Den modulopdelte hjerne (2) - sanse- og handlemetaforer der refererer til en "splittet personlighed" og "ydre" og "indre" sansninger

I det foregående indlæg kiggede jeg specifikt på den modulopdelte hjerne, for at forklare nogle fænomener i forbindelse med at lære journaliststuderende at læse nyhedstelegrammer op i radioen.  
   Problemet var at intonation og tryk i udtalen blev styret fra et center i højre hjernehalvdel, mens  ordforråd og syntaks blev reguleret af et sprogcenter i venstre hjernehalvdel. 

Noget tilsvarende har man så fundet ud af i forbindelse med musikmodtagelse og musikudøvelse: at der er et center i højre hjernehalvdel som bearbejder nogle sider af musikken (tonehøjde og harmoni), mens et center i venstre hjernehalvdel tager sig af andre sider af musikken (musikkens "syntaks").
   Hovedparten af musikoplevelsen foregår i højre hjernehalvdel hos mennesker uden særlig musikalsk træning, mens øvede musikere som kan læse noder,  også har  stor aktivitet i venstre hjernehalvdel (de kan "læse" musikken).

Det er så i øvrigt interessant at konstatere hvor mange sanse- og handle-metaforer vi bruger som refererer til en splittet - en to-delt - personlighed:

• Han var i sine sansers vold
• Han blev forblindet af vrede
• Han glemte sig selv
• Jeg var ude af mig selv af glæde
• Jeg så for mig hvordan de ville grine af mig
• Jeg kunne ikke se mig selv i øjnene
• Jeg var helt ved siden af mig selv hele dagen
• Jeg kunne ikke se mig selv i det tilbudte job
• Jeg diskuterede med mig selv om jegskulle rejse
• Jeg stillede mig selv det samme spørgsmål
• Jeg interviewede mig selv på forhånd
• Han kunne ikke kontrollerer sig selv
• For mit indre øre hørte jeg en klagende stemme
• Samvittighedens stemme var ikke til at overdøve
• På den indre skærm rullede erindringen om det første møde frem
• For sit indre blik så han hvordan hans venner havde reageret dagen før
• Noget inden i mig hviskede at noget var helt galt
• Han vente blikket indad mod sig selv
• Inde i hovedet sang jeg en glad melodi
• Jeg havde ordet lige på tungen
• Jeg tog mig selv i nakken
• Jeg fik det forkerte ben ud af sengen i morges
• Jeg havde ikke hjertet med i forslaget
• Han gav sig selv et rosende skulderklap

Disse metaforer peger på to ting, synes jeg:

For det første: at følelser, tanker og handlinger - på samme måde som når man taler - forventes at arbejde sammen og være koordineret i et "selv". Men at følelser udspringer af og er forbundet med en del af hjernen (det limbiske system), handlinger med en anden del (motor-cortex), og tanker med et heltnetværk af centre i storhjernen og hjernestammen. Og derfor kan man opleve at "være ud af sig selv af skræk", "glemme sig selv i en dagdrøm", "have fået det forkerte ben ud af sengen".

Her er der tale om en anden form for "moduler" end dem der er lokaliseret rundt omkring i de to hjernehalvdele. Det er de moduler som man også karakteriserer som "hjernens indre anatomi", og hvor man beskriver hjernen som et resultat af biologisk evolution, med den mest primitive "krybdyrhjerne" inderste og nederst, og derefter de lag af hjerne som vi deler med andre pattedyr, og så de yderste dele af hjernen som i omfang og betydning er specifikke for menneske og menneskeaber.

For det andet peger metaforerne på at "sansninger" kan komme både udefra - via øjne og ører (og de andre sanser), og indefra - skabet af impulser i hjernen selv. De er ikke rene metaforer der kun skal forstås i overført betydning, men de antyder at man rent faktisk kan tale om et indre syn og et indre øre som aktiverer  nogle af de sammen centrer som aktiveres af de tilsvarende ydre sansninger.
   Dermed kommer de til at ligne de såkaldt primære konceptuelle metaforer som er kendetegnet ved at  forbinde den ydre krops forhold som "kilde" med indre subjektive tilstande som "mål" - forohold der antagelig oprindeligt er udsprunget af tidlige erfaringer i barndommen:

• HENGIVENHED/KÆRLIGHED er VARME: "Jeg blev varmt modtaget i den nye familie."/Hun sendet mig en varmt smil."
• FORTROLIGHED/INTIMITET er NÆRHED: "Vi havde et meget tæt forhold da vi var unge, men nu er vi vokset fra hinanden."
• BETYDNINGSFULD er STOR: "Så kom den store dag hun havde set hen til i et helt år."/"Virksomheden har en mega indflydelse på markedet
• LYKKELIG er OP: "Han var i højt humør."/"Hun følte sig helt på toppen i den periode."
• DÅRLIG er STINKENDE: "Der er noget råddent i Danmark."/"Mandehørmen dominerede i omklædningsrummets snak om det modsatte køn."/"Den sag lugter langt væk af korruption."/"Kan du ikke lide lugten i bageriet, så må du sige op."

Når nogle mennesker hører indre stemmer tale til sig, så viser undersøgelser at der sker en delvis aktivering af de centrer som også er aktive når man hører en anden tale til en. 

   Og tilsvarende, når man har visuelle hallucinationer eller drømmer i billeder, så aktiveres delvist de centrer som også bearbejder ydre synsindtryk. 

   Det stemmer så godt sammen med teorien om forståelse som simulation, som jo indebærer at de samme dele af hjerne er aktive 1) når man udfører en bestemt handling, 2) når man ser andre gøre den, og 3) når man forestiller sig eller læser om denne handling.

Jeg kommer også i tanker om det fænomen som Poul Martinsen igennem mange år var så optaget af at han lavede flere udsendelser om det: isolation af sanserne - sensorisk deprivation - dette at man fratager en person stimulation af synet og hørelsen gennem bind for øjnene og ørepropper. 

   Det fører hos mange til at hjernen så selv - efter et stykke tid - begynder at producere indtryk og forestillinger - altså mentale simulationer af ydre indtryk: Efter et stykke tid underkastet sansemæssig isolation, begynder folk simpelt hen at høre stemmer og se syner - de får hallucinationer uden nogen ydre anledning.

Indledningens omtale af musikoplevelsen og de centrer i hjernen der "skaber" dem ud af sansede musikindtryk, gør at jeg også bliver opmærksom på den konceptuelle metafor med musik som "kilde":

• EMPATI er MUSIKALITET: "Vi swingede godt sammen."/"Han var helt tonedøv i forhold til hvad hun følte men ikke sagde."/"Deres temperamenter stemte godt overens."/"De levede i et meget harmonisk forhold."/"Mennesker mødes, og sød musik opstår."

Og endelige får jeg en association til det engelske udtryk: "It makes sense", som på dansk ville skulle oversættes til "det giver mening"/"det er der fornuft i", men som jo i bogstavelig betydning svarer til "det gør sansning", og svar til den konceptuelle metafor: AT SE er AT FORSTÅ.

Men man kan også gå fra "foreståelse" = "forestilling" - til påvirkning af bevægelser og handling. I Illustreret Videnskabs særnummer om hjernen beskrives hvordan forestillinger og vores bevægelser kan arbejde sammen:

Hjernen er meget vigtig for vores koordinerede bevægelser. Så vigtig at man ligefrem kan træne en ønsket bevægelse ved at forestille sig eller visualisere, hvordan man vil udøve den. På den måde kan man fx træne et særligt slag i tennis eller golf.

   Ved at øve bevægelsen i tankerne sker der det samme som  ville ske, hvis man rent faktisk udførte bevægelsen - nemlig en styrkelse af  de såkaldte neurale mønstre i hjernen, der skal til, når bevægelsen skaludføres. På den måde bliver hjernen bedre til at fortælle vores muskler , præcis hvad vi ønsker, de skal gøre. En kombination af mental og fysisk træning regnes derfor i dag for den bedste træning for fx sportsudøvere.

Det kunne måske også inspirere til hvordan man blev bedre til at læse op med en naturlig intonation. Man tænker teksten og dens betydning godt og grundigt igennem, så man har internaliseret meningen på en måde så den naturlige intonation aktiveres ved selve oplæsningen når det gælder.