Debatten om 'Christianias børn´(2) - med opfølgende indlæg fra forfatterne til 'Forelsket i vinklen - om fikseringsfejl hos journalister'

Christiania-optog juli 1977 med Solvognsmedlemmer. Anna ’Trylle’ Petri er barnet øverst oppe. Foto: Nils Vest

I et tidligere indlæg skrev jeg om den debat som fulgte efter udsendelsen af dokumentaren 'Christianias børn - Skyggesiden af eventyret'. Og prøvede at forklare hvorfor debatten kørte godt og grundigt af sporet. 

   Hvis du ikke har læst det, eller ikke har det helt præsent, så er det en god ide at læse det her indlæg først:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2015/08/debatten-om-christianias-brn-om.html

Det har kastet et par interessante og perspektivgivende kommentarer af sig som jeg gengiver i det følgende - fra Malene Bjerre og Mikkel Hvid,  de to forfattere til den glimrende bog der kom i foråret: 'Forelsket i vinklen - om fikseringsfejl hos journalister', en bog jeg også refererer til i ovennævnte indlæg. 

Først Malene Bjerre:

Godt indlæg, Peter. Egentlig oplever jeg ikke selve udsendelsen som præget af fikseringsfejl. Jeg synes (som du) at Christianias børn er en virkelig god dokumentarfilm, der er klart vinklet på skyggesiderne ved at være barn i Christiania uden at se bort fra at det kun er en del af det store billede. Men jeg synes du viser rigtig godt (og det havde jeg ikke selv tænkt så klart) at det jo også hører med til udsendelsens forpligtelse at sørge for at den ikke bidrager til seernes fikseringsfejl. I stedet bør den gøre det mere tydeligt, fx i introen, at de fire deltagere ikke nødvendigvis er repræsentative for børn i Christiania. Så den ikke er så nem at fejlfortolke eller ligefrem misbruge af folk der er kritiske over for Christiania.

Jeg svarer:

Enig.

Men det er måske noget at skrive noget om i forlængelse af bogen - risikoen for at indplantere fordomsfunderede fikseringsfejl hos modtagerne, når vinklen i dokumentaren/fortællingen er skarp, casene er få - men stærke, der ingen sociologisk statistik findes der kan sige noget om mulighederne for at generalisere, og når konteksten i tid og socialt rum i øvrigt er diffus og udefineret.

   Jeg vil så hellere have den manglende "kontrakt-og-kontekst-tekst" til slut end i starten af filmen. Synes at en ordentlig tekst til sidst fortæller seerne at nu kan de godt indstille sig på at skifte tænke-og-oplevelses-'mode' - fra 'thinking fast' til 'thinking slow' - når de skal bruge den stærke oplevelse til derefter at mene og argumentere for noget sagligt, fx om børneliv og børneopdragelse under kritiske vilkår (som jo er foregået og stadig foregår andre steder end på Christiania).

  I 80´erne lavede jeg rigtig mange fakta-dramaturgikurser i Sverige for mange forskellige redaktioner, både nyheds-, magasin- og dokumentar-. Og jeg syntes den gang det var lidt gammeldags og støvet at SVT næsten uden undtagelse ved udsendelse af kritisk-kontroversielle dokumentarer lagde 15-30 minutters 'studiedebat' bagefter med vidende og kloge folk der kunne sætte oplevelser og følelser i et lidt mere sagligt, fagligt og distanceret perspektiv.

   Det synes jeg egentlig stadigvæk. Den dramaturgiske oplevelseskurve dykker jo markant efter dokumentarens klimaks med sådan en 'hale' af 'talking heads'. Men alligevel....

   Sådan som medieudviklingen har været i de senere år, og efter at dramaturgi og fortælleteknik er blevet en del af den professionelle main stream-kunnen blandt journalister og dokumentartilrettelæggere, så er jeg lige ved at synes at svenskerne måske havde fat i den lange ende ...

Malene: 

Det er en virkelig god pointe - at god brug af fikseringsfejlsgrebet ikke kun handler om, hvorvidt journalisten selv er fikseret, men også om deres journalistik understøtter eller modarbejder fikseringsfejl hos læserne. Og det er jo lige præcis her, begrebet også har væsentlig forklaringskraft i forbindelse med den konstruktive journalistiks fokus på at arbejde for forståelse og løsninger. Jeg er super glad for at få denne pointe skåret ud i pap.

Mikkel Hvid:

Det var dig, Peter, som lærte mig, hvad en vinkel er: Det er den påstand, som journalisten skaffer belæg for med citater, fakta og så videre. Og principielt er der ikke noget i vejen for at vinkle skarp på den pris, der har at være et barn af og fra Christiania.

   Problemerne opstår i relationerne til læserne og til kilderne. Det sidste først.

   Det virker som om aftalen med kilderne ikke har været klar nok. De kritiserer udsendelsen, fordi den ikke giver et retvisende billede af deres barndom, men det vil den heller ikke. Den vil – jf. vinklen – give et retvisende billede af de omkostninger, det har for børnene. Og spørgsmålet er så: Vidste kilderne det? Ville de have bidraget, hvis de vidste, at det var vinklen? Og - hvis vinklen har udviklet sig undervejs – har de så ret til at sige fra, hvis deres udtalelser bruges i en anden vinkel end den, som dokumentaren arbejdede med? Med andre ord:   Kan kilderne sige fra, hvis journalistens arbejdsvinkel udvikler sig? Den ret ville vi i hvert tilfælde sjældent give politikere og offentlige personer.

   Og så relationen til læserne: Som du, Peter, meget fornuftigt nævner, bør læserne kende præmissen for udsendelsen: Det her er ikke den journalistiske sandhed om Christiania, men den journalistiske sandhed om prisen for et social eksperiment. Men hvor skal det fremgå? Du foreslår til slut, og det kan der være en god grund til: Så husker vi det bedre. Omvendt er det irriterende, at man først får oplysningen til slut, for det er jo i virkeligheden et filter, som man burde have vurderet hele udsendelsen igennem. Jeg bliver så irriteret, når jeg læser en (fortællende) artikel, hvor det så i sidste linje fremgår, at navn og konkrete oplysninger er opdigtet. Så hvis det var mig, ville jeg anbefale, at forbeholdet (og det er jo det, det er), kommer i indledningen. Et kompromis ville være: Både og. Men er det ikke for meget?

Jeg svarer:

Til det første har jeg ikke noget afklaret synspunkt. 

   Men egentlig synes jeg der kunne være argumenter for at gøre forskel og behandle 'ikke-professionelle kilder' mere hensynsfuldt end 'politikere og offentlige personer'.

   Til det andet: I gamle dage, da jeg underviste i 'Faktion som udtryksmiddel' i DR, noterede jeg at mange af de meget dygtige og mest professionelle instruktører/tilrettelæggere der producerede fortællinger med blanding af fakta og fiktion på engelsk, at de som regel placerede kontrakt-teksten på skærm/lærred til slut, lige inden credit-oplysningerne.

   Fx Peter Watkins der stort set sluttede alle sine film, herunder den berømte og berygtede 'War Game' (1965), med en tekst på skærmen der udsagde at "filmen var lavet i samarbejde med medvirkende der udtrykker egne meninger og følelser."

  En af de mest berømte pionerfilm inden for engelsk drama-doc som jeg viste på faktionskurserne, 'Cathy, Come Home' fra 1966 af Ken Loach og Tony Garnett, den sluttede med følgende tekst på skærmen: "All the events in this film took place in Britain within the last eighteen months. 4000 children are separated from their parents and taken into care each year because their parents are homeless. West Germany has built twice as many hourses as Britain since the war."

   Jeg synes ofte det - i overført betydning - er 'at slå sig selv på munden' hvis man placerer et tungt kontraktuelt verbalt 'filter' i starten. Hvis det er en godt fortalt, væsentlig og gribende fortælling, så sker der nemlig et af to: enten glemmer man den som seer alligevel hurtigt et par minutter inde, og så er det slet ikke sikkert man kommer i tanker om den når filmen er slut; eller teksten fungerer som permanent mentalt grus i øjnene undervejs, så den oplevelse instruktøren har satset på med sin tilrettelæggelse og klipning, den bliver forstyrret og mudret undervejs.

   Jeg tror ikke man kan lave en entydig regel for alle film/fortællinger, men et ikke for forstyrrende tekstligt set up i starten, og så en ordentlig kontekst-tekst til slut, det er nok ofte en effektiv blanding.

   Men fx Poul Martinsen som jo er min 'helt' og reference på mange områder, producerede i 1977 en dramadokumentar om den svenske bankrøver Clark Olofsson. Den indledte han ganske bombastisk med følgende tekst på skærmen/lærredet: "Dette er den virkelige historie om den svenske bankrøver Clark Olofsson. Den dokumentariske baggrund er interview med Clark Olofsson, hans familie og venner samt med politi- og pressefolk, fængselsfunktionærer og andre. Sveriges Radio har stillet arkivfilm til rådighed. Alle spillescener er rekonstruerede og har skuespillere i rollerne."

Faktion igen igen - 'The Act of Killing' og 'Gensynet'

Jeg var til censormøde igår og mødte en lidt yngre kollega som fortalte hvor stor betydning min bog "Faktion som udtryksmiddel" havde haft for hende i sin tid - både som filmproducerende og underviser i film. 

   Men hun sagde også at hun frarådede sine studerende at "bruge" den fordi de ikke kunne finde ud af at bruge begreberne rigtigt - når de skulle skelne mellem fakta og fiktion, og fordi de med bogen i hånden fik gjort alle slags dokumentarfilm til faktion.

   Det gav mig anledning til at repetere bogens definition på faktion - nemlig at når fakta og fiktion blandes og - vel at mærke - blandingen giver anledning til "ballade" på afsendersiden (i forbindelse med arbejdet med research og produktionen) - eller på modtagersiden (i forbindelse med publikumsreaktioner og/eller anmeldelser), så er der tale om 'faktion' i bogens forstand.

  Vi kom ad den vej også rundt om spørgsmålet om direkte eller indirekte eller helt fraværende 'kontrakter' eller 'overenskomster' om faktionsfilms tvetydige forhold til virkelighed og sandhed.

En film jeg for nylig har set "The Act of Killing" af Joshua Oppenheimer og en anden film jeg endnu ikke har set men læst om de sidste dage, "Gensynet" af Anna Odell er begge klare eksempler på 'faktion' i min definition. Den første genrebestemmes officielt som 'dokumentar', den anden som 'spillefilm'. Men de er begge klokkeklare eksempler på 'faktion' i min gamle bogs forstand.

Først "The Act of Killing", som har vundet et stort antal priser, og som blev nomineret til en Oscar. Men hvori ligger 'balladen'? 

    

Filmen beskrives sådan her af Wikipedia:

   Forhistorien handler om et lille hjørne af de historiske begivenheder hvor Indonesiens begik folkedrab på over 500.000 en etnisk kinesiske indbyggere:

The film focuses on the Indonesian killings of 1965–1966, an anti-communist purge in which more than 500,000 people were killed. When Suharto overthrew Sukarno, the President of Indonesia, following the failed coup of the 30 September Movement in 1965, the gangsters Anwar Congo and Adi Zulkadry in Medan (North Sumatra) were promoted from selling black market movie theatre tickets to leading the most notorious death squad in North Sumatra. They also extorted ethnic Chinese locals, killing those who refused to pay. Anwar personally killed approximately 1,000 people, usually by strangling with wire.

Nutiden: Massemorderen Anwar er 40 år efter en kendt og i vide kredse både respekteret og frygtet indonesisk politiker og leder af en populær mafiøs og meget indflydelsesrig bevægelse:

Today, Anwar is revered as a founding father of the right-wing paramilitary organization Pemuda Pancasila that grew out of the death squads. The organization is so powerful that its leaders include government ministers, and they are happy to boast about everything from corruption and election rigging to clearing out peasants for land developers and genocide. A regime was founded on crimes against humanity, yet has never been held accountable.

Filmen viser optagelser af Anwar og venners  re-enacment af deres morderiske handlinger den gang, et skuespil de opfører på instruktørens opfordring under påskud af at de skal hjælpe med at forberede en film om hvad der skete den gang. 

   Som publikum oplever vi så i filmens løb hvordan det gradvist påvirker de medvirkende at genopleve og mime de ugerninger de foretog sig.

Invited by Oppenheimer, Anwar and his friends eagerly re-enact the killings for the cameras, and make dramatic scenes depicting their memories and feelings about the killings. The scenes are produced in the style of their favorite film genres: gangster, western, and musical. Various aspects of Anwar and his friends' filmmaking process are shown, but as they begin to dramatize Anwar's own nightmares, the fiction scenes begin to take over the film's form, leading the film to become increasingly surreal and nightmarish. Oppenheimer has called the result "a documentary of the imagination".

Vi oplever også hvordan nogle af de medvirkende er uenige om hvorvidt offentliggørelsen af de scener hvor de gennemspiller de tidligere rædselsfulde handlinger, kan skade deres image - eller måske snarere bidrage til at styrke deres nuværende magt:

While some of Anwar's friends realize that the killings were wrong, others worry about the consequences of the story on their public image. Younger members of Pemuda Pancasila argue that they should boast about the horror of the massacres, because their terrifying and threatening force is the basis of their power today.

Hovedpersonen Anwar får emotionelle kvababbelser og bliver stærkt påvirket under nogle af optagelserne hvor han selv skal spille offer:

After Anwar plays a victim, he cannot continue. He says that he feels what his victims have felt. Oppenheimer, from behind the camera, points out that it was much worse for the victims, because they knew they were going to be killed, whereas Anwar was only acting. Anwar then expresses doubts over whether he has sinned or not, tearfully saying he does not want the memories of what he did to come back to him. He revisits the rooftop where he claims many of his killings took place, and gags repeatedly. The dancers from the film's theatrical poster are seen before the credits begin to roll.

Filmen er dybt fascinerende og på en gang mareridstagtig og hylende morsom i passager. Og man sidder som publikum og tænker: 

   - Det kan ikke være rigtigt! - dels at de hovemedvirkende har været så kyniske, forbryderiske og umenneskelige den gang - samtidig med at de nu er en slags nationale helte. Og dels er det utroligt at de er gået med til - på instruktørens opfordring - at optræde i disse 'genindspillede scener' for rullende kamera. Er det i virkeligheden skuespillere der spiller rollen som de gamle forbrydere der spiller sig selv?

   Og er der egentlig tale om dokumentation af noget som helst i det store historiske perspektiv, eller er der snarere tale om illustrerende optagelser af nogle få kyniske psykopaters forvrængede og måske falske erindringer om deres optræden for 40 år siden?

   Filmen og mange spørgsmål kører rundt i hovedet på en længe efter man har set den.

Som sagt er filmen blev højt anerkendt og har vundet mange internationale priser. 

    Men kritik og ballade har der også været. Blandt andet om instruktørens etik, både over for de medvirkende bødler og og over for ofrene og deres overlevende familier. Se her:

”Giv ikke en Oscar til denne snuff-film.”

   Sådan lyder det bramfrie råd, som BBC-redaktør Nick Fraser for nylig gav i The Guardian om den dansk-producerede The Act of Killing.

   Snuff – eller dødsporno – beskriver en type film, der skildrer virkelige mord med underholdning og finansiel udnyttelse for øje.

   Sådan opfatter Fraser Joshua Oppenheimers danskproducerede dokumentarfilm, der på søndag kan vinde en Oscar. I filmen får Oppenheimer tidligere medlemmer af en dødspatrulje i Indonesien til at iscenesætte det folkemord, de begik i 1965.

   ”Jeg bryder mig hverken om den æstetiske eller den moralske præmis iThe Act of Killing,” skriver redaktøren.

   ”Jeg er stor modstander af filmen. At få bødler til at skrive og genindspille deres egne mord for publikums skyld virker som en dårlig ide af mange forskellige årsager.”

http://www.ekkofilm.dk/artikler/act-killing-er-snuff/

Både det kinesiske kommunistiske regime som totalt har fortiet massakren over for den kinesiske befolkning, og den indonesiske regering som har neddroslet dens historiske betydning og omfanget af grusomhederne, afviser at filmen er repræsentativ for virkeligheden den gang. 

   Se mere her i disse artikler fra tidsskriftet Ekko:

http://www.ekkofilm.dk/artikler/indonesien-mistaenkeliggorer-dansk-oscar-favorit/http://www.ekkofilm.dk/artikler/dansk-oscar-hab-vaekker-vrede-i-kina/

Wikipedia refererer nogle af de kritikpunkter som er blevet fremført mod filmen, og instruktørens svar:

In some quarters Oppenheimer has been accused of treating his subjects in bad faith.[15] As far as their goal at the beginning was to glorify mass murder, Oppenheimer responds that could never have been his goal, therefore that side of them may have been betrayed.In an interview with The Village Voice, Oppenheimer said, "When I was entrusted by this community of survivors to film these justifications, to film these boastings, I was trying to expose and interrogate the nature of impunity. Boasting about killing was the right material to do that with because it is a symptom of impunity."[20]

   Australian National University Professor of Asian history and politics Robert Cribb stated that the film lacks historical context.[21] In reply, Oppenheimer said that "the film is essentially not about what happened in 1965, but rather about a regime in which genocide has, paradoxically, been effaced [yet] celebrated – in order to keep the survivors terrified, the public brainwashed, and the perpetrators able to live with themselves... It never pretends to be an exhaustive account of the events of 1965. It seeks to understand the impact of the killing and terror today, on individuals and institutions."[22]

Faktion? Ja, også i den grad.

Den anden film som er aktuel i nogle - få - biografer - er "Gensynet" (svensk: "Återträffen"), skrevet og instrueret af den svenske performance- og provokunstner Anna Odell. Og hun medvirker også selv som filmens hovedperson - under eget navn.

    Filmen er på den ene siden en 'spillefilm' - 'featurefilm' - med skuespillere (og instruktøren) som medvirkende, og på den anden side så var filmen altså samtidig uhyre populær på dokumentarfilmfestivalen sidste år: CPH:DOX!

   Men hvad dokumenterer den? Hvad havde den at gøre der?

Katrine Hornstrup Yde fortæller filmens plot sådan her i Informations filmtillæg den 1. maj:

På nogenlunde samme tid (hvor hun blev debatteret vildt i medierne for et fake selvmord) er det 20 år siden, at Anna gik i folkeskole, og hunhar forberedt en tale - en slags kunstprojekt - om den tid, som hun vil holde for de andre til juilæet. På et tidspunkt finder hun ud af at de andre faktisk har fejret jubilæet. Uden at invitere hende. Så laver hun sin egen jubileumsfest med egne skuespillere og læser tale op for dem og forårsager den skandale,som hun forestiller sig, at hendes rigtige klassekammerater måske havde frygtet hun ville lave. Og så inviterer hun disse rigtige klassekammerater til at se filmen, hvilket så bliver konfrontationsprojektet.

Men faktisk ville ingen af klassekammeraterne tage imod invitationen til at se denne imaginære 20 års reunion-fest med Annas tale og skandaløse optræden. Hvorfor Anna Odell så også indspiller denne udeblevne konfrontation med nogle af de skuespillere som medvirkede i første del af filmen. 

   Så den færdige film består altså af to fiktive hoveddele - en fiktiv fest og en fiktiv visning for nogle af - de fiktive - festdeltagere.
   (NB! Dette anfægtes af en troværdig kildes kommentar i slutningen af indlægget, ifølge hvilken nogle klassekammerater faktisk mødte op for at se filmen. Scenerne i sidste del af filmen med skuespillerne der i rollen som gamle klassekammerater ser første del af filmen, er altså en form for rekonstruktion, hvilket udtvivlsomt øger filmens "dokumentariske værdi" - men ikke ændrer på at det er et eksempel på 'faktion')

Katrine Hornstrup Yde forklarer:

Filmen er dermed en slags dobbelt kontrafaktisk fortælling. Den er et arbejde med konfrontation - uden at klassekammeraterne nogensinde konfronteres. Men det er også lige meget, faktisk. For vi, publikum, bliver jo netop konfronteret. Det er vigtigere. Vi konfronteres med vores erindringer og nutidige selvbilleder, når vi hører Anna fortælle om sin tid i skolen. Også vi er voksne og har været børn i en skoleklasse.

Katrine Hornstrup Yde prøver også på at give en forklaring på hvorfor denne dobbelte fiktion opleves så virkelig som var det en dokumentar. Det er noget med øjnene og øjenkontakten med seerne:

Hendes øjne, filmen igennem, de utrygge vrede og glødende øjne, er et dokumentarisk vidnesbyrd om en barndom og ungdom med ydmygelse og længsel.

 

På en måde lægger filmen sig i forlængelse af det begreb som Hans Hauge og andre har brugt til at karakterisere fx Ove Knausgårds "Min Kamp": 'fiktionsfri fiktion'. Og umiddelbart får jeg jo også association til Vinterbergs "Festen".

   Men det er først og fremmest anmeldelserne der gør at jeg vil sætte etiketten 'faktion' på "Gensynet".

   

Kim Skottet er som tilskuer stærkt berørt fremgår det af hans anmeldes i Politiekens film- og tv-tillæg: "Jeg vil påstå at ingen, absolut ingen, der har gået i skole - og det er jo de fleste af os! - vil være uberørt af 'Gensynet'."  

   Men han har problemer med kontrakten - og dermed 'sandhedsværdien' i filmen:

Sandhedsværdie i 'Gensynet' er ikke sådan lige at til at gennemskue. Er det en dokumentarfilm? Nej, men den beskæftiger sig specifikt med dokumentarfilmens fortællestrategier. Så måske på en måde alligevel. Selv kalder hun det undervejs en spillefilm. Nok mest for med prædikatet fiktion at berolige de gamle klassekammerater, som hun jo vil lokke til at deltage i sit projekt. 

   Eleverne spilles af skuespillere, der optræder under deres eget navn. Men er det så en spillefilm? Næ, heller ikke. I anden del af filmen konfronteres de gamle elever med mend Anna Odells 'spillefilm'. Til gangen er dokumentarisk, mens skuespillerne fra filmens første del dukker nu op i andre roller. Er noget af det strengt taget virkeligt? Er noget af det strengt taget fiktion? Måske var der slet ikke nogen fest. Måske er livet den fest, Anna Odell i skolen blev belært om at hun ikke var inviteret med til.

Mængden af retoriske spørgsmål i Skottes anmeldelse illustrerer kontraktusikkerheden. 

   Anmeldelsen slutter sådan her, og dokumenterer at filmens dobbelte fiktions-saltamortale er ekstremt effektivt når det gælder at skabe identifikation med "de onde", skolekammeraterne i filmen, en gyseragtig identifikation man derefter er rigtig flov over:

Selve festen er et smörgasbord af tåkrummeri. Jeg blev selv overrumplet af voldsomheden af  den instinktive lyst til, at hun skal sætte sig ned og tie stille. Kan vi ikke bare hygge os og have det sjovt? Herregud, vi var jo bare børn.

DR´s filmanmelder fra "Filmland", Per Juul Carlsen, skriver også en anmeldelse som viser at han er rystet. Den har nemlig rammeform af et personligt brev til en gammel, ellers 'glemt' skolekammerat, Lennart, som han den gang var med til at mobbe, men et mobberi som han først blev sig bevidst da han som voksen mange år efter fik det bevidnet at en helt tredje person.

   Filmen aktiverer altså denne - ubehagelige - erindring hos Per Juul Carlsen, og slår ind i hans anmelderrolle som forvirring og usikkerhed om 'kontrakten' - og også med reference tilbage til Anna Odells tidligere meritter som skandaleombrust performance-provokatør:

For 5 år siden udførte hun et kunstprojekt, hvor hun iscenesatte sit eget selvmord, hvilket skabte stor opstandelse i Sverige. Når hun spørger sine gamle klassekammerater om de vil være med i en film, hvor de skal konfronteres med deres fortid som mobbere, kan man sådan set ikke fortænke dem i, at de har kolde fødder. Anna Odell skaber radikal, konfronterende kunst, ikke terapi eller dokumentaristisk journalistik. Hvem ved hvad de går ind til?

   Odell kan gøre som hun har lyst til med deres medvirken. Og det gør hun. I anden halvdel ser vi 4-5 af hendes mobbere reagere på Odells fiktive festfilm, men situationerne er tydeligvis iscenesatte, og spillet af skuespillere. Det gør det umuligt at gennemskue hvad der er fiktion og virkelighed.

   Som dokument over mobberes opførsel - også når de er voksne - skal 'Gensynet' derfor tages med en skovlfuld salt. Odell er på krigsstien, alt bliver drejet i en konfronterende retning, og det er meget svært ikke at få den tanke, at hun i sin opførsel selv havde en andel i sin position i skoletiden. Hvis filmen er altså ikke er fiktion fra ende til anden.

Igen ser vi anmelderens identifikation - ikke med mobbeofferet Anna - men med skolekammeraterne. Og konklusion er - med tilpas verbalt forbehold - at hun nok egentlig selv har været ude om det - med den personlighed hun udviser i filmen. 

Denne åbenbart udbredte anmelder-tilskuerraktion forholder Katrine Hornstrup Yde sig til i en klumme i dagens Information (8/5/14), med afsæt i at Adrian Lloyd Huges som vært i tv-programmet "Smagsdommerne" indleder med følgende personlige intro:

Før vi går i gang med diskussionen af denne her film, vil jeg hør om jeg er den eneste, som tænker, at denne film egentlig er beviset på, at der findes mobning, som er fuldstændig berettiget og nødvendig, og spørgsmålet er om Odell overhovedet er blevet mobbet nok i sin barndom?.

Igen et stærkt og provokerende udtryk for identifikationen med mobberne. Som fik et efterspil på Facebook a la det som Per Juul Carlsen også havde oplevet med Lennart.

Katrine Hornstrup Yde ser filmen "Gensynet" som en historie med en underliggende eventyrmatrice: brødrene Grimms barske ikke-disneyske "Askepot." Hun er blevet mobbet af sin stedsøstre, og da de hyklerisk møder op til hendes bryllup, hakker fuglene som er Askepots trofaste medhjælpere, øjnene ud på dem:

Og sådan kan verden sat på grundfortælleformel, være så tilfredsstillende enkel og og idiotisk voldelig og umulig at blive klog på, hvis man som de fleste - i aktiv eller passiv form - har undertrykt en Askepot. For hvis de underkuede vinker tilbage med psykopatfugle, underkuer man dem så ikke bare lidt ekstra for at undgå at få øjnene prikket ud.

Et smukt eksempel på en faktionsfilm, er "Gensynet" i hvert fald. 

   Her er en trailervideo med en scene fra filmen:

 http://bionyheder.dk/film-trailer/14932/gensynet

En personlig erindring apropros: 

   I sidste halvdel af 70´erne og begyndelsen af 80´erne udsendt Danmarks Radios TV-DRAMA-afdeling en række programmer med genrebetegnelsen "spontanspil". Instruktøren var journalisten, forfatteren og dokumentaristen Poul Trier Pedersen, og jeg var selv hjælpeinstruktør på en nogle af dem. 

   Teknikken i spontanspil var at lade de medvirkende i et studie konfrontere sig med hinanden gennem spontant iscenesatte realistiske forløb om konflikter og roller som de havde personlige erfaringer med. 

   Ofte blev deltagerne bagefter konfronteret med optagelserne af dem selv, og deres kommentarer og indbyrdes diskussioner blev så også optaget, og efterfølgende redigeret ind i en montage med de primære konfrontationscener.

   De medvirkende var ofte "almindelige mennesker" i egne roller inden for en fælles social ramme: en skoleklasse, et fængsel, et fragtskib, et sygehus. Men i nogle af spillene var disse medvirkende blandet med skuespillere i forskellige scener. Det var for eksempel tilfældet i spillet "I anledning af Nora" fra 1981, som jeg var medtilrettelægger af.

Det var kendetegnende for anmelderne at de i deres anmeldelser af spontanspillene havde problemer med genren og altså med kontrakten. Den dokumentariske realisme i replikker og følelsesudtryk blev tilskrevet Poul Triers instruktion og manuskripter, men de var altså spontane, improviserede - og fremtrådet dermed autentiske og dokumentariske inden for den konfronterende rammesætning.

Iscenesættelse er iscenesættelse er iscenesættelse

Torsdag den 3. januar bragte TV-Avisen et indslag om starten på retssagen mod ledelsen af EBH Banken og Sparekassen Himmerland ved Retten i Hjørring.

   Det viste sig at de dækbilleder der blev brugt i indslaget, var af en demonstration af utilfredse aktionærer som var iværksat af et produktionsselskab i forbindelse med optagelser til en serie som selskabet havde skrevet kontrakt om at lave til DR.

   Det forhold at demonstrationen var arrangeret med henblik på at blive brugt i en tv-serie, gjorde TV-Avisen ikke opmærksom på i udsendelsen. Angiveligt fordi TVA-journalisten på stedet ikke var klar over det.

   Det var naturligvis en fejl, der da den blev opdaget og påpeget, blev beklaget og undskyldt.

Fejlen affødte i de følgende dage en af de typiske pressestorme hvor journalister skriver noget de ikke skulle have skrevet, eksperter udtaler sig uden at kende til sagens præcise omstændigheder, chefer kommer med forhastede udtalelser og domme. Og offentligheden bliver smækforvirret.

   Blandt andet citeres nyhedsdirektør i DR Ulrik Haagerup for at have udtalt:

En dokumentar i almindeligt journalistsprog betyder, at man følger og registrerer virkeligheden. Man forsøger at afdække virkeligheden. Man forsøger ikke at konstruere den. Alene derfor kan der ikke være tale om en dokumentar.

Den eneste der i første omgang så ud til at holde hoved koldt og formulere sig klart, var kanalchef Lotte Lindegaard der skulle forsvare den serie tv-udsendelser som ’demonstrationen’ skulle være en del af:

Man må gerne arbejde med iscenesættelser, og det er egentlig hele grundpræmissen for den serie, der kommer senere, men jo kun, hvis man gør meget, meget tydeligt opmærksom på det, både over for seerne og over for dem, der i øvrigt kunne være involveret i produktionsprocessen. Man kan sige: Jo mere iscenesættelse, jo tydeligere varedeklaration. Det er rigtig vigtigt, at der er en varedeklaration, hvor der står, at det her iscenesætter vi - og det gør vi af de her grunde. 

Den slags medieuvejr kommer der tilsyneladende flere og flere af og med kortere og kortere mellemrum.

   Selv oplevede jeg pressehurlumhejet fra sidelinien. Jeg blev ringet op af flere journalister i løbet af weekenden. De ville høre om jeg havde nogle synspunkter på ”iscenesættelse” med anledning i balladen og de modstridende udtalelser fra forskellige af sagens parter. De havde alle opsporet at jeg en gang (1990) havde skrevet en bog ”Faktion som udtryksmiddel” som handlede om blandingen af fakta og fiktion i medierne, specielt tv og film. Jeg var vel dermed en ekspert på hvor langt man måtte gå mht. ”iscenesættelse” i fakta-tv og tv-journalistik, antog de.

   Den weekend var jeg faktisk i gang med at skrive et blogindlæg med afsæt i sagen, så jeg henviste til det. Og holdt så i øvrigt et længere foredrag i telefonen om iscenesættelsens historie i dansk tv-dokumentarisme fra 1968-og de næste 40 år frem.

Mit grundsynspunkt var og er at man simpelt hen ikke kan lavet tv – uanset genre og altså heller ikke tv-nyheder - uden at iscenesætte. Det er et påtvunget vilkår af selve produktionsformen når man vil fortælle historier i levende billeder.

   Men i hvilket omfang, på hvilke områder, og på hvilke måder man arrangerer, aftaler, tilrettelægger, instruerer og iscenesætter det vi ser og hører i tv, det er der langt hen ad vejen blandt professionelle tv-journalister enighed om IKKE at fortælle seerne.

   Det kunne svække troværdigheden og den uudtalte men illusionsbefordrende kontrakt med tv-seerne om at det gør man da selvfølgelig ikke - man afspejler bare og afrapporterer fra virkeligheden der ellers udfolder sig helt af sig selv - lige når man er der med et hold. Svarende til den opfattelse nyhedsdirektøren gav udtryk for i kampens hede de første dage.

Det der undrede mig den weekend, var imidlertid at de journalister der ringede, tilsyneladende heller ikke vidste hvordan det reelt forholdt sig. 

   De spurgte ”for dumt” i betragtning af at de også som skrivende journalister dagligt og uden nogen form for etiske kvababbelser arrangerer, tilrettelægger, konstruerer, iscenesætter og vinkler deres historier på avissiden. Ikke i levende billeder, men i sprog: ord, sætninger, slaglinier, metaforer, metonymer, bevingede ord, rubrikker, citater, manchetter, illustrationer, fotos, grafik.

   Underteksten i deres spørgsmål var i alle tilfælde at ”iscenesættelse” i journalistisk sammenhæng måtte være dybt problematisk – etisk og professionelt. Det var som om selve ordet gav dem nogle mentalt forvrængende skyklapper på.

Ifølge ’Den danske ordbog’ bruges ”iscenesætte” i to betydninger: 

- 1. kunstnerisk tilrettelæggelse og instruktion af en forestilling på et teater el.lign. 

- 2. organisere og iværksætte noget, ofte med henblik på at præsentere det på en bestemt måde; SYNONYM: arrangere.

Det var klart at journalisterne bevidst eller ubevidst både i spørgsmålene til mig og i rubrikkerne og manchetterne til avisartiklerne, dramatiserede virkeligheden og øgede forvirringen ved at udnytte at en af betydningerne associerer til ”fiktion”, mens ordet i den anden såkaldt ’overførte’ betydning refererer til en proces der ikke har med fiktion at gøre.

Så tog jeg ud at rejse, en rejse i et land uden netadgang, så jeg kunne ikke løbende følge hvordan ”skandalen” videre udviklede sig. Da jeg kom hjem den 20. januar havde mediestormen lagt sig. DR havde nedsat et udvalg der skulle se på og stramme op på retningslinjerne for hvor meget og hvordan man måtte iscenesætte i tv. Og Ulrik Haagerup hvis oprindelige udtalelser om grænserne for iscenesættelse i dokumentarisme havde startet uvejret, udtalte til Mediawatch.dk den 31. januar at han beklagede sin lange selvpålagte ”mundkurv.” Det var ”en dårlig ide” fordi…

”Tavsheden førte til en masse påstande og historier om DR Nyheder. En af de ting, der kom til at køre længe var, at min grundholdning skulle være, at iscenesættelser burde være forbudt til alle tider i enhver form for tv-produktion. Det ville være en tåbelig holdning, som jeg ikke har, for der er konstruktioner og iscenesættelser i enhver form for journalistik," siger Ulrik Haagerup.

   Han uddyber, at hans udtalelser om iscenesættelser var møntet på at forklare, hvorfor DR’s reporter den dag i Hjørring var langt fra at gennemskue den konstruerede virkelighed, han viderebragte.

   ”Det var et forsøg på at sige, at når man som nyhedsreporter hører ordet dokumentar, så tænker man ikke, at det, der foregår, er iscenesat,” siger Ulrik Haagerup.

   To uger efter og fri af tavshedsløftet ønsker nyhedsdirektøren dog ikke at sige noget nærmere om, hvor han så synes, at iscenesættelsens grænser går.

   ”Der er grænser, og inden for nyhedsområdet er de snævrere, end hvis man laver X Factor, men hvor de nøjagtigt ligger i de forskellige genrer, diskuterer vi nu i DR's programetikudvalg, der er ved at udarbejde nye retningslinjer," siger han.

   Ulrik Haagerup sidder selv i programetikudvalget, der skal definere den nye etiske bestemmelse om DR’s brug af iscenesættelser, som DR’s direktion bebudede i sin redegørelse om sagen – og som bestyrelsen kraftigt bakkede op.

   - Men helt groft hører iscenesættelser hjemme eller ej i dokumentargenren? 

   "For mig er det afgørende, at præmissen er klar – både for seerne og omgivelserne. Men præcis hvordan DR bruger og ikke bruger iscenesættelser i fremtiden, er vi nu i gang med at formulere i revidering af DRs Programetik," siger Ulrik Haagerup.

Det er naturligvis fint at TV-nyhedsdirektøren officielt er kommet til fornuft. Og på tide.

   Men allerede tre uger tidligere, 11. januar, afleverede Danmarks Radios generaldirektør Maria Rørbye Rønn faktisk en særdeles nuanceret ”Redegørelse til DRs bestyrelse”.

   Den blev kun kort og summarisk omtalt i pressen, og vinklen var typisk at nu var nyhedsdirektør Haagerup blevet underkendt af sin generaldirektør. 

   Hvad redegørelsen faktisk indeholdt substantielt om forholdet mellem iscenesættelse og TV i DR-regi, blev stort set ikke beskrevet i dagspressen.

   For mig endnu et beklageligt eksempel på at medierne hellere dyrker processer med vinkling og vægt lagt på indbygget person-dramatik, frem for at oplyse om substansen i en historie. 

Jeg synes virkelig Generadirektør Rørby Rønns redegørelse for hvorfor og hvordan DR anvender iscenesættelser, fortjener at blive citeret og læst af en større offentlighed - ikke mindst af skrivende journalister:

Hvorfor bruger DR iscenesættelse? 

   I bestræbelserne på at gøre public serviceindhold relevant for alle danskere afsøger DR hele tiden nye måder at fortælle historierne på, så de engagerer og inspirerer flere og får gennemslagskraft. I forbindelse med lanceringen af det nye DR1 har DR f.eks. arbejdet målrettet med at give seerne et mere vitalt og relevant tilbud – ved at arbejde meget med formidlingen.

   Som en del af det, anvender DR en lang række greb og virkemidler. Et af dem er iscenesættelse, der bruges til at visualisere, tydeliggøre og/eller skabe en klar ramme for fortællingen.

   Iscenesættelsen skal fremstå tydelig – både for seerne og for de involverede.

   På tv-mediet anvendes en lang række forskellige former for iscenesættelser. En af de muligheder, der benyttes er at bringe mennesker sammen der ellers ikke ville have mødt hinanden.

   Ligesom vi i DR taler om at inddrage og inkludere danskerne i vores produktioner, er der i øjeblikket en tendens både i Danmark og udlandet til at hjælpe borgerne med at fremføre deres synspunkter og komme i dialog med ansvarlige. Erfaringen er, at den type konfrontationer giver stemme (empowerment) til mennesker, der ellers har svært ved at komme til orde overfor ansvarlige, at de medvirker til at skabe konstruktiv dialog mellem konfliktende parter, samt at det styrker identifikationen hos seerne, at det er de forurettede, der bærer fortællingen og ikke en journalist. 

Hvornår bruger DR iscenesatte optagelser?

   Ligesom hos alle andre broadcastere (nationale og internationale) bruger DR forskellige grader af og forskellige former for iscenesatte optagelser i en bred vifte af DRs tv-programmer. Det gælder en lang række af de faktaserier, som sendes i DR1s primetime, hvor iscenesættelse bruges som fortællegreb til at vise almenmenneskelige følelser, samfundstendenser eller vigtige problemstillinger. Det gælder f.eks. nye programsatsninger som ”Mit Livs Publikum”, ”Myginds Mission”, ”Gør Danmark Dansk”, ”Blod, Sved og T-shirts” – og gamle kendinge som f.eks. ”Sporløs”. 

   I disse programmer sætter DR handlinger i gang, bringer mennesker sammen (der ellers ikke ville have fundet sammen) og filmer resultatet.

   DRs ugentlige aktualitetsprogram ”Kontant” gør også som en integreret del af konceptet brug af iscenesættelser og har i flere omgange samlet utilfredse kunder og konfronteret dem med den anklagede.

   I samarbejde med DFI har DR stået bag en række anerkendte og prisbelønnede dokumentarfilm, som alle har iscenesættelsen som et væsentligt element. Det gælder f.eks. Mads Brüggers ”Det Røde Kapel” (vandt World Cinema Documentary Competition ved Sundance Film Festivals 2010 og bedste nordiske dokumentar ved Nordisk Panorama 2009) og ”Ambassadøren” (vandt en Robert for årets bedste lange dokumentar 2012) , Anders Østergårds ”Burma VJ” (der har vundet over 50 priser internatonalt og ”The Act of Killing” af Joshua Oppenheimer, der er én lang iscenesættelse, og som vandt hovedprisen på Copenhagen Dox i 2012.

   DR har også selv produceret dokumentarprogrammer med brug af iscenesættelser. Det er for eksempel 44 år siden Poul Martinsen tilrettelagde det sociale eksperiment ”Broen”, hvor rockere og flippere skulle samarbejde om at konstruere en bro - iscenesat og faciliteret af DR. Poul Martinsen stod også bag ”Lydighedens dilemma”, hvor de medvirkende – uden at være informeret på forhånd – deltog i et iscenesat eksperiment. 

  Et nyere eksempel er DR Dokumentars ”100 dage uden stoffer”, hvor fire stofmisbrugere sættes på en DR-initieret afvænning. 

På mange måder er der tale om en forbilledlig gennemgang der viser at iscenesættelse i begge betydninger af ordet og i mange varianter er en del af enhver moderne tv-tilrettelæggers ’værktøjskasse’.

   Denne ’værktøjskasse’ for journalister og andre tilrettelæggere af fakta- og underholdnings-tv, har jeg beskrevet i detaljer i lærebogen ’De levende billeder dramaturgi, bind 2. TV fra 2003. Der har ”værktøjskassen” fået det samlende navn ”fortællerplot”. Det definerer jeg således:

Fortællerplot vil vi tale om når det er tilrettelæggeren af et fakta- eller et underholdningsprogram der selv iscenesætter (eller er medvirkende til det) et handlings- og begivenhedsforløb for at skaffe visual proof til levendegøre og anskueliggøre historiens sandhed og virkelighed – med det overordnede formål at levere autentisk virkende scener og vendepunkter der kan øge fremdriften og forstærke identifikations- og fascinations-mulighederne i programmet.

I lærebogen undgår jeg bevidst at bruge betegnelsen ’dokumentar (-programmer)’ da betegnelsen ikke bare er tvetydig som ordet ’iscenesættelse’, men er mangetydig og med et betydningsindhold der har skiftet og udviklet sig igennem årene. I DR var det først i løbet af 80-erne at ordet ’dokumentar’ så småt vandt indpas på tv-siden, på radiosiden først 10 år senere – sideløbende med at ’radiomontagen’ som genre blev udraderet.

   Det er klart at det produktionsselskab der havde iværksat demonstrationen i Hjørring. har arbejdet med et koncept hvori indgik plotning af virkeligheden i den definition som er citeret ovenfor. Og af generaldirektørens redegørelse kan man se at konceptet ikke grundlæggende har adskilt sig fra så meget andet fakta- og virkelighedsbaseret tv.

Det fremgår endvidere af ’De levende billeders dramaturgi, bind 2. TV’ at fortællerplot forekommer og bruges i alle fakta- og underholdningsgenrer, også nyheder og magasinindslag. Den enkelte tv-genre sætter rammer for hvilke plot der kan og bliver udnyttet. Men der sker hele tiden fornyelse og cross-over-hybridisering mellem genrer i tv. Bare tænkt på at en stand up som jo i den grad er en iscenesættelse af journalisten, var utænkelig i et dansk tv-nyhedsindslag (bortset fra udlandsreporterne) helt frem til begyndelsen af 90-erne.

   Derfor er jeg skeptisk over for det projekt DRs ledelse nu har sat sig for, nemlig at give skrevne og officielle retningslinjer for hvor og hvordan man som journalist/tilrettelægger må ’iscenesætte’.

Jeg mener at problemet er defineret forkert. Det er ikke ’iscenesættelserne’ – ’plotningen’ – der er problemet. Problemet er 'kontrakterne' med seerne der som regel er uudtalte og derfor udnytter at seeren når de sidder og oplever et tv-nyhedsindslag eller et andet journalistisk faktaprogram, så går ud fra følgende intuitive grundsætning: "What You See Is All There Is". 

   En eksplicit og offentligt formuleret 'kontrakt' med seerne  ville kunne sikre at de i det mindste er oplyst  og bevidst om: "There is more to it than what you see."

   I faktionsbogen fra 1990 skriver jeg om ’faktaprogrammers virkelighedsillusion’ (og heri er også inkluderet tv-nyheder):

Den del af et faktaprograms sandhedsautoritet der hænger sammen med forestillingen om at virkeligheden og fremstillingen af den i mediet er uafhængige af hinanden, det er altså for en stor del en illustion. Og denne illusion om ”faktavirkeligheden” produceres i princippet på samme måde som fiktionens illuderede virkelighed, nemlig ved at udelukke eller undertrykke de udtryk som kan tænkes at henvise til alle de ligheder der er med fiktionens arbejds- og produktionsprocesser. Den slags udtryk vil over for seerne nedbryde forestillingen om at den fremstillede virkeligheds handlinger og udtalelser foregår spontant og upåvirket af mediet, og derved risikerer man alvorligt at undergrave den uudtalte faktaoverenskomst som programmets sandhedseffekt står og falder med. At der virkelig er tale om den samme måde at skabe illusion på, kan man bl.a. se i de underholdningsprogrammer hvor man viser de fraklippede såkaldte ”bøffer” (”bloobers”); her er det præcis lige så morsomt og befriende at se fraklip fra fakta som fiktion.

For næsten præcis 3 år siden var der en lignende mediestorm – ikke om tv-nyheder og 'iscenesættelse ' – men om den endnu mere populære programserie ”Sporløs”. Den endte med at en implicit og uudtalt, men illusionskabende faktakontrakt som hidtil havde omgivet udsendelsen, blev afløst af en anden eksplicit og udtalt overenskomst med seerne:

Redaktionen på Sporløs har før optagelserne lavet forberedende research og været i kontakt med familien der søges efter. Programmets hovedperson er ikke bekendt med resultatet, men oplever under optagelserne et realistisk forløb. Alle møder i programmet er autentiske og finder sted for første gang.

Sådan: "There is more to it than what you see."

Efter min mening burde der være en lignende formuleret og udtalt eller skrevet varedeklaration og produktionsbeskrivelse (=’kontrakt’/’overenskomst’) i forbindelse med mange flere, ja i princippet alle udsendelser og genrer.

   Og jeg vil anbefale at man i forhold til TV-Avisens seere skrev eller udtalte en tilsvarende eksplicit faktaoverenskomst. 

   Noget af teksten kunne måske se sådan ud:

Redaktionen for TV-Avisen har før optagelserne researchet de oplysninger vi giver i speaken så godt som det er muligt på den meget kort tid vores journalister har haft. De repræsenterer derfor kun den bedst opnåelige udgave af sandheden på produktionstidspunktet. 

   Interviewcitater er som regel klippet ud af interviews af meget længere varighed, og de spørgsmål som de er svar på, har vi som regel klippet ud.

   De medvirkende der udtaler sig, er ofte blevet instrueret om at bevæge sig eller sidde og se ud som om de arbejder så vi har dækbilleder til at speak under.

   Nogle optagelser er taget om flere gange for at udtalelserne kan virke så autentiske og forståelige som muligt.

   Undertiden har vi også bedt medvirkende om at svare på det samme spørgsmål flere gange - for at få en så kort og klar udtalelse som muligt.

  Den location vi har optaget på, er valgt af os, ligesom baggrunden for de medvirkende der interviewes er valgt så den visuelt matcher personens karakter, arbejde eller leveforhold.

 Nogle gange sætte vi lys på den medvirkende så den medvirkende fremtræder bedst muligt, og vi kan også somme tider bede vedkommende skifte tøj.

  Kilder som ikke understøtter den vinkel vi har valgt, har vi valgt fra som medvirkende. Og den vinkel vi har valgt, er den vi mener har størst nyhedsværdi.

Dette blogindlæg er med små rettelser identisk med det som kan findes på:

http://ahaheder.dk/?p=2757

Jeg henviser i øvrigt til følgende links: 

http://petersudsigt.blogspot.dk/2013/01/thinking-fast-and-slow-7-bidrag-til.html

http://petersudsigt.blogspot.dk/2011/11/om-implicitte-kontrakter-og.html 

http://tvtid.tv2.dk/nytomtv/article.php/id-28769443:sporl%C3%B8s-er-ikke-et-dokumentarprogram.html

'Bergmans Video' - et eksempel på effektiv udnyttelse af blending i et originalt svensk tv-dokumentar-koncept

Jeg skrev for nogle blogindlæg tilbage om filmauteuren Woody Allen med afsæt i den dokumentarfilm  om hans liv og film af Robert B. Weide der indtil for nylig har været vist i biografen. 

    Derfor er det i nøje overensstemmelse med serendipitetprincippet at en af Woody Allens helt store instruktør-forbilleder, Ingmar Bergman, pludselig presser sig ind i mit opmærksomhedsfelt.

   Woody Allen der var en stor beundrer og stækrtinspireret af Ingmar Bergman havde som barn ondt i mor-forholdet, Ingmar Bergman havde som bekendt alvorlige problemer i far-forholdet.

Ingmar Bergmans videobibliotek og tv-stue i hans hjem på Fårø

På anbefaling af en god ven har jeg nemlig i dag set første tv-dokumentarudsendelse af en serie på 6 på SVT1. Den har titlen 'Bergmans Video', og den var bestemt interessant at se. Ikke helt uproblematisk på grund af sin "indforståethed". Men som fortælling bestemt værd at være tilskuer til hvis man er blot nogenledes interesseret i film, og indholdsmæssigt fuld af gode citater fra kreative mennesker. Faktisk mere interessant som filmfortælling end den om Woody Allen.

   Udsendelseskonceptets dobbelthed "gamle Bergman" i spil med "nye filmmagere" fremgår af denne engelske beskrivelse:

Bergman was an avid film buff, with a VHS collection of more than 1,500 titles, alphabetically organised, with personal notes on his favourites – "but also several thousand video films that were not catalogued, including a lot of popular culture", recalled Swedish film critic Hynek Pallas.

    Pallas, his fellow critic Jane Magnusson and journalist Fatima Varhos are currently finishing Bergman’s Video, a 90-minute documentary (for theatrical) and a 6x60minute television series which will offer "a new insight into the genius of Bergman and portraits of great filmmakers of today".

   With focus on six themes: fear, silence, comedy, death, adventure and outsiders – relevant to Bergman and the invited directors and actors – the films will feature interviews with, among others, Woody Allen, Robert de Niro, Michael Haneke, Ang Lee, Lars on Trier, Takeshi Kitano, Francis Ford Coppola and Martin Scorsese.

   Bergman’s selection comprised predictable filmmakers such as Tarkovsky, Buñuel, Truffaut, but also tapes with The Blues Brothers, Jurassic Park and Ghostbusters. Producing with Sweden’s Gädda Five Production, Swedish pubcaster SVT will airBergman’s Video later this year, and Swiss-based First Hand Films will handle international sales.

http://cineuropa.org/2011/nw.aspx?t=newsdetail&l=en&did=218321

Der er altså et grundtema for hvert afsnit i dokumentarserien. Og i det første var det "comedy"/"humor".  der var temaet. Ikke et tema som man umiddelbart forbinder med netop Ingmar Bergman hvis film i offentlighedens øjne vel stort set assoscieres med alvor og store temaer om liv og død, Gud og skyld - og kærlighedens veje og vildveje. Men klart et tema der motiverer flere interviewklip med Woody Allen om hans forhold til Bergman.

Plottet i hver udsendelse er at en kendt filminstruktør - her i første udsendelse Thomas Alfredson, søn af komikeren og instruktøren Hasse Alfredson - besøger Bergmans hjem på Fårø som nu er museum og mindehus og står stort set som det var da han døde.     

    Denne filminstruktør kommenterer så temaet - illustreret gennem klip fra  nogle af Bergmans film og klip fra instruktørens egne film. Ind i dette rammesættende "besøgsforløb" i Bergmans hjem, er så monteret klip fra interviews om det samme tema med internationalt kendte instruktører og skuespillere som optræder i eller er ansvarlige for nogle af de film Bergman har stående på reolerne i sit tv-rum; disse film-kendis-interviews illustreres så også med klip fra disse andre film.

Robert De Niro förklarar varför han gått från gravallvarliga filmer som 'Taxi Driver' (1976) och 'The Deerhunter' (1978) till mer lättsamma komedier som 'Analysera mera' (1999) och 'Släkten är värst' (2000).
   I Paris sitter Wes Anderson och berättar vad som får honom att skratta, Alexander Payne förklarar varför han inte tål 'Persona' (1966) och franska regissören och skådespelaren Agnes Jaoui har en annorlunda ingång på varför hon tycker Bergman är rolig.

Der er tale om en fler-spors eller fler-lags dokumentarisk montageform, en form som i teorien om 'conceptual blending' smukt illustrer den variant der kaldes 'double scope blending'. Den er kendetegnet ved at de to - eller flere - sammenbragte og integrerede konceptuelle rum, funger som en slag optik for belysning og anskuelse af hinanden. 

   Altså: Ingmar Bergman og hans films forhold til et tema, belyses og anskues gennem: 1) en nulevende instruktørs optik som besøger "helligdommen" på Fårø og klip fra denne instruktørs egene film; og 2) en række internationalt kendte film - smalle såvel som blockbuster-film - deres instruktørerer og medvirkende skuespillere bliver belyses og tolkes gennem den optik som Bergman og hans film kan levere. 

   Hele konstruktionen er nærmest at betragte som et konceptuel dobbletspejl hvor de to konceptuelle rum (der hver også er blended af forskellige konceptuelle rum) gensidigt spejler og kommenterer hinaden - både verbalt og filmisk.

   Der er klare ligheder i formen med Poul Martinsens tv-dokumentar 'I skyggen af en far' - om radiodokumentaristen Christian Stentoft. Men Martinsens montage er flottere og mere fascinerende.

Ingmar Bergman selv er jo som filminstruktør af verdensformat kendetegnet ved alt det jeg i mange indlæg i detaljer har beskrevet som en særligt kreativ personlighed: nemlig en konfliktfuld barndom  med tab og savn, ensomhed og rodløshed, kompenseret gennem et stærkt emotionelt og visuelt præget fantasiliv. Et fantasiliv som kommer til at levere mentalt afsæt for stor kreativitet som voksen hvor privatliv og film mixes og koncentreres symbolsk i emotionelt højspændte, tematisk dybe og æstetisk eksperimenterende film. 

   En sådan fusioneret blanding af levet liv, fantasi og produktionsvirkelighed er noget der ofte kendetegner film-auteurens produktion. 

Jeg har i tidligere indlæg skrevet om hvordan den emotionelle temperament-tilstand 'melankonli' synes at være drivkraft for mange kunstneres kreative produktioner, og således også for Bergmans.

   Ifølge denne første udsendelse af serien 'Bergmans video' har han fx. utalt at han ofte følte at "han havde valget mellem at begå selvmord eller skrive en komedie".

   Denne første udsendelse i tv-serien viser i hvert fald at humor også var en vigtig ingrediens i mange af Bergmans film trods hans image som filmisk alvorsmand; og at en nogle af hans tidligste film var regulære komedier. 

    En af de medvirkende instruktører siger at humor er nødvendig for at finde ud af om publikum synes om filmen, "for så kan man høre de ler i biografsalen". 

   I dramaturgiens lærebøger taler man typisk om 'comic relief' som nødvendige 'entréer mellem de  alvorlige højdramatiske scener.

   Enten den samme eller en anden instruktør siger om Bergman at han er den eneste af de helt store instruktører han kender, der kan lave stor filmkunst uden der indgår en eneste komisk scene eller karakter i filmen. Han tænker måske på 'Hvisken og Råb' eller 'Persona'?

Tv-udsendelsen tematiserer også dette fænomen at originale instruktører har en særlig godt øje til dette at caste vigtige  roller i deres film  "mod typen", fx lade kendte komiske skuespiller spille alvorstunge-roller, og lade skuespillere som er berømt for deres skuespil i alvorlige psykologisk "dybe" roller, spille hovedrollen i komedier

   Fænomenet 'casting aginst type' udnytter altså også en konceptuel blendingeffekt.

Ingmar Bergman har skrevet en selvbiografi med titlen 'Laterna Magica' og filmen/tv-serien 'Fanny og Alexander' der begge på hver sin måde og i hver sin genre og medie, skildrer og spejler Bergmans egne refleksioner over sin barndoms personlighedsdannende oplevelser og erfaringer.

    Wikipedia fortæller:

Ingmar Bergman was born in Uppsala, Sweden, the son of Erik Bergman, a Lutheran minister and later chaplain to the King of Sweden, and Karin (Akerblom), a nurse.[4] 

   He grew up with his older brother Dag and sister Margareta surrounded by religious imagery and discussion. His father was a conservative parish minister with strict parenting concepts. Ingmar was locked up in dark closets for "infractions" like wetting the bed. "While father preached away in the pulpit and the congregation prayed, sang, or listened", Ingmar wrote in his autobiographyLaterna Magica:

   "I devoted my interest to the church’s mysterious world of low arches, thick walls, the smell of eternity, the colored sunlight quivering above the strangest vegetation of medieval paintings and carved figures on ceilings and walls. There was everything that one’s imagination could desire — angels, saints, dragons, prophets, devils, humans."

     Although raised in a devout Lutheran household, Bergman later stated that he lost his faith at age eight, and only came to terms with this fact while making Winter Light.[5] Bergman's interest in theatre and film began early: "At the age of 9, he traded a set of tin soldiers for a magic lantern, a possession that altered the course of his life. Within a year, he had created, by playing with this toy, a private world in which he felt completely at home, he recalled. He fashioned his own scenery, marionettes, and lighting effects and gave puppet productions of Strindberg plays in which he spoke all the parts."[6][7]

Se og læs mere om 'Bergmans video' på adressen:

http://www.svt.se/bergmans-video/

Filmene i serien sendes hver onsdag de næste 5 uger på SVT1 kl. 21:00 - med mange genudsendelser i dagene efter på forskellige tidspunkter af døgnet.

Verdensbilledlegatet (2) - seminaret som en mental multimixer af kreative hjerner

Jeg har i forgangne weekend medvirket på et weekendseminar for de 10 vindergrupper af Danidas "Verdensbilledlegatet", som man kan læse mere om på www.3world.dk.
   For godt et år siden skrev jeg et introducerende indlæg om Verdensbilledlegatet som helhed ud fra et kreativitetssynspunkt: http://petersudsigt.blogspot.com/2010/04/verdensbilledlegatet-en-kreativ-ide-der.html.
   Nu zoomer jeg ind på en del af processen: seminaret for de 10 udvalgte grupper der har modtaget legatet, et seminar som afholdes kort efter offentliggørelsen af vinderne og inden legatmodtagerne for alvor slippes løs på virkeligheden.

De 10 grupper, som alle er studerende fra forskellige videregående uddannelser, er sammen et døgn på et kursussted. De får her en masse faktuel nødvendig orientering for at kunne klare alt det høj- og lav- praktiske omkring dette: i løbet af nogle få måneder at have gennemført produktionen af en tematisk bestemt u-lands-dokumentarfilm på 12 minutter, hvor det afgørende element er at de skal rejse til et u-land og i løbet af 14 dage til en måned der lave optagelserne til filmen, som de så skal redigere når de kommer hjem og  skal aflevere til en tidsfrist i starten af september.

  Derudover er seminarprogrammet delt i tre dele: 

• et seks timers kursus i fakta- og dokumentardramaturgi, udelukkende baseret på udvalgte eksempler fra de foregående års legatfilm; det styrende princip for udvælgelsen af de film som vises, er at de skal være nogen af de bedste af de snart 100 film som ligger tilgængelige på nettet, og samtidig skal de eksemplificere et bredt register af fortælleformer og fortæller-plot. 
• en fællesseance hvor hver gruppe efter tur over for forsamlingen først kort "pitcher" den ide de har fået legatet på; derefter kan alle de andre gruppe komme ind med coachende spørgsmål og bidrage med ideer til research, fortælling og videre konceptudvikling; til slut får hver gruppe gode råd og konstruktiv kritik fra to "eksperter" der har læst og reflekteret over alle 10 ansøgninger.
• en legatvinder-gruppe fra sidste år kommer og viser sin film og fortæller om de erfaringer de har gjort sig under forberedelsen, optagelserne og redigeringen af filmen; både principielle og generaliserend konklusioner og lavpraktiske råd og anvisninger. 

Erfaringen er gennem årene at deltagerne er meget, meget glade og meget tændte når seminaret er slut; og synes de er blevet væsentligt klogere på og afklarede med hvad de kan, skal og vil gøre for at få succes med at producere deres film.

Jeg tænker at det skyldes at seminaret er blevet et socialpsykologisk forum for et kompleks af kreative konceptuelle blendingprocesser i hovedet på deltagerne.

Hvilke konceptuelle input-rum er det så som mixes på kryds og tværs - før og under seminaret?

1. De forestillinger de studerende har om hvad det er de ikke skal lave: dvs. deres aktiverede forestillinger om u-landsstereotypier og -klicherer som de kender og har fra den normale mediedækning, disse forestillinger blandes med de forestillinger som selve den stillede opgave aktiverer i dem, forestillinger som er styret af de erfaringer alle har med selv at have rejst og evt. arbejdet i u-lande. Outputtet af denne blendingproces er det ideoplæg de har leveret i deres ansøgning om legatet, og som typisk kombinerer ønsketænkning med faktuel viden i et eller andet forhold.
2. Dette oplæg og de bagvedliggende forestillinger konfronterer de så med oplevelsen af den serie af film de får vist fra tidligere års legater på seminaret. De skal altså blende deres egne fantasier med de forestillinger de får aktiveret ved at se, opleve og få sat ord på nogle af de bedste film fra tidligere år. Det giver dem dels en masse ideer til hvordan de kan realisere deres egen film-ide, dels tager de nogle beslutninger a la: "Sådan vil vi i hvert fald ikke lave det", og dels øger det deres generelle ambitionsniveau gevaldigt: "Det kan vi da gøre lige så godt", eller "Det kan vi da gøre bedre", kan man se de sidder og tænker.
3. Ved feed-back-seancen efter det korte kursus pitcher hver gruppe kort deres ide, og allerede på det tidspunkt er der sket ændringer i forhold til det de skrev. Tilbagemeldingen i form af spørgsmål og konstruktive forslag fra andre indebærer at hver gruppe bliver ydereligere afklaret med hensyn til indhold, fortælling og retning for deres film (eller uafklaret og forvirret "på et højere niveau"). Og de sidder når aftenen er slut, med et konceptuelt output-rum omkring deres film som mentalt set bobler og syder, og som emotionelt set er godt varmet op. De er på spring!
4. Dagen derpå møder de endnu et input-rum hvori deres selvbillede og deres egen rolle bliver fremskrevet til et forestillet fremtidsscenario hvor filmen er færdig - i form af den filmforevisning og erfaringsfremlæggelse som en gruppe fra sidste års legatmodtagere leverer. Igen kan man høre på de spørgsmål deltagerne stiller efter fremlæggelsen at den mentale position de nu spørger ud fra, ligger milevidt fra det konceptuelle rum som deres ansøgning fra før seminaret var udtryk for. Spørgsmålene er konkrete og to the point. Denne sidste blendingproces betyder at de nu ser sig  selv placeret i et friskt konceptuelt output-rum hvor de har rollen som potentielle kommende dokumentarfilm-instruktører - med en mission!

Set i en kreativitetsteoretisk frame - gennemført med så få midler og på så kort tid, så fungerer seminarforløbet simpelt hen eksemplarisk. 

   Derudover er der jo også nogle klare sociale gevinster: erkendelsen af at de alle er "i samme båd", og at de rent faktisk kan hjælpe og bruge hinanden undervejs. 

   Det betyder også noget at de får relativeret den faglige frame fra eget studium, ved at møde unge fra helt andre uddannelser med en faglig frame der adskiller sig markant fra deres egen: journaliststuderende, antropologistuderende, lærerstuderende, sygeplejestuderende, statskundskab-studerende, studerende fra kulturmød- og udviklingsstudier, etc. etc.

Kreativ tv-journalistik (2) - OLe Retsbos brug af kontrafaktisk dokumetarisme med en hensigt

Det andet eksempel på kreativ tænkning i en tv-udsendelse jeg analytisk vil gumle på her, var en udsendelse der blev sendt på på DR 2 en lørdag eftermiddag den 15/01/11. Jeg kom ret sent ind i den fordi jeg bare sad og zapppede.
   Og netop derfor blev jeg smaskforvirret over de første minutter jeg oplevede. Der var henvisninger til bl.a. Ole Sohn, Axel Larsen, og der var interviewcitater med historiske eksperter og øjenvidner i forhold til forskellige historiske begivenheder efter 2. Verdenskrig. En del navne og ansigter kendte og genkendte jeg fra mine yngre dage.
   Programmets form var en klassik journalistisk-historisk montage - med autoritativ alvorlig voice over-speak, sync-er med et bredt udsnit af forskellige typer kilder, dokumenterende og illustrerende historiske filmklip og fotos.
   Altså det jeg så, fremstod som en typisk historisk dokumentar, som vi har set rigtig mange af på DR 2 i de senere år, et DR 2 som efterhånden producerer og genudsender dem på samlebånd.
   Men UPS! Jeg genkendte ikke en del af de historiske begivenheder dokumentaren fortalte om. De matchede ikke min historiske viden og mine erindringer om den politiske og samfundsmæssig udvikling i Danmark.
   Ret hurtigt lugtede jeg lunten: AHA! - blev klar over at udsendelsen handlede om en alternativ historie, en historie hvor  Danmark blev besat af Sovjetunionen omkring 4-5 maj. Og derefter undergik en udvikling der på mange måder mindede om den i Østtyskland og resten af Østeuropa efter krigen, en udvikling der så først ifølge dokumentarens fantasihistorie førte til befrielse fra et autoritært kommunistisk styre i Danmark da muren faldt i 1989. 

Det jeg altså efter et stykke tid i et heuroka-glimt blev klar over, var, at jeg havde zappet ind i en dybt interessant og meget fascinerende tv-... - nej, ikke "dokumantar" - men det der ligner. Noget der som helhed var digt, opspind - et tankeeksperiment iscenesat for tv i form og udtryk som en autentisk sandhedssøgende dokumentar baseret på facts og virkelighedsreferencer.
   En simuleret tv-dokumentar...
   På et øjeblik skiftede jeg frame fra én genre til en anden. Jeg var zappet ind i et eksempel på den blendede genrer der nu fagligt betegnes "mockumentary".
   Eller i moderne smart journalistisk jagon: "fupdokumentar".
   Og det viste sig at være en genudsendelse fra 2009. Jeg  vil se den i sin helhed. Inde på DR.dk får jeg desværre at vide at: Grundet manglende rettigheder er det ikke muligt at se tema-udsendelserne her på hjemmesiden. 
   Shit, så må jeg ved lejlighed se at skaffe en DVD-kopi så jeg kan få set den hele. Her illustrationen til DR´s omtale på nettet:

Men altså... Den del jeg fik set, var begave lavet - virkelig et produkt af kreativ tænkning - selv om det altså netop var en på historiske kendsgerninger baseret, journalistisk gennemarbejdet og overbevisende realistisk fantasi. Et produkt af det som man i gamle dage kaldte "indbildningskraft" - journalist Ole Retsbo og redaktionen bag hams indbildningskraft, deres fælles og samlede evne til visuelt at simulere en sandhed gennem konceptuel visuel blending.
   Tilrettelæggerne havde dygtigt sørget for at udstyre udsendelsen udtryk med alle de "dokumentarsignaler" som gjorde at man gøs med: Tænk nu hvis det var sket..., ja, det kunne være sket, hvis ikke englændernes feltmarskal Montgomery havde slået russerne med 6. timer.

Somme tider er en "mocumentary" først og fremmest en mediemæssig joke - udtrykt i en slags ironisk visuel vrængen, hvor fornøjelsen ved både at producere og se udsendelsen ligger i genre-dekonstruktionen: Se! Alle de udtryk som vi normalt tager som tegn på og garantier for sandhed og virkelighed, de kan fingeres og simuleres. Så tro ikke på tv-avisen, det er også en slags konstruktion (jfr. mit blogindlæg fra 13/03/11 om debatten mellem Hans Hauge og Knud Romer om fiktionsfri fiktion).
   Det var fx en stor del af meta-meningen med Poul Nesgaard og konsorters mockumentary-serier: 'I sandhedens tjeneste". Og også med Orson Wells ´berømte radio-mocumentary: 'Klodernes Kamp'.

Andre gange er der en dybere samfunds- eller historiekritisk pointe i mockumentary-genren - hvad der klart var tale om i det her tilfælde - hvorfor den genre netop også kan bruges af journalister og dokumentarister til noget mere alvorligt rent indholdsmæssigt: "at bevise" en kontroversiel præmis.
   Et af de meste berømte eksempler på en mocumentary med denne slags kritiske funktion, var Peter Watkins 'Wargame' fra 1966 som skildrede et tænkt, men faktuelt realistisk England efter at have deltaget i en atomkrig og selv være blevet bombet med atombomber. BBC og den engelske regering stoppede den og den blev aldrig udsendt i BBC-regi af angst for seernes politiske reaktioner.

Noget lignende var tilfældet her med Ole Retsbos tv-film - om end i en mindre opsigtsvækkende form og med et knap så kontroversielt indhold. Men i hvert fald: Tankeeksperimentet fik framet danske venstreorienterede ikoner som Axel Larsen, Ole Sohn m.fl. som potentielt politiske forbrydere - at ligne med DDR´s Walter Ulbricht og Erik Honecker, Ungarns János Kádár eller Tjekkoslovakiets Rudolf Slánský.
   Her fungerer den kontrafaktisk historieskrivning som en god og gedigen metafor: med "Danmark, de danske politikere  og den økonomiske udvikling i landet efter 2. Verdenskrig som "target" og med "den historiske udviklingen af de Østeuropæiske kommunistiske regimers poltisk-økonomiske udvikling" som "source" - skabes en dokumentarisk metafor der leverer det optiske filter som Danmark så ses, forstås og ikke mindst - farves igennem.
   Det er en kreativt tænkt og udført blending-operation af to faktuelt forankrede input-rum - to landes faktiske historie, og en mockumentary som et blended output der får seerne til måske at bryde deres egen tænknings ideologiske filter med hang til venstrefløj.
   Tendensen kan jeg måske være loren ved, men godt tv var det sgu´, den del af det jeg fik set.