Om forbindelsen mellem mindfulness-meditation og fokuseret litteraturlæsning

Jeg har altid forbundet (sommer)ferie med lystlæsning, i de senere år typisk krimier og science fiction. Tidligere alle mulige former for fiktion og populær faglitteratur.
   Og lystlæsning indebærer mental afslapning og aflastning. Faktisk lidt ligesom meditation - bare på en anden måde. Eller hur?
   Men også aviser læser jeg flere af i ferien, fx Weekendavisen, som jeg ellers ikke abonerer på. Først og fremmest er det avisens tillæg 'Ideer' som trækker.

En af mine helte inden for journalistisk videnskabsformidling Lone Frank har i 'Ideer' 12/7 skrevet en kritisk artikel om forskning i meditationens effekt på hjernen, især den form som betegnes 'mindfulness', og som udspringer af buddhismens dyrkelse af 'den indre ro i øjeblikket': "en ikke-dømmende opmærksomhed på erfaringer i nuet".

   Jeg har selv refereret en del af denne forskning i en række indlæg for omkring et år siden, hvor jeg refererede dele af Richard J. Davidsons forskning omkring "den plastiske hjerne". Så jeg spidser øjne!

Lone Frank sammenfatter med en vis distance den forskning som har fokuseret dels på hjernen hos tibetanske munke der har mediteret intensivt og konstant i mange år, dels på 'novicer' der har fået kurser i mindfulness-meditation på nogle uger:

Man kan pege på ændret EEG (i.e. de forskellige elektromangetiske bølger som hjernen udsender afhængig af "tilstanden"), og forhøjet aktivitet i i særlige hjerneområder, ligesom nogle studier finder ændringer i visse hjernestrukturer efter længere tids praksis".

Kritikken går på at det er svært at tolke på hvad disse ændringer egentlig betyder, og på at den kliniske virkning er usikker. Forskningsresultaterne er ikke entydige, og de samlede data på områder er mangelfulde, fortæller hun - med belæg i en række interviewcitater fra skeptiske eller kritiske forskere.

   Et af problemerne er at de mest entusiastiske forskere selv mediterer og har gjort det længe, hvilket kan siges at udgøre en form for videnskabelig bias. Den kritik afvises så af en anden forsker der bruger analogiargumentet:

"Det er ikke anderledes end at fysiologer, der er interesseret i motionens virkning, forsker i motion og anbefaler motion, fordi de faktisk oplever sundhedsvirkninger."

Jeg har som tidligere nævnt selv mediteret siden slutningen af 70´erne, ikke 'mindfulness', men 'transcendental meditation'. Og min interesse er ikke primært sundhed og velvære og afstresning, men den eventuelt stimulerende effekt på kreativ tænkning og kreative aktiviteter inden for forskning, kunst, journalistik og litteratur som meditation kan have.

   Og jeg har først og fremmest set det som én af en lang række sensoriske, motoriske, mentale og kognitive aktiviteter og processer som - bevidst eller ubevidst - kan stimulere hjernen til såkaldt "åben tilstand" ved at svække den såkaldte "latente hæmning" (LI) som er med til at begrænse forskellige centrer i hjernens muligheder for at spille samen og og dermed muligheder for at kunne 'blende' indhold fra forskellige og ellers adskilte konceptuelle rum.

Det er også pointen fra en af de forskere Lone Frank citerer, Martijn van Beck:

"Det er ikke underligt at man kan finde både psykologiske og fysiologiske virkninger af meditation - man foretager jo målrettet kognitiv aktivitet. Men det betyder ikke, at man ikke kan sætte gang i de samme eller andre interessant forandringer ved hjælp af noget helt andet."

Jeg har tidligere været inde på hvordan visser former for musik kan virke ind på hjernen så den bliver mere åben for kreative processer, men at også oplevelsen af visse former for kunst og arkitektur kan gøre det (virke 'inspirerende') og også forskellige former for fysisk aktivitet.

   Og sådan altså også med input fra læsning af litteratur, dyrket i 'læsegrupper'.

Lone Frank refererer til offentliggjorte forskningsresultater fra danske forsøg hvor man sammenligner - på den ene side frivillige grupper der mødes en gang om ugen i to timer for i fællesskab at dyrke mindfulness, og på den anden side frivillige grupper der mødes en gang om ugen to timer for at diskutere Jane Austins roman 'Emma':

Læserne opnår mange af de samme effekter som mindfulness-gruppen, blandt andet i forhold til emotionel regulering. Dethandler muligvis om at man i læsningen træner evnen til at kunne se verden fra et andet perspektiv", forklarer professor ved MindLab Andreas Roepstorff. Han bemærker også at læsning åbenbart er en mere tillokkende aktivitet. I hvert fald fortsatte læsegruppen på frivillig basis, mens de mediterende indstilled deres praksis, så snart forsøget var slut.

Denne sidste forskel kan hænge sammen med at læsegruppen stimulerer "bondinghormonet" 'oxytocin', mens mindfulness-meditation ikke (nødvendigvis) gør det.

En søgning på nettet for "litterature theraphy" giver mange hits. Og tilsvarende for den danske oversættelse 'biblioterapi". Se fx:

http://thomas-olesen.blogspot.dk/2011/07/om-biblioterapi-og-lsekredse.html 

http://www.information.dk/153260 

http://www.guardian.co.uk/books/2008/jan/05/fiction.scienceandnature 

http://www.thereader.org.uk/

Jeg har tidligere været inde på at det læse en roman, se en film eller opleve et teaterstykke, aktiverer både 'the defaualt (mode) network' og 'spejlneuronsystemet' i hjernen. Og at det er derfor det påvirker os mentalt - emotionelt og kognitivt - at være publikum til den slags kunstneriske aktiviteter; herunder giver det os mulighed for identifikation med figurerne/karaktererne i fiktionen, 'identifikation' forstået som 'indlevelse gennem genkendelse' - og dermed selvindsigt.

 

'The default mode network' er det indbyrdes forbundne kompleks af moduler i hjernen som er aktivt når vi dagdrømmer ('mind-wandering '), når vi genkalder os tidligere oplevelser, når vi fantaserer om fremtiden og andre verdener, når vi forestiller os i en andens sted ("theory of mind"), og når vi tager stilling til moralen i en tænkt handling. Altså alt i alt: når vores opmærksomhed er vendt "indad".

   'Spejlneuronsystemet' er de dele af hjernen som automatisk simulerer de handlinger og følelser som vi ser og hører andre mennesker gøre og have, eller når vi bare forestiller os dem udført og udtrykt.

  Og det jeg derfor forestiller mig er at såvel litteraturlæsning og deling af oplevelserne med andre i læsgrupper, som de forskellige former for meditationsteknikker man kan lære at praktisere, at de begge påvirker the default network´s måde at fungere på, så det kan stimulere til mere kreativ tænkning hos 'normale' mennesker, og så det kan virke helende - beroligende - på stresstilstande og forskellige former for psykiske problemer:

   Det sidste forholder Wikipedia sig til i artiklen om "the default network":

In humans, the default network has been hypothesized to generate spontaneous thoughts during mind-wandering and may relate to creativity. (...)

   It has been hypothesized to be relevant to mental disorders including (...) autism, and schizophrenia. In particular, reduced default network activity has been associated with autism, overactivity with schizophrenia. 

   Lower connectivity was found across the default network in people who have experienced long term trauma, such as childhood abuse. 

   Among people experiencing posttraumatic stress disorder, lower activation was found in the posterior cingulate gyrus compared to controls. 

   The posterior cingulate gyrus discerns emotional and self-relevant information; this interacts with the anterior cingulate gyrus, which integrates emotional information with cognition; and the medial prefrontal cortex, which allows for self-reflection and the regulation of emotion and arousal. 

   This appears to correlate with the experience of people who have experienced long-term trauma and describe feeling 'dead inside' or have a fragmented sense of self or enter dissociative states.          

   Children who have been traumatised often lack an inner world of imagination and show little symbolic play, this too is likely to be due to interruptions across the default network. 

   Meditation practice (including transcendental meditation) is recommended for reactivating these networks.

Altså: Det ser ud til at en række mentale og psykisk problemer har det tilfælles at de modsvares af reduceret (eller ustyrlig) aktivitet mellem de forskellige moduler i hjernen som tilsammen udgør the default mode network. Og at blandt andet meditation synes at fungere gen-aktiverende når det gælder samspillet og forbindelsen mellem dem. 

   Og min pointe er så ud fra en lang række tidligere indlæg, at andre mentale aktiviteter og visuelle, lydlige eller motoriske input og impulser kan have samme effekter: både på kreativiteten og på uro eller forstyrrelser i hjernen.

Jeg kan i den forbindelse ikke lade være med at tænke på at rigtig mange af de særligt kreative personligheder jeg har skrevet om, i interviews fortæller at de i barndommen læste og læste og læste - "slugte" alt muligt: børnebøger, tegneserier, ugeblade, illustrerede klassikere, billedbibler, etc.

   Jeg har selv været en af slagsen som barn, og var i familien berygtet for at jeg altid hellere ville blive hjemme og ligge på maven og læse, end tage på camping- eller skovtur med resten af familien.

Den plastiske hjerne (5) - og meditationens velsignelser

Jeg har i de tidligere indlæg om den plastiske hjerne refereret en stor del af den forskning som har ført neurovidenskabsmanden Richard J. Davidson til teorien om den enkelte hjernes "emotionelle stilart" - sammensat af 6 destinkte dimenstioner  - som i høj grad er med til at bestemme forskellige personlighedstyper.
    Hjernen er, ifølge hans egne undersøgelse og de kilder han refererer til, så plastisk at personlighedstypen kan ændre sig markant under indtryk af omskiftelige sociale livsomstændigheder og input, men også under påvirkning af mentale teknikker:

In short, the revelution of neuroplasticity has shown that the brain can change as a result of two destinct inputs. It can change as a result of experiences we can have in the world - how we move ande behav and what sensory signals arrive in our cortex. The brain can also change in response to purely mental activity, ranging from meditation to cognitive-behavior therapy, with the result that activity in specific circuits can increase or decrease.

Et særligt resultat af hans forskning var hans konstatering af at relativt stærkere aktivitet i venstre del af den præfrontale cortex hang sammen med positive følelser, mens relativt stærkere aktivitet i den højre del var forbundet med negative emotioner.

Sidste del af Davidsons bog "The Emotional Life of Your Brain" handler om hans personlige erfaringer med i en relativt ung alder - mens han stadig studerede - at lære og begynde at praktisere en form for buddhistisk meditation, en variant der kaldes "vipassana":

... meditation designed to allow the practioner "to see things as they really are".

I 20 år holdt Davidson sin meditative praksis og erfaringer - 45 minutter dagligt - og sin neurovidenskablige forskning adskilt i to forskellige mentale og konceptuelle rum. Menn i 1992 "kom han ud af skabet" og kontaktede Dalai Lama for at bede om lov til videnskabeligt at studere nogle af de munke Dalai Lama var overhoved for, munke som havde mediteret intensivt i mange år,

... to determine whether and how thousands of hours meditation might change the brain´s structure or function.

Davidson fortæller at han ikke var interesseret i at måle hjernens aktivitet mens munkene mediterede, selv om det også kunne være interessant, men...

... I hoped to see how thousands of hours of meditation alter brain cicuity in a sufficiently enduring ways as to be perceptible when the brain is not meditating.

Ændrer mange års tidsrøvende meditation hjernen så kraftigt at det laver om på hjernens måde at fungere på permanent - også når den ikke er i meditations "mode".
   Han bruger en analogi - det han ønsker, svarer til at ville måle en budybuilders muskler når hans krop ikke er i aktion:

All that exercise enlarges the muscles, and you can measure that even when the bodybuilder is doing nothing more strenuous than lifting a latte.

Det ender så med at Davidson med forskellige teknikker får hjerneskannet nogle af disse munke - både når de ikke mediterer - og med tiden også under meditation. Det vender jeg tilbage til senere.

Sideløbende begynder han så også en række eksperimenter hvor han skanner hjernen hos almindelige mennesker der har lært at meditere - men kun har praktiseret det i kort tid - en meditationsteknik som kaldes Mindfulldness-Based Stress Reduction (MBSR), og som indøves i løbet af et 8 ugers kursus.

   Davidson konkluderer at mindfullness-meditation selv på den korte tid kurset varer, påvirker hjernen og dermed forsøgspersonernes emotionelle stil markant:

Mindfullnes retrains thes habit of minds by tapping into the plasticity oft the brain´s connections, creating new ones, strengthening som old ones, and weakening others.

   That is why we found the brain changes we dit. Our MBSR students showed greater activity in the circuits in the left prefrontal cortex compared to the right, reflecting the fact that people practicing this form of mental training learn to redirect their thoughts and feelings (the physical manifestation of which is nothing but electrical impulses racing down the brain´s neurons) reducing activity  in the negative-emotion right prefrontal cortex and ramping it up in the resilience- and well-being left side.

   This new streambed carries more and more of your thoughts and feelings, creating a virtuous cirkle: The more your thoughts travel along the path of less anxiety, the greater your Reselience and the more positive your Outlook, which makes it easyer for thoughts and feeling to continue takeing this news route.

Han konkluderer at hans forskning har vist at en række forskellige meditationsteknikker i større eller mindre grad hver for sig kan ændre på en eller flere af de 6 forskellige dimensioner  som indgår i den enkeltes personlige emotionelle stil - en ændring fra en mere negativ emotionel stil til en en mere positiv emotionel stil.

THE MONK IN THE MASCHINE 

... er titlen på det kapitel hvor Davidson også specifikt fortæller om forsøgne med at måle på de hjerner - tibetmunkenes - som har mediteret dagligt og længe og i årevis. Det mest interessante synes jeg er konstateringen af at disse personers hjerne både når de mediterer og når de ikke mediterer og er i hvile-tilstand (default mode),  udseender såkaldt gamma-bølger, som er udtryk for at forskellige del af hjernens neuroner arbejder synkront. Udsendelsen af gammabølger blev forstærket under meditationen og steg i styrke jo længere meditationen varede hos disse munke.

Research from other labs had linked the neural synchrony of high frequency brain waves to mental processes such as attention, working memory, learning, and conscious perception; the suspicion is that by fireing in sync, neurons cause far-flung networks to work together, with the result that cognitive and emotional processes become more integrated and coherent.

Dette mindede mig om at jeg tidligere havde læst om undersøgelser der påviste at når en person havde en aha-oplevlse - altså en kreativ løsning på et problem som kommer frem til bevidstheden i et pludseligt "glimt" - også kaldet "moments of insight" - så var den ledsaget at et pludseligt udbrud af gamma-bølger i sekundet inden oplevelsen fyldte bevidstheden, og det udbrud kom så fra højre hjernehalvdel.

In the volunteers that experienced insight, Kounios and Beeman found a distinctive spark of high gamma activity that would spike one-third of a second before volunteers consciously arrived at an answer. Additionally, the flash of gamma waves stemmed from the brain’s right hemisphere—an area involved in handling associations and assembling parts of a problem.

   Gamma activity indicates a constellation of neurons binding together for the first time in the brain to create a new neural network pathway. This is the creation of a new idea. Immediately following that gamma spike, the new idea pops into our consciousness, which we identify as the Aha! Moment.

Skulle man koble de her resultater til dem som Davidson har gjort med sine målinger af disse supermænd inden for meditationens teknikker, så betyder det noget i retning af at disse munke går rundt i en slags permanent aha-oplevelsestilstand, som vi andre ellers kun oplever i korte oplysende øjeblik. Den tilstand kan de så forstærke og intensiverer kraftigt når de mediterer. 

      Men mere i den efterfølgende del af citatet kan også kobles sammen med betydningen af højre hjernehalvdels måde at arbejde på når nye ideer fødes og "moments of insight" opleves:

In addition, Kounios and Beeman noted a burst of slower, alpha-band activity over the right visual cortex—an area of the brain that controls our sight—occurring immediately prior to the burst of gamma waves. This unexpected finding suggests that the brain is quieting the neurons in that area to reduce the amount of distraction and visual interference taken in—similar to everyday circumstances, the way we close our eyes or look away when concentrating on a question—which then allows insight to pop into awareness.

http://brainworldmagazine.com/the-aha-moment/

I alle lærebøger om kreativitetsteknikker står der noget om hvordan man når i den kreativitetsfremmende såkaldte "åben tilstand" gennnem forskellige øvelser. Man siger vitser, man sover på det, man går en tur, man visualiserer  for sit indre blik, man spiller teater, man kommer igang med at skrive - efter at alt var gået i sort, etc. 

    Det sjove her er jo at hjernen åbenbart selv  har mekanismer til at fremme og beskytte den "åbne tilstand" - nemlig ved at lukke hjernen af for ydre synsindtryk som kan forstyrre og indkapsle tænkningen og blokere for nye ideer. 

Christian Jungersen - neurokemi som skæbne i ny roman

Denne blog har i efterhånden mange indlæg jagtet forskellige sider af kreativitetens grundlag i den moderne neurovidenskab: spejlneuroner, the default mode network, flow-processens kemi, højre hjernehalvdels betydning, etc.

   Det helt afgørende for de kreative processer  er at hjernens skal være i en særlig tilstand - "åben" - for at kunne levere grænseoverskridende konceptuel tænkning, billeder, visioner, metaforer, genreblandinger; og at en række forskellige moduler eller centrer i hjernen skal arbejde sammen.

  Denne min interesse for hvad den moderne neurovidenskab giver af indsigter, deler jeg med en af vores gode yngre forfattere: Christian Jungersen.

  Han har netop udgivet sin tredje roman: "Du forsvinder", der har som tema at en skadet hjerne fungerer som personlighedsændrende skæbne for både hjernens "ejermand" og for de "nære personer".  

En hjerneskade ændrer personligheden, og det er den afgørende del af plottet i romanen. 

   Konen til en hjerneskadet mand, Mia, jagter gennem romanen forklaringen på hvem han egentlig er og hvorfor han handler som han gøre, ved at grave sig dybere og dybere ind i neurovidenskabens forklaringsmodeller. Hun gøre det for at få nogle fundamentale spørgsmål afklaret om skyld, ansvar, fri vilje. Og farer selv mentalt vild undervejs.

Information bringer den 17.-18 marts i anledning af udgivelsen et interview med Christian Jungersen, under rubrikken:

Vi er i biologiens vold

Interviewportrættet er lavet af Rasmus Bo Sørensen, og det leverer en række markante udtalelser fra forfatteren. Her fra artiklens indledning:

Vi står midt i en videnskabelig revolution. Det er Christian Jungersen overbevist om. De næste 30 års hjerneforskning vil medføre større ændringer i vores menneskesyn, end de seneste 300 års filosofihistorie har gjort. Og vi er stadig kun i begyndelsen.

   »Vi er vidner til en ny renæssance, en fuldstændig omvæltning i forståelsen af, hvad det vil sige at være menneske,« siger han.

   Forskere finder hele tiden nye beviser for, at vores handlinger, følelser og personlige egenskaber er bestemt af neurale funktioner i hjernen. Et nyt verdensbillede er under udformning – men litteraturen er ikke en del af det, for den hænger stadig fast i fortidens fortælleformer.

   »Naturvidenskaben buldrer derudad og skaber helt nye menneskebilleder, mens litteraturen står ovre i hjørnet og hygger sig med sig selv,« siger han og tilføjer med et smil:

   »Det holder ikke en meter.« (....)

   »Men hvis man som forfatter kunne være en af de første, der fik det nye neurologiske menneskebillede ind i litteraturen, så ville man reelt kunne føre litteraturen et nyt sted hen. Og jeg siger ikke, at det er det, jeg er lykkedes med at gøre. Men det har været min ambition.«

Jeg er jo grundlæggende enig med Christian Jungersen i at vi med den moderne "neuroscience" resultater er igang med et fundamentalt paradigmeskift i synet på mennesket og verden. Og når jeg fx i tidligere indlæg har skrevet indlæg om neuro-journalistik - om hvordan journalistikken, journalistrollen og journalisternes arbejdsproces kan anskues gennem en neurovidenskabelig optik, så er jeg jo ude i et tilsvarende ærinde som CJ, bare ikke i fiktionens form.

Det er så også interessant at romanen efter referatet at dømme, er et eksempel på konceptuel blending, idet der mellem hvert kapitel er indlagt fotos af faktiske og fiktive dokumenter, hjemmesider mv. - som "dokumenterer" nogle af resultaterne af hovedpersonen Mias research for at trænge ind i den neurovidenskablige menneskeforståelse:

 

 

For mig er der ingen tvivl om at den særlige tilstand som hjernen er i når den er særligt kreativ, er noget der kan stimuleres og påvirkes "kunstigt". Ved meditation, ved alkohol, ved hash og LSD. Det er der rigtig mange eksempler på i litteraturen om kunstneres liv. 

   Hjernen og dens funktion er påvirkelig af tilført kemi: lykkepiller er et eksempel. Der findes også piller der øger folks intelligens - eller fjerner angst før eksamen. 

   Det er i den kontekst romanen også skal ses:

Der er mange og store spørgsmål på spil i Du forsvinder – men alle kredser om dette ene: Hvad er det, der gør os til dem, vi er?

   For Mia Halling er der ingen tvivl: Jo mere hun læser sig ind på sin mands orbitofrontale hjerneskade, jo mere bliver hun overbevist om, at vi hverken er rundet af barndommen, de sociale omstændigheder eller den kulturelle opdragelse, men at vi altid allerede er et produkt af vores hjerners kemi. Som det hedder i romanen: »Udover hjernen er der ingenting«. Men er det også sådan, forfatteren Christian Jungersen tænker?

   »Ja, det er det – og det er også sådan, samfundet i stigende grad tænker. Før i tiden ville man sige om sin depressive faster, at hun var en dødssyg lyseslukker, der burde tage sig sammen. Og man ville sige om sin alkoholiske fætter, at han bare skulle mande sig op og stille flasken fra sig. Men vi er begyndt at se på mennesker på en anden måde, som produkter af deres hjerner – og om 20 år er det måske ikke kun angst og afhængighedslidelser, vi vil diagnosticere,« siger han og udkaster et tænkt fremtidsscenarium:

   »Måske der vil være piller mod selvoptagethed, kortsynethed, lyststyrethed og dovenskab. Og spørgsmålet er: Hvordan bliver vores verden, når man begynder at kunne regulere på alt dét også – og hvordan skal vores litteratur se ud?«

Læs hele interviewet her:
http://www.information.dk/296311

Improvisation, kreativitet og hjernens funktion - ud fra Charles Limb´s forsøg

Det at kunne improvisere er udtryk for kreativitet. Det kan alle vist hurtigt blive enige om. At improvisere indebærer at man delvis eller for en tid forlader et mønster og et givet spor i udøvelsen af en målrettet handling. Man opfinder nyt hvor der foreligger et mønster i forvejen som man så improviserer over.

   Ikke mindst kender vi det jo fra musikken - og især jazmusikken har kravet eller ønsket om improvisation været set som et genrekendetegn.

Wikipedia definerer:

Improvisation er en skabende handling hvor resultatet, eller udsagnet, ikke er bestemt på forhånd, men bliver skabt på stedet. Improvisation som metode spiller en stor rolle i flere kunstformer som musik, teater og dans.

Og senere skriver leksikonnet om "improvisation i dagligdagen" at det også har at gøre med centrale kreativitetsbegreber som "intuition"

I dagligdagen kan man gøre brug af improvisation. Det kan for eksempel ske i arbejdssammenhæng, hvis man befinder sig i en situation, hvortil ens normale arbejdsrutiner ikke rækker - så må man improvisere. En anden situation kan være i trafikken, hvis den kendte rute er spærret, og man ikke har kort og/eller GPS-udstyr til rådighed. Også her må man improvisere. Mennesker kan have større eller mindre evner til at improvisere i sådanne situationer, og hvis man tænker på erhvervslivet, er begrebet "omstillingsparathed", som er blevet et modeord de senere år, netop et udtryk for evner til at improvisere i jobbet.

   Et andet begreb, der kan sidestilles med improvisation i denne sammenhæng, er intuition, som kan være nyttig, når man står i ukendte situationer.

Jeg mener ikke jeg har været inde på det begreb tidligere i min blog. Og det kan jo sådan set undre i betragtning af hvor centralt det er i en række kunstarter.  

Når jeg tager det op her og nu, så er det fordi jeg ved en søgning på nettet kom ind på en side der sagde noget spændende om sammenhængen mellem musikimprovisation og hjernens funktion.

   Kilden var en hjerneforsker og musiker Charles Limb. Det han have fundet ud af, var at når jazmusikere begyndte at improvisere, så deaktiverede den del af prefrontal cortex - de forreste pandelapper - som vi ved varetager en række overordende styrende, kontrollerende og hæmmende funktioner (lateral prefrontal cortex). Samtidig med denne "nedlukning" af "hæmmecentrene", blev dele af the default network aktiveret (medial prefrontal cortex):

When musicians started playing they deactivated large parts of their prefrontal cortex, important in decision making and analysis.

  They activated instead their “default network” – the part of the brain that is always “on” in active rest when people have “nothing to do” and are “doing nothing.”

  The activation of the default network really took flight when they were deeply improvising.

Her er manden selv der fortæller om forsøget:

I et interview forklarer Charles Limb om hvad der skete under forsøget:

The activity in the medial prefrontal area went up—that's this autobiographical, self-referential, self-expressive area. And the lateral prefrontal regions went down—those are self-inhibitory, self-censoring, self-monitoring regions of the brain. That's a pattern of activity that is not commonly seen. The way we interpreted it—and this is with a lot of caveats—is that this might be one of the neural signatures of spontaneous creativity.

Charles Limbs samarbejdspartner Allen Braun har lavet skanninger af hjernen mens den drømmer, og nået frem til at der er store ligheder i hjernens måde at fungere på når den drømmer og når der improviseres:

My co-author in the jazz study, Allen Braun at the NIH, did some studies of dreaming using PET scanning. He found this similar increase in medial-prefrontal activity. Dreaming is de-focused, random associations, and the decreased lateral peripheral activity that he saw during dreaming he interpreted as turning off the barriers of rationality that normally link our thoughts together. So what does that imply? Well, maybe dreaming and improvisation do overlap cognitively. You can understand that qualitatively, but to prove that definitively is hard.

 Når der i litteraturen om kreativitetsteknikker tales om nødvendigheden af at komme i "åben tilstand" og at man skal suspendere vurderinger når man fx laver en fælles brainstorm, så betyder det vel rent neurologisk at man lukker ned for medial prefrontal cortex-delen - og åbner op for større eller mindre dele af the default network.