 |
| Carl Larsson: Selvportræt |
Det er jo sådan at når man er hooked på et emne som jeg altså er når det gælder akvarelmaleri - teknisk, æstetisk og historisk - så er der naturligvis ingen vej uden om at se og forholde sig til det når Louisiana har en stor udstilling med mange værker af den svenske akvarelmaler, tegner og illustrator Carl Larsson.
Sådan set har jeg ikke haft noget særligt forhold til Carl Larsson, selv om han on and off har været inde på lystavlen. Og han er jo både kendt i sit hjemland, i Danmark og internationalt.
Jeg ved jo godt at han motivmæssigt har en helt unik plads i Sveriges og det svenske folks selvforståelse og selvbillede. Og at hans billeder - bl.a. gennem 'billedebøger' - står uudsletteligt præget i de fleste nulevende svenskeres (under)bevidsthed. Som mytologiske illustrationer på det som er udstillingens titel "Det gode liv" - i ursvensk aftapning.
Og det bekræfter udstillingen - og forklarer - også i den grad.
Carl Larssons betydning for svenskernes nyere dagliglivs kulturhistorie, hans egen socialpsykologiske udviklingshistorie og hans placering i den nationale offentligheds selvspejlinger, har på alle niveauer klare paralleller til vores egen H.C. Andersen.
Interessant var udstillingen for mig ikke mindst fordi Carl Larsson - som vel nærmest verdensberømt akvarelmaler - også maler (og tegner) i en stil der kan minde både om japanske træsnit og om mange senere voksen-tegneserier i 'fransk-belgisk realistisk stil' - en stil der fokuserer på at være meget detaljeret og realistisk i proportioner, farver og skyggelægning/skravering.
Kendte eksempler på denne stil er fx Bluberry, hvor sorte meget tynde tusch-linjer både bruges til at profilerer motiverne og til skygge-skraveringer.
Og Carl Larssons akvareller som jo er internationalt kendt og beundret, kan meget nemt have været en inspirationskilde - se bare her:
 |
| Carl Larsson: Frokost under det store birketræ |
At Carl Larsson som regel med meget tynde tuschstreger outliner - og dermed fremhæver konturerne i sine motiver - sikkert inden han lægger akvarelfarverne på - det er et træk der adskiller ham meget tydeligt fra danskeren Harald Henriksen som jeg skrev om i forrige indlæg.
Og de fleste af Carl Larssons akvareller lever dermed ikke op til det moderne akvarelmaleri-dogme: at "en rigtig akvarel" skal vise sin særlige egenart ved at det er farverne alene der udfolder og afgrænser motivet, dets profiler og figurer og indre linjer. Ellers er det bare en slags "illustration".
Men det som Harald Henriksen og Carl Larsson så i øvrigt alligevel er fælles om, er et fra japansk træsnitkunst inspireret klart form- og farve-sprog som er velegnet til tryk-reproduktion - hhv. bogtryk og træsnittryk.
Carl Larsson havde en barsk barndom med fattigdom, vold og alkoholisme i hjemmet. Og forholdet til faderen var permanent og livsvarigt betændt. Det var moderen der tog slæbet med at forsørge familien.
Hans klart idylliserende fremstilling af sit eget hjemmeliv med kone og børn i en stor del af sin senere akvarelproduktion, kan ses som et forsøg på at vise et andet liv end det han havde oplevet som barn og helt ung.
Et produkt af det jeg i andre sammenhæng har kaldt 'kreativ vrede'.
 |
| Carl Larssons far |
Carl Larsson var på mange måder et multitalent - også rent tegne- og malemæssigt - og kom i en ung alder ind på kunstakademiet i Stockholm.
I sine tidlige år ernærede han sig som bogillustrator og avis- og karikaturtegner. Blandt andet tegnede han som 23-årig illustrationer til en udgave af H.C. Andersens eventyr.
Han drømte imidlertid om at blive "rigtig kunstner", og levede og malede en række år i Paris i slutningen af 1870´erne, dog uden større succes.
I 1882 slog han sig ned i en lille by Grez-sur-Loing lidt nord for Paris sammen med andre skandinaviske kunstnere. Her mødte han malerkollegaen Karin Bergöö som han blev gift med og fik flere børn med.
Han begyndte for alvor at male akvarel og udnyttede her den tegne- og maletekniske kunnen han havde erhvervet sig fra sit arbejde som illustrator, til sine egne selvstændige malerier - i en stil der lå langt fra de samtidige impressionisters.
Det gav hurtig succes og anerkendelse. Og efter hjemkomsten til Sverige tre år senere fik han flere gode bestillingsopgaver.
I 1888 flyttede familien ind i et hus som Karins velstående far forærede dem, og mange af de mest kendte og elskede af Carl Larssons akvareller er fra hjemmet Lilla Hyttenäs og dets omegn i Sunborn Sogn uden for Falun i Dalerne.
Det folkelig gennembrud kom da en serie akvareller der i sceniske motiver illustrerede det idylliske familieliv, hjemmets smukke og originale indretning i "almuestil" og dets genkendelige landlige omgivelser, blev indlejret i et fortælleforløb og optrykt i bogen "Ett hem" (1999) - en bog som i det følgende årti blev fulgt op af flere i samme stil.
I Tyskland og dermed internationalt fik han kæmpesucces med en af disse: "Das Haus in der Sonne" (1915) - en billedbog der fem år før var udkommet på svensk under titlen "Et hem åt solsidan":
De fleste af Carl Larssons billedbøger er oversat til dansk og har også herhjemme solgt i store oplag.
Her følger et udvalg af Carl Larssons akvareller som man kunne se på Ordrupgård-udstillingen.
Man har på fornemmelsen at mange af dem har fotografier som forlæg og referencebilleder, dels fordi de viser tilsyneladende spontane fortællende sociale situationer fra dagliglivet i hjemmet og uden for, og dels fordi de er så nøjeregnende detaljeret tegnet og malet - en slags tegnet før-fotografisk realisme - at det er svært at forestille sig at de udspringer af ren visuel hukommelse.
Beskæringen af motiverne peger på inspirationskilden japanske træsnit. Og fornemmelsen af at hvert enkelt billede er en enkelt rude taget ud af en "tegneserie", er tydelig, synes jeg.
Bemærk det 'ekstreme' dybdeperspektiv og nissefigurens tilbagelænede vrid - der giver slædeturen fart. Og pigen der kigger bagud mod 'fotografen'.
Man bemærker det "tilfældige" perspektiv der viser den halve figur af manden der maler - eller hvad han nu laver - uden for vinduet.
Det var Carl Larssons kone Karin der stod for design og indretning af hjemmet. Hun var blandt andet en meget kreativ væver som udnyttede almueteknikker og mønstre i sine vævninger. Som møbeldesigner var hun funktionalist og forud for sin tid
Min egen fars anden kone var svensk, og hun vævede også. Hendes indretning og møblering af familiens sommerhus på Kullen som jeg oplevede i slutningen af 60´erne, var tydeligvis formet med Karins Larssons som forbillede og inspirationskilde, kan jeg nu se.
En meget tidlig akvarel uden tusch-opstregning og med udnyttelse af akverelteknikkens muligheder for at lade farven tåge sammen (som i Turners akvareller) - malet mens Oscar Larsson opholdt sig i Grez-sur-Loing.
Carl Larssons kone Karin var den gennemgående kvindelige 'model' i hans akvareller. Bemærk Karins væv til højre i billedet.
Carl Larsson var ekspert i at male vinterbilleder og er meget dygtig til at udnytte akvarellens muligheder for at male "hvidt" ved at lade dele af det hvide papir stå umalet. Bemærk den kolde sol som "brænder igennem" birketræets stamme - hvad der er godt set.
Bemærk bondekoens og koens dramatisk modstillede bevægelse - i kontrast til maleren der i den grad strå stille og er fordybet - det er sådan noget der er typisk for den måde Oscar Larsson skaber kompositorisk spænding i mange af sine akvareller
Den næsten monokrome farvelægning er med til at give billedet en helt usædvanlig poetisk lethed og stemning. Bemærk også hvordan de forskellige linjer af årer og stager og tråde - skråt på kryds og tværs - skaber dynamik.
Her fornemmer man i kompositionen inspirationen fra de japanske træsnit.
Carl Larsson forstår i den grad at udnytte akvarelteknikkens muligheder for at arbejde med markant 'lyssætning' der effektivt modellerer lys og skygge ind i figurerene - så man får 3D-fornemmelser i synet.
Mange af billederne opleves som om kunstneren ('fotografen') lige er dukket op - sådan nærmest på uanmeldt besøg - og har knipset et billede mens begivenheden foregik - en slags øjebliksbillede - virkeligheden frosset i et nu og set gennem fluen på væggen-øjne.
Det hører med til historien at Carl Larssons havde - paradoksalt nok - hele livet en drøm om at skabe monumentalkunst, og hans ambition var komme til at udføre store officielle udsmykningsopgaver. Han fik også flere opgaver af den slags, men ofte endte det med konflikter med opdragsgiveren, og han blev ikke anerkendt for dem af sin samtids kunstetablissement.
Han malede blandt andet et stort udsmykningsmaleri til Nationamuseet i Stockholm - på bestilling - med titlen "Midvinterblot". Men komiteen der havde bestilt det, ville ikke have det hængt op da det var færdigt.
Først små firs år senere blev det købt og hængt op på den plads det var beregnet til. Nu som "kulturarv".
 |
| Carl Larsson: Midvinterblot, 1915 |
Til gengæld er hans populære akvareller i stort tal brugt som motiver på platter, bakker, kopper, tallerkener og vaser:
