Fra Otto Frellos centralperspektiv-iske indre-syn i 3D - til Martiin Bigums synæstetiske syner når han skriver poesi

(fortsat fra forrige indlæg der handlede om Otto Frellos særlige evner og teknik)

Fra Trapholt Museums introduktion til Bigum-udstilling

På vejen hjem fra Varde og Frello besøgte vi Museet Trapholt ved Kolding og så her blandt andet den retrospektive Martin Bigum-udstilling.

   Den havde karakter af et malerisk-visuelt gennemløb af hans fængende og fremragende selvbiografiske bog "Min Kunsthistorie". Og der var ret udførlige forklarende baggrundstekster placeret ved siden af de godt 25 ophængte malerier, tekster der var hentet fra bogens tekst.

Jeg synes så ikke udstillingen egentlig gav noget nyt i forhold til mit allerede etablerede syn på Bigum, som jeg har skrevet om i flere tidligere indlæg.
   Nu så man hans malerier i stor størrelse, men der var ikke rigtig nye ting at opdage i dem. Så oplevelsen blev lidt flad og distanceret - i hvert fald når man lige havde besøgt Frellos billeder dagen før.

Martin Bigum har det til fælles med Otto Frello at han er en fremragende realistisk tegner og illustrator. Et naturtalent. Og han er teknisk god til at male figurer og landskaber i perspektiv og med markant og realistiske lys og skygge i ansigter og og i tøj på de figurer han fremstiller (se "Kalla" nedenfor).

 
Frello var oprindeligt illustrator, og Bigum var oprindeligt tegneserietegner, som, da han var yngre, levede af at bidrage med tegninger til det internationale satiriske tegneseriemagasin "MAD".
    Og begge har de oplevet sig som outsidere i forhold til den etablerede kunstverdens dominerende orientering mod abstrakt kunst.
    Og begge har de været 'tilbageskuende' og  meget optaget af tidligere tiders kunst: Frello oplever slægtskab med det centralperspektiviske illusionsmaleri fra renæssancen og frem til 1900-tallet. Bigum tydeligvis optaget af Romantikkens kunstfilosofi i 1800-tallet og  symbolismens figurative maleri omkring 1900-tallet.

 
Men hvor Frello ligesom trækker sin person tilbage i forhold til sin kunst og siger: "Jeg er ikke kunstner, jeg er barer maler der er god til sit håndværk", og "egentlig leger jeg bare", så er Bigum som personlighed stærkt frembusende: "Se mig, se mig! Jeg vil være - jeg er rigtig kunstner!", det er underteksten i hans billeder og i hans historie om sig selv.
   At blive og være "rigtig kunstner" er for ham en viljesakt der kræver stor selvdisciplin.
    Han fortæller selv at et billede tager mellem 5 og 7 uger at male. Og han arbejder på det hver dag fra 9 til 17.
   Nogle af Frellos billeder tog det ham flere år at male, og i de mange første år hvor han også arbejdede som illustrator, blev det til måske kun et maleri hver andet eller tredje år. I alt har han malet 63 malerier, fremgår det af det sidste bogværk om ham: "Otto Frello - I fantasiens landskab ..."

Martin Bigum er altså en slags ny-ekspressionistisk symbolist der erklæret er i en særlig tilstand af næremest romantisk inspiration når han maler sine kraftfulde og sprængte motiver.
   Hans symbolik er demonstrativ, entydig og vrængende, som da han i flere år i sine billeder viste en lille mand ved navn "ART" (=kunst) med en stor næse i en grå kutte med hætte ned over øjnene og en le over skulderen: Bigums visuelle kommentar til og svar på udsagnet blandt kulturpinger om  at "kunsten er død". Bigum vendte kreativt udsagnet på hovedet, og gjorde så (billedet af) døden til kunst:

Martin Bigum: "Kalla". 1994-95

Et fantastisk billede.
   Men om det er sundt for helbreddet at drikke den kop te, er nok tvivlsomt.
   Jeg får umiddelbart associationer til Georgia O'keefes blomstermalerier. Men ikke mindst til den mexicanske maler Diego Rivera, som jeg selv  har været en stor beundrer af siden jeg var ung og for første gang så det her maleri af ham i en af Broby-Johansens inspirerende kunstbøger:

Diego Rivera: Flower seller, woman with calla lilies. 1942

Otto Frellos malerier er i modsætning hertil åbne og mangetydige. Han tager stærk afstand fra symbolske læsninger og udlægninger af det fabulerende, imaginære indhold i sine billeder, og  han afviser at 'inspiration' er noget der overhovedet indgår i hans maleriske proces.

Otto Frello: Kongens Nytorv. 1995-96

Jeg  har i mange  blogindlæg 'jagtet' den særlige 'blending'-tilstand i hjernen som giver sig til kende i automatisk og uvillet synæstesi blandt de kunstnere jeg har skrevet om. Og jeg  har naturligvis overvejet om der er noget der tyder på at Otto Frello var synæstetiker, men har ikke fundet spor der peger i den retning i de interviews han har leveret i årenes løb. 

   Men som jeg beskrev i det foregående indlæg, så havde han en helt speciel evne til at se det han malede og tegnede i ekstremt nøjagtigt centralperspektiv - i en grad så han kunne tage en hvilken som helst figur og placere den perspektivisk korrekt i et hvilket som helst perspektivisk fremstillet landskab (ses tydeligt i "Kongens Nytorv" oven for).

   Ikke bare så han alting i et matematisk eksakt centralperspektiv, men han kunne også mentalt tage enhver figur og enhver bygning og så i hovedet vende den 360 grader, krævende mentale tegne-operationer som man i vore dage ellers er nødt til at bruge computere til.

   

Martin Bigum derimod, han er - i en eller anden dyb forstand - synæstetiker. Men hvilken slags?

   Han både maler, skriver digte (og læser dem op) og laver musik, og blander også genrerne.
   Så jeg prøvede for et halvt år siden at få svar pr. mail fra ham: Hvordan var det med hans synæstesi? Var der tale om et sammenløb i hjernen af flere sansers input der kom automatisk og indefra, eller var der tale om noget villet - noget litterært og primært æstetisk-ideologisk forankret?

   Det fik jeg ikke svar på. 

   

Men han henviste til sin hjemmeside poetik-etik.dk hvor han ganske rigtig skriver noget om det i teksten "Poetik".

   Når jeg synes spørgsmålet om ægte eller villet synæstesi var nærliggende i forhold til Bigum, var det fordi jeg ud af hans personlige kunsthistorie kunne læse at han erklæret blev inspireret af sanseindtryk der havde klare forbindelser til det jeg tidligere havde beskrevet hos andre kunstnere: 'Klüvers formkonstanter'.
   'Formkonstanter' er abstrakte visuelle former og mønstre som hjernen selv producerer når den af en eller anden grund er i en slags hallucinatorisk eller trancelignende tilstand (fx gennem indtagelse af LSD).
   Se nærmere om formkonstanter her:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2014/08/dansk-jugend-jens-lund-formkonstanter.html

I malerier som det følgende og mange andre senere værker, kan jeg ikke lade være med at opleve at der er bagvedliggende og styrende 'formkonstanter', hvad der passer meget godt med at Bigum i sin bog bruger en gennemgående metafor: "puslespillet" for at angive hvad det er han kæmper med i sin kunst.
   Her kæmpes i hvert fald, så det batter:

Martin Bigum: Jigsaw Falling into Place. 2008

"Jigsaw" er engelsk for 'puslespil'.
   
I sin 'Poetik'  bruger Bigum selv begrebet 'synæstesi' flere gange - og skriver blandt andet følgende i sidste del af teksten

Når jeg under arbejdet med et digt læner mig tilbage i stolen for at slappe af og komme på afstand af digtet, ser jeg perspektiver på papiret foran mig. Ikke bare sproglige og digteriske og betydningsmæssige, men visuelle og rumlige strukturer der rejser sig inde i, og ud fra papiret. Digtets ord og sætninger udgør spor, der åbner op for rum, som kinesiske æsker der folder sig ud. Jeg ikke bare skriver og digter rum. Jeg bygger også rum med digtet. Det er der jeg læner mig tilbage for at kunne se rigtigt an. Den visuelle og rumlige tilstand jeg ser for mit indre blik er usynlig for andre. Men hvert digt jeg går i gang med og som fænger, udfolder sit eget perspektiviske og arkitektoniske sceneri.

   Jeg ser med andre ord en slagt digtets anatomi for mit indre blik, som en virtuel arkitektur jeg kan gå ind og ud af. Glasklare arkitektoniske linjer, planer, forsvindingspunkter.

   (...)

   Jeg mærker altså på flere planer at et digt har noget på hjertet. Det er ikke bare den skrivende proces og det indhold der drypper af den, men i lige så høj grad de perspektiver der kommer til syne i digtets indhold, der indebærer perspektiver og rummelighed i sig. Har jeg først set et synæstetisk spors glasagtige linjer i et digt ved jeg at der er et digt i gang jeg ikke kan slukke for: Det spor er det stillads jeg spænder digtet op på. Via det synæstetiske kan jeg styre digtet, give det ramme.

   Hvert digt jeg har skrevet har et underliggende usynligt synæstetisk system, som jeg decideret kan tegne. Her er to eksempler:

Bigum har så genoptrykt de to digte og ind i digt-teksterne tegnet nogle linjer på kryds og tværs - for at illustrere hvad det er han ser af "glasagtige linjer" der udgør de "stilladser digtet er spændt op på."

   Da man ikke kan tage kopi af hjemmesiden, så kan jeg ikke illustrere det som han gør. Men man kan selv gå ind og tjekke.

Bigums beskrivelse her peger på en form for automatik: At ordene som han er igang med at skrive et digt med, af sig selv og ufrivilligt udløser nogle abstrakte geometriske former eller linjer for det indre øje.

 
Går jeg til faglitteraturen, så kan jeg imidlertid ikke lige finde en anerkendt synæstesiform der er dækkende, blandt de efterhånden mange varianter af synæstesi som forskerne er blevet enige om at opliste.
   Ifølge artiklen om 'synaesthesia' i Wikipedia, så skal følgende kriterier være opfyldt hvis man skal kunne tale om en form for 'naturlig synæstesi':

1. Synesthesia is involuntary and automatic.
2. Synesthetic perceptions are spatially extended, meaning they often have a sense of "location." For example, synesthetes speak of "looking at" or "going to" a particular place to attend to the experience.
3. Synesthetic percepts are consistent and generic (i.e. simple rather than pictorial).
4. Synesthesia is highly memorable.
5. Synesthesia is laden with affect.

Den form Bigum skildrer, skulle vel så nok have betegnelsen: 'lexeme-form synaesthesia'. Og den ville i så fald være beslægtet med den form hvor numre, ugedag, måneder - alt mentalt der er fikseret i en bestemt rækkefølge - automatisk udløser og ordner sig i bestemte former, som fx illustreret her:

Den form for synæstesi er velkendt og ret udbredt, og den betegnes på engelske: 'number-form synaesthsia', eller  'spatial sequence synaesthesia'.
   En af mine nære venner har det sådan.

 
Der findes en sjælden form for synæstesi som er karakteriseret ved at ord('lexemes') udløser automatiske smagsoplevelser: 'lexeme-gustatory synesthesia.' En nært beslægtet form giver automatisk lugt-associationer til forskellige ord.

   Og så finder jeg også en henvisning på nettet til en synæstesi-hjemmeside hvor flere spørger om andre kender til at fx musik/sange udløser abstrakte visuelle former eller figurer på den indre skærm. 

   Her link til hjemmesiden:

https://www.reddit.com/r/Synesthesia/ 

Her citerer jeg nogle af de stillede spørgsmål på den hjemmeside: 

Basically, when listening to music, I tend to visualize a music "video" or "camera" movements. They aren't always coherent, but some of them have a definite story to them. They're often montages but sometimes its just plain camera movements around my surroundings.

It doesn't interfere with my vision at all but I do have a distinct feel of where the music is in my head. That might just be the ears though.

For me some songs make moving shapes and geometric patterns. I don't actually see it like I see usual stuff and it doesn't always happen, it's more like it'd moving behind my eyes and I can know what it looks like but only when I put attention to it. It almost exclusively happens when I listen to very engaging electronic music (mostly melodic Hardstyle to be precise). Unlike what the Wikipedia article said for me a certain tone doesn't have a color. It's central but can extend all the way out and is mostly circular and symmetric. It usually rotates and changes direction, shape, color, with every beat. 

I already have some form of chromestesia, but when i hear a voice, it creates a shape. This can affect whether i like the voice or not. Also, i just don't like certain numbers, like 44 or 72 because of how look and sound. Is this a form of synesthesia?

Whenever I listen to music I always see certain shapes and colors in my mind's eye and I cannot stop from seeing these shapes and colors. I also vaguely see the same shapes and colors of a song when I play that song back in my head. If I've listened to a song a bunch of times then I remember much better what that song looks like.

En enkelt af spørgerne har forsøgt at illustrere det han spørger om:

Does anyone else with number form have maps for songs?

One of my favourite songs, Frank Sinatras, " Strangers in the Night" is up there just because of it's awesome map. I've probably heard it a million times, but every time the path is familiar, simple, and brings me back to hearing it as a kid.Sinatra songs are some of my favourite maps.

Nu er Bigum jo både maler, musiker og digter. Her en musikvideo fra hans hånd:
"Ned gennem natten":

Martin Bigum slutter sine synæstetisk tanker i Poet-Etik sådan her:

Det synæstetiske er altså en rent følelsesmæssig, en anelsesbåren og dybt processuel ting, men som jeg må nævne i denne poetik, fordi det trods en enorm sfæriskhed og upåviselighed, er en uhyre drivkraft og realitet. Og derfor noget ekstremt poetisk og inspirerende i sig selv.

   Det synæstetiske minder meget om visioner, men er kun visuelt som konstruktion, ikke som deciderede hændelser eller syn, der egentlig kan fortælles noget om . Men ikke desto mindre er de udslagsgivende, for hvordan digtet indholdsmæssigt, og dermed æstetisk, kommer til at tage sig ud.

   Og den synæstetiske realitet er med til a give digtet dets form, som foldes ud som et sejl der fanger vinden.

http://www.poet-etik.dk/poetik_quote.htm

Bigum er ikke kun en kunstner der er stor i slaget og stærk i udtrykket når han maler. Han er også i den grad et ordmenneske der holder af at bruge sproget poetisk og filosofisk. Og så komponerer han jo altså også musik. 

   Det er ikke svært at forestille sig at der er særligt gode neurologisk forbindelser ('connectivity') mellem de forskellige dele af hans hjerne (lyd, ord, former, farver) som er aktiv når han udfolder sig kunstnerisk i de forskellige medier.
   Men samtidig er han jo en kulturhistorisk meget belæst og bevidst mand, og med de poetisk-filosofiske rødder han har i romantik og symbolisme, kan man også nemt forestille sig at han med den vifte af kunstneriske genrer han har talent for at udfolde sig i, ligesom sine forbilleder har villet og følt det oplagt at samtænke sine kunstneriske udfoldelser under en fælles synæstetisk hat.
   Se hans tegnede figur her under den sigende overskrift: "Krydsbestøvningens hvide rum":

http://www.poet-etik.dk/kryds.htm

Så om hans ordrige lovprisning ovenfor af sin synæstesi er udtryk for noget villet, eller det hænger sammen med at han forsøger at sætte ord på nogle mærkelige samløb af ord og linjer som han automatisk oplever som en slags indre syner når han digter, det kan jeg stadig ikke afgøre.

Jeg kommer ikke videre med det spørgsmål med mindre jeg får mulighed for at interviewe manden. 

Om et besøg på Varde museums Frello-udstilling - gensyn med og genlæsning af litteraturen om ham og hans kunst

Gavlmaleri ved Varde museum. Design Otto Frello

Fruen og jeg var for 14 dage siden på besøg i det vestjyske for at se den permanente Frello-udstilling i Varde.

   Den gav anledning til indkøb af endnu en bog om Frello, den tredje i rækken. Og til endnu en gang at gå på eventyr i Frellos billedkunst.
    Jeg husker ikke hvornår jeg "opdagede" Otto Frello. Det har været på nettet, og inden 2012 hvor jeg første gang skrev et indlæg om ham. Det var kort, men min betagelse og fascination var rimeligt uhæmmet.

http://petersudsigt.blogspot.dk/2012/05/otto-frello-outsider-og-utidig-fantasy.html

Allerede inden vi nåede frem til museets indgang, mødte vi Frello-kunst i stor størrelse: To gavle var malet af 19 dekorationsmaler-elever fra Svendborg Malerskole - efter Frellos tegninger og skitser. 

Gavlmaleri (2) ved Varde museum. Design Otte Frello

Vi havde jo set alle de udstillede billeder for godt halvandet år siden da Otto Frello kort før sin død havde en stor udstilling i lokalerne på Rundetårn hvor vist stort set alle hans malerier var med. Så udstillingen i Varde der måske indeholdt halvdelen, var jo sådan set et koncentreret gensyn.

 

Men interessant nok var der ikke bare tale om genkendelsens glæde i Varde, men om stadige nyopdagelser i forhold til de fleste af hans billeder.

   Og helt usædvanligt for oplevelsen af forholdet mellem udstilling og publikum, så gik alle de besøgende - også fruen og jeg - rundt og smilede.

 

Denne gang lagde jeg blandet andet særligt mærke til billedernes rammer som Frello i de fleste tilfælde har tænkt og udformet specielt til det enkelte værk, som det fremgår af en artikel i bogen "Otto Frello - I fantasiens landskab ..."

   Nogle billeder har slet ikke rigtige rammer. De er malet på lærredet som trompe l'oil-illusioner. Som det her med titlen "Udbrud" hvor rammen og det påskruede navneskilt er en illusion som er malet på kanten af selve lærredet (dog er skruerne "ægte"!):

Otto Frello: Udbrud. 1994

Bemærk hvordan det illuderet iturevne lærred  i det abstrakte billede gå ind over den illuderede ramme i højre side. Frello er en både en spasmager - og en illusionskunstner.

   Andre billeder kombinerer en ægte 'ydre' ramme af gammelt træ med en illuderet 'indre' ramme på lærredet, som det her med titlen "Det sidste menneske" (man kan dog desværre her kun se en smule af den ægte træramme yderst, i virkeligheden er den bredere end den 'indre' påmalede, og skåret ud af 200 år gamle ormhullede planker):

Otto Frello: Det sidse menneske. 2000

Også her kan man iagttage hvordan Frello leger med illusionen. Den malede figurs hænder går ud over rammen (=den malede 'indre' ramme). Oplevelsen af at figuren (som er en kvinde) udmattet er nået til verdens ende - og vil ud af den verden hun er den sidste i, er forstærkes gennem det illusionsgreb.

I det her billede "Gennembrud" fra 1993 er der slet ingen ramme.
   Eller man kan sige at den illuderede trompe l'oil-ramme fylder næsten hele billedet, og er tilsyneladende lavet af et stykke udskåret og murværk i kalksten (eller marmor) med indblik gennem den profilerede udskæring til - ingenting:

Otto Frello: Gennembrud. 1993.

Det er stor kunst, synes jeg.
   Det fremgår ikke af illustrationen her, men murværket er malet så det fortsætter helt rundt om lærredets kanter. Så hvis man ser billedet helt fra siden så ser det også ud som om det er et stykke murværk der er hugget til og ud - i billedets størrelse.

Frellos billeder er grundlæggende ikke subjektive eller ekspressionistiske, der er ikke tale om en form for surrealisme som nogen måske kunne finde på at tænke. Det understreger han selv, i flere interviews.

   Hvis man skal sætte ord på genren, så er det er en slags magisk realisme hvor genkendelige virklighed går i symbiose med et fabulerende indhold.
   Det nærmeste man kommer rent stil- og genremæssigt er nok det man internationalt ville kalde 'fantasy' - en illustreret eventyrverden uden for tid og rum, som samtidig er så realistisk at hvis man troede på at den fandtes, så ville man uden videre kunne traske ind og deltage i historien.
   Som i Harry Potter-filmene.

   Men Frello adskiller sig alligevel fra fantasy-mainstrem-billeder/-illustrationer på grund af den indbyggede humor som der er i næsten alle hans billeder.

   Prøv at google "fantasy paintings" og klik på "billeder". Slægtskabet er der. Men der er der ikke meget at grine ad.

To af billederne vist ovenfor - "Gennembrud" og "Udbrud" - er det nærmeste man kommer til en form for personlig symbolik i hans malerier. 

   Billederne er malet umiddelbart efter at Frello for første gang udstillede i begyndelsen af 90´erne - og jo dér fik både en del anerkendelse - især fra et begejstret publikum der mødte op i stort tal, men også fra nogle få kritikere/anmeldere.

  Andre kunstkyndige inden for kunstinstitutionen frakendte til gengæld hans billeder enhver kunstnerisk værdi, hvad man kan læse om her i en artikel fra netavisen arbejderen.dk fra 2009:

- Mine malerier er konstrueret, så tilskueren kan vandre ind i billedet, har han engang fortalt Malerforbundets fagblad Maleren.

   Derfor er forgrunden i billedet altid skildret detaljeret - det kan være stuens egeplanker eller sandkornene i klitten ved havet.

   Og den slags malerier, som giver beskueren en munter, ofte lidt drilsk sang fra de varme lande kan ikke være kunst.

   Det sagde Kunstavisens redaktør Alex Steen, allerede i 1992 og kaldte hans billeder for 'Maleriske kuriositeter'.

   Og kunstjournalist Preben Juul Madsen fulgte op i Kunstavisen, da han i juni 1994 anmeldte Otto Frellos første udstilling i Helligåndshuset i København:

   'Frello mestrer ikke helt teknikken i oliemaleriet. Den udpenslede, detaljevisende udførelse i hans billeder er ikke gennemarbejdet nok, læner sig ofte op ad det dilettantiske, både i farve, teknik og komposition', lyder kritikken blandt andet.

   Ramaskriget i den etablerede kunstverden var da også til at høre, da Otto Frello - stærkt mod sin vilje - i 1994 blev optaget i Weilbachs Kunstnerleksikon.

   Leksikonet, der blev skabt af Kunstakademiets anden bibliotekar, Philip Weilbach, har siden 1877 registreret alle kunstnere i Danmark.

   Optagelsen i Weilbach førte til, at samme Preben Juul Madsen i Kunstavisen februar 1995 i en brevveksling med Otto Frello skrev:

   'Efter min mening halter dine billeder både malerisk og kompositorisk, såvel i helheden som i enkeltobjekter'.

   Han anklagede ham samtidig for at benytte 'samme effekter og midler som fiduskunstnerne anvender'.

Frello kalder sig selv en "utidig maler". Og han ønsker ikke at blive betegnet eller omtalt som "kunstner". Sin forbilleder henter han i det illusionsmaleri som dominerede i europæisk kunst fra omkring 1500 til omkring 1900.

   De to billeder "Gennembrud" og "Udbrud" kan ses som kamuflerede udtryk for hans oprør mod - eller skulle man være så fræk at sige symbolske fuck-finger til - den etablerede illusionskritiske og antifigurative abstraherende kunst som har domineret den 'anerkendte' malerkunst i Danmark og i udlandet i det meste af dette århundrede.

Frello har givet flere interviews i sine senere år. Et større et findes i bøgerne om ham, foretaget af John V. Jensen.

   Her fortæller Frello blandt andet at han bevidst "lefler for publikum" i den forstand at de skal kunne føle at de kan gå lige ind i billedet fordi forgrundens gader, torve og veje er malet så realistisk at beskueren får illusionen af at kunne fortsætte til fods ind i den skildrede verden.

   Publikum skal også kunne opleve at der foregår en historie i denne magiske verden - at billederne er fortællende.
   Men hvilken historie de fortæller, det er til gengæld ikke klart. Det er op til den enkelte at digte ud fra billedet, er hans synspunkt.

   

Frello bruger også i interviewet ordet "slyngelagtigt" til at beskrive nogle af de illusionsnumre han laver med publikum. Og han bruger udtryk som "luskede tilsnigelser". Afvæbnende selvironi.

   Han afviser at han udtrykker (egne) følelser i sine malerier, og han tager bevidst afstand fra at fænomenet som andre kunstnere ofte refererer til: inspiration - at det skulle betyde noget for ham i valg af motiver og måder at male på.

   

Han sammenligner sig selv med H. C. Andersen der gjorde det samme i ord som Frello selv gør i billeder, og han fortæller at han ligesom Andersen finder på detaljer og forfølger indfald undervejs i processen. Han kan også finde på at lave malede tilføjelser i billederne på et senere tidspunk hvis han synes at noget mangler. Der er ikke noget særligt helligt eller urørligt ved et maleri han har skabt, er hans holdning.

   Han fortæller at hans billeder ikke har noget budskab, intet dybere formål - ud over det at overaske, underholde, sætte fantasien igang - og gøre folk glade.

Jeg har tidligere skrevet en række indlæg om mennesker med særlige evner. Frello tilhører den gruppe.
   Hvor meget der er medfødt og hvor meget der er et resultat af at han i mange år underviste rigtig mange hold i komposition og perspektivtegning på Akademiet for fri og merkantil kunst (der hvor man i mange år har uddannet reklametegnere og illustratorer), det er svært at afgøre.

   Inden han selv for alvor begyndte at male oliemalerier, brugte han en række år på på helt unik og fremragende vis at illustrere en række af Politikens populære håndbøger "i farver", som jeg alle har stående i min reol: Stueplanter i farver, Husdyr i farver, Smykkesten i farver, Balloner og luftskibe, Alverdens klædedragter i farver, Stilarternes kavalkade i farver.
   Illustrationerne er musik for øjet. Og mange af dem kan ses på udstillingen i Varde.

   

Frello har et helt specielt talent hvad angår brug af centralperspektivet i sine billeder. Og det er altid til stede som underliggende strukturprincip.

   Det fremgår af udtalelser i  bøgerne at han slet ikke ikke kan lade være med - og at det sker helt automatisk - at se landskaber, byer, huse, veje, genstande i et ekstremt klart og tydeligt centralperspektiv. Og at det næsten er noget tvangsmæssigt - lidt som synæstesi.

   Hans mentale stereoskopiske 3 D-syn er styremde for kompositionen af hans motiver, fortæller han.
   Og hvor specielt ekstremt det talent er, det får man ikke mindst indtryk i nogle af hans hånbøger, fx "Stilarternes Kavalkade - i farver."

   

Endvidere har Frello den særlige visuelle fantasi der gør at  hvis man beder ham om det, så kan han på en studs male de frontalt vendte ansigter på figurer som i hans maleri vender ryggen til beskueren.

   For eksempel i forhold til billedet "Den morsomme mand" har han senere på opfordring i forbindelse med et interview lynhurtigt malet ansigterne til den grønne dame centralt i billedet og til den brunklædte skaldede mand i baggrunden

 

Otto Frello: Den morsomme mand. 1980

Eksemplet er refereret fra artiklen "Der hvor øjeblikket nedfældes" af Per Oscar Jensen i den sidste store  bog om kunstneren: "Otto Frello - I fantasiens landskab". 

   Frello har åbenbart på den indre skærm kunnet set alle sine malede figurer 360 grader rundt; derfor ved han præcis hvordan de vil se ud når han placerer dem i et helt bestemt perspektiv. 

   

I samme artikel får vi også vist og fortalt at han hurtigt i detaljer kan male ansigterne og kroppene på de mennesker der går i demonstration i den lidt blåtågede baggrund til venstre i samme billede.

   Altså selv om Frello i billedet "Den sjove mand" kun skitseagtigt og i meget lille størrelse har malet en  menneskemængde i baggrunden, så har han for sit indre blik vidst hvordan de ville se ud hvis de skulle hives frem i forgrunden og ses tæt på.

I et tidligere indlæg spekulerede jeg over hvilke beløb Frello egentlig solgte sine malerier for. Varde museum jo altså erhvervet ca. halvdelen af dem, og kun det første var gratis.
   Nettet var her ikke til nogen hjælp.

   Svaret fra den meget entusiastiske dame i receptionen, var at han krævede timeløn. Et hurtigt billede, en billig pris, et billede det tog lang tid at male, som fx dette "Københavnerbillede" der sammenlagt tog tre år at male kostede en million, fortalte hun. 

Otto Frello: Københavnerbillede. 1983-86

Som eksempel på at han ikke havde noget imod at rette eller lave tilføjelser til sine malerier, nævnte hun at de to gråspurve nede til venstre, var en senere tilføjelse, og at forbilledet for dem var gråspurvene på den daværende 20 kr.-seddel:

Udsnit af Københavnerbillede

Det fremgår også af interviewene med Frello at han ikke har nogen kvababbelser ved at kopiere motiver han vil inkorporere i sine malerier fra fotos eller gamle stik, billeder som han har fundet gennem sin billedresearch til motivet.
   Det gælder for eksempel mange af delmotiverne, både bygninger og figurer, i "Københavnerbillede".

På udstillingen var der to landskabsbilleder som tydeligvis var akvareller. De var beregnet til et bogomslag. De var fine, men ikke lige typisk Frello.

    Jeg spurgte hvad han ellers malede med når han ikke malede i olie. Receptionisten tjekkede op: Akvarel var faktisk usædvanligt. Når han arbejdede som illustrator var det 'gouache' han brugte. En slags heldækkende vandfarve, som Wikipedia fortæller om sådan her:

Gouache er en maleteknik, hvor der bruges vandfarver, der dækker billedets bund helt. Gouache er også betegnelsen for et billede malet med denne teknik. Ordet "gouache" er overtaget fra fransk og udtales "gua'sj" eller "goa'sj." Fransk har modtaget ordet fra italiensk "guazzo", som betyder "vandpyt", "vand" eller "lavering".

   Gouachemaling indeholder hvidt farvestof, der gør farverne mere matte og dækkende, således at papir eller underlag ikke skinner igennem som ved sædvanlig vandfarve eller lasurmaling. Desuden indeholder malingen farvestof opløst i vand og gummiarabicum (lim), som andre vandfarver.

   En række kunstmalere og illustratorer har brugt, og bruger denne maleteknik. Gouachemaling er renligt at arbejde med, fordi det er vandopløseligt, det giver relativt glatte farveflader og mørkere partier kan dækkes med en lys farve.    

   Teknikken egner sig især til illustratonsoriginaler som skal reproduceres, for eksempel, rigt farvede plakater. Det har også været almindeligt at anvende gouache til farvelægning af plastceller i tegnefilm, hvor figurerne skal have heldækkende farver, mens baggrunden er blevet udført i mere nuancerig akvarelteknik.

Når han arbejdede som illustrator for Politikens håndbøger, var det altså vandopløselige gouache-farver han gjorde brug af. Det kaldes også somme tider temperafarver.

   I en kort artikel som er baseret på et interview med Frello 2011, beskriver han hvordan han faktisk i sine oliemalerier kombinerede olie- og temperafarver, hvad der kom noget bag på mig - og i øvrigt også overraskede de konservatorer som besøgte ham for at få ham til at fortælle om sin unikke maleteknik:

Otto Frellos baggrund som bygningsmaler og senere illustrator viste sig at være indlejret ganske klart i hans maleteknik. Han fortalte, at han næsten altid fra han begyndte for alvor på oliemalerierne i 1970 havde malet helt traditionelt med oliefarver på forgrunderede lærreder. Oliefarverne var typisk tubefarver rørt ud i lidt tørrende olie på paletten og påført lærredet med almindelige kunstnerpensler – de fleste af materialerne købt i Københavns Farvehandel lige rundt om hjørnet.    (...) 

   Efter at have malet hovedmotivet med oliefarver, lader han farvelaget tørre helt op, hvorpå de karakteristiske detaljer tilføjes maleriet med vandbaseret temperafarve. Frello kalder det ”tempera”, men her er der tale om det, vi også kalder gouache, som er en vandbaseret mættende farve til forskel fra akvarel, der er mere eller mindre laserende – dvs. en smule gennemsigtig. 

   De fleste af Frellos kendte bogillustrationer er oprindeligt malet i gouache, hvilket giver en klarhed og mætning, som gør dem yderst velegnet til reproduktion.

   (...)

   At detaljerne males på det tørre oliefarvelag med en vandbaseret farve virker underligt, når man tænker på, at oliebaserede og vandige medier jo ikke ligefrem fungerer særlig godt sammen – så hvordan kan man få de to materialer til at forenes? 

   Det problem havde Frello løst ved at slibe det tørre oliefarvelag med en fugtig klud dyppet i kridt. Bagefter tørrer han farvelaget rent for overskydende kridt med en klud og opnår på den måde en mattering af overfladen, som kan få den vandige gouache farve til at binde på den lidt ru overflade. Det var et kneb, han havde lært af forstanderen for Akademiet for Fri og Merkantil Kunst, mens han var elev der. 

   For nu at holde på farvelaget, hvor detaljerne som nævnt let kan fjernes med fugt, trækkes det hele over med en relativt tyk og glansfuld fernis. I begyndelsen brugte Frello gulvlak dvs. en tyk linolie-baseret lak med stor glans. På et tidspunkt – som han ikke husker nøjere – gik han over til en klar, men stadig glansfuld fernis fra Københavns Farvehandel – formentlig baseret på akryl.

http://www.konsvest.dk/upload/files/Papeg%C3%B8jen%20der%20forsvandt.pdf

Da jeg var ung malede jeg af og til med 'dækfarveer', altså 'gouache'. Ikke at jeg husker det, men blandt de billeder jeg har bevaret fra min ungdom, er der et par stykker som må være malet i det medie.

I øvrigt mener jeg godt man kan sige lidt mere end at hans billeder er bae fabulerende og fantasistimulerende.
   Der er rigtig mange af motiverne som indirekte, og kritisk-ironisk,  peger tilbage på noget der har rødder i religion.
   Det fremgår af det her interview i Kristeligt Dagblad under rubrikken "Billeder man aldrig glemmer", lavet i forbindelse med hans sidste store udstilling, at han er vokset op i et indremissionsk miljø i Vestjylland.
   Men han afviser naturligvis enhver tolkning i den retning:

http://www.kristeligt-dagblad.dk/kultur/billeder-man-aldrig-glemmer

(fortsættes - i et indlæg om Martin Bigum og han synæstesi)