Jeg sluttede sidste blogindlæg om akvarelmaleriets mysterier med nogle indfald om dette at male efter fotografier (egne eller andres) - og at male efter kunstneriske forbilleder - de gamle mestre.
Ikke at jeg blev særlig afklaret, men der åbnede sig i hvert fald nogle tankebaner for mig. Da jeg jo ikke maler som "kunstner" og med personlige kunstneriske ambitioner, men som en nybegynder der er igang med at lære de indledende skridt - grundtrinene - til et håndværk, så hvorfor ikke finde fotos af motiver jeg har et lystfyldt forhold til, ved at google billeder frem. Og så gå i gang.
Det første motiv jeg havde lyst til at prøve kræfter med, var de egyptiske sejlskibe på Nilen, kaldet felluca, skibe som jeg oplevede i virkeligheden for halvandet år siden under en ferie hvor fruen og jeg sejlede 6 dage på en hotelskib på Nilen fra Luxor til Aswan og retur.
Dels så vi fra dækket disse smukke flodsejlskibe passere. Og vi var også rigtig ude og sejle med en flot felucca en formiddag i Aswan.
Der var klart tale om en æstetisk nydelse forbundet med både synet og sejladsen. Kombineret med bevidstheden om at disse skibe stort set var af samme slags som sejlede på den store flod da faraoerne byggede pyramiderne. Sejlskibe som altså den dag idag ser ud som for 4000 år siden.
Det er de hvide meget høje og spidse trapezformede råsejl som fascinerer. I visuel symbiose med det subtropiske skarpe sollys der forstærkes af genskinnet fra det gulhvide ørkensand.
Forklaringen på at sejlene skal være så store og have netop den form, er at vindretningen i Egypten stort set er fra nord til syd året rundt, og at vinden de fleste dag om året er meget svag.
For derfor at kunne sejle med et sejlskib på den flod som går stik nord-syd, skal man have et rigtig stort sejl til at fange medvinden når man sejler op ad floden (mod syd), og man skal have et meget "spidst" sejl for at kunne krydse når man sejlder ned ad floden (mod nord).
Jeg havde en skitseblok med på Egypten-turen. Men det blev kun til en enkelt tusch-tegning af to fellucaer set forfra side om side på floden.
Jeg var slet ikke tilfreds - og blev frustreret. En frustration som et eller andet sted har siddet i kroppen og naget lige siden.
Jeg kiggede mine fotos igennem fra ferien, og ingen af de billeder jeg havde taget af feluccaer, var motivisk særlig gode. Den sammensatte følelse af poesi, natur og historie som jeg husker at synet og sejladsen gav mig, kunne ingen af dem aktivere.
Så googlede jeg og fandt naturligvis en masse fotos - og også malerier med fellucaer som motiv.
Kun et enkelt af akvarelmalerierne sagde mig for alvor noget.
Jeg gik så til netsiderne med fotos for at finde et af fellucaer som jeg ville ønske jeg havde taget mens jeg var dernede. Og fandt dette som det aller første - og valgte det som motiv og forbillede:
Her er det ikke lyset gennem sejlene, men lys- og skygge-chanceringerne i sejlene der virker æstetisk stærkt. Også reflekserne i vandet var noget jeg kunne have lyst til at "oversætte" til de vandede farver.
Her er resultatet af anstrengelserne, størrelsen er ca. A4:
Meget lyst og luftigt. På mange måder ligger det tæt på oplevelsen som jeg husker den "live". Motivet er forenklet. Kontrasterne er formindsket. I forhold til fotoet som jo er realistisk og lige ud ad landevejen, så gør "oversættelsen" fra foto til akvarel at vi skifter univers - fra gemen turistvirkelighed til noget mere drømmeagtigt og eventyrligt.
Det kribler i min pensel for at male mere på det, men erfaringsmæssigt skal jeg holde op inden jeg har lyst og lade det stå som en "skitse".
Det foregående akvarelindlæg - (5) -sluttede med at jeg fremviste en af verdenskunstens perler, Jan Vermeers maleri "Pige med perleørering".
Teorien (David Hockney) siger at det ikke er malet på fri hånd, men efter et camera obscura-billede af den unge kvinde; deraf dets særlige fotografiske realisme.
Det der tiltrækker mig ved maleriet lige nu, er dets fordeling af lys og skygge, og især lysreflekserne i øjnene, i læberne og i perleøreringen.
Jeg fik lyst til at gense filmen som har samme titel som maleriet, og som fabulerer over dette maleris "fødselshistorie". Der indgår rent faktisk i filmens handling og fysiske setting at Vermeer har brugt camera obscura som genvej til at overføre motivets grundelementer - farvefordeling og proportioner - til lærredet.
Psykologisk har filmen som drivende kraft det som Freud kaldte sublimering: at betagelsen og den tilbageholdte lyst hos kunstneren forvandles til fantasi og imagination - som så omsættes og forløses i et æstetisk-kreativt produkt: KUNST.
Jeg tog en kopi af en af de mange kopier på nettet og brugte den som forbillede og motiv.
Resultatet af mine anstrengelser ses her, malet i et stort postkortformat:
Igen: Noget er lykkedes af det jeg havde ambitioner om: de hvide reflekser i øjne, i perleørering og i læber; skyggerne i hovedtørklædet og i dragten; den mørke baggrund - som er en blandingsfarve af blåt og gråt.
Mindre vellykket er skyggepartierne i ansigtet og på halsen. Jeg har været for forsigtig. For øm om den lysende skære hudfarve som jeg var stolt af at have ramt nogenlunde. Der skulle have været et lag mere som gjorde noget af skyggen i ansigtet og på halsen dybere. Men jeg turde ikke.
Men jeg fik også bekræftet at Vermeer - i hvert fald i sit maleri - har udnyttet en lag på lag-teknik som ligner akvarelmaleriets.
Jeg forstår nu mere hvordan man kan lære af at prøve at male motiver med værker af de gamle mestre som forbillede. Og det er helt klart noget andet at male efter en Vermeer end at male efter et fotografi - eller efter et virkeligt motiv som fremtræder umiddelbart for ens øjne on location.
Men i begge tilfælde er der jo tale om en form for "mimetisk læring" som jeg skrev om i forbindelse med kurset med Bardur Jakubsson.
Googler man på "Girl with a pearl earring", finder man mange kopier af samme art som min. Men også mere radikale bearbejdninger af motivet, plus stills fra filmen hvori man jo havde gjort sig store anstrengelser for at nå en fotografisk lighed med det originale maleri.
Jeg synes i den kontekst at jeg ikke er sluppet helt dårligt fra forsøget.
Og så en overraskende oplevelse som så småt er blevet opmærksom på med de få billeder jeg har malet efter hjemkomsten fra kurset ved Gardasøen: At male et menneske på den her måde hvor man stræber efter en vis realisme i udtrykket som man mentalt set skal løfte fra forbilledet, er faktisk meget fysisk - lidt som - forsigtigt, prøvende, udforskende - at kærtegne et andet menneske for første gang.
Betty Edwards titel på den første bog var: "At tegne er at se". Og jeg kunne personligt tilføje : "... er at føle det man tegner".
Det metaforiske udtryk "at kæle for detaljen" har fået en ny og frisk betydning for mig.
Jeg tænker på de mange tusinde år gamle hulemalerier i Frankrig og Spanien med de fantastisk livagtige afbildninger af de vilde dyr vores forfædre levede af at jage.
Det at tegne-male de motiver må for datidens kunstnere også i den grad have været en magisk handling hvor maleren har genfremkaldt det attråede vildt og den adrenalinpumpende jagt for sit indre blik. Og så med hænderne projiceret det indre billede og de ledsagende følelser på hulens vægge og lofter. Og samtidig oplevet at han næsten fysisk kærtegnede dyrene mens han malede dem.
Der er vel tale om en form for villet synæstesi, her, hvor der sker kryds-befrugtning på tværs af sanserne. Mental og sensomotorisk komprimering og integration af erindring og nutid. Konceptuel blending - omsat til stor kunst.
