Om at skrive videre på en afdød forfatters univers og persongalleri - i anledning af David Lagercrantz 'Det der ikke slår os ihjel - En LIsbeth Salander-roman'

Reklameillustration fra netbutikken cdon.com

Jeg har for nyligt læst David Lagercrantz fortsættelse af journalisten Stig Larsons tre-binds-krimi med den computergeniale asociale autist (asberger?) Lisbeth Salander som den ene af de to hovedpersoner.

   Lagercrantz har fået kritik i medierne for at være en slags gravrøver i forhold til Stieg Larsson, og for at være en slags forfatterparasit på Stieg Larssons navn og eftermæle. 

   Lagercrantz har tilsyneladende selv taget det helt roligt. 

   Som han også gjorde i forhold til reaktionerne på at han selv afslørede at stort set alle Zlatan-citater i biografien om den berømte svenske fodboldspiller med indvandrerbaggrund, at det var nogle han selv havde fabrikeret, altså at de var fiktion, men understreget - baseret på mange timers samtaler:

»Jeg citerede ham egentlig ikke. Jeg begyndte at finde på den her litterære illusion af Zlatan Ibrahimovic«, fortæller Lagercrantz til avisen The Telegraph fra litteraturfestivalen Hay.

   Forfatteren fortæller desuden, at han intet vidste om fodbold, før han gik i gang med Zlatan-bogen:

   »Så begyndte jeg at læse ghostwriterfodboldbøger, og jeg må sige, at jeg aldrig har læst så kedelige bøger i hele mit liv. Derfor besluttede jeg at skrive den bog som en roman«. Han fortæller desuden, at de to tilbragte 100 timer sammen, og at Lagercrantz ikke ville gøre Zlatan flinkere, end han var. »Jeg sagde fra begyndelsen: Du kan ikke være moralsk. Bare råb op, for guds skyld«.

I den efterfølgende debat fortæller Dvid Lagercrantz at Zlatan har godkendt bogen og dens beskrivelse af ham i sin helhed, og ikke har haft indvendinger mod de fiktive citater. 

   Underforstået: Og hvad er så problemet egentlig. Jeg har skrevet en biografisk roman og valgt en form som formidler indholdet i historien på den bedst mulige måde.

Hvis man ellers har fulgt med på blokken her, så vil man vide at diskussionen om Zlatan-roman-biografien er et eksempel på det jeg for mange år siden definerede som 'faktion':

Faktion er alle former for medieprodukter hvor blandingen af ”fakta” og ”fiktion” er interessant og problematisk, og hvor denne blanding har spillet en (betydningsfuld) rolle – enten for publikums måde at opfatte og modtage budskabet på – eller for afsenderens måde at producere og fremstille sit stof på – eller, for det meste, for begge dele.

http://petersudsigt.blogspot.dk/2013/05/fra-faktion-som-udtryksmiddel-til-de_6.html  

Og man vil også vide at det eneste problem jeg synes der er i den diskussion, og som både Lagercrantz og hans forlage kunne have undgået, var at 'kontrakten' med læserne om genren - og dermed om de bagvedliggende arbejdsprocesser - indtil selvafsløringen - var uigennemskuelig og vildledende. 

   I introduktionen til bogen på Bog og Ides hjemmeside indledes teksten fx. med 

I " Jeg er Zlatan Ibrahimovic" fortæller Zlatan med egne ord om en barsk opvækst i Rosengård-kvarteret uden for Malmø.

   Bemærk: "... Fortæller Zlatan med egene ord ..." Vi lader det stå et øjblik.

 Altså: Læserne (og journalisterne og reklametekstskriverne) troede med god grund at bogen var en 'normal' ghostwriter-biografi - og at citaterne altså på traditionel journalistisk vis var autentiske - og kun sprogligt 'friseret' så meget at de talesproglige træk fra det mundtlige interview ikke forstyrrede oplevelsen og formidlingen af indholdet.

   

Læser man min bog om dokumentaristen Poul Martinsen, så er den fuld af autentiske citater fra godt 40-timers interviewoptagelser, som netop er 'friseret' og 'studset' på den nævnte traditionelle måde. Og selvfølgelig godkendt af Martinsen selv inden udgivelsen.

Problemet med Lagercrantz-fortsættelsen af Millenium-trilogien er imidlertid ikke et faktionsproblem, selv om debatten og kritikken måske godt kunne ligne. 

   Her har Lagercrantz ikke kørt unde falsk eller uklart flag. 

   Han og forlaget har fået projektet godkendt af Stieg Larssons juridiske arvinger, som, hvis ikke de havde godkendt det, i princippet kunne tænkes efterfølgende at fremsætte en anklage for brud på droit morale - også kaldet "ideel ret" (her fra Gyldendals "Den store danske"):

ideel ret, (1. ord af ty. ideel, sideform til ideal, adj. til idé), droit moral, den ret, som en skaber af et litterært eller kunstnerisk værk har, til at blive navngivet ved værkets brug og til at modsætte sig, at værket ændres på en måde, der er krænkende for hans eller hendes litterære eller kunstneriske anseelse eller egenart. Retten er personlig og kan ikke frafaldes i sin helhed. Efter ophavsmandens død kan den ideelle ret gøres gældende af ægtefællen og de nærmeste slægtninge, og den kan endvidere uden tidsbegrænsning gøres gældende af det offentlige, dersom en overtrædelse krænker kulturelle interesser. I nutidig praksis er det yderst sjældent, at det offentlige gør retten gældende, og der kendes således mange eksempler på, at værdifulde værker benyttes på en måde eller i en sammenhæng, der ligger fjernt fra ophavsmandens oprindelige intention.

Jeg ved det ikke, men det er også muligt at arvingerne har fået roaylties af salget af Lagercrantz opfølgning (som der i øvrigt er annonceret at der vil komme to mere af). Eller at man har betalt et engangsbeløb for rettighederne til en fortsættelse af de tre første romaner.

Diskussionen ligner jo faktionsdiskussionen på den måde at det drejer sig om etik og moral, om hvad en forfatter (og et forlag) kan tillade sig i forhold til den læsende offentlighed - uden at det opleves som snyd og bedrag.

   Men i det her tilfælde synes jeg at den offentlige debat i den grad var præget af uvidenhed, snæversynethed og mangel på kendskab til litteratur- og mediehistorien hos kritikerne. 

Alene i dette års sommermåneder har jeg læste adskillige krimiromaner som har karakter af fortsættelser af verdenskendte afdøde krimiforfatteres serier:

    Robert Goldsborough: En række romaner der fortsætter Rex Stouts serie på omkring 60 historier (romaner og noveller) om detektiven Nero Wolfe og hans 'sidekick' og fiktive jeg-fortæller Archie Goodwin.

     Nicholas Meyer: Tre romaner der i univers, hovedpersoner og fortællemåde lægger sig tæt op af Conan Doyles mange historier om  Sherlock Holmes som detektiv og med dr. Watson som fiktiv fortæller.

   I begge tilfælde har jeg nydt at læse serie-fortsættelserne, fordi de oprindelige historier af hhv. Rex Stout og Conan Doyle har givet mig så meget glæde ved læsningen at jeg har læst dem adskillige gange, og derfor nu også nyder at få nye historier som er så overbevisende skrevet at jeg oplever det som mulige troværdige fortsættelser af de oprindelige forfatterskaber.

   

Af andre forfattere der på kreativ vis har forlænget og udvidet Sherlock Holmes-universet, vil jeg fremhæve John Gardeners tre Moriarty-historier, og Laurie R. Kings serie med Mary Russel som detektiv og den pensionerede Sherlock Holmes 'apprentice' (=lærling/elev).

   Jeg er sikker på der er mange andre, gode og mindre gode. Og der kommer stadig nye. 

   Her fx omtales på Anthony Horowitz's website 17/01/201 en kommende roman der angiveligt er den første der er blevet godkendt af Conan Doyle Estate Ltd. som har rettighederne.

Anthony Horowitz, the BAFTA-award winning creator of Foyle's War and author of the best-selling Alex Riderchildren's series, has been chosen by the Conan Doyle Estate to write a new full length Sherlock Holmes novel which will be published by Orion in September 2011.     The content of the new tale—and indeed the title—remain a closely guarded secret. The prologue is currently under lock and key at the Orion offices. The announcement of the new novel was made to the Sherlock Holmes Society on 15 January where Anthony Horowitz was the keynote speaker.[3]

Romanens titel da den udkom, var: The House of Silk. Og den fik angiveligt gode anmeldelser.

Og efter min mening er det faktisk en særlig kreativ kunst som kræver stor indlevelsesvende og stor sproglig sensitivitet, at kunne skrive troværdige fortsættelser af højklasse-romanserier - hvad enten det er krimier eller andre genrer.

    Rex Stouts Nero Wolfe-historier er vel forsøgt opfulgt efter hans død af 5-6 andre forskellige forfatter, men uden større succes. 

   Og faktisk kender jeg (og andre kritiske læsere) ikke andre end Robert Goldsborough som det er lykkedes for.

Også Isaac Asimov, en af mine mest elskede forfattere inden for Science Fiction-genren, har fået rigtig mange opfølgere i forhold til de serier om robotter, de tre robotlove og Foundation-stjerne-imperiets historie som han selv har skrevet; nogle mere vellykkede end andre. 

   Jeg vil gerne her fremhæve Roberet McBride Allen om hvem Wikipedia skriver:

Shortly before his death in 1992, Asimov approved an outline for three novels (Caliban, Inferno, Utopia) by Roger MacBride Allen, set between Robots and Empire and the Empire series, telling the story of the terraforming of the Spacer world Inferno, and about the robot revolution started by creating a "No Law" Robot, and then New Law Robots.

De er både rigtig gode og opleves meget solidariske med Asimovs robot-univers.

   Wikipedia fremhæver flere andre Asimov-opfølgende serier som jeg ikke har læst endnu, men som jeg planlægger at anskaffe:

More recently, the Asimov estate authorized publication of another trilogy of robot mysteries by Mark W. Tiedemann. These novels, which take place several years before Asimov's Robots and Empire, are Mirage (2000), Chimera (2001), and Aurora (2002). These were followed by yet another robot mystery, Alexander C. Irvine's Have Robot, Will Travel (2004), set five years after the Tiedemann trilogy.

   In November 2009, the Asimov estate announced the upcoming publication of Robots and Chaos, the first volume in a trilogy featuring Susan Calvin by fantasy author Mickey Zucker Reichert.[4] The book was published in November 2011 under the title I, Robot: To Protect, and was later followed by two sequels: I, Robot: To Obey (2013) and the upcoming I, Robot: To Preserve (2016).

Og sådan kunne jeg blive ved - op og ned gennem litteraturhistorien. 

   

Og hvis man skifter genre fra roman (eller tegneserie) til tv eller film i forhold til et univers og personkarakterer, ja så ser det endnu mere vildt og kaotisk ud. 

   Der er fx i årenes løb lavet en lang række Sherlock Holmes-film og -serier hvor kun én har fundet nåde for mit blik, nemlig den med Jeremy Brett som Sherlock Holmes, en serie som har været vist på DR igennem flere år - med mig som trofast seer:

Jerymi Brett i rollen som Sherlock Holmes

https://en.wikipedia.org/wiki/Sherlock_Holmes_(1984_TV_series)

Det hører jog også med til historien at Conan Doyle selv ville stoppe sin detektiv serie, men af  pres fra læserne - elskere af både hovedpersonerne og plottene - følte sig tvunget til at genoptage serien og genoplive hovedpersonen som ellers var  skrevet "død" i kampen med superskurken Moriarty.

   Nogen siger så også at de følgende historier efter genoplivningen, ikke holdt niveau med de første. Et typisk problem for de fleste opfølger-forfattere,

   Og det hører med til historien at Isaac Asimov også stoppede sine to super-populære romanserier om Foundation-imperiet og om detektivparret Ilijah Baely-R. Daneel Olivaw efter hhv. tre og to udgivelser - for så mange år senere at lade sig overtale til selv at genoplive serierne, universerne og hovedpersonerne.

Og for så lige at vende tilbage til Lagercrantz aktuelle opfølgning 'Det der ikke slår os ihjel'.

   Så tænker jeg at det sandsynligvis er samme form for kreativitet som gør det muligt for ham både at leve sig så meget ind i Zlatans måde at tænke og tale på, og at leve sig ind i Stieg Larssons måde at skrive sine krimier på, at der i begge tilfælde kommer gode og læsværdige bøger ud af det. 

   Det er en særlig evne, et særligt talent - en særlig faktionslysten hjerne - som også forfattere af gode parodier, pasticher og traverstier lever højt på. 

   Og som fx også kommer til udtryk i de bedste film inden for genren 'mockumentary', som jeg tidligere har skrevet om i forskellige indlæg, blandt andet dette:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2012/02/mocumentary-i-radioen-hvor-frkt-og.html

Men altså: Jeg glæder mig til de to næste opfølgningsromaner af Lagercrantz med Lisbeth Salander og Mikael Blomkvist som hovedpersoner. Og forventer igen at kritikken vil være urimeligt hård.

Spoof-nyheder og nyhedsoverskrifter - og en spoof-nyhed fra Shanghai News med overskriften 'Postbud spiser hund'

Jeg citerer her en såkaldt spoof-nyhed fra ATS - fra bagsiden af min daglige avis Politiken:

JOURNALIST BESLUTTER IKKE AT SKRIVE KRIMI
En journalist på Politiken afslører nu, at han ikke har planer om at skrive en kriminalroman.
»Jeg har længe gået og tænkt, at det kunne være en god idé at lade være med at skrive en krimi eller en spændingsroman. Og nu har jeg altså taget beslutningen«, siger journalisten, som godt er klar over, at hans valg er kontroversielt.
»Jeg risikerer at blive udstødt på min redaktion, hvor alle de andre har skrevet mindst én krimi om en fraskilt politimand, som opklarer de mest bestialske forbrydelser, selv om han har rod i privatlivet og et galoperende misbrug af alt lige fra Nordsøolie til næsespray. Men jeg er villig til at ofre det gode kollegiale forhold for at opfylde mine ambitioner om ikke at blive krimiforfatter«, tilføjer han.

"Spoof" og "spoofing" kan defineres som det at gøre grin med, lave venlig satire over noget, eller at være en parodi på noget.

Teksten er naturligvis ikke en ægte aprilsnar, men er et glimrende og inspirerende stykke satiretekst, en genrer At Tænke Sig har udviklet til perfektion i de senere år. 

   Genren har altid eksisteret i ATS-rammen, men er nu næsten altdominerende, og den rammer tit plet så det næsten gør ondt - også på en 'journalist-empatiker 'som mig.

   Og det skyldes at satiren her i ATS-teksten om journalisten der ikke skriver krimier primært er har bråd mod kollegerne på avisen selv og på de andre nyhedsorienterede journalistiske medier.

   Spoof-nyheder er naturligvis af varierende kvalitet og med større eller mindre dybde-perspektiv, men det er jo som regel journalister der også laver dem, så ofte rammer de plet og er lige i øjet, så hænderne ryster og skaber stavefejl mens ordne dukker op på skærmen hos nogle af fagets rutinerede udøver.

ATS-nyheden om journalister der ikke har planer om at skrive en kriminalroman, blev meget hurtigt citeret af en af mine venner på Facebook - og genlæsningen af den spøjse tekst inspirerede mig så meget at de kreative kilder når de gælder sprog, straks vældede frem, kilder som ellers har været ret så udtørrede et stykke tid. Og jeg fandt på stedet på en hel række spoof-rubrikker til tænkte nyhedartikler til en længere tekst i  'kommentar'-feltet:

ATS-artiklen med tilhørende rubrik hører til samme gruppe kreative nyheder som vi stadig ser frem til og ville ønske stod på forsiden en dag, men som vi inderst inde er sikre på er løgn og forbandet digt:

- Nu kører togene til tiden. 

- Nu fungerer rejsekortet. 

- Nu behøver du ikke at være bange for at blive indlagt på et sygehus - og dø af det! 

- Nu anerkender Københavns kommune at ordblindhed - dysleksi - findes og kan testes fra nulte klasse. 

- Nu er vi trygge ved at vores ejendomsskatter er i overensstemmelse med skattelovgivningen, og at SKAT lever op til sit navn, så du - igen -kan betale skat med glæde.

- Pia Kjærsgaards svigerdatter flytter fra sin villa i Gentofte til en 2½ værelses lejlighed i Ishøj.

- Kristian Thulesen Dahl får en andengenerationsindvandrer af tyrkisk afstamning til sviger-.

- Lars Løkke Rasmussen går på anatabus før valgkampen for alvor starter - på anbefaling af sin sidst-ansatte spin-doktor Christian Hüttemeier.

- Folketingets præsidium har vedtaget at for fremtiden skal folketingsmedlemmer der er under uddannelse, færdiggøre deres uddannelse med mindst 7 i gennemsnitskarakter inden de kan få plads i Uddannelses- og Forskningsudvalget.

Der tale om en slags kontrafaktisk nyhedsskrivning der når det fungerer bedst bidrager til at læseren får en aha-oplevelse når de læser rubrikken.
   Og tilsyneladende kan jeg producerer uendelige mængder af de her fup-nyhedsrubrikker - helt automatisk - og også selvom det er flere dage siden vi havde første april og skulle være på vagt over for aprilsnarre i aviserne. 

   Jeg er ikke i tvivl om at når disse kreative kilder der tilsyneladende kan producerer spoof-rubrikker på samlebånd - kilder som idag næsten ikke har været til at stoppe - så skyldes det at jeg et par dage omkring 1. april systematisk har researchet på aprilsnarre i medierne - både de danske og de internationale.

  Se de to foregående indlæg via disse links:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2015/03/aprilsnar-dramaturgi-mocumentary-spoof.html

http://petersudsigt.blogspot.dk/2015/04/noter-om-aret-2015s-hst-af-kreative-og.html

Og man sidder - eller jeg gjorde - hele tiden og småkluklo over hvad de mest kreative journalister havde fundet på rundt omkring.
   Og humor udløser tilsyneladende nogle særlige signalstoffer - såkaldt endorfiner - i hjernen som gør at det er nemmere at få hul igennem mellem ellers adskilte hjerne-halvdeles mange selvstændigt arbejdende specialiserede hjerne-moduler.

"Man Bites Dog" er den engelske titel på en fransk mockumentary-film fra 1992. Og enhver uddannet journalist over hele verden vil fra titlen få associationer til da han/hun var journalistelev.

På alle introkurser til journalistik og i alle lærebøger der introducerer til journalistik og til de journalistiske nyhedskriterier, der underviser man nemlig de nye blåøjede journalistspirer i hvad en nyhed egentlig er, ved et anekdotisk eksempel på en spoof-nyhedsrubrik:

Mand bider hund ...

... er en nyhed. Hvorimod ...

Hund bider mand ...

... ikke er en nyhed.

Jeg har så altid tilføjet at hvis postbude havde deres egen avis, så ville varianten af ikke-nyheden i offentligheden: "Hund bider mand", også være en nyhed - hvis vel at mærke antallet af hundebidte postbude i flere år havde været næsten nul.

   Men det er den ikke, hvad der fremgår af en artikel i et nettidsskrift for hundelskere "Gipote.dk" (ja, det hedder det faktisk) - en artikel med rubrikken:

Hunden er ikke postens bedste ven

Og underrubrikken:

Store summer bliver brugt på at komme hunde-bid til livs ved postvæsnet.

Det faktuelle grundlag for historien er overraskende for mig - som ikke har hund - men kat - et dyr som ikke bidder postbude - med mindre de måske forsøger at fange den og løfte den op med de bare hænder.
   I følge artiklen i Gipote.dk blev 335 postbude sidste år angrebet og bidt af hunde. Det førte til 45 sygemeldinger, heraf var 18 postbude sygemeldte i mere end tre dage.
   I samme tidsrum. brugte de danske postbude samlet knap 3000 kasser hundekiks, svarende til over 25 ton kiks, til 'hundebestikkelse'. Omkostningerne for Post Danmark er små 400.000,- kr. om året.

 

I Kattens Værns magasin "Kattevenner" ville den følgende fup-overskrift nok være et godt grundlag for at udvikle en aprilsnar:

Norsk skovkat bider postbud

Jeg er skovkatteejer - men slet ikke hundhader - og vil nemt kunne finde på en tekst der ville gå rent hjem hos læserne af "Kattevenner" til næste år.

   

En spoof-nyhed  som nok virkelig ville blive læst for sin nyhedsværdi i det tidligere nævnte tænkte blad for postbude, ville fx have rubrikken:

Postbud bider hund

Og den ville med garanti blive citeret i alle landets aviser dagen efter - hvis den var bevidnet sand af tre af hinanden uafhængige kilder.

Det er så et spørgsmål om en nyhedsrubrik som den følgende i "Shanghai News". overhovedet ville interesserer andre en forhærdede moderne kinesiske dyreværns folk (de findes også, ja, alt findes faktisk i Kina):

Postbud spiser hund 

Spoof-nyhedens manchet-tekst kunne lyde:

En bidsk hun blev i går aflivet ved skud, og postbuddet ønskede, som erstatning for svie og smerte efter dens angreb, at få udleveret den døde hund så hans fattige familie med kone og fire børn kunne få ordentlig kød til deres ris i en hel uge.

Spoof-nyhedsteksten i telegramform kunne så fx se sådan ud:

"En stor hund, som angreb et internet-pakke-postbud i havegangen op til en rigmandsvilla i en forstad til Shanghai, er blevet aflivet og vil siden blive spist af af det overfaldne postbud og hans forarmede familie. 

   Postbuddet (hvis navn og adresse er redaktionen bekendt) havde forsøgt at berolige hunden med sovepiller indpakket i en "Whiskas Godbid". 

   Men pillen gjorde tilsyneladende den store, men også stærkt overvægtige rottweiler Sing-Fang-Cacao-ping (navnet er opdigtet af hensyn til hunden) ekstra aggressiv. Så den gik til angreb på postbuddet og bed ham hårdt i buksebagen. 

   Til alt held var postmandens bukser af hans kone (hvis navn er redaktionen bekendt) forstærket med et hønsenet af beskyttende ståltråd som hun havde til overs fra indretningen af en mindre andegård i baghaven.

Postbud går til modangreb

Postbuddet havde både peberspray og en paintball-pistol med på sine pakkepot-runder,  og han forsvarede sig så godt han kunne. 

  Så det bidske angreb endte med at at Sing-Fang-Cacao-ping løb hylende bort med halen mellem benene - med øjne og snude der løb i vand og med blå paintball-plamager overalt på pelsen i ørene.

   Rigmandsfamilien (navnet og adressen er stadig redaktionen bekendt) undskyldte meget og meget høfligt, og for at undgå indblanding fra 'Kommunistpartiets etiske kontrolkomite mod hundemishandling ved slagtning' tilbød rigmanden postbuddet en mindre sum penge for ikke at anmelde angrebet til myndighederne. Og han lovede straks af aflive Sing-Fang-Cacao-ping med en jagtriffel som han havde hængende på væggen blandt sine udstoppede bøffeltrofæer fra jagtrejser til Kenyas nationalparker.

Postbud får aflivet huund i erstatning

Postbuddet afslog den tilbudte pengesum som erstatning for svie og smerte, men bad i stedet om at få kroppen af den aflivede hun med hjem til familien, så de for første gang i flere måneder kunne få kød til deres ris. 

   Det kunne den kinesiske rigmand godt se fornuften i. Hunden blev skudt, og kadaveret fik pakkepostbuddet med hjem til en sulten, men glad familie. 

   Hans kone (hvis navne er redaktionen bekendt)  der havde en uddannelse i Nordiske litteratur fra Shanghai Universitet, afdelingen for europæiske studier, udtalte de for danskere så kendte ord: "Hvad fatter gør er altid det rigtige."

   På det tidspunkt var den ældste af børnene (hvis navn er redaktionen bekendt) i fuld gang med at skære hundkroppen op i forskellig udskæringer og komme i fryseposer som kunne opbevares i naboens ellers tomme kummefryser."

Faktaboks om den historiske baggrund for "Mand-bidder-hund-nyheder":

The phrase 'man bites dog' is a shortened version of an aphorism in journalism which describes how an unusual, infrequent event is more likely to be reported as news than an ordinary, everyday occurrence with similar consequences, such as a dog biting a person ("dog bites man"). An event is usually considered more newsworthy if there is something unusual about it; a commonplace event is less likely to be seen as newsworthy, even if the consequences of both events have objectively similar outcomes. The result is that rarer events more often appear as news stories, while more common events appear less often, thus distorting the perceptions of news consumers of what constitutes "normal" rates of occurrence.

   The phenomenon is also described in the journalistic saying, "You never read about a plane that did not crash".[1]

   The phrase was coined by Alfred Harmsworth (1865–1922), a British newspaper magnate, but is also attributed to New York Sun editor John B. Bogart (1848–1921): "When a dog bites a man, that is not news, because it happens so often. But if a man bites a dog, that is news."[2][3] The quote is also attributed to Charles Anderson Dana (1819–1897).[4]

NB! I artiklen er brugt "nyt komma" - som stort set er identisk med de anbefalede retningslinjer for brug  af 'pauskommaet' fra Retskriningsordborgen 1955.

I Wikipedia-artiklen om "man bites dog (journalism)" er der også citeret en række eksempler på internationale nyheder med "mand bidder hund"-rubrikker. Linket er her:

http://en.wikipedia.org/wiki/Man_bites_dog_%28journalism%29

Link til kort over Kenyas Nationalparker er her:

http://sv.wikipedia.org/wiki/Kenyas_nationalparker#/media/File:Nationalparker_i_kenya.png

Aprilsnar-dramaturgi, 'mockumentary', 'spoof', 'prank' - og erindringer om egne (u)pædagogiske 'gimmicks' med blending af fakta og fiktion

Imorgen er det den 1. april. Og jeg glæder mig. Jeg har en særlig lystfyldt svaghed - som jeg selvfølgelig deler med mange andre - ikke mindst mine journalistvenner: fornøjelsen ved at læse avis og se og høre nyheder den dag - og hele tiden spekulere over: Er det sandt eller falskt, fakta eller fup?

Fornøjelsen har jeg haft i rigtig mange år, sikkert helt tilbage fra midten af 60´erne. Men det var først i forbindelse med mit DR-kursus i "Faktion som udtryksmiddel" 1988-90 at  jeg tog aprilsnarrens dramaturgi op - fordi det var så smukt et eksempel på det jeg med kolleger i DR-Udvikling havde besluttet at karakterisere med ordet "faktion" - et ord vi kendte fra engelsek: "faction", som blev brugt om bogen "In Cold Blod" af journalist og forfatter Truman Capote. "In Cold Blod" var et stykke fortællende journalistik i en slags roman-form.

Aprilsnarren som journalistisk genre har en særlig dramaturgisk konstruktion som jeg tidligere har skrevet om  - og som jer er sikker på langt de fleste af eksemplerne i morgendagens medier vi trække på og leve op til.

   Jeg repeterer lige:

En nyheds-aprilsnar er en en fantasi forklædt som sandhed. Andre betegnelser jeg har har opfundet til lejligheden, er "fup-nyhed", elller "mock(ing) news" - analogt til betegnelserne "mockumentary/fup-dokumentar".

   Ideen med fup-nyheden er at få læseren, lytteren eller seeren til "at bide på krogen", dvs. tro at den er sand, at den fortæller en sandhed som bidrager med en interessant og overraskende udvidelse til vores forestillinger om virkeligheden.

   Opskriften har fire ingredienser: en madding, en krog, en indpakning, og evt. et eller flere set ups til den aha-oplevelse som er  aprilsnarens mål.

Maddingen skal være en løgn der kunne være sand, sammenfattet i en påstand som hvis den var sand, har stor nyhedsværdi. Kravet er at den skal være  provokerende og debatskabende - eller indeholde noget man ville frygte eller ønske var sandt. Formlen er: "utroligt, men sandt".

   Aprilsnarren må meget gerne indeholde en påstand som læserne ville ønske var sand - "a dream come true" - som f.eks. at forskerne har udviklet en ny snegleart der kan bekæmpe dræbersnegle. 

Krogen skal være udbredt viden om tendenser og foreteelser i samfundet som i andre sammenhænge har givet nyheder. Eller det skal være allerede eksisterende nyhedsframes eller nyhedsskabeloner som fup-nyheden matcher eller "logisk" ligger i forlængelse af. Det er altså krogen der leverer en vigtig del af troværdigheden.

Indpakning af maddingen er også afgørende for aprilsnarrens troværdighed. Fup-nyheden skal sprogligt, form- og billedmæssigt være formatteret som en nyhed, dvs. der skal være dokumentation i form af citater fra troværdige kilder eller autentiske fotooptagelser/grafik der illustrerer/dokumenterer dele af nyheden. Hvis det er en tv-aprilsnar, er det lidt mere besværligt for så skal man overtale kendte eksperter, politikere eller kendiser er til at medvirke. Mange vil dog gerne være med.

Aha-oplevelsen er målet; det - helst overraskende - pay off.  Ligesom vittigheder, anekdoter og gåder, er meningen med den dramaturgiske konstruktion i en aprilsnar, at forløbet skal munde ud i en aha-oplevelse, nemlig når det publikum der er offer for den, bliver klar over at de er blevet fuppet. For nogen sker det umiddelbart allerede under eller lige efter læsningen. For andre kommer oplevelsen først dagen efter i når medierne afslører det, eller når den sensationelle historie bliver genstand for snak og moro i butikker, på arbejdspladser eller i omklædningsrum.

   Et indbygget set up til afsløringen af at aprilsnar-nyheden er fup, er ikke obligatorisk, men bidrager til fornøjelsen når det er med og alligevel overses. Det kan være at man i selve teksten simpelt hen nævner datoen - eller bare måneden april, eller at man fx i teksten indarbejder en ellers helt ukendt betegnelse på et fænomen i historien.

'Opskriften' er fra dette indlæg hvor jeg uddyber og eksemplificerer:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2011/04/kort-opskrift-pa-en-aprilsnar-en.html

Men aprilsnar-genren tager jeg også op i flere andre indlæg. Se mere her:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2011/04/aprilsnare-i-medierne.html

http://petersudsigt.blogspot.dk/2012/04/mellemkd-og-anogenitaldistancen.html

Aprilsnarren er beslægtet med det de fleste mennesker har været med til i deres liv: "pracktical jokes", og underholdende tv-indslag med "skjult kamera". Og også med nogle af de iscenesatte overraskelser nogle synes det er sjovt at udsætte vordende brudgomme for til deres polteraften, men af og til med fatale følger:

http://ekstrabladet.dk/112/article4042273.ece

Historiske rødder for aprilsnarren har vi i middelalderens karnevalsfester hvor almindelige mennesker havde ret til at klæde sig ud, maskere sig og opføre sig provokerende, socialt grænseoverskridende og ærligt - under anonymitetens maske og, men kun mens festen varede -  fri for risikoen for straf.

 

I stort format - som en slags fup-dokumentarer - har genren på engelsk fået betegnelsen 'mockumentary'.

   På Input, den internationale årlige tv-festival for kreativt og fornyende public-service-tv, har der ofte været vist spændende og charmerende eller provokerende mocku-programmer. 

   En af dem fortalte omkring 1990 - med brug af overbevisende klassisk dokumentariske udtryksmidler - historien om Hitlers hemmelige besøg hos den erklærede adelige nazist Unity Mitford og hans møde med kong Edward VIII inden denne abdicerede, en historie de tilsyneladende i følge 'dokumentaren' blev afsløret gennem fund af nogle gamle filmruller hos Unitys stadig levende gamle faktotum og Unity Mitfords ellers forsvundne 'dagbog'. Det hele var opfundet og historien løgn og latin, men den meget dygtige klipning, gode skuespillere, troværdig voice over til gamle ægte fotos og filmstumper, gjorde den eminent troværdig og overbevisende.

   Inspirationskilden til filmen var afsløringen af det sensationelle fund af 'Hitler-dagbøgerne' som værende et meget dygtigt falskneri.

Den film hvis titel var "A Question of Fact" har utvivlsomt inspireret til den dokumentar (?) jeg nu lige har fundet på YouTube med titlen "Hitlers British Girl" i fem afsnit:

https://www.youtube.com/watch?v=Z9kBH47Ohlg

Efter udgivelsen af "Faktion som udtryksmiddel" 1990 holdt jeg sammen med den meget kreative TVA-journalist Morten Hartkorn en række en-dags-kurser for gymnasielærere med dansk og-eller historie som fag. På de kurser skabte vi med nogle 'rollebytninger' indledningsvis usikkerhed hos deltagerne om vores afsenderrollers troværdighed som henholdsvis akademisk lærebogs-forfatter og  erfaren tv-journalist. 

   Til slut på kursusdagen afspillede vi for dem den ovenfor beskrevne mockumentary "A Question of Fact" - med et indledende oplæg som fortalte dem at nu her til sidst ville vi godt vise dem "en ordentlig, solid, engelsk, historisk dokumentarfilm, baseret på facts, bevidnede dokumenter og interviews med både ekspertkilder og erfaringskilder". 

    Det lykkedes hver gang at få hele forsamlingen af akademisk uddannede og velmeriterede undervisere til at tro på filmen indtil de sidste minutter.

    De synes ikke det var morsomt - lige da filmen var slut! Men jeg har siden fået tilbagemeldinger fra flere om at de ved nærmere eftertanke syntes det var lærerigt at blive taget fusen på på den måde. 

Morten Hartkorn var - ikke helt tilfældigt - også tilrettelægger af flere af TV-Avisens aprilsnarre hvoraf en lille del kan ses her, iblandt dem en af Mortens:

http://www.dr.dk/Bonanza/serie/Oejeblikke/Aprilsnar.htm

På dramaturgikurset Power TV som blev afholdt 2000-2007 DR-regi, viste vi undervisere igennem flere år et tilsyneladende autentisk engelsk tv-gameshow fra Channel 4 hvor hjemløse medvirkede som deltagere i konkurrencer om at vinde et hus, og hvor opgaverne var konstrueret til at ydmyge og gøre grin med disse medvirkende. 

   Efter sigende troede tv-publikummet til game-showet at det var ægte, og at de medvirkende skuespillere var rigtige hjemløse. 

   I hvert fald lykkedes det os kursuslærere at narre kursusdeltagerne til at tro på programmet som autentisk og få dem - stærkt engageret - til at diskutere grænserne for etik i forhold til casting og brug af  'taber-typer' som medvirkende i game- og reality-shows på tv.
   En stadig aktuel problemstilling.

Efter internettets usandsynligt hurtige udvikling og udbredelse er de 'overenskomster' og de medfølgende konventionelle visuelle og typografiske koder for sandhed og virkelighed i tekster og billeder blevet mere og mere gennemhullede, samtidig med at der er sket en eksplosive udvikling af nye faktions-genrer som  'spoofs', 'memes', 'gimmicks', ' pranks' m. flere - og det vrimler via de sociale medier med videoindslag med fantasifulde fup- og fake-historier der nemt og hyppigt "går viralt", som det hedder.

 
Disse engelske termer bruges ofte og i flæng til at beskrive og karakteriserer de tusinder og atter tusindere af tekster, billeder og videoer som på en elle anden måde fascinerer universelt ved at "de hverken er det de ligner (fakta), og heller ikke ligner det de er (fiktion)". (Det let reviderede citat er af den fotorealistiske maler Niels Strøbek.)

  I alle tilfælde er der tale om fortællende indslag der imiterer ellers troværdige genres udtryk, men hvor der er snydt eller fiflet med afsenderforholdet, eller med de medvirkendes identitet, eller med den virkelighed som tilsyneladende er ægte og autentisk dokumenteret. Eller med det hele.

   Imitationen kan være åbenlyst og erklæret som fx mange daglige ATS-parodier bag på Politiken, eller skjult og snyd/fake som i aprilsnarren i medierne i morgen. 

Jeg har selv brugt termen "gimmick" til at karakteriserer den type 'pædagogisk iscenesættelse' jeg faktisk så tidligt som i 1974 gjorde brug af som underviser på RUC, og som er beslægtet med aprilsnarren.
   Og hvor jeg altså brugte bevidst snyd som pædagogisk redskab.

   Inspirationen tror jeg kom fra min deltagelse i nogle gruppedynamik-kurser tilrettelagt af socialpsykologen Arne Sjølund, kurser jeg havde været deltager på i slutningen af 60´erne, og hvor nogle af opgaverne havde karakter af rammesatte interaktion-spil med en skjult dagsorden for deltagerne. 

   Det var meget populære kurser som også min mentor Poul Trier Pedersen havde deltaget i, og som dels inspirerede ham til sine tv-spontanspil, men også til den pædagogik han stod for blandet andet på de interviewkurser hvor jeg var medunderviser.
    De kurser inspirerede også Poul Martinsen til nogle af de tv-udsendelser i 70´erne hvor han afprøvede socialpsykologiske eksperimenter til brug for opsigtsvækkende og debatskabende tv-programmer, som fx "Broen" og "Dagbog fra Christiania".

   

Vi er i begyndelsen af 2. semester i et såkaldt "hus" med studerende på den humanistiske basisuddannelse. Der var ca. 60 studerende og 5 faste lærere med blandet faglig humanistisk baggrund. Tidspunktet er starten af februar 1975.

   Jeg skulle som en del af semesterstarten inden for temaet "psykologi og pædagogik" holde oplæg - en 'forelæsning' - om "marxistisk pædagogik".
   Det var noget jeg havde påtaget mig fordi ingen andre i lærergruppen havde lyst, og fordi jeg faktisk havde læst rigtig meget såkaldt "frigørend pædagogik" som i forskelligt omfang flirtede med Karl Marx´ tanker. 

   Men jo mere jeg læste op til forelæsningen, jo mere ulyst havde jeg til bare at stille mig op og med alvorsmine gennemgå de forskellige "frigørende" pædagogiske retninger. Det sprog de fleste kilder var skrevet på, kunne jeg dårligt få over mine læber fordi det simpelt hen var hult og floskuløst at det ville blive til aske i min mund.

   En af bøgerne handlede om pædagogiske principper i det reelt eksisterende sovjettiske skolesystem, og som bilag bagi fandt jeg nogle "ordensregler for et marxistisk gymnasium". 

  Teksten var, set med danske øjne, meget autoritær og fremtrådte nærmest som en slags opførselskodex for elever på en gammel engelsk kostskole - blot iklædt marxistisk verbal orddragt.

   

Tilsyneladende ud af det blå, fik jeg den ide at teksten med små ændringer og udskiftninger kunne formuleres så den, set med marxistisk-orienterede ruc-studerendes øjne, kunne virke helt autentisk - blot nu med overskriften "Husregler for studerende i hus 37".

   Jeg fik de ny "husregler" trykt så de kunne uddeles til alle de studerende der kom til forelæsningen i husets møde- og forelæsningslokale. 

   Så stillede jeg mig op ved forelæsningskatederet , kigge med rynket pande ud over forsamlingen og sagde med alvorsmine og -tonefald noget i retning af følgende:

 I det foregående semester har de studerendes optræden i forskellige undervisnings- og mødesammenhænge været præget af manglende disciplin og respekt for hinanden og for lærerne. Og semestret sluttede jo som alle oplevede det ret kaotisk. Så inden jeg nu holder min forelæsning om marxistisk pædagogik som annonceret, vil jeg lige uddele et forslag til husregler som jeg regner med vi kan stemme om og få vedtaget med det samme - efter en kort diskussion. 

Som jeg husker det, var reaktionens styrke  overraskende - og for mig ganske uventet og overvældende.

   De omdelte "husregler" gav anledning en timelang ophidset diskussion blandt de studerende. Nogle syntes at det egentlig var meget rimeligt (på grund af den klare og utvetydigt marxistisk vinkling i alle formuleringer), mens andre syntes de aldrig havde læst noget mere provokerende og uacceptabelt (på grund af kravene om mødedisciplin til undervisningen og blind respekt for lærernes autoritet). Og mange var i tvivl, og spurgte om jeg virkelig mente det?

   Jeg holdt masken, og endte med efter godt en time at foreslå  at da vi tilsyneladende ikke kunne nå til enighed, så måtte vi udsætte den diskussion til næste husmøde.

   Man diskuterede husorden og samværsregler på næsten alle husmøder gennem hele semestret - uden at noget blev skrevet ned og vedtaget, hvad der faktisk var meget givtigt og lærerigt for alle - både studerende og lærere. Og gruppeundervisningen kørte uden problemer i alle grupper med lærerene som vejledere - i modsætning til første semesters kaotiske og tumultariske forløb.

   Men jeg afslørede aldrig for de studerende at det bare var en pædagogisk gimmick fordi jeg var træt af bøgernes golde pædagogiske retorik.

   Jeg turde ikke. Simpelt hen.

I de følgende år, brugte jeg andre former for pædagogiske ´gimmicks', både i min undervisning på RUC og i mit samarbejde med Poul Trier - både på kurser og i forbindelse med at jeg fungerede som hjælpeinstruktør på nogle af hans tv-spontanspil, og i vores samarbejde om at udvikle kursusmaterialerne til de to kommunikationskurser "Borgerbetjening" og "Samspil på sygehuset" for den Kommunale Højskole i Grenaa.

For ikke så længe tiden har jeg her på bloggen brugt en tilsvarende substitution som den første på RUC. Hvor jeg altså udskifter/ændrer mindre enkelte dele af en tekst som jeg føler stærkt ubehag ved - for at demonstrere hvad der er galt med den - sådan rent journalistisk:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2013/02/en-faktions-nyhed-om-kyniske-og-griske.html

Den oprindelige tal- og statistik-uvederhæftige overskrift lød:

Hver femte asylansøger begår kriminalitet

Den substituerede historie byggende på et analogt talmateriale kunne så med lige så god ret få rubrikken:

Hver femte entreprenør begår kriminalitet

I det her indlæg får nogle udtalelser fra Pia Kjærsgaard om indvandrerkvinder der bærer tørklæde, samme substitutions-behandling:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2014/07/pia-kjrsgaard-kan-den-kreative-kunst-at.html 

Den ide med at blande fakta og fiktion i sproglige iscenesættelser til pædagogisk brug, kom også med som et fast indslag i det legendariske TV-SUM-kursus som Ingolf Gabold var primusmotor bag. 

   Vi afspillede for deltagerne en meget tydeligt iscenesat og USA-kritisk-vinklet dokumentarfilm "Remington Cal. 12" af de i Danmark ukendte østtyske dokumentarfilminstruktører Heynowski & Scheumann. 

   Men vi fortalte kursisterne, illustreret af klip fra filmen, at filmen var lavet af CIA for at udstille østtysk manipulerende propaganda, og at den blev brugt i den amerikanske hære til anskueligheds-undervisning for amerikanske rekrutter. 

   I moderne terminologi sagde vi altså: Filmen I lige har set, var en pædagogisk tænkt SPOOF-film, med CIA som afsender og producent og amerikanske rekrutter som adressater.

Efter nogen tids diskussion på holdet af de visuelle manipulationer i filmens form og udtryk, dementerede vi os selv. Og fortalte nu at den var lavet af to unge vesttyske dokumentarister som var i opposition til USA´s krig i Vietnam.    Kursusdeltagerne blev usikre og nogle blev ret sure over at være blevet snydt.

   Hurtigt dementerede vi os selv en gang til. Og fortalte holdet sandheden om filmens oprindelse: at Heynowski og Scheumann var internationalt anerkendte og prisvindende østtyske, men uafhængige dokumentarfilminstruktører.

  Konklusionen som deltagerne dermed ikke kunne undgå at komme frem til, var at det var de rammesættende kontrakter (her givet af undervisernes autoritative udtalelser) som afgjorde om noget film elle tv af publikum blev oplevet som fakta eller fiktion - man kunne ikke afgøre det på "udtrykket" alene.

  Men mange kursister forblev usikre på hvilken af historierne der var sande - og ville have mere at vide i frokostpausen. Og de kunne ikke lige gå på nettet og tjekke. 

Hvis du ikke tror på den historie, og fx tvivler på at filmen "Remington Cal. 12 overhovedet findes, så her et link:

http://www.imdb.com/title/tt1155538/

Og den kan faktisk købes på tysk Amazon.de sammen med en lang række andre af de to instruktøres film på den DVD 2 i denne samling:

Jeg har tidligere skrevet om mokcummentary-genren her (ofte stavet forkert "mocumentary"):

http://petersudsigt.blogspot.dk/2012/05/sacha-baron-cohen-elefant-i-et-hyttefad.html

http://petersudsigt.blogspot.dk/2012/02/mocumentary-i-radioen-hvor-frkt-og.html

Her er link til en oversigt over danske aprilsnarer i medierne igennem tiderne:

http://da.wikipedia.org/wiki/Aprilsnar_i_danske_medier#Tv

Her en oversigt over især engelsksprogede 'mocumentary'-produktioner på film og til TV:

 http://en.wikipedia.org/wiki/List_of_mockumentaries

Samlet dramaturgisk opskrift på en aprilsnar - en opfølgning

I foregående blogindlæg gav jeg noget af den dramturgiske opskrift på den blendede nyhedsgenre en aprilsnar. Den opskrift gør jeg lige færdig i dette indlæg. Aprilsnaren hvis formål ofte er satiriske at udstille vores mere eller mindre absurde nyhedsverden, trækker på tre konceptuelle input-rum: et hvori vi har form og udtryk fra nyehdsjournalistikkens artikler, et rum der udgøres af indhold fra en fantaseret men mulig virkelighed, og et rum hvorfra der kan hentes et sæt af nogenlunde præsente nyhedsskabeloner eller samfundstendenser.

En nyheds-aprilsnar er en en fantasi forklædt som sandhed. Andre betegnelser jeg har har opfundet til lejligheden, er "fup-nyhed", elller "mock(ing) news" - analogt til betegnelserne "mocumentary/fup-dokumentar".
    Ideen med fup-nyheden er at få læseren, lytteren eller seeren til "at bide på krogen", dvs. tro at den er sand, at den fortæller en sandhed som bidrager med en interessant og overraskende udvidelse til vores forestillinger om virkeligheden.
   Opskriften har fire ingredienser: en madding, en krog, en indpakning, og evt. et eller flere set ups.

Maddingen skal være en løgn der kunne være sand,  sammenfattet i en påstand som hvis den var sand har stor nyhedsværdi. Kravet er at den skal være provokerende og debatskabende - eller indeholde noget man ville frygte eller ønske var sandt. Formlen er: "utroligt, men sandt".
   Aprilsnarren må meget gerne indeholde en påstand som læserne ville ønske var sand - "a dream come true" - som f.eks. at forskerne har udviklet en ny snegleart der kan bekæmpe dræbersnegle. Eller som her en af de mest berømte om gratis snaps i spandevis:

De Danske Spritfabrikkers fabrik til produktion af Gammel Dansk i Roskilde blev offer for en aprilsnar, da den lokale avis Roskilde Tidende bragte en historie om en produktion, der ved en fejl havde fået for høj alkoholprocent til det danske marked. Da man ikke kunne sælge produktet, kunne avisen meddele at man ville forære det væk til byens borgere. Næste morgen mødte mange frem med med alt fra 1½ liters flasker til baljer – eddike var udsolgt i hele byen, idet folk tømte dunkene i kloakken med henblik på at fylde dem med spiritus. Det viste sig imidlertid, til manges store skuffelse, at avisartiklen var en aprilsnar.

Tv-avisen i 1986 bragte historien om en opfinder der ved et tilfælde have opdaget at det var muligt at modtage satellit-tv uden en parabol; man skulle blot beklæde en stegepande med staniol og vikle antenneledningen rundt om håndtaget: efter sigende var der en stigning i salget af staniol i de følgende dge.
    Aprilsnarre der frister folk til handling, risikerer jo naturligvis at give bagslag og gør folk sure. Jeg minder om den berømte radio-mocumentary, Orson Wells´ 'Klodernes kamp' der i USA i 1938, skabte panik i store dele af befolkningen fordi de troede at et stykke radioteater, var autentiske braking news-reportageindslag fra en invasion af 'aliens'.

Krogen skal være udbredt viden om tendenser og foreteelser i samfundet som i andre sammenhænge har givet nyheder. Eller det skal være allerede eksisterende nyhedsframes eller et nyhedsskabeloner som fup-nyheden matcher eller "logisk" ligger i forlængelse af. Det er altså krogen der leverer en del af troværdigheden. Her er nogle eksempler hvor det er tydeligt at de efterligner eller "forlænger" tidligere nyhedskabeloner

- Atomaffald, som skal deponeres under det nedrevet ungdomshus på Jagtvej 69. Krogen: en række nyhedsindslag om problemer med at finde egnede steder til at deponerer dansk atomaffald.
- Oplysning om en ny madpyramide, som både indeholder slik, kager, is og sodavand. Krogen: Der har i flere år været diskussioner om hvorvidt den eksisterende anbefalingerne i den gamle madpyramide faktisk har hold i ernæringsforskningen.
- Caroline Woznacki ville skifte det danske statsborgerskab ud med et polsk. Krogen: en ophedet politisk skandale i medierne om statsløse og deres ret til statsborgerskab og debat om de danske regler om at man ikke må have dobbelt statsborgerskab.
- Danmark er blevet 30 kvadratkilometer mindre efter jordskælvet i Japan. Krogen: Det japanske jordskælv som har været et af de kraftigste nogen sinde.
- Ulven Peter fra Paradise Hotel stiller op til Folketinget for Dansk Folkeparti. Krogen: At flere medie-kendiser, bla. Joachim Boldsen, stiller op for Liberal Alliance
- Man har udviklet en ny app til smartphone, der gør det muligt at scanne fosteret med mobilen. Den kan downloades på fyen.dk og koster ikke en krone. Krogen: en masse medie-hype omkring om fremkomsten store mængder af nye gratis apps til smartphones.
- Nye arkæologiske fund i forbindelse med udgravningerne til den nye københavnske metro viser, at muslimer har været bosat i Danmark siden 1200-tallet. Det er tegn på god integration, siger en ekspert til avisen. Samtidig skulle efternavnet Hansen åbenbart stamme fra det daværende almindelige navn, Hassan-søn. Krogen: at udgravninger i forbindelse med store anlægsarbejder faktisk jævnligt i de senere har ført til interessante og overraskende arkæologiske fund, og at den antimulismske bevægelse i Danmark udtaler at muslimer som de fremmede de er, ikke bør have borgerskab i Danmark.
- S-SF vil have grønne ministerbiler, hvis de vinder valget. Krogen: Rød blok har lanceret en række grønne forslag som de vil gennemføre efter et folketingsvalg.
- Der kommer nu et nyt gebyr på email for at forhindre spam. Det kommer til at koste syv øre at sende en mail fra den 1. juni. Krogen: at både det offentlige og banker pålægger borgere og kunder stadig nye udgifter igennem indførelse eller opskrivning af gebyrer.
- Borgerne skal selv for fremtiden lappe deres vejhuller i en række kommuner i region Sjælland. Kommunen kommer med asfalt og værktøj, og så kan borgerne ellers bare gå i gang. Krogen: at kommunerne ikke har råd til at vedlige holde vejene efter den hårde vinter, og en lang række tiltag i forskellige kommuner der skal vælte ellers kommunale udgifter over på borgerne, f.eks. at tvangsprivatiserer kommunale veje.
- EU vil gør det umuligt at lave honningkager i fremtiden. Der skal nu oplyses på varedeklarationen i hvilken kommune, bien har hentet sin nektar. Da bierne ikke er udstyret med GPS, er det ikke muligt at overholde - endnu. Krog: strømmen af absurde og urimelige direktiver fra EU.

Indpakning af maddingen  er også afgørende for aprilsnarrens troværdighed. Fup-nyheden skal sprogligt, form- og billedmæssigt være formatteret som en nyhed, dvs. der skal være dokumentation i form af citater fra troværdige kilder eller autentiske fotooptagelser/grafik der illustrerer/dokumenterer dele af nyheden. Hvis det er en tv-aprilsnar, er det lidt mere besværligt for så skal man overtale kendte eksperter, politikere eller kendiser er til at medvirke. Mange vil dog gerne være med.
   De moderne muligheder for at manipulere film og fotos digitalt, gør det til gengæld rigtig nemt at ledsage fup-historien af overbevisende troværdige billeder.

Aha-oplevelsen er målet. Ligesom vittigheder, anekdoter og gåder, er meningen med den dramaturgiske konstruktion i en aprilsnar, at forløbet skal munde ud i en aha-oplevelse, nemlig når det publikum der er offer for den, bliver klar over at de er blevet fuppet. For nogen sker det umiddelbart allerede under eller lige efter læsningen. For andre kommer oplevelsen først dagen efter i når medierne afslører det, eller når den sensationelle historie bliver genstand for snak og moro i butikker, på arbejdspladser eller i omklædningsrum.

Indbygget set up til afsløringen af at det er løgn, er ikke obligatorisk, men bidrager til fornøjelsen når det er med. Det kan være at man i selve teksten simpelt hen nævner datoen - eller bare måneden april, eller at man fx i teksten indarbejder et ellers ukendt navn på et fænomen i historien: "lirpa" - april stavet bagfra, som her:

Mere end halvdelen af de danske huse vil stå under vand om 20 år på grund af klimaforandringer. Tre pæle og en gummimembran kan redde dit hus.

 

Klimaændringerne i Danmark bliver langt værre end forventet, viser nye beregninger fra den uafhængige organisation Lirpa 1. Forskerne i Lirpa 1 mener, at vandstanden i havene vil blive øget med mindst to meter inden for de næste 20 år, og det betyder, at mere end halvdelen af de danske boliger vil stå under vand.
- Det bliver syndfloden om igen. Danskerne kan lige så godt vænne sig til at gå med vaders nu, siger Peter Ørred, leder af Institut for Klima og Fisk i Lirpa 1.

Fang friske fisk under dit hus
Peter Ørred mener også, at du bør sætte et stort fiskenet op mellem pælene.
- Den høje vandstand vil betyde et farvel til landbruget, som vi kender det i dag, med masser af køer og grisebasser. Det kan give mangel på kød, og så er det jo oplagt at blive selvforsynende med fiskefileter og hvalbøffer, siger han. 

Husejer: Giv tilskud til pæle og kran
Morten U. Lykkesfugl er en af de danskere, der allerede har oplevet at få sit hus oversvømmet. Det skete under det massive regnskyl i juli 2007. Han vil gerne have sit hus på pæle, men har ikke råd, da finanskrisen har fjernet friværdien.
- Derfor bør regeringen straks gøre det muligt også at få tilskud til både køb af pæle og til de udgifter, der vil være til den kran, der skal løfte huset, mens pælene bliver sat på plads, mener han. 

Kun støtte til pæle fra EU-lande
Formanden for Dansk Pæle Forening, Jesper Gren, er enig.
- Jeg mener, at der skal gives tilskud til køb af fire pæle – den ekstra kan stå som reserve ved siden af huset og bruges til at fortøjre éns båd eller evt. til pælesidning. For at mindske finanskrisen i vesten bør man kun give støtte til pæle produceret i EU, siger Jesper Gren.

Lad os afslutningsvis forestille os at man vedtog en social konvention om at nu skulle det ikke kun være en gang om året: 1. april, men en gang om måneden eller en gang om ugen, eller om dagen, man måtte lave fup-nyheder. Hvad ville der ske?
   I løbet af ingen tid ville der ske et totalt sammenbrud af den uudtalte faktakontrakt som al journalistisk (og megen anden) kommunikation forudsætter og er indlejret i. Enhver historie som var tilstrækkeligt overraskende - havde tilstrækkelig sensationsværdi - ville blive udsat for tvivl eller afvist som - "dagens", "ugens" eller "månedens nar".
   Et tankeeksperiment der viser at påstanden om at alle tekster er fiktion, eller at det ikke er muligt videnskabsteoretisk at skelne mellem faktive og fiktive tekster og udsagn, er uholdbar.

Kreativ tv-journalistik (2) - OLe Retsbos brug af kontrafaktisk dokumetarisme med en hensigt

Det andet eksempel på kreativ tænkning i en tv-udsendelse jeg analytisk vil gumle på her, var en udsendelse der blev sendt på på DR 2 en lørdag eftermiddag den 15/01/11. Jeg kom ret sent ind i den fordi jeg bare sad og zapppede.
   Og netop derfor blev jeg smaskforvirret over de første minutter jeg oplevede. Der var henvisninger til bl.a. Ole Sohn, Axel Larsen, og der var interviewcitater med historiske eksperter og øjenvidner i forhold til forskellige historiske begivenheder efter 2. Verdenskrig. En del navne og ansigter kendte og genkendte jeg fra mine yngre dage.
   Programmets form var en klassik journalistisk-historisk montage - med autoritativ alvorlig voice over-speak, sync-er med et bredt udsnit af forskellige typer kilder, dokumenterende og illustrerende historiske filmklip og fotos.
   Altså det jeg så, fremstod som en typisk historisk dokumentar, som vi har set rigtig mange af på DR 2 i de senere år, et DR 2 som efterhånden producerer og genudsender dem på samlebånd.
   Men UPS! Jeg genkendte ikke en del af de historiske begivenheder dokumentaren fortalte om. De matchede ikke min historiske viden og mine erindringer om den politiske og samfundsmæssig udvikling i Danmark.
   Ret hurtigt lugtede jeg lunten: AHA! - blev klar over at udsendelsen handlede om en alternativ historie, en historie hvor  Danmark blev besat af Sovjetunionen omkring 4-5 maj. Og derefter undergik en udvikling der på mange måder mindede om den i Østtyskland og resten af Østeuropa efter krigen, en udvikling der så først ifølge dokumentarens fantasihistorie førte til befrielse fra et autoritært kommunistisk styre i Danmark da muren faldt i 1989. 

Det jeg altså efter et stykke tid i et heuroka-glimt blev klar over, var, at jeg havde zappet ind i en dybt interessant og meget fascinerende tv-... - nej, ikke "dokumantar" - men det der ligner. Noget der som helhed var digt, opspind - et tankeeksperiment iscenesat for tv i form og udtryk som en autentisk sandhedssøgende dokumentar baseret på facts og virkelighedsreferencer.
   En simuleret tv-dokumentar...
   På et øjeblik skiftede jeg frame fra én genre til en anden. Jeg var zappet ind i et eksempel på den blendede genrer der nu fagligt betegnes "mockumentary".
   Eller i moderne smart journalistisk jagon: "fupdokumentar".
   Og det viste sig at være en genudsendelse fra 2009. Jeg  vil se den i sin helhed. Inde på DR.dk får jeg desværre at vide at: Grundet manglende rettigheder er det ikke muligt at se tema-udsendelserne her på hjemmesiden. 
   Shit, så må jeg ved lejlighed se at skaffe en DVD-kopi så jeg kan få set den hele. Her illustrationen til DR´s omtale på nettet:

Men altså... Den del jeg fik set, var begave lavet - virkelig et produkt af kreativ tænkning - selv om det altså netop var en på historiske kendsgerninger baseret, journalistisk gennemarbejdet og overbevisende realistisk fantasi. Et produkt af det som man i gamle dage kaldte "indbildningskraft" - journalist Ole Retsbo og redaktionen bag hams indbildningskraft, deres fælles og samlede evne til visuelt at simulere en sandhed gennem konceptuel visuel blending.
   Tilrettelæggerne havde dygtigt sørget for at udstyre udsendelsen udtryk med alle de "dokumentarsignaler" som gjorde at man gøs med: Tænk nu hvis det var sket..., ja, det kunne være sket, hvis ikke englændernes feltmarskal Montgomery havde slået russerne med 6. timer.

Somme tider er en "mocumentary" først og fremmest en mediemæssig joke - udtrykt i en slags ironisk visuel vrængen, hvor fornøjelsen ved både at producere og se udsendelsen ligger i genre-dekonstruktionen: Se! Alle de udtryk som vi normalt tager som tegn på og garantier for sandhed og virkelighed, de kan fingeres og simuleres. Så tro ikke på tv-avisen, det er også en slags konstruktion (jfr. mit blogindlæg fra 13/03/11 om debatten mellem Hans Hauge og Knud Romer om fiktionsfri fiktion).
   Det var fx en stor del af meta-meningen med Poul Nesgaard og konsorters mockumentary-serier: 'I sandhedens tjeneste". Og også med Orson Wells ´berømte radio-mocumentary: 'Klodernes Kamp'.

Andre gange er der en dybere samfunds- eller historiekritisk pointe i mockumentary-genren - hvad der klart var tale om i det her tilfælde - hvorfor den genre netop også kan bruges af journalister og dokumentarister til noget mere alvorligt rent indholdsmæssigt: "at bevise" en kontroversiel præmis.
   Et af de meste berømte eksempler på en mocumentary med denne slags kritiske funktion, var Peter Watkins 'Wargame' fra 1966 som skildrede et tænkt, men faktuelt realistisk England efter at have deltaget i en atomkrig og selv være blevet bombet med atombomber. BBC og den engelske regering stoppede den og den blev aldrig udsendt i BBC-regi af angst for seernes politiske reaktioner.

Noget lignende var tilfældet her med Ole Retsbos tv-film - om end i en mindre opsigtsvækkende form og med et knap så kontroversielt indhold. Men i hvert fald: Tankeeksperimentet fik framet danske venstreorienterede ikoner som Axel Larsen, Ole Sohn m.fl. som potentielt politiske forbrydere - at ligne med DDR´s Walter Ulbricht og Erik Honecker, Ungarns János Kádár eller Tjekkoslovakiets Rudolf Slánský.
   Her fungerer den kontrafaktisk historieskrivning som en god og gedigen metafor: med "Danmark, de danske politikere  og den økonomiske udvikling i landet efter 2. Verdenskrig som "target" og med "den historiske udviklingen af de Østeuropæiske kommunistiske regimers poltisk-økonomiske udvikling" som "source" - skabes en dokumentarisk metafor der leverer det optiske filter som Danmark så ses, forstås og ikke mindst - farves igennem.
   Det er en kreativt tænkt og udført blending-operation af to faktuelt forankrede input-rum - to landes faktiske historie, og en mockumentary som et blended output der får seerne til måske at bryde deres egen tænknings ideologiske filter med hang til venstrefløj.
   Tendensen kan jeg måske være loren ved, men godt tv var det sgu´, den del af det jeg fik set.