Kan man blive forelsket i en ting?
Spørgsmålet er afledt af at jeg for nylig har været på Lauritz.com og fået hammerslag på nogle eftertragtede ting, eftertragtede fordi de var smukke på en "sær" måde, eller "sære" på en smuk måde.
Hvis jeg var freudianer, var svaret på spørgsmålet et indiskutabelt klart: Ja.
Det kaldes fetichisme, og tankegangen hos Freud er at seksuel tiltrækning kan forskydes og kondenseres fra en elsket person, til en konkret ting som tilhører eller emotionelt forbindes med den elskede person, fx særlige beklædningsgenstande.
Men her er jeg interesseret i det aspekt af betagelsen og forelskelsen i ting som har med æstetikken at gøre. Hvordan påvirkes vi af et smukt, skønt, æstetisk tilfredsstillende udseende af en genstand? Hvad sker der i hjernen som gør at vi tiltrækkes - så meget at vi køber og samler på udvalgte ting og sager.
Det er i hvert fald sådan at vi (jeg) på en eller anden måde oplever en særlig glæde ved at eje og omgås bestemte ting - en oplevelse som går ud over den rene nytte- og brugsværdi som disse genstande måtte have.
På mange måder er det netop det som godt design gør: tilføjer en ekstra æstetisk værdi til nytteværdien i tingene. Og oplevelsen af denne ekstra værdi belønnes med ekstra nydelse. Og det koster.
Jeg har tidligere her på bloggen skrevet om hvordan bestemt møbler af bestemte designere har haft så stor tiltrækningseffekt på mig, at jeg måtte have dem, selv om de måske var "urimeligt" dyre at købe.
Den effekt er jeg ikke alene om at opleve. Det er sikkert noget de fleste kan nikke genkendende til.
Og de kreative folk der udvikler moderne tv-formater, har i den grad også opdaget fidusen, så vi nu finder en stribe populære programemmer på forskellige kanaler hvis præmis er at tematisere forholdet mellem smukke, interessante og kuriøse ting, og så det at der er et marked for dem, et marked som gør at næsten alle ting kan værdisættes og blive solgt på en auktion.
Jeg var selv i min tid som direktør på TV 2 ØST med til at lancere et program i midten af 90-erne med titlen "Mit kæreste eje", et format som stadig produceres og sendes på regional-kanalen her mere end 15 år efter.
Vi fandt en tv-egnet lokal antikvitetshandler til at vurdere det folk mødte op med og præsenterede: Steffen Dinesen. Og han er siden blevet vurderingschef i netauktionsfirmaet Laurtiz.com:
 |
| Fra TV 2 ØST-udsendelsen 'Mit kæreste eje' |
Jeg har også selv tidligere købt designermøbler på Lauritz.com, først og fremmest Charles Eames-møbler, og Arne Jacobsen borde. Se fx her:
For nylig har jeg forelsket mig i og købt - dels et bakkebord og dels to lamper - også på Lauritz.com-auktioner:
 |
Anna Deplano. Rundt sofabord model Giro |
 |
Christian Dell. Kaiser bordlampe, model 6781 |
 |
Christian Dell. Kaiser bordlampe model 6751 |
Bakkebordets designer er italiener, og det produceres og kan købes fra nyt.
Da jeg så det, forelskede jeg mig i det med det samme, og pudsede en søgeagent på det. Efter godt et år dukkede det så op i en auktion, så godt og fint som nyt, og jeg fik det til ca. halv pris.
De to Christian Dell-lamper har jeg gået og luret på længe. Eller rettere: Jeg kendte ikke Christian Dells navn som lampedesigner før jeg begyndte at søge lamper på Lauritz.com for ikke så mange år siden, og da opdagede at der var mange lamper designet af Dell til salg til ret så høje vurderingspriser.
Jeg er sikker på at jeg har set nogle af hans lamper i min barndom i 50-erne, sandsynligvis hos nogle af mine forældres venner, eller på et kontor på min fars arbejdsplads.
Kendetegnet for de fleste Christian Dell-lamper er den asymmetriske form der får skærmen til nærmest at svæve - så at sige hængt op i en buet eller svungen 'stander' af metal.
De fleste Dell-lamper man finder, ser nogenlunde sådan ud:
Men det var ikke bare genkendelsens glæde der tiltrak ved dem jeg købte på auktion.
De Christian Dell-lamper der især har betaget mig, er, som man ser ovenfor, især dem hvor 'hatten' - skærmen - er hel ren i sin form - uden udvækst på toppen eller siden.
Som min Sience-Fiction interesserede nevø sagde da han så den af messing: "Den er sådan spacey."
Den øverste med sort skærm fik jeg til vurderingsprisen, og den er produceret i begyndelsen af 50´erne.
Den anden af ren messing fik jeg hammerslag på til 1000 kr. under vurderingen der var på 2.500 kr.
Den er gammel - fra 1930 har jeg siden fundet ud af - med original gummiledning og bakelit-stik. Og en tilsvarende tilbydes af en antikforhanlder i USA på nette for godt 2.000 dollars.
Så der har jeg ikke bar gjort et smukt - men også et godt køb.
Hvem var Christian Dell?
Christian Dell var en tysk designer med en spændende baggrund som sølvsmed, hvilket er med til at forklare den sans for detaljer der findes i hans arbejde. Han arbejdede som formand på Bauhaus’ metalværksted i Weimar, fra 1922 til og med 1925, her var Dell bagmand for en meget innovativ og banebrydende designstil.Bauhaus stilen indtager sin helt egen plads i det 20. århundredes kulturhistorie, og den omfattede arkitektur, design, kunst og de nye medier. Bauhaus var en af de første læreanstalter inden for design og førte adskillige af de mest fremragende af tidens arkitekter og kunstnere sammen.I tiden efter metalværkstedet fra 1926 tegnede Dell lyskilder, ofte for lampefabrikken Gebr. Kaiser & Co. Bordlampemodellen 6631 Luxus blev vist for første gang i 1936, i det første katalog der udkom i dette år. Denne lampe blev meget hurtigt uden sammenligning den førende model i KAISER idell™-serien, som både dengang og selv den dag i dag står som symbolet på det fornemste inden for tysk design, krydret på eleganteste vis med et udsøgt materialevalg og præcisionsteknik.For de nysgerige kan det oplyses at den første del af navnet “Kaiser” henviser til den oprindelige fabrikant af lampen, og “idell” henviser til idé og til Dell som jo er designerens efternavn. “Kaiser” henviser til den oprindelige fabrikant – KAISER & Co.
Ja, Christian Dell er vel nærmest den tyske pendent til vores egen Poul Henningsen.
Wikipedia kan i øvrigt tilføje: "Dell was born as a girl but has had a surgery when he was 9".
En typisk kreativ personlighed med "2 personer i en", tænker jeg straks.
Men hvad foregår der egentlig i hjernen når vi sådan betages af smukke, sjældne ting - som jeg nu af disse Dell-lamper.
For mig er der ingen tvivl om at vi her må have hjernens kemiske belønningssystem på banen, det der udløser hjernens eget narkotikum dopamin som belønning i en række forskellige sociale og fysiske kontekster: ved lystfyldt og tilfredsstillende sex, ved indtagelse og nydelse af god mad, ved at spille og vinde, ved at løbe til man bliver høj, og ved at udføre et stykke arbejde som er svært men lykkes til sidst.
Jeg søger lidt på den sammenhæng og finder en videnskabelig artikel om nogle forsøg hvor man søger at finde ud af hvad der sker i hjernen når vi udsættes for en kendt vare, men i en ny og usædvanlig designet indpakning og til en højre pris.
Hvad vælger vi: det nye der er dyrere, eller det velkendte der er billigere?
Og hvilket valg tager længst tid, det hvor man vælger noget nyt og spændende, eller det hvor man vælger det velkendte.
Svarene viser sig netop at hænge sammen med hjernens 'reward system':
Using a novel reaction time task, we found that participants took consistently longer to choose aesthetic products than standardized ones (experiments 1a and 1b); that unknown brands with aesthetic packaging are chosen even over wellknown brands with standardized packaging, despite higher prices (experiment 2); and that increased activation in the reward system helps explain these behavioral differences (experiment 3). Together, these results show why and how the choice of frequently purchased goods is influenced by aesthetic package design.
En anden undersøgelse der har fået meget omtale i videnskabformidlende magasiner, konkluderer ifølge journalistisk vinklede overskrifter:
Beauty Is in the Brain of the Beholder
Altså: 'skønheden ligger i hjernen hos beskueren', og er ikke en egenskab ved tingene selv.
I et forskningsprojekt af Semir Zeki udspurgte man 21 frivillige forsøgspersoner med forskellig kulturel og etnisk bagrund, om at vurdere serier af malerier og serie af musik som enten 'beautiful', 'indifferent' or 'ugly'. Derefter blev de skannet i en fMRI-skanner mens de så malerier igen og hørte musik igen.
Zeki found, by examining MRI images of his subjects’ brains, that when people look at something they find beautiful, a portion in the front part of the brain called the medial orbito-frontal cortex “lights up.” That is, there’s increased blood flow in this area. He believes it’s a near-universal response to beauty. Zeki added that the medial orbito-frontal cortex is a portion of the brain associated with pleasure, and also reward.- It really tells you seeking beauty is in fact seeking to reward your pleasure centers.
Seeking to reward them with the neurotransmitter dopamine, also known as the feel-good chemical of the brain. Zeki added that one thing that’s novel about his study – and a result he wasn’t expecting – is that beauty as perceived through the eyes (e.g., visual art), and beauty you receive through the ears (e.g., music) aren’t routed to different parts of the brain; they both “reward” the same spot. Not only that, he said, the degree of activity in the medial orbito-frontal cortex correlates very strongly to the degree to which you find a thing attractive. He explained:
- The extent of activity in the medial frontal cortex is directly proportional to the declared intensity of beauty. So if you experience something as very beautiful on a scale of 1 to 10 and you give it a 10, then the activity is going to be stronger than if you experience it as a 1 out of 10.
By contrast, Zeki said, he found that when people see something that’s aesthetically displeasing – something they find ugly – it lights up a completely different part of the brain.
Altså jo smukkere man synes et maleri eller et stykke musik er, jo mere blus er der på den mediale prefrontale cortex hvor belønningssystemet findes.
En anden artikel om samme undersøgelse fortæller at en anden del af hjernen også aktiveres når man ser et smukt maleri, og at den del ligeledes er aktiv når man er forelsket:
Activity in another region, the caudate nucleus, located near the center of the brain, increased in proportion to the relative visual beauty of a painting. The region has been previously reported to correlate with romantic love, suggesting a neural association for the relationship between beauty and love.
Så mit gæt er at også 'krammehormonet' oxycotin er involveret når vi bliver æstetisk betaget af originalt designede ting og sager.
I min research dukke så en for mig og denne blog gammel kending op: "the default mode network". Det er det kompleks af hjernemoduler som er aktivt når vi er passive og indadvendte, hvorfor det også kaldes "the task negative network".
Det netværk er sammensat af de moduler i hjernen som vi trækker på når vi mentalt vender os indad og så at sige kalder noget frem på 'den indre skærm': når vi dagdrømmer, når vi genkalder os erindringer, når vi forsøger at sætte os i en andens sted, når vi gør os forestillinger om fremtiden .
Wikipedia:
The default network is an interconnected and anatomically defined brain system that preferentially activates when individuals engage in internal tasks such as daydreaming, envisioning the future, retrieving memories, and gauging others' perspectives. It is negatively correlated with brain systems that focus on external visual signals. Its subsystems include part of the medial temporal lobe for memory, part of the medial prefrontal cortex for theory of mind, and the posterior cingulate cortex for integration, along with the adjacent ventral precuneus and the medial, lateral and inferior parietal cortex.
Også en yngre generation af hjerneforskere er interesseret i sammenhængen mellem æstetiske stimuli og hjernens aktivitet. En af dem hedder Edward A. Vessel, postdoctoral fellow at the Center for Neural Science at New York University.
Han går videre ad Zekis spor, men er ikke kun optaget af æstetisk 'skønhed' men også i hjernens reaktioner på kunstoplevelser når værkerne er 'grimme' eller 'provokerende':
“We wanted to go beyond that (i.e. Zeki) and try to understand a bit more about what is an esthetic experience,” Vessel continues. “We wanted to know what the role of emotions is, and our thought is that you can have an esthetic experience that isn’t just positive. For instance, you can look at Picasso’s Blue Period paintings and realize these are very sad, somber scenes, and yet you can report having a strong esthetic response to subjects that are not what we would consider positive.”
Vessel og hans kolleger designede et forsøg i hvilken 16 forsøgspersoner skulle vurdere ('rate') 109 malerier fra 'the Catalog of Art Museum Images Online (camio.oclc.org)'. Malerierne var ikke specielt berømte og kendte, men deltagerne fik at vide at et museum var interesseret i at købe dem, og at kuratorerne var interesseret i forsøgpersonernes umiddelbar reaktioner, inden de besluttede sig for køb eller ej.
Forskernes instruktion lød:
“Your job is to give your gut–level response based on how much you find the painting beautiful, compelling or powerful. Note that the paintings may cover the entire range from ‘beautiful’ to ‘strange’ to even ‘ugly.’ Respond on the basis of how much this image ‘moves’ you.”
Snedigt og godt tænkt eksperiment, tænker jeg. Og her viser det sig at den instruks aktiverer "the default mode netværk" - altså den del af hjerne vi ser indad med - og bruger til fantasier om det som ikke findes, men er muligheder:
Vessel’s experiment entailed complicated tracking processes that monitored regions of the brain such as the left caudate and left collateral sulcus. It seemed to demonstrate that certain parts of the subjects’ brains showed greater activity—and those parts seem to be closely related to what scientists refer to as the “default–mode network”—areas reserved for internal monitoring. “That’s the place your brain goes to,” he says, “when you’re in your own world. Vessel thinks he may be seeing evidence of “the fact that external objects can grab us so strongly that they engage our internal thought processes in what we call an ‘esthetic reaction.’”
Tilbage til elskede ting:
I samlingen af mine fotografier fra Burma finder jeg billedet af denne kurvestol som stod i gangen til en af de butikker vi besøgte. Den ville jeg have taget med hjem, hvis jeg kunne. På grund af dens 'skønhed':
Jeg oplevede en slags mild meditativ tilstand da jeg så den, en tilstand som jeg genkendte fra mit aller første køb på Lauritz.com for 6 år siden: En kurvestol, designet af Arne Jacobsen fra 1930, beregnet til en udstilling Paris:
 |
| Arne Jacoben. Rørstolen AJ 236 |
Den bruger jeg til at sidde og meditere i når vi er oppe i sommerhuset.
Og så skal jeg vel også vise den populære le Corbusier fletkurvestol, som jeg ikke har, men kunne have haft hvis jeg havde plads, en stol som jo nok har fundet sin inspiration i kurvestole fra det fjerne østen som den oven for fra Burma:
