"Serendipitet", er et ord jeg først stødte på i dag, og ved et sært sammentræf. Men med det samme jeg læste hvad betydningen var, med det samme kunne jeg se hvor vigtigt begrebet var - set i sammenhæng med diskussionen om kreativitet og intuition.
Jeg fik simpelt hen en AHA-oplevelse. BUM. PLING. DONG.
Ordet refererer til det fænomen at man opdager noget godt eller vigtigt eller interessant, mens man er i gang med (at søge) noget helt andet. Eller opdagelser ved en tilfældighed. Det kan defineres som evnen til tilfældigt at gøre heldige opdagelser.
Et berømt eksempel er penicillin som Alexander Flemming opdagede fordi han glemte en petriskål med en bakteriekultur i en vindueskarm og tog på ferie, og da han kom tilbage opdagede han at skålen var kontamineret med en svamp som havde svækket bakteriekulturens vækst.
Et andet kendt eksempel er Columbus opdagelse af Amerika, mens han var igang med at finde søvejen til Indien.
Et tredje er Newton der opdagede tyngdeloven da han sad og mediterede over æbler der faldt fra genene af det træ han befandt sig under.
Jeg får associationer til:
- Poul Martinsen som, da jeg interviewede ham, flere gange understregede heldets betydning for at hans produktioner var så vellykkede som de var.
- Bevingede ord som: "Det er mere held, end forstand."
- Målmanden Peter Schmeichel der sagde: Jo mere man træner, jo heldigere er man.
- Pasteur der har sagt: "Tilfældet virker kun for den der er forberedt"/Chance favours the prepared mind"
- Og naturligvis (jfr. foregående blog) John Lennon: Life is what happens to you, while you are busy making other plans.
Selve måden jeg nåede hen til begrebet på (eller det nåede hen til mig), er i sig selv udtryk for serendipitet:
Jeg og en anden som også (tilfældigvis!) hedder Peter, holdt en lille julefrokost sammen på den restaurant der hedder SULT i Filmhuset i Vognmagergade i København. Vi snakkede en hel del om kreativitet, AHA-oplevelser, og diskuterede om der var nogen sammenhæng mellem AHA-oplevelsen som publikum skal opleve i klimaks på en god film, hvis ellers den er dramaturgisk skruet rigtig sammen, og så den AHA-oplevelse man får når man har tumlet med et problem, har sovet på det, og om morgenen vågner og har løsningen!
Jeg og en anden som også (tilfældigvis!) hedder Peter, holdt en lille julefrokost sammen på den restaurant der hedder SULT i Filmhuset i Vognmagergade i København. Vi snakkede en hel del om kreativitet, AHA-oplevelser, og diskuterede om der var nogen sammenhæng mellem AHA-oplevelsen som publikum skal opleve i klimaks på en god film, hvis ellers den er dramaturgisk skruet rigtig sammen, og så den AHA-oplevelse man får når man har tumlet med et problem, har sovet på det, og om morgenen vågner og har løsningen!
Da vi forlod hinanden valgte jeg den lange vej til Hovedbanegården ad Strøget, frem for den korte til S-toget på Nørreport. Jeg er ellers for doven til at gå lange ture og vælger altid den korteste og nemmeste vej, men den dag var jeg i løftet stemning. Og pludselig kom jeg i tanker om en historie om en mand der tumlede rundt i mørket og blev udsat for alskens strabadser, og i dagslys opdagede han at det var en "stork". Jeg huskede ikke præcis historiens pointe, men jeg forbandt den med Karen Blixen.
Da jeg så fik en mail fra min navnebroder i dag, der henviste til vores kreative snak om kreativitet og formidling, kom jeg igen i tanker om manden og turen i mørket og storken og Karen Blixen. Jeg googlede på associationen og fandt en henvisning til en historie af Karen Blixen i et tidsskrift Peripetri (som betyder dramaturgisk vendepunkt). Den er fra hendes første bog Den afrikanske farm:
I et lille rundt hus med et rundt vindue i og en lille trekantet have til, boede der en mand. Ikke langt fra huset var der en sø med en mængde fisk i, som manden fangede og solgte i byen. En nat vågnede han op ved at høre en frygtelig larm, og han begav sig af sted i mørket for at finde ud af, hvad der var i vejen. Han løb ned ad søen til. Først løb han sydpå. Her snublede han over en sten, som lå midt på vejen, og lidt efter faldt han i en grøft, kom op igen, faldt i en anden grøft, kom op igen, faldt i en tredje grøft og kom til sidste også op af den. Han forstod nu, at han havde taget fejl, og at larmen ikke kom fra denne kant, og han løb tilbage mod nord. Men da han var der, mente han igen at høre, at larmen kom sydfra, og han løb samme vej tilbage. Han snublede først over en stor sten, som lå midt på vejen, og lidt efter faldt han i en grøft, kom op, faldt i en anden grøft, kom op, faldt i en tredje grøft, og kom til sidst også op af den. Nu kunne han bestemt høre, at larmen kom fra enden af søen. Han styrtede da derhen og så, at der var en stor lækage i dæmningen her, og at alt vandet, og fiskene med strømmede ud gennem hullet. Han tog da fat på at stoppe lækken til, og arbejdede på det hele natten, og først da hans arbejde var færdigt, vendte han tilbage til sit hus og gik i seng. Da manden nu vågnede næste morgen og så ud af sit runde vindue: hvad så han da? En stork!
Historien giver ingen mening. Hvilken forbindelse er der mellem den tumultariske tur om natten og den stork han ser om dagen? Ingen - før man får at vide at man skal tegne ruten med dens forskellige vendepunkter mens man får historien fortalt. Så har man nemlig tegnet en stork!
Karen Blixen ser historien som en skæbnefortælling. Manden tager sin skæbne på sig selv om han ikke forstår hvad meningen er, før han næste morgen kan se at han med sine spor i landskabet har tegnet en stork. Derfor turens forskellige retninger og vendepunkter. AHA!
Tidskriftet hvori historien var refereret, var et temanummer om serendipitet og dets betydning - fra forskellige vinkler. Og flere andre historier bliver også refereret som illustration, bl.a. HC. Andersens Klods Hans, der jo samler tre ting op på rejsen til prinsessen: en træsko uden overlæder, noget plutte og en død krage. Og de tre ting, viser det sig så, er dem der gør det muligt for ham at vinde prinsessen, der ellers sender alle friere ud i mørket fordi de ikke kan svare for sig.
Begrebets oprindelse ifølge Wikipedia:
Ordet 'serendipitet' stammer fra engelsk (serendipity), og det kan føres præcist tilbage til Horace Walpole (1717-1797), der i et brev til en god ven i 1754 ville beskrive et heldigt fund, og i denne forbindelse dannede ordet serendipity ud fra titlen på et persisk eventyr oversat fra italiensk til engelsk, The Three Princes of Serendip, som han havde læst som barn. Serendip er et gammelt persisk navn for Sri Lanka. Eventyrets tre hovedpersoner havde den særlige evne til at finde det usøgte, og ud fra skarpsindige iagttagelser formåede de ved deduktion og syntese at slutte sig til fakta, de ikke direkte havde været i berøring med.
Bogen som to af artiklerne refererede til var: Robert Merton og Elinor Barber: The Travels and Adventures of Serendipity. I lyset af mine blogføljeton om Kinarejse og kreativitet, tænder jeg straks på titlen der kobler "rejse" og "eventyr" sammen. Den må jeg da vist se at få fat i. Ligesom den bog som min navnebroder viste mig han var igang med: Steven Johnson: Where Good Ideas Come From: The Natural History og Innovation.
Selv havde jeg en slags serendipitets-oplevelse for nylig!
For mange år siden "opfandt jeg" distinktionen erfaringssprog vs. videnssprog, som udtryk for en slags terminologisk modstrategi i forhold til en engelsk sprogsociologs distinktion: restricted code vs. elaboratede code, som i følge ham karakteriserede hhv. arbejderklassens og den uddannede middelklasses sprog.
Jeg opstillede to lister for hvad der var typiske træk og kendetegn ved de to typer sprogbrug, og brugte siden distinktionen analytisk i bøger og artikler i forskellige pædagogiske sammenhænge: til sygeplejersker, til medarbejdere i Danmarks Radio, til dansklærere, til journalister.
For tre uger siden blev jeg ringet op af en sygeplejeforsker fra KU der havde læst om distinktionen i min bog henvendt til sygeplejersker: Skriv Sundere, hvori det er en vigtig pointe at man skal tage udgangspunkt i erfaringsprog når man informerer patienter.
Forskeren havde haft glæde af den distinktion, fortalte hun, og ville vide hvad det hed på engelsk - for hun skulle skrive en akademisk meriterende artikel i et engelsksproget tidsskrift. Jeg fandt på: language of (everyday) experience og language of (systematic) knowledge.
Men lige da jeg sad og kigge på de to lister i en af mine gamle artikler, (ind)så jeg pludselig - AHA - at listerne var næsten identiske med de lister man ser hver gang nogen skriver om hvad der kendetegner de to hjernehalvdeles forskellige funktioner og måder at tænke på.
(fortsættelse følger:
http://petersudsigt.blogspot.com/2010/12/videnssprog-vs-erfaringssprog-og-de-to.html)
http://petersudsigt.blogspot.com/2010/12/videnssprog-vs-erfaringssprog-og-de-to.html)
