevne som sandsynligvis også er nødvendig i en lang række andre sportsgrene, både indviduelle og kollektive. Men skak er specielt ved at der ikke er forbundet noget særligt fysisk eller kropsligt med at kunne det. Til gengæld må man som spiller kunne "sætte sig i den andens sted". Altså mentalt set foretage en blending af "min stilling" og "din stilling".
   Hovedværket om blending, 'The Way We Think', fremhæver netop sætninger som: "Hvis jeg var i dit sted, ville jeg gøre det og det," som udtryk for og eksempler på blending og dermed følgende mentale "kompression" af to ellers adskilte identiteter: 'dig' og 'mig'.

Jeg husker ikke at jeg kunne forestille mig mere end 2 træk frem, og tit gættede jeg galt allerede efter det andet træk. Og sikkert derfor drev jeg det ikke videre, men blev omkring studentereksamen optaget af andre former for kreative aktiviteter, som at tegne/male og skrive digte. Og ikke mindst at studere og analysere sprog og litteratur.

Informations har en artikel i weekend-tillægget 'Moderne Tider' fra i går  om Bent Larsen i anledning af hans død. Den er skrevet af Casper Ulsøe, som tydeligvis har forstand på Skak og ved noget om Bent Larsen.
   En del vidste jeg også godt. Men det som jeg virkelig tænder på i kreativitetssammenhæng er noget som jeg ikke vidste om ham, som fortælles som en væsentlig forklaring på at han på toppen kunne vinde over hele serien af de sovjetiske stormestre:

Bent Larsen forfinede gennem 1960´erne sit til tider aggressive spil til at indeholde en hidtil uset tilgang til skak. En underminering af af gængse faktorer ved brug af psykologisk forvirrende spil.
   Om sin egn nye psykologisk spillestil fortalte Bent Larsen til 'Ud & Se' i 1998, at "jeg går ikke altid efter det, jeg selv kan bedst, men efter det, jeg tror er mest ubelejligt eller ukendt eller ubehageligt for modstanderen."
   Bent Larsen troede på det overraskende, det nye og uforudset. Derfor spillede han op gennem 1960´erne ofte uortodokse åbninger, spillede forvirrende spontant istedet for at forlade sig på velanalyserede og åbenlyse træk. 

Altså Bent Larsen er bevidst om og udnytter at et spil skak altid foregår på to planer: dels et teknisk strategisk plan hvor hver part efter (forestillings)evne udnytter de muligheder skakreglerne giver i en given stilling for at en spiller med det næste træk kan opnå at få et overtag; og dels et psykologisk plan hvor spillernes mentale tilstand kan være afgørende for om de bliver forvirrede og begår fejl, eller de foretager det helt rigtige valg af flere træk der forekommer nogenlunde lige gode.
   Artiklen citerer i den forbindelse forfatteren Jan Løfbjerg der er i gang med at skrive en bog om Bent Larsen:

"Bent Larsen havde en holdning til, at jo mere ukendt farvand de befandt sig i, jo større var hans chance for at være bedre end modstanderen. Specielt når modstanderen var i tidsnød, kunne han vælge et noget mere chancebetonet spil for at bringe modstanderen ud af fatning."
   Det udmøntede sig i træk, den sovjetiske skole ikke kendte til, da Larsens træk langt fra blev foretaget ud fra vurderingen om bedste objektive træk, men foretaget ud fra, hvad Larsen tænkte var det psykologisk rigtige.

Jeg læser ud af det her at Bent Larsen havde den ekstra forestillingsevne at han, ud over at kunne sætte sig i modstanderens sted skakstrategisk, også kunne sætte sig i modstanderens sted psykologisk. Og det har givet ham muligheden for under spillet at skifte frame: fra regelret skakspil til psykologi - og foretage træk der ikke gave mening rent skakstrategisk, men gav god mening psykologisk.
   Og så læser jeg videre ud af det at Bent Larsen må efterhånden have opdaget at han kunne spille bedre intuitivt end sine analytisk skolede modstandere.
   Når det skulle gå stærkt, så var hans skakintution åbenbart bedre end hans analytisk toptunede sovjetiske modstandere. Altså gjaldt det om indimellem at foretage træk som ikke stod i teoribøgerne, og som ikke var klart forkerte, og som modstanderen derfor skulle bruge meget - for meget tid - til at tænk over modtræk til. Og så blev de ofte tvunget til at falde tilbage på deres skakintuition som, kan man antage, var svækket af al den teori og analyse som de var opflasket med og trænet i at udnytte hjemmefra.
   Artiklen i Information konkluderer - lidt patetisk - men hvad? Han var også en af de helt store:

Men Bent Larsen tilførte skak noget nyt med sin spontane stil, tilførte en romantisk tilbagegang til det ophøjede. Bragte med sine overraskende, uortodokse træk skak tilbage til et konkret spil udkæmpet mellem to duellerende individders intellekt. Alt andet fjernede han med sine træk, væk var fornuften, væk var teorier, væk var spilsystemer. Kun det menneskelige intellekt forblev tilbage.

Forskningsformidling eller undersøgende journalistik - i Politiken?

Politiken i går 18. sept. Rubrikken lyder: "EU. Dansk Folkeparti er det hemmelige ja-parti". Manchetten lyder: "Dansk Folkeparti slår sig op som landets mest EU-skeptiske parti. Men på Christiansborg stemmer partiet lystigt EU's lovgivning igennem."
   Det er manchetten der får mig til at læse videre i artiklen. 'Nogen' har undersøgt hvor meget de forskellige partier i Folketinget har stemt for 'EU-foranledigede' lovforslag. Og resultaterne indeholder flere overraskelser.
   En klar konklusion er Dansk Folkeparti stor set har stemt lige så ofte som de EU-positive partier for lovforslag der skal implementere EU-lovgivning siden 2001, hvor de blev fast støtteparti for VK-regeringen. Heroverfor stilles SF hvis procentvise støtte til EU-implementering har gået op og ned alt efter de strategiske politiske vilkår i Folketinget, men siden 2001 har de procentvis stemt klart mere EU-kritisk end DF.
   Her er pointen altså, som den fremhæves som artiklens vinkle i rubrik og manchet, at undersøgelsen dokumenterer at DF i offentligheden fremtræder ekstremt EU-kritisk, mens de i den politiske praksis på Christiansborg stemmer for langt hovedparten af de lovforslag som er et resultat af vores forpligtende EU-medlemskab.
   Politisk dobbeltmoral, kan man sige, en slags dobbelt bogholderi hvor den ene "kritisk pyntede" kolonne er den offentligheden kender til, mens den anden kolonne viser det reelle EU-sttøttende regnskab.
   Den anden pointe i artiklen er at den argumentation som Venstres politiske ordfører for nyligt har fremført for at DF ikke vil kunne deltage i et egentligt regeringssamarbejde efter et kommende valg, at den ikke holder en meter, i hvert fald ikke når man ser på DF´s stemmepraksis. De stemmer helt på linie med VK-partierne og de øvrige erklæret EU-positive partier (S&R) når det gælder EU-forpligtet lovgivning.

Artiklen går imidlertid videre end disse to overraskende og journalistisk set nyhedsværdige pointer - og skriver hen mod slutningen:

Spørgsmålet er måske snarere, om DF vil i regering. Partiet har jo hidtil haft succes med  at tiltrække EU-skeptiske vælgere og samtidig agere ansvarlig støtteparti.

Artiklen fremfører altså at partiet har haft en klar fordel af at spille på to heste. Og den leverer en dybere og ud fra et væsentlighedskriterium meget mere interessant konklusion:

Selv om Dansk Folkeparti lægger stemmer til at gennemføre de fleste lovgivningskrævende EU-direktiver, har partiet stærke vælgermæssige grunde til ikke at gennemgå en tilsvarende proces [red: som SF] og slutte direkte op om traktaterne. Den uenighed skal alle tre partier vise vilje til at 'indkapsle' i et fælles regeringsgrundlag. Ellers fordufter udsigten til en VOK-regering i horisonten.

Min umiddelbare reaktion på artiklen er at det er et solidt og gedigent stykke undersøgende journalistik der afslører et magtfuldt politisk partis image som "falsk", og som forbilledligt erstatter fordomme med fakta i offentligheden. Et smukt eksempel på at Politiken kan levere undersøgende journalistik med politisk kant - i modsætning til den herskende journalistiske trend hvor man går efter at afslører tvivlsom moral eller dobbeltmoral i politikeres personlige forhold og privatliv.
   Jeg søger tilbage til artiklens byline i indledningen og konstaterer at den er skrevet af Rasmus Brun Petersen og Flemming Juul Christiansen, to navne jeg ikke tidligere har bidt mærke i. Da jeg så går til slutningen af artiklen, fremgår det at de begge er - ikke journalister - men adjunkter ved institut for Statskundskab, Århus Universitet!!!

Jeg skifter min egen frame: Det er ikke journalister der har lavet en solid og fact-baseret undersøgelse som grundlag for et stykke væsentligt kritisk journalistik, det er to forskere der har formidlet nogle interessante forskningsresultater med nyhedsværdi til en bredere offentlighed.
   Ud fra et kreativitetssynspunkt er der tale om blending af to konceptuelle rum styret af hver sin frame - et inputrum der er foranket i en forskningsframe og et andet der er framet journalistisk: Den journalstiske redaktionsproces fører til en vinkling mod den af flere pointer som har størst nyhedsværdi: poltiske dobbeltmoral; mens det ud fra et forskningsmæssigt synspunkt er mere interessant i en konklusion at diskutere om DF vil opgive sit hidtidige strategisk fordelagtige ridt på to heste, for at kunne indgå i et forpligtende regeringssamarbejde efter næse valg.

Overordnet mener jeg at den udvikling på universiteterne som den borgerlige regering har været hovedansvarlig for de sidst ti år, har været nærmest katastrofal - med de radikalt ændrede styringforhold, finansieringsvilkår og krav til forskningen og forskerne. Men lige præcist der hvor det drejer sig om formidling af forskningen, har det været en klar gevinst at der stilles krav til forskerne om at formidle til en bredere offentlighed, og at det belønnes meriteringsmæssigt at gøre det.
   Det tvinger nemlig forskerne til som del af deres job og funktion løbende at skifte og veksle mellem de to frames: den der er knyttet til peer-review-institutionen, og den der er forpligtet på oplysning af en bredere offentlighed
   Mig giver artiklen anledning til at ride en gammel kæphest om at overskride faggrænser og etablere blending mellem forskning og journalistik: Hvorfor er der endnu ingen der har taget initiativ til at oprette et mere permanent og forpligtende samarbejde mellem undersøgende journalister og samfundskritiske forskere om at producerer interessant og aktuel viden om samfundsforhold og politik der kan omsættes i væsentlige  og kritisk-journalistiske historier?
   Et sådant forpligtende samarbejde mellem medier og forskningsinstitutter vil  på en gang kunne væe med til at opkvalificere den undersøgende journalistik (som længe har været i forfald), og samtidig hjælpe forskerne til at blive bedre til at leve op til kravene om at formidle deres forskning til en bredere offentlighed.