'Fake news' - 'fup-nyheder og 'falske nyheder' - aprilsnar hele året rundt - hvad er opskriften - og hvad er konsekvenserne?

Fotos der viser hvor mange tilskuere der var foran det hvide hus da hhv. Obama og Trump blev indsat som USA´s præsident. Men er de taget på samme tidspunkt på dagen?

Min Facebook-ven David Trads skrev følgende opdatering den 23-01-17:

FAKE NEWS
Til almindelig orientering, så blokerer jeg frem over folk, der spreder fake news, straks jeg opdager det.
Fem er lige røget ud for at sprede løgnen om, at der i virkeligheden var flere til Trumps indsættelse end til Obamas.
Hvad tror de tosser ellers på?
At Elvis lever? At månelandingen var fup? At Trump taler sandt?

Jeg har faktisk selv  i nogen tid gået og bagt på  et indlæg om det som alle aviser også skriver om for tiden: fup-nyheder - falske nyheder- eller det som mange skriver - det engelske udtryk: Fake News.

   Nyheder og nyhedshistorier som er fulde af løgn - et opdigtet indhold, men som fremtræder og formidles så nogle læsere/brugere - eller mange - tror på dem som sandhed, som nogen der er dækning for i virkeligheden.

Når alle skriver om det, så er det fordi 'man' (fx FBI/CIA) mener at en række falske nyheder er udsendt af luskede hjemmesider - der ligner nyhedssider - men er oprettet netop med det formål at de 'nyheder' de lancerer, har skullet påvirke den amerikanske valgkamp ved at nogle vælgere og medier troede på dem.

  Og flere steder i pressen har jeg nu læst at udtrykket "Fake News" allerede har skiftet betydning i flere diskussioner, og for nogle sprogbrugere altså 'bare' betyder "nyheder hvis indhold jeg ikke sympatiserer med."

   I den betydning har jeg læst at fx Donald Trump bruger udtrykket. Ligesom hans talsmand er fræk nok til at kalde en bevidst og indiskutabelt løgnagtig nyhed for én nyheder der bygger på "alternative facts."

Jeg gik nogle dage i sidste uge rundt og spekulerede på hvordan jeg skulle finde et godt og helt sikkert eksempel på en falsk-nyhed - til at eksemplificere genren.

   Og så røg jeg jeg selv i sumpe med en ordentlig maveplaster! Til mine over tusinde FB-vennerne måtte jeg skrive denne opdatering - med flovmandens rødeste ører:

Kære FB-venner:

Jeg beklager at jeg for et par dage siden var for hurtig til at dele en falsk nyhed, som jeg naturligvis nu har slettet. Overskriften startede med "Israeli President: ..." og så fulgte et "citat" af en udtalelse som den nuværende israelske præsident Reuven Rivlin aldrig er kommet med.

   Artiklen stammer fra en "nyhedshjemmeside" der forkortes AWD ("Another Western Dawn") som angiveligt er publiceret fra Pakistan. Den var delt af en troværdig ven, og en anden troværdig ven gjorde mig opmærksom på brøleren.

   Og det var netop som jeg var ved at lægge an til at skrive et blogindlæg om "fake news" (på dansk "fup-nyheder"), som jo ud fra det synspunkt at de på snedig vis blander falskt og sandt, interesserer mig som en form for 'faktion' (ligesom fx 'mocumentary' eller 'aprilsnar'). Men så kan jeg lære det, kan jeg!?!?!? Og undskyld venner!

Det jeg og min kilde var gået i vandet på, var efter alt at dømme en ægte 'fake news'-artikel fra en ægte falsk-nyheds-netside.

 

Wikipedia skelner mellem 'Fake News Websites' også kaldet 'Hoax News', og 'Satire News Sites'.

    Man kan finde aktuelle lister på engelsk over de to slags fup-nyhedssider.

Her et link til en liste med 'satirenyhedssider', der defineres sådan her:

This is a list of satirical news websites which are satirical bent, or parodies of news, which consists of fake news stories and other humor. They are not to be confused with fake news websites, which deliberately publish hoaxes in an attempt to profit from gullible readers.

https://en.wikipedia.org/wiki/List_of_satirical_news_websites

Her et følger et link til en liste med 'fake news sites' der defineres sådan her:

These sites intentionally publish hoaxes and disinformation for purposes other than news satire.  

   This list also excludes sites that promote conspiracy theories based on apparently genuine belief (as opposed to a conscious intent to misinform or to gather web traffic).

   Some of these sites use a URL that ends in .co or otherwise resembling genuine news sites

https://en.wikipedia.org/wiki/List_of_fake_news_websites

Det er naturligvis vigtigt at (kunne) skelne mellem løgne for sjov og løgne for alvor. Og helst lige så skarpt som i Piet Heins begavede gruk:

Den, som kun ta´r spøg for spøg og alvor kun alvorligt, han og hun har faktisk fattet begge dele dårligt.

Til de formål som kendetegner bevidst løgnagtige 'fake news sites' hører: god gammeldags propaganda, poltisk dis- og misinformation,  bevidst forbrugervildledning (fx annoncer for varer man ikke har), og falske, men troværdige sensationsnyheder - udsendt på nettet bare for at få så mange reklameklik som muligt - og altså for at tjene penge.

På Facebook kunne jeg også for et par dage siden se at en ATS-historie var. som det hedder, 'gået viralt' på nettet - og var blevet kommenteret i lange forargede spor som om den var sand.

   For læsere af denne blog som ikke kender til ATS (forkortelsen står for "At Tænke Sig") og hvad en ATS-historie er, kan jeg oplyse (og tro mig) at der under den genrerubrik i en fast spalte på bagsiden af Politiken netop bringes mange "falske nyheder": format, form, vinkling, citater, sprog og illustrationer er den typiske avisnyheds, indholdet er satirisk eller parodisk rettet mod mere eller mindre absurde eller latterlige artikler eller udtalelser i medierne, herunder i Politikens egen 'seriøse' del.

   ATS-historien som jeg selv morede mig meget over, var illustreret med dette foto:

Historien fortalte at det helt almindelige danske ægtepar som for nylig havde vundet en lottogevinst på over 100 millioner kroner, nu af "retten" var blevet fradømt gevinsten igen fordi de - fantasiløst - i første omgang ikke ville bruge pengene til andet end nye tagrender og køb af en bil - og så oven i købet kun en kedelig Hyundai:

ATS: Lottovindere dømt til at betale gevinst tilbage

ATS-DOMSTOLEN: LOTTOVINDERE DØMT. 

Thi kendes for ret! 

Ægteparret Leif og Aase fra Ølsted, som har vundet 114 millioner i Eurojackpot, findes skyldige i manglende fantasi ved offentligt at have erklæret, at de vil bruge pengene på nye tagrender til deres hus samt en bil af mærket Hyundai.
   Retten finder, at dette er alt for uambitiøst, og at de tiltaltes udtalelser er egnet til at håne spilkunder, der drømmer om den store gevinst for at kunne rejse Jorden rundt, bade i champagne og leve et generelt luksusliv iført spraglet sommertøj.
   Med hensyn til de af Leif og Aase fremsatte ønsker finder vi, at et nyt hus samt en Tesla eller en Porsche ville have været mere passende i forhold til gevinstens størrelse.
   De tiltalte skal inden 1. februar tilbagebetale 114.000.000 kr. til Danske Spil og frakendes samtidig retten til at deltage i lottotrækninger i en periode af 5 år.

http://politiken.dk/bagsiden/art5792877/Lottovindere-d%C3%B8mt-til-at-betale-gevinst-tilbage

Hvad er det lige ATS her forholder sig parodierende og satirisk til?

   Det er reaktionerne på blandt andet Facebook og viderefortalt af EB, BT og MetroXpress m.fl. over at der ikke lå en god eventyrlig og fantastisk historie i vindernes reaktion på at have vundet lottopræmien.

Ifølge 'Læsernes Redaktør' Bjarne Schillings faste søndagsspalte i Politiken, var der altså chokerende mange bruger der havde kommenteret ATS-historien på Facebook som om det var en rigtig - altså sandfærdig - nyhedsartikel!

   Og forargelsen blandt disse kommentatorer var gevaldig stor.

   Her et eksempel på en typisk kommentar:

De skal have lov til at beholde deres velfortjente 114 mill og så må danske spil og deres juridiske retningslinjer straks fjerne deres klamme hænder fra deres gevinst. De må bruge dem på lige nøjagtig det de vil. Og det skal hverken en organisation eller staten gøre sig til herre over vil jeg mene. Om de så ville holde grillfest for hele den lille by. De er en om´er dansk spil.

Og her et eksempel mere på en kommentar til den ATS-historie:

ej hvor jeg brækker mig, hvem fuck skal bestemme hvad de bruger deres penge på! folk skal bare stoppe med at have så ondt i røven. FUCKING TIL GRIN! Pinligt danmark.

Der er ikke noget nyt under solen, fristes man - lidt arrogant og elitært - til at sige.

Enhver traditionel papiravis har siden tidernes morgen på bagsiden haft "morsomme" artikler, vittigheder, citater, tegninger.

   Genren er kendt i Danmark helt tilbage fra Meir Aron Goldschmidts satire-ugeavis Corsaren (1840-1855) som blandt andet udleverederede Kirkegaards særprægede 'apparition' når han gik rundt i byen - til morskab for københavnerne.

    På TV havde DR i 70´erne og 80´erne tradition for hver lørdag at udsende en række parodier og satire-indslag under forskellige navne som "Hov Hov" eller "Uha Uha".

    På DR-radioens P1 har man hver morgen en gang om ugen  i en årrække lidt i 8 kunnet høre satiremagasinet "Selvsving". Det er nu netop holdt op.

    Og i USA var "The Daily Show" med komikeren John Stewart som vært, i årevis - efter sigende - en vigtig kilde for mange unge amerikanere til at forstå hvad der foregik i de forskellige kanalers seriøse "News"-udsendelser. Og vi kunne også se udsendelserne på en af DR´s kanaler.

   Daily News kører videre med en ny, og ikke nær så populær vært.

   Den franske satireavis "Den lænkede and" der kombinere satire med undersøgende journalistik, blev udsat for et forfærdeligt terrorangreb fordi de gjorde grin med Muhammed.

Hvad er fælles her?

   Der er tale om en tekstlig eller visuel fremstilling der ikke er sand, men opdigtet - og som i form og udtryk ligner og fremtræder som en sandhed.

   Og i de ovennævnte eksempler er meningen at publikum skal gennemskue 'løgnen' og forstå den som en slags fiktion, og morer sig over dens - helst overraskende - lighed med en sandhed.

   Men det kan de ikke altid, viser det sig.

Hvordan gennemskuer et publikum at der er tale om en satirisk løgn iklædt sandhedens form og udtryk?

   Det handler altid om konteksten - om den udtryksmæssige ramme som signalerer at det der fortælles ikke skal tages for alvor, men er for sjov.

   En sådan kontekstramme er fx overskriften "ATS" og placeringen i en enkelt spalte placeret helt ude til højre på bagsiden af Politikens første sektion.

   Enhver tekst og ethvert billede inden for den ramme, skal forstås ironisk, og de 'kendsgerninger' der leveres i teksterne, er typisk en blanding af sandt og falskt.

   Og sådan forstås  det også af enhver fast læser af Politiken - og af mange andre avis-fortrolige borgere.

Men hvad hvis man ikke læser avis og ikke kender til Politiken og dens faste satirespalte på bagsiden? Og ikke ved at overskriften ATS er navnet på den spalte? Og man kun ser historien på Facebook uden den avis-kontekst som ellers udgør dens papiravis-reservat? Og man så i øvrigt har en tåget forestilling om at samfundets institutioner godt kan tænkes at være så mægtige at de kan trække en lottogevinst tilbage hvis de er utilfreds med vindernes måde at ville bruge pengene på.

   Så er forargelsen vel berettiget? Og det at give udtryk for den i en kommentar på Facebook vel helt OK? Og ikke noget at grine af?

 

Læsernes redaktør forklarer at man havde troet sig sikker mod misforståelser med følgende oplysende kontekst:

På Facebook havde overskriften fået tilføjet 'ATS:' Og lige under den blev det forklaret, at 'ATS er Politikens satirespalte'. Fra selve nyheden var der et link til hele ATS. Så skulle man tro, at alle var med på, at det var tant og fjas. 

Ja, måske kender mange Facebook-brugere heller ikke betydningen af udtrykket 'satire' og 'satirespalte', tænker jeg. Men Politikens læsere og journalister gør det jo nok!?

Læsernes redaktør kan så berette at det slet ikke er første gang at ATS-artikler er blevet taget for pålydende:

Da ATS i sin tid citerede bstyrelsesmedlem Abbdid Wahut fra det muslimske flertal i boligforeningen Egedalsvænge i Kokkedal for, at der ikke måtte spises flæskesteg på fællesarealerne.

Da ATS under overskriften 'Nye krav til perleplader i Randers' kunne meddele, at kommunen havde pålagt sine daginstitutioner, at grise skulle indgå som  motiv, når børnene lavede perleplader.

I princippet fungerer den slags historier i forhold til et relativt uvidende læsersegment på samme måde som de aprilsnar-artikler/-indslag man hvert år finder eksempler på i de fleste skrevne og elektroniske medier den 1. april.

Aprilsnarre i medierne er en veletableret genre som udnytter fascinationen hos læserne eller publikum ved mødet med en - gys-givende og latter-vækkende - blanding af fakta og fiktion. Når den erkendes som opdigtet, vel at mærke.

   Så får man ikke bare en AHA-oplevelse, men en HA-HA-HA-oplevelse.

I den vestlige pressetradition har journalisterne (og også reklamefolk) lov til en gang om året at narre læserne til at tro at en opfundet nyhed, iklædt journalistikkens nyhedsformater i ord, lyd og billeder, og placeret mellem alle de ægte nyheder, at den er den rene og skære journalistiske sandhed.

   Igen er det konteksten der leverer forståelsen - eller misforståelsen.

Hvilke konventioner og spilleregler der er for disse aprilsnarre, det har jeg skrevet om og beskrevet i en række tidligere indlæg her på blokken.

   'Opskriften' fra 2011 gengiver jeg her i sin fulde længde:

En nyheds-aprilsnar er en en fantasi forklædt som sandhed. Andre betegnelser jeg har har opfundet til lejligheden, er "fup-nyhed", elller "mock(ing) news" - analogt til betegnelserne "mockumentary/fup-dokumentar".

   Ideen med fup-nyheden er at få læseren, lytteren eller seeren til "at bide på krogen", dvs. tro at den er sand, at den fortæller en sandhed som bidrager med en interessant og overraskende udvidelse til vores forestillinger om virkeligheden.

   Opskriften har fire ingredienser: en madding, en krog, en indpakning, og evt. et eller flere set ups til den aha-oplevelse som er aprilsnarens mål. 

Maddingen skal være en løgn der kunne være sand, sammenfattet i en påstand som hvis den var sand, har stor nyhedsværdi. Kravet er at den skal være provokerende og debatskabende - eller indeholde noget man ville frygte eller ønske var sandt. Formlen er: "utroligt, men sandt".

   Aprilsnarren må meget gerne indeholde en påstand som læserne ville ønske var sand - "a dream come true" - som f.eks. at forskerne har udviklet en ny snegleart der kan bekæmpe dræbersnegle.

   Krogen skal være udbredt viden om tendenser og foreteelser i samfundet som i andre sammenhænge har givet nyheder. Eller det skal være allerede eksisterende nyhedsframes eller nyhedsskabeloner som fup-nyheden matcher eller "logisk" ligger i forlængelse af. Det er altså krogen der leverer en vigtig del af troværdigheden.

   Indpakning af maddingen er også afgørende for aprilsnarrens troværdighed. Fup-nyheden skal sprogligt, form- og billedmæssigt være formatteret som en nyhed, dvs. der skal være dokumentation i form af citater fra troværdige kilder eller autentiske fotooptagelser/grafik der illustrerer/dokumenterer dele af nyheden. Hvis det er en tv-aprilsnar, er det lidt mere besværligt for så skal man overtale kendte eksperter, politikere eller kendiser er til at medvirke. Mange vil dog gerne være med.

   Aha-oplevelsen er målet; det - helst overraskende - pay off. Ligesom vittigheder, anekdoter og gåder, er meningen med den dramaturgiske konstruktion i en aprilsnar, at forløbet skal munde ud i en aha-oplevelse, nemlig når det publikum der er offer for den, bliver klar over at de er blevet fuppet. For nogen sker det allerede under eller lige efter læsningen. For andre kommer oplevelsen først dagen efter i når medierne afslører det, eller når den sensationelle historie bliver genstand for snak og moro i butikker, på arbejdspladser eller i omklædningsrum.

   Et indbygget set up til afsløringen af at aprilsnar-nyheden er fup, er ikke obligatorisk, men bidrager til fornøjelsen når det er med og alligevel overses. Det kan være at man i selve teksten simpelt hen nævner datoen - eller bare måneden april, eller at man fx i teksten indarbejder en ellers helt ukendt betegnelse på et fænomen i historien.

Profetisk afslutter jeg et tidligere indlæg om genren med dette 'tankeeksperiment':

Lad os afslutningsvis forestille os at man vedtog en social konvention om at nu skulle det ikke kun være en gang om året: 1. april, men en gang om måneden eller en gang om ugen, eller om dagen, man måtte lave fup-nyheder. Hvad ville der ske?

   I løbet af ingen tid ville der ske et totalt sammenbrud af den uudtalte faktakontrakt som al journalistisk (og megen anden) kommunikation forudsætter og er indlejret i. Enhver historie som var tilstrækkeligt overraskende - havde tilstrækkelig sensationsværdi - ville blive udsat for tvivl eller afvist som - "dagens", "ugens" eller "månedens nar".

   Et tankeeksperiment der viser at påstanden om at alle tekster er fiktion, eller at det ikke er muligt videnskabsteoretisk at skelne mellem faktive og fiktive tekster og udsagn, er uholdbar.

Men det er jo faktisk det der ser ud til at være ved at ske i disse år: et gradvist sammenbrud af den uudtalte faktakontrakt som al journalistisk mediebåret kommunikation forudsætter og er indlejret i, og som også de fleste af de vidende og højtuddannede eksperter som journalisterne citerer, har lænet sig op ad og levet højt på i århundreder.

Det ser ud til at det for (alt for) mange mennesker er hip som hap om det de læser, hører eller ser i medierne - og især på nettet, er fakta eller fiktion. Og det bliver udnyttet af kyniske og kreative mennesker og institutioner til en række mere eller mindre lyssky formål.

   Og hvis Face-book eller Twitter efterhånden bliver den dominerende tolknings- og forståelses-bestemmende kontekst for de fleste læsere, så vil der til sidst ikke være nogen der tror på noget af det de læser på disse medier - men ej heller på de de digitale medier og hjemmesider der stadig redigerer og 'varedeklarerer' deres oplysninger og tekster/billeder som serøs og troværdig journalistik.

Forskere og journalister har søsat termen 'det postfaktuelle samfund' - med oprindelse i det engelske begreb 'postfactual politics' - til at beskrive dette at såvel politikere som vælgere tilsyneladende over en bred bank tillægger det stadig mindre betydning om et udsagn om (dele af) samfundet er korrekt eller ej, om det kan dokumenteres eller er mere eller mindre fri fantasi. Og at forargelsen i offentligheden over at nogen bevidst og uden blusel fremsætter helt eller halvt løgnagtige påstande, simpelt hen oftere og oftere udebliver.

 

Det fortæller jeg mere om i et følgende indlæg hvor jeg også kommer ind på hvorfor vi "hopper på den", også selv om vi er oplyste og kritisk indstillede.

Her følger links til en række tidligere indlæg jeg har skrevet om 'aprilsnarre' og deres dramaturgi - med en masse illustrerende eksempler:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2015_04_02_archive.html

http://petersudsigt.blogspot.dk/2015/03/aprilsnar-dramaturgi-mocumentary-spoof.html

http://petersudsigt.blogspot.dk/2012/04/mellemkd-og-anogenitaldistancen.html

http://petersudsigt.blogspot.dk/2011/04/kort-opskrift-pa-en-aprilsnar-en.html

http://petersudsigt.blogspot.dk/2011/04/aprilsnare-i-medierne.html

Hvad er en aprilsnar - løgn eller forbandet digt? - Hvad siger hjerneforskningen om det spørgsmål?

Aprilsnarrene i medierne drejer sig om at man gerne må lyve uden at det er moralsk forkasteligt. 

   Man har 'license to lie' en dag om året, så at sige: Den 1. april.

  

I mine egne morgenaviser spottede jeg følgende eksempler på en aprilsnar:

Metroxpress: 

- "Peter Falktoft designer sko af brugte metroxpress-aviser - Den populære tv-vært kaster nu sin kærlighed på brugte metroxpress-aviser i sit nye designereventyr."

- "Annonce: EU ude med hammeren: Forbud kan knuse de danske kammerjunkere".

- "Jetto. Nyhed, Højt at flyve. Let at betale. Hurtigere check-in (via Netto-butikker Indkøb i 10 km. højde (taxfree dagligvarer kan handles ind undervejs). Spotrejser: Hver uge har Jetto ruter til anderledes og overraskende steder." 

Politiken:

Har også "Jetto-annoncen".

I kultursektionen: "DR laver borgerlig fortsættelse af 'Matador' - Som modsvar på kritikken af '1864' laver DR nu en fortsættelse af den mest populære tv-serie nogensinde, 'Matador'. Og her bliver heltene liberale, lover DR."

Information:

"DONG i nyt stormvejr". Mangler blæst til store havvindmøller - Netop som DONG har måttet opgive udvinding fra Hejre-oliefeltet i Nordsøen, rammes energigiganten nu af problemer i de store havbaserede vindmølleparker. De forreste vindmøller tager vinden fra de bagerste.

På Facebooks nyhedsside "opdagede" jeg aprilsnarren fra Dansk sprognævn der i overskriften erklærer: "Dansk sprognævn gør nutids-r´et valgfrit." 

   Indledningsvis fortæller teksten: "HVORNÅR SKRIVER MAN ændre eller ændrer og lære eller lærer? Rigtig mange danskere har problemer med ord, der ender på –re eller –rer. Og det får nu Dansk Sprognævn til at ændre betydningen af nutid. ”Vi har nu i årtier forsøgt at lære danskerne forskellen på ”Jeg kører” (nutid) og ”Jeg vil køre” (navneform) og må erkende, at det er en umulig opgave for os”, fortæller professor i klassiske staveproblemer hos Dansk Sprognævn, Søren Schriver."

Landbrugsavisen.dk har oplistet en række aprilsnarre, de fleste med relation til landbruget, forstås. Og man kan stemme om hvilken der er "sjovest":

http://landbrugsavisen.dk/afstemning-hvilken-aprilsnar-er-sjovest-i-%C3%A5r

Et eksempel: 

Fredsted the med bacon-smag

Her er en list med 40 aprilsnarre fra 2016 fra hjemmesiden godpaaske.dk:

http://www.godpaaske.dk/aprilsnar_2016.php

Et eksempel: 

Nyt design til OB´s fodboldholds trøjer

Her er BT´s liste med de sjoveste fra i år:

http://www.bt.dk/danmark/aprilsnar-her-er-dagens-sjoveste-snydehistorier

Her nogle flere illustrerede aprilsnarre fra rundt omkring:

Verdensnyhed: Den første deodorant, der får dig til at dufte af friskbagte Snøfler! En sikker vinder, der med garanti vil få folk til at savle over dig!

Lidel markedsfører nu grønne æg

Carlsberg har købt Rundetårn for at lave det om til verdens største øldåse.

En aprilsnar er en lovlig løgn forklædt som en sandhed. 

   Men er det først og fremmest at betragte som en 'løgn', eller er det et første og fremmest et kreativt fantasiprodukt: 'digt'?

   

Jeg ved ikke af at man har skannet hjernen mens kreative journalister og reklamefolk finder på gode aprilsnarre. 

   Men man har skannet hjernen hos folk der lyver. Illustreret Videnskab havde i nr. 4/20 en artikel med overskriften 

Skannere afslører løgnens skjulesteder

Og manchetteksten fortæller:

Kriminelle får nu sværere ved at lyve sig fra en tur bag tremmer. Med nye avancerede hjerneskannere kan forskerne skelne løgne fra sandhed. Selv minder og erindringer kan tjekkes - og afsløre et falsk alibi.

Artiklen fortæller om forsøg med at fMR-skanne et antal personer der har fået besked om at de skal lyve. 

   Forsøgsopstillingen beskrives sådan:

I et forsøg fik 18 studerende en bunke spillekort i en konvolut, hvor de skulle huske et kort. Desuden fik de 20 dollars, som de fik lov at beholde hvis de kunne lyve for skanneren.  De studerende blev kørt i position i fMR-skanneren, og spillekortene dukked op på en skærm et efter et. På hver kort stod der "Er det dit kort?", hvorefter de studerende skulle trykke på en ja- eller nej-knap. De studerende havde fået besked på at trykke på nej-knappen, når de så deres kort. Efter forsøget måtte alle levere pengene tilbage - forskerne gættede kortet hver gang.

Forsøgene viste at en række områder i hjernen var særligt aktive: Det gjaldt to områder i pandelapperne og et område i isselappen, områder som er særligt aktive ved problemløsning og planlægning. Endvidere var det område der betegnes ACC (anterior cingulate cortex) placeret bag den midterste pandelap, særligt aktivt, et område der menes at behandle (og løse?) semantiske konflikter.

Søger man bag om artiklen i Illustreret Videnskab, finder man en engelsk artikel der refererer forskeren bag en række af disse eksperimenter: Daniel Langleben fra Stanford Universitetet. 

   Hans vej til at analysere hjernen når den lyver, gik via forskning i ADD (attention deficit disorder (på dansk ADHD)) hos børn, som med den lidelse havde meget svært ved at lyve:

Langleben, an Israeli immigrant with ceaseless energy, had never intended to build a modern-day lie-detection machine. His interest in deception came from work he had done with children suffering from attention deficit disorder (ADD). All the research indicated that children with ADD were terrible liars because they couldn't help but blurt out the truth.

   Langleben thought this might have to do with their lack of impulse control, and from that, he thought it was possible that lying was essentially harder than telling the truth. One had to have good impulse control to lie, otherwise the truth came out first. That led to developing a way to track a lie as it is formed in the brain using a functional magnetic resonance imaging machine, or fMRI.

   "The key point is that you need to exercise a system that is in charge of regulating and controlling your behavior when you lie more than when you just say the truth," Langleben said. "Three areas of the brain generally become more active during deception: the anterior cingulated cortex, the dorsal lateral prefrontal cortex and the parietal cortex."

   The anterior cingulated cortex is thought to be in charge of monitoring errors. The dorsal lateral prefrontal cortex is thought to control behavior. The parietal cortex processes sensory input. What Langleben and his team were seeing when they looked at the fMRI scans was more blood flow in those parts of the brain, indicating they were working harder.

This image shows average brain regions for 22 subjects during testing. Blue areas represent brain regions more active when telling the truth, red areas, when lying.

It is by studying the fMRI pictures that Langleben has come to the conclusion that lying increases blood flow in key areas of the brain. As he sees it, lies aren't created out of thin air. Instead, he believes your brain has to think of the truth and then make a decision, in a sense, to do the opposite. If you are instructed to say "the sky is green," Langleben believes your brain first thinks about the sky's true color, blue, before going with the falsehood. That process shows up on the fMRI scan.

http://www.npr.org/templates/story/story.php?storyId=15744871

Andre forskningsresultater viser at det at lyve faktisk tager længere tid end at fortælle sandheden, hvad der jo stemmer fint overens med Langlebens ræsonnement og iagttagelser: Mere arbejde tager længere tid!

Men nu er en aprilsnar jo en "lovlig løgn" - og altså måske nærmere at betragte som en sofistikeret vittighed eller joke. 

   Hvad siger hjerneforskningen at der foregår i hjernen når man joker?

   Det har to  forskere prøvet at finde svar på under overskriften the “neural genesis of a joke”:

Irving Biederman and Ori Amir at the University of Southern California scanned the brains of 22 improv comedians who had been asked to think up funny and boring captions to go with cartoons of people in various situations.

Komikerne skulle altså finde på hhv. kedelige og morsomme tekster til en tegning, og så blev de fMR-skannet imens, og bagefter skulle de så vurdere kvaliteten af joken på en skala fra en til fire: 

When the comedians came up with funny punchlines, the scientists saw activity rise in parts of the brain used to make meaningful links between opposing or distinct ideas. Activity in a separate brain region, the ventral striatum, which is involved in reward, also rose and got stronger the funnier the comedians rated their captions.

   “Conceiving funny ideas involves activation in semantic association regions where remote associations are linked in a meaningful way,” said Amir. “Greater activation in those regions results, on average, in funnier ideas.”

   In the study, amateur and professional improv comedians, including members of the Groundlings troupe in Los Angeles, had 15 seconds to come up with funny or boring captions for cartoons while having their brains scanned. After writing each caption, they rated how funny it was on a scale from one to four.

Et eksempel på sådan en tegning gives i artiklen. En kvindelige parterapeut hilser et ægtepar velkommen. Hvad siger hun til dem?

One cartoon showed a female relationship counsellor welcoming a married couple into her office. The caption from one of the participants read: “So this is awkward. I am the woman your husband has been cheating with. Either way it will be $200 for the marriage counselling.”

Hendes replik oversat til dansk: "Så, det her er pinligt. Jeg er den kvinde din mand har været dig utro med. Uanset hvad, er mit honorar 200 dollars for min ægteskabsrådgivning."

Det viser sig at de dele af hjernen som er meget aktive under skabelsen af en joke, er en del af en gammel kending, hjernens belønningssystem:

According to the researchers, the brain regions activated during the creation of jokes are rich in opioid receptors, which are part of the brain’s reward system. “In the case of humour appreciation, a surprising burst of activity in those regions may lead to the feeling of mirth,” said Amir.

https://www.theguardian.com/science/2014/nov/14/brain-joke-funny-comedians

En anden artikel om samme forsøg specificerer hvilke hjerneområder der er særlig aktive:

For a joke to be effective, the researchers discovered that the temporal lobe (located behind the temples) needed to be largely activated and significant activity was also required in the ventral striatum, the brain region which is linked to the reward system. This demonstrates that the development of comical ideas requires the activation of the temporal lobe, where opposing or distinct ideas can be linked in a relevant manner.

   Furthermore, these temporal areas are rich in opiate receptors, notably the μ receptors which play an important part in the exhilarating effect of these substances. The scientists affirm that the sole activation of these areas produces an effect of pleasure which, in the context of humor, reaches the height of an intense positive feeling, which we call joy.

http://www.happy-neuron.com/scientific-news/the-brain-s-recipe-for-jokes

Den helt afgørende pointe når man sammenligner forskernes resultater når folk lyver bevidst, med resultaterne når de laver jokes, er at i det sidste tilfælde er de frontale pandelapper ikke aktive.  Der er så at sige lukket ned for 'kontrolsystemet', for at hjernen kan komme i den 'åbne tilstand' som muliggør associative koblinger mellem ideer og forestillinger som ligger langt fra hinanden. 

Om opfindsomme fupprofiler og fakede læserbreve - i agurketiden

Fakta eller fiktion. Faktion! 

   Jeg har botaniseret lidt i agurketidens kreative historier der har udfoldet sig omkring spørgsmålet om sandt eller falskt, virkeligt eller opdigtet. skjult eller udstillet. 

Det handler identitet, om kræftsygdom til døden, om tildækkede eller bare bryster.

For godt 14 dage siden blomstrede en agurketid-debat op - om falske profiler på de sociale medier. Afsættet var afsløringen af at en falsk profil på Instagram hvis indlæg angiveligt var fra en kræftsyg ung kvinde der løbende fortalte om udviklingen af sin alvorlige kræftsygdom, der til sidst endte med hendes død.

   Metroxpress skrev fx den 8. juli en artikel med rubrikken:

Fup-profil: 'Kræftsyg' kvinde inspirerede tusinder

Efterfulgt af manchetten: 

En ung kræftramt pige har på Instagram inspireret tusindvis af danskere med sit livsmod, ind til hun natten til tirsdag døde. Aalborg Universitetshospital afviser dog hendes påstand om, at hun har været patient der.

Serien af indlæg fra profilen slutter ifølge MetroXpress´ artikel sådan her: 

'Er blevet så dårlig, at i nat bliver sidste gang jeg lukker øjnene.'

   Sådan lyder den sidste opdateringen fra kræftsyge Clara Maria natten til tirsdag. Tre timer senere døde hun. Den 21-årige pige fra Aalborg med Instagram-profilen @Kemoland, blev fulgt af over 18.000 mennesker.

   Den dårlige nyhed kom allerede dagen efter på hendes profil. Her var det hendes læge Jakob, der skrev.

   'Jeg var med i nat kl. 03:16 da hun trak vejret fra sidste gang. Jeg savner hende. Meget.'

   Det rørte hendes følgere dybt, og mange udtrykker stadig deres følelser på de sociale medier. En enkelt har sendt en gave til Onkologisk afdeling på Aalborg Universitetshospital, hvor hun flere steder har skrevet, hun er indlagt. 

Men den journalistiske opfølgning afslører at profilen altså er falsk. Man kender ikke noget til pigen på den hospitalsafdeling, og har heller ikke nogen læge ansat ved navn Jakob. Det viser sig også at flere af billederne fra Clara-Maria-profilen er importeret fra andre profiler på nettet. 

http://www.mx.dk/nyheder/danmark/story/12965989

En ekspert på adfærd på sociale medier, Jacob Brøndum Pedersen, forklarer i Berlingske tendensen til at udnytte muligheden for falske profiler og fakede historier på nettet som en slags "leg med identiteten":

»Man leger med sin identitet, og man får opmærksomhed, likes og følgere ud af det. Det er ikke så ofte, man går hen til 100 eller 1.000 personer og snakker om kemobehandling, så pointen er, at man kan skjule sig på nettet og være anonym,« siger kommunikationskonsulenten, som dog mangler et økonomisk motiv i den konkrete historie om Kemoland:

   »Historien er ligesom et regnestykke, hvor der er for meget usikkert i. Handler det om likes, eller handler det om penge? Der er for mange ubesvarede spørgsmål, men det tyder på, at det handler om opmærksomhed.«

http://www.b.dk/nationalt/ekspert-falsk-kraeftprofil-afspejler-leg-paa-nettet

Sådan er det med nettet. Der er ingen 'gatekeepere'  og ingen garanter for at afsenderen af indlæg, tekster og billeder er den som han/hun udgiver sig for. 

   

Men betyder det noget? 

   Selvfølgelig vil mange af profilens 'følgere' føle sig forarget og taget ved næsen. 

    Men de oplevelser af empati og medfølelse og indsigt som 'følgerne' har haft undervejs ved at følge den fiktive historie som indlæggende har illustreret, har jo sådan set været gode nok, og muligvis både lærerige og emotionelt forløsende i forhold til den slags mere eller mindre tabuiserede historier.

   På mange måder minder det jo om en god aprilsnar hvor udbyttet for dem der hopper på den, er at de ved afsløringen kommer til at reflekterer over deres overdrevne tillid til medierne. 

Jeg har tidlige i år skrevet et indlæg om aprilsnarre og det der ligner i dette indlæg:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2015/03/aprilsnar-dramaturgi-mocumentary-spoof.html

Her beskriver jeg også en af mine egne 'gimmicks' som jeg som universitetslærer udførte over for de studerende i et 'hus' på den humanistiske basisuddannelse på RUC februar -75, en 'gimmick' som var tænkt som et forsøg på at skabe debat om nogle af de ekstremt autoritære krav til elev-adfærd som 'hardcore' kommunister stillede på marxistisk orienterede skoler og universiteter.

    Jeg afslørede aldrig over for de RUC-studerende at de 'husregler' jeg foreslog indført, var fake og fiktion, iklædt terminologi og retorik fra autentiske 'ordensregler' fra det sovjettiske uddannelsessystem.

Den situation og hvad der fulgte af den, er jeg blevet mindet om af en anden agurketids-journalistisk historie der har affødt en livlig debat og forskellige opfølgninger i flere medier: historien om kvinderne der i dag ikke vil vise deres blottede bryster på stranden - i modsætning til i 70´erne hvor måske mere end 50% gjorde det - vel at mærke uden at opleve skam eller ubehag ved at vise sig offentligt uden bikinitop.

   Det er en historie der har alt: bred appel til fascination og nyfigenhed hos både mænd og kvinder, unge og gamle, et mulighed for historisk perspektiv på et markant sociokulturelt udtryk, mulighed for at diskutere 'nypuritanisme' og kropsidealer, repetition af historier og billeder fra kvindeaktivist-bevægelsen 'Femen' hvor de kvindelige demonstranter er topløse og skriver politiske budskaber på den blottede overkrop. Etc. etc.

   Jeg mener historien startede i Politiken som nyhedshistorie på forsiden i mandags under denne rubrik og underrubrik:

På Amager Strand: Kun en enkelt kvinde ligger topløs
»Det er blevet så tabubelagt, at kvinder har bryster«, siger 30-årige Sara

Serien fik fællestitlen: "Fra topløs til tækkelig". Ophavsmand var journalist Camilla Stockmann, og det var også hende der klimaksede rækken af artikler i lørdagens kulturtillæg med en omfattende feature under rubrikken:

Hvad blev der af den topløse danske kvinde?

Og manchetten: 

Danske kvinder dækker deres bryster med bikinitoppe og badedragter, fordi nøgenheden ikke længere føles naturlig. Det føles som et tilbageslag i frihed siger en af hippiebevægelsens kvinder. Men brysters betydning har altid ændres sig og blande unge kvinder gryr oprøret måske på ny.

Featurens ene bærende billede er fra Peter Øvig Knudsens bog 'Hippie. Den sidste sommer' - og viser et foto fra den gang der viser en af hans kilder, Karen Grue, på vej i særtog til Thylejren:

http://oevig.dk/hippien-og-de-autonome/

Information har så også hægtet sig på historien i sit lørdagstillæg 'Højsæson', og har fundet sin helt egen historiske vinkel på historien om bare bryster: nemlig via et læserbrev fra sommeren -75 - altså nogenlunde samtidig med min pædagogiske og debatprovokerende gimmick på RUC. 

   Artiklen er af Kristian Villesen, og har rubrikken 

Nordkystens mystiske bryster

Kernen i artiklen er et læserbrev i avisen fra den 27. juni 1975 under overskriften "Beklagelige bare bryster"

»Det er jo dejligt vejr for tiden, så jeg besluttede mig for at tage en tur op til nordkysten og kigge mig om. Vi er jo så heldige her i landet, at næsten hver anden pige er frisk på at smide BHen når de er på stranden,« starter Jens Falkdorf kækt, inden han kommer til sagen: »Men ak, hvad ser man? Bryster der enten er for små eller fuldstændig flade og nogle var helt rynkede. Jeg tror kun jeg så to ordentlige par bryster ud af måske 100. Og ved ordentlige bryster forstår jeg bryster der strutter lige ud i luften. Ikke for store, det virker perverst,« skriver han og refererer til Ekstra Bladet: »Når man hver dag læser Ekstra Bladet, kunne man få det indtryk, at der er bunker af flotte piger med flotte bryster på stranden, men det er der slet ikke.«

Læserbrevet affødte en agurketidsdebat i Infomation som er sammenlignelig med den der nu har hærget Politikens spalter i en lille uge, den affødte nemlig hele 43 indlæg. Og efterlod et mysterium: Hvem var forfatteren til læserbrevet? Det viste sig nemlig at "Jens Falkdorf, Dalslandsgade 8, 2300 København S" som angiveligt var afsender, at han var falsk og fiktiv - ligesom vores Instagram-profil som indledte dette indlæg.

   Informations artikel følger så det klassiske plot fra undersøgende journalistik, hvor vi efter en præsentation og gennemgang af debatten, skridt for skridt får fortalt og dokumenteret jagten på den rigtige forfatter af læserbrevet. 

   Og det lykkes til sidst. Satiretegneren Peter Lautrup som illustrerede debatten den gang, kan afsløre at forfatteren var den daværende debatredaktører Morten Sørensen:

»Jeg delte kontor med Morten Sørensen i 1975. Der var ingen, der brød sig om at være debatredaktør, så vi skiftedes til at være det, og i den periode hang den på Morten. Han sad og brokkede sig over, at der ikke var nok gode læsebreve, og så digtede han ganske simpelt det brev,« siger Peter Lautrop.

   Først efter, det var kommet i avisen, fortalte Morten Sørensen sin hemmelighed til Lautrop:

   »Han sagde: ’Det er mit brev, og du skal holde din kæft.’ Og det har jeg gjort lige ind til nu,« siger Peter Lautrop og tilføjer: »Hvis det var blevet opdaget, var han blevet fyret.«

Set fra mit synspunkt er det faktisk interessant at dette faktionslæserbrev har stort set samme oprindelses- og motiviationshistorie som mit fakede forslag til 'marxistisk ordenregler' for 'huset' på RUC et halvt år før: En dyb frustration der afføder en kreativ og ekstremt virkningsfuld løsning: en provokerende tekst som er fiktion, men udgives for fakta.

    Redaktionen var faktisk blevet spurgt af en læser som havde fundet ud af at der ikke fandtes en Jens Falkdorf på den adresse, om man syntes at læserbrevet "var sjovt". Den vagthavden skrev som svar:

»Til evt. læseres orientering vil jeg oplyse, at Debatsidens redaktør den pågældende dag, Morten Sørensen, syntes at J.F.’s brev var 50 pct. sjovt!,«

Den morsomme og også i flere dimensioner perspektivgivende artikel i Information slutter med behørig redaktionel anger og brødebetyngethed - og ikke mindst - en interessant forklarende kontekst - som netop har med fakede læserbreve at gøre:

Sagen om nordkystens bryster er med andre ord løst – med god hjælp fra de gamle koryfæer. Den må siges at have udviklet sig i en uheldig retning for Dagbladet Information, for det er ikke ligefrem god skik, at debatredaktøren selv skriver læserbreve. Og timingen kunne ikke være dårligere, for i foråret lavede DR en historie om, at redaktionen selv har skrevet nogle af brevene i Informations lørdagsbrevkasse. Og ved en fejl fremstod det, som om vi på Information selv skriver vores læserbreve, og det gør vi ikke, understregede vi tydeligt dengang, og DR har bragt en rettelse. Og så kommer debatten om nordkystens bryster pludselig og roder op i det hele. Men det er vel den slags uheldigheder, man må være forberedt på, når man sætter et kommissionsarbejde i gang.

  Morten Sørensen er død, men Peter Lautrop kan i øvrigt fortælle, at brevet nok var en spøg fra hans side – og så alligevel ikke helt:

   »Han vidste, at det kunne sætte gang i en debat. Den der kvindesag var stor, og det hele lå og skvulpede rundt i de år, så det var meget præcist anbragt.«

   Men ren form og underholdning var det alligevel ikke fra gerningsmandens side: »Han havde altså et eller andet forhold til de der bryster. Han brokkede sig over dem,« siger Peter Lautrop.

   Det svar, som Morten Sørensen gav Vibeke Nielsen fra Værløse i sommeren 1975 var med andre ord korrekt: læserbrevet om nordkystens bryster var 50 procent sjovt.

http://www.information.dk/540268

Mere om palimpsest - af Jan Krag Jacobsen - og om 'modifikationer' af mig selv da jeg var ung - og en aprilsnar om en fiktiv modifikation af skarven

Jeg skrev i et tidligere indlæg om det særlige kreative, litterære eller kunstneriske fænomen som har den fremmedartede og svært-udtalelige betegnelse ...

PALIMPSEST

Anledningen var at en gammel kollega fra RUC - Jan Krag Jacobsen - var sprunget ud som billedkunstner med en udstilling i Farum Kulturhus der sluttede den 13. juni; flere billeder blev solgt, rapporterer han.

   Udstillingens titel var meget typiske for mandens særegne kreative personlighed:

DER STIKKER NOGET UNDER

Her et link til det første indlæg om hans invitation til udstillingen hvori begrebet 'palimpsest' indgår - og om begrebet og fænomenet palimpsest i øvrigt:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2015/04/jan-krag-jacobsen-srligt-kreativ.html

Udstillingen kan ikke ses mere. Men jeg har fået lov til at offentliggøre alle billederne fra udstillingen her på bloggen nu hvor den er slut: 

Jeg har nærmere beskrevet hvad den æstetiske og artistisk "fidus" er ved disse fascinerende billeder i det tidligere indlæg. 

   Der er tale om kreativ konceptuel blending af flere medier og kilder. Og udgangspunktet er også en 'grundvæg' med flere lag af iturevne og flåede plakater der gennem årene har været klistret op oven på hinanden på en plakatsøjle, og som derefter er blevet fotograferet.

   

Det man kan se her i forbindelse med hele serien, er hvordan Jan ud fra samme "grundvægmotiv" laver forskellige "resultat-billeder" med forskellig oplevelseseffekt - ved en bearbejdning via forskellige formater, beskæringer og optikafstand til den samme "grundvæg".

   En del billeder blev solgt, men mon ikke han stadig sælger ud. Og mon ikke der kommer flere fra hans nysgerrige og opsøgende kameralinse. Det synes oplagt at forfølge det her spor videre.

Jan er et multitalent - ironiker, spasmager, kritisk indstillet æstetiker og livsnyder, hvad der fx kom til udtryk i berømmede radio- og tv-indslag fra 70´erne. 

   Og først og fremmest har han været en af de drivende kræfter bag udviklingen af 'det nye nordiske køkken'. 

    I den nydannede tværfagligt sammensatte  lærergruppe for den nydannede kommunikationsuddannelse på RUC i 1978 blev hans kolleger i praksis via deres smagsløg belært om hvor godt veltillavet kvalitetsmad smager, og hvordan den tilberedes af ordentlige råvarer. 

    Jan er i øvrigt kemiingeniør af uddannelse.

I det tidligere indlæg citerede jeg en engelsk kilde for definitionen af  'palimpsest' og om begrebets status og udvikling inden for kunsthistorien. Denne gang googlede jeg de to første henvisninger på dansk. 

   Dansk Wikipedia skriver om dets oprindelse:

En palimpsest er et manuskript, pergamentrulle eller bog, der er blevet renset (skrabet, raderet og brugt igen. Ordet kommer gennem latin fra to græske rødder (palin(igen) + psên (skrabe)). Romerne skrev på voksbeklædte tavler, der kunne genbruges, og Cicero bruger ordet palimpsest om dem.

Det er den grundbetydning som også ligger bag Jans brug af begrebet til at karakterisere sine moderne billeder. 

   Og slægtskabet med forskellige andre genrer som 'collager', 'modifikationer' (Jorn) og 'decoupager' (dronningen) er tydelig.

   

Selv har jeg for nylig fundet nogle gamle mapper frem med billeder jeg har tegnet, malet og klippet da jeg var ung og drømte om at blive 'rigtig kunstner'. Og nogle af dem er utvivlsomt en slag 'modifikationer' i Jornsk forstand - de her produceret omkring 1965-67:

 

Billederne er lavet på den måde at jeg har fundet nogle glittede illustrationer eller reklamebilleder i datidens farvede magasiner  og klippet dem ud. Derefter har jeg 'modificeret' dem ved oven på at tusch-tegne i forskellige hel- og halvgenkendelige mønstre og figurmotiver. 

   I de bedste af dem leverer disse 'modifikationer' en forme for halvabstrakt surrealisme som jeg her mange år efter ikke synes er helt tosset. 

   

Man kan sige at jeg jo også kunne have valgt at lave en grund som jeg selv malede - og derefter tegne en egen tusch-tegning oven i. Til det formål ville især akvarelfarver være velegnede. Men det malemedie kendte jeg stort set ikke til den gang - eller til nogen af de teknikker som var knyttet til det.

  Jeg malede i olie på lærred og i (olie)pastelfavekridt på blødt karton.

Men på det tidspunkt da jeg lavede de tuschtegnede 'modifikationer' af farvede magasinillustrationer, havde jeg i længere tid produceret rene sort-hvide tusch-tegninger med japansk inspiration, men kombineret med en teknik hvor motivet blev bygget op af en lang række små forskellige dekorativt mønstrede felter. 

   Her er nogle eksempler fra den gang på den slags sort-hvide tegninger i en teknik som man så kan se jeg siden hen brugte til magasin-modifikationerne oven for:

Jeg er nu så småt begyndt at lave sorte profillinjer i og omkring motivet i nogle af mine akvareller, men det er noget helt andet - mere i en retning som ligner den realistiske tegneserieteknik - eller den man kender fra japanske træsnit.

Med hensyn til selve fremmedordet 'palimpsest' er der også sket et betydningskred viser det sig, idet man inden for litteraturvidenskaben bruger det i betydningen "en tekst med en eller flere andre tekster som underliggende matrice". Så det er fra litteraturvidenskab som jeg jo læste en gang, at jeg oprindelig kender begrebet. Og i den betydning er det noget jeg selv har skrevet om i De levende Billeders Dramaturgi, bind 1, Fiktionsfilm (s. 39 ff.)

   Den store danske encyklopædi skriver:

palimpsest, litteraturteoretisk udtryk for et værk, som bygger på en ældre "hypotekst", dvs. den oprindelige tekst, fx Ulysses af James Joyce, der bygger på Odysseen, eller Henrik Pontoppidans Ørneflugt, som bygger på H.C. Andersens Den grimme Ælling.

Men her får jeg så i skrivende stund en uventet association til en genre som jeg altid har holdt meget af og flere gange skrevet om her på bloggen: ''aprilsnarren' i medierne. 

   For nylig fik jeg nemlig tilsendt et flot eksempel på sådan en tekst. Den handler om en fugl jeg for mere end et år siden selv har malet i akvarel: skarven, en fascinerende fugl, et biologisk oldtidslevn af em dinosaurlignede fugl, som jævnligt besøger vores sommerhus-sø og dykker efter fisk.

   Og det slår mig at man i den litteraturteoretiske betydning af ordet 'palimpsest' med rimelighed kan karakterisere en 'aprilsnar' som en slags 'palimpsest': en løgn/fantasi som imaginær grundtekst - indpakket i et nyt tekstlag: i en troværdig og forførende faktaform og -udtryk.

   Den følgende lange videnskabsnyhed, som sjovt nok også handler om 'modifikationer', blev oplæst af værten i det hedengangne P1-magasinprogram 'Kvart-i-fem' den 1. april 2004:

Modernisering af skarven

Den sidder som nodetegn på bundgarnspælene, skrev lyrikeren Otto Gelsted. Phalacrocorax carbo hedder den på latin. På dansk hedder den store sorte kystfugl skarv eller ålekrage. Fiskerne kalder den en rotte med vinger og hentyder dermed til, at den spiser 400 g fisk om dagen og ødelægger deres garn .

   Skarven er totalfredet Danmark og i hele EU ifølge EF-fuglebeskyttelsesdirektivet fra 1979.

   Siden da er antallet af ynglende skarver vokset eksplosivt. Og det har skabt problemer for fiskeriet og for de skovejere, hvis træer dør af de kolossale mængder ekskrementer, som en skarvkoloni kan præstere.

   Men vi er altså forpligtet til at passe på vores skarver som følge internationale konventioner. Og Miljøminister Hans Christian Schmidt er nu kommet med et udspil, der ser ud til at være perspektiv i.

   For at forstå ministeriets udspil er vi nødt til at kigge lidt på skarvens biologi, som er meget bemærkelsesværdig. Det er en fugl, der ikke har udviklet sig gennem de sidste 16 millioner år - den er altså et fortidsdyr.

   Den er er 100 % afhængig af sine svømme- og dykkeegenskaber. Men den har ikke udviklet en rigtig svømmehud, som andefuglene har. Og den bliver våd, fordi den mangler den fedtkirtel, som ænder har på gumpen og som gør dem vandskyende. Man kan se dem sidde på bundgarnspælene og brede vingerne ud i vinden for at blive tørre.

   Miljøministerens nye plan, som han netop har bevilliget 20 millioner kroner til, går ud på at give skarven nogle positive egenskaber ved hjælp af gensplejsning genmodifikation.

   Det største problem er, at skarven udelukkende lever af fisk, og derfor skaber vanskeligheder for fiskeriet, som jo ikke har det for godt i forvejen på grund af overfiskning, kvoter og forurening og meget mere.

   Det har vist sig, at man delvist kan løse dette problem ved at splejse nogle bestemte gener fra hønsefugle ind i skarvens arvemasse. Det drejer sig om de gener, der koder for genkendelse af plantefrø og insekter som fødeemner. Det kan man alt sammen læse om i en relativt ny artikel fra Afdelingen for Husdyravl og Genetik på Landbohøjskolen og der har da også været billeder af de modificerede skarver i dagspressen.

   Man har også overvejet, om man kunne give sådan en moderniseret skarv nogle gener, der kunne mindske dens lyst til det våde element. Gener, som man måske ville kunne finde hos kattefamilien. Men det er der pt ikke noget nyt om.

   Man kan selvfølgelig sige, at 20 millioner kroner for en tidssvarende skarv er mange penge i en tid, hvor vi må prioritere hårdt med statens finanser.

   Og det har da også været insinueret af oppositionen i Folketinget, at det har spillet en rolle, at skarven har forårsaget store skader på en plantage i det område, hvor miljøministeren er valgt.

   Men her har regeringen henvist til, at forslagets økonomi har fået grønt lys fra Instituttet til Miljøvurdering. Det vil sige Bjørn Lomborgs institut, der sort på hvidt har vist, at alene gevinsten i en forbedret åleproduktion over en kort årrække - det vil sige 7 år - vil kunne betale udgifterne. Som statsministeren udtrykte det: Der er ikke noget at komme efter.

   Også Fødevareminister Mariann Fischer Boel har vist interesse for projektet. Det sker af tre grunde. For det første selvfølgelig fiskeriinteresserne. For det andet vil en modificeret skarv kunne spise noget af kornet i EU's overskudslagre. Den tredje grund handler om dyreetik, der jo er et emne, der optager fødevareministeren. Og hun er altså blevet rørt over tv-billeder af det ynkelige syn af en flok skarver, der rystende af kulde ved vintertid strækker deres vinger ud i en isnende blæst for at blive tørre.

   En række store biotekniske virksomheder både i Danmark og i udlandet har vist interesse for projektet. Den økonomiske indsprøjtning, som det medfører vil stimulere udviklingen af de biotekniske videnskaber og den vil tillige skabe en del arbejdspladser. Derfor følges projektet med stor interesse fra både Videnskabsministeriet og Arbejdsminsteriet.

   Vi har et stort ansvar over for naturen og dette ansvar drejer sig ikke bare om at bevare den men også om at udvikle den. Og her må vi erkende, at der er arter som f.eks. skarven, som ikke har fulgt med evolutionen. Og med den viden og tekniske kunnen, vi i dag råder over, så har vi en forpligtelse til at gøre noget ved det.

   Tidens løsen om omstillingsparathed gælder også i naturen. Og når moderne genteknologi gør det muligt for os at føre skarven op to date til glæde for både den og os, så er er der ikke noget betænke sig på.

Denne både troværdige og fascinerende historie om de genteknologiske muligheder for biologisk modifikation af skarven anskuet som skadedyr, fik jeg tilsendt af - ja, netop - ironikeren og spasmageren Jan Krag Jacobsen som er forfatter til teksten.

   Og Jan fortæller mig i ledsagemailen:

Jesper Hoffmeyer henviste senere til den i et interview i Information som et eksempel på, hvordan genmanipulation kan blive misbrugt. Han blev lidt knotten, da det gik op for ham, at det var en aprilsnar.

Jesper Hoffmeyer (født i 1942) er en dansk biokemiker og internationalt anerkendt semiotiker. Han har skrevet doktordisputats og i en længere årrække været videnskabsredaktør på avisen Information.

Her er min akvarel med skarven som motiv:

Rent faktisk er det også en slags collage - idet skarven selv er malet for sig - i flere dele, som derefter er klippet ud og klistret ind på en selvstændig malet baggrund.

   Her ses den udklippede skarv, og man kan ved at zoome ind på den yderste tredjedel af vingespidserne se at de er malet for sig og klistret sammen med resten af figuren:

Palimpsest, collage, modifikationer - serendipitet!