Bidrag til en web-tv-dramaturgi (10) - plot i broad-cast-tv og plot i web-tv – spildramaturgi?

'Plot' i broadcast-tv består af de fortællemæssige greb i fiktion og i fakta der for en stor del leverer fremdrift til fremstillingen af en historie. Og fremdrift er den følelse der tvinger eller lokker publikum til at følge med hen gennem fortællingen til dens slutning. 

I fiktion defineres plottet som den del af fortællingen som udgøres af hovedpersonens konflikt- og modsætningsfyldte 'forhindringsløb' gennem en række skæbnesvangre vendepunkter frem mod det afsluttende forløsende og skæbneafgørende klimaks.

   Plottet fodres af en lang række 'fremdriftskompo­nen­ter': konflikt, forhindring, komplikation, forventning, overraskelse, prøve, gåde, varsel, tidsfrist, overraskelse, omslag - komponenter som man som forfatter og instruktør bevidst kan indbygge og udnytte i scene efter scene.

I fakta- og underholdnings-tv udgør (fortæller)plottene den produktionelle iscenesættelsen af de medvirkende i konfliktfyldte og uventede situationer som skal sikre et kronologisk forløb af scener med handling og dialog, scener hvori der så så indføjes forskellige fremdriftskomponenter: forhindringer, konkurrencer, dilemma­er, opgaver, uventede møder, tidsfrister, konfrontationer, etc.

Web-tv: Mindre krav til dramatisk-episk fremdrift

På grund af de særlige forhold der er mellem net og bruger (”utålmodighed”, mulighed for inter­ak­tion, lyst til at ”surfe”), så må det også præge web-tv-udviklingen.

   Hvis vi går ud fra at web-tv i sin natur typisk er kommer til udtryk gennem et kortformat og er influeret af at meget af det der kan vises i playeren, har karak­ter af citater og klip fra andre kontekster, så stilles der naturligvis andre krav og sikkert også mindre krav til fremdriftsproducerende elementer til at producere episk-dramatisk fremdrift.

   Mange af web-tv-klippene er hevet ud af deres kontekst netop fordi de i forvejen indeholder fascinerende, konfliktfyldte og måske sjove vendepunkter fra den længere tv-fortælling den kommer fra.

  Og generelt gælder at jo kortere et indlæg er jo mindre er behovet for et stærkt plot.

Man må forvente at der plottes meget mindre i et video-indslag som specifikt er produceret til nettet, fordi der – til gengæld eller i stedet for – er mulighed for brugerinitieret interaktion i web-side-konteksten omkring indslaget, en interaktion som kan udløse den samme form for belønning i hjernen som et godt traditionelt plot med en masse set up/pay off.

    Og ligesom der kun er relativt få og ret svage journalistiske plot aktiveret i almindelige main-stream tv-nyheder fordi de er korte og behovet for fremdrift derfor lille, sådan også for mange korte web-tv-indslag. Der kræves simpelt hen ikke så meget fremdrift og fastholdelse gennem fremstillingen når bruger-opmærksomheden og -optagetheden kun skal fastholdes i 1-5 minutter.

Dominerende web-tv-plot i fakta

Visse journalistiske tv-plot er dog ret ofte forekommende i web-tv-indslag: 'rundvisning i eget univers', 'fortælleren som opdagelsesrejsende', 'afprøvning og test', 'demonstration' af teknikker, opskrifter og forbrugsting, den krydsklippede 'konfrontation', 'stand up med overraskelse'. 

   Det er bemærkelsesværdigt at de fleste af disse plot implicerer et eller flere 'talking heads' med øjenkontakt med brugeren.

Retorisk fremdrift og det der ligner i og omkring web-tv-indslag

Fremdrift gennem episke-dramatisk plotning er altså blevet mindre relevant når vi har med web tv-indslag at gør. Til gengæld kan man sige at nyhedstrekantens retoriske logik får en slags renæssance. 

   Avisens skriftlige nyhedsfortællinger fordelt som længere og kortere artikler på en avisside er for hver enkelts vedkommende styret af nyhedstrekanten som er underlagt et bagvedliggende 'retorisk plotsystem'.

   Det  går ud på i hvert afsnit af artiklen at fortælle noget på en sådan måde at det rejser nye spørgsmål hos læseren, som så besvares i næste afsnit igen: 

   Hovedrubrikken skal helst have karakter af en gåde eller en nysgerrighedskabende teaser, og den efterfølgende manchetteksten skal give payoff til rubrikken, og samtidig indeholde en påstand med en så opsigtsvækkende/provokerende nyhedsværdi (=fremdrift) at læseren føler sig tvunget til eller opmuntret til at læse videre for at få svar på et eller flere række rejste hv-spørgsmål der kan uddybe give baggrund og perspektiv til manchettens påstand (=artiklens vinkel).

    Samme funktion har artiklens bærende billede, som skal give lyst til at få baggrunden eller en mere informativ kontekst til billedet.

Et sådant retorisk plot der indebærer at artiklens enkelte elementer leverer svar på forventede uudtalte spørgsmål, minder om det plot man kan forestille sig at bruge et web-tv indslag til, nemlig ved at man lader selve videoindslagets fortælling være ”uafsluttet”, således at fortællingen får karakter af en gåde, en halvkvædet vise, en cliffhanger eller en provokation, som så kan besvares interaktionelt af brugeren med et eller flere klik et relevant sted på siden. 

   Et sådant videreførende klik kan enten aktivere et andet web-tv-indslag der løser "gåden" eller besvarer "spørgsmålet". Eller det videreførende klik kan fører ind til uddybende tekster, illustrerende stillbilleder og baggrundsoplysninger der besvarer de spørgsmål der er aktiveret i brugerens bevidsthed. 

    Det er præcis den funktion et ”løsrevet” fascinerende klip eller videocitat også kan have.

    

Det betyder altså at man kan begynde at tænke i spil-baner og spil-dramaturgi i og omkring et web-tv-indslag i playeren, hvor det enkelte korte indslag skal ses som et 'udspil' eller et 'opspil' der motiverer den spænding/frustration der skal udløse en interaktiv handling hos brugeren.

   Dette er vist nok rigtig vigtigt for at komme videre.

(fortsættelse følger)

Bidrag til en web-tv-dramturgi (5) - nyhedstrekantens muligheder for genopstandelse i web-tv

I de mange år jeg har undervist i tv-nyhedsdramaturgi, har en af de afgørende pointer været at journalister uddannet til at skrive nyheder til avissider, skulle aflære nyhedstrekantens form-indholds-logik hvis de skulle lære at lave velfungerende tv-nyhedsindslag. 

   Der var endda udviklet en særlig nyhedsberettermodel - en forenklet klassisk berettermodel - til at indfange kravene til nyhedsfortællingens opbygning, kunne man som underviser belære kursisterne om: 

Hook, Context, Develtopment, Wrap.

Men når det gælder web-nyhedsdramturgi, så er det ikke nær så indlysende hvorfor man ikke skulle kunne bruge 'nyhedstrekanten' som formmæssig matrice, idet man kan argumentere for at en web-side  med en indlagt player og en avisside har flere funktionelle lighedspunkter end de begge har med en regulær broadcast-tv-udsendelse med indslag.
   Og et web-tv-nyhedsindslag har den særlige egenskab at man kan hoppe af og på undervejs, og starte forfra og gense hvis man ønsker. I princippet meget lig forholdet i forbindelse med læsning af en skreven tekst. 

'Nyhedstrekanten' er jo betegnelsen for nyhedsartiklens klassiske grundform. 

   Princippet der styrer fremstillingen af avisnyheden, er at det der indholdsmæssigt konstituerer nyheden – 'kerneafsnittet' der skal besvare de for nyheden helt afgørende hv-spørgsmål – at det fortælles kort og klart i toppen af historien.

  Og at man derefter gennem de følgende afsnit udbygger med supplerende baggrund, konkretiseringer, konsekvenser, oplysende sidehistorier, underordnede vinkler, årsagsforklaringer, forhistorier mv. 

Princippet for i hvilken rækkefølge disse uddybende og baggrundsgivende afsnit bringes er simpelt: ”faldende væsentlighed”. Jo mindre betydning informationen har for forståelsen af den aktuelle nyhedsbærende og vinklede information i kerneafsnittet, jo senere i artiklen skal den information ligge. 

   I forhold til læseren betyder det at man tilsvarende antager en faldende interesse eller motivation for at læse videre, jo senere i artiklen man kommer.

Mens den bagvedliggende ide i berettermodellen er at fastholde læserens, lytterens eller seerens interesse helt til slutningen af fortællingen, så er ideen i nyhedstrekanten at læseren skulle kunne stå af undervejs - og så alligevel være sikker på at have fået essensens af historien.

   Produktionelt var nyhedstrekantens funktion også at redaktionssekretæren nemt og hurtigt kunne redigere i artiklen – ved at klippe og skære linjer og afsnit ud bagfra. 

   Avis(side)konteksten hører med til forståelsen af denne kompositionsform: Når læseren hopper af undervejs, så skifter han til en anden artikel på samme side eller til en artikel på en følgende side.
    Hvis man hopper af et web-tv-indslag undervejs, hopper man ikke af siden og web-konteksten og de muligheder man har for supplerende bonusmateriale, links, kontekstinformationer via resten af sidens indgange til at få mere  information.

Hopper man af et tv-eller radio-indslag, så slukker man for apparatet - eller zapper til en konkurrerende kanal. En helt anden kop te.

På den anden side har undersøgelser vist at fortællinger formet over nyhedstrekanten ikke er særligt nemme at kapere – især for læsere uden særlige vidensmæssige forudsætninger i forhold til indholdet. Så hvis de begrundelser som ligger bag ved valget af nyhedstrekanten svækkes eller forsvinde, så er berettermodellen - eller bølgemodellen at foretrække.

                        

Hvis man bruger samme grafiske system som når man anskueliggør berettermodellen og bølge­mo­dellen, (som en spændingskurve udfoldet hen ad en vandret tidslinje og med spændingsstyrken markeret ved højden på den lodrette akse) så kan man anskue nyhedstrekanten som en kurve med en faldende serie 'bølger'  med den højeste i starten og den laveste til sidst – altså nærmest en slags omvendt berettermodel hvor man starter med ”klimaks” i toppen og fortsætter nedad med mindre og mindre betydningsfulde uddybende afsnit mod bunden.

   

TV-nyheder i gamle dage - op til ca. midten af 80´erne - fulgte faktisk i vidt omfang nyhedstrekanten, dels fordi alle tv-journalister tidligere var skolede avisjournalister, men også fordi det rent teknisk var nemt at klippe sådan et indslag ned bagfra når optagelserne var på film bånd.

    Udviklingen af den dramaturgiske bevidsthede på tv-nyhedsredaktionerne op gennem 80-erne førte til at man efterhånden tilpassede nyhedsindslagets fortælleform til et forløb formet over berettermodellen eller bølgemodellen, men dog sådan at nyhedsvinklen som regel blev afsløret mere eller mindre direkte i nyhedsværtens oplæg/intro/'spib', svarende til nyhedsartiklens manchet.

Nyhedstrekanten som formende for længere web-tv-indslag

De argumenter der i tidernes morgen har været for at bruge nyhedstrekanten som den gennemgående fortælleform på avisnyheder, kan faktisk også overføres til længere web-tv-indslag. 

   Da man ved at webbrugere har travlt og er utålmodige, og ofte skimmer snarere end læser koncentreret, så kan det være et argument for at bygge et web-videoindslag op efter den model, altså en slags 'omvendt' bølgemodel med forudsat faldende interesse hos brugeren, sådan at man i selve indslaget indbygger en klar grafisk markering af at her kan man hoppe af, fx ved indlagte kapitelrubrikker eller grafiske stop- eller pauseklodser.

    Man producerer og lægger et indledende kerneafsnit først i web-tv-indslaget; derefter lægger man et baggrundsindslag der leverer årsager og forklaringer; og videre et caseinterview; derefter en ekspertvurdering der perspektiverer historien; og til sidst et afsnit om og med link til lignende historier andre steder og på tidligere tidspunkter. 

   I den skrevne kontekst omkring dette kapitelopdelte videoindslag i playeren kan man lægge link til  faktabokse, til statistikker, kort, tidslinjer mv. 

    Disse efterfølgende og i væsentlighed faldende 'bølgeelementer' kan også lægges som små selvstændige indslag med egen rubrik stykvis i ruder til højre ved siden af playeren.

Samlet kan sådan en web-tv-side sammenlignes med det man kalder et "opslag" i avis- og magasin-sammenhæng, hvor man netop kan surfe rundt i "periferien" og finde 'bonusmateriale' logisk eller associativt forbundet til en central bærende artikel.

Gåden Lotte Friis - og andre gåder i journalistik

Gåden er nok det stærkeste fremdriftsmiddel i historiefortællingens værktøjskasse. Og det har til alle tider været en populær leg blandt børn og voksne at drille og udfordre hinanden med spørgsmål som krævede mentalt grænseoverskridende svar.
   Aristoteles er i Wikipedia citeret for den iagttagelse at en gåde er en metafor, og en metafor en gåde:

Good riddles do, in general, provide us with satisfactory metaphors; for metaphors imply riddles, and therefore a good riddle can furnish a good metaphor.

En gåde starter jo altid med et spørgsmål som ikke umiddelbart lader sig besvare. Så man skal gætte. Og enten kan man ikke finde et svar eller også er det man lokkes til at svare - "forkert".

   Frustration kræver forløsning!

   Det "rigtige" svare som gådestilleren så leverer, udløser en aha-oplevelse - og som regel et grin. Især hvis gåden er af den type at den inviterer til "forkert" svar der forudsætter en tabubelagt tankegang.

   Fx denne: - Hvad er det som er 10 meter langt og lugter af urin?

   Eller denne: - Hvad er det der er 15 centimeter langt, har nødder og gør kvinder tykke?

   Eller denne: - Der var engang tre Piger som hed Rie, Mie, og Fie. De fik en kalv hver. Rie's kalv hed Risse, Mie's kalv hed Misse og hvad tror du Fie's kalv kom til at hede?'

(Svarerne finder ud nederst i dette indlæg)

Svar på gåderne kræver blending af input fra to adskilte konceptuelle rum: et naivt og et tabubelagt. Og det frække svar er det forkerte.

   Så gådegætteren er det egentlige "target" for gåden, og med formuleringen af gådespørgsmålet lokkes han i "en mental fælde" der afslører at han har "en beskidt tankegang."

Forskellige typer gåder indgår i en lang række kreativitetstest. En af de mest kendte er denne: - Tegn en linie der forbinder disse 9 punkter - uden at du løfter blyanten fra papiret...

I en lang række myter, sagn og eventyr er gåder et centralt dramaturgisk omdrejningspunkt. Og svarer helten eller heltinden forkert, så har det skæbensvangre følger.

   Den mest populære romangenre i de sener år er krimien, som altid har et mord som gåde: Whodunnit? kaldes den oprindelig variant også.

   Wikipedia forklarer:

A whodunit or whodunnit (for "Who['s] done it?") is a complex, plot-driven variety of the detective storyin which the puzzle is the main feature of interest. The reader is provided with clues from which the identity of the perpetrator of the crime may be deduced before the solution is revealed in the final pages of the book. The investigation is usually conducted by an eccentric amateur or semi-professional detective. The locked-room mystery is a specialized kind of a whodunit.

Men gåden er ikke et greb som bruges meget i normal nyhedsjournalistisk artikelskrivning - alene på grund af nyhedstrkanten.

    Nyhedstrekanten som narrativt skema er jo nemlig en gåde vendt på hovedet: Først fortæller man svaret - konklusionen på historien. Og så afvikler man bagefter de centrale hv-spørgsmål som læseren kan tænkes at ville have uddybende svar på: hvem, hvad, hvor, hvordan, hvorfor, med hvilken konsekvenser.

   Alligevel kan man hævde at der i mellem rubrik og manchet/første afsnit i en avisartikel er en slags gåde-forhold. Rubrikken skal umiddelbart udgøre et mysterium der få læseren til at tænke: Hvordan dog det? Og dermed blive motiveret til at læse videre - og få svaret umiddelbart efter.

   Fx Politiken fredag den 29. juli. Rubrikken lød:

Lotte Friis er født med en gave, der er guld værd

 Og svaret på spørgsmålet: Hvordan det? - får vi i manchetten:

Evnen til at kunne tåle at træne længere end andre har været med til at gøre svømmeren Lotte Friis til verdens bedste på sit felt.

Manchetten er det der indeholder vinklen - artiklens konklusion. Og så er den gåde løst - i de fleste avisartikler.

Det der gør denne artiklen speciel er at den derefter indledes med - en rigtig gåde. Det er relativt sjældent, og passer her dårligt med rubrik og manchet. Som sandsynligvis er lavet af en redaktionssekretær og ikke af den kreative journalist der har skrevet selve artiklen: Allan Nielsen.

Artiklen indledes sådan her:

Laktat er mælkesyres korresponderende base.

   Og hvad i alverden har denne biokemiske term så med svømning eller for den sags skyld Lotte Friis at gøre?

   En hel del, skal det vise sig, for laktat – eller manglen på samme – er en af årsagerne til, at Lotte Friis netop nu er en af dansk idræts allerbedste udøvere. Hun er i hvert fald Danmarks p.t. eneste regerende verdensmester i en olympisk disciplin – en titel, hun sætter på spil lørdag eftermiddag, når der er finale i 800 meter fri ved verdensmesterskaberne i Shanghai.

   Når muskler arbejder, danner de mælkesyre og dermed laktat, som forskerne kan måle, når de jævnligt tester svømmerne, men ofte banker de lidt på måleapparaterne, for det kan da ikke passe, at prøverne fra Lotte Friis viser laktattal på 2 eller 3, når andre landsholdssvømmere har værdier på 6, 7 eller 8.

   Tendensen til at producere mælkesyre kan påvirkes marginalt gennem træning, men det er bare en medfødt genetisk fordel, Lotte Friis og de fleste af hendes konkurrenter på højeste internationale niveau har.

   »Lotte er bygget til udholdenhed. Hendes evne til at arbejde med høj intensitet og alligevel holde laktatværdierne nede er ganske enkel unik«, siger Team Danmark-fysiologen Lars Johansen, der ikke kan pege på ret mange andre danske idrætsfolk med samme evne.

Jeg synes det er rigtigt begavet af journalisten på den måde at bruge en faktuel oplysning som i den grad er ukendt for læserne som dramaturgisk motor i starten af artiklen, en oplysning som journalisten har fundet gennem sin research.

   Resten af artiklen som er et "nyhedsportræt" på side 2 i Politikens første sektion,  indeholder ellers stort set  velkendte oplysninger om Lotte Friis: hendes medaljehøst gennem de senere år, at hun træner meget, at hun har været med i underholdningsprogrammet "Vild med dans".

   Indledningen med laktat-oplsyningerne giver også journalisten muligheden for et naturligt point of no return som har fået denne form:

Evnen til at kunne modstå mælkesyre gør det nemlig ikke alene. Lotte Friis træner 30 timer om ugen....

I resten af artiklen får vi så fortalt om alle de sider af elitesvømmeren Lotte Friis´ personlighed og karriere som ikke skyldes det ekstremt lave laktat-tal. Det er de sider som journalistisk set gør hende til en særligt interessant personlighed - og dermed til en god historie.

Svar på gåderne: Kædedans på plejehjemmet/Snickers/Frede - for det var en tyrekalv. Og en ubrudt linie gennem 9 punkter, tegnes sådan her - ud af boksen.

Nyhedstrekanten får come back med web-tv - og andre historier om web-tv-nyhedernes anti-dramaturgi

Det fremgår af Rune Michelsens og Signe Rosendal Rasmussens oplysende rapport "Webtvaviserne - en analyse af mediernes brug af web-tv i uge 2, 2011" at dagbladene i deres web-portaler for det meste opererer med separate web-tv-nyhedsstationer - til hvilke de for det meste producerer traditionelle tv-nyhedsindslag – for det meste af meget små selvstændige web-tv-redaktioner. Og at det - for det meste - er en dyr fornøjelse.

Drop dem! For mig at se svarer det til at aviserne skulle oprette særlige sektioner for deres daglige pressefotos.

Nyhedstrekanten har i mange år været under kritisk beskydning fordi den inviterer til at man ikke læser hele artiklen til ende. Og til at den enkelte læser selv afgør hvornår han vil stå af og gå videre til en anden artikel. Den kritiske tendens har lydt: fra nyheder til aha-heder. Men rapporten viser at på nettet går det den anden vej. 

Nyhedstrekanten tager højde for at læseren er utålmodig og sekund for sekund tager stilling til: Skal jeg fortsætte - eller gå til en anden rubrik på siden - eller bladre videre? Det er det der ligger i den læser-/modtagerindstilling som kaldes lean-forward. Du er som læser aktivt søgende og mentalt set på spring under læsningen. Du kan frit springe fra - eller springe forbi.

En roman forudsætter en væsentlig anden læserindstilling: lean backward. Film og tv er også lean-backward-medier, og moderne tv-nyheder er produceret netop for at please et lean-backward-indstillet publikum.

Der er grund til at tro at hjernens kemi – den cocktail af hormoner, endorfiner, adrenalin og hvad de forskellige humørstoffer nu ellers hedder – er forskellig i hhv. lean-forward- og lean-backward-indstillingen. Som et tankeeksperiment kan man forestille sig at ved lean-forward-tilstanden kører adrenalin-pumpen, mens "bondinghormonerne" prolactin og oxytocin virker aktivt i lean back-tilstanden.

Udviklingen af aviserne de senere år har ført til at skrivning til nyhedstrekanten er kombineret med krav om flere indgange til historien: nyhed, baggrund, case, pressefoto, oversigtsgrafik, faktabokse, m.m. Der er tale om en slags nyhedscollage, hvor alle dele er kontekst for hinanden. Også denne segmentering i selvstændige brikker til historien, lægger op til lean-forward-indstillingen.

Med nettet som platform har nyhedstrekanten og princippet om de mange indgange i den grad fået sin renæssance. Og nettet er endnu mere et lean-forward-medie end avisen, fordi der på den gode netside både er mange indgange, og fordi man kan klikke vider til mange lag og stor dybde i indhold og kontekst. Kontekst i tre dimensioner, så at sige, forbundet gennem hypertekst der henviser på kryds og tværs.

   Enhver lidt længere nyhedsartikel på en medie.dk-side fortæller ligefrem med tydeligt markerede links hvor brugeren helt legitimt kan hoppe af og hen til en anden tematisk beslægtet artikel.

På nette kan man både snorkle i overfladen eller scuba-dive til bunden af historien. Og skifte på et øjeblik alt efter humør og behov. Uden at få dykkersyge. Og ydermere kan man så selv bidrage til ekstra kontekst ved at kommentere eller uploade supplerende billed- eller videomateriale.

I den sammenhæng er det traditionelle tv-avis-nyhedsindslag som en hund i et spil kegler!

Nyhedsindslag til broadcast-tv har karakter af en fint-sammenvævet nyhedsmontage af speak, interviewklip, reportage-klip med sound bites – evt. tilsat lidt grafik og en stand up. Og det er produceret så det kan og skal ses uden anden kontekst end oplægget fra nyhedsværten.

Meningen med den dyrt producerede, tætte og komprimerede nyhedsmontage er at seerne skal ”suges ind” fra start til slut.  Vi skal have information, identifikation og fascination leveret i et hug. Hele bevidstheden skal monopoliseres af oplevelsen og tvinges igennem et lineært mentalt udviklingsforløb bygget op efter en spændingskurve.

Identifikationen er det altafgørende i tv-nyhedsdramaturgien. Der skal være et subjekt vi kan identificerer os med – en hovedperson til at drive historien frem. Får seerne lyst til at zappe, er det en katastrofe, for så er det til en konkurrerende kanal. Tv-nyhedsindslaget både forudsætter og kræver lean-back-indstilling hos seerne.

Der findes efter min mening ikke et eneste argument for at producere klassiske tv-nyhedsindslag til publicering på nettet – andet end at sådan gør man jo når man er professionel tv-journalist. Det er ikke pengene værd. Og brugerne værdsætter ikke den dyrt producerede æstetik. Når det er råt er det godt – nok.

For web-nyheder gælder det at: Content is king! Og indholdet kan udliciteres og splittes op i små bidder – clips! Og brugerne kan få link-joy ved selv at samle det til en fortælling i hovedet ved at klikke rundt via hyperteksten.

Mens tv-nyheden kræver et subjekt i historien, så gælder det krav ikke web-tv-nyhedsklippet. For her er det brugeren der er subjekt, ham der dirigerer og interagerer. What´s in it for me? - er det styrende spørgsmål. Og mens fascinationen i en traditionel tv-nyhedsfortælling altid skal være integreret med identifikation og information, så kan web-tv-indslag være rendyrket fascination der kan nydes i et en enkelt spektakulære injektion.

Web-tv er altid indlejret – embeded - i en skreven og grafisk kontekst, nemlig hele web-siden – og det giver ikke mening at lade som om konteksten ikke er der. For konteksten er synligt til stede under hele afspilningen af de levende billeder i playeren.

Det er de færreste der klikker til full-screen når de ser web-tv, netop fordi det forstyrrer og bryder lean-forward-indstillingen. Det føles ubehageligt at skifte til lean-backward og tilbage igen. Det er ikke sådan på sekundet at skifte fra den ene kemiske tilstand i hjernen til den anden.

Nyhedsjournalistisk web-tv skal altså altid tænkes og produceres til indlejring i en skreven kontekst med interaktionsmuligheder. Hvis det er ”længere”, skal det være fortalt og opdelt i ”bidder” så man kan stå af undervejs, ligesom ved læsningen af en artikel efter nyhedstrekanten. Hver af disse segmenter skal kunne giv mening uden resten så man også frit kan klikke mellem dem.

Rubrikken er Gud

Indholdet er Kongen

Konteksten er Fædrelandet

Og brugeren er - Direktøren for det hele

Og man kunne tilføje at flere af de "dogmer" som har styret broadcast-nyhedernes dramaturgi, også står for fald i nyhedsindslag på nettet .

• Fx er "talking heads" noget man typisk forsøger at begrænse eller helt at undgå i analoge tv-avis-nyheder. 
• På nettet fungerer det fint med talende ansigter i billedet, med eller uden jakkesæt, og med øjenkontakt - uden dækbilleder eller andre visuelle forstyrrelser. 
• Og skilte med tekst som mellemlæg i stedet for speak i voiceover eller speaker i billedet, er også helt OK. 
• Har man et godt interview med en væsentlig eller sensationel person kun på en lydfil, så kan det fint afspilles i playeren uden dækbilleder til at forstyrre lytningen.
• I længere nyhedmagasin-historier vil man i broadcast-tv ofte kræve en "motor" - et mere eller mindre iscenesat handlingsforløb med en reporter eller en case i aktion i billedet - til at sikre fremdrift i indslaget. Det er overflødigt når det er web-tv. Der er "motoren" brugeren selv der gennem sin interaktion med sidens elementer og links leverer brændstof til fremdriften. 

Indlægget her er en let revideret og udvidet udgave af et indlæg på www.ahheder.dk. Rapporten om webtvaviserne, kan findes her: http://ahaheder.dk/?p=1109 .